Download rapport - Center for Alternativ Samfundsanalyse

6RLDO cUVUDSSRUW

Birte Bech-Jørgensen, forskningsprofessor ved Institut for Sociale
Forhold og Organisation, Aalborg Universitet, og tilknyttet Forskningsgruppen
Arbejds- og Levemiljøer.
Brian W. Lentz, projektleder, Sydhavns-Compagniet og FU-medlem,
Socialpolitisk Forening.
Sussi Maack, leder af De Frivilliges Hus i Aalborg.
Niels Holck, tidl. rektor for Gedved Statsseminarium, medforstander
på Rødding Højskole. Formand for Frivillighedsrådet i Skive og
Socialpolitisk Forening for Viborg Amt.
Nanna Mik-Meyer, antropolog og ph.d.-stipendiat ved Sociologisk
Institut, Københavns Universitet
Bent Rold Andersen, økonom og professor. Tidligere forsker ved SFI
og AKF. Tidligere socialminister. Nu lokalpolitisk aktiv i Næstved.

Dette er 3. årgang af Social Årsrapport, der er et tidsskrift, som årligt sætter
fokus på de danske sociale forhold og indsatsen på det sociale område.
Formålet med udgivelsen af Social Årsrapport er for det første at give et
overblik over og en dokumentation af udviklingen på centrale sociale områder
ved hjælp af tal og statistikker. For det andet at vurdere udviklingen i et
kritisk lys, både samlet og på enkeltområder. For det tredje er det formålet
at sætte fokus på socialpolitiske problemstillinger for på den måde at være
med til at holde liv i den socialpolitiske debat.
Velfærdssamfundet må anskues ud fra, om der er lige muligheder for alle,
og hvordan vi tager os af de socialt dårligt stillede. Det er den vinkel på velfærdssamfundet,
der er den centrale i Social Årsrapport.
Det danske velfærdssamfund er udviklet gennem de seneste 50 år. Der har
været tale om en materiel velstandsfremgang, der har bund i, at vi som samfund
er blevet rigere og rigere. I forhold til andre lande har vi ud over et relativt
højt materielt niveau et udbygget net af økonomiske velfærdsydelser og
adgang til en række offentlige serviceydelser, som er gratis.
Velfærdssamfundet er imidlertid også kendetegnet ved social og økonomisk
ulighed, og der finder en konstant udstødning sted af personer fra arbejdsmarkedet.
Personer, som bliver nedslidt eller ikke kan følge med eller som
bliver ramt af arbejdsløshed, ulykker eller sygdom. På trods af et udbygget
arbejdsmarkeds- og socialt system er integrationsmekanismerne vanskelige
i velfærdssamfundet. Det betyder, at nogle bliver marginaliseret i forhold til
samfundet, og nogle bliver helt udstødt.
I dag udgives der generelle beskrivelser og analyser på det socialpolitiske
område, fx Socialministeriets Sociale Tendenser og Finansministeriets årlige
budget- og finansredegørelser. Selv om disse rapporter er meget værdifulde,
lider de af den svaghed, at de stort set kun giver udtryk for den siddende regerings
analyser og synspunkter på sociale problemstillinger.
Det er et manglende samlet overblik over udviklingen på det sociale område
samt kritiske vurderinger af den socialpolitiske indsats, der er baggrunden
for tanken om en årlig social rapport. En rapport, som på den ene side kan
dokumentere, hvordan det går på det sociale område, og samtidig kritisk kan
vurdere udviklingen og den sociale indsats.

Er de sociale uligheder blevet mindre? Er der blevet færre eller flere dårligt
stillede, er vilkårene blevet bedre for dårligt stillede i samfundet, og behandler
vi dem værdigt? Hvordan kan det være, at der er hjemløse i velfærdssamfundet?
Social Årsrapport indeholder for det første statistisk dokumenteret materiale.
Der er lagt vægt på belysning af en række sociale indikatiorer såsom indkomstulighed,
antal modtagere af sociale indkomstoverførsler, antal personer,
der er arbejdsløse, på kontanthjælp og på førtidspension og på baggrund
af egne kørsler foretaget på Danmarks Statistiks Sammenhængende socialstatistik,
hvor længe folk opholder sig i de offentlige ydelsessystemer, og i
hvilket omfang det lykkes at komme ud af systemerne og ind i en selvforsørgelsessituation.
Derudover tages emner op, som er aktuelle i den socialpolitiske debat. I denne
årsrapport sættes der fokus på det lokale. Der bliver set på regionale og
geografiske forskelle og uligheder.
Social Årsrapport udgives i et samarbejde mellem Center for Alternativ Samfundsanalyse
(CASA) og Socialpolitisk Forening.
Rapporten finansieres med tilskud fra: Dansk Socialrådgiverforening, Socialpædagogisk
Landsforbund, BUPL, Egmont-Fonden, Dansk Magisterforening
og Pædagogisk Medhjælper Forbund.
Der er nedsat en redaktionsgruppe, som har det faglige ansvar for årsrapporten.
Redaktionsgruppen består af:
Annette Carstens, afdelingsleder i Beskæftigelsesafdelingen, Indre Nørrebro
Bydel.
Finn Kenneth Hansen, forskningsleder i Center for Alternativ Samfundsanalyse,
CASA.
Henning J. Nielsen, psykolog, Aspekt Psykologisk Praksis.
Peter Abrahamson, lektor på Sociologisk Institut, Københavns Universitet.
Rikke Posborg, udviklingskonsulent i Kristeligt Studenter-Settlement, repræsentant
for Socialpolitisk Forening.
Den dokumenterende statistiske del af rapporten er udarbejdet af cand.polit.
Henning Hansen og cand.polit. Finn Kenneth Hansen begge fra CASA.
Den tekniske udførelse og layout af årsrapporten er udført af Britta Lerche,
CASA. Forside og produktion er udført af Grafisk Himmel.
Oktober 2001
Redaktionsgruppen

Glogalskabens tid
af redaktionen .................................................... 7
Den sociale udvikling ............................................ 15
Indkomstfordelingen ............................................. 31
Regional ulighed
ved Hans Thor Andersen og Frank Hansen ......................... 35
Arbejdsløshed ................................................... 43
Kontanthjælp.................................................... 55
Revalidering .................................................... 67
Sygedagpenge ................................................... 71
Førtidspension .................................................. 75
Børn og unge .................................................... 85
Brobyggerne, de hjemløse og naboerne
af Birte Bech-Jørgensen ........................................... 91
Sydhavns-Compagniet
af Brian W. Lentz ................................................ 99
Det frivillige sociale arbejde i udvikling
af Sussi Maack .................................................. 111
En by i provinsen
af Niels Holck .................................................. 119
Den kommunale aktiveringsindsats
af Nanna Mik-Meyer ............................................ 135
Kommunaliseringen af socialpolitikken
af Bent Rold Andersen ........................................... 143

*ORJDOVNDEHQV WLG
Af redaktionen
Efter den 11. september i år kan ingen længere være i tvivl om, at vi lever i
1
glogalskabens tid. Terrorbombardementerne af World Trade Center i New
York og Pentagon i Washington D.C. har gjort os smerteligt opmærksom på,
at verden hænger sammen, at vi lever i en globaliseret eller i hvertfald internationaliseret
tid. Det kan således vel tænkes, at denne lokale hændelse får
verdensomspændende konsekvenser, f.eks i form af en ny krise for den internationaliserede
økonomi, og således også sætter en bremse for den danske
højkonjunktur. En af de måske paradoksale konsekvenser af denne tiltagende
internationalisering er, at det lokale vokser i betydning. Netop fordi vi nu
har mulighed for at kommunikere, handle og rejse på tværs af steder, får det
lokale rum en særlig betydning, dels som et sted der skal kunne tiltrække ressourcer
i en stadig stigende konkurrence med andre steder, dels som et sted
2
der skal kunne udvikle og fastholde sine ressourcer for at overleve. Tiden
3
devalueres, i stedet opprioriteres rummet, skriver Krishan Kumar. Forhold
omkring nærhed og afstand i rummet, snarere end i tiden, er det, der nu har
betydning. Samtidig betyder internationalisering, at nogle dominerende træk
i samfundsudviklingen udbredes til stadig flere steder. Nogle af disse internationale
træk har været en stigende grad af ulighed, marginalisering og polarisering
i befolkningerne, på samme tid en pluralisering og standardisering
af kulturelle udtryksformer, samt en ændring i politiske manifestationsformer,
hvoraf selvmodsterrorisme kun er én form. Når der ses bort fra de mest
rabiate højrekræfter, så har opinionen verden over været grundlæggende
enige i, at kampen mod terrorisme, religiøs ortodoksi, politisk reaktion og
kulturelt snæversyn er tæt forbundet med forbedring af levekårene overalt
i verden. Fattigdomsspørgsmålet specielt, og de sociale levekårs fordeling
generelt, er altså igen, og stadigvæk, sørgeligt aktuelt. Vi oplever nu, hvad
Loïc Wacquant har kaldt “avanceret marginalisering”. 4
Social Årsrapport har som formål at redegøre for, og dermed lægge op til diskussion
af, den sociale tilstand i dagens Danmark og således være et korrektiv
til de skønmalerier, som ofte udsendes fra officielt hold. Danmark er en
del af verden, og vi påvirkes af, hvad der sker andre steder. Men vi har også

en mulighed for og en forpligtelse til at forholde os aktivt til verdens tilstand.
Det kan vi bl.a. gøre ved at hjælpe andre i nød, men vi kan også gøre det ved
at foregå med et godt eksempel. Mange vil mene, at vi er et sådant godt eksempel
for hele verden, men spørgsmålet er, dels om vi er så gode, som vi tit
går rundt og tror og gerne overbeviser hinanden og ikke mindst fremmede
om, og dels om udviklingen går i den rigtige eller forkerte retning? Det er det
Social Årsrapport handler om dels gennem vores gennemgang af den sociale
tilstand med udgangspunkt i en række kvantitative indikatorer, og dels via
en række artikler der belyser udvalgte områder af vores velfærdssamfunds
aktuelle situation.
Generelt peger internationaliseringen altså på det paradoksalt vigtige i at fokusere
på det lokale niveau, og specielt lægger det forestående kommunalvalg
op til en sådan orientering imod de lokale forhold. Ofte diskuterer vi udviklingen
i aggregerede termer, såsom arbejdsløshedsprocenten, graden af
daginstitutionsdækning osv. Det er da også den måde, vi i de to foregående
årsrapporter har grebet tingene an. Men i Social Årsrapport 2001 har vi valgt
at supplere gennemgangen af de gængse indikatorer med deres fordeling på
lokalt niveau. Det vil sige, at vi i år ikke bare kan angive f.eks. korrigerede tal
for den gennemsnitlige ledighed, men også hvordan ledigheden fordeler sig
blandt landets 275 kommuner, ligesom vi har valgt at indhente artikler om
udvalgte emner, der alle fokuserer på, hvordan problemet udfolder sig og
forsøges tacklet lokalt.
Den gode nyhed er, at den registrerede ledighed er faldet markant siden
1993, og at den fortsatte med at falde, siden vi kommenterede situationen for
et år siden. Men den registrerede ledighed er ikke noget godt tal for, hvor
mange der står uden for arbejdsmarkedet. Derfor har vi udviklet begrebet
“uden ordinær beskæftigelse”, hvor vi samler alle dem, der er på orlov eller
i aktivering. Således korrigerer vi ledigheden fra at udgøre ca. fem procent
til at udgøre ca. ni procent i 2000 på landsplan. Hvis vi hertil lægger alle de
grupper, der er helt uden for arbejdsmarkedet, så viser det sig, at hver fjerde
dansker (25%) i arbejdsfør alder er forsørget på anden vis end ved arbejdsindtægt.
Dette tal er ganske vist lavere end i 1993, hvor der var tale om 28-
29%, men de 25% tyder på en stabilisering på det niveau, vi har haft i snit siden
midten af 1980erne. Den ændring, der er sket op igennem 1990erne, er,
at udviklingen ikke går så hårdt ud over de unge som tidligere.
At være uden for arbejdsmarkedet er afgørende for muligheden for integration
i hele samfundet, og vi har derfor undersøgt, om det er de samme individer,
der år ud og år ind er uden for. Det er det heldigvis ikke. Af dem, der
modtog en midlertidig ydelse i 1993, har halvdelen opnået selvforsørgelse
enten via job eller uddannelse tre år senere. Af dem, der modtog en langvarig
ydelse i 1993, var det imidlertid kun ca. hver fjerde, der ingen ydelse modtog
i 1999. Det vil altså sige, at jo længere man er afhængig af sociale ydelser, jo

sværere er det at blive selvforsørgende. Alder og etnisk baggrund er afgørende
variabler. Jo ældre man er, jo sværere er det at blive integreret på arbejdsmarkedet,
og jo mere fremmed baggrund man har, desto sværere er det. Den
gode nyhed er dog, at efterkommere af indvandrere klarer sig meget bedre
end deres forældre, men det tager altså tid at blive integreret, hvis man er af
fremmed herkomst!
Når vi betragter uligheden i form af fordelingen af den disponible indkomst,
får vi ligeledes et indtryk af stabilitet, men dog med en svag tendens til øget
ulighed. Den såkaldte maksimale udjævningskvotient, som angiver, hvor
stor en del af indkomsterne der skulle omfordeles fra de fattige til de rige for
at opnå en helt jævn indkomstfordeling, er steget fra 23,8% i 1990 til 25,2%
i 1999; før skat var den noget højere, nemlig 28,6% i 1999. De forbedrede økonomiske
konjunkturer siden begyndelsen af 1990erne er således ikke slået
igennem i form af en mere ligelig fordeling af de disponible indkomster, snarere
tværtimod! Desuden viser en særanalyse, vi har fået foretaget af indkomstfordelingen
imellem en række storkøbenhavnske byområder, at der er
en stigende tendens til, at forskellige indkomstklasser bosætter sig segregeret,
dvs. at de bedst stillede klumper sig sammen i egne områder, mens de
dårligst stillede koncentreres i andre byområder.
Hans Thor Andersen og Frank Hansen har sammenlignet situationen i 1981
med situationen i 1997. I 1981 udgjorde byområder med henholdsvis ekstrem
lav eller meget lav indkomst på den ene side og på den anden side byområder
med henholdsvis ekstrem høj og meget høj indkomst kun ca. 10% af alle
områder. I 1997 var denne andel vokset til godt og vel 40%. Der er altså sket
en kraftig polarisering af bosætningsmønstet i Storkøbenhavn. Dette hænger
snævert sammen med, at boligmarkedet er segmenteret – opdelt i forskellige
typer: ejerboliger – typisk parcelhuse – for sig og lejeboliger – typisk almennyttige
– for sig. Denne tendens er også steget kraftigt de seneste årtier. De,
der bor i almennyttigt boligbyggeri, er dårligere og dårligere stillet over tid,
mens det modsatte gør sig gældende for dem, der bor i parcelhus.
For at få et overblik over den sociale skævhed i hele landet har Andersen og
Hansen opdelt Danmark i en række såkaldt “arbejdsmarkedsoplande” og set
på, hvordan andelen af marginaliserede personer fordeler sig herpå i 1999.
I gennemsnit er 22% marginaliseret (efter deres definition), hovedstadsområdet
ligger lidt lavere med 19%. Oplande med lave procenter findes hovedsageligt
i Vest- og Østjylland. Omvendt er de arbejdsmarkedsoplande med den
største andel af marginaliserede områder såsom Lolland-Falster, Langeland
og Bornholm. Opgjort på kommuner fandt de, at følgende steder var dårligst
stillede i denne henseende: Skagen, Læsø, Samsø, Æreskøbing, Marstal, Rudkøbing,
Nakskov, Maribo, Nykøbing F., Møn, Rønne og Neksø. Ved at se på
udviklingen fra 1985 og frem til 1997 konkluderer de, at det fortrinsvis er de

