Colding, Cross og Maasbøl: - Hus Forbi

hus forbi 

Køb avisen på stationen – ikke i toget 

Pris 20 kr. 8 kr. går til sælgeren nr. 69 januar 2008 

Colding, Cross og Maasbøl: 

Rocker for 

de hjemløse 

Psykisk syge ender på herberger 6 

Hus Forbi lærer sine sælgere dansk 10 

Bænke sikres mod bumser 23

Ingen garantier for hjemløse 

Kræftpatienter skal garanteres behandling inden for få uger. Der skal være råd 

til at give folk nye hjerter, nyrer og hofter. Og ventetiden på en ambulance må 

ikke overstige et vist antal minutter. 

Det er blot nogle eksempler på den service og kvalitet i det offentlige sundhedssystem, 

som befolkningen efterspørger, og politikerne gerne garanterer. 

Men er du psykisk syg, misbruger og hjemløs på én og samme tid, må du 

se langt i kikkerten efter nogle garantier overhovedet. Meldingerne fra både 

psykiatrien samt boformer og herberger for hjemløse over hele landet er 

krystalklar: Hjemløse, som har været indlagt på en psykiatrisk afdeling, 

udskrives, inden de er færdigbehandlet – overvejende fordi der langt fra er 

sengepladser nok på landets psykiatriske hospitaler. 

Og hvor går man så hen, når man står uden for hospitalsporten uden en 

folkeregisteradresse? Hvis der ikke er en ledig sofa hos familie, venner og bekendte, 

fører vejen ofte til det nærmeste forsorgshjem eller herberg. Men her 

er hverken personale eller de øvrige beboere i stand til at tackle psykisk syge 

hjemløse. Blandt andet fordi mange af dem døjer med et misbrug oveni – en 

såkaldt dobbeltdiagnose, som gør deres sygdomsbillede og sociale situation 

endnu mere kompliceret. Konsekvensen er, at boformerne i nogle tilfælde må 

afvise de psykisk syge hjemløse, fordi det ikke er forsvarligt at huse så dårligt 

fungerende mennesker, som måske tilmed har en aggressiv og voldelig adfærd, 

hører stemmer eller ser dyr kravle på væggene. 

Hvad sker der så? I bedste fald bliver den enkelte psykisk syge indlagt 

igen. I værste fald ender han som gadehjemløs. 

Når man så i avisen Dagens Medicin (den . november, red.) kan læse, 

at Region Hovedstaden vil lukke 6 psykiatriske sengepladser – svarende 

Udgiver: 

Foreningen Hus Forbi 

Tornebuskegade 1, . 

11 1 København K 

Tlf. 8 0 

husforbi@husforbi.dk 

www.husforbi.dk 

Ansvarshavende redaktør: 

Jaku-Lina E. Nielsen 

Tlf. 8 4 

jaku-lina@husforbi.dk 

Administrator: 

Heidi Riel 

Tlf. 171 0481 

heidi@husforbi.dk 

Sælgerrepræsentant og 

gadeplansmedarbejder: 

Henrik Pedersen 

Tlf. 094 5 

henrik@husforbi.dk 

Debatindlæg og læserbreve: 

redaktion@husforbi.dk 

Næste nummer udkommer den 1. feb. 

Forsideillustration: 

Ulrik Jantzen 

www.loge86. dk 

Bidrag: 

Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, 

kan du sætte beløbet ind på dette 

konto-nr: Giro (9541)600 884 . 

Mærk indbetalingen ”bidrag”. 

Distribution: 

Boformer for hjemløse, varmestuer, 

medborgerhuse mm. kan fungere 

som distributør for Hus Forbi – dvs. 

være udleveringssted af avisen til 

sælgerne. Kontakt os på: 

171 0481 (se listen af distributører 

på www.husforbi.dk). 

Abonnement: 

Standardabonnement: 40 kr. 

(1 numre om året – inkl. moms, 

porto og gebyr). 

Støtteabonnement: 540 kr. 

Henvendelser vedr. abonnement 

på tlf. 70 6 7006 eller 

dorte@notatgrafisk.dk 

Layout: Westring + Welling A/S 

Tryk: Dansk Avistryk A/S 

Oplag: 90.000 

Antal sælgere: ca. 450 

ISSN: 1 97- 8 

Vi støtter Hus Forbi: Vi støtter Ombold: 

Lions Club Søllerød Mølleaa 

Nedenstående er nye DM-sponsorer 

TAMU-Center Odense 

til to procent af det samlede antal i landet – skal man ikke være professor i 

samfundsøkonomi for at regne ud, hvad det betyder for de i forvejen socialt 

udsatte: At de penge, sundhedssektoren sparer, med stor sandsynlighed ender 

med at blive en ekstra udgift på kommunernes hjemløsebudgetter, fordi endnu 

flere vil ende som gadehjemløse eller som beboere på herberger og forsorgshjem. 

Og det bliver beskæmmende synligt og åbenlyst for alle, der møder psykisk 

syge hjemløse på gaden, at de garantier for behandling, patienter tilbydes 

andre steder i det offentlige sundhedssystem, i hvert fald ikke gælder for 

samfundets allersvageste. 

Læs artiklen om psykisk syge på boformer på side 6-8. 

God læselyst. 

Tina Juul Rasmussen, 

journalist, Hus Forbi 

Om Hus Forbi 

Hus Forbi udkom første gang i 1996. Siden starten 

af 006 er Hus Forbi udkommet en gang om 

måneden. Salgsrekorden er over 75.000 eksemplarer 

(marts 007). Hus Forbi sælges af hjemløse 

og tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte 

mennesker – det, man under ét kan kalde ’skæve 

eksistenser’. Avisen sætter fokus på udsatte mennesker 

og fattigdomsproblemer. Formålet er at 

nedbryde fordomme om marginaliserede grupper 

både via indholdet af Hus Forbi samt i mødet med 

sælgeren. Hus Forbis sælgere er alle udstyret 

med et id-kort udstedt af Hus Forbis sekretariat. 

Salget af Hus Forbi fungerer for sælgerne 

som et alternativ til tiggeri 

og evt. kriminalitet. Indholdet 

i Hus Forbi produceres 

primært af professionelle 

freelancere, fotografer 

og illustratorer. Der er fem 

fastansatte på Hus Forbi: To 

på fuldtid og tre på deltid, herunder 

en studentermedhjælper. 

Hus Forbi er medlem af det 

internationale netværk af 

gadeaviser, INSP. 

Nedenstående er DM-sponsorer, som du har i forvejen: 

På side 2 i Hus Forbi under (Vi støtter OMBOLD), skal 

Frederiksberg Kommune 

Nøjes ikke med kun at tale 

Bandet Everybody’s Talking spiller til fordel for et værested for hjemløse den 23. januar. 

Hus Forbi tog en snak med de tre musikere i bandet om, hvad som driver dem. 

Billy Cross parkerer sin cykel ved 

indgangen til udstillingsbygningen 

Øksnehallen ved Halmtorvet i 

København, træder ind i glasfoyeren 

og ser sig smilende omkring. Han 

hilser venskabeligt på Lars Maasbøl, 

som til daglig underviser på Rytmisk 

Musikkonservatorium og i flere år 

har været hyret som studie- og 

scenemusiker af bandet Zididada. 

61-årige Billy Cross kommenterer 

cykelturen i det rå vintervejr med 

et par skulderøvelser, så den hvide 

hårmanke følger med op og ned: 

- Man kan godt mærke, at man 

ikke er 60 længere, siger han med 

et af sine smittende øre til øre-smil 

og får straks skabt en lun stemning, 

mens vi venter på fotografen og 

det sidste medlem af Everybody’s 

Talking, Jimmy Colding, der kredser 

rundt ude på den store p-plads 

foran Øksnehallen i sin lave, sølvgrå 

Porsche på jagt efter en ledig bås. 

Driller hinanden på scenen 

Bandet Everybody’s Talking har 

turneret på den danske musikscene 

siden 001 og er dels kendt 

for sine særegne fortolkninger af 

egne yndlingsnumre, dels de tre 

bandmedlemmers underholdende og 

indbyrdes drillerier. 

Hvordan har I fundet sammen i 

bandet? 

- Lars og Jimmy (fra Zididada, 

red.) ringede til mig, fordi de gerne 

ville have et større publikum, svarer 

Billy Cross og flækker kort efter i et 

grin. 

- Ha, ha, ha. Nej, jeg og Lars mødte 

hinanden, fordi Lars for nogle år siden 

tog nogle guitartimer hos mig. Og da 

Lars og Jimmy så ville lave Everybody’s 

Talking, ringede de til mig. 

Øhh? 

- Ja, dét er rigtigt nok, lyder det 

hjælpende fra Lars, som har sin sløje 

to årige søn på armen. 

hus forbi · nr. 69 · januar 008 du medtage følgende logoer: 

hus forbi · nr. 69 · januar 008 

Simon Spies Fonden, Fyns Amt, KFD, Københavns kommune, Camillas ovale, De 

Hjemløses Hus, FBU, Odense Kommune, Kirkens korshær og SAB. 

Kulturministeriet skal fjernes 

Men er du psykisk syg, misbruger og hjemløs på 

én og samme tid, må du se langt i kikkerten efter 

nogle garantier overhovedet. 

Markedsføring 

Husleje mv. 

Reserve 

Løn til medarbejdere 

Det går din 20’er til 

Moms 

Produktion og tryk 

OBS: Kig efter det originale Hus Forbi id-kort 

af plastik, før du køber avisen! 

Sælgeren 

Koncert for de 

hjemløse 

Finder sted i Blågårds Kirke, 

Blågårds Plads i København, 

onsdag den . januar 008. 

Dørene åbnes kl. 19. Entre: 

100 kr. + gebyr. Billetterne 

kan købes via BILLETnet: 

www.billetnet.dk 

Også musikeren Nanna 

Lüders (Busters ’mor’) og 

stand-up komikeren Mette 

Frobenius er på programmet. 

Alle artister optræder gratis 

til fordel for Morgencaféen, 

et værested for hjemløse i 

krypten i Blågårds Kirke. 

Af Jaku-Lina E. Nielsen 

Foto: Ulrik Jantzen

Og så går interviewet igen i stå. 

For ind træder Jimmy Colding, den 

ene af de to mænd bag Zididada, 

der før kunne – og måske stadig kan 

– trække publikum i tusindtal til 

koncerter i ud- og indland. 

Trods det grå vintervejr har han 

store solbriller med røgfarvede 

glas og metalstel på. De ryger dog 

hurtigt af, måske fordi de dugger. Da 

solbrillerne ryger i lommen, opdager 

Everybody’s Talking 

Har eksisteret siden 001. Består 

af Billy Cross (guitar/vokal), 

Jimmy Colding (vokal) og Lars 

Maasbøl (guitar/vokal). I 004 

udkom trioen med deres første 

cd, ”Everybody’s Talking”, og i 

007 udkom cd’en ”Talk of the 

Town”, en liveoptagelse fra 

Støberihallen, Hillerød. 

Bandets navn stammer fra 

titelsangen til filmen ”Midnight 

Cowboy” fra 1969, der handler 

om en mandlig prostitueret i New 

York og havde Dustin Hoffmann 

og Jon Voight (Angelina Jolie’s 

far) i hovedrollerne. 

Kendte står ikke i kø for at optræde 

En rundringning viser, at det er svært at få professionelle kunstnere 

til at optræde gratis for hjemløse, men de reducerer gerne deres pris. 


- Det er bestemt ikke, fordi musikerne 

står i kø for at komme til at 

optræde for hjemløse, fortæller 

lederen af Morgencaféen på Nørrebro 

i København, Michael Espersen. 

Morgencaféen serverer hver dag 

morgenmad for hjemløse i krypten 

under Blågårds Kirke, og det sidste 

års tid har caféen været økonomisk 

trængt. 

Derfor henvendte Michael 

Espersen sig til bandet Everybody’s 

Talking for at få dem til at optræde 

gratis til en koncert i Blågårds Kirke 

den . januar. Hele billetindtægten 

og overskuddet i baren går ubeskåret 

til Morgencaféen. 

En rundringning, som Hus Forbi 

har lavet til syv af landets forsorgshjem 

og herberger, bekræfter, at det 

er mest almindeligt, at kunstnerne 

Jimmy en skruetrækker, som han 

hiver op af jakkelommen. Han kigger 

undrende på den og spørger: 

- Er der nogen, der står og mangler 

en skruetrækker? 

- Nej, os der ikke kører Porsche, 

har nøgler, lyder det straks fra Lars. 

- Det gælder også os med cykel, 

supplerer Billy Cross og laver igen 

et par skulderbevægelser, hvorefter 

de tre musikere straks begynder at 

modtager betaling, når de skal optræde 

for hjemløse. 

- De fleste optræder ikke gratis, 

men nogle enkelte gør, som forstander 

Ebbe Larsen, Møltrup Optagelseshjem, 

Vildbjerg i Vestjylland, 

udtrykker det. 

Rock Nalle fik et måltid 

På forsorgshjemmet Store Dannesbo 

i Odense har blandt andre Rock 

Nalle og Michael Falck været ude og 

spille for beboerne. Rock Nalle fik et 

måltid mad og havde en god aften, 

mens Michael Falck optrådte til 

reduceret pris. 

- Vores erfaring er, at det er 

svært at få dem til at optræde 

gratis, men gerne til reduceret pris, 

og det er også min erfaring fra det 

netværk, jeg er med i i Socialpædagogernes 

Landsforbund, fortæller 

Peder Larsen, pædagogisk leder på 

Store Dannesbo, Odense, som dog 

diskutere tøj. De skal åbenbart alle 

tre klæde om til jakkesæt – ”for suits 

virker”, som Billy Cross siger, – før 

de kan fotograferes til Hus Forbis 

forside. 

- Øhhh, det er der ingen, der har 

informeret mig om, lyder det spagt 

fra fotografen, der nu er dukket op. 

Efter en længere forhandling 

med billetdamen og vagten får Hus 

Forbi allernådigst lov til at lade 

bandmedlemmerne benytte Øksnehallens 

toiletter – men kun én ad 

gangen. Jimmy starter, og Hus Forbis 

udsendte forsøger at genoptage 

interviewet: 

Hvad er det for en type koncerter, 

I spiller? 

- Vi spiller en hel del såkaldte 

lytte-koncerter. Altså koncerter, 

hvor folk køber billet og kommer for 

at lytte til os, siger Billy Cross og 

smiler igen sit øre-til-øre-smil, mens 

han ser sig triumferende omkring, 

fordi han igen har formået at rykke 

interviewet og intervieweren tilbage 

til start. 

- Nej, ærlig talt, fortsætter 

han, man kan jo spille til fester og 

begivenheder – og dér er musikken 

ikke i fokus, sådan som den er til 

vores koncerter. Dog må man sige, 

at i Everybody’s Talkings tilfælde, 

så kommer folk nok også for at glo 

alligevel er godt tilfreds med et 

nedslag i prisen. 

- Og beboerne er helt vilde, især 

når de føler en særlig relation til 

kunstnerne. Så har de beboerne i deres 

hule hånd. Men altså helt gratis, 

det er ikke nemt, fortæller han. 

Tryllede for beboerne 

Samme melding kommer fra afdelingslederen 

på Kirkens Korshærs 

Herberg i Hillerødgade i København, 

Jon Frydensbjerg. 

- Vi vil ellers meget gerne have 

mere af den slags, fordi beboerne er 

glade for det. Der er nogle få, som 

gør det. For eksempel optrådte tryllekunstneren 

Mr. Mox her to gange 

sidste år. Han sagde, han godt kunne 

lide at kommer her, blandt andet 

fordi han fik afprøvet nogle nye tryllenumre, 

fortæller Jon Frydensberg. 

Kim Larsen Jam, der også 

optrådte gratis til Hjemløsedagen 

på Jimmy og grine ad Lars og mig, 

siger han. 

Hvorfor vil I gerne støtte Morgencaféen 

og dermed de hjemløse ved at 

spille gratis? 

- Fordi vi synes, at man i disse 

tider bør hjælpe hinanden. Vi kan 

og vil hellere end gerne give en 

hånd med at støtte arbejdet blandt 

de hjemløse, siger Lars Maasbøl og 

tilføjer, at Everybody’s Talking ikke 

er et politisk band, men at de tager 

stilling til den enkelte sag, og hvorvidt 

pengene går til et humanitært 

formål. 

- I det her tilfælde handler det 

ikke om at spille for hjemløse, men 

om at skaffe penge til dem (til Morgencaféen, 

red.), siger Jimmy, der 

er vendt tilbage fra omklædningen, 

og som sammen med Zididada har 

spillet til Hjemløsedagen på Rådhuspladsen 

for et par år tilbage. 

