Indhold - Peripeti

Dramaturger om dramaturgi
opgave at være fraværende. Erfaringsmæssigt bliver instruktør, scenograf, skuespillere blinde
og døve i forhold til den narration, de mener at formidle. For at fungere som idealtilskuer
må jeg undgå at forurenes med indsigt i processen. Selv om der er tale om en konstruktion,
en rolle, er det i praksis muligt at fange basale brist, utilsigtede sammenhængsløsheder, subsidiært
overtydeligheder, hævet over sociale og kulturelle koder. Mit job er at reducere mig
selv til et absorptions- og udspyningsapparat, til, som et barn, at tage imod en fortælling og
gengive den i enkle ord: hvad er det, jeg ser, hvad er det, jeg hører, hvad er det, jeg oplever.
Effekten er ofte chokerende. Ændringer kan være påkrævet i diverse sceniske registre,
visuelle, sonore, strukturelle, tekstuelle. Jeg overværer kun prøver på få, strategisk udvalgte
tidspunkter. Og har efterfølgende lange kritisk-analytiske diskussioner i enrum med instruktøren.
En erfaring er det her, at den professionelle er altid bekymret. Begejstring er symptom
på amatørisme. Jeg har ingen direkte kommunikation med skuespillerne. Det er et bevidst,
dogmatisk valg. Min tilgang er en anden end instruktørens. Instruktøren har sin måde at
kommunikere på, sin diskurs, sine strategier, som ikke er mine. Mit blik er at andet.
En anden kombinatorik mobiliseres, når der ikke udgås fra en foreliggende tekst. Det
gælder i samarbejdet med Giacomo Ravicchio, dramatiker, scenograf, instruktør. Hans kreative
strategi beskrives som kaos, uforudsigelighed, ustabilitet. Den indebærer krævende konstellationer
af metode og vanvid. Produktionen gror ud af input fra skuespillere, dansere,
komponist, lysdesigner, i en dynamisk interaktion mellem tilfældighed, spontanitet, improvisation
og pludselig inspiration, på den ene side, og – og det er den afgørende pointe – på
den anden side en minutiøs foregående research- og præ-produktionsproces. Det er ikke en
devising proces, selv om det ligner. Og under ingen omstændigheder enten tekst- eller billedteater.
Teksten udvikles undervejs som en integreret bestanddel af en overordnet musikalsk
plastisk helhed i konstant interaktion med komponisten.
I sidste instans er de to processer imidlertid sammenlignelige. Accenten i mobiliseringen
af kompetencespektret er blot forskudt.
Perspektiv
Uddannelse af dramaturger (og i varierende grad dramatikere, scenografer, instruktører,
skuespillere) skal handle om krop, metafor, rum, som udgangspunkt. Og udvikle en række
færdigheder af basal sproglig, analytisk, historisk m.v. art, som det er fashionabelt at foragte.
Tekst som verbal og strukturel størrelse er til at håndtere. Langt mere uoverskueligt at bakse
med er et komplekst skrummel af sensuelle tredimensionelle musikaliteter. Dansk teater er
stadig ikke løsrevet fra litteraturens kvælertag. Fra kødløs tekstforståelse: koncept for sig og
tekst for sig. Teatret hærges derfor paradoksalt nok af talking heads. Det gælder både egentlig
tekst-dramatik og angiveligt radikalt teater. Her ligger en dramaturgisk udfordring. En yderligere
udfordring ligger i befrielsen fra epigon-grebet, den vidløse reproduktion af udtryksregistre,
som i andre sammenhænge er resultater af omstændelige processer. En ambition om
at skabe noget originalt frem for noget, der ligner.
17