områder, der var stillet dårligst i 1985, der har haft den mest negative forandring
frem til nu: “Der er tale om en øget polarisering, en tendens til geografisk
social marginalisering af visse dele af Danmark.”
Vel vidende, at nogle af de ovennævnte tal er gennemsnit for hele landet, har
vi som sagt i år foretaget en række beregninger, hvor vi har oplysninger fordelt
på alle landets kommuner. Vi kan derfor besvare spørgsmålet, om det
ser ens eller tilsvarende ud over hele landet? Og svaret er, at det gør det bestemt
ikke! Vi definerer integrationsprocenten som andelen af dem, der var
uden for arbejdsmarkedet i 1993, og der er selvforsørgende i 1999, og det
fremgår, at der er en faktor to til forskel på den kommune, hvor det er
sværest – en integrationsprocent på 26 – og den kommune, hvor det er lettest
– en integrationsprocent på 56. I gennemsnit har de danske kommuner en integrationsprocent
på 40, men de ti kommuner, der ligger bedst, har alle en
integrationsprocent, der ligger over 50, mens de ti kommuner, der har
sværest ved at løfte opgaven, har en integrationsprocent på mellem 25 og 30.
Mere detaljeret kan vi se, at de kommuner, der har opnået den bedste
integration af sine borgere, alle er fra hovedstadsområdet. Det drejer sig om
rige og velbjergede kommuner, såsom Allerød, Birkerød, Søllerød, Hørsholm,
og Gentofte. De steder i landet, hvor det er sværest at blive integreret,
er typisk de små øer – Læsø har den laveste integrationsprocent på 26 – eller
kommuner i de amter, vi kender som Udkantsdanmark, Storstrøm,
Bornholm og Nordjylland. Det drejer sig om kommuner, såsom f.eks. Rødby
og Munkebo, der ligesom de andre i denne gruppe er karakteriseret ved, at
de har mistet mange arbejdspladser i de seneste årtiers erhvervsmæssige
omstilling.
Ikke kun integrationen, men også udstødelsen eller marginaliseringen fra arbejdsmarkedet
er skævt fordelt. Hvis vi ser på den varige udstødelse i form
af overgang til førtidspension, så varierer procentdelen fra 3 til 12, mens
landsgennemsnittet er 6%. De steder, hvor færrest går på førtidspension, er
typisk små kommuner i Jylland, såsom Lunderskov, Frederikshavn, Hirtshals
og Fanø. Disse steder er det kun mellem tre og fire procent af dem, der var
uden for arbejdsmarkedet, der går på førtidspension. Omvendt drejede det
sig om 9 til 12% i de ti kommuner, hvor flest blev tilkendt en førtidspension.
Disse kommuner finder vi på Sjælland og Lolland-Falster. Det drejer sig om
f.eks. Nykøbing-Rørvig, Helsingør, Nysted, Holeby, Rødby og Skibby. Afgang
fra arbejdsmarkedet forekommer også i form af efterløn og overgangsydelse,
og igen finder vi en stor spredning. Procentdelen, der har valgt disse
former for tilbagetrækning, varierer fra 4 til 15; altså igen med ca. faktor fire.
De kommuner, der har den færreste trafik til disse ydelser, er spredt over hele
landet, og der tegner sig således her ikke noget særligt geografisk mønster.
Når vi betragter de 10 kommuner, hvor flest går på efterløn og overgangsydelse,
så dækker de også det meste af landet, men tre af de fire højeste af
dem ligger dog i Storstrøms Amt, som vi ved har og har haft en meget vanskelig
beskæftigelsessituation.

Vi har også undersøgt, om kommunestørrelse skulle være af betydning for
marginalisering og integration, og da viser det sig klart, at jo større indbyggerantal
kommunen har, jo større er integrationsprocenten. Omvendt er efterlønsprocenten
størst i de små kommuner, hvilket muligvis skyldes en anden
erhvervs- og aldersstruktur. Når det er sagt, så kan vi også konstatere,
at ikke alene er spredningen meget stor mellem samtlige 275 kommuner,
men spredningen er ligeså stor inden for grupper af kommuner med samme
størrelse. Det er altså ikke kun et spørgsmål om størrelse. Beskæftigelsespolitik
og den førte politik spiller også ind.
Regionale forskelle gør sig også gældende, når vi kort vender tilbage til ledigheden.
I de ti kommuner, der har den laveste ledighed i Danmark, er kun
to til tre procent af arbejdsstyrken registreret som ledig, mens det drejer sig
om mellem otte og 13 procent i de ti kommuner med den højeste ledighed.
Den lave ledighed finder vi i hovedstadsområdet og på Als, den højeste ledighed
finder vi i udkantsområderne, såsom de små øer samt Lolland-Falster,
Bornholm og Nordjylland. Som nævnt ovenfor, så finder vi det mere rimeligt
også at inkludere dem, der ikke er i ordinær beskæftigelse, dvs. dem,
der er i støttet beskæftigelse, uddannelsesforanstaltninger, orlov, og anden
aktivering.
Vi har i forhold til de forskellige aktiveringsforanstaltninger beregnet, i hvilken
udstrækning deltagerne tre år efter at have været igennem et sådant tilbud
er selvforsørgende. For landet som helhed så vi, at ca. halvdelen (49%)
af dem, der har været igennem AF-aktivering i 1996 (forsikrede ledige), var
selvforsørgende i 1999, mens det kun gjaldt for godt og vel en tredjedel (37%)
af dem, der havde været gennem kommunal aktivering (bistandsmodtagere).
Men denne integrationsprocent varierer kraftigt mellem kommunerne fra
under 20% til over 60%, altså med en faktor tre. Integrationsprocenten stiger
med kommunestørrelse, således at den er lavest i de små kommuner og højest
i de større kommuner. Den geografiske spredning er således, at integrationen
lykkes bedst i Københavnsområdet, både hvad angår kommunal aktivering
og AF-aktivering. I Ribe Amt går AF-aktiveringen ret godt, og Århus
opnår ret gode resultater inden for kommunal aktivering. Vi kunne også
konstatere, at arbejdsløsheden spiller lidt ind, forstået således, at steder med
lille ledighed har en bedre integrationsprocent, men udsvingene er forholdsvis
beskedne, hvorfor vi konkluderer, at mange andre faktorer end ledigheden
afgør, om aktivering bliver en “succes”.
De kommunalt aktiverede er en del af dem, der modtager kontanthjælp. For
den samlede gruppes vedkommende er der sket et lille fald op gennem
1990erne, således at vi i 2000 havde 255.000 personer, der modtog kontant-

hjælp til forsørgelse. Til gengæld var der flere af disse, der modtog, hvad vi
kalder for langvarig kontanthjælp, dvs. at de har været i systemet 10 til 12
måneder i et kalenderår. Fra at udgøre 38% af samtlige i 1994, udgjorde de
47% i 1999. Den samlede gruppe af kontanthjælpsmodtagere er altså blevet
en smule mindre, men til gengæld meget “tungere”. Igen dækker disse samlede
tal over en stor kommunal variation. Vi har beregnet, hvilke kommuner
der har haft den største stigning i antallet af langvarige kontanthjælpsmodtagere,
og hvilke der har haft det største fald. Nogle kommuner har haft et fald
på helt op til 50%, mens andre har haft tilsvarende stigninger, og nogle
endog stigninger på mellem 500 og 1.000%. De store stigninger har fundet
sted i de mindre kommuner i Sønderjyllands, Ringkøbing og Nordjyllands
Amt med indbyggertal fra 5.000 til 13.000, såsom i Aulum-Haderup og i Løgumkloster.
De største fald er til gengæld sket i mellemstore kommuner fortrinsvis
i Frederiksberg, Roskilde og Københavns Amt, såsom Helsinge, Ledøje-Smørum,
Ølstykke og Greve. De fire største kommuner (København, Århus,
Aalborg og Odense) har alle høje andele af langvarige kontanthjælpsmodtagere,
ligesom det er tilfældet for en række andre store kommuner, såsom
Esbjerg, Vejle, Herning, Ballerup og Helsingør.
Når vi ser på, hvordan det er gået for kontanthjælpsmodtagere, der modtog
hjælp i 1993, så viser der sig igen store forskelle udover landet. Andelen, der
forblev marginaliseret i denne periode, varierede fra næsten 80% til knap
30%. De ti kommuner med den laveste del af marginaliserede, såsom Allerød,
Ramsø, Solrød og Ishøj, er alle beliggende i Frederiksborg, Roskilde og
Københavns Amt, hvor beskæftigelsessituationen har været god. Omvendt
er de ti kommuner, der har haft sværest ved at integrere deres kontanthjælpsmodtagere
typisk fra Nordjyllands, Viborg og Storstrøms Amt, hvor
beskæftigelsessituationen har været dårligere. Det drejer sig bl.a. om kommuner
som Hanstholm, Brovst, Aars, Ravnsborg og Rødby.
Vores kvantitative analyser omfatter også udviklingen mht. revalidering, sygedagpenge,
førtidspension samt børn og unge, og de bekræfter billedet af
et socialt skævt Danmark. Mange socialt belastede områder påvirkes desværre
ikke af de ellers forbedrede økonomiske konjunkturer.
Ligesom i de foregående udgaver af Social Årsrapport, så har vi også i år suppleret
de kvantitative oversigter med kvalitative analyser i form af korte artikler,
og vi har her videreført princippet om at fokusere på det lokale niveau.
Dette har vi gjort på to måder. Dels bringer vi artikler, der tager udgangspunkt
i og begrænser sig til, hvordan forholdene er i en bestemt kommune
(Aalborg, Syd-Vestkvarteret i København og Skive). Dels bringer vi artikler,
der behandler en bestemt kommunal problemstilling på tværs af landet
(aktivering, selvstyret). I de senere år har regeringen og kommunerne
lagt stor vægt på, hvor vigtigt det er at forsøge at involvere de frivillige organisationer
mere i det sociale arbejde, ligesom partnerskabstanken – samarbejde
mellem f.eks. kommune og erhvervsliv og frivillige – er blevet fremført
som et væsentligt element i fornyelsen af socialpolitikken. Sammen med aktiveringstankegangen
– at yde for at nyde – er disse elementer det, der skal til

for at “fremtidssikre” det danske velfærdssamfund, forlyder det. De følgende
artikler diskuterer konkret og kritisk disse temaer.
Således har Birte Bech-Jørgensen skrevet om udviklingen af et nyt partnerskab
i Aalborg – “brobyggerne”, der forsøger at integrere hjemløse gennem
etableringen af særlige boformer. Dette sker i samarbejde med øvrige beboere,
frivillige organisationer og socialforvaltningen. Det viste sig nemmere i
et kvarter med tradition for solidarisk ageren end i et mere individuelt orienteret
kvarter, men fælles for begge var, at integrationen af udstødte lettes, når
kendskabet til dem øges.
Ligeledes med udgangspunkt i Aalborg har Sussi Maack skrevet om udviklingen
i det frivillige sociale arbejde, som sammen med aktivering og nye sociale
partnerskaber er nogle af regeringens nøgleord med hensyn til fornyelsen
af dansk socialpolitik. I stedet for en ukritisk og idealiserende forestilling
om det indlysende i at inddrage frivillige i løsningen af lokale sociale problemer
påpeges det, hvilke reelle problemer og begrænsninger strategien kan
indebære. Der er problemer med, at nogle udelukkes, og at mange frivillige
(organisationer) er meget sårbare, og at arbejdsløshedslovgivningen lægger
helt urimelige begrænsninger ned over det frivillige arbejde.
Brian Lentz skriver om et boligsocialt udviklingsprojekt i det københavnske
syd-vestkvarter, Sydhavns-Compagniet, og vi får en reel indsigt i, hvordan
endnu et af regeringens modeord, nemlig kvarterløftstrategien i kombination
med det ligeså populære fænomen aktivering, udfolder sig konkret. Udgangspunktet
er den historiske ændring af kvarterets sociale geografi fra at
være “arbejdernes Hellerup” til at blive “Københavns glemte bydel.” Sidstnævnte
forsøges ændret gennem projektets fokus på at være brobygger mellem
den enkelte vanskeligt stillede borger, (sociale) myndigheder og øvrige
grupper i lokalmiljøet.
I artiklen “En by i provinsen” tager Niels Holck os med hele vejen rundt i det
sociale arbejde i Skive. Byen beskrives som en typisk repræsentant for det
skæve Danmark: Skattegrundlaget er for spinkelt, og byen ligger under gennemsnitsindkomsten,
og infrastrukturen (havn, motorvej og jernbane) er for
dårlig. Omvendt så vidner dette sociale portræt af Skive også om, at der ved
en koordineret og kvalificeret indsats kan opnås gode resultater med afhjælpningen
af sociale problemer lokalt. Samtidig peges der også på en række
resterende problemer, bl.a. omkring integration af nogle grupper blandt
unge og indvandrere. Endelig får vi et godt indblik i, hvordan byen har forsøgt
at anvende det frivillige sociale arbejde i indsatsen.
Et af de helt store nyere fænomener i dansk socialpolitik er det øgede fokus,
der har været på aktivering. Op igennem 1990erne har den kommunale aktivering
udviklet sig, og det er dette fænomen Nanna Mik-Meyer skriver om
med afsæt i en undersøgelse af 60 projekter i tre kommuner. Hun skelner
mellem socialpædagogisk eller social aktivering og arbejdsmarkedsrettet aktivering.
Lidt rystende konstaterer hun, at mange aktiverede borgere ikke
selv ved, hvorfor de deltager i aktiveringsprojektet. I de førstnævnte projek-

ter er det endvidere sådan, at borgerne her mødes med en forestilling om, at
de er meget svage og tunge. Dermed bekræfter projektet, hvad det skulle
modvirke, nemlig klientgørelse og uselvstændighed, og det opleves som irrelevant
af mange af deltagerne. Omvendt er mange af de arbejdsmarkedsrettede
initiativer ufølsomme over for den enkelte arbejdsløses muligheder og
betingelser, og han eller hun vil derfor ofte opleve placeringen som uforståelig.
Nanna Mik-Meyer viser, at for begge typer projekters vedkommende
eksisterer der “bestemte definitioner af det sociale rum, som reproduceres
i projektets selvforståelse. Hvis en arbejdsløs i et givent projekt derfor ikke
deler dette værdigrundlag, vil det være svært – hvis ikke umuligt – for hendes
selvforståelse at skabe konsekvenser i hverdagen.”
I den sidste artikel diskuterer Bent Rold Andersen udviklingen i og problemerne
med det kommunale selvstyre. Han beskriver den historiske proces
siden kommunalreformen i 1970, der har medført en stigende grad af professionalisering
og til dels også decentralisering. Men decentraliseringen, som
i udgangspunktet byggede på det professionelle skøn, blev under indtryk af
massearbejdsløsheden fra midten af 1970erne afløst af en stadig stærkere
central regelstyring. Han vurderer, at virkeligheden hver dag dementerer, at
“milimeterretfærdige regelsæt skulle være nogen særlig beskyttelse af borgernes
retssikkerhed … Virkeligheden er, at regelbjerget beskytter politikerne
og forvaltningen, ikke borgeren!” Som løsning foreslår Bent Rold Andersen,
at vi vender tilbage til den oprindele bistandslovs oprindelige princip
om det kvalificerede skøn og dermed opgiver millimeterretfærdigheden. Alternativet
synes ellers at være et farvel til det kommunale selvstyre, som ellers
er (en af) hjørnestenene i den danske velfærdsmodel.
1. Udtrykket glogalskab er inspireret af Lars Bo Kaspersen. Se hans kronik
“Globalskabens årti?” i Dansk Sociologi vol. 12 (2001) No. 1:83-88.
2. Se David Harvey (1989). The Condition of Postmodernity. Oxford: Basil
Blackwell, s. 271.
3. Se Krishan Kumar (1995). From Post-Industrial to Post-Modern Society: New
Theories of the Contemporary World. Oxford: Basil Blackwell, s. 146.
4. Se Loïc Wacquant (1999). “Urban marginality in the coming millennium.”
Urban Studies 36 (10): 1639-1647.

