Untitled - Venø

Var der før barsk og bart overalt, har plantningen nu medført at der er forskel på de
klimatiske forhold fra vest- til østsiden på den kun 1,5 km brede ø.
Også floraen forandres.
Men endnu i 1924 skriver Achton Friis 1 :
—i disse åbne, skovløse Landskaber, hvor intet skjuler de ækle
Cementstensbygninger, gør de sig ved deres skrigende Farver og pakkasseagtige Form
gældende på uhyre Afstand.
Alligevel holdt mange af øen som den så ud før plantningen, de elskede bakkernes
bølgende former og de åbne vidder.
Da botanikeren og digteren Knud Wiinstedt i årene 1913 og 1914 besøger Strueregnen
for at undersøge floraen, tager han også til Venø. Her gennemvandrer han øen på
kryds og tværs dog uden at finde noget særligt ejendommeligt 2 . Imellem Lyngen fandtes
faa Planter. Lidt sjældnere var Tusindfrø, Fligebladet Vejbred (højt oppe på en
græsklædt Skrænt), Strandbo, en tommehøj Tusindgylden på Strandengen, i en Mose
groede en smuk Vandranunkel, Bakkenelliken fandtes mod øst.
Den grundige botaniker og naturelsker fandt ligeledes strandvalmuen, også kaldet
hornskulpe (glaucium flavium) voksende på strandvoldene ud for Sønderskov. Om denne
plante fortæller Wiinstedt at et hollandsk skib engang strandede på Vestkysten, og frø af
denne plante blev ført i land både ved Lemvig og Løgstør hvor man fandt nogle
voksende. I 1962 var den nået til Kaas, og nu havde den altså foretaget en sørejse til
Venø.
Mindst lige så grundigt går Achton Friis til værks i 1924. Han bemærker at den
rigeste vilde flora findes på øens østside nord for Hyllebjerg (Hylbjerg) hvor
forskelligartet terræn som hede, mose, strandeng og dyrket mark findes.. Dog alligevel
kun de sædvanlige arter i sådanne lokaliteter: dværgpil, visse, bølle, vårvikke, lyserød
stenurt, lancetbladet høgeurt, skjaller og sæbeurt var blandt de almindeligste planter øen
kunne fremvise. Endnu fandtes der i 1924 et stykke gammel og urørt hede syd for
Ærkbjerg med lyng, klokkelyng, dværgpil og revlingeris.
Tager man kortet fra 1964, ser man straks plantagen, der blev anlagt i 1889. Den er
vokset til 60 ha. Plantagen strækker sig fra kirken og nordover. Desuden er der flere
mindre plantager, fx Peder og Laust Bjerres 20 ha store plantage. Sammenligner man
kortet fra 1964 med det kort der er rettet i 1917 (fra 1951), ser man at moserne er svundet
stærkt ind. Tilbage er kun et mindre areal nord for Venøby samt et lille areal vest for
Flebjerg foruden arealerne ved Klovvig. Fire steder afvandes de lave områder kunstigt, og
vindmøllerne er blevet udskiftet med motorpumper.
De oprindelige hedearealer er gået stærkt tilbage, men findes dog stærkt reducerede
ved Thors Odde og Bradser Odde, øst og syd for Ø. Nørskov samt ved vestvendte
skrænter på øens nordlige halvdel. Syd for Venøby er der et enkelt område ved østkysten
øst for Firbjergsande samt på Firbjerge selv. Det øgede antal gårde på Venø har sin del af
skylden i den rovdrift der har fundet sted på de gamle hedestrækninger.
Trods denne forandring i Venøs vegetation og dermed udseende, er Venø rig på
naturområder, langt rigere end størsteparten af Danmark.
1 Achton Friis; De danskes Øer side 300, 1928 og 1965.
2 Konkordia, Struer og Omegns Adresseblad, 1911-1916.
9