- Ja, og hvem ved; måske kan 

der så blive købt soveposer til de 

hjemløse, nu hvor alle soveposerne 

fra Roskilde Festivalen er gået tabt 

(pga. råd og mug, jf. artikel i Hus 

Forbi nr. 66, red.), siger Lars. Og så 

er interviewet slut, for nu er musikerne 

klar til at blive fotograferet 

i støvregnen på pladsen ude foran 

bygningen. 

på Rådhuspladsen den 17. oktober i 

år, gav desuden en gratis koncert i 

Natcaféen i Hillerødgade i december, 

men ellers har beboerne i Hillerødgade 

mest været vant at blive 

underholdt af personale med en 

guitar under armen. 

Andre steder har man fået 

tilbud fra professionelle musikere, 

som gerne ville optræde til stærkt 

reducerede priser, men tilbuddet er 

strandet på, at stederne ikke har 

kunnet stille det nødvendige tekniske 

udstyr til rådighed. 

Ved redaktionens deadline i midten af 

december så det ud til, at Peter A.G. 

fra Gnags ville optræde for Hus Forbis 

sælgere til deres julefrokost den 21. 

december i Nørrebrohallen – gratis. 

jaku-lina@husforbi.dk 

Endnu har ingen hjemløse rapporteret om en nat i en såkaldt 

’smørregrav’(på autoværksted, red.). Det ser da også ud til at 

kunne blive en både trang og tæt oplevelse. 

Fikst ser det ud, men bænken er ikke rar at sove på, 

viser Anne Jensen her. Hun står bag undersøgelsen 

af sovestederne. 

Hvor er det værste 

sted du har sovet? 

Bænke, skralderum, p-kældre – og en enkelt tørretumbler. 

Hjemløse sover de mærkeligste steder, og 

ikke alle går derfra med en god følelse. Hus Forbi har 

spurgt hjemløse og tidligere hjemløse om deres værste 

soveoplevelser. 

Af Anne Jensen 

Foto: Holger Henriksen 

Da jeg lavede min lille, primitive 

spørgeskemaundersøgelse (omtalt i 

Hus Forbi nr. 65, red.), var det for 

mig en god chance til at få spurgt 

andre hjemløse og tidligere hjemløse 

om deres værste overnatnings- 

erfaringer. Relevant, fordi man som 

hjemløs overnatter de mærkeligste 

steder. Det blev også en oplagt 

mulighed for mig til at udveksle 

disse erfaringer med andre, der er 

eller har været i den situation. Da 

jeg selv i en årrække var hjemløs og 

boede på gaden, måtte jeg søge i ly 

på et hospitalstoilet, i al diskretion 

selvfølgelig, og mange gange. Så i 

min spørgeskemaundersøgelse skulle 

spørgsmålet med: ”Hvor er det værste 

sted, du har sovet?” 

Sov i en tørretumbler 

Indtil nu har 74 hjemløse og 

tidligere hjemløse besvaret dette 

spørgsmål. Svarene er ikke overraskende 

vidt forskellige og meget 

individuelle, men samtidig også med 

uhyggeligt mange lighedspunkter. 

8 personer har svaret ”udendørs” 

et eller andet sted: På bænke, 

under bænke, i parker, botaniske 

haver, på havne og på strande i 

regnvejr, typisk om vinteren. Og en 

enkelt blev såmænd hele tiden ved 

med at falde ned af den forbandede 

bænk den pågældende nat. En 

anden oplevede at blive overfaldet i 

Grøndalsparken og at blive reddet af 

en hund. 

16 personer har svaret, hvad 

jeg vil kalde ’semi-udendørs’: På 

forskellige banegårde fra Vejle til 

Østerport. I kolde og fugtige kældre 

og parkeringskældre, i skralderum, 

på lokummer og i opgange. 

11 personer har svaret, hvad jeg 

vil kalde for ’kritiske steder’: I detentioner, 

på psykiatriske afdelinger, 

i dårlige lejligheder. En har skrevet 

”hos min mor” – det kan jo i sig selv 

udløse en krise. En har skrevet hos 

en s/m-veninde. Dette er ikke uddybet 

nærmere – kun fantasien sætter 

grænser, som man siger. En har noteret, 

at det var i en tørretumbler. Og 

kirken i Glostrup er også kommet på 

listen over dårlige oplevelser. 

Resten af de adspurgte har svaret 

herberger, natherberger og natvarmestuer 

i København samt en enkelt 

i Odense. Og de har alle sammen fået 

flere point. Et enkelt af stederne 

scorer så højt som otte af hinanden 

uafhængige negative sove oplevelser. 

Man er vel viking 

Jeg har i min undersøgelse også 

spurgt til både favoritherberger 

og hvilke steder, de hjemløse og 

tidligere hjemløse selv synes, er 

de værste steder. Det vil jeg uddybe 

i en senere artikel. Blot vil 

jeg fremhæve, at alle herberger er 

nævnt i begge puljer – gode som 

slemme. Faktisk er alle væresteder, 

varmestuer og herberger også nævnt 

som favoritsteder – undtaget kirken 

i Glostrup, som udelukkende scorer 

negativt. 

Her på falderebet vil jeg fremhæve 

en enkelt sej, gammel herre, 

hvis dårligste soveerfaring udløste 

dette svar: ”Ingen steder, for man er 

vel viking!” 

thaia@webspeed.dk 

4 hus forbi · nr. 69 · januar 008 hus forbi · nr. 69 · januar 008 5

Psykisk syge fylder godt op 

På landets herberger og forsorgshjem bliver mange pladser optaget af psykisk syge. Men de er havnet 

på den forkerte hylde og svære at sende videre i systemet, lyder meldingen fra boformerne. 

Af Helle Horskjær Hansen 

Illustration: Kenneth Johansen, W+W 

Skizofreni, psykoser og lidelser, affødt 

af misbrug. 

Tunge psykiske sygdomme, som 

personalet på boformer og herberger 

for hjemløse hver eneste dag skal 

forholde sig til. For mange psykisk 

syge er indskrevet på de danske 

boformer for hjemløse. Et skøn fra 

SFI, Det Nationale Forskningscenter 

for Velfærd, lyder på, at knap hver 

tredje beboer er psykisk syg. Og det 

er problematisk. Et herberg eller forsorgshjem 

er nemlig ikke det rigtige 

sted for de psykisk syge at være. 

- Det er et problem, især hvis de 

også bliver boende i længere tid. 

Jeg mener ikke, at det er meningen, 

at de psykisk syge skal bo der, siger 

Ask Svejstrup, landssekretær i de 

hjemløses organisation SAND. 

Formand for kommunernes social- 

og sundhedsudvalg, Tove Larsen (S) 

er også bekymret over, at næsten 

en tredjedel af alle indskrevne på 

boformerne er psykisk syge. 

- Det er alt for mange, og det 

er bestemt ikke det rigtige sted for 

dem at være. Der burde være andre 

tilbud, der matcher deres behov, 

siger hun. 

Boformerne bliver 

skraldespand 

Især nedlæggelsen af de tusindvis af 

døgninstitutionspladser får skylden 

for de mange psykisk syge beboere. 

- Der er blevet nedlagt sengepladser 

i stor stil, så de er jo også 

presset på de psykiatriske afdelinger. 

Jeg tror, at mange bliver udskrevet 

for tidligt fra de psykiatriske hospitaler, 

siger Tove Larsen. 

Og de bliver udskrevet direkte til 

forsorgshjem og herberger. 

- Hvis ingen andre vil, ender det 

med, at boformerne bliver skraldespand 

for alle dem, de andre ikke vil 

have, mener Ask Svejstrup. 

Lars Merinder, speciallæge i 

psykiatri og afdelingsleder for Team 

for misbrugspsykiatri under Århus 

Universitetshospital, er klar over 

problemet. 

- Den gennemsnitlige indlæg- 

gelsestid er ikke meget mere end et 

par dage, for der er jo ikke så mange 

sengepladser på de psykiatriske 

afdelinger, siger han og erkender, at 

mange psykisk syge hjemløse bliver 

udskrevet hurtigt. 

- Men det er ikke meningen, at 

man skal være indlagt, til man får 

et permanent botilbud, for det er 

urealistisk. Ventetiden er for lang, 

siger Lars Merinder og understreger 

samtidig, at boformerne skal kunne 

rumme de psykisk syge hjemløse. I 

hvert fald i en periode. 

Men et af problemerne er, at 

personalet på boformerne ikke er 

uddannet til at tage sig af de 

psykisk syge. 

- Det, jeg hører, når jeg er ude 

på boformerne, er, at der går en 

masse ressourcer til at prøve at 

hjælpe dem. De psykisk syge tager 

uforholdsvis meget af medarbejdernes 

tid, blandt andet fordi personalet 

ikke er uddannet til at tage hånd 

om de forskellige diagnoser. Når jeg 

snakker med personalet, synes de, 

at de psykisk syge beboere fylder 

meget. Og det er svært at få tid til 

det hele. De hjemløse, jeg taler med, 

er egentlig meget tålmodige og forstående, 

men de siger jo samtidig, 

at de ikke hører til der, siger Ask 

Svejstrup. 

Daglig brandslukning 

Thomas Søndberg, forstander på boformen 

Sølyst i Horsens og formand 

for Sammenslutningen af Boformer 

for Hjemløse, er enig. 

- Vi har ikke mandskabsressourcer 

til at give dem den kvalificerede 

støtte, de har behov for. Det, vi 

kan tilbyde, er brandslukning, som 

ikke holder på sigt. Hvis man har en 

psykisk diagnose, burde man ikke 

være her. Så burde andre tage over, 

siger han. 

Sker det ikke, bliver vilkårene 

for de psykisk syge og de øvrige 

hjemløse dårligere, fordi de sinds- 

lidende ofte er så syge, at personalet 

har svært ved at stille noget op 

med dem. 

- De har nogle gange en anden 

virkelighedsopfattelse, så det 

kan give problemer med de andre 

beboere, fortæller Thomas Søndberg, 

men understreger samtidig, at den 

psykisk syge, som ofte også har et 

misbrug (patienter med dobbeltdiagnose, 

red.), falder mellem to 

stole i behandlingssystemet. 

- Det er klart, at der er hårdt 

arbejde, og at det fylder rundt omkring 

på boformerne, men jeg tror 

også, at rummeligheden er noget 

større der end på et psykiatrisk 

hospital, siger Thomas Søndberg 

og hentyder til, at friheden på en 

boform er større end på en psykiatrisk 

afdeling. 

Gammelt dilemma 

Hele skismaet om psykisk syge 

på boformerne – og især patienter 

med en dobbeltdiagnose – er 

imidlertid langt fra ny. 

- Det er jo kommunerne, der 

skal anvise brugerne til boformerne 

og give de psykisk syge 

tilbud om bolig og behandling, 

selvfølgelig i samarbejde med 

regionerne, der har ansvaret for 

de psykiatriske hospitaler. Det er 

en problematik, vi ikke har nået 

at løse endnu, men jeg ved, at 

der rundt omkring i kommunerne 

bliver arbejdet på at oprette 

botilbud, der kan støtte op om 

denne gruppe. Især er det vigtigt, 

at vi får botilbud, der kan rumme 

psykisk syge misbrugere, siger 

Tove Larsen. 

I mange år har systemet nemlig 

haft overordentligt svært ved 

at håndtere mennesker med en 

dobbeltdiagnose, fordi der findes 

få behandlingstilbud, hvor fagfolk 

kan tackle både misbruget og den 

psykiske sygdom. Det erkender 

Lars Merinder, men ser også lys 

forude. 

- Der er kommet flere tilbud, 

som tager vare på både misbruget 

og den psykiske lidelse, men der 

er stadig sager, hvor patienten 

falder mellem to stole, og hvor 

det er vanskeligt at afgøre, hvor 

han passer bedst ind. 

For at undgå det efterlyser Ask 

Svejstrup bedre samarbejde og 

kommunikation mellem de forskellige 

instanser. 

- Boformerne skal også selv 

melde ud, at der skal være nogle 

andre til at tage sig af de psykisk 

syge. Det kræver, at man samarbejder 

om at tage ansvaret for 

denne gruppe, mener Ask Svejstrup. 

Hotline fra 

psykiatrisk hospital 

Boformen Tre Ege i Århus har brugt mange år på at 

specialisere sig i at yde støtte til sindslidende hjemløse 

og siger derfor kun i enkelte tilfælde nej til at tage 

imod patienter fra Psykiatrisk Hospital. 


Telefonen ringer på Tre Ege, en 

§ 110-boform under Kirkens Korshær 

i Århus. Det er Psykiatrisk Hospital 

i Århus. De har en patient, de 

gerne vil udskrive og sende videre 

til boformen. Telefonopkaldet er 

ikke enestående. Mindst en gang 

om ugen bliver Tre Ege ringet op af 

hospitalet. Det usædvanlige denne 

gang er, at boformen afviser at tage 

imod -årige Henrik, der efter 

endt behandling på Psykiatrisk 

Hospital står til at blive boligløs. 

- Vi siger sjældent nej, når de 

ringer. Vi holder et møde med den 

psykiatriske afdeling og pågældende 

person, og hvis vi har pladser, 

og forholdene er i orden, siger vi 

ja, fortæller pædagog Lars Nielsen 

og skyder på, at 70 procent af de 

indskrevne beboere har problemstillinger 

relateret til psykiatrien, 

og mange har en dobbeltdiagnose. 

Men selv om Tre Ege har 

pladser, vælger de at sige nej til 

Henrik. Han er så dårlig, at han 

under ingen omstændigheder hører 

hjemme på boformen. Han er skizofren 

og har et massivt misbrug af 

heroin og hash. Han har en behandlingsdom 

og er tilknyttet Kriminalforsorgen. 

I en del tilfælde er 

Henrik gået amok på sine omgivelser 

og har blandt andet skåret en 

sygeplejerske med et glasskår. Han 

er også blevet anholdt af politiet, 

fordi han gik rundt offentligt med 

to brødknive. 

- Henriks problemstillinger er 

så massive, at jeg er i tvivl om, at 

Tre Ege er det rette sted for ham. 

Bl.a. på grund af bemandingen på 

Tre Ege contra den massive støtte, 

Henrik har brug for, forklarer Lars 

Nielsen i samtalen med Psykiatrisk 

Hospital. 

Alle er presset 

Behandlingspsykiatrien er ikke enig, 

men Tre Ege står fast på, at det er 

psykiatrien eller socialpsykiatrien, 

som skal hjælpe Henrik videre 

– ikke et forsorgshjem. For her er 

også andre beboere og medarbejderstaben 

at tage hensyn til. 

- Alle systemer er pressede, 

men vi kan ikke tage imod Henrik, 

fordi han har de problemstillinger. 

Det har vi hverken mandskab eller 

ressourcer til, siger Lars Nielsen, 

som er overbevist om, at boformen 

ikke kan tilbyde den støtte eller de 

ydelser, Henrik har brug for. 

Selv om netop Tre Ege har 

specialiseret sig i at tage hånd om 

gruppen af psykisk syge brugere, er 

opgaven nemlig ikke at tage over, 

men at tilbyde eller henvise den 

enkelte til det rette tilbud. 

- Vi skal ikke blive skraldespand 

for dem, de andre ikke kan 

rumme, konstaterer Lars Nielsen. 

De sidste otte år har boformen 

haft særlig fokus på psykiske lidelser 

og dobbeltdiagnoser, og det 

har været en gevinst i det daglige 

arbejde med målgruppen. 

- Vi er gode til de psykisk syge, 


og vi kan noget, som psykiatrien 

ikke kan – rumme mennesker, som 

ikke kan rummes andre steder i psykiatrien, 

men vi er et socialt tilbud, 

ikke et behandlingssted, forklarer 

Lars Nielsen. 

Også han har et særligt ønske: 

At samfundet bliver bedre til at 

håndtere gruppen af psykisk syge 

hjemløse. 

- Jeg har i mange år tænkt på, 

hvorfor man ikke laver en § 110lignede 

boform til borgere med 

psykiatriske problemstillinger og 

misbrug, hvor man har det rette 

personale med de rette kompetencer 

ansat. Det mangler i høj grad, 

siger han. 

Henrik er et opdigtet navn. Redaktionen 

er hans rigtige navn bekendt. 

hellehorskjaer@sol.dk 

Bliv frivillig i Røde Kors 

Turtjenesten 

Turtjenesten arrangerer udflugter for ældre og 

giver dem mulighed for at komme ud blandt andre. 

Vi tager f.eks. ud i naturen, på museumsbesøg eller 

afholder julefrokoster. 

Turtjenesten mangler frivillige chauffører og turledere 

til at køre ture i nærområdet med ensomme 

ældre. Der kræves ikke stort kørekort. 

Natherberg for kvinder 

På Natherberget i Hvidovre har vi brug for kvindelige 

frivillige til dagog nattevagter. 

På Natherberget stiller vi ingen spørgsmål, men 

rækker hånden frem og giver rum til at snakke og 

komme sig. Som frivillig skal du tale med kvinderne, 

lytte og i det hele taget være nærværende 

og møde dem i øjenhøjde. 

