Indhold - Peripeti

Babel
137
»farlig,« fordi den åbner for en anden virkelighed, idet skærmes nedbrydes, og tilskueren
suges ind i filmdrømmenes verden. Filmen demonstrerer en transformativ kraft.
Remediering af dramaturgien
Den klassiske dramaturgi er en formgivning eller iscenesættelse af en handling, som gøres
iagttagelig for tilskueren. Begreber som knude, krise, vendepunkt, genkendelse, klimaks,
forløsning, fejlgreb eller katharsis antyder en dynamik og spænding knyttet til fortællingens
forløb med begyndelse, midte og slutning og uden overflødige sidehandlinger eller
fortællerkommentarer og hvor det centrale omslag fra lykke til ulykke er forbundet med den
almene norm (gudernes orden), som er princippet bag konflikten. I den klassiske dramaturgi er
formen (i egen selvforståelse) en sand og troværdig repræsentation af virkeligheden, som skjuler
sin repræsentationelle karakter ved at usynliggøre fortælleforholdet, idet plottet tilsyneladende
præsenterer sig selv. Den klassiske dramaturgi er fokuseret på repræsentationens gengivelse af
verden i centralperspektivisk fastholdt rum og en lineær tid, som betyder at tilskueren etablerer
en identifikation med handling og karakter, »glemmer« mediet og får en umiddelbar
adgang til »realiteten« som virker sammenhængende og stabil i forhold til handling, tid og
rum. Fortælleforholdet er skjult, og tilskueren befinder sig så at sige på fiktionskarakterernes
fokaliseringsniveau.
Remediering er hos Bolter og Grusin (1999) et træk i de nye digitale medier, som peger på
at disse ikke blot repræsenterer, men også skaber en form for palimpsest eller intertekst hvor tilskuerne
ikke blot ser igennem mediet, men også at medierne gengiver, oversætter, overfører og
versionerer hinanden. Remediering peger på mediets og præsentationshandlingens realitet og
skaber sit eget synlige fortællemønster som adskiller præsentationshandlingen og det fortalte,
som det fx sker i ovenstående eksempler. Bolter og Grusin kalder den transparente medialisering
immediacy og den selvfremhævende hypermediacy. Det svarer til maleriets udvikling
fra det centralperspektiviske illusionsrum til konstruktionen af fladen, hvor malerstrøg og
penselaftryk er en del af værkrealiteten 3 . Fokus flytter sig fra fiktionshandlingen til præsentationhandlingens
performativitet. Disse to hovedlinier har i kunstfremstillingen været
modsætninger mellem fx det realistiske billede og kubisme. Den ene peger på en bagvedliggende
realitet og den anden på mediets realitet. Pointen er, at Babel tilsyneladende formår at
kombinere disse forskellige virkelighedsbestræbelser.
Babel remedierer den klassiske dramaturgi, hvis forventningshorisont på mange måder
fungerer som en slags baggrund for plottets mange afbrydelser og overraskende spring, som i
mindre grad fastlægger tid og rum, og hvor personerne forekommer ufærdige. I kraft af denne
filmiske konstruktion involveres tilskuerens aktive vurdering, og forskellige iagttagelsesmåder
bringes i spil.
Traileren til Babel viser crash-dramaturgien i meget kort og fortættet form. Den benytter
en såkaldt split-screen med i alt seks billedfelter. Disse aktiveres et efter et og gentages i
en sløjfe efter nogle minutter. Det er en parataktisk dramaturgi, hvor små korte sekvenser
fra filmens forskellige lokaliteter aktiveres uden at der er nogen egentlig begyndelse eller
slutning. Det hele virker meget kaotisk forvirrende og usammenhængende, men man for-