Untitled - Venø

for fiskeriet. Først i 1960’erne er ålegræsset ved at vokse frem igen. Med tiden vil
bundvegetationen opnå sin tidligere, store udstrækning.
Siden 1934 er det atter gået ned ad bakke for fiskerne på Venø. Havnen ligger
i 1965 næsten forladt, og kun tre både med hver tre mands besætning og en båd med
én mand sætter af og til kolorit på havnen. Sådan er det også gået i nabohavnene
Humlum og Struer. Det er det store havfiskeri der tiltrækker og giver penge. Derfor
er en del af øens fraflyttere rejst til bl.a. Thyborøn, Skagen og Frederikshavn.
Men også fiskeriet har forandret sig. Engang kom der af og til østersskrabere.
Nu er de særdeles sjældne. Spildevandet fra Cheminova nord for Harboøre har
dræbt mange østers, flere og flere jo længere vestpå, og alle hummere er forsvundet
fra denne del af Limfjorden hvilket også skyldes den stigende forurening af
fjordvandet.
Om foråret, så tidligt som man kan for is, drager venøfiskerne ud på sildefiskeri,
og stenbideren, som kaldes ”kulsoen”, er forårsbebuder, men når den ikke
længere har rogn, smides den ud igen.
Ålen fanges især om sommeren, dog også lidt både om foråret og om efteråret.
Rødspætter fiskes så vidt mulig hele året. Sidst på året begynder lidt torskefiskeri.
Men alt dette fiskeri er svingende. Nogle dages stormvejr kan sende rødspætter
og torsk ind i Limfjorden. Koldt vejr kan sinke ålefiskeriet. Man siger at en
kølig forsommer giver dårligt ålefiskeri. Forsommeren kan dog både byde på sild,
makrel og hornfisk. Om udplantning af rødspætter har der altid hersket stor diskussion.
Fiskerne mener selv at det ikke kan betale sig, især da ikke når rødspætterne
tages fra nogle fiskeres fangstområder (Nissum Bredning) og føres til andre
fangstpladser, fx Venø Bugt, når de samtidig bliver stærkt svækkede. Udplantningen
er derfor ophørt.
Det er i 1965 tydeligt at Venøs fremtid ikke ligger i fiskeriet, men i landbruget.
Her sættes da også alle kræfter ind.
45