Der er mulighed for at vælge, om det skal være 

eftermiddags- eller nattevagt, og vi forventer, at 

du tager to vagter om måneden. 

Eftermiddagsvagten er fra kl. 14. 0 - 1.00 og nattevagten 

er fra kl. 0.45 - 09.00. 

Som eftermiddagsvagt skal du blandt andet lave 

mad til vores brugere. På nattevagten er der 

Her bor hjemløse 

Det centrale botilbud til hjemløse er midlertidige boformer efter servicelovens § 110. Kommunalbestyrelsen i 

de enkelte kommuner er forpligtet til at sørge for, at der er det nødvendige antal pladser til midlertidigt ophold 

til personer med særlige sociale problemer, som ikke har et sted at bo eller kan opholde sig i egen bolig. Det er 

generelt en forudsætning, at andre hjælpemuligheder er udtømt forud for ophold på en boform. Som udgangspunkt 

må § 110-boformerne ikke afvise nogen på grund af pladsmangel, medmindre de kan tilbyde anden 

relevant hjælp. 

Faggrupper på boformerne varierer, men i de senere år er der kommet flere medarbejdere med pædagogisk, 

socialfaglig og sundhedsfaglig baggrund. 

Landets cirka 65 boformer havde i 005 ca. .500 pladser. 7. 91 personer havde i samme periode kortere eller 

længere ophold på en boform. 

Kilde: www.social.dk 

mulighed for at sove, så man kan sagtens passe sit 

arbejde dagen efter. Skal du gå før kl. 09.00 efter 

en nattevagt, lader dette sig også gøre. 

Frivillige til Asylaktiviteter 

Kvindeasylcenter Fasan på Frederiksberg flytter 

til Center Kongelunden i Dragør, hvor det skal 

fortsætte som et selvstændigt center for kvinder 

og børn. 

Vores igangværende aktiviteter flytter med, og til 

disse aktiviteter søger vi frivillige. 

Vi har bl.a. systue, lektiehjælp, børneaktivitet, 

svømning, cykeltræning og kreativt værksted. 

Som frivillig på asylcentret skal du have møde op 

med et åbent sind. Du skal have overskud, engagement 

og være tålmodig og nærværende. Kendskab 

til engelsk er en fordel. 

Det tager kun 2 minutter… 

Frivillige fra Hovedstadens Røde Kors ringer hver 

morgen og siger godmorgen til ældre københavnere. 

Det er minutter, der gør en verden til forskel! 

Vi savner imidlertid flere frivillige, som vil være 

med til at skabe denne tryghed hos ældre medbor- 

gere. Hvis du kan afsætte minutter hver morgen 

til at glæde en anden, må du meget gerne starte 

med at ringe til os. 

Gør holdning til handling 

Tøj solgt i Røde Kors Butikkerne bliver til international 

nødhjælp og socialt arbejde i Danmark. 

Vi søger engagerede og ansvarsbevidste frivillige 

med blik for mode og spændende tøj, og som vil 

deltage i arbejdet med at klargøre og sælge tøjet i 

vores 10 butikker. 

Du kommer til at indgå i en fast vagt 4-5 timer 

ugentligt. Vi er mange forskellige mennesker i alle 

aldre, og vi har det sjovt og godt sammen. Kom 

uforpligtende og mød os for at se, om det skulle 

være noget for dig. 

Nordre Fasanvej 4, . 

00 København N 

Tlf.: 8 64 00 

hrk@drk.dk 

Læs mere på www.hovedstaden.drk.dk 

Stadig brug for mere 

end en tyver! 

Nu er jul og nytår overstået, og Hus Forbis skoindsamling 

til vores sælgere er godt i gang. Men der er stadig brug for flere sko. 

Vinteren kan være ganske hård og 

kold, hvis man ikke har ordentligt 

fodtøj. Specielt når man som Hus 

Forbi-sælger bevæger sig rundt 

på gader og stræder hver eneste 

dag. 

I samarbejde med Solrød Sport 

kan Hus Forbi sikre sælgerne varme 

fødder i vinter: Et par vandtætte 

Lacrosse støvler til 00 kr. pr. par. 

Hvad du ønsker skal du få? 

Det nye år er netop sat ind, og 365 dage uden fast 

tag over hovedet er udsigten for en lang række 

hjemløse, der enten overnatter i soveposer på 

gader og stræder eller finder husly på landets 

herberger. Vi har spurgt tre hjemløse, hvad de 

ønsker sig for år 2008. 

Af Birgitte Ellemann Höegh 


Vil du være med og støtte Hus Forbis 

sælgere med et bidrag til vintersko, 

kan du sætte dit bidrag ind på konto: 

9541 10155088 i Danske Bank. 

Hus Forbi garanterer, at alle registrerede 

sælgere får et par. Et eventuelt 

overskud på kontoen vil blive 

brugt på andet udstyr til sælgerne. 

Maja Lausen, 30 år. Bor for tiden på 

Kirkens Korshærs Herberg i Hillerødgade 

i København. Boede før fem måneder 

på gaden. 

Hvad er dit ønske for det nye år? 

- At prøve at få rettet op på en masse ting. 

Prøve at se fremad. Måske finde noget arbejde 

– hvilket nok er svært. Ellers vil jeg gerne sælge 

Hus Forbi – det er så hyggeligt. Hvis der er mulighed for det, vil jeg 

gerne blive boende her i Hillerødgade, for her er godt og trygt. Jeg har 

også en kæreste, som bor her. Jeg mødte ham på Hjemløsedagen den 17. 

oktober (FN’s årlige internationale fattigdomsdag, red.) for snart halvandet 

år siden – og det er noget af det bedste, der er sket for mig. 

Yderligere oplysninger om 

indsamlingen fås hos Heidi 

Riel på 38 32 23 20 eller 

heidi@husforbi.dk 

Lacrosse støvler 

Johan Ole Kleist, 40 år den 9. januar. 

Bor på gaden og sover om natten på 

en legeplads eller på Kirkens Korshærs 

Natherberg i Stengade i København. 


- Jeg kunne godt tænke mig et værelse, som 

mig og min kæreste kan flytte ind på. Hvor det 

skal være henne, ved jeg ikke, men jeg vil gerne 

flytte væk fra København – måske til Jylland. Jeg drikker for meget øl og 

spiritus sammen med mine kammerater, så det vil være godt for mig og 

min kæreste at komme væk. Vi skal fortsætte med at sælge Hus Forbi, og 

så vil jeg have min hund med, som lige nu bliver passet af en ven. Men 

først tager vi til Grønland for at fejre min 40 års fødselsdag den 9. januar 

sammen med min storebror og onkel. 

Michael Juul, 56 år. Bor på gaden og 

sover midlertidig i en MO-BO-vogn (en 

vogn med et telt ovenpå, som kan slås 

ud til en seng, red.) på Københavns 

gader og pladser. Har tidligere levet som 

vagabond, men stoppede livet på landevejen 

for at slå sig ned i hovedstaden 

med en barnevogn og sovegrej, da hans 

ben og ryg ikke kunne klare mere. 


- At få nogle flere bajere og et bedre sammenhold på gaden. Vi er 

efterhånden blevet delt op i små grupper, der bagtaler hinanden og råber 

og skriger. Som gammel landevejsrøver vil jeg bare gerne have et bedre 

sammenhold, nu hvor jeg bor fast i Københavns gader. 

birgitte.hoegh@os.dk 

8 hus forbi · nr. 69 · januar 008 hus forbi · nr. 69 · januar 008 9 

Foto: Lars Skaaning 

Foto: Holger Henriksen

Hus Forbi og de udenlandske sælgere 

Siden maj sidste år har Hus Forbi næsten dagligt set nye, østeuropæiske 

ansigter på sekretariatet. Det er fortrinsvis rumænere, bulgarer og 

polakker, som finder vej til kontoret i det indre København for at få det 

sælger id-kort, som berettiger dem til at stå med avisen på gaden og 

dermed tjene lidt penge. Selvom Hus Forbi ikke har detaljeret kendskab 

til de enkeltes baggrund, tyder meget på, at de fleste af dem kommer 

hertil for at finde arbejde og få et bedre liv end det, de har forladt i 

Udlændinge på skolebænken 

Hus Forbis østeuropæiske 

sælgere har fundet skolebog 

og blyant frem i ønsket 

om at lære dansk, så de er 

bedre rustet til det danske 

arbejdsmarked, men vejen 

er brolagt med mange 

svære gloser. 

Af Tina Juul Rasmussen 


- Hvor mange appelsiner vil du have? 

Bente Dahl kigger op fra bogen. 

- Hvor mange appelsiner vil du have, 

svarer de fem mænd, som er samlet 

om bordet, pænt i kor. 

- Jeg har ingen appelsiner. 

Koret gentager: - Jeg har ingen 

appelsiner. 

En ung, polsk fyr sidder for 

bordenden og mimer tavst med, godt 

gemt bag skyggen på sin kasket. 

Hans stemme er spag, mens et par af 

de andre fyre godt tør lufte stemmebåndene 

på dansk. 

Rumænere på venteliste 

Vi er i Blågårdskirken på Indre Nørrebro 

i København, helt øverst oppe 

Østeuropa. Men sproget er den første barriere, som mindsker forhåbningerne 

om at få job i Danmark. Derfor har Hus Forbi accepteret en 

kvote på ti procent udenlandske sælgere ud af den samlede sælgerskare 

på cirka 450. Udlændingene får id-kort i højst seks måneder, mens de 

prøver at finde fodfæste hos de danske arbejdsgivere. Derudover har 

foreningen startet danskkurser for gruppen – for netop at give dem en 

bedre ballast som jobsøgende. 

i et af præsteboligens embeds- 

lokaler. Et ganske lille rum fyldt op 

af et stort mødebord, som de fem 

udlændinge er bænket omkring. 

For bordenden sidder deres lærer, 

Bente Dahl. Hendes opgave er at 

tilføre deltagerne på dagens hold 

et minimum af dansk. Eleverne er 

østeuropæiske Hus Forbi-sælgere, 

så imellem øvelserne går snakken på 

både polsk, engelsk og russisk. De 

pjatter og griner, mens de oversætter 

og hjælper hinanden med det 

umulige danske sprog. 

Og der er run på danskholdene. 

Bente Dahl har pt. tre hold om 

ugen, hvoraf de to er rene ’rumænerhold’ 

med i alt 6 deltagere, 

mens 16 rumænere står på venteliste. 

Et ønskejob som lærer 

- Ikke mekke mere. 

Polske Edward griner. Han taler 

forholdsvis godt dansk, men alligevel 

er det svært at udtale et ord 

som ’desværre’, der i stedet bliver til 

’ikke mekke mere’. Til gengæld er der 

ingen problemer med ’jeg har købt 

Hus Forbi – og ha’ en god dag!’. 

Og Bente Dahl ved også godt, at 

hun ikke skal have tårnhøje ambitioner 

på østeuropæernes vegne. 

- Jeg prøver først og fremmest 

at øge deres ordforråd og koncentrere 

mig om, hvad de har brug for i 

Hus Forbis danskundervisning for 

udlændinge er eftertragtet. Især 

rumæner og polakker møder talstærkt 

op i Blågårdskirken på Nørrebro 

i København de to gange om 

ugen, når Bente Dahl underviser. 

forhold til Hus Forbi. For eksempel 

øver vi små dialoger, hvor de 

lærer at svare på, hvad Hus Forbi 

er osv. Og jeg prøver også via 

dialogerne at lære dem at undgå 

konflikter, f.eks. hvis to vil stå og 

sælge det samme sted, så de kan 

tale sig til rette. 

Hun oplever stor tilslutning 

til undervisningen, for selv om 

sælgerne lever en ustabil tilværelse, 

prioriterer de fleste at 

komme til timerne, hvilket også 

er et krav fra Hus Forbis side for 

at få lov at sælge avisen. 

- Især rumænerne er meget 

ivrige efter at lære, men mange 

kan kun rumænsk, og nogle af 

dem kan ikke engang læse og 

skrive på deres eget sprog. Derfor 

bruger jeg også visuelt materiale 

i timerne. 

Bente Dahl er pensioneret lærer, 

men har påtaget sig gerningen 

med de udenlandske sælgere, 

fordi hendes hjerte brænder for 

de udsatte. 

- Man kommer jo til at holde 

af disse mennesker. Når de kommer 

trætte, sultne og forfrosne 

om morgenen, fordi de har sovet 

i en park om natten, får jeg det 

helt dårligt. Så for mig er det 

et ønskejob. Jeg vil gerne gøre 

en forskel for dem, fordi jeg har 

det så dårligt med den måde, vi 

behandler vores udlændinge på, 

siger Bente Dahl. 

Drømmer om en bedre fremtid 

Zygmond og Laurentiu er østeuropæere, som er kommet hertil i håb om at tjene penge 

og få et bedre liv. Mens de sælger Hus Forbi, prøver de at lære lidt dansk, 

men udsigten til et job og en fast indtægt virker alligevel fjern. 



Zygmond og Laurentiu har umiddelbart 

ikke meget til fælles. Zygmond 

er russer, født i Sibirien, 50 år gammel 

og på flugt fra sit hjemland. En 

kompliceret politisk baggrund gør, at 

han ikke kan eller tør være hos sine 

to sønner i Rusland. Siden han forlod 

dem for seks år siden, har han rejst 

rundt i Europa og har solgt hjemløseaviser 

i flere lande og fandt for 

nogle måneder siden vej til Danmark 

og Hus Forbi via internettet og andre 

hjemløse, han mødte på sin vej. 

Laurentiu Tudor er rumæner og 

kun år gammel. Han kommer fra 

en lille by uden for Bukarest og har 

ingen uddannelse. Han hørte om Hus 

Forbi hjemme i Rumænien og rejste 

hertil for tre måneder siden i håb om 

at kunne tjene lidt penge. 

Eneste fællestræk for de to 

østeuropæere er, at de begge tjener 

til livets ophold ved at sælge Hus 

Forbi, og to gange om ugen møder 

de op til Hus Forbis danskundervisning 

i Blågårdskirken på Nørrebro i 

København. 

Har ikke givet op endnu 

Zygmond ved godt, hvad han vil med 

sit liv: 

- Jeg er fotograf og ønsker mig 

en bærbar computer, et billed- 

behandlingsprogram og et kursus i 

programmet, så jeg kan lave mine 

egne kalendre og sælge dem. Jeg 

vil f.eks. tage billeder til et bryllup, 

lave en kalender med billederne og 

sælge den til gæsterne. Eller rejse 

til Australien og tage smukke billeder 

af naturen, lave en kalender og 

sælge den til folk i Europa. 

Zygmond taler med engagement 

og liv. Hans engelsk er udmærket 

– og nu har han også lært lidt dansk. 

Lige nu handler det om at tjene 

penge til at virkeliggøre hans drøm. 

Derfor står han på gaden med Hus 

Forbi hver dag. 

- Her i Danmark er jeg hjemløs. 

Jeg sover enten uden for i min 

22-årige Laurentiu fra Rumænien har ikke 

de store fremtidsperspektiver. Drømmen 

om hus og familie i hjemlandet er bristet, 

så i øjeblikket lever han fra dag til dag ved 

at sælge Hus Forbi. 

sovepose eller på herberger, når 

det er for koldt. Hus Forbi er en 

fantastisk hjælp og giver mig håb 

om, at jeg kan gøre mine planer til 

virkelighed. Danskkurset er også en 

god hjælp for mig – lige hvad jeg 

havde brug for for at komme tilbage 

til samfundet. Jeg vil gerne have et 

job – et hvilket som helst job, og jeg 

har kigget lidt på internettet, men 

man skal jo have en arbejdstilladelse. 

Men jeg har ikke opgivet håbet 

endnu. Jeg tror, min drøm er mulig, 

men mit problem er, at hver gang jeg 

har tjent lidt penge, ved jeg ikke, 

om jeg skal sende dem hjem til min 

familie eller bruge dem på min drøm. 

Indtil nu har jeg sendt pengene 

hjem, smiler Zygmond. 

-årige rumænske Laurentiu Tudor 

er ikke helt så fortrøstningsfuld 

som Zygmond. For ham handler det 

om at overleve. For selv om han både 

kan læse og skrive og taler udmærket 

engelsk, er han godt klar over, at 

chancerne for et job i Danmark ikke 

er store uden uddannelse og erfaring 

på arbejdsmarkedet. 

- Danmark er et meget godt 

Zygmond er flygtet fra Rusland af politiske 

grunde og har de seneste år været hjemløs 

rundt om i Europa. De sidste måneder har 

han holdt til i Danmark og solgt Hus Forbi. 

Hans drøm er at leve af at fotografere og 

sælge kalendre med sine billeder. 

land. Jeg bliver godt behandlet af 

danskerne. Jeg vil gerne blive her 

og have et job, siger Laurentiu, som 

har fået en seng at sove i hos en 

dansker, der gerne vil hjælpe ham. 

Men livsdrømmen er ikke, hvad den 

har været. 

- Da jeg var dreng, drømte jeg 

om at få et stort hus og en familie. 

Men nu ved jeg ikke ... det tror jeg 

ikke på, at jeg får. Jeg ved godt, at 

man skal være optimistisk, ellers er 

der ikke noget, der lykkes, men det 

er svært, siger Laurentiu. 

Zygmond har ønsket at være anonym, 

men optræder med sit rigtige fornavn. 


tina@husforbi.dk

Bajerne eller kammeraterne 

Jan er alkoholiker med en ødelagt hofte, og han har ikke noget valg: Han er dømt til isolation. 

Han er kun 39 kroner i taxa-penge fra den varme café med vennerne, men han kan ikke styre 

sine penge og den evige rus. Lommepengene skal under administration, hvis de skal på 

transportbudgettet, men det tillader loven ikke. 

Af Birger Hilstrøm 

Foto: Hanne Loop 

En alt for stor, udslidt islandsk 

sweater blafrer omkring Jan Jensen, 

45. Han er bleg og sunket sammen i 

sin sorte plastiksofa med paramol- 

og ibumetintabletter, saks, Cecilsmøger, 

hårbørste og briller på 

bordet foran sig. Han troner oven 

på en stabel uge-gammelt vasketøj 

og afleverer regelmæssigt en syg 

tobakshoste. 

Julebryggen er det eneste, der 

tilsyneladende er helt styr på, og 

den klirrer i plastikposen. 

Bare 9 kroner skiller Jan fra 

at bryde isolationen i Haslev-lejligheden. 

Det vil sige 9 kroner den 

ene vej og 9 kroner den anden vej 

i taxa til og fra socialcaféen Paraplyen 

med masser af kammerater, 

et slag kort og et sundt måltid. Men 

når man er alkoholiker på 5. år, er 

valget indlysende: Bajerne går frem 

for alt. 

Faxe Kommune må ikke hjælpe 

økonomisk, og Café Paraplyen kan 

ikke, så Jan er dømt til at sidde 

alene. 

- Jeg ser Discovery og gamle 

danske film, siger Jan. 

- Jeg savner et spil kort. Jeg har 

søgt om en trehjulet knallert hos 

kommunen, men de har givet mig 

afslag. De siger, at de ikke kan sende 

mig ud i trafikken i en brandert, men 

det er sgu sjældent, at jeg er fuld. 

Det synes jeg i hvert fald selv. 

Det er hjemmehjælpen, som 

førhen besøgte Jan, næppe helt enig 

i. Jan får ikke gjort rent længere, 

fordi han ikke kunne blive enig med 

hjemmehjælperne om betingelserne. 

Der blev ikke ryddet tilstrækkeligt 

op, og Jan kunne ikke nære sig for 

at ryge, mens han fik gjort rent. Katten 

Knirk brækkede sig på toilettet, 

og det ville rengøringspersonalet 

ikke tage, og til sidst blev det til 

lidt håndgemæng; siden har Jan fået 

tjattet rent på nåde og fromme, hvis 

en bekendt er kommet forbi. 

Jan er meget dårligt til bens, og 

det er hovedårsagen til, at han ikke 

kan komme frem til caféen, som i 

virkeligheden kun er ti minutters 

normalgang fra hans lejlighed. 

Valgt at drikke videre 

- Jeg røg på røven for to og et halvt 

år siden og knækkede noget af hofteskålen, 

fortæller han. 

- Jeg er tre timer om at gå til 

Paraplyen – nej, det kan næsten 

ikke lade sig gøre, og jeg ved ikke, 

hvorfor jeg ikke bliver indlagt og 

får det lavet. Jeg har ikke kræfter 

til at gå til lægen igen, og jeg tror 

også, at jeg holder op med at tage 

den smertestillende medicin, for det 

hjælper alligevel ikke. 

Antabus går det heller ikke med, 

for blandingen af piller giver næseblod, 

forklarer Jan, som har valgt 

bare at drikke videre. 

- Jeg prøvede i mine unge dage 

at komme på afvænning, men det gik 

slet ikke, siger han. 

- Jeg arbejdede som chaufførmedhjælper 

her i Haslev, men så blev 

jeg slået helt ud, da jeg blev fyret. 

Jeg har ingen familie, og så begyndte 

jeg at trøstedrikke. Jeg har også 

gået på landevejen i et par år, men 

det er meget hårdt. Jeg boede i et 

kolonihavehus om vinteren, og min 

dyne frøs fast til væggen. Dengang 

drak jeg også. 

Jan siger, at han har et meget 

voldsomt temperament, og man skal 

ikke sige noget forkert til ham, så 

farer han op. Det er vanskeligt at 

forestille sig, som han hænger der 

i sofaen og fisker tabte genstande 

op med en halv meter lang knibtang 

sat sammen af træstykker. Fysikken 

er elendig, men optimismen er ikke 

druknet helt endnu. Jan foreslår på 

stedet, at han kan stå i det nærliggende 

Rema 1000 og sælge Hus 

Forbi og tjene til taxa-udgiften, så 

han kan komme frem og tilbage til 

Paraplyen. 

Lå død i en uge 

- Du kan godt se, at det ikke er noget 

liv at sidde her alene, siger Jan 

og kigger efter bekræftelse. 

- Hende ovre hos genboen døde 

forleden, og hun havde ligget en 

uge, da de fandt hende. Jeg vil ikke 

ende sådan. Min sagsbehandler i 

kommunen styrer jo min økonomi, 

og de må ikke holde penge tilbage 

til en taxa, men de må godt til min 

husleje og faste udgifter. Så får 

jeg resten til mig selv, og det kan 

jeg sagtens leve for, men det er jo 

svært, når du er alkoholiker og selv 

skal fordele pengene på bajere og alt 

det andet, ikke? 

- Men jeg har fået en ny idé, som 

jeg vil foreslå min sagsbehandler. 

Jeg skal have en el-kørestol. Så kan 

jeg selv køre omkring, men den skal 

være med motor, for ellers er jeg afhængig 

af, at andre skal skubbe mig. 

Hænger fast 

i stive paragraffer 

Cafépengene rækker ikke til at give en hånd, og de 

offentlige regler tillader ikke at forvalte den enkelte 

brugers egen økonomi. Værestedet Paraplyen 

i Haslev er alt for ofte vidne til stive regler, der 

hæmmer de svage medborgere og tilmed hindrer 

dem i at nå frem. 

Socialcaféen Paraplyen i Haslev står magtesløs, når det gælder om at 

slå hul på Jan Jensens isolation. Værestedets midler kommer fra Faxe 

Kommune, KFUM og Hus Forbi, men pengene rækker ikke til transport 

af Jan Jensen, selv om personalet i en kort periode har overtrukket 

kontoen for at hjælpe. 

- Det går ikke længere, siger Susanne Rosenfeldt, medarbejder på 

Paraplyen. 

- Efter pensionsreglerne i Socialloven skal borgeren selv betale 

transport. Vi har meget små midler, og vi vil så gerne hjælpe, men 

systemet er stift. Og en alkoholiker møder ingen forståelse fra det 

offentlige, når han støder mod paragraffer. Vi ser ofte magtesløse til 

her på caféen, og vi ser, at de svage bliver til udstødte, blandt andet 

fordi de hænger fast i love og paragraffer. 

På Paraplyen distribuerer man Hus Forbi til socialt udsatte, og det får 

caféen én krone for pr. nummer, men det forslår sammen med de øvrige 

indtægter slet ikke til at udvide aktiviteterne ud over caféens vægge 

– eller til at betale en taxa for Jan Jensen en gang om ugen. 

Det siger loven 

Jan Jensen er omfattet af 

loven om social pension. 

Heri hedder det blandt 

andet, at der f. eks. ved 

alkoholisme kan indgås 

en frivillig aftale om 

administration af 

forhøjet almindelig 

førtidspension, eller 

hvis kommunen skønner, 

at pågældende ikke er i 

stand til selv at adminis- 

trere sin pension, kan 

kommunen i medfør af lovens § 5 træffe beslutning om, på hvilken 

måde pensionen skal administreres. 


Af Birger Hilstrøm 

Foto: Hanne Loop

Gadefodbold for hjemløse 

VM-rejsen ændrede hans liv 

José med den skraldevogn, som i flere år har været hans faste følgesvend og levebrød. Efter VM i gadefodbold i København har han parkeret vognen og er startet i et køkkenjob. 

Josés liv er ikke det samme, efter han var med det argentinske 

hjemløselandshold i Danmark til VM i Gadefodbold 

sidste sommer. Skraldevognen er parkeret, og pengene 

fra de indsamlede flasker i København har skaffet ham 

tag over hovedet – for en stund. 

Af Søren Møberg 

- Skraldevognen har taget sin sidste 

runde i nat, fortæller José, da vi 

deler en frokost, efter han har siddet 

i mit hjem og skrevet sine rejseoplevelser 

fra besøget i Danmark ned. 

Med sine år var han den yngste 

af de syv argentinske hjemløse fodboldspillere, 

som i sommer rejste til 

København for at repræsentere deres 

land ved VM i Gadefodbold. 

Oprindeligt kommer José fra det 

nordlige Jujuy, en af Argentinas’ 

fattigste provinser, men gennem de 

seneste år har han boet på gaden 

i Buenos Aires med godt 1.000 

kilometers afstand til sin nærmeste 

familie. Hans sparsommelige levebrød 

er skaffet ved at samle pap og 

skrald de sene aften- og nattetimer, 

hvor den hjemmelavede skraldevogn 

har været en fast følgesvend gennem 

tiden med trappeopgange eller en 

bænkeplads som eneste tilholdssted. 

José erkender i dag, at han efter 

sit brud med familien langsomt vænnede 

sig til gadelivets rutiner, hvor 

de frivillige organisationers gratis 

uddeling af aftensmad og nattens 

ensomme vandring blev holdepunkter 

i et ofte umotiverende og barskt 

miljø. Derfor kommer den nyvundne 

beslutning om at parkere skraldevognen 

måske ekstra bestemt. For 

selv om fremtiden kan virke usikker, 

er stemmeføringen og øjnene fyldt 

af en lettelsens stolthed og med nye 

forhåbninger. 

Vil ikke tilbage på gaden 

Josés egen beskrivelse af opholdet 

i Danmark bliver offentliggjort i 

næste nummer af hjemløseavisen i 

Buenos Aires. Og den giver et klart 

billede af, at de mange nye oplevelser 

har mærket hans unge liv. 

I dagene op til VM startede, var 

hele holdet inviteret på et tredages 

besøg i det vestjyske Lemvig, hvor 

holdet bl.a. spillede en opvisningskamp 

og afviklede en argentinsk 

aften, hvor forfatterinden Jane 

Aamund var med pga. sin store interesse 

for projektet samt Argentina. 

Det første indtryk, José beskriver, 

er da også venligheden og 

respekten, han mødte her, hvor 

landsbyens ro og harmoni straks 

smittede af som en markant ændring 

i forhold til det liv, han er vant til 

fra Buenos Aires. 

Et andet højdepunkt blev mødet 

i København med ligesindede fra 47 

andre nationer, hvor man trods forskelligheder 

følte sig som en del af 

et stort positivt fællesskab. VM-slutrundens 

fodboldkampe på Rådhuspladsen, 

aktiviteter med frivillige 

team-guides og atmosfæren i det 

fælles madtelt bag det vandrehjem, 

hvor alle deltagere var indkvarteret, 

gav en fornyet stabilitet og inspiration. 

De sidste linjer i Josés fortælling, 

der beskriver rejsens helheds- 

Et forunderligt fællesskab 

indtryk, kan oversættes sådan: 

”Mine oplevelser og erfaringer fra 

Danmark har efterladt et stort aftryk 

i mit liv. De har hjulpet mig til at 

vokse som person, og de har lært mig 

at nyde livet mere og tage det på 

en ny måde. Jeg har aldrig oplevet 

noget som dette, og jeg ville ønske, 

at det aldrig hører op. Der er mange 

personer, der har brug for at opleve 

det samme, som jeg fik på denne 

rejse.” 

Jeg er selv overrasket over, hvor 

stærke ordene lyder, men jeg forstår 

igen enkeltheden i det hele, da José 

med sin slutreplik ved frokostbordet 

tilføjer: 

- Efter at have sovet i en god 

seng, have rent tøj og faste måltider 

samt at føle sig hjemme i et trygt 

Rejsen til Danmark har sat sine spor hos andre end José. Jhony er også 

stoppet som ’cartonero’ (papsamler), siden han kom hjem og har fået et 

job i et privat vagtfirma som opsynsmand. Han har stadig ikke en fast 

bopæl, men når han får sin første månedsløn, vil han leje sit eget værelse. 

Under rejsen fortalte Jhony flere 

gange, at han havde indset, at han ikke 

længere var egnet til gadelivet. 

Hans fremtidsdrøm er at tage 

tilbage til sin hjemprovins, som han 

forlod pga. familieproblemer, for at 

være tættere på sin fireårige søn. 

Jhony har fra projektets start været 

den mest målrettede deltager, der bevidst 

så forberedelsernes udfordringer 

og drømmen om et VM som et springbræt 

til bedre personlige forhold. 

Jhony, en af spillerne på det argentinske hjemløselandshold, 

her med sin skraldevogn fyldt med pap på 

Congreso-pladsen i Buenos Aires. 

fællesskab i løbet af rejsen ønsker 

jeg mig ikke tilbage til gadelivets 

vilkår. 

Samlede flaskeformue 

Under VM brugte José en del af 

fritiden mellem de mange fodboldkampe 

til at samle flasker i 

Københavns gader. Trods sprogproblemer 

fik han en af de første 

dage en grundig gennemgang af de 

forskellige pantpriser af en lokal 

flaskesamler, så den sidste dag 

kunne José veksle de mange mønter 

til ca. 00 Euro (ca. 1.500 kr.). Han 

gik stolt under holdkammeraternes 

øgenavn ’økonomiministeren’, 

og tilbage i Buenos Aires har den 

nyvundne kapital sikret José et lejemål 

af et mindre hotelværelse de 

Engangskamera fastholder minder 

næste to måneder. Man ser tydeligt 

tilfredsheden ved at have betalt et 

lejemål forud samt trygheden ved 

at have sit eget sted for en tid. Den 

positive forandring har også gjort 

indtryk hos en kvinde, som José og 

flere andre af projektets deltagere 

har lært at kende ved uddelingen 

af gratis mad ved pladsen, hvor 

José tidligere holdt til. Hun har 

lovet ham hjælp til at gøre sine 

studier fra folkeskolens fem årige 

overbygning færdig. José håber at 

kunne afslutte de sidste fem fag og 

eksamener inden for det næste år. 

Han glæder sig også til dagen, hvor 

han ikke skal lyve for sin familie 

om sine år på gaden i Buenos Aires. 

Skraldevognen har han gemt som et 

minde, men den har kørt sin sidste 

runde. 

Søren Moberg er bosat i Buenos Aires 

og igangsætter af det argentinske 

hjemløselandshold. 

syren-myberg@hotmail.com 

Carlos på 40 år indrømmer, at det er svært at komme tilbage og vænne sig 

til dagligdagen fra før VM-rejsen. Han håber, at de store oplevelser kan 

hjælpe ham til at kæmpe imod hverdagens problemer. 

Billederne fra rejsens engangskamera skal minde ham om, hvor godt 

han følte sig tilpas, og inspirere til at holde fast ved sit nye bosted på et 

mindre pensionat. 

Den jævnaldrende Rolando er flyttet ind hos sin søster og mor for at 

få en tænkepause. For Rolando opfyldte VM et personligt mål, som, han 

længe troede, var en urealistisk drøm: Han har bevist for sig selv, at han 

kunne sætte sig et mål og nå det, og han er sikker på, at den nyvundne 

livsenergi vil føre til mere positivt. 

Så selv om der ikke er nye slutrunder eller rejser på programmet, 

mødes vi igen i den gamle lånte gymnastiksal, hvor projektet og drømmene 

begyndte tilbage i april 007. Deltagerne er stort set de samme, 

men stemningen og sammenholdet har nået et andet niveau. Minderne fra 

en togrejse tværs over Danmark, de lånte cykler i Lemvigs gader samt Rådhuspladsens 

farverige VM-stemning har budt en flok hjemløse inden for i 

boldspillets forunderlige fællesskab, som de ikke vil slippe. 


Foto: Lucas Marcowiecki 

Siden artiklen blev skrevet, er det lykkedes José at finde et job som køkkenhjælp 

seks dage om ugen. Studierne kan han først starte på efter nytår. 

Foto: Lucas Marcowiecki 

Ud over at samle tomme flasker solgte José også 

hatte på Rådhuspladsen mellem VM-kampene. 

