KRIG - Nyimpuls.dk

Martinus kæmpede sig ikke til
kosmisk bevidsthed
Hvis man fastholder, at Martinus skal have betegnelsen
mystiker, fokuserer man, så vidt jeg kan se, specielt på
Martinus kontakt med det guddommelige, og hans kosmiske
bevidsthed som et mål i sig selv. En kosmisk bevidsthed
som man kan sige, han fik som en "mystisk oplevelse".
Man kommer hermed til at pådutte ham, at han har opnået
dette mål gennem livsforløbet, via en "slidsom" og
livslang udvikling. Jeg ved godt, at den, der siger det, ikke
opfatter det sådan, men betegnelsen vil nok medføre, at
den, der ikke kender til Martinus, vil opfatte det sådan,
og det er uheldigt, fordi det jo netop er i sådan en situation,
at det rigtige ordvalg er særlig vigtig.
Martinus livslange arbejde var absolut slidsomt, henset
til hans bestræbelser for at formulere sin kosmologi på
den bedste måde. Hans udvikling var derimod ikke slidsom
og livslang. Han fik tilbagegivet den udvikling, han
havde opnået gennem tidligere liv, næsten momentant, ved
at han fik kosmisk bevidsthed.
Han var fra barns ben et dybttænkende menneske, der bad
til gud, men ikke for at opnå en højere udvikling i forhold
til andre mennesker.
Den faktiske situation var, at Martinus, med et slag fik
kosmisk bevidsthed, og at det kun var et værktøj, som det
guddommelige gav ham i hænde, for at han kunne udføre
det arbejde og nå det mål, som var hans opgave, nemlig at
give menneskene en sammenhængende og logisk forståelig
indsigt i universet, de kosmiske love og den åndelige
og fysiske virkelighed, og dermed alt levendes forhold til
guddommen. Et værktøj han ikke skulle kæmpe for at få
og bevare, men frit kunne bruge under den forudsætning
at han levede i overensstemmelse med alkærligheden. En
forudsætning han ikke havde problemer med at opfylde,
eftersom han, så vidt jeg kan se, må være forudbestemt
til sin opgave.
Jeg vil dog fuldt ud acceptere, at man betegner Martinus'
indvielse, hvorved han fik kosmisk bevidsthed som en
"mystisk oplevelse". Den er af samme art, men på et helt
andet niveau end de oplevelser som en række religiøse og
dybttænkende mennesker har haft gennem tiderne. Sådanne
mystiske oplevelser rubriceres under religionsfænomenologi
og betegnes med en vis ret som mystiske,
set fra et almindeligt menneskes synspunkt.
Det er min opfattelse, at hvis man fæstner betegnelsen
mystiker på Martinus, kommer man til at bytte om på
læreren og eleven. Vi skal være opmærksom på, at
definitionerne, som vi finder i bøgerne, er udformet på
basis af situationer (mennesker), som nok var mere udviklede
end menneskene på deres tid i almindelighed, men
ingen af dem var virkelige mestre som Martinus (så vidt
jeg ved, betegner man ikke Kristus som mystiker). De
måtte alle arbejde med sig selv og derved udvikles. Dette
arbejde medførte i en række tilfælde, at de fik en "mystisk
oplevelse". Deres arbejde og indsigt var forbilledlig for
deres omgivelser. Deres indsigt var også i nogen grad
mystisk, og derfor også i en vis udstrækning uforståelig
for omgivelserne. Martinus hører ikke til denne kategori.
Vi skal endvidere være opmærksomme på, at alle de mennesker,
der har dannet grundlaget for det begreb, som
udtrykkes ved ordet mystiker, tilhører den gamle verdensimpuls,
som var baseret på tro, og ikke på reel forståelse.
Disse mennesker, deres udsagn og forklaringer, virkede
derfor mystiske på deres medmennesker.
Martinus taler til menneskenes
sans for logik
Martinus er indbegrebet af den nye verdensimpuls, hvis
forklaringer og redegørelser er samlet i "Det Tredje Testamente".
Værket er udformet på en måde, som skal gi ve
mennesker forståelse og indsigt. Indholdet taler til menneskers
intelligens og logiske sans, og udsagnene kan i en
vis udstrækning efterprøves af det enkelte menneske. Efter
min mening vil det alene af den årsag, være forkert at
benytte den gamle verdensimpuls ' begreb "mystiker" på
formidleren af den nye verdensimpuls: Martinus.
Endnu mere uheldig bliver ordet mystiker som betegnelse
for Martinus derved, at sprogets udvikling har påvirket
begrebets indhold, således som der er anført i Den store
danske Encyklopædi, således at
"I dagligsproget bruges begge ord (mystik og mysticisme)
bredt om noget mærkeligt og hemmelighedsfuldt og ofte
på en måde, der udtrykker en afstandstagen."
Denne drejning vil være med til at give mennesker opfattelsen
af, at det, Martinus har skrevet i sin kosmologi, er
mystik af en sådan art, at indholdet ikke er til at tage og
føle på og tilhører gruppen af åndelige retninger, som er
umiddelbart uforståelige for ikke indviede mennesker. En
sådan opfattelse svarer slet ikke til det, jeg ser i Martinus
kosmologi.
Jeg håber, at jeg hermed, på en klar, logisk og forståelig
måde, har kunnet beskrive det fejlagtige
i, samt ulemperne ved, at give
Martinus betegnelsen "mystiker".
Som nævnt fo-reslår jeg i stedet betegnelsen
intuitions-kosmolog.
af Kurt Christiansen
23