KRIG - Nyimpuls.dk

Hvad kan
•
Ja gøre
mht krig?
Nu da en større krig lurer - og måske er i fuld
gang, når dette blad udkommer - vil nogle nok
være interesseret i, hvad Martinus mente,
dengang det handlede om Vietnamkrigen.
Følgende indlæg er fra en spørgerunde efter et
foredrag, Martinus holdt i Sverige, og som har
været rundsendt i Kosmo-gruppen i forbindelse
med en debat om handling kontra ikkehandling
i forbindelse med en evt. Irak-krig. Vi
brugte det som oplæg til en debat i vor
tirsdagsgruppe i Klint, et par af deltagerne
har nedskrevet sine komentarer her.
(Martinus-indlægget er oversat fra svensk af red.)
Spørgsmål: Vi behøver ikke være bange for krigen, forudsat
vi ikke har den karma, at den vil ramme os. Men
hvordan med vores næstekærlighed? Vi kan vel ikke bare
tage den med ro uden dermed at være ligegyldige overfor
næstens lidelser? I Vietnamkrigen står det vel usædvanligt
klart, hvem der er angriberen. Kan vi uden at svigte
næstekærlighedens bud undslå os for at tage stilling til
denne krig, opinionsmæssigt og med bidrag til hjælpeindsats?
Martinus: Det er klart, at det ikke er de, som er længst
borte, som det specielt gælder om at hjælpe. Det hedder jo
vor næste. Hvis der ikke er nogen at hjælpe herhjemme, er
det udmærket at hjælpe langt borte. Hvem der er angriberen
i denne krig, anser jeg for ligegyldigt, for de har jo
begge overtrådt loven. Amerikanerne fører krig mod Viet-
nam, og vietnameserne fører krig mod de førstnævnte. Så
kan man måske sige: ja, men disse forsvarer sig jo. Men
det er dog deres karma, de har til gode.
Både amerikanerne og vietnameserne vil få den karma
tilbage. Når de så en gang med tiden fødes igen, er de
kommet op på et humant plan. Når de, som nu dør og
lemlæstes i krigen, kommer tilbage, vil de hurtigere komme
op på et humant plan.
Jeg synes ikke, man behøver tage stilling. Det er jo deres
egen karma. Men hvis man har næstekærlighed, kan man
dog heller ikke være ligeglad. Hvad kan man så gøre?
N år man ved, det handler om en følge af den guddommelige
lov, og at det er en nødvendighed, for at de skal komme
til at opleve, at man ikke bør føre krig, så er det jo absolut
nødvendigt, at de må føre krig for at få virkningerne.
Det man skal gøre i sit daglige liver at hjælpe sin næste.
Hvem er så den næste? Det er den, som "ligger" på vor
vej, sådan som vi læser om den barmhjertige samaritan.
Man må hellere hjælpe et dødssygt eller skadet menneske
her, for til de der findes længere borte må der findes andre,
der er nærmere. J eg mener, man behøver ikke bekymre
sig så meget om dem, der kæmper langt borte. Der
findes jo tilstrækkelig mange lige omkring os. Hvis vi vil
udvikle vor næstekærlighed, hvis vi vil være kærlige og
gode, findes der tilstrækkelig mange at øve sig på her.
Man behøver ikke sige, at man er ligeglad. Man kan jo
11