'HQ VRLDOH XGYLNOLQJ
Den sociale udvikling i Danmark har de senere år været præget af den forbedrede
beskæftigelsessituation. Danmark er nu blandt de lande, der har den
laveste registrerede arbejdsløshed og den højeste beskæftigelsesprocent. Kun
få andre steder i verden er så mange mennesker i erhvervsmæssig beskæftigelse.
Der tales nu ofte om mangel på arbejdskraft som det store problem i
Danmark – både nu og ikke mindst i fremtiden.
Spørgsmålet er imidlertid, om vi nu er ved vendepunktet, hvor konjunkturerne
bliver dårligere, og hvor arbejdsløsheden begynder at vokse igen. Så
skal det danske system stå sin prøve i en nedgangsperiode.
Siden 1993 er der sket det positive, at antallet af registreret arbejdsløse er faldet,
og antallet af beskæftigede er steget. Men der er også sket det negative,
at antallet af personer uden for arbejdsmarkedet er steget.
120
100
80
60
40
20
0
Figur 1: Udviklingen i beskæftigelse, arbejdsløshed og uden for
Uden for arbejdsmarkedet
Beskæftigelse
Registreret ledighed
arbejdsmarkedet. 1993-2000
1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000
Kilde: Statistisk tiårsoversigt
Antallet af personer uden for arbejdsmarkedet er ganske vist steget med ca.
15% i perioden 1993-2000, men siden 1996 har dette tal været stabilt.

Antallet af registrerede arbejdsløse har været kraftigt faldende. Det er faktisk
blevet halveret i perioden 1993-2000. Det er en af succeshistorierne i den danske
udvikling. Men som vi senere skal se, så er der også andre arbejdsløse
end de registreret arbejdsløse.
Hvis vi tæller alle personer mellem 15 og 66 år, som modtager offentlige
overførselsydelser, så er det i 2000 på ca. 900.000 personer. Dette tal svarer
til 25% af de 15-66 årige. De 900.000 personer er et beregnet gennemsnitstal
for, hvor mange der i løbet af et år er på overførselsindkomst – nogen er det
i kort tid, mens andre er det permanent.
I tallet med de 900.000 personer indgår imidlertid også personer på barselsdagpenge
og beskæftigede, der har taget orlov. Disse grupper bør ikke betragtes
som sociale problemer. Hvis man udelader disse grupper, er der
“kun” ca. 860.000 personer på sociale overførselsindkomster, svarende til
23% af de 15-66 årige. Der er tale om et pænt fald siden 1993, hvor 28-29%
modtog en social overførselsindkomst.
80
70
60
50
40
30
20
10
0
Figur 2: Procentdel, der modtager indkomstoverførsler. 1994-2000
60-66 år
25-59 år
18-24 år
1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000
Kilde: Statistisk tiårsoversigt
Det er specielt blandt gruppen af unge (18-24 år), der er færre, der modtager
overførselsindkomster – fra 44% i 1994 til 29% i 1999. Det er en meget kraftigt
reduktion og hører til blandt de største succeshistorier på det sociale område.
Men også i aldersgruppen 25-59 år er der nu færre, der modtager overførselsindkomster.

Aldersgruppen 60-66 år er den eneste aldersgruppe, hvor der er blevet relativt
flere på overførselsindkomster – fra 72 % i 1994 til 77% i 1999. Det skyldes
primært, at mange flere er gået på efterløn (både absolut og relativt).
Vi kan opdele overførselsindkomsterne i fire forskellige grupper:
Efterløn
Førtidspension
Overgangsydelse
Arbejdsløshedsdagpenge
Kontanthjælp som arbejdsløs
Støttet beskæftigelse
Støttet uddannelse til arbejdsløse
Arbejdsløse på orlov
Sygedagpenge
Revalidering
Kontanthjælp uden AF-registrering
Figur 3 viser os, at den eneste gruppe af overførselsindkomster, der er faldet
markant i perioden 1994-1999, er arbejdsløshedsydelserne. De øvrige kategorier
er enten faldet eller steget lidt. Eksempelvis er antallet af permanente ydelser
steget, især i begyndelsen af perioden.
Derimod er der ingen markante ændringer i ydelser til sygdom og sociale
problemer, og heller ikke aktivering/orlov er ændret nævneværdigt.
Ligesom i de foregående års Social Årsrapport kan vi konkludere, at det er
gået godt med den registrerede ledighed – den er faldet kraftigt. Men der er
ikke sket nævneværdige ændringer, når det gælder andre sociale problemer,
sygedagpenge, revalidering og støttet beskæftigelse. Det skal dog nævnes,
at antallet af personer på førtidspension er faldet de seneste år, men det skyldes
administrative ændringer og regelændringer, snarere end at der er færre
personer, der har behov for førtidspension.
Arbejdsmarkedet udstøder stadig mange mennesker, midlertidigt og permanent,
og mange ønsker at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, så snart det
kan lade sig gøre. Det viser bl.a. tilgangen til efterløn, som stadig stiger. Alt
i alt kan man sige, at det er gået godt for de unge og arbejdsduelige, mens det
er gået dårligt for de ældre og nedslidte.

120
100
80
60
40
20
0
Figur 3: Udviklingen i antal indkomstoverførselsmodtagere. 1994-1999
Permanente
Sygdom og social
Aktivering/orlov
Arbejdsløshed
Indeks 1994 = 100
1994 1995 1996 1997 1998 1999
Kilde: Finansredegørelsen 2000
Et af de vigtige spørgsmål, når man beskæftiger sig med sociale ydelser, er,
om ydelserne er i stand til at hjælpe modtagerne efter hensigten. Det gælder
specielt for den del af ydelserne, som vi kalder midlertidige ydelser, det vil
sige dagpenge, kontanthjælp o.l. Disse ydelser skal kun gives i en kort periode,
hvorefter det sociale problem, fx sygdom eller arbejdsløshed, er løst, og
man er igen blevet selvforsørgende.
I sidste års Social Årsrapport fik vi lavet nogle særlige analyser i Danmarks
Statistik, som vi vil gengive i år. Vi har undersøgt, hvad der er sket med de
personer, som i 1996 og 1993 modtog midlertidige ydelser. Hvilken “status”
havde de i 1999? Var de blevet selvforsørgende, eller modtog de stadig sociale
ydelser?
I de følgende figurer har vi opdelt personerne i dem, der modtog midlertidige
ydelser i mindre end et halvt år, og dem, der modtog midlertidige ydelser
i mere end et halvt år – det vil sige en grov opdeling i “lette” og “tunge” sager.
Vi kan for det første konstatere, at blandt dem, der kun modtog midlertidig
ydelse under et halvt år, kan halvdelen klare sig selv 3 eller 6 år efter. Det er
kun 20-25% af dem, der modtog en midlertidig ydelse i mere end et halvt år,
der kan klare sig selv.
Vi kan også konstatere, at den procentdel, der modtager en varig ydelse, er
størst blandt dem, der modtog en ydelse i mere end et halvt år. Desuden er
flere på varig ydelse, når der er gået 6 år, end når der er gået 3 år. Det er der
intet mærkeligt i.

100
80
60
40
20
0
Figur 4: Ydelsesstatus 3 og 6 år efter at have modtaget midlertidige ydelser
Under ½ år Over ½ år
Varig ydelse
Over ½ år
Under ½ år
Ingen ydelse
1996-1999 1993-1999 1996-1999 1993-1999
Kilde: Særlige analyser i Danmarks Statistik
18-29 år
30-39 år
40-49 år
50-59 år
Figur 5: Procentdel, der ikke modtog ydelser 3 og 6 år efter
Den generelle lovmæssighed er altså, at jo længere tid man modtager en ydelse,
des større er risikoen for at blive afhængig af offentlige ydelser. Derimod
spiller det tilsyneladende ikke så stor rolle, hvor lang tid efter man analyserer
situationen – der er kun mindre forskelle på en 3-års periode og en
6-års periode.
6 år efter
3 år efter
0 10 20 30 40 50
Kilde: Særlige analyser i Danmarks Statistik
Vi har sammenlignet to 6-års perioder med hinanden: 1992-1998 og 1993-
1999. Her viser det sig, at der er en lille, men klar forbedring. Det viser sig
især ved, at der er flere i perioden 1993-1999, der slipper ud af ydelsessyste-

met, end i perioden 1992-1998. Denne positive udvikling må tilskrives de
bedre konjunkturer, hvor flere er kommet i beskæftigelse.
Det er helt klart de ældre (50-59 årige), der har sværest ved at komme ud af
ydelsessystemet. Eksempelvis er det kun 18% af de 50-59 årige, der ikke
modtager nogen offentlig ydelse 6 år efter. En væsentlig del af forklaringen
er, at en del har valgt at gå på efterløn og overgangsydelse (der blev lukket
for tilgang til ordningen i 1997). Derimod er der ikke væsentlige forskelle
blandt de 18-49 årige, dog klarer de 30-39 årige sig bedst.
Et andet forhold, som ikke er vist i figur 5, er, at mændene generelt har større
sandsynlighed for at “slippe” ud af ydelsessystemet end kvinderne. Det gælder
i alle aldersgrupper, men især er det tilfældet blandt de unge og de ældre.
Der er også forskel på, hvordan danskere, indvandrere og efterkommere klarer
sig på de forskellige ordninger.
Hvis vi sammenligner personer med dansk baggrund med efterkommere og
indvandrere 3 år efter, de har modtaget en midlertidig ydelse, ser vi et klart
og forventeligt mønster.
100
80
60
40
20
0
Figur 6: Ydelsesstatus 3 år efter at have modtaget midlertidige ydelser.
Danskere, efterkommere og indvandrere
Danskere Efterkommere Indvandrere
Kilde: Særlige analyser i Danmarks Statistik
Varig ydelse
Over ½ år
Under ½ år
Ingen ydelse
Personer med dansk baggrund klarer sig bedst, mens indvandrerne klarer sig
dårligst. Eksempelvis er næsten 40% fri af ydelsessystemet efter 3 år. Det er
kun tilfældet for 33% af efterkommerne og 24% af indvandrerne.
Vi kan konstatere, at der er flere indvandrere, der modtager ydelser i mere
end et halvt år (45%), mens det kun er tilfældet for godt 20% af personer med
dansk baggrund. Disse forskelle skyldes ikke, at alderssammensætningen er

forskellig i de tre grupper. Tværtimod genfinder vi de samme forskelle, når
vi opdeler i forskellige aldersgrupper.
Efterkommerne placerer sig klart imellem indvandrerne og danskerne. Det
er endnu et tegn på, at integrationsprocessen tager tid. Efterkommerne kommer
gradvis til at ligne danskerne, når det gælder om at klare sig selv økonomisk.
Hvilke forskelle er der mellem kommunerne, når det drejer sig om at integrere
personer, som er i en sårbar situation, og når det drejer sig om at fratræde
arbejdsmarkedet mere eller mindre frivilligt?
Til at belyse disse spørgsmål har vi gennemført nogle særlige analyser på
Danmarks Statistiks sammenhængende socialstatistik. Vi har taget udgangspunkt
i de personer, som i 1993 og 1996 modtog en eller anden form for midlertidig
ydelse, fx dagpenge eller kontanthjælp i kortere eller længere tid.
Derefter har vi set på situationen for disse personer i 1999, dvs. henholdsvis
3 år og 6 år efter.
Der er altså tale om personer, som har været i midlertidige problemer, typisk
på grund af arbejdsløshed eller sygdom. Spørgsmålet er herefter, om de pågældende
personer er kommet (tilbage) i beskæftigelse og ikke modtager nogen
offentlige ydelser, eller om de har forladt arbejdsmarkedet, fx gået på efterløn,
overgangsydelse eller førtidspension. Den tredje mulighed er, at de
stadig modtager dagpenge eller andre midlertidige ydelser i et eller andet
omfang.
Følgende tabel viser denne udvikling for alle 18-59 årige, som i 1993 og 1996
modtog en midlertidig offentlig ydelse.
18-59 årige, der modtog midlertidig ydelse i 1993 og 1996 – hvordan er deres situation i
1999? Hele landet
Situationen Situationen
efter 3 år efter 6 år
1999 1996-1999 1993-1999
Modtager ingen ydelse (inklusion) ................... 36,7% 40,9%
Modtager en midlertidig ydelse ..................... 57,5% 46,5%
Modtager en varig ydelse (afgang) .................. 5,8% 12,6%
I alt ........................................... 100% 100%
Antal personer i 1996 og 1993 ..................... 838.066 1.080.808
Omkring 40% er kommet i beskæftigelse. Nogle få procent er overgået til en
varig ydelse. Mens omkring halvdelen modtager midlertidige ydelser.

