Case – Et eksempel på en handleplan - Landsforeningen Autisme

Som teenager ligner han alle andre
– nu er døgnsrytmen automatisk den
omvendte af forældrenes!
Benjamin har det stadigvæk allerbedst
når han ved besked med hvad
der skal ske den kommende dag. I
dag er han ikke afhængig af et visuelt
dagsskema, men kan skabe sig
overblikket ved at høre de enkelte
aktiviteter ridset op; hvad skal vi lave,
hvem kommer på besøg, hvornår ca.
begynder de enkelte aktiviteter osv.
Men han skal også have at vide
hvornår han skal være sammen med
resten af familien og hvornår han må
trække sig tilbage på sit værelse. Som
de fleste andre børn og unge med
ASF har Benjamin et stort behov for
at trække sig tilbage til sit eget værelse
flere gange i løbet af dagen for at
samle sig, afskærme sig fra de mange
stimuli, hvile ud, beskæftige sig med
sine favoritspil osv. Da Benjamin var
mindre kunne dette give anledning
til diskussion med bedsteforældre og
andre slægtninge som havde svært
ved at forstå vigtigheden heraf, men
som enten syntes vi som forældre
gav ham for frie tøjler eller som syntes
det var synd for ham at ikke måtte
være med i fællesskabet. Derfor er
det vigtigt at bruge tid på at forklare
omgivelserne hvorfor vores børn har
brug for retrætemuligheden.
Julen byder ofte på lange promenader
(for at de voksne skal kunne
frembringe en lille smule appetit til
næste måltid) og disse muligheder
for frisk luft og bevægelse er også en
god retrætemulighed samtidig med
at det giver mulighed for at være på
tomandshånd med barnet/den unge
og mulighed for at løsne op for evt.
konfliktemner.
Utroligt mange forventninger knytter
sig til julegaveuddelingen og det var
i flere år en af de største hurdler at
komme gennem. Benjamin var som
så mange andre børn med ASF ikke i
stand til at håndtere hverken mængden
af gaver eller det manglende
kendskab til indholdet i gaverne.
Der opstod hver jul konflikter, gråd,
aggressioner, skrig og råben og alle,
børn som voksne, var frustrerede og
skuffede indtil vi fandt løsningen.
Benjamin skriver, præcis som hans
søskende, en ønskeseddel i begyndelsen
af december. Som mindre var
det med udgangspunkt i legetøjskataloget
fra Fætter BR eller Toys’R’Us
– nu kan han uden hjælp formulere
sine ønsker. I løbet af december taler
vi hver dag med Benjamin om hvad
han ønsker sig og med tiden svinder
ønskesedlen ind til et passende antal
gaver fra familien. En af de aller sidste
dage før juleaften går Benjamin sammen
med en af os forældre og den
tilpassede ønskeseddel ud og køber
alle gaverne.
Vel hjemme igen bliver de pakket ind
sammen med Benjamin og stillet et
sted som Benjamin har kendskab til.
Hele tiden med beskeden om at disse
gaver er dine og de skal pakkes op
sammen med alle andres gaver på
juleaften. Det giver en vidunderlig ro
over Benjamin – og resten af familien.
Han ved præcis hvad han får i gave
og han glæder sig!
Andre traditioner, som f.eks. at danse
om juletræet og synge julesange har
vi også lavet aftaler med Benjamin
om. Da han som lille ikke kunne fordrage
hverken at danse eller synge
lavede vi aftale om at han skulle blive
i stuen medens vi andre gik om juletræet.
Da han blev ældre udvidedes
aftalen til at han deltog i en sang og
at han selv bestemte hvem han skulle
holde i hånden.
Vores familie er glad for brætspil og
vores juledage bliver ofte brugt på at
spille sammen. Det har vist sig være
en god måde for Benjamin at deltage
i fællesskabet. Nogle spil egner sig
kun for to, andre for flere men alle har
det til fælles at de på en meget struktureret
og forudsigelig måde opstiller
grænserne for det sociale samvær.
Og det har yderligere den fordel at
man gerne, trods sin alder, må spille
børnespil med sine yngre kusiner og
fætre uden at det anses for barnligt.
Og til sidst – hele julen handler, som
så meget andet om, at sætte forventningerne
på et niveau som vi kan
håndtere. Lad ikke stressen tage over
– det er den sikre kimen til konflikter.
Planlægning og atter planlægning er
løsningen, for en ting er sikker – det
bliver juleaften hvert år, også i 2006!
8 Landsforeningen Autisme Nr. 6 – 2006
Landsforeningen Autisme Nr. 6 – 2006 9