PET's overvågning af den antiimperialistiske venstrefløj 1945-1989

Del 2: Maoistiske miljøer 1963-89
i basis. Proletarisk ideologi og socialistiske forhold ville ikke nødvendigvis være
fremherskende i overbygningen, der generelt var præget af en vis træghed. Derfor
var en løbende mobilisering af masserne i en stadig kamp mod forældede og
borgerlige vaner en betingelse for, at den socialistiske udvikling ikke blev hæmmet.
Det var således en gennemgående tese i Maos tænkning, at klassekampen
ikke ophørte, selv når proletariatet havde vundet den politiske magt, men fortsatte
på alle områder – herunder især på det ideologiske – gennem hele den
socialistiske epoke. I modsat fald ville revisionistiske og kapitalistiske tendenser
i og uden for det kommunistiske parti slå igennem, som det ifølge maoisterne så
tydeligt havde været tilfældet i Sovjetunionen siden 1950’erne. Her havde Khrusjtjov
som nævnt taget et opgør med stalintiden og blandt andet lanceret idéen
om, at arbejderklassen i enkelte lande under de rette forudsætninger havde mulighed
for at virkeliggøre et socialistisk samfund ad parlamentarisk vej. Denne
mulighed afviste Mao blankt og betegnede det som et udtryk for revisionisme
at tro på, at man kunne afvige fra den ”revolutionære nødvendighed”. Denne lå
indbygget i den dogmatiske marxisme og afviste ikke-revolutionære midler som
en metode til at realisere socialismen. Revisionisme repræsenterede således det
modsatte af, hvad en revolutionær linje, som maoismen, plæderede for. Begrebet
blev et skældsord på den yderste venstrefløj og hyppigt anvendt til at diskvalificere
ideologiske modstandere og til at fremhæve egen revolutionær elan.
Maos idéer om den fortsatte klassekamp og den konstante revolutionære
tilstand lagde både åndeligt og materielt grunden til ”Den Store Proletariske
Kulturrevolution”, eller blot ”Kulturrevolutionen”, der kulminerede i 1966. Udgangspunktet
var en forestilling om, at der trods alle socialistiske tiltag på de
økonomiske og materielle områder, stadig herskede borgerligt og ”anti-socialistisk
ukrudt” i det kinesiske kultur- og åndsliv. Lederne af kulturrevolutionen
talte for et altomfattende angreb på de ”fire gamle” elementer i det kinesiske
samfund: gamle skikke, gamle vaner, gammel kultur og gammeldags tænkemåde.
Fortolkningen af disse begreber blev i høj grad overladt til frontfigurerne i
kulturrevolutionen, de såkaldte ”Rødgardister”, der gik drastisk til værks. I løbet
af efteråret og vinteren 1966 udviklede opgøret sig til bitre kampe mellem
fraktioner og generationer, og tabene af menneskeliv var uhyrlige. Millioner af
unge blev opfordret til at ødelægge gamle bygninger, templer og kunstgenstande,
angribe lærere, skoleledere, partiledere og ældre familiemedlemmer i opgøret
med gammel vanetænkning. Tusinder af intellektuelle blev tævet ihjel. Andre
slap med at deklamere deres selvkritik foran hujende forsamlinger og gå gennem
byerne med skilte hængt om halsen. Millioner blev forflyttet til landdistrikterne
for at rense sig selv ved hjælp af fysisk arbejde. Der hersker tvivl om, hvor mange
PET’s overvågning af den antiimperialistiske venstrefløj 1945-1989 141