Untitled - Venø

og en dag, da han var færdig med at spise, lagde hun mærke til at han gemmer silderaden
i tejnen (madkassen) igen. Hun forlanger at få at vide hvorfor han gør det, og han må da
svare at det er hans madmor, der forlanger det. Den kloge, gamle kone fortæller ham nu at
han på denne måde får den samme sild hver dag, idet konen på Sønderskov blot hekser
kød på igen. En dag han er ude for at passe fårene, ser han en hare komme løbende hen til
huset og springe ind over den nederste halvdør i Sønderskov. Et stykke tid efter kommer
den ud igen. Karlen bliver mistænksom. Han går ind i huset og ser at konen ikke er
hjemme. Nu bliver han klar over hvad hun var for en. Folk på øen havde da heller ikke før
vidst at hun var en heks, og fra den dag af spiser han ikke længere silden.
Det tredje sagn om en heks, der kan skabe sig om til en hare, lyder således:
En dag var manden i Remmer Kro og manden i Åmølle gået på jagt på øen. Da de
har gået et stykke tid, ser de en hare som løber foran hundene. Haren synes ikke helt
almindelig. Den har en mærkelig kulør, og hundene formår ikke at løbe den ind, men
trættes ved forsøgene. Mændene forsøger da at ramme den, men heller ikke det vil lykkes.
Da udbryder den ene af mændene: Det er en heks! – Den anden lægger da straks en
selvknap i sin bøsse og skyder efter haren. Den bliver ramt og flygter ned ad Venøby til.
Mændene løber efter for at spørge efter haren. Her ser de børnene stå omkring deres mor
der har fået ødelagt det ene ben.
Venø har også et sagn der stammer fra svenskekrigenes tider. Sagnet tager sin
begyndelse på herregården Volstrup, men det har to versioner. Den ene version lyder
således 1 :
Herregården Volstrup ved Limfjorden havde en avlskarl der af frygt for de
kejserlige tropper gravede en skat af sølv- og guldkar ned i damme, som var bevokset
med tagrør. Karlen var fra Venø som ligger lige overfor i Limfjorden. Han forsøgte siden,
ved at indbilde herskabet at skatten var røvet, at tilvende sig denne. Men en lille
bondepige havde set ham sænke skatten ned i kæret, og hun lod ham det vide. Avlskarlen
lokkede pigen uden for gården og dræbte hende ved gift. Liget kastede han i en brønd.
Bønderne påstod der på stedet at de kunne se lys over rørdammen om natten, og at karlens
genfærd, som fik navnet rød’ Jens, siges at det sejler fra og til Venø på et halmknippe.
De fleste sagn har en tendens til at forøges i omfang når fortælleglade mennesker får
dem i hænde. Det bliver sagnene sjældent ringere af, og der skal derfor henvises til
Achton Friis’ De danskes Øer hvor den anden variant er særdeles levende fortalt.
Handlingen er således vokset i omfang. Mere pålidelig må den anden variant være i O.
Nielsens genfortælling:
Under svenskekrigen 1657-60 kom to svenske ryttere til herregården Volstrup. De
bringer hver en pose røvet guld med sig, og dette lader de letsindigt blive hos hestene
mens de tager herregården i nærmere øjesyn. På herregården var der en ladefoged ved
navn Jens Foged. Da denne ser sig ene med hestene, ser han sit snit til at røve de kostbare
poser, og i skyndingen kaster han dem ind i hundehuset. Han bemærker ikke at en dreng
har set, hvad han har gjort. Men drengen kan ikke holde sin hemmelighed for sig selv og
røber sin viden til Jens Foged, dog for at Jens skal give ham et par træsko. Jens Foged
indser nu at hemmeligheden vil være kendt alverden, hvis han ikke tager affære. Drengen
bliver trampet ned i et kær, som de kommer forbi, og Jens Foged kommer til Sønderskov
hvor han bliver trolovet med enken. Brylluppet bliver bestemt til at skulle holdes om et
halvt år den næste sommer. En vinterdag skal Jens Foged benytte den lejlighed som den
strenge vinter tilbyder til at besøge bekendte på Thyholm. Ude i gården spænder karlen
hesten for, men da Jens og enken kommer derud, ser enken en sort hund sidde på den
plads som hun skulle indtage, og hun bliver så syg af forskrækkelse at hun ikke kommer
med. Jens Foged beslutter sig til at tage af sted alligevel, og med karlen som kusk kører
han over isen. De når Thyholm – og begiver sig senere atter ud på isen for at komme
1 Rask’s Morskabslæsning for Den Danske Almue, nr. 28, sept. 1839, side 448.
23