Jo længere perioden er, des flere er kommet i beskæftigelse igen, og des flere
er overgået til en varig ydelse.
Er der forskel på integrationsprocenten, dvs. den procentdel der ikke modtager
nogen ydelse? Er mulighederne for at komme tilbage i beskæftigelse større
i nogle kommuner end i andre? Her viser vores analyser, at integrationsprocenten
varierer mellem 25,5 og 56,4 for perioden 1993-1999.
Vi kan også se, at afgangsprocenten, dvs. den procentdel, der har forladt arbejdsmarkedet
og overgået til en varig ydelse (førtidspension eller efterløn
og overgangsydelse), varierer mellem 8,8 og 22,9.
Der er altså tale om meget store variationer mellem kommunerne, når det
drejer sig om at få folk tilbage i beskæftigelse, ligesom man kan sige, at risikoen
for at forlade arbejdsmarkedet (frivilligt eller ufrivilligt) varierer meget.
Vi kan opstille en “hitliste” med de 10 kommuner, der har den højeste integrationsprocent.
De 10 kommuner med højest integrationsprocent. Situationen efter 6 år. 1993-1999
1. Ledøje-Smørum (Københavns Amt) .............................. 56,4%
2. Allerød (Frederiksborg Amt) .................................... 55,0%
3. Ramsø (Roskilde Amt) ......................................... 52,5%
4. Hørsholm (Frederiksborg Amt) .................................. 52,1%
5. Birkerød (Frederiksborg Amt) ................................... 52,0%
6. Lejre (Roskilde Amt) .......................................... 51,7%
7. Gentofte (Københavns Amt) .................................... 51,6%
8. Vallensbæk (Københavns Amt) .................................. 51,4%
9. Søllerød (Københavns Amt) .................................... 51,3%
10. Værløse (Københavns Amt) .................................... 51,0%
Gennemsnit for alle kommuner .................................... 40,2%
Ledøje-Smørum ligger helt i toppen, hvor 56,4% af de personer i Ledøje-Smørum
Kommune, som i 1993 modtog dagpenge og kontanthjælp, var kommet
i beskæftigelse seks år efter i 1999.
Man skal desuden lægge mærke til, at alle kommunerne i “top-10” kommer
fra hovedstadsområdet, dvs. Københavns Amt, Frederiksborg Amt og Roskilde
Amt. Det er de såkaldt rige og velbjergede kommuner, som har den højeste
integrationsprocent.
Hvis vi ser på den modsatte side af “hitlisten” – ser vi de kommuner, der har
de laveste integrationsprocenter. Det betyder, at de personer, der var på dagpenge
eller kontanthjælp i 1993 i disse kommuner, har haft sværest ved at
komme i beskæftigelse igen.

De 10 kommuner med lavest integrationsprocent. Situationen efter 6 år. 1993-1999
1. Læsø (Nordjyllands Amt) ....................................... 25,5%
2. Ravnsborg (Storstrøms Amt) .................................... 26,2%
3. Rudbjerg (Storstrøms Amt) ..................................... 27,8%
4. Nexø (Bornholms Amt) ........................................ 28,1%
5. Højreby (Storstrøms Amt) ...................................... 28,8%
6. Munkebo (Fyns Amt) .......................................... 28,9%
7. Allinge-Gudhjem (Bornholms Amt) ............................... 29,3%
8. Rødby (Storstrøms Amt) ....................................... 29,6%
9. Nysted (Storstrøms Amt) ....................................... 29,8%
10. Tranekær (Fyns Amt) .......................................... 30,1%
Gennemsnit for alle kommuner .................................... 40,2%
Læsø Kommune ligger “i bunden” med en integrationsprocent på 25,5. Desuden
bemærker man, at blandt de 10 dårligste kommuner, er de fem kommuner
fra Storstrøms Amt og to fra både Bornholms Amt og Fyns Amt. Det
er stort set alle kommuner fra de områder i landet, hvor der er blevet nedlagt
mange arbejdspladser.
I perioden 1993-1999 forlod 12,6% arbejdsmarkedet med en varig ydelse –
enten førtidspension (5,6%) eller efterløn og overgangsydelse (7,0%). Vi kan
også opstille “hitlister” med de kommuner, der har de højeste og de laveste
afgangsprocenter. Vi har dog valgt at opdele afgangsprocenterne i to dele.
Afgang til førtidspension og afgang til efterløn og overgangsydelse.
Overgangsydelsen slår man ofte sammen med efterlønnen, fordi den betragtes
som de 50-59 åriges efterløn. Der er dog den væsentlige forskel på overgangsydelse
og efterløn, at man skal have været arbejdsløs i længere tid (12
måneder i løbet af de sidste 15 måneder) for at være berettiget til overgangsydelse,
mens der ikke stilles krav om forudgående arbejdsløshed for at opnå
efterløn. Overgangsydelsen eksisterede reelt kun i 3 år og blev afskaffet igen
i 1996, men der er stadig ca. 20.000 personer, som bliver ved med at modtage
overgangsydelse, til de bliver 60 år.
Man kan tale om, at de, der modtager efterløn og overgangsydelse, har valgt
at forlade arbejdsmarkedet frivilligt, mens modtagerne af førtidspension er
blevet tvunget ud af arbejdsmarkedet som følge af helbredsproblemer og/eller
sociale problemer. Det er dog ikke så enkelt, idet en del af modtagerne af
overgangsydelse forlod arbejdsmarkedet, fordi de var langtidsarbejdsløse og
havde svært ved at klare sig på arbejdsmarkedet. Denne gruppe er nærmest
blevet tvunget ud af arbejdsmarkedet. En del valgte overgangsydelsen for at
undgå aktivering.

Vores analyser viser, at der er ret store forskelle mellem kommunerne på,
hvor stor en del af modtagerne af dagpenge og kontanthjælp, der ender med
førtidspension og med efterløn/overgangsydelse.
Den procentdel, der ender på førtidspension i perioden 1993-1999, varierer
mellem 2,8 og 11,8 – typisk ligger procenten dog på 4-6.
De 10 kommuner med lavest afgangsprocent til førtidspension. Situationen efter 6 år.
1993-1999
1. Thyholm (Ringkøbing Amt) ..................................... 2,8%
2. Lunderskov (Vejle Amt) ........................................ 3,0%
3. Jelling (Vejle Amt) ............................................ 3,1%
4. Lejre (Roskilde Amt) .......................................... 3,2%
5. Frederikshavn (Nordjyllands Amt) ................................ 3,3%
6. Hirtshals (Nordjyllands Amt) .................................... 3,4%
7. Fanø (Ribe Amt) ............................................. 3,4%
8. Galten (Århus Amt) ........................................... 3,5%
9. Skævinge (Frederiksborg Amt) .................................. 3,5%
10. Hedensted (Vejle Amt) ......................................... 3,6%
Gennemsnit for alle kommuner .................................... 5,6%
De 10 kommuner med lavest førtidspensionsprocent finder vi næsten alle i
Jylland, men de er spredt ud over flere amter.
De 10 kommuner med højest afgangsprocent til førtidspension. Situationen efter 6 år.
1993-1999
1. Nykøbing-Rørvig (Vestsjællands Amt) ............................ 11,8%
2. Helsingør (Frederiksborg Amt) .................................. 10,0%
3. Trundholm (Vestsjællands Amt) ................................. 9,7%
4. Nyborg (Fyns Amt) ............................................ 9,6%
5. Nysted (Storstrøms Amt) ....................................... 9,1%
6. Rudbjerg (Storstrøms Amt) ..................................... 9,0%
7. Bjergsted (Vestsjællands Amt) .................................. 9,0%
8. Holeby (Storstrøms Amt) ....................................... 8,8%
9. Rødby (Storstrøms Amt) ....................................... 8,8%
10. Skibby (Frederiksborg Amt) ..................................... 8,7%
Gennemsnit for alle kommuner .................................... 5,6%

De 10 kommuner med højest afgangsprocent til førtidspension finder vi på
Sjælland og Lolland-Falster. Fire af kommunerne er beliggende i Storstrøms
Amt, hvor beskæftigelsessituationen har været dårlig.
Procentdelen, der har valgt efterløn og overgangsydelse, ligger mellem 4,0
og 14,7, og der er tale om en pæn spredning.
De 10 kommuner med lavest afgangsprocent til efterløn/overgangsydelse. Situationen
efter 6 år. 1993-1999
1. Københavns Kommune ........................................ 4,0%
2. Karlebo (Frederiksborg Amt) .................................... 4,3%
3. Århus (Århus Amt) ............................................ 4,7%
4. Hanstholm (Viborg Amt) ....................................... 5,1%
5. Spøttrup (Viborg Amt) ......................................... 5,1%
6. Billund (Ribe Amt) ............................................ 5,2%
7. Roskilde (Roskilde Amt) ........................................ 5,3%
8. Gladsaxe (Københavns Amt) .................................... 5,4%
9. Suså (Storstrøms Amt) ........................................ 5,4%
10. Ishøj (Københavns Amt) ....................................... 5,5%
Gennemsnit for alle kommuner .................................... 7,0%
De 10 kommuner med lavest efterlønsprocent er spredt ud over hele landet.
De 10 kommuner med højest afgangsprocent til efterløn/overgangsydelse. Situationen
efter 6 år. 1993-1999
1. Sydfalster (Storstrøms Amt) ..................................... 14,7%
2. Tranekær (Fyns Amt) .......................................... 14,0%
3. Rudbjerg (Storstrøms Amt) ..................................... 14,0%
4. Ravnsborg (Storstrøms Amt) .................................... 13,5%
5. Sydlangeland (Fyns Amt) ....................................... 13,3%
6. Vallø (Roskilde Amt) .......................................... 13,1%
7. Sydals (Sønderjyllands Amt) .................................... 11,8%
8. Thyholm (Ringkøbing Amt) ..................................... 11,7%
9. Gråsten (Sønderjyllands Amt) ................................... 11,3%
10. Ebeltoft (Århus Amt) .......................................... 11,2%
Gennemsnit for alle kommuner .................................... 7,0%

De 10 kommuner med højest afgangsprocent til efterløn er spredt over det
meste af landet, men man skal bemærke, at tre af de fire højeste efterlønsprocenter
findes blandt kommuner i Storstrøms Amt.
Der er stor forskel på kommunernes størrelse i Danmark – både arealmæssigt
og befolkningsmæssigt. Halvdelen af kommunerne har eksempelvis under
10.000 indbyggere, og der findes enkelte kommuner med under 5.000
indbyggere. Men spiller det nogen rolle, hvor stor kommunen er, når det
gælder integration til og afgang fra arbejdsmarkedet?
Gennemsnitlig integrationsprocent og afgangsprocent for førtidspension og efterløn i
forskellige kommunestørrelse. Situationen efter 6 år. 1993-1999
Afgangsprocent
Integrations- Førtidsprocent
pension Efterløn
Under 5.000 indbyggere ................ 35,0 6,3 9,5
5.000-7.499 indbyggere ................ 39,0 5,8 8,1
7.500-9.999 indbyggere ................ 39,5 5,4 7,8
10.000-14.999 indbyggere .............. 41,4 5,2 8,2
15.000-19.999 indbyggere .............. 41,4 5,7 7,7
20.000-39.999 indbyggere .............. 41,7 6,0 7,3
40.000 indbyggere eller flere ............. 40,2 5,7 7,9
Alle kommuner ........................ 40,2 5,7 7,9
Der er en tendens til, at jo højere indbyggertal i kommunen, des større er integrationsprocenten.
De store kommuner er tilsyneladende bedre til at integrere
personer end de små kommuner. Måske har de bedre muligheder for
at integrere, fordi de har flere “strenge” at spille på, eller måske er der en
større vilje til integration i de større kommuner.
Man kan også se en tendens til, at efterlønsprocenten er størst i de små kommuner,
og den bliver gradvist mindre i de større kommuner. En forklaring
på dette kan måske være, at erhvervssammensætningen er lidt forskellig i de
små og de store kommuner. Efterløn og overgangsydelse benyttes især af
faglærte og ikke-faglærte arbejdere, og dem er der flere af i de mindre kommuner.
Til gengæld er der ingen sammenhæng mellem førtidspensionsprocenten og
kommunernes størrelse. Den varierer kun lidt og uden noget mønster.
Men selv om vi altså kan konstatere, at der er systematiske forskelle i integrationsprocenten
og efterlønsprocenten mellem kommuner af forskellig
størrelse, så er der alligevel store forskelle inden for de forskellige kommunestørrelser.
Det viser følgende tabel over integrationsprocenten.

Integrationsprocenten i kommuner med forskellig størrelse. Situationen efter 6 år.
1993-1999
Under 10.000- 20.000- 40.000 og
10.000 19.999 39.999 derover Alle
Under 30%.............. 6,7 - - - 3,3
30-34,9% ............... 16,3 15,7 9,4 - 13,8
35-39,9% ............... 33,3 18,1 37,4 23,1 28,2
40-44,9% ............... 37,0 48,2 34,4 61,6 42,3
45-49,9% ............... 5,2 14,4 6,3 11,5 8,7
50% eller mere ........... 1,5 3,6 12,5 3,8 3,7
I alt .................... 100 100 100 100 100
Antal kommuner.......... 135 83 32 26 276
Man kan konstatere, at der næsten er større forskelle inden for gruppen end
mellem grupper af kommuner. Det er altså ikke kun et spørgsmål om kommunestørrelse,
men andre ting betyder også meget, fx beskæftigelsessituationen
og den førte politik i kommunen.
En anden måde at opdele landets kommuner på er efter amter. Amtsinddelingen
er først og fremmest en geografisk inddeling, men da kommunerne
ligger tæt ved hinanden, deler de på mange måder “skæbne” med hinanden.
Gennemsnitlig integrationsprocent og afgangsprocenter i forskellige amter. Situationen
efter 6 år. 1993-1999
Afgangsprocent
Integrationsprocent Førtidspension Efterløn
Københavns Kommune..... 41,1 4,8 4,0
Frederiksberg Kommune.... 45,5 5,6 5,7
Københavns Amt .......... 45,8 5,4 6,9
Frederiksborg Amt ......... 45,1 6,2 7,3
Roskilde Amt ............. 46,5 4,6 7,9
Vestsjællands Amt ......... 39,0 7,6 7,6
Storstrøms Amt ........... 35,0 7,2 9,5
Bornholms Amt ........... 32,2 7,3 6,5
Fyns Amt ................ 36,6 6,0 8,4
Sønderjyllands Amt ........ 41,3 5,6 8,7
Ribe Amt ................ 43,3 5,5 7,3
Vejle Amt ................ 42,9 4,6 7,3
Ringkøbing Amt ........... 41,4 4,8 7,8
Århus Amt ............... 39,9 4,7 7,2
Viborg Amt ............... 41,1 5,4 6,6
Nordjyllands Amt .......... 36,3 4,6 9,1
Alle kommuner ............ 40,2 5,7 7,9

De højeste integrationsprocenter finder vi i hovedstadsområdet, dvs. Københavns,
Frederiksborg og Roskilde Amt plus Københavns og Frederiksbergs
Kommune. De laveste integrationsprocenter finder vi i Bornholms Amt samt
i Storstrøms, Vestsjællands og Nordjyllands Amt.
Førtidspensionsprocenterne varierer ikke så meget, men de største findes i
Vestsjællands, Storstrøms og Bornholms Amt, mens de laveste førtidspensionsprocenter
findes i Jylland, især Nordjyllands, Vejle, Ringkøbing og Århus
Amt samt Roskilde Amt.
Efterlønsprocenterne varierer heller ikke så meget, men de største efterlønsprocenter
findes i Storstrøms og Nordjyllands Amt. De laveste efterlønsprocenter
findes i hovedstadsområdet samt i Viborg og Bornholms Amt.
Det vil på forhånd forventes, at beskæftigelsessituationen spiller en vis rolle
for integration til og afgang fra arbejdsmarkedet. Hvis beskæftigelsessituationen
er god, vil man forvente, at det er lettere at integrere de arbejdsløse og
de syge. Samtidig vil der også være et incitament til at holde på arbejdskraften,
så afgangen fra arbejdsmarkedet er lav. Det omvendte vil man forvente,
hvis beskæftigelsessituationen er dårlig, dvs. arbejdsløsheden er stor.
Gennemsnitlig integrationsprocent og afgangsprocent for førtidspension og efterløn i
kommuner med forskellig arbejdsløshedsprocent. Situationen efter 6 år. 1993-1999
Afgangsprocent
Integrationsprocent Førtidspension Efterløn
Under 4% ................. 45,8 4,9 7,2
4,0–4,9% ................. 42,6 5,4 7,4
5,0–5,9% ................. 39,0 5,9 7,8
6,0–6,9% ................. 37,7 5,8 8,3
7,0–7,9% ................. 35,2 6,0 8,6
8,0–8,9% ................. 32,7 6,5 9,3
9% og derover ............. 29,0 7,4 11,0
Alle kommuner ............. 40,2 5,7 7,9
Der er en klar sammenhæng mellem arbejdsløshedsprocenten og kommunernes
integrationsprocenter. Beskæftigelsessituationen er tilsyneladende
meget afgørende for integrationsprocesserne, hvilket er helt i overensstemmelse
med vores forventninger.
Vi kan også se en tendens til, at både førtidspensionsprocenten og efterlønsprocenten
varierer med beskæftigelsessituationen i kommunerne. Dette er
mest udpræget for efterlønsprocenten. I kommuner med høj arbejdsløshed
er afgangen fra arbejdsmarkedet på alle måder klart større end i kommuner
med lav arbejdsløshed.

Men selv om beskæftigelsessituationen i kommunerne er vigtig, så er det ikke
det eneste, der påvirker integration til og afgang fra arbejdsmarkedet. Det
fremgår eksempelvis af følgende tabel over integrationsprocent, hvor vi kan
se, at der er visse variationer inden for hver kategori af arbejdsløshedsniveau.
Kommuner fordelt efter størrelse af integrationsprocent. Særskilt efter størrelse af
kommunens arbejdsløshedsprocent. Situationen efter 6 år. 1993-1999
Under 4,0- 5,0- 6% og
4% 4,9% 5,9% derover Alle
Under 30%.............. - - - 12 3
30-34,9% ............... - 1 7 43 14
35-39,9% ............... 4 15 53 36 28
40-44,9% ............... 48 72 38 10 42
45-49,9% ............... 33 8 1 - 9
50% eller mere ........... 15 4 - - 4
I alt .................... 100 100 99 101 100
Antal kommuner.......... 135 83 32 26 276
Vi har i det foregående lavet analyser af integrationen til og afgangen fra arbejdsmarkedet
i de danske kommuner.
Vores klare konklusion er, måske ikke overraskende, at det er konjunkturerne
og beskæftigelsessituationen, der er vigtige for integrationen til og afgangen
fra arbejdsmarkedet. Vi har også bemærket, at de større kommuner har
klaret sig bedre end de små kommuner. Endelig har vi set, at det er det, vi
kan kalde “udkantsområderne”, der har klaret sig dårligst, fx Storstrøm,
Bornholm, Vestsjælland og Nordjylland, men netop disse områder har også
været ramt hårdt af nedlagte store arbejdspladser.
Det mest bemærkelsesværdige er imidlertid, at der er så store forskelle mellem
kommunerne. Det er altså langt fra kun et spørgsmål om konjunkturer.
Den indsats, der gøres i de forskellige kommuner, spiller en nok så stor rolle
for til og afgang fra arbejdsmarkedet.

lank

,QGNRPVWIRUGHOLQJHQ
Et af målene i udviklingen af velfærdssamfundet har været at skabe større
lighed – ud fra den betragtning at give de bedst mulige vilkår for alle til at
skabe sig en god tilværelse.
Politisk har der da også været lagt vægt på at opnå en større lighed i samfundet.
I den forbindelse er der en lang tradition i Danmark for at se på fordelingen
af indkomsterne i samfundet.
Der er mange forskellige måder, man kan belyse fordelingen af indkomsterne
på. En er at se på de indtjente indkomster fra arbejdsmarkedet. Det vil sige
løn og overskud af virksomhed. En anden er at se på de samlede indkomster,
som den enkelte person eller familie har. Den samlede indkomst angiver
de samlede økonomiske ressourcer, den enkelte råder over, og afspejler de
muligheder, den enkelte person eller familie har for både forbrug og opsparing.
Det danske velfærdssamfund er kendetegnet ved, at vi solidarisk indbetaler
skat til det offentlige, som så til gengæld stiller en række ydelser til rådighed.
Det er velkendt, at der foregår en omfordeling af indkomsterne i samfundet
via det offentlige, både via de skatter, som indbetales fra private familier til
kommuner, amter og staten, og via den måde hvorpå det offentlige udbetaler
skattekronerne. Mest iøjefaldende er det, at fx indkomstoverførslerne primært
går til personer, som har en lav indkomst.
Det er derfor af interesse at se på indkomstfordelingen efter det offentliges
omfordeling af folks indkomster. Det vil sige de samlede indkomster (inkl.
indkomstoverførsler) minus skat, som angiver de forbrugsmuligheder, den
enkelte har til privat forbrug og opsparing – den disponible indkomst.
Der vil udelukkende blive set på familieindkomster, dvs. de samlede indkomster
som tilfalder familien, både i form af løn og indkomst fra selvstændig
virksomhed og offentlige indkomstoverførsler, fx både dagpenge og børnefamilieydelse.
Det talmæssige grundlag er hentet fra Danmarks Statistiks familie- og personstatistik
og bringer de nyeste tal fra 1999.

Fordelingen af indkomsterne vil blive belyst ved at inddele familierne efter
stigende indkomst i ti lige store dele (deciler). Derefter ses på, hvor stor en
andel de enkelte grupper har af den samlede indkomst. Har hver gruppe
10% af indkomstmassen, vil der være tale om en ligelig fordeling af indkomsterne.
Enhver afvigelse fra denne lige indkomstfordeling kan udtrykkes ved
den maksimale udjævningsprocent, som angiver, hvor stor en del af indkomsterne
der skal omfordeles for at opnå en ligelig indkomstfordeling.
Vi vil koncentrere os om udviklingen i 90erne, hvor der foreligger sammenlignelige
indkomsttal.
Indkomstfordelingen for familier opdelt efter den samlede familieindkomst før skat,
1990-1999
1990 1992 1994 1996 1998 1999
1. decil ........... 1,1 1,1 1,3 1,7 1,7 1,7
2. decil ........... 3,4 3,3 3,9 3,9 3,8 3,8
3. decil ........... 4,6 4,5 4,9 4,8 4,7 4,6
4. decil ........... 6,0 6,0 6,0 5,9 5,8 5,8
5. decil ........... 7,5 7,4 7,3 7,2 7,1 7,1
6. decil ........... 9,1 9,1 8,9 8,8 8,8 8,7
7. decil ........... 11,3 11,3 11,1 11,0 11,0 10,9
8. decil ........... 14,1 14,2 13,8 13,7 13,7 13,7
9. decil ........... 17,1 17,3 16,8 16,6 16,7 16,7
10. decil .......... 25,7 25,9 25,8 26,3 26,8 27,0
I alt .............. 99,9 100,1 99,8 99,9 100,1 100,0
Maks. udjævning . . . 28,3 28,6 27,4 27,6 28,1 28,4
Kilde: Statistisk tiårsoversigt, 2001
De mindre udsving i den maksimale udjævningsprocent viser, at efter et fald
fra 1992 til 1994 har uligheden i indkomsten før skat været stigende år efter
år.
Indkomstfordelingen for henholdsvis enlige og par, viser samme udviklingstræk.
Uligheden har været stigende mellem såvel enlige som par siden 1994.
Den maksimale udjævningsprocent for henholdsvis indkomstfordelingen blandt par og
blandt enlige, 1990-1999. Familieindkomst før skat
1990 1992 1994 1996 1998 1999
Par .............. 18,2 18,2 17,8 18,2 18,7 18,9
Enlige ............ 23,0 23,2 19,9 20,2 20,8 21,1
Kilde: Statistisk tiårsoversigt, 2001

Fordelingen af de disponible indkomster udtrykker fordelingen af de indkomster,
vi har tilbage efter at have betalt skat.
Fordelingen af de disponible indkomster blandt familier, 1990-1999
1990 1992 1994 1996 1998 1999
1. decil ............ 1,4 1,5 1,5 2,0 1,9 1,8
2. decil ............ 4,7 4,6 4,5 4,4 4,4 4,4
3. decil ............ 5,8 5,7 5,6 5,5 5,4 5,4
4. decil ............ 6,9 6,8 6,7 6,5 6,5 6,5
5. decil ............ 8,0 7,9 7,8 7,6 7,6 7,6
6. decil ............ 9,4 9,3 9,2 9,1 9,1 9,1
7. decil ............ 11,5 11,4 11,4 11,3 11,3 11,2
8. decil ............ 14,0 14,0 13,9 13,7 13,7 13,7
9. decil ............ 16,3 16,3 16,3 16,1 16,2 16,2
10. decil ........... 22,0 22,5 23,0 23,7 24,1 24,1
I alt ............... 100,0 100,0 99,9 99,9 100,2 100,0
Maks. udjævning .... 23,8 24,2 24,7 24,8 25,2 25,2
Kilde: Statistisk tiårsoversigt, 2001
Hvad angår fordelingen af de disponible indkomster, viser der sig en klar
tendens perioden igennem. Der er tale om en større ulighed i fordelingen af
de disponible indkomster i 1999 end i 1990.
Som det fremgår, er indkomstmassen steget for såvel de aller laveste som de
højeste indkomster igennem perioden, mens indkomstmassen har været faldende
for de lavere og mellemste indkomster.
Fordelingen af de disponible indkomster er blevet mere ulige, både blandt
de enlige og blandt par igennem 90erne.
Den maksimale udjævningsprocent blandt par og blandt enlige, 1990-1999. Disponible
indkomster
1990 1992 1994 1996 1998 1999
Par ............... 14,0 14,2 14,4 14,9 15,4 15,5
Enlige ............. 15,8 16,0 16,0 16,4 16,7 16,8
Kilde: Statistisk tiårsoversigt, 2001
Ikke mindst på baggrund af ændringerne af arbejdsmarkeds- og socialpolitikken
med vægt på aktivering, det rummelige arbejdsmarked m.m. samt de

gennemførte skattereformer har der været særlig fokus på, hvordan uligheden
i indkomstfordelingen har udviklet sig i 1990erne.
Forskelle i indkomstopgørelser og i periodeafgrænsning har bidraget til en
aktuel debat om, hvorvidt uligheden i det danske samfund er steget eller har
været konstant.
I Finansministeriets seneste redegørelse 2001 (hvor indkomstudviklingen belyses
for perioden 1983 til 1998) og AKFs rapport “Indkomstudviklingen og
indkomstoverførsler” (som belyser indkomstudviklingen fra 1984 til 1997)
samt Økonomiministeriets “Familier og Indkomster” 2000 og 2001 synes der
dog ikke at være nogen uoverensstemmelse i vurderingen af udviklingen i
indkomstuligheden, hvad angår den disponible indkomst.
Trods brug af forskellige indkomstbegreber, forskellige aldersopdelinger af
befolkningen og brug af forskellige analyseenheder, synes der at være nogenlunde
enighed om, at uligheden i indkomstfordelingen af de disponible indkomster
(indkomsten minus skat) har været stigende i 1990erne.
Der er en lille forskel i vurderingen af, om stigningen er indtrådt fra 1990,
1993 eller 1995. Dette synes dog at være afhængig af, hvilket indkomstbegreb
og hvilken population der lægges vægt på i belysningen af de disponible indkomster.
Ser vi på udviklingen i Danmark i 1990erne, kan vi med Danmarks Statistiks
indkomstopgørelser for perioden 1990-1999 se et mere og mere klart billede
af indkomstulighederne. På trods af en gunstig økonomisk udvikling med
stigende beskæftigelse og faldende arbejdsløshed har dette ikke givet udslag
i mindre ulighed i de disponible indkomster.
Uligheden i de disponible indkomster har været påvirket af udviklingen i de
indtjente indkomster, forholdet mellem de indtjente indkomster og indkomstoverførslerne
og skattepolitikken.
Uligheden i de indtjente indkomster er steget siden 1994, og indkomstoverførslerne
har ikke kunnet holde trit med udviklingen i de indtjente indkomster
(se Social Årsrapport 2000). Skattepolitikken har undergået kraftige omstillinger
i 90erne, hvor virkningerne på indkomstfordelingen først viser sig
hen ad vejen med års forsinkelser.
Meget tyder på, at skattepolitikken frem til 1998 har bidraget til, at uligheden
i de disponible indkomster har fulgt de indtjente indkomster endog med en
kraftigere ulighedsfremmende tendens, mens vi fra 1998 ser virkningerne af
skatteændringer fra 1994 og 1997, hvor skattepolitikken bidrager til at mindske
ulighederne fra de indtjente indkomster.
Uligheden i de disponible indkomster for 1999 er således uændret i forhold
til 1998, på trods af at uligheden i de indtjente indkomster – bruttoindkomsterne
– er steget fra 28,1 til 28,4.

