FRA JYLLANDS VESTKYST af Torben Klinting.rtf - Lodberg

88
skrevet og sunget om sin gode og brave Stiffader. Her
gengiver han, hvad hans Stitfader har fortalt:
Som Vogterdreng længtes jeg efter at blive konfirmeret
og komme til Søs. De foreholdt mig, at jeg kunde falde ned,
slaa mig ihjel eller drukne; men dermed skræmmede de mig
ikke. Jeg havde tit prøvet at falde fra en Hesteryg ned paa
Jorden, og de mange onde og skindmagre Krikker, som jeg
vogtede for Hestepranger Villum paa Lyngtoft, havde baade
bidt og slaaet mig, saa jeg mente, at Faren paa Søen ikke var
større end paa Landet. - Jeg fik mit Ønske opfyldt og kom til
Søs lige efter min Konfirmation.
Den første Skipper, jeg sejlede med, var en Fanøskipper,
som kaldtes Søren Oldefar. Jeg havde det nok hverken værre
eller bedre, end Skibsdrenge i Almindelighed havde det i
min Tid. Jeg har siden gaaet paa Nordby Kirkegaard og set
mange for mig kendte Navne paa Søfolk, og Minder om
overstaaede Farer har derved trængt sig frem.
Som Matros lærte jeg at tale forskellige Sprog.
Tysk lærte jeg især, da jeg var Matros paa et Skib fra
Flensborg, hvor Mandskabet mest bestod af Tyskere. Brødet
og Smørret fik hver Mand tilmaalt, og til Middag fik vi hver
Dag Ærter og Flæsk. Vi var to unge Danskere om Bord, og
vi vilde gerne tale Dansk med hinanden, men det taalte
Tyskerne ikke. De sagde, at vort Sprog lignede den Lyd,
man hører, naar der skæres Hakkelse.
Jeg bestod Styrmandseksamen i Flensborg og sejlede
derefter i nogle Aar som Styrmand med min Broder, Peder
Johnsen Høy, som sejlede paa Horsens for den kendte Reder
Jens Monberg.
Engang havde vi en meget besværlig Rejse hjem