Foto: Thomas Søsted 

Foto: Thomas Søsted

Gadefodbold for hjemløse 

Frank, fodbolden 

og guitaren 

Fodbolden kom tidligt til at spille en rolle i Frank Clifforths liv – mere af nød end af lyst. 

Mange år senere ændrede en telefonsamtale dog på den opfattelse. Frank blev nemlig 

udtaget til Danmarks hjemløselandshold i gadefodbold. 


Foto: Anne Mette Welling 

Fodboldspilleren Frank Clifforth er 

på banen – i dag på udebane. 

Normalt, når han holder foredrag, 

er hans tilskuere folkeskoleelever. 

Men i aften er han gæstetaler på 

Café VæXt, et værested for socialt 

udsatte i Aalborg. 

- Jeg er lidt nervøs lige nu, og 

jeg kan godt mærke mig selv. Og det 

kan godt være, jeg fælder en tåre, 

for der er stadig meget af det, jeg 

fortæller, som er utroligt hårdt for 

mig. 

Nøglespilleren står på scenen og 

sender de fremmødte et forsigtigt 

smil. 

Ved cafébordene nikker folk anerkendende. 

For det er sin sag at stille 

sig op og fortælle sin livshistorie. 

Helt fra hjertet. Men det er missionen 

i aften, og Frank har tænkt 

sig at udføre den. I selskab med sin 

guitar. For ud over at være en habil 

fodboldspiller på hjemløselandsholdet 

i gadefodbold, mestrer han også 

både guitar og sang. 

- Jeg vil spille noget musik, som 

relaterer sig til nogle svære perioder 

i mit liv. 

4-årige Frank Clifforth griber 

guitaren og skyder det første nummer 

i gang. Et nummer han skrev, 

da han kom i behandling for sit 

misbrug. 

Sangen rammer det ålborgensiske 

publikum. Flere sidder med blanke 

øjne, og rundt i det mørke lokale 

høres snøft. 

Kæmpede for kærlighed 

Franks historie begynder imidlertid 

ikke der, men mange år tidligere. Vi 

skal helt tilbage til dengang, hvor 

han snørede fodboldstøvlerne første 

gang. For sin fars skyld. 

- Jeg begyndte at spille fodbold 

ret tidligt. Jeg har nok været fem år. 

Min far var selv ret god til at spille, 

og han ville have været professionel. 

Men han gik en anden vej. Han gik 

på druk i stedet. Så han overførte 

sine drømme til mig, fortæller Frank. 

Frank turde ikke gøre andet end 

at træne en vis legemsdel ud af 

bukserne. For det var kun, når han 

brillerede på grønsværen, at han 

eksisterede over for sin far. 

- Den eneste mulighed for, at jeg 

kunne få min fars kærlighed, var ved 

at være en god fodboldspiller. Så 

jeg trænede som en gal og kæmpede 

for min fars kærlighed på banen, 

forklarer Frank. 

Og det gav bonus. I hvert fald så 

længe træningen eller kampen varede. 

- Jeg var en god fodboldspiller, 

og min far stod på sidelinjen 

og råbte ”godt, min dreng”. Når jeg 

spillede fodbold, var han der 100 

procent, men når vi så kom ud i 

bilen, var han der ikke længere, siger 

Frank, der som syvårig skulle mandsopdække 

sin far i tredje halvleg. 

- Jeg blev slæbt med på værtshus, 

og det endte altid med, at jeg 

skulle praje en taxa til os, fordi min 

far lå udenfor og var stangstiv. 

En sejr at blive udvalgt 

Fodbolden blev efterhånden en 

pestilens, fordi Franks far pressede 

Frank så meget. Og på hjemmebanen 

var der heller ikke hjælp at hente. 

Frank betegner sin familie som 

dysfunktionel. Begge hans forældre 

var fordrukne, og der var øretæver i 

luften konstant. Og det, som Frank 

havde allermest brug for – tryghed 

og fællesskab – var ukendte begreber 

i familiens hverdag. 

Så i en ung alder begyndte 

Franks selvdestruktive løbebane. 

Den varede 1 år og bestod i et massivt 

stofmisbrug. 

Men efter et ophold på et behandlingscenter 

kom Frank tilbage 

i kampen. En kamp, hvor fodbolden 

pludselig kom til at spille en stor 

rolle igen. Men nu på den gode 

måde. 

- Jeg blev ringet op af landstræneren 

for hjemløseholdet, som 

spurgte, om jeg ville være med, fortæller 

Frank om telefonopkaldet, der 

kom på det helt rigtige tidspunkt. 

- Det var en sejr og en kæmpe 

gave at blive udtaget, og tiden på 

landsholdet har helt sikkert hjulpet 

mig til at se, at man kan komme 

igen, selv om man er langt nede, 

siger han og fortsætter: 

- Der er et stort sammenhold 

og et fællesskab på holdet, som 

jeg ikke havde mødt før. Jeg holder 

utrolig meget af de andre spillere. 

Og det er helt sikket, at udtagelsen 

til landsholdet og VM har været 

af kæmpe betydning, fordi jeg har 

bevist, at jeg duer til noget. 

Undskyld farmand 

Et VM, hvor netop Frank fik en af 

hovedrollerne. 

- Jeg skulle skyde det afgørende 

straffespark mod Italien. Hvis jeg 

scorede, gik vi helt sikkert videre. 

Men jeg var så nervøs, så jeg fyrer 

bolden ved siden af målet. Frank 

trækker på smilebåndet, men lige 

i situationen var der ikke noget 

at smile af. Hans far fylder nemlig 

stadig. 

- Hele cirkusset blev sat i gang 

igen, og jeg stod næsten der og 

sagde ”undskyld, farmand”. Jeg var 

helt knækket, og jeg havde det så 

dårligt, fortæller han. 

Men i modsætning til i barndommen 

var der fuld opbakning til Frank. 

- Hele holdet og landstræneren 

var henne ved mig og sige ”kom 

igen”. Og vi gik alligevel videre og 

blev nummer fire ved VM. Det var 

stort, erindrer Frank, som endnu en 

gang har givet fodbolden en chance. 

Familien derimod – de har fået det 

røde kort. 

- Jeg har det godt nu, og hvis 

jeg skal fortsætte med det, er jeg 

nødt til at vælge familien fra. For 

den dag i dag skal jeg stadig kæmpe 

for min fars kærlighed, og det gider 

jeg ikke. 

Frank tager en tår af vandflasken. 

Halvfems minutter er gået. Uden 

halvleg. Men publikum vil have mere 

– eller i hvert fald et ekstranummer. 

Der er ingen tvivl. Frank Clifforth 

har spillet sine modstandere ud af 

banen og er løbet med en overbevisende 

sejr i aften. 

Frank Clifforth bor i dag i en lejlighed 

i Fredericia, og han er ved at uddanne 

sig til psykoterapeut. 

hellehorskjaer@sol.dk 

Frank Clifforths sange handler blandt andet om 

hans svære år som stofmisbruger – i dag er han 

clean og stolt over at have repræsenteret Danmark 

på hjemløselandsholdet i gadefodbold. 


Viggos univers 

Ål i strømperne 

En humoristisk beretning om, hvor galt det kan gå, når man på et værtshus forsøger 

at købe en kærlighedssyg kvindes nylonstrømper for at bruge dem til at ’tatte ål’ i. 

Af Steen Viggo Jensen 

Illustration: Karsten Hansen 

At score er vel i bund og grund et 

udtryk, der bruges, når en fodboldidiot 

sender en rund kugle ind i en fiskenetsbeklædt 

firkant og oven i købet 

får penge for det. Udtrykket bruges 

dog også, når en pige eller dreng vil 

’gøre sig til’ for at få opmærksomhed 

fra det modsatte køn. 

Nu hader jeg disse engelskrelaterede 

udtryk, men i dag findes der både 

scorereplikker og scorepåklædning 

– ak, ak. 

Jeg har da også selv beundret 

mangen en svedig kavalergang. Skal 

man hen i den lidt lumre ende med 

hensyn til scorepåklædning, må det 

vel siges at være, når en kvinde ifører 

sig så stramme, lavtaljede bukser, at 

elskovshåndtagene virkelig fremtræder 

som gedigent værktøj. 

Og man kan komme så grueligt 

galt af sted, når man som jeg ikke er 

upåvirket af slige signaler. Jeg har 

gennem mit efterhånden lange liv 

altid beundret kvindens skønhed, men 

som denne historie vil anskueliggøre, 

hænger det ikke altid sammen med at 

være praktiker: 

Efter nogle dage i Vorherres Køkkenhave 

landede jeg i min fødeby, iført 

ransel og udeliggertøj og ville lige 

have en øl, inden jeg skulle hjem til et 

velsignet bad og kontrollere om mine 

husfæller – fire akvariefisk – stadig var 

ved godt helbred. 

En tier for damens strømpe 

Nu er det sådan, at man nok ikke går 

på de finere steder i halvmilitaristisk 

påklædning, rygsæk, små stumper 

revling i håret og prydet af flere 

dages gamle skægstubbe. Men jeg 

kender min by, og jeg kender også 

en århundrede gammel ølstue, hvor 

man kun bliver bedømt på, om man 

er menneske. Så dér gik jeg hen, 

hilste på de, jeg kendte, fik en øl og 

fortalte om min tur til de, der kender 

min særhed med at drage til skovs. 

Bedst som jeg, i al uskyldighed, 

sidder der og lader trætheden finde 

sig til rette i min krop, opdager jeg, at 

jeg er blevet udstyret med et ekstra 

ben, en anelse kraftigt og beklædt 

med sorte nylonstrømper. Jeg er end 

ikke nået halvt ned i øllen og kan ikke 

være beruset, hvorfor jeg antager, at 

benet ikke tilhører mig. Uden at pille 

lader jeg blikket glide op til den anden 

ende af benet, hvor der sidder en 

kvinde og smiler kærligt, om end en 

smule omtåget, bag et par kilo spartelmasse 

og læber, hvis farve absolut 

ikke kan være naturens værk. Det 

er en sød kvinde, så jeg skåler med 

hende, men kan dog ikke få tankerne 

bort fra nylonstrømpen og tilbyder 

hende ti kroner for denne. 

Kaldte mig pervers stodder 

Her er det, at jeg gjorde i nælderne. 

Det var ingen scorereplik. Hun fjernede 

sit i øvrigt tunge lår og stirrede 

vantro på mig. På en måde forstod jeg 

hende godt efterfølgende. Jeg sad jo 

der og lignede en hulemand og fortalte 

hende, at jeg kunne bruge hendes 

strømpe til regnorme, hvilket bragte 

hende i en hvis affekt, der afstedkom, 

ganske umotiveret, at hun satte i et 

hyl og kaldte mig de underligste ting, 

blandt andet pervers stodder. 

Store såvel som små, hærdebrede 

mænd sprang op af deres stole og 

værtshusdvale for at forsvare en jomfru 

i nød. For mig kunne det have endt 

grueligt galt, hvis det ikke lige havde 

været for en anden gæst, der som jeg 

vidste, hvad det er at ’tatte ål’. Da 

denne anden gæst tilbød en tier for 

hendes anden strømpe, var det som 

hun gik op i limningen og overhalede 

fløjtetønden Victoria med flere decibel. 

Og her er det, kære læser, jeg må 

forklare en smule: 

For det første faldt jeg ikke for et 

scoretrick, men en strømpe. 

For det andet blev en stille og 

rolig forklaring på strømpeinteressen 

ændret fra knyttede næver til 

brølende latter. 

For det tredje er det pinligt for 

en mand at købe nylonstrømper i en 

butik. 

For det fjerde er det ’at tatte 

ål’ åbenbart noget, vi gamle mænd 

husker og holder i hævd, og da det 

absolut ikke må gå i glemmebogen, 

viderebringer jeg hermed: 

Sådan tatter man ål 

Ålen er en rovfisk (altædende). Dens 

meget små tænder er bagudrettede. 

Kommer man en håndfuld regnorme 

i en damestrømpe og binder den til 

– et par småsten i strømpen danner 

vægten – efter at have bundet en 

line på strømpen, smider man 

den i åen eller havnen, eller 

hvor der nu er ål. Personligt 

anbefaler jeg en augustnat. Når 

man mærker bevægelse i linen, er 

det fordi, en ål prøver at få fat på ormene, 

men nylonens struktur og ålens 

bagudrettede tænder gør, at den ikke 

kan slippe, så ganske forsigtigt løfter 

man ålen på land. Ganske enkelt. 

Jeg er nok ikke den store filosof, 

men jeg går dog stadig og vender 

problematikken ’at score’, når det skal 

hænge sammen med ål, regnorm, netstrømper 

og kærlighed. Måske er det 

årsagen til, at jeg stadig er ungkarl 

– og elsker stegte ål. 

steenviggo@galnet.dk 

Månedens hund 

Byens ældste hjemløsehund 



Hvor længe har du haft Max? 

- Siden han var fem-seks år gammel. 

Jeg fik ham af min lillesøster, 

fordi Max ikke ville bo hos hende 

længere. Jeg havde fået min gamle 

hund aflivet et halvt år tidligere, og 

jeg har altid haft hund, så jeg ville 

gerne have Max. 

Hvad betyder han for dig? 

- Alt. Vi er jo sammen 4 timer i 

døgnet. Han holder mig med selskab, 

men giver mig også tryghed og 

beskyttelse mod fjolser, hvis jeg for 

eksempel ligger og sover udenfor. 

Og så holder han mig i gang – jeg er 

jo nødt til at komme ud hver dag for 

at lufte ham. 

Hvor sover I? 

- Jeg har boet på et herberg i København 

i et år nu. Vi har vores eget 

værelse. Før det sov vi i en natcafé 

samme sted, men der blev man jo 

smidt ud om morgenen. Nu er det 

rart ikke at blive smidt ud, men selv 

at bestemme, hvornår man går ud. 

Passer du godt på ham? 

- Ja, jeg bruger dyrlægen 

i Ørstedsparken (Projekt 

Udenfors dyrlæge, red.). 

Hvad kan han ikke lide? 

- Andre hanhunde! Og 

så er han ikke vild med 

hundemad. Han får kun 

kød at spise – jeg køber 

enten kylling eller bøffer til ham. 

Han kan godt lide stærk mad, så 

hvis der er noget, han ikke vil spise, 

hælder jeg bare lidt chili over, så 

spiser han det. 

Hvad kan han særlig godt lide? 

- Hunhunde! Hvis der er en hunhund 

i løbetid i nærheden, vil han blæse 

mig et stykke. For nylig blev han far 

til fire hvalpe. 

Synes du, at Max har et godt liv? 

- Ja! Han kan godt li’ at være uden- 

for, og han er jo omgivet af hunde 

hele dagen lang. Han virker glad og 

er friskere i dag, hvor vi er så meget 

på gaden, end dengang vi boede i 

lejlighed. 

Hvad med dig selv – har du et godt liv? 

- Jeg kan godt li’ livet på gaden. Jeg 

har lært en masse mennesker at kende 

– vi har et godt kammeratskab, vi 

hjælper hinanden med det hele. Hvis 

en af os har penge, og en anden ikke 

har, giver vi hinanden smøger og øl. 

Vi passer også på hinandens hunde. 

Og hvis man kvajer sig og får lukket 

noget værre lort ud, så siger man 

bare undskyld næste dag, og så er 

det glemt. 


Navn: 

Max 

Alder: 

13 år – og sandsynligvis byens 

ældste hjemløsehund 

Race: 

Fårehund 

Ejer: 

Henrik ’Max’ Jensen, 40 år. Hjemløs 

i fire-fem år, heraf mindst to 

på gaden. Valgte det selv, da han 

var træt af at blive smidt ud af 

sin kæreste igen og igen. Bor nu 

på herberg, hvor han har sit eget 

værelse sammen med hunden Max. 

Det bedste middel mod stress … 

Så er de tre vindere af Hus Forbis slogan-konkurrence fundet. 

Førstepræmien i Hus Forbis slogan- 

konkurrence går til Tonny Andersen. 

Hans vinderslogan kan alt efter tid og 

humør fremsiges i sin fulde længde eller 

splittes op i mindre dele. 

Foto: Ulrik Jantzen 


”Prisen på mine rim, det er tyve. 

Det kan jeg sige uden at lyve. Og du 

behøver ikke at spørge – du må gerne 

give fyrre. Men det bedste middel 

mod stress, det er, hvis du giver 

tres.” 

Sådan lyder vinder-sloganet i 

Hus Forbis konkurrence. Vinderen 

er sælger nr. 116, Tonny Andersen, 

som har leveret en lang række sjove 

slogans – heraf en del, som kan fremsiges 

alt efter, hvor man står og sælger, 

og til hvem man ønsker at sælge 

til. Står man f.eks. ved stationen, 

kan man ifølge Tonny reklamere for 

Hus Forbi ved at sige: ”Selv om man 

er ude at køre, kan man godt støtte 

den skøre.” Eller hvis de forbipasse- 

rende spiser is: ”Selv om man spiser 

en is, kan man godt købe en avis. Det 

er næsten samme pris.” 

Hus Forbi er for alle 

Siden Hus Forbi udskrev konkurrencen 

i oktobernummeret, har vi 

modtaget et hav af opfindsomme, 

tænksomme, knudrede og sjove 

slogans fra både læsere og sælgere. 

Andenpladsen går også til en sælger, 

nemlig Henning med sælgerkort nr. 

4088, for følgende korte og mundrette 

slogan: ”Sidst på dagen er vores 

aviser også sagen.” 

Henning har også indsendt følgende 

originale slogan, der, som et af 

de eneste, reklamerer for Hus Forbis 

008-vægkalender med billeder af 

sælgerne: ”Har De husket mandel- 

gaven – vores årskalender giver et 

tina@husforbi.dk 

sug i maven. Den kan måske også 

hænge ude i haven.” 

Den lader vi lige stå et øjeblik. 

Tredjepladsen går til Stine Hinke 

Lüth fra Gentofte for følgende 

slogan, der næste holder stilen fra 

Hennings kalenderslogan: ”Ruth, 

Polle og Palle – Hus Forbi er for 

alle.” 

Hus Forbi ønsker de tre vindere 

tillykke og takker alle, der har deltaget 

og bringer her et par af de andre 

fine bud, som var med i opløbet om 

de tre gavekort (på hhv. 500 og to 

gange 50 kroner til en dansk supermarkedskæde): 

”Du har noget at gi’ – jeg har 

Hus Forbi”. Indsendt af Tove Munk 

Jensen, Viborg. 

”Hug hælene i! Og køb Hus Forbi”. 

Indsendt af Birte Olsen, Valby.

Ingen hjemløse i Aalborg 

For ti år siden overnattede mange 

hjemløse på gaden og banegården i 

Aalborg, men via en intensiv indsats 

er der nu ’pasningsgaranti’ for hjemløse 

i den nordjyske kommune. Hus 

Forbi har sat fokus på nogle af de ålborgensiske 

projekter: I juli-nummeret 

besøgte vi Skurbyen – et botilbud 

for kronisk alkoholiserede mænd. 

I august var et opgangsfællesskab 

for misbrugere og sindslidende 

i Suensonsgade i kikkerten. Aalborgserien 

har holdt pause de sidste 

fire numre (pga. temaer om sociale 

seværdigheder og hjemløse og deres 

børn). I dette nummer slutter vi 

Aalborg-serien med et besøg på 

Aalborgs Café Parasollen og forsorgshjemmet 

Svenstrupgård. 

Flyttede fra mor til Bumsehotellet 

”Du vil alle dage vende tilbage til bumsehotellet.” Sådan sagde en beboer til den hjemløse Jørgen Jensen, 

da han for 17 år siden ankom til forsorgshjemmet Svenstrupgård syd for Aalborg. 

Af Lisbeth Rindholt 

Foto: Anne Mette Welling 

Værestedet Café Parasollen åbner 

kl. 10. Men allerede et kvarter før 

åbningstid står en lille samling mennesker 

og tripper efter at komme 

ind. Parasollen er et populært sted 

for Aalborgs hjemløse, misbrugere 

og ensomme – og caféen hører også 

til blandt 64-årige Jørgen Jensens 

favoritter. 

I dag er han kun gæst på sine 

stamcafeer, men som ung arbejdede 

Jørgen på den anden side af 

Jørgen Jensen har oplevet, hvordan man som hjemløs har gavn af at få en fast bopæl frem for midlertidige løsninger. Han mener, der 

bør bygges flere skæve boliger i stil med den, han selv bor i. Jørgen Jensen er aktiv i forskellige hjemløseorganisationer og foreninger 

og sidder bl.a. i Hus Forbis bestyrelse. 

bardisken – som tjener og vært på 

spillesteder og værtshuse i Aalborg 

midtby. Gennem årene fik han et 

større og større alkoholforbrug. 

- Jeg drak aldrig, mens jeg var 

på arbejde. Men efter fyraften gik 

jeg næsten altid ud og festede sammen 

med kollegerne, og efterhånden 

kunne jeg drikke en kasse guldøl 

om dagen. Det fungerede fint i en 

lang periode, og jeg mente selv, at 

jeg havde styr på tingene. Men da 

jeg sidst i 1980’erne begyndte at 

arbejde på Lise Fedtebrød, stoppede 

min karriere i værtshusmiljøet. Lise 

Fedtebrød var blandt Aalborgs rå 

værtshuse, og mange af gæsterne 

var stofmisbrugere. Det blev simpelthen 

for hårdt at drikke så meget, 

som jeg gjorde, og samtidig have 

et job, hvor man både skulle være 

tjener og sørge for, at folk ikke røg 

hash og solgte piller, fortæller Jørgen, 

som på det tidspunkt boede på 

et værelse hos sin mor. Hun var træt 

af Jørgens druk, og de blev enige 

om, at han måtte flytte. 

Lagde sprutten på hylden 

- Jeg havde bare ingen steder at 

flytte hen, konstaterer Jørgen. Han 

overnattede på må og få hos be- 

kendte, indtil en medarbejder på 

Alkoholambulatoriet i Aalborg 

foreslog ham at tage ud til forsorgshjemmet 

Svenstrupgård syd for 

Aalborg. 

- Da jeg besøgte Svenstrupgård 

første gang i 1990, sagde en af beboerne 

til mig. ”Nu skal jeg fortælle 

dig noget, min søn: Du er kommet 

på bumsehotel. Og du vil alle dage 

vende tilbage til bumsehotellet”, 

fortæller Jørgen. 

Dengang blev han sur over beboerens 

dom. Men han må i dag erkende, 

at sådan er det gået. Jørgen er flyttet 

ud og ind af Svenstrupgård lige siden 

og bor nu fast i et af de ’skæve huse’, 

som blev opført på grunden i 00 . 

Han drikker ikke længere. 

- For seks år siden faldt jeg om 

på gaden i en kæmpebrandert. På 

hospitalet fandt man ud af, at jeg 

havde gammelmandssukkersyge. 

Og da lovede jeg mig selv at lægge 

sprutten på hylden, siger Jørgen. 

Det løfte har han holdt. Og det 

generer ham ikke, at mange af hans 

naboer og venner på Svenstrupgård 

stadig er alkoholmisbrugere. 

- Jeg flytter aldrig derfra, understreger 

han og forklarer: 

- Jeg har et deltidsjob på Svenstrupgårds 

montageværksted, som 

betyder meget for mig. Det giver 

godt nok kun 1 ,75 kr. i timen, men 

så har jeg noget at stå op til hver 

morgen. Efter jeg er holdt op med 

at drikke, bruger jeg det meste af 

min fritid på arbejde i forskellige 

hjemløseorganisationer. Og ude på 

boformen har jeg jo et stort netværk 

af hjemløse, som kan give input til, 

hvor vi skal sætte ind og forbedre 

livet for de hjemløse i Danmark. 

På farten for hjemløsesagen 

Jørgen er især aktiv i SAND, som 

er de hjemløses landsorganisation. 

SAND blev stiftet i 001, og han har 

fra starten siddet i bestyrelsen som 

repræsentant for Nordjylland. 

- Vi har stort set ingen akutte 

hjemløseproblemer heroppe. Det 

gode samarbejde mellem Brobyggerselskabet, 

de hjemløse selv og 

Aalborg Kommune gør, at ingen 

længere får lov til at bo på gaden, 

konstaterer Jørgen. 

Svenstrupgård 

Boformen Svenstrupgård i Svenstrup ved Aalborg har eksisteret siden 

197 . Målgruppen er hjemløse, misbrugere og andre socialt udsatte. Ud 

over at være en § 110-boform med 60 døgnpladser kan aktive misbrugere 

komme på et tidages afrusningsophold her. Under Svenstrupgård 

er desuden oprettet et alternativt plejehjem samt otte skæve huse, 

der modtog Arkitekturens pris i 00 . Alle beboere kan benytte sig af 

Svenstrupgårds fælles faciliteter og få beskæftigelse i køkkenet, haven 

eller på et af stedets fire værksteder. 

Læs mere på: http://www.aksos.dk/svenstrupgaard 

Jørgen Jensen kommer ofte på værestedet Café Parasollen, hvor en kop kaffe 

koster fem kroner, mens en snak med personalet er gratis. 

Café Parasollen 

Alkoholfrit spise- og værested i Aalborg midtby. Her er mulighed for at 

få et billigt måltid mad, tage bad og vaske tøj. Brugerne bliver desuden 

jævnligt tilbudt at deltage i bowling-, banko- eller musikarrangementer 

samt endagsture ud af byen. Café Parasollen er en selvejende institution 

under KFUM´s sociale arbejde. 

Han mener dog, at der altid er 

forhold, som kan blive bedre. 

- Jeg arbejder på at få oprettet 

flere skæve boliger i stil med den, 

jeg selv bor i. For jeg har på min 

egen krop oplevet, hvordan man som 

hjemløs virkelig har gavn af at få en 

fast bopæl frem for alle de midlertidige 

boligløsninger, som mange 

ellers bliver kastet rundt i, siger han 

og hilser på to Hus Forbi-sælgere, 

som har slået sig ned ved nabobordet 

i en efterhånden fuld café. 

Ud over SAND-arbejdet står 

Jørgen nemlig også for at koordinere 

en gruppe af Hus Forbi-sælgere i 

Aalborg, og han har netop fået en 

bestyrelsespost i foreningen Hus 

Forbi. 

- Jeg kan godt lide altid at være 

på farten og pendle mellem møder i 

København, Aalborg og andre byer, 

der er aktive i hjemløsesagen. Men 

nu er kalenderen vist også fyldt 

op, griner Jørgen og tømmer sin 

tredje kop kaffe. Han skal videre til 

et møde i Brobyggerselskabet over 

middag. 

lisbeth@rindholt.dk 


Når porten smækker i 

”En lille dreng på tre-fire år havde fået at vide, at 

hans mor skulle i skole. I virkeligheden var hun 

i fængsel. Da den lille dreng blev seks år, sagde 

moderen, der ikke sad i fængsel mere: ”Nu skal du 

i skole!” 

Men det ville den lille dreng overhovedet ikke, 

for inde i hans hoved troede han jo, at han skulle 

være væk fra sin familie, for det var jo det, der var 

sket med hans mor. Moren fortalte ham så, at hun 

ville følge ham i skole om morgenen og hente ham 

igen om eftermiddagen. Hver eneste dag. Og så 

ville han gerne i skole alligevel.” 

ABC til fængselsverdenen 

Historien stammer fra en ny bog, ”Når porten smækker 

i. En ABC for børn om fængsler og længsler”. 

Mindst 4-5.000 børn i Danmark har en far eller 

mor i fængsel, og for de fleste af børnene er det 

en rigtig svær situation med afsavn, utryghed og 

flovhed. Nogle børn får tilmed for lidt eller slet 

ingenting at vide om, hvor deres far eller mor er, og 

det kan få fantasierne til at vokse sig store, hvis de 

ikke får hjælp til at tackle situationen. 

For at hjælpe disse børn har Christine Tscherning, 

som er både cand.linc.merc, psykoterapeut og 

underviser, skrevet bogen til dem. Den er bygget op 

som en ABC med forklaringer på, hvad mange af de 

ord og begreber, som knytter sig til fængselsverdenen, 

betyder. Der er også fantasirejser, afslapningsøvelser 

og mange små historier om børns 

oplevelser og erfaringer med at have en far eller 

mor i fængsel. 

- Idéen til bogen fik jeg i 004, fordi jeg kom 

i kontakt med en mor, som havde været i fængsel. 

Hendes kæreste var også blevet anholdt af politiet, 

mens deres lille søn så på. Det var voldsomt for den 

lille dreng, og jeg syntes, at det var meget synd for 

ham, og tænkte, at der måske var en hel del andre 

børn i Danmark, der gik rundt og havde det dårligt, 

fordi deres far eller mor var i fængsel. Derfor blev 

denne bog til, forklarer forfatteren. 

På hjemmesiden www.naarportensmaekkeri.dk 

kan man læse mere om bogen, som også kan bestilles 

her. Den koster kr. 17 inkl. forsendelse. 

- taj 

Håndværkere og 

glarmestre havde 

nok at se til 

efter hærværket 

mod varmestuen 

i Stengade 

på Nørrebro i 

København. 

Mange vinduer 

måtte udskiftes 

efter et massivt 

bombardement 

af brosten mod 

værestedet. 


Kommentar 

De udsatte har fået 

en stemme 

Af Jørgen Anker 

Vi har inden for de sidste 10–15 år set nye 

sammenslutninger: Interesseorganisationer for 

hjemløse, stofmisbrugere, psykiatribrugere, 

værestedsbrugere og arbejdsledige, blandt 

andet SAND (Sammenslutningen af Nærudvalg 

i Danmark), Brugerforeningen (for aktive stofbrugere), 

SVID (Sammenslutningen af Værestedsbrugere 

i Danmark) og Landsforeningen af 

Arbejdsledige. 

Disse foreninger forsøger at blive talerør for 

nogle af samfundets mest udstødte og udsatte, 

der ofte bliver set som passive klienter snarere 

end aktive medborgere. 

Set i lyset af, at mange af deltagerne kæmper 

med tunge sociale problemer, er det bemærkelsesværdigt, 

at disse sammenslutninger overhovedet 

er dannet. De har oven i købet opnået 

anerkendelse både lokalt og nationalt, bl.a. 

fordi det er lykkedes dem at fastholde deres 

indsats. Dermed er organisationerne et levende 

bevis på, at også nogle af de såkaldt marginaliserede 

grupper har ressourcer og mulighed for 

at få indflydelse. 

Men sammenslutningerne er skrøbelige. 

Deres succes og mulighed for at overleve på 

længere sigt er betinget af, at de fortsat får 

tilbudt støtte og ressourcer. De er samtidig 

præget af dilemmaer, bl.a. at aktivisterne i 

sammenslutningerne sjældent hører til de allersvageste. 

Mange har opnået en vis stabilitet 

i deres liv. 

Og netop qua deltagernes situation som f.eks. 

tidligere hjemløse har de påtaget sig at repræsentere 

andre hjemløse, som måske ikke selv 

har kapacitet til at være aktive. 

Mange deltagere fortæller, at de oplever en 

stor personlig gevinst og støtte i kraft af deres 

aktive indsats, som giver dem et fastere holde- 

I slutningen af 007 regnede brostenene igen 

mod vinduerne i Kirkens Korshærs varmestue 

og natcafé i Stengade på Nørrebro i København. 

Hærværket betød, at alle ruderne af brudsikkert 

glas måtte udskiftes. Varmestuen blev for 

omkring tre år siden gentagne nætter i træk 

bombarderet med brosten, og dengang røg 

stenene gennem ruderne og lige ind i caféen, 

hvor op mod 0 hjemløse sov på liggeunderlag. 

punkt i tilværelsen. Det kan f.eks. stabilisere 

et misbrug, give noget at stå op til og give en 

følelse af at være værdifuld, fordi man kan gøre 

noget for andre. Som menneske får de en rolle 

og betydning, som giver dem en ny dimension 

i tilværelsen. Ved at påtage sig et ansvar, 

bidrage til fælles aktiviteter og støtte andre 

mennesker i nød, bliver det hjælp til selvhjælp. 

Disse sammenslutninger tilbyder med andre 

ord socialt udsatte muligheden for at indgå i et 

fællesskab, hvor de får støtte, sociale netværk 

og selvværdsfølelse. 

Samtidig har sammenslutningerne betydet, at 

de udsattes ret til organisere sig efter interesse 

er blevet anerkendt. Og dermed skabt mulighed 

for, at nogle af samfundets svageste medborgere 

kan få en ny identitet, en stemme, et 

talerør og i sidste ende måske større indflydelse 

i samfundet. 

Læs også artiklen på side 20-21 om Jørgen 

Jensen, der er aktiv i foreningen SAND. 

Jørgen Anker er chefkonsulent 

i Rambøll 

Management. Han har 

i en årrække forsket 

i brugerorganisering 

blandt udsatte 

grupper, bl.a. som 

led i et forskningsprojekt 

på RUC. 

Varmestue udsat for hærværk – igen 

Mirakuløst kom ingen dengang til skade. Siden 

da har varmestuen fået brudsikkert glas i vinduerne, 

så stenene ikke ryger gennem glasset 

– men ødelagt bliver ruderne alligevel. Personalet 

i natcaféen tolker hærværket som, at der 

er grupper i området, der ønsker varmestuen ud 

af kvarteret. 

- jalini 

I verdens storbyer skal såkaldte bum proof benches forhindre hjemløse i at hænge ud på pladser og parker. 