6RLDOH RJ JHRJUDILVNH
XOLJKHGHU L 'DQPDUN
Af Hans Thor Andersen og Frank Hansen
Den geografiske dimension overses ofte som element i de sociale forhold og
deres fordeling, herved ses der bort fra, at ulighed ikke kun er et fordelingsspørgsmål
i abstrakte termer, men også et geografisk fordelingsspørgsmål.
Hvem kommer til at bo og leve “hvor”? Og hvordan er deres nærhed til goderne,
fx adgangen til fritidsfaciliteter og kulturinstitutioner? Hertil kommer,
at koncentrationer af bestemte sociale forhold, fx fattige, anses for negativt
for socialiseringen. Fokus i denne type undersøgelser har derfor været på de
sociale uligheder, som de findes mellem lokalområder i byen contra på landet
eller internt i de større byer. Og undersøgelserne har primært drejet sig
om befolkningens segregation med hensyn til socio-økonomisk status, demografiske
forhold samt etnicitet. Hovedvægten har oftest været på forbrugssiden
(indkomst, boligforhold, helbred, uddannelse og beskæftigelse). Sådanne
lokale sociale uligheder findes selvfølgelig også i Danmark, og de vil også
blive gjort til tema i denne artikel.
Derudover er det en vigtig pointe i artiklen, at man også kan og bør tale om
sociale geografiske uligheder mellem regioner – og i Danmark. Regioner skal
her forstås som regionale arbejdsmarkeder, det vi senere i artiklen kalder arbejdsmarkedsoplande.
De sociale uligheder på regionalt niveau vil i betydeligt
omfang afhænge af den erhvervsmæssige “succes” i de enkelte regioner.
De regionale forandringer af erhvervslivet og arbejdsmarkedet har en basal
betydning for udviklingen af sociale uligheder – uligheder, der ikke kun påvirker
de erhvervsaktive, men også deres familier m.m. Dermed bliver en
større skala – den regionale – også en nødvendig del af forståelsen af de sociale
forhold på den nære, lokale skala.
Vi skal i artiklen give eksempler på, hvor ulige den erhvervsmæssige restrukturering
og den dertil koblede beskæftigelsesmæssige og sociale forandring
kan være i Danmark. Endvidere er det vigtigt at understrege, at det gør en
forskel, om det er Danmark eller UK, der er tale om. De nationale velfærdssystemer
og arbejdsmarkedsreguleringen i landene giver store forskelle med

hensyn til arten og omfanget af social ulighed, selv om vi lever i en globaliseret
verden.
Til trods for en kraftig stigning i beskæftigelsen og stigende lønninger er det
ikke alle, der har fået del i fremgangen. Der er fx fortsat en stor del i den erhvervsaktive
alder, der ikke indgår i arbejdsstyrken. De sociale forskelle er
ikke ligeligt fordelt i Storkøbenhavn; personer med lave indkomster og høj
ledighed er koncenteret i bestemte dele af byen (fx kommunerne vest for København).
Tilmed ofte i bestemte bebyggelser eller kvarterer. Omvendt er de
vellønnede, der aldrig oplever arbejdsløshed, mere eller mindre samlet i den
anden ende af byen.
Fra begyndelsen af 1980erne blev det stadigt tydeligere, at dele af de nye forstæder
ikke udviklede sig som planlagt. Især de store almene bebyggelser var
plagede af byggesjusk, huslejestigninger, høje fraflytningsrater og et tvivlsomt
ry, der gjorde ondt værre. I nogle byggerier var det helt op mod halvdelen
af beboerne, der årligt flyttede. Og de flyttende var som regel de ressourcestærke,
fx familier, personer med fast arbejde og gode indkomster m.m.
Segregationen betyder også, at der er stor forskel på beskatningsgrundlaget
i de enkelte kommuner, og trods den kommunale udligning giver det betydelige
forskelle i kommuneskattens størrelse og serviceudbud til borgerne.
Sidst i 1980erne udviklede situationen sig især i en række almene boligbebyggelser
så negativt, at det blev nødvendigt med en omfattende indsats, og
efter et vellykket lobbyarbejde fra borgmestre på den københavnske vestegn
blev et særligt Byudvalg nedsat af regeringen med henblik på at formulere
konkrete tiltag (bl.a. kvarterløft) for at forhindre, at de sociale uligheder skulle
udvikle sig til ghettoer, dvs. koncentrationer af personer på overførselsindkomst,
etniske minoriteter, lavindkomstgrupper osv., i større danske byer.
Baggrunden for byudvalgsindsatsen og senere kvarterløftsprogrammet forstås
lettere, hvis der fokuseres på en mindre geografisk skala: byområder, der
typisk har 1.000-2.000 indbyggere. Datamaterialet bag denne analyse omfatter
omkring 150 byområder svarende til knap en femtedel af Storkøbenhavns
befolkning spredt over hele storbyen. Med henblik på at måle indkomstuligheden
i Storkøbenhavn er for hvert enkelt byområde optalt, hvor mange af
den voksne befolkning (16-66 år) der indkomstmæssigt falder i decilergrupperne
for hele Storkøbenhavn under ét. Herved måles, i hvilket omfang indkomstfordleingen
i hvert enkelt byområde ligner storbyens indkomstfordeling.
For at få et simpelt mål, der kan udtrykke et områdes afvigelse fra den
storkøbenhavnske fordeling, anvendes decilkvotienten: Antal personer i et
givet byområde med indkomst i de to nederste deciler i relation til antal personer
i de to øverste deciler. Såfremt et byområdes decilkvotient har værdien
1,0, har det eksakt samme indkomstfordeling som Storkøbenhavn som helhed.
Hvis decilkvotienten er større, betyder det, at området har relativt flere
lavindkomsttagere (personer hvis indkomster hører til i de to nederste deciler),
og omvendt betyder en decilkvotient under 1,0, at der i byområdet er

forholdsvis flere med høje indkomster end i Storkøbenhavn som helhed. De
enkelte byområder kan herefter klassificeres som i skemaet:
Områdebetegnelse Decilkvotient
Ekstrem høj indkomst ....................................... 10,0
Kilde: Delade Städer, Stockholm 1997
Set under et udgjorde “ekstremerne”, dvs. områder med henholdsvis meget
lav eller ekstrem lav indkomst på den ene side og på den anden side områder
med meget høj eller ekstrem høj indkomst, kun omkring 10% af alle områder
i 1981. 18 år senere er denne andel øget til godt 40%, en udvikling, der tydeligt
demonstrerer den geografiske polarisering af befolkningen: Navnlig gennem
1980erne sker der en markant polarisering, der betyder, at højindkomsttagerne
bosætter sig i bestemte kvarterer (dvs. områder, der i forvejen præges
af generelt meget høje indkomster) og tilsvarende, at lavindkomsttagerne
koncentreres i andre byområder, se nedenstående tabel.
Storkøbenhavnske byområders decilkvotient 1981 og 1997
1981 1997
N % N %
Ekstrem høj indkomst .................. 1 0,65 1 0,64
Meget høj indkomst .................... 12 7,79 40 25,64
Høj indkomst ......................... 46 29,87 25 16,03
Over middel indkomst .................. 29 18,83 15 9,62
Under middel indkomst ................. 34 22,08 18 11,54
Lav indkomst ......................... 29 18,83 35 22,44
Meget lav indkomst .................... 3 1,95 20 12,82
Ekstrem lav indkomst................... 0 0,00 2 1,28
I alt ................................. 154 100,00 156 100,01
Kilde: Data baseret på specialkørsel fra Danmarks Statistik
Et andet udtryk for denne udvikling er den relative vækst i andelen af lavindkomsttagere
i de enkelte byområder: I de bedrestillede byområder øges andelen
af lavindkomsttagere, dvs. de udvikler sig mod en mere gennemsnitlig

sammensætning af indkomsttyperne, mens der i de “middelstillede” områder
er sket en mindre tilbagegang. Det betyder samlet en tendens til udligning.
Men så er det, at de i forvejen indkomstmæssigt dårligst stillede byområder
har en dramatisk forøgelse af andelen af lavindkomsttagere; i disse områder
sker der en koncentration af lavindkomstgrupperne i hastigt tempo.
Samlet set er der en trend mod større udligning mellem størstedelen af byområderne,
samtidig med at de ringest stillede områder isoleres eller marginaliseres.
800
600
400
200
0
-200
Lavindkomsttagere fordelt på byområder
Ændring 1981-1997 (procent)
1981-1989 1981-1994 1981-1997
Meget høj Høj Over gen.snit Under gen.snit Lav Meget lav
Indkomst
Storkøbenhavnske byområder. Gennemsnitlig decilkvotient 1981-1997 fordelt på boligtype
Boligtype 1981 1989 1994 1997
Almennyttige boliger......................... 1,79 3,06 3,61 3,27
Andelsboliger .............................. 1,35 1,51 1,24 1,35
Ejerlejligheder ............................. 0,28 0,26 0,32 0,41
Øvrige boliger .............................. 1,74 2,63 2,04 1,61
Parcel- og stuehuse (ejer) .................... 0,57 0,43 0,40 0,445
Parcel-, stue-, række- og kædehuse (ejer) ....... 1,24 1,49 1,27 1,65
Privat udlejning............................. 1,52 1,84 1,68 1,64
Kilde: Danmarks Statistik, egne beregninger
Befolkningens fordeling efter indkomst er stærkt påvirket af boligtypen. Som
allerede nævnt er der fra i alt fald 1970 klare tegn på en voksende segmentering
af boligmarkedet, der groft sagt betyder, at middelklasse-Danmark flytter
i parcelhus, mens arbejdere og især personer på overførselsindkomst bor
til leje. Mønstret ses tydeligt af ovenstående tabel: Lejeboligernes decilkvotient
er markant højere end ejerboligsektorens, og den er tilmed stigende, det

Pct
80
60
40
20
gælder især de almene boliger, der i periodens forløb er blevet næsten ene
om at løfte den boligsociale opgave. Omvendt har ejerboligerne en lav og generelt
mindsket decilkvotient – et udtryk for at det fortsat er personer med
de højeste indkomster, der er boligejere. Når de enkelte boligområder enten
består af lejeboliger eller ejerboliger, ja så er den socio-økonomiske segregation
sikker.
Uddannelsesniveau 1995
ift. byområdernes decilkvotient
2 4 6 8
Decilkvotient
Akademisk Grundskole
Den socio-økonomiske segregation viser, som ventet, et tilsvarende mønster
for uddannelsesområdet: andelen af voksne uden anden uddannelse end
grundskoleniveauet udgjorde typisk under 40% i byområder med høj, meget
høj eller ekstrem høj indkomst. Til gengæld 50-55% i områder med lav eller
meget lav indkomst. Det omvendte forhold gør sig gældende for personer
med akademisk uddannelse: i de økonomisk velstillede byområder udgjorde
de 30-60% af de voksne og typisk 5-15% i de ringere stillede byområder.
Erhvervssammensætningen og erhvervskonjunkturen og dermed beskæftigelsesmulighederne
varierer betydeligt mellem de regionale arbejdsmarkeder
i Danmark. Nogle regionale arbejdsmarkeder har udviklet sig relativt
godt gennem 1980ernes slutning på trods af krisen og kan opvise en betydelig
beskæftigelsesfremgang i de seneste år. Andre er strukturelt ramt og har
ikke oplevet den samme fremgang fra midten af 1990erne, som de første. En
relativ negativ erhvervsudvikling i et givet arbejdsmarkedsområde, hvor
nedgangen i arbejdspladser i landbrug, fiskeri, industri og dele af serviceerhvervene
ikke opvejes af nye industri- eller servicearbejdspladser er ensbetydende
med, at det bliver svært at finde arbejde, samt at flere bliver marginaliserede
i forhold til arbejdsmarkedet eller helt undlader at søge arbejde.
Nogle kan vælge at flytte fra området eller at tage arbejde langt væk fra bopælen.
Et sådant arbejdsmarkedsområde vil være præget af en relativ stor
andel af personer i den erhvervsaktive alder, der lever af en overførselsindkomst.
Der er således tale om en gruppe, der er blevet mere eller mindre “tilovers”
på arbejdsmarkedet.

I det følgende vil vi kalde denne gruppe for “arbejdsmarkedsrestgruppen”
(vores definition fremgår af nedenstående figur). Analysen af figuren giver
sammen med den efterfølgende tabel læseren en idé af omfanget af “den sociale
marginalisering” i visse dele af Danmark. “Arbejdsmarkedsrestgruppen”
målt i procent af de 20-66 årige er angivet på figurens vandrette akse
for samtlige danske arbejdsmarkedsoplande for året 1999. Arbejdsmarkedsoplandene
er defineret således, at mindst halvdelen af regionens beskæftigede
indbyggere også har arbejdssted i regionen. Det typiske arbejdsmarkedsopland
består af en større by med omliggende kommuner. Danmark er opdelt
i 46 arbejdsmarkedsoplande varierende fra øer som Samsø og Læsø i den
ene ende til storbyerne i den anden ende af skalaen. På landsplan udgør arbejdsmarkedsrestgruppen
22%. De arbejdsmarkedsoplande, der har en lav
andel i restgruppen, udgøres af hovedstadsregionen, samt af regioner i Østog
Vestjylland. I den “høje ende” findes øer som Lolland, Falster, Bornholm
og Langeland samt Skagen.
12
10
8
6
4
2
0
Arbejdsmarkedsrestgruppens omfang og tilvækst, 1985-1999
Hovedstadsregionen
Ringkøbing
Århus
Kolding
Vejle
Slagelse
Grenå
Frederikshavn
Ærøskøbing
Holbæk
Marstal
Rønne
Nykøbing F.
Samsø
Neksø
Maribo
Læsø
Rudkøbing
Nakskov
15 20 25 30 35 40
1999
Arbejdsmarkedsrestgruppen består af de personer, der er på en overførselsindkomst knyttet
til arbejdsmarkedet, såsom dagpenge, førtidspension, efterløn m.m. Tallene inkluderer ikke arbejdsløse
på bistandshjælp pga. datamangel, men derimod personer der modtager dagpenge
i forbindelse med barsel eller sygdom.
Kilde: Danmarks Statistik og Miljøministeriet
Arbejdsmarkedsoplande med en “arbejdsmarkedsrestgruppe” >29%, 1999:
Skagen, Læsø, Samsø, Ærøskøbing, Marstal, Rudkøbing, Nakskov, Maribo,
Nykøbing F., Møn, Rønne og Neksø.
Nakskov topper her med 37%. Hvis vi havde sat grænsen til 26%, ville antallet
blive forøget med 10: Nord- og Nordvestjylland (5) Vestsjælland (2) samt
Svendborg, Randers og Grenå.
På den lodrette akse har vi afbildet tilvæksten i “restgruppens” andel fra
1985 til 1999 i procent-point. Landsgennemsnittet er 3,5%, hovedstadsregio-
Møn

nen ligger på samme niveau. Ellers er det især de jyske arbejdsmarkedsoplande,
der med enkelte undtagelser ligger lavt. Den mest negative udvikling
findes i de arbejdsmarkedsområder, der allerede er nævnt ovenfor samt på
“Restsjælland”. Det er således stort set de arbejdsmarkedsoplande, der var
værst stillet i 1985 minus de Nordvestjyske, der har oplevet den mest negative
forandring sammen med især Frederikshavn og Slagelse. Der er tale om
en øget polarisering, en tendens til geografisk social marginalisering af visse
dele af Danmark.
For at illustrere disse regionale socialgeografiske forskelle yderligere har vi
valgt to eksempler: Nakskov (dvs. Vestlolland) som et eksempel på et marginaliseret
erhvervs- og arbejdsmarkedsopland og Kolding (dvs. Trekantområdet)
som et eksempel på et rimeligt succesfuldt erhvervs- og arbejdsmarkedsopland.
En sammenligning af to arbejdsmarkedsoplande 1999: Nakskov og Kolding
Nakskov Kolding
Beskæftigelsesforandring 1985-1999 .................. -19% 11%
Beskæftigelsesfrekvens 1999 ........................ 69% 78%
Ændring af denne 1985-1999 ........................ -9%-point -2%-point
Arbejdsmarkedsrestgruppe, i alt 1999 ................. 37% 22%
Arbejdsmarkedsrestgruppe, tilvækst 1985-1999 ......... 11% 3%
Lønmodtagere uden formel erhvervsuddannelse 1999
(1985=100) ...................................... 61 86
Faglærte o.l. 1999 (1985=100) ....................... 100 128
Videregående og lange uddannelser 1999 (1985=100) .... 81 151
I alt ............................................. 81 111
Som det fremgår af tabellen, så er der stor forskel mellem de to områder med
hensyn til beskæftigelsesmæssig og social forandring. Der er stor forskel på,
om et område har erhvervsmæssig succes eller ej. Regionale og lokale politikere
og embedsmænd står således med ret så forskellige problemer og sociale
kontekster, når der skal føres erhvervspolitik, arbejdsmarkedspolitik og
social integrationspolitik. Disse politikker må nødvendigvis, selv om de er
udtryk for nationale politiske ambitioner og foregår inden for en national
lovgivning, i sagens natur blive noget forskellige. Hvor forskellige ved vi ikke
meget om endnu, ligesom vi ikke ved ret meget om, hvordan disse forskelle
i politikudformningen på det regionale/lokale niveau gør en forskel
med hensyn til at “løse” de regionale sociale marginaliserings- og beskæftigelsesproblemer.
Udviklingen gennem 1990erne har betydet en markant økonomisk fremgang
i størstedelen af Danmark. Imidlertid er der tegn på, at nogle af de sociale
forskelle uddybes geografisk. Det gælder både regionalt og i storbysammen-

