FRA JYLLANDS VESTKYST af Torben Klinting.rtf - Lodberg

56
ven; men han kunde i Førstningen ikke gøre sig forstaaelig
for Børnene, og han kunde ikke forstaa dem. Sagde han med
sin norske Betoning til en lille Pige:
"Vil du være Kæresten min?" saa forstod hun ham ikke.
Kaptajnen gav ikke tabt. Da han noget efter spurgte
Pigen: "Er du gift?" forstod hun ham, lo og svarede, at hun
var kun 10 Aar og var ude at tjene, at hun gik i Skole, og at
hun vogtede Køer og Faar, og til Vinter skulde hun hjem til
Far og Mor. Nu var Isen brudt, og Kaptajnen og Børnene
havde megen Glæde af hverandre.
Hunden var Kaptajnens Yndling, og det lod til, at
"Knorres, " saaledes hed Hunden, ogsaa syntes godt om
Kaptajnen. Den fulgte med ham til Havet og var ham meget
lydig. Han lønnede Hunden med, at den fik Lov at sidde paa
en Stol ved Bordet, og Kaptajnen delte sin Mad med den.
En Dag kom Kaptajnen og Hunden hjem fra en Tur i
Klitterne, og da fortalte Kaptajnen Børnene, at Hunden var
rendt efter en Herre og havde skræmt Herren langt bort.
Børnene forsikrede, at det plejede Hunden aldrig at gøre, og
efter megen Snakken og Leen, gik det op for Børnene, at
Herren var "æ Haar", Haren. Kaptajnen kunde ikke forstaa
Børnene, og han klagede: "Men tal dog Skriftsproget, kære
Børn!"
De Stakler! Det kunde de ikke, og Kaptajnen kunde
ikke tale Jysk.
Mens Kaptajnen opholdt sig i Henneby, drev Liget af en
ukendt Sømand i Land og blev begravet paa Henne
Kirkegaård. Byens Piger bandt Kranse til Sømandens Baare.
Det rørte Kaptajnen; han takkede dem og sagde bevæget: