Side 1-64 PDF (9 MB) - Out & About

og støtte dem, der mobber. Man legitimerer
sin kritik ved at sige, at der
er nogle, der synes, at det her er underligt
– altså vil vi ikke have det. Jeg
tror, homoseksuelle er lige så gode
forældre, og hvis man accepterer, at
et heteroseksuelt par kan adoptere,
så må man jo også acceptere, at et
bøssepar kan adoptere.”
Det biologiske argument om, at
et barn skal kunne spejle sig i sine
forældre genetisk, køber den 43-årige
instruktør heller ikke:
”Jeg vil ikke fortrænge blodets
bånd, men i vores kultur ligger der
en enorm romantisering af blodets
bånd – vi indlæser enormt meget i
det, men i sidste ende er det engagementet
i det enkelte barn, der er det
vigtige. Jeg synes ikke, det er en menneskeret
at have biologiske forældre.
Det ufødte barn har krav på at blive
elsket, men om det bliver af biologiske
forældre, er ikke det afgørende
for, at relationen mellem forældre og
barn lykkes.”
Det bevidste valg
I filmen Et Barn afsøger kæresteparret
Charlotte og Tjili først deres netværk
for at finde en mulig far, men ender
med at bruge ukendt donorsæd fra
Nina Storks klinik. Filmen har dokumentariske
klip, hvor Nina Stork fortæller
om, hvor vigtigt det er at tage
stilling til, at man får et barn, der vil
vokse op uden en far.
Den svære proces, som mange
homoseksuelle må igennem, når de
skal have børn, ser Pernille Rübner-
Petersen ikke som et argument imod
homofamilier:
”At få børn, kan aldrig blive så vupti-agtigt
for homoseksuelle, som det
jo oftere er for heteroseksuelle. De
fleste homoseksuelles valg i forbindelse
med børn vil altid være mere
bevidste, fordi de skal igennem en
anden proces, og det er jo en kvalitet,
man hylder i samfundet – man hylder
jo faktisk det bevidste valg mere end
det ubevidste valg. At det er bevidst,
kan ikke være negativt i den her sammenhæng,”
understreger hun.
Krakeleret kernefamilie
Pernille Rübner-Petersen er vokset op i
en traditionel kernefamilie i Nordsjælland
og har ikke selv børn. Drømmen
om den perfekte kernefamilie, som
kritikere af homofamilier holder fast
i, hylder hun ikke:
”Efter min mening skaber det
nogle bedre relationer mellem
mænd og kvinder at få skamskudt
kernefamilien. Man kan konstatere, at
mange, der vokser op i en traditionel
kernefamilie, har en masse issues alligevel.
Desuden ligger der megen automatik
i den måde, heteroseksuelle
forældre kan være forældre over for
deres børn på, og det ligger meget i
min generation. I min generation fik
vores forældre børn, fordi man fik
børn, og det synes jeg på en måde
satte sig i forældrerelationen. Det
positive, jeg oplever med regnbuefamilier,
er den aktive stillingtagen til
at være forældre.”
Stadig en kamp at kæmpe
Selv om det politiske landskab har ændret
sig i positiv retning, mens hendes
film blev færdig, mener Pernille Rübner-Petersen,
at filmen stadig har relevans.
Både som historisk dokument
og som katalysator for flere fremskridt
for homoseksuelle:
”Der ligger noget interessant i, at
man faktisk kan få cirklen sluttet nu
og se, at først var det tilladt at blive
insemineret, så blev det forbudt, og
nu er det tilladt igen. Min film bliver
på en måde en lektie i, hvordan et
samfund flytter sig politisk. Derudover
har vi faktisk stadig noget lov-
givning, som kommer fra samme
grundholdning, nemlig den, at det at
være homoseksuel er anderledes, og
derfor skal homoseksuelle ikke have
lov til at have de samme rettigheder
som andre. Insemination er kommet
på plads, men Folketinget mangler
stadig at vedtage den endelige lov
om adoption. Derudover mangler
muligheden for at blive ligeværdigt
gift.”
Filmen Et Barn kan ses i Husets Biograf
i Magstræde den 22. november. Yderligere
information på: husetsbio.dk
PErNILLE rÜbNEr-PEtErSEN
• Instruktør og musiker
• Cand. mag i moderne kultur og
kulturformidling
• Udsendte i marts 2009 cd’en The
Book of the Mermaid
• Vinder af Copenhagen Gay & Lesbian
Film Festivals manuskriptkonkurrence
2003
• Udsendte sin første novellefilm,
Jesper, min elskede, i 1990. Derefter
har hun blandt andet skrevet
teaterstykket Don Juan (1992) og
instrueret kortfilmen Kvinde i det
21.århundrede (2000).
Out&abOut///NOVEMbEr 2009 35