hæng: På det regionale niveau er der store forskelle ikke kun med hensyn til
arbejdsløshed, men også med hensyn til erhvervsdeltagelse. Som det fremgår,
har de dårligst stillede arbejdsmarkedsregioner en markant højere restgruppe
– den øges også klart hurtigere. Tilmed er forudsætningerne for at
rette op på forholdene stadigt ringere, eftersom den bedst kvalificerede del
af arbejdskraften forsvinder til andre regioner med bedre beskæftigelsesmuligheder.
Regional udvikling i de enkelte regioner i Danmark har derfor vidt
forskellige forudsætninger.
I Storkøbenhavn er segregationen på kommuneniveau aftagende, men en
række områder er i færd med at blive koblet helt af den almindelige samfundsudvikling.
Beboerne i disse områder har ikke mærket den økonomiske
og beskæftigelsesmæssige fremgang i 1990erne. Det skyldes primært, at størstedelen
af dem ikke er erhvervsaktive; deres indkomster er derfor ikke nævneværdigt
påvirket af 1990ernes økonomiske vækst. Tallene viser en klar polarisering
mellem bedre og dårlige stillede byområder; en geografisk polarisering,
der ikke er bremset af den danske velfærdsstat, men forstærkes gennem
segmenteringen af det danske boligmarked: Gennem de sidste årtier er
de socio-økonomiske forskelle mellem de enkelte ejerformer på boligmarkedet
vokset markant. Det er på mange måder resultatet af den førte boligpolitik
gennem de sidste 30-40 år.
De to eksempler demonstrerer, at omfanget af social ulighed varierer betydeligt
med det geografiske niveau og medvirker til at give sociale uligheder en
egen betydning. Eksemplerne viser også, at de arbejdsmarkeds- og socialpolitiske
udfordringer, de enkelte kommuner står overfor, er vidt forskellige
og skal håndteres ud fra de lokale/regionale forudsætninger.

$UEHMGVO—VKHG
Arbejdsløshed er et af de mest benyttede begreber, men samtidig et meget
upræcist begreb. I årsrapporten vil vi sondre mellem “registreret arbejdsløshed”
og “uden ordinær beskæftigelse”. “Registreret arbejdsløshed” er det officielle
tal for personer uden beskæftigelse. “Uden ordinær beskæftigelse” er
et sammenstykket tal for alle de aktiveringsordninger, uddannelser og orlov,
der findes. De er ikke arbejdsløse, men de mangler ordinær beskæftigelse, og
hvis de ikke havde været i aktivering, ville de fleste nok være arbejdsløse.
Arbejdsløshedsudviklingen er det store positive træk i den sociale udvikling
de senere år. Den registrerede arbejdsløshed “toppede” i 1993/94, hvor næsten
13% af arbejdsstyrken var registreret ledige. Siden er det næsten gået ubrudt
nedad med arbejdsløshedsprocenten, så vi i dag er nede på en arbejdsløshedsprocent
på ca. 5. På det seneste er der dog tegn på, at vi er ved at nå
bunden af kurven.
14
12
10
8
6
4
2
0
Figur 1: Arbejdsløshedsprocenten for mænd og kvinder. 1990-2000
Kvinder
1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000
Kilde: Statistisk tiårsoversigt
Alle
Mænd

Det er meget karakteristisk for arbejdsløshedsprocenten i 1990erne, at kvinderne
konstant har ligget 2-3 procentpoint over mændene.
En registreret arbejdsløshedsprocent på ca. 5 svarer stort set til størrelsen af
det, som økonomerne kalder den strukturelle arbejdsløshed. Det vil sige, at
vi ikke kan nå meget længere ned, før vi får “flaskehalse” og inflationspres,
som efterhånden vil føre til dårligere konkurrenceevne, og så begynder arbejdsløsheden
at stige igen. Man kan på en måde sige, at vi nu har opnået
fuld beskæftigelse, selv om vi stadig har 5% registrerede arbejdsløse.
Men selv om vi altså nu, på en måde, har nået en tilstand af fuld beskæftigelse,
så er der alligevel grupper i samfundet, som ikke kan mærke, at der er
fuld beskæftigelse. De har stadig en relativt høj arbejdsløshed.
16
14
12
10
8
6
4
2
0
Figur 2: Arbejdsløshedsprocenten i uddannelsesgrupper. 1994-2000
Ingen uddan. Faglært o.l. Kort, videreg. Mellemlang Lang, videreg.
Kilde: Statistisk tiårsoversigt
1994 1997 2000
Uddannelse er en vigtig faktor. Det viser sig, at personer uden erhvervsuddannelse
har højere arbejdsløshedsprocent end andre grupper, og det har
været tilfældet i mange år. Personer med videregående uddannelse har derimod
meget lav arbejdsløshed.
Alderen spiller også en rolle. Arbejdsløshedsprocenten er specielt lav blandt
de unge, men relativt høj blandt de ældre. Desuden lægger man mærke til,
at aldersgruppen 25-34 år har en lidt højere arbejdsløshed end de 35-54 årige.
Det skyldes måske, at det var vanskelige tider, da de skulle finde fodfæste på
arbejdsmarkedet i slutningen af 1980erne og begyndelsen af 1990erne.

50
40
30
20
10
0
20
15
10
5
0
Figur 3: Arbejdsløshedsprocenten i aldersgrupper. 1994-2000
16-24 år 25-34 år 35-54 år 55-59 år 60-66 år
Kilde: Statistisk tiårsoversigt
1994 1997 2000
Figur 4: Arbejdsløshedsprocenten i etniske grupper. 1994-2000
1994 1997 2000
Danskere Efterkommere Efterkommere Indvandrere Indvandrere
fra mere udviklede
lande
fra mindre udviklede
lande
fra mere udviklede
lande
Indvandrernes arbejdsløshed er et vigtigt emne i den offentlige debat, fordi
det handler om integration i samfundet. Ifølge en undersøgelse fra OECD
blev Danmark betegnet som et af de lande, der var dårligst til at integrere
indvandrerne på arbejdsmarkedet.
Kilde: Statistisk tiårsoversigt
fra mindre udviklede
lande
Figur 4 viser helt tydeligt, at arbejdsløsheden blandt indvandrerne (født i udlandet)
er meget høj. Det er lidt bedre med efterkommerne (født i Danmark).
Det positive er, at arbejdsløshedsprocenten er faldet kraftigt i alle grupperne

i perioden 1994-2000. Det negative er, at indvandrerne fra de mindre udviklede
lande stadig har en meget høj arbejdsløshedsprocent – næsten 20%.
Arbejdsløsheden varierer en hel del mellem kommunerne. Hvis vi ser på de
seneste oplysninger, så var arbejdsløshedsprocenten lavest i Ledøje-Smørum
Kommune (2,3%) og højest i Læsø Kommune (12,7%). Vi kan opstille en “hitliste”
med de ti kommuner med lavest arbejdsløshedsprocent.
De ti kommuner med laveste arbejdsløshedsprocenter. 2001
Ledøje-Smørum (10.400 indb., Københavns Amt) ...................... 2,3%
Sydals (6.500 indb., Sønderjyllands Amt) .............................. 2,6%
Lejre (8.500 indb., Roskilde Amt) .................................... 2,6%
Slangerup (8.400 indb., Frederiksborg Amt) ............................ 2,6%
Skævinge (5.400 indb., Frederiksborg Amt) ............................ 2,7%
Ramsø (9.200 indb., Roskilde Amt) .................................. 2,7%
Augustenborg (6.400 indb., Sønderjyllands Amt)........................ 2,7%
Nordborg (14.200 indb., Sønderjyllands Amt) .......................... 2,7%
Bjerringbro (13.900 indb., Viborg Amt) ................................ 2,8%
Værløse (17.900 indb., Københavns Amt) ............................. 2,8%
Hele landet (5.330.00 indbyggere) ................................... 5,0%
De laveste arbejdsløshedsprocenter finder vi i kommuner i hovedstadsområdet
og på Als i Sønderjylland. I disse kommuner er arbejdsløsheden under
3%.
Vi kan også se på “hitlisten” over kommuner med de højeste arbejdsløshedsprocenter.
De højeste arbejdsløshedsprocenter finder vi i “yderkanterne” af landet, dvs.
nogle af de mindre øer, fx Læsø, Samsø, Langeland, Lolland og Bornholm, eller
i Nordjylland.

De ti kommuner med højeste arbejdsløshedsprocenter. 2001
Læsø (2.300 indb., Nordjyllands Amt) ................................ 12,7%
Samsø (4.200 indb., Århus Amt).................................... 10,7%
Sydlangeland (4.300 indb., Fyns Amt) ............................... 10,0%
Allinge-Gudhjem (7.700 indb., Bornholms Amt) ........................ 9,5%
Rudbjerg (3.600 indb., Storstrøms Amt).............................. 9,1%
Tranekær (3.500 indb., Fyns Amt) .................................. 8,9%
Frederikshavn (34.900 indb., Nordjyllands Amt) ........................ 8,9%
Ravnsborg (5.800 indb, Storstrøms Amt) ............................. 8,7%
Nexø (8.600 indb., Bornholms Amt) ................................. 8,6%
Skagen (12.700 indb., Nordjyllands Amt) ............................. 8,4%
Hele landet (5.330.00 indbyggere) .................................. 5,0%
Spørgsmålet, om det er særlige geografiske områder, der har høj arbejdsløshed,
fremgår af den følgende tabel over de forskellige amter.
Arbejdsløshedsprocenter i amter. 2001
Københavns Kommune........................................... 6,7%
Frederiksberg Kommune.......................................... 5,2%
Københavns Amt ................................................ 4,2%
Frederiksborg Amt ............................................... 3,6%
Roskilde Amt ................................................... 3,4%
Vestsjællands Amt ............................................... 5,1%
Storstrøms Amt ................................................. 6,5%
Bornholms Amt ................................................. 6,9%
Fyns Amt ...................................................... 5,9%
Sønderjyllands Amt .............................................. 4,5%
Ribe Amt ...................................................... 4,0%
Vejle Amt ...................................................... 4,1%
Ringkøbing Amt ................................................. 4.0%
Århus Amt ..................................................... 5,4%
Viborg Amt ..................................................... 4,3%
Nordjyllands Amt ................................................ 6,7%
Hele landet ..................................................... 5,0%
Vi genfinder i tabellen de områder af landet, hvor arbejdsløsheden er størst,
dvs. Nordjyllands Amt, Bornholms Amt og Storstrøms Amt. Københavns
Kommune har dog også en relativt høj arbejdsløshedsprocent.
De lave arbejdsløshedsprocenter finder vi i hovedstadsområdet og i de fleste
amter i Jylland.

Ved siden af den registrerede arbejdsløshed har vi en række personer, som
er uden ordinær beskæftigelse. Det vil sige, at de er i støttet beskæftigelse,
under uddannelse eller på orlov. Herunder findes det, vi normalt kalder for
aktiveringsforanstaltninger eller arbejdsmarkedsforanstaltninger.
Ifølge Danmarks Statistik var der i 1. kvartal 2001 ca. 260.000 personer uden
ordinær beskæftigelse – det svarer til 8,6% af arbejdsstyrken. Heraf var de
166.000 registreret arbejdsløse, mens 93.000 var i forskellige aktiveringsforanstaltninger,
inkl. personer på orlov fra ledighed. Der er 8,7%, som ikke selv
kan skaffe sig et ordinært arbejde, og det er den relle arbejdsløshedsprocent
– i modsætning til den officielle på 6,0%.
60000
50000
40000
30000
20000
10000
Støttet beskæftigelse .................................. 33.793
Uddannelsesforanstaltninger ............................ 41.419
Orlov (fra ledighed) ..................................... 6.101
Integrationsuddannelse .................................. 2.940
Anden aktivering ....................................... 8.726
I alt ................................................ 92.979
Kilde: Statistiske Efterretninger. Arbejdsmarked, 2001:43
Siden 1994 er der sket en klar ændring af aktiveringsforanstaltningerne. Færre
er i støttet beskæftigelse (fx jobtræning og puljejob), mens flere er i uddannelse.
Ud over at satse mere på uddannelse og mindre på støttet beskæftigelse har
man også ændret på, hvilke typer af støttet beskæftigelse der benyttes i aktiveringen.
0
Kilde: Statistisk tiårsoversigt
Figur 5: Gennemsnitlig antal deltagere i aktivering. 1994-2000
Støttet beskæftigelse Uddannelse Anden aktivering
1994 1997 2000

Figur 6: Gennemsnitlig antal deltagere i støttet beskæftigelse. 1994-2000
Almindelig jobtræning
Individuel jobtræning
Puljejob
Igangsætning
Kilde: Statistisk tiårsoversigt
Der er færre og færre deltagere i det, vi kalder almindelig jobtræning. Til
gengæld er der flere og flere i individuel jobtræning. Forskellen på de to typer
af jobtræning er bl.a., at individuel jobtræning er beregnet til personer
med lav arbejdsevne, mens almindelig jobtræning er for personer med almindelig
arbejdsevne. Desuden finder en del almindelig jobtræning sted i private
virksomheder, mens stort set al individuel jobtræning finder sted i offentlige
virksomheder.
Puljejob er særlige offentlige servicejob til A-kasseforsikrede arbejdsløse i aktivperioden
inden for de såkaldt “bløde” områder. Denne ordning er nu ophørt
og under afvikling.
Igangsætningsydelse/iværksætterydelse er blevet afskaffet i 1998, men således
at de personer, der var påbegyndt den 3-årige ydelse, kunne fortsætte.
2000
1997
1994
0 5.000 10.000 15.000 20.000 25.000 30.000 35.000 40.000
Vi kan måske tolke udviklingen som, at man satser mere på de “tunge” grupper
(individuel jobtræning), mens de “lette” grupper (almindelig jobtræning
og igangsætning) har fået lavere prioritet. Det kan også skyldes, at de gode
konjunkturer har fået de fleste i den “lette” gruppe i ordinært arbejde, og nu
har man fået flere ressourcer til at aktivere den “tunge” gruppe.
Vi har undersøgt, hvordan det er gået med de personer, som i 1996 var i aktivering
– enten kommunal aktivering eller AF-aktivering. Hvordan var deres
situation i 1999? Var de kommet i beskæftigelse, eller var de arbejdsløse?
Tabellen på næste sider viser, at halvdelen af de personer, der i 1996 var i AFaktivering,
ikke modtog nogen ydelser tre år efter i 1999. De er altså blevet
selvforsørgende. Dette er “kun” tilfældet for 37% af deltagerne i kommunal
aktivering.

