Mikrolån baner vejen - Hus Forbi

More documents

Recommendations

Info

Franziska Brüchmann Dahls søn på 23 år er misbruger. Et fristed for pårørende Landets første netværksgruppe for pårørende til misbrugere er startet i Århus. af Benny Lauridsen | bela@post8.tele.dk foto Lars Aarø - Det er svært, når ens søn fylder sig med alt muligt, og lægerne siger, at fordi hans levertal er alt for højt, så skal han stoppe med sit misbrug, ellers … Han har tre søskende, men de vil ikke rigtig gå ind i det. De kan ikke holde ud at se på det. Så jeg står alene med ham, det er nogle gange næsten ikke til at bære. Man kan heller aldrig rigtig planlægge noget, for man skal hele tiden være beredt på, at noget kan ske. Sådan siger Eva, hvis søn er misbruger og alkoholiker igennem 20 år. Franziska Brüchmann Dahl er også pårørende til en misbruger. Hendes søn er 23 år, har ADHD og er blandingsmisbruger (både drikker og tager stoffer, red.). Heller ikke hans mindre søskende forstår det. - Som pårørende er vi på døgnet rundt, hele Anne Margrete Jørgensen, leder af SINDs pårørenderådgivning 24 | HUS FORBI | nr. 82 | februar 2009 - Som pårørende er vi på døgnet rundt, hele ugen. ugen. Om det så er, når de ringer fra Frederiksberg Hospital, hvor han er blevet indlagt bevidstløs. Og hvad kan vi gøre for dem, hvis det pludselig går helt galt? Hvor kan vi henvende os som pårørende? I dag bliver vi afvist af alle hospitaler og hjælpeinstanser, når de hører, der er tale om en misbruger, siger Franziska Brüchmann Dahl. Historisk møde i Århus Både Eva og Franziska deltog i et formentlig historisk møde i efteråret på Værestedet (for bl.a. misbrugere, red.) i Århus. Dagsordenen var klar: At få dannet landets formentlig første pårørendegruppe. Snakken handlede i høj grad om, hvad sådan en gruppe skulle kunne – fra politisk pression over støtte til at hjælpe misbrugeren til et frirum, hvor pårørende kan tale om deres situation. Debatten mundede ud i en beslutning om at lave to former for selvhjælps- og netværks- pårørende før politisk pression Evas søn har drukket i over 20 år. grupper: En gruppe, der handler om, hvad det gør ved den pårørende og den pårørendes liv at have en misbruger tæt på. Og en anden gruppe, der sigter efter politisk slagkraft og viden om hjælpemuligheder i forhold til den misbrugendes pårørende. Siden mødet er kernen i gruppen kommet på plads og har holdt sit første møde, fortæller Lars Peter, medarbejder på Værestedet i Århus. Næste skridt er aktivt at gøre kraftigere opmærksom på sig selv, bl.a. med annoncer og reklamer i lokale medier. - Målet er at tiltrække flere deltagere til de otte-mands-selvhjælpsgrupper, vi vil have op at stå i første omgang. Så må vi se hen ad vejen, om vi får dannet en gruppe til at lave politisk pression, siger Lars Peter. I Vil du høre mere om grupperne eller selv være med, kan du kontakte Lars Peter på mail lpl@fa.aarhus.dk – En pårørendegruppe er ikke en gruppe, der skal give terapi. Den skal være et frirum, hvor man kan hjælpe og rådgive hinanden. Folk skal have plads til at ånde i det daglige, og de skal via gruppen kunne forsyne sig med redskaber til at navigere i hverdagen, så de får det nødvendige ånderum. Sådan siger lederen af SINDs pårørenderådgivning, Anne Margrete Jørgensen, der har mange års erfaringer med pårørende- og selvhjælpsgrupper. Og hun advarer mod at lægge kræfterne i den politiske pression – i hvert fald i første omgang: - Vores erfaringer er, at også en stor del af de pårørende bliver syge – somatisk eller psykisk – af at være pårørende. Jeg tror ikke på, at man hjælper flere gennem den politiske gruppe end gennem gruppen, hvor man diskuterer skam, skyld, økonomi, kampen med systemet og sorgen ved at have tabt det normale barn til f.eks. misbruget. Sæt denne slags grupper i gang først, og hjælp dér. Det er et sejt træk, men mine erfaringer er, at gennem det finder man også frivillige til at hjælpe med alt muligt, også til den politiske indsats. Så: Dan pårørendegrupper – og spejd så i dem efter folk, der vil og kan være politisk aktive. | - bela