Er det også hensigten med de ukomfortable plinte i Københavns byrum? Og med baldehvilerne på de nye 

metrostationer? Hus Forbi har spurgt kommunen og Ørestadsselskabet. 

Af: Lisbeth Rindholt 


Bænkene i Tokyos parker er udstyret 

med metalarme, der inddeler dem 

i adskilte siddepladser. Sæderne 

er glatte og skråner nedad. Andre 

steder i byrummet må folk sidde på 

korte betonklodser eller lange metalrør, 

når de trænger til et hvil. De 

japanske myndigheder har bevidst 

opsat de ukomfortable og kolde 

siddemøbler for at hindre, at Tokyos 

hjemløse sover eller slår lejr på dem. 

De går derfor under betegnelsen 

anti-homeless benches eller bum 

proof benches. 

’Bumsesikrede bænke’ er et 

velkendt fænomen i mange andre 

storbyer verden over, bl.a. i England, 

USA, Spanien og Frankrig. Bænkene 

er placeret i gader, parker, transithaller, 

torve og andre offentlige steder. 

Og de bliver ofte betragtet som 

Plinte på Emdrup Torv i Københavns 

ydre NV-kvarter 

led i en ’disciplinær arkitektur’, der 

– ligesom i Tokyo – skal modvirke, 

at socialt udsatte grupper overtager 

bestemte områder i byen. 

Brug plinten anarkistisk 

Også i Københavns bybillede dukker 

flere og flere møbler op, der minder 

om de bumsesikrede bænke. Et af 

dem er plinten: En lav klods, der 

typisk er lavet af granit, beton eller 

træ og hverken har arm- eller ryglæn. 

Plintene vinder især frem på byens 

torve, grønne anlæg og forpladserne 

i Metroen. Men Klaus Bondam, teknik- 

og miljøborgmester i København, 

forsikrer, at plinten ikke er udtryk for 

disciplinær arkitektur: 

- Plinten er snarere et anarkistisk 

møbel, der har en masse brugsmuligheder. 

Man kan sidde, ligge og 

lege på den, man kan brede aviser 

ud over den – eller bruge den som 

skaterrampe, siger Klaus Bondam og 

understreger, at plinten er et supple- 

Stenbænke på Skt. Hans Torv på 

Nørrebro i København 

ment til den klassiske københavnerbænk 

– ikke en erstatning for den. 

På bl.a. Skt. Hans Torv i København 

er der kun opstillet plinte og ingen 

bænke. Vil kommunen dermed undgå, 

at hjemløse opholder sig på pladsen? 

- Nej, det er ikke en bevidst 

politik fra kommunens side. Jeg er 

også selv bange for, at byen skal 

blive for renskuret og pæn. Og hvis 

hjemløse ikke vil sidde på en plint 

og f.eks. drikke øl, er det måske et 

udtryk for en konservatisme inden 

for deres kultur. For hvorfor ikke 

drikke sin øl på en plint, spørger 

Klaus Bondam. 

Nul komfort på baldehvilere 

I modsætning til plinten er det 

hverken muligt at sidde eller ligge 

på de såkaldte ”baldehvilere,” som 

Ørestadsselskabet har installeret på 

Københavns metrostationer. Baldehvileren 

er et slags metalstativ, 

Betonklodser på Gunnar Nu Hansens 

Plads på Østerbro i København 

som de rejsende kan læne sig op ad, 

mens de venter på toget. 

- Vi har opsat baldehvilere, fordi 

vi vurderede, at det ikke var nødvendigt 

for folk at sidde ned, mens 

de ventede på deres tog. I myldretiden 

kommer togene med tre-seks 

minutters intervaller. Det giver så 

godt som ingen ventetid, siger Stine 

Christmas Nielsen, pressechef i Ørestadsselskabet. 

Hun afviser, at baldehvilerne 

samtidig fungerer som bumsesikrede 

bænke, der skal hindre, at socialt 

udsatte grupper bruger metroen som 

’varmestue’, som det er tilfældet i 

metroen i f.eks. Paris og London. 

- Metroen er ikke et opholdssted. 

Hverken for hjemløse, korthårede, 

gravide eller teenagere. Men på linje 

med alle andre er også hjemløse 

velkomne til at indløse en billet og 

tage fra punkt A til B, slutter hun. 

hus forbi · nr. 69 · januar 008 hus forbi · nr. 69 · januar 008 

To af Hus Forbis sælgere 

testede en af ’bænkene’ på 

Gunnar Nu Hansens Plads 

på Østerbro i København. 

Dommen var hård – hård 

som beton. 

Bumsesikrede bænke vinder frem 

lisbeth@rindholt.dk 

I både Oxford og Tokyo har man raffineret teknikken bag de ’bumsesikrede 

bænke’ for at sikre, at byens hjemløse ikke hænger unødigt længe ud.

Blomster Henning – 

en blomstersælgers liv 

Af Gorm Henrik Rasmussen 

Jomfru Ane Gade, en fredag aften 

i juli. Der hersker trængsel 

i Aalborgs forlystelsesgade, 

hvor restauranter og værtshuse 

ligger skulder ved skulder, og hvor 

diskotekerne skifter navn hurtigere, 

end sommer skifter til efterår. Unge 

kvinder og mænd flokkes ved indgangen 

til diskotekerne. Neonskilte 

skinner på facaderne af de gamle, 

skæve bindingsværkshuse og gør 

dem transparente i skæret fra den 

synkende sol. Luften er lummer som 

i troperne efter en uge med hedebølge, 

men det føles, som om varmen 

kommer fra selve gaden, menneskene 

og det tumlende liv. Atmosfæren virker 

afslappet, trods råb og larmende 

rytmer, der strømmer ud fra åbne 

døre ned langs strædet. 

Over tagene høres spredte solsortefløjt. 

Klokken er hen ad ti. 

På hjørnet ved Bispensgade 

står to betjente i kortærmede 

skjorter og sludrer med en flok 

marinesoldater. Pludselig kommer 

en mand svingende forbi dem med 

en papkasse i favnen. Han hilser ærbødigt 

på strisserne og går hastigt 

videre. Han er gammel og hjulbenet 

og næsten skaldet og skiller sig 

ud fra aftenens festklædte publi- 

Originalernes by 

Hus Forbi bringer her et kort uddrag af Gorm Henrik Rasmussens bog 

‘Originalernes by’. Bogen rummer fortællinger om skæve eksistenser fra 

forfatterens fødeby, Aalborg, og er et Danmarksbillede fra en anden tid, 

da der endnu var plads til outsidere og særlige. 

’ORIGINALERNES BY’ er udgivet på forlaget Vindrose og kan købes i boghandlen 

eller på www.borgen.dk 

Gorm Henrik Rasmussen 

Født i Aalborg i 1955. 

Debuterede i 197 med pamfletten Luften feder os. 

Har siden skrevet flere digte, fortællinger, romaner, børnebøger og noveller 

om bumser og bohemer, plattenslagere og outsidere, blandt andet 

i romanen Eigil Zinck ( 00 ). 

Medtekstforfatter til Kysser himlen farvel og andre Lars H.U.G.-sange. 

Initiativtager til støtte-cd’en Bevar Christiania ( 004). 

kum ved sin tarvelige mundering. 

Undertrøjen er møgbeskidt, og de 

mørkeblå joggingbukser fyldt med 

skjolder, der ligner blodpletter; han 

har ingen strømper på sine fødder, 

men kommer vandrende i et par 

slidte lærredssko uden snørebånd. 

Der er noget sørøveragtigt over hans 

fremtoning. Næsen er vind og skæv, 

munden bøjer indad i det røde, solskoldede 

ansigt og afslører en fuldstændig 

mangel på tyggeredskaber. 

Fra den lysebrune banankasse stikker 

et broget blomsterflor frem; langstilkede 

roser i den ene ende, små 

buketter i den anden, krysantemum, 

tulipaner og asters bundet sammen 

ved stilken af krøllet stanniol. Ret 

beset nogle sørgelige duske, men 

udseendet spiller sikkert ingen rolle 

for eventuelle købere, for det gælder 

med blomster som med visse andre 

gaver; det er først og fremmest 

tanken, der tæller. Blomstermanden 

siger ingenting. Han viser blot sin 

kasse frem til højre og venstre og 

nikker til folk, som sidder bænket 

omkring træbordene på begge sider 

af strædet som sydlændinge på en 

endeløs taverna. Men idet han bevæger 

sig ned gennem den overfyldte 

gade med små, hurtige skridt, spiller 

et uudgrundeligt smil om hans læber, 

som bærer han på en hemmelig 

viden om de mennesker, han møder. 

Da han når hen til en gruppe unge 

der står og varmer op til aftenens 

begivenheder mellem „Fyrtøjet“ og 

„Gaslight“, sænker han instinktivt 

tempoet. 

En smokingklædt yngling, som er 

i færd med at gøre stormkur til 

en blondine på hans egen alder, 

får øje på blomstersælgeren. 

„Hallo, du dér – hvad tager du 

for en buket?“ 

„En for en tier, to for tyve.“ 

Den gamle standser. Han snøvler 

en smule; det vejrbidte hoved flækker 

i et grin. 

„Nå, så lad os sige tre for en 

tyver – siden du spørger så pænt.“ 

„Hej, Henning,“ lyder en stemme 

omme bag flokken. En firskåren, 

sportstrænet fyr med farvestrålende 

overarme og en tung guldkæde om 

halsen, hvor der hænger et sort jernkors, 

puffer sig gennem mængden 

efterfulgt af en lookalike i en lidt 

mindre udgave. Begge mænd er skaldede 

ligesom blomstersælgeren. De 

kunne være udsmidere, bodybuildere 

eller medlemmer af Bandidos eller 

muligvis alle tre ting på én gang. 

„Mortensen? Jamen, davs med 

dig!“ 

„Det er Blomster Henning,“ siger 

fyren til sin tatoverede tvillingebror. 

„Nå – vi er nok ude på pigesjov, 

hva’, Mortensen?“ ler blomstersælgeren. 

„Der er mange modeller 

at vælge imellem. Man bliver helt 

svedt! Et par roser til damerne?“ 

Flokken stimler sammen om 

manden med kassen; på et øjeblik 

har han solgt fem-seks buketter. 

Folk vifter med deres tegnebøger. 

Prisen snakkes der ikke om, penge 

og blomster skifter hænder; så vidt 

man kan se på afstand, er der ingen 

der giver ham mindre end en tyver. 

Blomstersælgeren bukker og takker. 

Og et øjeblik efter er han forsvundet 

lige så brat, som han kom. 

Den sommeraften så jeg Blomster 

Henning i Jomfru Ane 

Gade og besluttede at prøve 

at fange ham på hans rute gennem 

byen. Det var i 1995. Henning var 

på det tidspunkt en levende legende 

på linje med Muhammad Ali og Jerry 

Lee Lewis, ja, man kan roligt sige at 

den lille mand med papkassen nød 

verdensberømmelse i Aalborg. Historierne 

om ham var talrige som H. C. 

Andersens eventyr, og nogle af dem 

virkede næsten lige så fantasifulde. 

De handlede om en fattig fiskersøn, 

der kom til Aalborg som ungt menneske 

og lagde byen for sine fødder. 

Da jeg iagttog hans durkdrevne smil, 

hans underspillede salgsteknik og 

høflige og helt igennem elskværdige 

optræden over for alle, han mødte 

på sin vej, drukkenbolte såvel som 

slipsedrenge, strissere og rockere, 

turister og grønskollinger og 

gymnasieelever, blev jeg simpelt hen 

nysgerrig efter at vide, hvad denne 

vagabonderende myte selv kunne 

berette om sit liv og sin færden. Jeg 

fik den idé at invitere ham hen på 

Stadsarkivet, hvor jeg kunne låne 

en mikrofon og en båndoptager. 

Jeg ville lade båndet køre. Optage 

hans stemme. Skulle det vise sig, at 

Aalborgs travleste mand mødte op 

i fortællehumør, kunne jeg måske 

være så heldig at få svar på nogle af 

de spørgsmål, som brændte på min 

tunge. 

Var det for eksempel rigtigt, at 

han var fætter til forhenværende 

statsminister og flygtningehøjkommisær, 

Poul Hartling? Passede 

det, at han aldrig havde ejet et 

sygesikringsbevis; at han nægtede 

at modtage folkepension og i mange 

år ikke havde haft fast bopæl, men 

holdt til rundt omkring i trappeopgange, 

kældre og varmestuer? 

At han skyede jordisk gods og ikke 

ejede noget som helst større end det 

kunne stuves sammen i en papkasse? 

Og talte de folk sandt, som hævdede, 

at Henning var blevet millionær 

på sit blomstersalg, og at han havde 

gravet hele sin formue ned bag et 

træ i Kildeparken? Småforbrydere 

og andre lyssky elementer fra byens 

værtshusmiljø var blevet observeret 

i parken efter mørkets frembrud, 

hvor de luskede omkring med en 

skovl på nakken, og der hørtes undertiden 

mystiske lyde inde fra den 

tætte bevoksning i netop det hjørne 

af anlægget, hvor Blomster Henning 

jævnligt overnattede. Historien om 

formuen harmonerede umiddelbart 

dårligt med Hennings ydre fremtoning, 

og man kunne fristes til at 

tro, den var en skrøne, hvis ikke 

man i en årrække havde læst byens 

aviser. Heri blev blomstersælgerens 

runde fødselsdage dækket med store 

interviews, samt reportager fra 

festmiddage og vældige drikkegilder 

der syntes at involvere alt, hvad der 

kunne krybe og gå af restauratører 

og entertainere, musikanter og skuespillere 

og andre personligheder fra 

byens glade natteliv. 

Det fortaltes, at Blomster Henning 

plejede venskaber med scenekunstnere 

fra hovedstaden, og at han i 

sin ungdom havde været gift med 

en skuespillerinde fra Det Kongelige 

Teater. Hvem kvinden egentlig var, 

herskede der usikkerhed omkring, 

men navne som Bodil Kjer og 

Ingeborg Brams svirrede i luften. 

Ægteskabet havde været kort og 

stormfuldt, og folk sagde om Henning, 

at han aldrig var kommet sig 

over skilsmissen. 

Trods sin omflakkende tilværelse 

færdedes han hjemmevant i 

digtekunstens verden, ligesom 

han var ekspert i teaterhistorie 

og på stående fod kunne opremse 

navnene på stjerner i for længst 

Blomster Henning var en af Aalborgs 

originaler om hvem, der gik mange 

historier. 

glemte revyforestillinger. Men hans 

hovedinteresse var og blev politik. 

Henning elskede at diskutere og gik 

ofte i clinch med socialdemokrater 

og venstreorienterede byrådskandidater. 

Han lagde ikke skjul på sine 

synspunkter. Han fandt Folketinget 

overflødigt, opfattede hele statsapparatet 

som en svamp, der sugede 

kraften ud af det danske folk. Stod 

det til Blomster Henning, blev 

Mogens Glistrup indsat som statsminister, 

skattevæsenet afskaffet 

ved lov og militæret udskiftet med 

en telefonsvarer, der meddelte: Vi 

overgiver os. 

Var alt dette korrekt, måtte man 

undre sig over, hvor blomsterhandleren 

skaffede sig sin 

viden fra. Han havde forbud mod at 

komme på Det Nordjyske Landsbibliotek, 

da dén lugt han udsondrede, 

efter sigende lagde læsesalen øde. 

Faktisk verserede et rygte om, at 

Blomster Henning ikke havde været i 

bad, siden han boede på Missionshotellet 

Ansgar i begyndelsen af halvfjerdserne. 

Han nægtede at skifte 

tøj. Blot den mindste hentydning til 

vand og sæbe fik ham til at fordufte 

med samme fart som en dreng, der 

stikker af fra sin mors vaskeklud. 

Han måtte være en stor excentriker. 

Penge manglede han tilsyneladende 

ikke. Hvad brugte han sin formue 

på? Cigarer, festmiddage og kvinder? 

Nej, intet hunkønsvæsen ved sine 

fulde fem ville røre Blomster Henning 

med en ildtang. Det havde jeg 

ikke fantasi til at forestille mig. Var 

manden et unikum? Levede han en 

dobbelttilværelse, blomstersælger 

om natten, læsehest om dagen? 

Opsat på at trænge til bunds i 

blot et par af disse spørgsmål forlod 

jeg Jomfru Ane Gade og fulgte i 

hælene på blomsternes ven. 

Så vidt jeg kunne se, drejede 

han ind på „Café Victoria“ Ved 

Stranden. Men da jeg to minutter 

senere trådte ind på dette meget 

hyggelige værtshus, der engang var 

samlingssted for byens revolutionsromantikere, 

forklarede bartenderen 

mig, at Henning netop havde forladt 

cafeen. 

