Indhold - Peripeti

156 Peripeti 10
mens figurerne leder efter diamantstøvet i
deres trivialiserede hverdag.
I Jens Arentzens Tre Skuespil (2006) aner
vi nogle af de samme motiver i en problematisering
af vilkårene for det moderne menneskes
identitetsprojekter. Forstanderinden på
et hjem for fysisk og psykisk handicappede
bliver bragt ud af fatning, da hendes stabile
og ordentlige medarbejder Poul bliver afløst
af den ustyrlige og virile Ziggy. Der kommer
på flere måder liv i kludene på institutionen,
men livet er skrøbeligt, når man
lader pligterne og rutinerne fare og pludselig
risikerer, at drømmene og længslerne går
til grunde på ens egen utilstrækkelighed. In
Land of Control viser os endnu et selvrealiseringsprojekt,
der slår fejl. En dansk soldat
tror, han har meldt sig til en professionel
lejesoldaterorganisation for at få klare rammer
omkring sit liv, men efter at hans første
mission mislykkes, viser majoren sig at være
en svindler, som har forsøgt at bruge ham til
et privat hævntogt. Soldaten dræber »majoren«
og søger videre til fremmedlegionen.
Håbet om en konsekvent, udvendigt sikret
orden, der kan stabilisere selvet og verden,
skuffes. Modernitetens evindelige identitetskrise
kan åbenbart ikke løses ved hjælp
af fascistoide genveje. Partivare Centralen er
mere et levende billede end en historie. To
gamle søskende fortsætter deres stille liv og
deres gamle rutiner i en nedlagt og faldefærdig
legetøjsfabrik, hvor ingen andre kommer
– når ikke lige det er en sikkerhedsvagt, der
leder efter et sted at masturbere. En allegori
på verden, der ekkoer efterkrigstidens sorte
komedier. Arntzens tekster veksler mellem
psykologiske forklaringer og kringlede
destabiliseringer, mellem poetisk kaos og
irriterende støj, men til tider bliver støjen
desværre mere larmende end forstyrrende.
Thomas Markmanns Den arabiske solsort
– en næsten uvirkelig fortælling (2008)
demonstrerer vanskeligheden i at fastholde
en moralsk relation til mennesket i en medieret
virkelighed, hvor følsomhed, autenticitet
og alvor er blevet effekter. Markmann lader
to journalister forsøge at berette historien
om en forretningsmand, der bliver fængslet
og tortureret i Saudi Arabien, men jo mere
de forsøger at skære historien ind til en politisk
eller emotionel essens, jo mere synes virkeligheden
at forsvinde mellem fingrene på
dem, og tilbage står deres personlige forsøg
på at opdrage eller tilfredsstille lytteren. De
to journalister skifter mellem en distancerende
og en indlevende dramaturgi til at fortælle
historien, men begge strategier afslører
sig som kyniske konstruktioner, fordi begge
dele er drejede efter journalistens forventede
effekt på modtageren, men samtidigt foregiver
at være nøgterne beretninger. Markmann
sår tvivl om præmisserne for den autenticitetssøgende
og opdragende nyhedsformidling,
men rejser tvivlen indenfor en moralsk
horisont: for hvordan er en ikke-kynisk
rekonstruktion mulig, når en uformidlet
adgang til virkeligheden ikke er det?
Det performative drama
Den sidste tekst, vi vil omtale, Carsten
Kressners Den danske tragedie (2006), er et
muligt svar på netop dette spørgsmål. Vi placerer
den under kategorien den performative
tekst, fordi den ikke bare dokumenterer, men
i lige så høj grad selv udgør en slags arkæologisk
levn fra en bestemt historisk begivenhed.
Teksten er sammensat af materiale skabt
af skuespillerelever fra teaterskolen Ophelia i
København efter mordet på den italienske
turist Antonio Currá på Nørrebro i august
2003. Tekstens hovedpersoner er skuespil-