| læserne skriver | Beskidte cowboybukser og et rent hjerte Historien om en meget hjælpsom hjemløs Hus Forbi-sælger – og om hvordan jeg så min egen frygt og fordomme i øjnene. af Katrine Sørensen Breidahl | udogsemedksb@youmail.dk illustration Karsten Hansen Ja, så var det, at jeg med kaffe, Hus Forbi og den røde weekendtaske på Nørreport gik ind i toget mod Hillerød og farmor for derefter at opdage, at jeg ikke havde fået stemplet klippekortet. - Ah damn! En venlig mand overfor smiler og kigger spørgende. - Ja, jeg har ikke fået klippet. Han forklarer, hvordan jeg – med det samme kontrolløren kommer – kan bekende mig. Men jeg tør sgu ikke. 600 kr. i bøde på det her tidspunkt? Nej tak! Jeg beslutter mig for at stemple på næste station. Nordhavn. Vi holder lige foran automaten. Jeg løber ud og stempler fire gange, drøner tilbage mod toget. Dørene begynder at lukke sig. Toget kører. Med taske, Hus Forbi og kaffe! Bag ruden fægter manden i et forsøg på at kommunikere noget, jeg forstår som ”din taske er i gode hænder”. En ung kvinde med et klippekort og en rød pung kan nu høres på Nordhavn Station: - Fuck! JEG KÆMPE IDIOT! En betænksom sjæl henvender sig. - Har du glemt noget i toget? Nik. - Din taske? Nik. - Hvad med din pung? - Nej, den er her. Han siger: - Kom med. Der er den dér servicetelefon! Hans øjne er glasklare, isblå, og de stikker som hos et vildt dyr klar til at angribe. Hans tynde ben ender i store tunge støvler for enden af beskidte cowboybukser. Kinderne er indsunkne og arrede som en misbrugers. Hans gangart er tæt på at være ude af balance. Han gør mig bange, men instinktivt kan jeg godt li’ ham. Han vil hjælpe. Han ringer op for mig. ”Ja, goddag servicetelefonen”. Stemmen hedder Jørn, og den siger, at jeg er dum. Jeg fortæller historien. Den hjemløse lytter med. Jeg tager toget mod Hillerød. Håber, at jeg kan stole på Jørn og manden fra toget. Jeg står i mellemgangen og har karma med stænk af eddike, da jeg ser min hjemløse ven på vej gennem toget. Han får et smil, det eneste, jeg kan finde i lommen. - Hej igen! Jeg plumper to sølle femkroner i bægeret og forbander, at jeg selv er arbejdsløs og konstant fattig. Han kigger spørgende. - Du hjalp mig på Nordhavn Station for et øjeblik siden. Hans ansigt lyser op. - Nåh, det er dig. Du skal tage tilbage til Svanemøllen. Der er din taske. I kiosken. - Hvordan ved du det? - Er din taske ikke rød? Jeg nikker forundret og anspændt. - Kom vi står af – jeg følges med dig. Og det er her, jeg rammes af frygt. Hvem er den mand, jeg går ved siden af? I et glimt ser jeg situationen udefra. Hvad tænker folk? Tror de, vi er et par? Hvad smalltalker man med en hjemløs om? Jeg kan jo ikke sige: ”Nåh, hvad laver du så?” eller ”Hvor er du på vej hen?” Det ved jeg jo godt. Han er frem og tilbage efter penge. En smule højlydt siger jeg: ”Du er dagens helt” i et akavet forsøg på at dække over usikker- hed og samtidig antyde, at jeg også ved, at han kun er ude på at hjælpe. Men jeg er pisse bange. Hvad vil han? Vil han mig noget ondt? Hvorfor er han sød ved mig? Hvad hvis jeg ikke havde haft min pung på mig, ville han så overhovedet have hjulpet mig? Jeg har ikke overblik over situationen, men har ikke noget valg. Mine fødder går efter den hjemløse. De vil have weekendtasken med til farmor. Endelig når vi hen til servicetelefonen. Her bekræfter stemmen Jørn, at tasken er på Svanemøllen Station i kiosken. Og undrer sig over, hvor jeg ved det fra. Mistænksomt spørger han til den hjemløse og er advarende. Inden i mig vender min frygt og mine fordomme 180 grader. Jeg svarer roligt, at den hjemløse har vist medmenneskelighed af den slags, der sker én gang ud af en million. Tasken er der, og jeg vil stikke den hjemløse penge, for det er det, han vil have. Jeg giver ham, hvad jeg har. Ved nærmere eftertanke vil han også gerne have, at jeg fortæller videre, at hjemløse er gode mennesker og ikke monstre. Det lover jeg. - Hvad hedder du egentlig? Han kigger på mig og svarer tøvende: - Bo Ahlsted. Senere sagde farmor fra sofaen med kaffekoppen i hånden: ”Det er da et smukt navn”. I HUS FORBI | nr. 82 | februar 2009 | 25
Page 1 and 2: h u s fo r bi nr. 82 februar 2009 |
Page 3 and 4: | indhold | 8 14 24 25 26 19 13 28
Page 5 and 6: været gift, fået en datter, er bl
Page 7 and 8: Gensynet rundes af med kaffe og ost
Page 9 and 10: I begyndelsen af januar forsøgte r
Page 11 and 12: mikrolån på 10.000-50.000 kr. Ren
Page 13 and 14: hjemløse taber i 2009 Det bliver s
Page 15 and 16: gennem mange år. Og så ryger de p
Page 17 and 18: Nogle af de hjemmelavede husbåde l
Page 19 and 20: | kommentar | af Peter Olesen er jo
Page 21 and 22: amalie skram 1846-1905 Født og opv
Page 23: tætpakkede slum, havde hun ikke fo
Page 27 and 28: at yde og at nyde. Filosofien er, a
Page 29 and 30: Fast bolig får hjemløse på ret k
Page 31 and 32: | vorherres køkkenhave | | februar

Mikrolån baner vejen - Hus Forbi

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?