„Prøv ‘Tempo’ på hjørnet af 

Vesterbro og Borgergade,“ sagde hun 

og tilføjede: „Han plejer at drikke en 

øl dér mellem ti og elleve.“ 

Jeg ilede over på „Tempo“. Stamklientellet 

sad og sov ved bardisken, 

mens jukeboxen spillede gamle dansemelodier 

for en gråskægget herre 

med hat, der valsede omkring med 

en imaginær partner midt i det aflange 

lokale. Servitricen havde lige 

set Blomster Henning. Han havde 

været der for to minutter siden. 

„Prøv ‘West End’,“ sagde hun og 

tilføjede: „Han plejer at drikke en øl 

dér mellem ti og elleve.“ 

Da jeg stod i de tætte tobakståger 

på Vestbyens westernsaloon, 

var jeg ikke i stand til at afgøre om 

Blomster Henning befandt sig i rummet. 

Det gjorde han nu ikke. Han var 

netop gået ud ad døren. 

„Prøv ‘Down Town’,“ sagde folk. 

„Dér kan du være sikker på at træffe 

ham før midnat …“ 

Dén aften gjorde jeg en opdagelse. 

I det mindste ét af 

rygterne om Blomster Henning 

talte sandt. Han var kvik på 

fødderne. Det var måske derfor, han 

klædte sig i joggingtøj? Jeg huskede 

at Stiftstidende for et par år siden 

havde bragt en reportage fra hans 

halvfjerdsårs fødselsdag. „Han tog 

en æresrunde på byens værtshuse“, 

stod der i artiklen; „orkestre mødte 

fødselaren med hornmusik, og hvert 

sted fik han en dram og en cerut“. 

Sådan en æresrunde kræver god 

kondition. Blomster Henning måtte 

være i topform. Han var i hvert fald 

ikke for fastholdere. Han smuttede 

fra mig som en veteran, der lægger 

sig i spidsen for nattelivets store 

maratonløb mellem boulevarder og 

baggårde, kælderbeværtninger og 

diskoteker … 


6 hus forbi · nr. 69 · januar 008 

www.andersagerbo.dk 

X-OrD 

af Anne Jensen 

tidligere hjemløs 

Send løsningen på X-ORD 

senest den 31. januar. 

Blandt de rigtige løsninger trækkes lod 

om et boggavekort til en værdi af 500 kr. 

og 10 cd’er med ”Vi tænder en stjerne” 

– hjemløselandsholdets VM-sang. 

Vinderne af cd’erne får direkte besked pr. post. 

Kodeordet skrives på bagsiden af en kuvert 

eller på et postkort og sendes til: 

Hus Forbi 



Vinder af boggavekort 

Januar 

Livet er ikke lutter lagkage. 

Det er også adskillige kiks! 

‹ Nr. 67 

Mogens Steen Petersen, Dybkjærvej 6, 8 00 Århus N. 

Indsendt af Klarinetten, alias Mikael Steen Olsen, 

beboer på Mændenes Hjem. 

Kære læser, 

Hus Forbi modtager meget gerne – korte 

– digte. Er du inspireret eller har et liggende 

i skuffen, så send det til os, gerne på mail: 

redaktion@husforbi.dk eller med posten: 

Hus Forbi 



Vorherres køkkenhave 

Januar 

t Vorherres Køkken- 

a 

have indeholder en 

ubeskrivelig skønhed 

i januar, oplever 

jeg her på hjemvejen. Natten er 

allerede faldet på, og engen og skoven 

står klart som i dagslys, badet 

i fuldmånens skær. I den frostklare 

luft synes stjernehimmelen aldrig at 

have været større og smukkere. 

For nogle dage siden var oplevelsen 

anderledes, men dog med en 

skønhed, om end tung og vemodig, 

Vandkarse 

da disen indhyllede de nøgne træer, 

og den elskede køkkenhave gik gråt 

i sort. Så er det godt at vide, at 

under de visne blade i skovbunden 

venter de ny små planter tålmodigt 

på højere temperaturer og længere 

dage. 

Det var netop på hjemvejen 

i den smukke, frostklare nat, at 

jeg gik og gjorde mig tanker. Men 

først vil jeg fortælle om min første 

pragtfulde januartur i Vorherres 

Køkkenhave. Batterierne skal lades 

op, og jeg starter med en forlænget 

endagstur her på Fyn, da jeg resten 

af året vil forlægge mine ture rundt 

om i landet. 

Det er rigtig tidligt om morgenen. 

Månen er væk, og jeg må bruge 

min lygte, når jeg bevæger mig bort 

fra de vante stier. Efterhånden som 

jeg lægger kilometerne bag mig, 

nærmer jeg mig skoven med en 

bæk, hvor vandkarsen gror. 

Vorherre har ikke så meget tøj 

på som jeg, slår end ikke kuskeslag, 

men står smilende og vinkende som 

et forvokset snefnug i skovens udkant. 

Vi følges ad gennem skoven, 

på hvis bund de visne gule og brune 

blade er randede af rim og dækket 

af strittende ishår. Jeg lader med 

en raspende lyd handsken gnide hen 

over min ubarberede hage. Vorherre 

smiler bare og slynger sit lange 

bløde skæg over skulderen. 

Vi når en klynge graner. Humøret 

stiger i takt med det tiltagende lys 

og udsigten til at gumle skovtyggegummi, 

harpiks fra granstammerne. 

Harpiks, der er blød og gennemsigtig, 

kan ikke bruges. Vi brækker gul, 

stivnet harpiks af, som ikke klæber 

mere (jeg høster en posefuld til 

hjemmebrug). Med kniven renser 

jeg et par klumper for snavs og 

støv, inden vi putter dem i munden. 

Harpiksen er hård, 

men ved ihærdig 

tyggen bliver klumpen 

efterhånden 

sej, rosafarvet og 

smager vidunderligt 

af skov – et lille fif, 

hvis man er sulten 

og skal gå flere 

timer, inden madbålet 

tændes, for 

sultfornemmelsen 

forsvinder. 

Vi kommer til 

bækken, hvor jeg 

normalt høster 

vandkarse om 

vinteren. Om sommeren 

er den for 

bitter at bruge som 

kosttilskud. Det 

er absolut ikke, fordi jeg mangler 

peberrod, men hakker man bladene 

og rører dem op i cremefraiche, 

har man faktisk et sundt, meget 

C-vitaminrigt alternativ til flødepeberrod. 

Meget finthakkede blade 

er et fortræffeligt krydret drys på 

pålægsmadden. 

Nu mener jeg ikke, man kan 

forveksle den med engkarse, der 

absolut ikke er spiselig, da den ene 

gror på eng, den anden ved grøfter 

og vandløb. Vandkarsen er ca. en 

halv meter høj, og bladene består 

af mange par småblade, og det er 

bladene, man bruger. Vandkarsens 

latinske navn er Cardamine amara, 

og amara betyder bitter, som smagen 

af bladene. 

Vi er ikke just i et område med 

moser, men vejret er godt, så vi 

tager en lang afstikker, der er 

besværet værd, for jeg ved, hvor de 

velsmagende tranebær gror og blot 

venter på at blive høstet. Bærrene, 

der er røde og ca. fem millimeter i 

diameter, sidder på en meget spinkel 

plante, der er krybende mellem 

mosernes mospuder. Enhver ved, 

hvordan man anvender tyttebær, 

og tranebær kan bruges på samme 

måde. 

Jeg kan godt mærke kulden 

nu, da bærhøsten er ret stillestående. 

Beslutningen er taget; 

en rask travetur ud til kysten, 

bygge et lille bål, der både skal 

varme, men også bringe vandet i 

den medbragte kasserolle i kog, 

for til de hjemmesmurte ostemadder 

smager selv pulverkaffe himmelsk. 

Vorherre tager afsked, da han 

har planer for den kommende nat. 

Ikke en vind rør sig, og jeg sidder 

stille, lader bålet brænde ud, mens 

mørket sænker sig. Lytter til bølgernes 

puls, mens jeg venter på månen 

og tænker på de stakkels mennesker, 

der med en stærkt forurenende 

flyvemaskine drager sydpå og med 

fare for hudkræft lader sig grille på 

de snehvide strande, når Vorherres 

Køkkenhave har så meget at byde på 

her i januar. Og så har jeg end ikke 

været inde på vinterlandskabets 

lyde og oplevelsen af gemt sommer, 

jeg fik, da jeg fjernede et lag blade 

i skovbunden og så travlhed blandt 

forskelligt småkryb. 

Er man ikke til de lange traveture, 

så tag rutebilen, stig af, få 

et par dejlige timer i Vorherres 

Køkkenhave, og smid samtidig lidt 

julesul. Selv om der er længe til det 

egentlige forår, så tro mig, alt herude 

er ved at ryste vinteren af sig. 

Af Steen Viggo, 

tidligere hjemløs 

og udeligger 

steenviggo@galnet.dk 

Foto: Niels Nyholm 

rod i Martin og Morten 

Harpiksen er hård, 

men ved ihærdig 

tyggen bliver klumpen 

efterhånden sej, 

rosafarvet og smager 

vidunderligt af 

skov. 

Rettelse 

I novembernummeret af Hus Forbi har jeg desværre rodet Martin og 

Morten sammen. 

Martin af Tours er helgen for husdyr og tiggere og fransk nationalhelgen. 

Det var ham, der gemte sig i et gåseskur for ikke at blive biskop, 

men blev afsløret af gæssenes skræppen, hvorfor han gjorde datoen den 

11. november til ’store gåseslagtedag’, og gåsen bliver stadigvæk spist 

Mortensaften. 

Morten Luther var en af bagmændene bag reformationen i 15 6, hans 

navnedag er den 11. november, hvilket falder sammen med mindedagen 

for Martin af Tours. Mortensaften, hvor vi spiser gås, er en dansk skik, der 

begyndte cirka 0 år efter reformationen. Men summa summarum: Den 

11. november er en festdag for såvel Morten som Martin. 

Steen Viggo 

hus forbi · nr. 69 · januar 008 7

Tre spørgsmål til Marlené, 

39 år og hjemløs 

Hvor sov du i nat? 

- På gulvet i kantinen i Hillerødgade. Vi lå og så fjernsyn sammen 

med syv-ti andre mennesker. 

Hvad er du glad for i øjeblikket? 

- At jeg netop har fået resultater fra Hvidovre Hospital, der 

fortæller, at mit immunforsvar er lige så stærkt som andre menneskers, 

selv om jeg er hiv-positiv. Jeg har haft hiv i år, men 

har overlevet, fordi jeg har bestemt mig for, at det er mig, der 

bestemmer over sygdommen, og ikke sygdommen, der bestemmer 

over mig. 

Hvad er vigtigst lige nu? 

- At være sammen med min familie. De betyder alt for mig. 

Af Birgitte Ellemann Höegh 


Jeg vil helt væk fra stofferne 

Historier 

fra gaden 

Marlené har levet mange år 

som hjemløs, hiv-positiv og 

narkoman. Nu får hun tag 

over hovedet hos en ven. 

Marlené skal flytte i dag – ind hos en 

god ven, som har en lejlighed i Valby. 

For nu er det for alvor blevet koldt, 

og Marlené trænger til at få varme i 

sin krop. Hun sidder på trappen foran 

herberget i Hillerødgade i København 

sammen med sin kommende bofælle 

og en anden ven. De drikker lidt 

morgenøl, ryger cigaretter og venter 

på, at Michael fra Hjemløsehuset (i 

København, red.) har tid til at komme 

og hente hendes seks skraldesække 

med personlige ejendele. Derudover 

skal de forbi nogle garager i området, 

hvor hun også har overnattet et par 

måneder. Her boede Marlené, som er 

hiv-positiv og eks narkoman, blandt 

andet sammen med sin kusine, som 

har hjulpet hende væk fra stofferne. 

Lige nu er Marlené på metadon: 

- Jeg har ikke taget kokain i to 

måneder. Til gengæld er jeg røget lidt 

for meget på vodkaen på det seneste, 

men nu drikker jeg kun øl. Jeg vil 

gerne ud og sælge Hus Forbi hver 

dag, det holder mig fra kokainen, for 

jeg kan ikke sælge aviser, når jeg er 

skæv. Og jeg gider ikke stjæle eller 

prostituere mig mere. Jeg prostituerede 

mig for første gang, da jeg var 

15 år, men de sidste 14 år har jeg 

altså ikke gjort det, siger Marlené. 

8 hus forbi · nr. 69 · januar 008 

Første indbrud som fem årig 

Hun kommer oprindeligt fra Sverige, 

men flyttede med sin mor og søster 

til København i 198 . Inden da havde 

hun nogle turbulente år. Forældrene 

blev skilt, da Marlené var seks år, og 

når hendes mor var ude at rejse med 

sit arbejde, boede hun hos sin far. 

Dér, i et hus med svømmepøl, sauna 

og solarium, følte hun sig aldrig sær- 

lig velkommen, og i perioder boede 

hun i stedet hos sine bedsteforældre. 

- Allerede som fem årig begik 

jeg mit første indbrud i børnehaven. 

Jeg havde set, hvor min lærerinde 

gemte nogle penge på kontoret. Så 

inden jeg skulle hjem fra børnehaven, 

gik jeg ind og åbnede vinduet på 

kontoret, og senere tog jeg derned, 

kravlede ind af vinduet og stjal pengene, 

fortæller Marlené. 

I Danmark flyttede Marlené til 

Istedgade-kvarteret i København. 

Hun var 15 år, startede på Gasværkvejens 

Skole og røg ret hurtigt 

ind i det kriminelle miljø i nabolaget. 

- Min mor har altid haft et stort 

hjerte, så hun plukkede gadebørn op, 

som hun hjalp. Derfor boede Store 

Tine hos os, da hun skulle ’på en kold 

tyrker’ (afgiftes, red.). Da det efter 

14 dage gik bedre, fulgte jeg hende 

ned på gaden for at hjælpe hende i 

gang igen. Men det første, Store Tine 

gjorde, var at gå ned i en klub for 

at få stoffer. Jeg sagde til hende, at 

hvis hun sniffede heroin, gjorde jeg 

det også – og det blev min første 

gang på stoffer. Først havde jeg det 

skidegodt, så brækkede jeg mig, så 

havde jeg det skidegodt igen, og så 

brækkede jeg mig. Men jeg tror nu, 

at jeg blev afhængig, fordi jeg tit 

gik ind til vores nabo og røg hash 

– troede jeg! I virkeligheden havde 

naboen toppet jointen med heroin 

Jeg har en god mor, der bærer på en masse. 

Hun har hjulpet mig meget. 

i fem måneder. Jeg tog min første 

sprøjte i april 1985, og den tredje maj 

samme år blev jeg hiv-positiv. På det 

tidspunkt var jeg begyndt at trække 

og havde lejet et værelse af en ven, 

der er død i dag – og det var hans 

sprøjte, jeg brugte. 

Uden mor var jeg død 

Siden er der sket meget for Marlené. 

Hun har boet sammen med sin svenske 

kæreste i en længere periode i 

Sverige, på herberget i Hillerødgade, 

på gaden i tre år og er kommet meget 

på Hanne Mariehjemmet i Roskilde 

(kvindekrisecenter for stofafhængige 

Vi beklager 

kvinder, red.). Marlenés mor bor i dag 

i Danmark, og er det mest stabile og 

trygge menneske i hendes liv: 

- Jeg har en god mor, der bærer 

på en masse. Hun har hjulpet mig 

meget. Hvis jeg ikke havde hende, var 

jeg død i dag. Jeg har daglig kontakt 

med hende, og hun støtter mig i alt. 

Jeg vil gerne være så meget som 

muligt samme med hende, men lige 

nu er det svært, siger Marlené. 

Hun tager sine briller af for at 

tørre en lind strøm af tårer væk, som 

triller lige så stille. For Marlené har 

to nevøer, som hun er meget glad for. 

- De er alt for mig, siger hun. 

Men hun vil ikke have, at de skal 

se hende i øjeblikket, fordi hun kun 

har én tand tilbage. De andre er ædt 

op af narko og hiv. Marlené mener, at 

nevøerne vil blive drillet med, at de 

har en tante, der er narkoman. Derfor 

glæder hun sig til, at hun får taget 

sig sammen til at få et gebis. Men lige 

nu er fokus for Marlené at få flyttet 

sine ejendele ud til Valby, og derefter 

vil hun gerne have ordnet sine 

tænder, få nye briller og en ordentlig 

pensionsordning. For den svenske 

pension, hun får nu, er hverken til at 

leve eller dø af, konstaterer Marlené. 

birgitte.hoegh@os.dk 

På bagsiden af decembernummeret af Hus Forbi bragte vi historien om 

Mitzi. Som illustration til artiklen viste vi bl.a. en sprøjte, der fejlagtigt 

kunne opfattes som en sprøjte til heroin. Men Mitzi har været 

sukkersyge patient, siden hun var syv år, og har skullet sprøjte sig med 

insulin dagligt. Og det var, hvad sprøjten skulle illustrere. 

- jalini

Colding, Cross og Maasbøl: - Hus Forbi

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?