FRA JYLLANDS VESTKYST af Torben Klinting.rtf - Lodberg

127
Tidlig i Foraaret, i Almindelighed paa Hvide- Tirsdag,
mødte Søfolkene igen, og saa blev ethvert Skib "skruet op."
Den driftige Pramskipper, Hans Lønne, der havde sit Hjem i
Sdr. Bork, men mest boede i sit Skibsruf, som laa paa
Skrænten vest for Kroen ved Gabet, mødte ogsaa. Han havde
nogle meget lange og svære Træskruer, som var anbragt i
tykke Træblokke, og de virkede som Dunkraft, naar fire
haandfaste Karle tvang dem rundt med Haandspage.
Desuden havde han ejendommelige Grejer og Spil, saa han
kunde tvinge Skibene fra en Side til en anden og løfte dem
op paa Ruller, saa de let kunde sættes ud.
Naar Skibene var skruet op, blev de efterset baade ud-
og indvendig. Søfolkene havde travlt med at kalfatre, at
stoppe optrævlet Tovværk i Sprækkerne. Alle Naadder,
Fuger mellem Plankerne, maatte nøje under søges og tættes,
og man hørte en Hamren og Banken paa de mange Skibe,
som snart igen skulde stikke i Søen. Beg og Tjære blev der
brugt meget af, og der var travlt med at male. Sejl og
Tovværk maatte efterses og udbedres, og alt Arbejde blev
udført af Søfolkene.
Naar Foraaret var inde, og Skibene færdige, blev de sat
ud. De forskellige Skibsmandskaber hjalp hverandre ved
Arbejdet, og naar alle Skibe var sat ud, maatte de til
Ringkøbing efter Ladning.
I Aaret 1861 var Besejlingsforholdene saa gode, at
Skibene kunde flyde over Grundene, om ikke med fuld
Ladning, saa med Størstedelen af den. Ole Johnsen Høy, der
dette Aar var Skipper paa Galeasen "Nymindegab" og boede
i Stavning, fortæller i sin Levnedsbeskrivelse derom: