Untitled - Venø

VEGETATIONEN
Plantevæksten har stort set fulgt de samme forandringer som i det øvrige Danmark.
Efter isens forsvinden indvandrede de første skove, da klimaet tillod det. Først birk, så
efterhånden skovfyr. Hassel bredte sig. Klimaet blev varmere og varmere. De første
løvtræer indfandt sig. Først egen, siden bøgen omkring vor tidsregnings begyndelse.
Bøgen afløste egen.
På Venø er der ikke mange spor af disse skove, der dækkede det meste af Danmark,
men tager man et kort frem over øen, lægger man mærke til én ting: navnene på øens to
store gårde, Nørskov (Nørreskoff 1508) og Sønderskov (Sønderschouff 1667). Skovene
må have vokset på Venø. Man fandt således formentlig barkrester af egetræer, da man i
1958 gravede færgelejet i syd ud. Skriftlige kilder om disse skove kendes ikke, blot det at
de to gårdnavne er århundreder gamle. Hvornår skovene forsvandt kan der kun gisnes om,
men sandsynligvis er de sidste rester forsvundet mellem vikingetiden og 1600-tallets
svenskekrige.
Når man for første gang støder på skriftlige kilder om øen hedder det at den er bar
og vindblæst uden et eneste træ til at yde læ for dyr og mennesker. Vestenvinden har fået
overtaget og præger vegetationen og menneskene. Kun på øens østside i læ af skrænterne
findes endnu rester af et meget gammelt krat, krattet ved Hylbjerghøj.
På Videnskabernes Selskabs kort fra ca. 1800 ses det at lyngarealerne var meget
udbredte. De strakte sig nord og syd for Forstov Bakke samt det meste af Thorsodde og
fra Østerøre og et stykke sydpå, syd for Venøby mellem Firbjerge og Stodbjerg samt et
mindre areal langs østkysten.
Da præsten Peder Maaberg Kristensen i 1811 kommer til øen, hedder det i en
humoristisk vise om præsten:
Nu rejste Peder Maabjerg strax paastand
Ad Venø ned i Vesterland;
Der baade blive Præst og Degn,
Kirkesanger, Skolemester, Hegn.
Hegn! Ja, Venø var et trøsteløst syn for en præst der var anderledes vant. Da
præsten A. Busch for første gang sætter sine ben på Venø, kan han kun udbryde 1 :
Så øde og bart havde han dog alligevel ikke tænkt det. – Deroppe på Bakken lå altså
deres tilkommende Bolig – et Stykke derfra den kullede Kirke – begge Dele som ude på
den vildene Hede.
Ikke et eneste Træ – jo, der var sandelig eet – en lille Udgave af en Bjergfyr ved
Udkanten af det, som skulde kaldes Præstegårdshaven – og jo, der var virkelig eet til –
noget, der så ud til engang at skulde blive til en Poppel. Men så var der heller ikke mer.
Således så Venø ud en sensommerdag i 1880 fra en bakketop syd for Venøby. Men
der var ved at ske noget: et lille mirakel, de første trævækster.
Bjergfyrren, som Busch havde bemærket, var plantet af hans forgænger, pastor
Pommerencke, og hed derfor Pommerenckes Fyr. Denne præst havde plantet øens første
træer i udkanten af præstegårdshaven. Da et træ var en stor ting på Venø, skrev
Pommerenckes Fyr også historie. Det var i nogle år øens første, og gennem mange år var
det øens største træ, beundret af turister – indtil stormen en dag, det var den 8. februar
1 I.H.I.F.C. Mathiesen: En Sognepræst, side 44. 1931.
7