Untitled - Venø

mellem kreaturerne. Kalvene døde, og en firårig hest fik lungebetændelse og døde. Jens
Ris og Else fik fire børn i Gadegård, men kun fem år gammel døde deres eneste datter. En
forårsdag druknede 13 lam i en grøft, og den vinter var rugen gået ud. Med modgangen
modnedes beslutningen om at flytte ud.
I 1862 får Else Ris sit ønske opfyldt. Gården skal flyttes fra Venøby til Østfjorden.
Det blev en streng Sommer for Moder og min Plejesøster Marie, som var 20 Aar,
beretter Mads Peder, Jens Ris’ og Elses ældste søn 1 .
Der blev mange Mennesker at lave Mad til foruden det daglige Arbejde med at kline
de mange Lervægge til Lade og Fløjhus, foruden de mange Skillerum og de forskellige
Bygninger.
Den nye Lade blev rejst Pinselørdag, derefter kom Fløjhuset. De sidste blev
indrettet til Spisestue og Soveværelse til Haandværkerne, og hvor der skulle være
Faaresti, Sovekammer til Familien. Vognporten blev Karlekammer, og Køkkenet var
under aaben Himmel lidt uden for Bygningerne. Det gik godt, undtagen når det var
Regnvejr, saa var det ikke nemt, men Mor klagede aldrig.
Ogsaa vi Børn maatte hjælpe til med hvad vi kunde. Jeg var ni Aar og David var
syv; foruden at passe Kreaturerne æltede vi næsten alt det Ler, som blev brugt til at kline
Vægge med, og til Bankrot til at mure i. En Dynge Ler blev lagt i en saakaldt Æltekule,
jeg trak rundt i Æltekulen med 3-4 Stude, og David gik bagefter Studene med Pisk, og
drev paa dem, naar de ikke vilde gaa. Det var ikke morsomt, hverken for os eller Studene,
men vi blev saa vant dertil, at det næsten hørte med til dagligt Brød; Fader var jævnligt
til Sted for at slaa Vand, skovle ind, komme Sand paa og se efter, naar det var færdigt,
saa ned til Fjorden for at blive gjort rene.
Den Sommer lærte jeg ogsaa at stikke op for en Tækkemand; men den Tækkemand
var det meget vanskeligt at gøre til Pas; det kneb at rykke Tækkesimen fast nok til; men
jeg fik det lært til gavns. Ti Aar senere lærte jeg selv at tække, og har siden tækket det
meste af mine Huse selv.
Stuehuset i Venøby, som Fader havde bygget i 1842, blev flyttet efter at Udhusene
var flyttede, for at vi kunde have Tag over Hovedet saa længe som muligt; det blev ikke
rummeligt, som det havde være, da der måtte skæres noget af Bjælkerne, som var begyndt
at raadne i Enderne. Det blev ikke færdigt til Høst; det var færdigt til at tække, men al det
gamle Tag var brugt til Udhusene.
Rørerne i Møgelsig var det Aar ualmindelig lange og svære; saa snart de var
høstede, blev der sendt bud efter en Tækkemand, og de grønne Rør blev lagt op; de laa 20
Aar paa Sydsiden og 30 Aar paa Nordsiden, og saa kunde de endda stødes og bruges igen
og ligge lige saa længe som Rugtag. Fader passede Tækker op; han stødte og bandt
Rørene i Neg, det blev gjort godt; men Tækkeren skældte ud, fordi jeg ikke kunde binde
fast, jeg var ikke stærk nok.
Da Høsten var til Ende, og Stuehuset var tækket, blev der sendt bud til
Murermesteren, men han og hans Folk, de var saa optaget, at de slet ikke kunde komme.
Hen paa Efteraaret fik Fader fat paa en anden Murer, men saa kom Frosten, og det blev
ikke ret meget, at han fik lavet.
Efter Høsten gav Fader sig til at lægge Gulv i Dagligstuen af gule Sten og Lergulv i
Køkkenet og Bagestuen, Bræddegulv i Mellemstuen, Murstensgulv i Forstuen; i
Gæstekammeret blev der sat to Senge op, men ikke andet, og saadan stod det, da Fader
blev syg og døde. 2
Gadegaard blev således flyttet ud i 1862. Men da gården var ny, blev den en tid
kaldt Nygaard. Da Jens Ris var død, skulle de to sønner dele gården. Den yngste søn fik
1 Mads Peder Jensen Sønderrises Erindringer, håndafskrift af Bertheline Sørensen efter originale
dagbog.
2 Jens Ris døde den 8. marts 1863.
33