KRIG - Nyimpuls.dk

Frygt, som af mange forfattere udnævnes til at være menneskets
værste fjende, er utvivlsomt en af de stærkeste
frihedsbegrænsende faktorer. Helt og fuldt at slippe frygten
er, så vidt jeg kan se, et spørgsmål om vort forhold til
Gud.
Men ikke alle oplever frihed som et gode, for hvor meget
kan man klare? Da den amerikanske psykolog og filosof
Erich Fromm i 1941 med baggrund i Nazismen skrev
"Flugten fra Friheden" behandlede han netop frihedsbegrebet
som et psykologisk problem. Han påviste således,
hvorledes mange mennesker havde svært ved at klare
friheden - altså friheden til at vælge og tage ansvar for
eget liv. For mange unge mennesker var det utvivlsomt
hovedårsagen til, at de meldte sig under nazismens faner,
hvor valget og ansvaret var lagt i andre hænder. Det var
simpelt hen foruroligende at se, hvor langt mennesket er
villig til at gå, for at blive befriet for ansvarets byrde. Det
rejser et vigtigt eksistentielt spørgsmål: Kender vi overhovedet
os selv?
Kender vi os selv?
Mange har undret sig over, at ganske almindelige mænd,
som f. eks. var kendt som gode og kærlige familiefædre
som fangevogtere i Nazismens koncentrationslejre kunne
udøve tortur overfor fangerne. Undersøgelser har imidlertid
vist, at almindelige mennesker, der faktisk er kærlige
familiefædre - eller -mødre, kan påføre andre mennesker
ret alvorlige smerter, når det blot sker på kommando
- altså at ansvaret tilsyneladende er lagt i en jordisk
autoritets hænder. Tilsyneladende - fordi, man jo ikke
kan løbe fra skæbneloven. Også Niirnbergprocessen understregede,
at man ikke er fritaget for ansvar, fordi ens
handlinger sker på kommando fra en autoritet. Med hensyn
til den kosmiske skæbnelov, så må den tilbagevende
skæbnebue formodes, at fordele sig mellem autoriteterne
og vedkommende, der udfører handlingerne. Vi kan her
med en vis berettigelse sætte spørgsmålstegn ved, i hvilken
grad vi dybest set kender os selv. Og i overensstemmelse
med artiklens emne er det relevant at spørge, om
man er fri, når man ikke kender sig selv? Måske et af de
vigtigste formål med vor optræden her på den fysiske
arena. Det rigtige menneske er utvivlsomt et menneske,
der kender sig selv.
Fra dyr til menneske
I vor lange udvikling fra plante til dyr og videre til rigtig
menneske sker der en gradvis udvikling af området for
vor frie vilje; nemlig i takt med de voksende muligheder
for fri bevægelse; hvor planten jo er bundet til voksestedet;
medens dyr har langt større muligheder foreløbig
kulminerende med jordmennesket; hvor teknikken og dermed
befordringsmidlerne i kolossal grad har udvidet området
for bevægelsesfrihed.
Parallelt med denne udvidelse af vor bevægelsesmuligheder
er der imidlertid også en modsat rettet bevægelse,
nemlig i retning af frihedsbegrænsning. Det gælder
først og fremmest i takt med samfundsdannelse og kulturudvikling,
hvor menneskene får brug for evner til at tage
hensyn til andre - altså en socialt eller samfundsmæssigt
betinget begrænsning af egen frihed. Her træder den kulturskabende
slibesten i funktion - specielt når vi efter evt.
dyrekøbte erfaringer finder ud af, at man ikke kan forlange
større frihed, end man selv er villig til at give andre.
Erfaringerne vil lære os, at såfremt frihed ikke følges af
ansvarsfølelse, så vil man den ene gang efter den anden
støde hovedet ind i en mur.
Som Martinus skriver: "Der hvor der ingen frihed gives
væsenet, kan der heller ikke opstå nogen ansvarsfølelse.
Og der, hvor der ingen ansvarsfølelse er, kan der kun opstå
svækkelse af individualitetsfølelsen. Væsenerne kan
kun udvikle sig til mentale automater." (LB stk. 1337)
Mon ikke historien viser mange eksempler på dette - også
den nyeste? På den anden side ser vi jo også - og ikke
mindst - hvad uhæmmet frihed kan føre til af destruktion,
forbrydelser og alskens dårligdom - altså eksempler på
manglende ansvarsfølelse - en egenskab, der i nogen grad
kan indlæres som et led i børneopdragelse, men hvor hverdagens
mange erfaringer uden konkurrence er den bedste
læremester. Og som Martinus også skriver: "menneskene
må have frihed til at gøre de erfaringer, som virkelig skal
frigøre dem. Hvis man binder andre, bliver man selv bundet,
giver man andre fri, bliver man selv fri" (Kosmos
1968 s. 109). - Men skæbne loven er da også så viselig
struktureret, at hver enkelt menneske gradvist vil opnå
disse erfaringer: "Hvert eneste menneske vil nødvendigvis
gennem sin skæbne i dette og kommende liv gøre de
erfaringer, der er nødvendige for, at det kan tåle at erhverve
en frihed, som ikke fører det ud i udskejelser, men
giver det evne til at beherske både den fysiske og åndelige
materie i overensstemmelse med livets love". (Kosmos
1978 s. 126).
Indre frihedsbegrænsende faktorer
Men frihed er ikke blot et spørgsmål om frihed fra ydre
begrænsninger. Vi mennesker skaber mange indre begrænsninger
af vor frihed. Spørgsmålet om fri vilje har til
alle tider været et fremtrædende debatemne. For hvor går
grænsen? Martinus svarer: "Vi har fri vilje i samme grad,
som vi er i overensstemmelse med Guds vilje". Og som
det hedder i Fader Vor: Ske din vilje, som i himlen således
også på jorden". Krishnamurti siger det samme på en lidt
anden måde: "At tjene Gud er ensbetydende med fuldkommen
frihed. Og omvendt: fuldkommen frihed er at tjene
Gud". ("Den eneste frihed" s. 14) - og han fortsætter:
"Den sande frigørelse er en indre frihed af skabende virkelighed"
(samme s. 17). Sandsynligvis den eneste virkelige
frihed. - Fuldmægtigen i Sherfigs bog fik i fængslet
31