Untitled - Venø

FISKERIET FØR 1825
Venøboernes vigtigste erhverv har altid været landbruget. Svigtede landbruget,
havde man jagten og fiskeriet at slå ind på.
Den første skriftlige beretning om fiskeriet i Limfjorden har man i Saxos
”Danernes Bedrifter” hvor det hedder at i Jylland 1 ligger den såkaldte Limfjord, der
er så rig på fisk, at den sikkert yder lige så megen føde, som hele agerlandet
tilsammen.
Men fiskeriet var svingende. I den vestlige Limfjord havde man dog den fordel
at man i 1500 og i 1600-tallet ikke var underkastet de indskrænkninger som rådede
andre steder i Limfjorden. I 1656 fortælles det 2 om Venø at her haffvis det skiønne
Aalefiskende. Til gengæld måtte man så årligt svare 20 snese ål til Volstrup og 40
snese til Kvistrup af hvert våd. En enkelt bemærkning fra Kvistrup lader man dog i
1683 falde idet det hedder at fiskeriet ikke længere giver nogen profit, og våddræt
under Venø Land ikke længere betaler sig. Fra Volstrup hedder det samme år at
fiskeriet i Limfjorden ikke brugtes da det ikke betalte omkostningerne. Der kunne
dog drages heltvåd uden for hovedgården. Tiderne var skiftende.
Men var fiskeriet stort set udmærket så viste faren sig af og til fra vest, når
Vesterhavets salte vand gennembrød Aggertangen, forandrede saltprocenten og
bragte alt i ulave. Således brød havet igennem 1560, 1566 og 1572 efter at der i
mere end 400 år havde været roligt i den vestlige Limfjord. Men Aggertangen
lukkede hurtigt efter hvert gennembrud.
Fra 1586 – 1594 var der atter hul på Aggertangen, og det har uden tvivl været
dårlige år for fiskeriet i den vestlige del af Limfjorden. I sådanne tider måtte man
sætte sin lid til landbruget.
Nye brud kom i 1615, 1624, 1656 og 1685. Slemt stod det til vesterude julenat
1717 og nytårsnat 1720. Galt har det også stået til på Venø med de mange
lavtliggende områder.
De fiskearter man fangede var helt, sild, brasen, aborre, gedde og sidst men
ikke mindst ål.
Meget almindelig var metoden med pulsvåddet der har sit navn efter redskabet,
pulsen eller pulsekøllen, hvormed fiskene skræmtes i garnet. Til hvert
pulsvådslag hørte to både som igen hver var bemandet med to mand. Redskabet selv
bestod af en stor garnpose eller sæk forsynet med to arme hvortil var fastgjort lange
vådtov. Det ene vådtov gjordes fast ved den ene båd der til sidst lagde sig ind til den
anden båd. Nu kunne indhalingen af våddet finde sted, og alt mens det stod på
stødte de to af fiskerne i vandet med pulskøllerne. En sådan kølle var blot en stang
forsynet med en træklods der var udhulet og klokkeformet. Disse køller frembragte
lydelige plask og skinnende luftbobler i vandet. Denne form for fiskeri var effektiv,
men lige så længe den havde eksisteret, lige så længe havde man taget afstand fra
den. I 1515 blev redskabet sammen med andre mistænkelige redskaber ramt af et
strengt forbud. At en kommission i 1736 fraråder pulsvåddets afskaffelse hænger
sammen med at forbudet for det første aldrig er blevet overholdt og for det andet at
mange familier hovedsagelig ernærede sig ved fiskeri med dette redskab og ville
blive ruinerede om forbudet strengt skulle overholdes. I 1740’erne var pulsvåddet på
ny i søgelyset, og i en forordning af 1750 gøres det klart at pulsvåd ikke længere
tåles. I 1761 fik alle fiskere, der boede omkring Limfjorden, på ny tilladelse til at
benytte pulsvåddet.
1 Turistforeningen for Limfjorden, side 75, 1958.
2 Arennt Berntsen: Danmarkis og Norgis Fruchtbar Herlighed. 1656.
27