"Gensplejsede planter" i PDF format. - Teknologirådet

Gensplejsede planter 1996/1
●
●
af kompleksitet og vores grad af uvidenhed om dem, og det understøttes af den teoretiske og videnskabsfilosofiske
litteratur om den moderne biologi og biofysik. [3]
Biologiske systemer er på én gang fysiske og informationelle. Det betyder at de kan forgiftes, at forgiftningen fysisk kan
fortyndes, men at hvis en given påvirkning af systemet, for eksempel i form af forgiftning, har medført ændring af
systemets informationelle del (dets genetiske hukommelse), så er fortyndingseffekter ikke på samme måde givet. D.v.s.
denne egenskab, genetisk hukommelse, betyder større risiko for irreversible påvirkninger idet selve den evolutionære
dynamik i systemet kan påvirkes.
Radikalt uforudsete effekter på økosystemniveau kan ikke afvises. Kun det, vi kan forestille os, kan vi forsøge at vurdere
(u)sandsynligheden af, og dermed afvise som astronomisk usandsynligt. Det radikalt uforudsete er pr. definition det, der
overgår selv den vildeste fantasi.[4] Den menneskelige forhistorie er fuld af eksempler på begivenheder, intet menneske
forudså.
Risikovurderinger betydningsløse?
Nu kunne en og anden positivistisk sjæl måske føle sig fristet til at konkludere, at på denne baggrund må enhver
risikovurdering anses for ikke blot ueksakte, men simpelt hen helt uden betydning? At tale om videnskab som grundlag for
risikovurdering ville i følge denne holdning tilmed være at tilsmudse naturvidenskabens ry som ypperste kilde til sikker viden
om naturen. En sådan "positivistisk defaitisme" (opgiv risikovurdering: det kan aldrig blive rigtig videnskab) må imidlertid
afvises, både ud fra en videnskabsteoretisk, en biologisk og en samfundsfaglig begrundelse.
Videnskabsteoretisk er det som antydet en fejl at overføre nogle ret opskruede forventninger om eksakt forudsigelighed baseret
på en meget snæver type teorier (som selv her har åbenbare grænser) til at skulle gælde som norm for al videnskab
overhovedet. Mindre kan også gøre det.
Biologisk er det jo også sådan, at vi for mange egenskaber, og mange plantearter, ud fra almindeligt botanisk og "autøkologisk"
kendskab til disse arters normale biologi kan skønne, at der næppe vil være de større risici ved at ændre et gen, så visse
pryd-planter får en blomsterfarve fremfor en anden. Genetisk bestemte "egenskaber" er jo så mange ting, [5] og vi kan i en
række konkrete tilfælde netop foretage en biologisk baseret vurdering af konsekvenserne ved genetisk modifikation via ny
genteknologi. [6] Sådan set er en vis pragmatisme på sin plads - det er næppe helt rigtigt at vi slet ikke kan overskue hvad vi
gør, ligesom det heller ikke er sandt, at vi har tjek på det hele.
Endelig kan man på det samfundsmæssige plan hævde, at det er udtryk for en misforståelse af risikovurderingens egentlige
funktion i det moderne samfund kun at ville anerkende den, hvis den kan baseres på eksakt videnskab. Risiko-diskussioner er
meget vigtige, fordi de er én af de måder, et komplekst samfund kommunikerer (mere eller mindre demokratisk) om
udviklingen og anvendelsen af sin teknologi på.[7] Det ville være uansvarligt om man ikke foretog systematiske
risikovurderinger af genteknologien, men man må blot være klar over deres begrænsninger. De må ikke komme til at skygge
for, at det i sidste instans er et politisk problem at beslutte sig til den måde, man ønsker at regulere bioteknologien på.
Problemet kan formuleres sådan: For en af de første gange i historien har samfundet mulighed for at iværksætte en politisk,
demokratisk og rationel beslutningsproces med sigte på at undgå uønskede virkninger og bivirkninger af en ny teknologi før
den for alvor frigives til generel anvendelse. Hermed skulle man kunne komme ulykker, forurening og eventuelle katastrofer i
forkøbet, og sikre, at den nødvendige administrative og juridiske regulering foregriber sådanne hændelser. Problemet er, at det
tilsyneladende er vanskeligt på et rationelt-videnskabeligt grundlag overhovedet at diskutere risici, som kun science-fiction
forfattere (jf. Jurassic Park) eller "dybdeøkologiske miljø-fanatikere" synes at have fantasi til at forestille sig. Men måske kun
tilsyneladende, for med et kynisk "held" har den menneskelige historie udstyret os med et rigt kildemateriale af erfaringer af
større eller mindre dramatiske ændringer i økosystemernes sammensætning, som er fremkaldt ved at udsætte organismer fra
fremmede himmelstrøg som hidtil har været effektivt isoleret fra det pågældende økosystem.
Her synes en opfordring til økologerne nødvendig, skønt den i første omgang kan lyde paradoksal: Brug den økologiske
fantasi! De videnskabelige økologer virker bange for at beskæftige sig med muligheden for egentlige uheld, ulykker eller
sammenbrud, blot fordi man ikke rent empirisk kan udlede katastrofiske scenarier af konkrete undersøgelser af denne eller hin
sukkerroe eller tomatplante. Man vil helst ikke gå udover en empirisk-beskrivende naturvidenskabelige tradition, og skønt den
har rødder tilbage i god, spekulativ aristotelisk naturhistorie, mener man sig i dag hævet over spekulation. Men såkaldte
spekulationer behøver ikke at være hinsides videnskab; blot de "skoles" og kombineres med rationel kritik. Der burde være en
fase, hvor "de værst tænkelige scenarier" søges skitseret, alene for at overveje muligheden seriøst, hvorpå man så kan give sig
til at diskutere hvilken gyldighed, det er rimeligt at tilskrive det pågældende scenarie på det konkrete vurderingsmæssige plan.
http://www.tekno.dk/udgiv/961/961all.htm (15 of 48) [13-07-2001 11:00:57]