Deltagere i aktivering i 1996, fordelt efter om de modtog sociale ydelser i 1999
AF- Kommunal
aktivering aktivering
Ingen ydelse ................................... 49% 37%
A-dagpenge ................................... 19% 8%
Kontanthjælp .................................. 3% 20%
AF-aktivering .................................. 7% 0%
Kommunal aktivering ............................ 1% 20%
Andre ydelser .................................. 21% 15%
Kilde: Særlige analyser i Danmarks Statistik
Vi kan også se, at der er ca. 30% af deltagerne i AF-aktivering, der er i en arbejdsløshedssituation,
idet de enten modtager arbejdsløshedsdagpenge, kontanthjælp
eller er i en eller anden form for aktivering. Gruppen af “andre
ydelser” dækker især over sygedagpenge/barselsdagpenge, der kan tages
som udtryk for, at de har en eller anden tilknytning til arbejdsmarkedet. Det
er kun 3%, der er kommet på førtidspension eller efterløn.
Når det gælder deltagerne i kommunal aktivering, så er billedet knap så positivt.
20% var i kommunal aktivering, og andre 20% var på kontanthjælp.
Det vil sige, de har ikke formået at komme ud af det kommunale system. Der
var dog 8%, som modtog arbejdsløshedsdagpenge, hvilket kan tolkes som
om, de har været i ordinær beskæftigelse i længere tid (over et år).
Vi kan altså konkludere, at langt de fleste deltagere i AF-aktivering kommer
tilbage til arbejdsmarkedet på ordinære vilkår tre år efter. Kun en tredjedel
er fortsat i en arbejdsløshedssituation.
Deltagerne i kommunal aktivering opnår knap så gode resultater. Op mod
halvdelen er fortsat i en arbejdsløshedssituation 3 år efter, mens 37% er blevet
selvforsørgende.
Det kan være vanskeligt at måle effekten af aktivering. Hvornår er indsatsen
lykkedes? Når de er kommet i ordinært arbejde? Eller i uddannelse?
Vi har valgt at måle det som de personer, der ikke længere modtager sociale
ydelser – altså er blevet selvforsørgende. Det kalder vi integrationsprocenter.
Vi har taget udgangspunkt i de personer, der blev aktiveret i 1996 – enten via
AF-systemet eller via det kommunale aktiveringssystem. Hvor mange af disse
aktiverede er 3 år senere i 1999 i en situation, hvor de kan klare sig selv?
I det foregående afsnit så vi, at det drejede sig om 49% af de AF-aktiverede
og 37% af de kommunalt aktiverede. Men hvordan forholder det sig i de enkelte
kommuner?

Vi kan umiddelbart konstatere, at integrationsprocenterne varierer kraftigt
mellem kommunerne – fra under 20% til mere end 60%.
Integrationsprocenten ved kommunal aktivering og AF-aktivering, 1996-1999
AF- Kommunal
Integrationsprocent: aktivering aktivering
Under 20%.................................... - 11%
20-29%....................................... 1% 28%
30-39%....................................... 16% 38%
40-49%....................................... 44% 18%
50-59%....................................... 32% 5%
60% +........................................ 7% -
I alt .......................................... 100% 100%
Kilde: Særlige analyser i Danmarks Statistik
Gennemgående er integrationsprocenterne højest, når det handler om AF-aktivering,
og lavest, når det handler om kommunal aktivering. Det skyldes
bl.a., at de aktiverede i AF-systemet er tættere knyttet til arbejdsmarkedet og
er medlem af en A-kasse, mens det kommunale system samler op på personer,
som har en svag arbejdsmarkedstilknytning eller er “gledet” ud af Akassesystemet.
Vi kan se, at kommunestørrelsen tilsyneladende spiller en vis rolle for integrationsprocenten,
men det gælder kun den kommunale aktivering. Jo større
kommune, des bedre virker den kommunale aktivering tilsyneladende. Derimod
spiller kommunens størrelse ingen rolle for AF-aktiveringen.
Gennemsnitlig integrationsprocent ved aktivering i kommuner med forskellig størrelse i
perioden 1996-1999
AF- Kommunal
aktivering aktivering
Under 5.000 indbyggere ........................ 47,2% 25,6%
5.000-7.499 indbyggere ........................ 47,2% 29,6%
7.500-9.999 indbyggere ........................ 46,2% 31,9%
10.000-14.999 indbyggere ...................... 50,3% 33,1%
15.000-19.999 indbyggere ...................... 48,5% 35,5%
20.000-39.999 indbyggere ...................... 49,6% 35,6%
40.000 indbyggere eller mere .................... 49,2% 39,2%
Hele landet ................................... 48,2% 32,7%
Kilde: Særlige analyser i Danmarks Statistik
Forklaringen på de større kommuners relative “succes” med kommunal aktivering
kan måske være, at de har flere “klienter” og dermed er i stand til at
lave bedre projekter for de aktiverede end de små kommuner. Desuden

handler det måske om, at de større kommuner har større politisk vilje til at
løse problemerne.
Integrationsprocenterne varierer også med, hvilket amt kommunerne er beliggende
i.
Gennemsnitlig integrationsprocent ved aktivering i kommuner i forskellige amter i perioden
1996-1999
AF- Kommunal
aktivering aktivering
Københavns Kommune......................... 48,5% 44,2%
Frederiksberg Kommune........................ 51,5% 47,4%
Københavns Amt .............................. 52,8% 41,4%
Frederiksborg Amt ............................. 54,1% 40,6%
Roskilde Amt ................................. 55,6% 38,1%
Vestsjællands Amt ............................. 49,4% 25,3%
Storstrøms Amt ............................... 44,8% 24,9%
Bornholms Amt ............................... 47,4% 30,0%
Fyns Amt .................................... 43,9% 32,1%
Sønderjyllands Amt ............................ 50,9% 31,5%
Ribe Amt .................................... 56,8% 28,0%
Vejle Amt .................................... 48,5% 32,4%
Ringkøbing Amt ............................... 44,3% 29,8%
Århus Amt ................................... 46,4% 39,4%
Viborg Amt ................................... 47,1% 33,8%
Nordjyllands Amt .............................. 43,2% 31,2%
Hele landet ................................... 48,2% 32,7%
Kilde: Særlige analyser i Danmarks Statistik
Vi kan for det første konstatere, at integrationsprocenterne er størst i hovedstadsområdet
– både når vi betragter kommunal aktivering og AF-aktivering.
Desuden kan det nævnes, at integrationsprocenten ved AF-aktivering er ret
høj i Ribe Amt. Den er også relativt høj ved kommunal aktivering i Århus
Amt.
Arbejdsløshedssituationen spiller en vis rolle for integrationsprocenterne –
både ved AF-aktivering og kommunal aktivering. Jo lavere arbejdsløshedsprocent,
des højere integrationsprocent. Men selv om der er et klart mønster,
er forskellene alligevel rimeligt små, især når man ser bort fra yderpunkterne.
Det betyder, at der er mange andre faktorer end beskæftigelsessituationen
i kommunerne, der afgør om aktiveringen bliver en “succes”.

Gennemsnitlig integrationsprocent ved aktivering i kommuner med forskellig arbejdsløshedsprocent
i perioden 1996-1999
AF- Kommunal
aktivering aktivering
Under 4% .................................... 54,2% 36,5%
4,0-4,9%..................................... 49,5% 34,2%
5,0-5,9%..................................... 46,7% 31,5%
6,0-6,9%..................................... 44,4% 33,6%
7,0-7,9%..................................... 44,1% 33,3%
8,0-8,9%..................................... 46,3% 23,3%
9,0% eller mere ............................... 42,8% 22,0%
Hele landet ................................... 48,2% 32,7%
Kilde: Særlige analyser i Danmarks Statistik
I de senere år har regeringen gjort store anstrengelser for at få gennemført
det rummelige arbejdsmarked. Det rummelige arbejdsmarked er groft taget
betegnelse for særlige ordninger på arbejdsmarkedet, som gør det muligt at
beskæftige personer, der ellers ville være arbejdsløse eller på pension. Staten
giver et større eller mindre tilskud til lønnen.
I denne sammenhæng ser vi især på fleksjob, skånejob og servicejob, mens
vi i foregående afsnit så nærmere på aktivering og støttet beskæftigelse.
Fleksjob er beregnet til personer med varig nedsat erhvervsevne, som ikke
får førtidspension, mens skånejob er beregnet til personer, der har opnået
førtidspension.
Servicejob er job inden for det offentlige til personer på over 48 år, der er arbejdsløse
i aktivperioden eller på overgangsydelse. Servicejob er først blevet
etableret i år 2000.
Antal fleksjob, skånejob og servicejob, 1999-2001
1999 2000 2001
Fleksjob ................................... 5.711 6.976 10.648
Skånejob .................................. 3.987 4.878 6.065
Servicejob ................................. - - 1.716
I alt ....................................... 9.698 11.854 18.429
Kilde: Arbejdsministeriets Nøgletal og Danmarks Statistiks Databank
I løbet af de sidste par år er antallet af fleks-, skåne- og servicejob næsten
blevet fordoblet, fra ca. 10.000 til knap 20.000.

Der føres i øjeblikket en kraftig kampagne for at øge antallet af disse “rummelige”
job, og det synes at virke. Regeringens mål er 40.000 på fleks- og skånejob.
Antal fleks-, skåne- og servicejob inden for forskellige sektorer, 2001
Fleks- Skåne- Servicejob
job job I alt
Privat sektor ....................... 4.961 2.598 - 7.559
Staten ............................ 674 201 144 1.019
Amter ............................ 730 545 272 1.547
Kommuner ........................ 3.665 1.997 1.133 6.795
Andet ............................ 618 724 167 1.509
I alt .............................. 10.648 6.065 1.716 18.429
Kilde: Arbejdsministeriets Nøgletal og Statistiske Efterretninger. Arbejdsmarked, 2001:45
Det er helt klart kommunerne og den private sektor, der har oprettet flest
“rummelige” job, men disse to sektorer har også flest ordinært ansatte. Servicejob
kan kun oprettes inden for det offentlige.

.RQWDQWKM–OS
Selv om beskæftigelsen har været stigende og antallet af personer, der modtager
arbejdsløshedsdagpenge, har været kraftigt faldende i de seneste par
år, er der siden 1996 kun tale om et svagt fald i antallet af personer, som
modtager kontanthjælp til forsørgelse.
Hjælp til forsørgelse omfatter personer, som ikke kan forsørge sig selv, fordi
de er ramt af en social begivenhed, som fx arbejdsløshed eller sygdom. I år
2000 var der 255.000 personer, som modtog hjælp til forsørgelse.
300000
250000
200000
150000
100000
50000
0
Figur 1: Antal modtagere af hjælp til forsørgelse
1995 1996 1997 1998 1999 2000
Kilde: Statistiske Efterretninger og Nyt fra Danmarks Statistik.
Hjælp til forsørgelse omfatter forskellige former for hjælp: Hjælp til underhold,
uddannelse og aktivering af kontanthjælpsmodtagere. Ser vi på de enkelte
typer af kontanthjælp, er der tale om en forskellig udvikling.
Hjælp til underhold m.v. ydes til personer, der på grund af ændringer i deres
forhold ikke kan skaffe det nødvendige til at dække eget og eventuelt familiens
underhold. Der er tale om et fald på næsten 20.000 personer frem til 2000.

Hjælp til uddannelse, erhvervsmæssig optræning eller omskoling kan ydes,
når det skønnes at være forudsætningen for, at en person og dennes eventuelle
familie fremover vil kunne klare sig. Hvad angår hjælp til uddannelse,
har der været tale om et stigende antal. Dette gælder dog kun frem til 1998.
Fra 1998 har der været tale om et fald på 5.000 personer med hjælp til uddannelse.
Tusinde personer
200
150
100
50
0
Figur 2: Antal personer, der modtager underhold, uddannelse og aktivering
1995 1996 1997 1998 1999 2000
Hjælp til underhold Hjælp til uddannelse Aktiverede kontanthjælpsmodtagere
Kilde: Statistiske Efterretninger og Nyt fra Danmarks Statistik
Den kommunale aktivering indebærer en pligt for kommunen og en ret for
modtageren af kontanthjælp til at få et aktiveringstilbud.
Antallet af aktiverede kontanthjælpsmodtagere var faldende fra 1995 frem
til 1998. Der er dog tale om en stigning igen fra 1998, som må formodes at
hænge sammen med Lov om aktiv socialpolitik, som bl.a. indebar, at aldersgrænsen
for hurtig aktivering, dvs. efter 13 ugers sammenhængende ledighed,
blev hævet fra 25 til 30 år. Antallet af aktiverede er i 2000 lige så stort
som i 1995 med omkring 100.000 personer i kommunal aktivering.
De månedlige opgørelser af modtagere af hjælp til forsørgelse viser, at antallet
frem til juni 2001 fortsat er svagt faldende.
På trods af et lille fald i antallet af modtagere af hjælp til forsørgelse er antallet
af personer, der har modtaget hjælp til forsørgelse mellem 10-12 måneder
inden for et kalenderår, steget siden 1994 med speciel stor stigning siden
1998. Personer, som har modtaget hjælp til forsørgelse mellem 10-12 måneder
inden for det enkelte kalenderår, benævnes her langvarige modtagere.

Langvarige modtagere af hjælp til forsørgelse omfatter personer, som modtager
kontanthjælp, revalidering og aktivering. Antallet har stort set ligget på
115.000 personer frem til 1998, men er steget til 122.000 i 1999.
Da det samlede antal af modtagere af hjælp er faldet, er andelen af langvarige
modtagere steget fra at udgøre 38% i 1994 til at udgøre 47% i 1999.
Der er sket ændringer i sammensætningen af de langvarige modtagere. For
det første er andelen af indvandrere steget fra at udgøre 23% i 1994 til 34%
i 1999. For det andet er andelen på aktivering steget fra 6% til 20% i 1999.
Antal personer med hjælp til forsørgelse m.v. i 10-12 måneder inden for kalenderåret,
1994-1999
Hjælp til forsørgelse
Antal........................
Procent af samtlige ............
Kontanthjælp
Antal........................
Procent af samtlige ............
Revalidering
Antal........................
Procent af samtlige ............
Aktivering
Antal........................
Procent af samtlige ............
1994 1995 1996 1997 1998 1999
115.046 110.912 115.606 115.304 115.997 121.667
38% 41% 44% 44% 45% 47%
82.143 65.348 63.845 61.098 55.260 51.590
37% 33% 34% 32% 30% 29%
13.833 15.333 16.251 17.281 18.042 23.740
20% 23% 24% 23% 23% 31%
5.243 10.512 14.439 15.858 17.168 19.484
6% 11% 15% 17% 18% 20%
Anm.: Procent af samtlige personer med henholdsvis hjælp til forsørgelse, kontanthjælp, revalidering og
aktivering i løbet af året. Aktivering er inkl. unge under 25/30 år med kontanthjælp i visitations- og mellemperioderne.
Fra 1. juli 1998 er revalidering inkl. personer under forrevalidering med kontanthjælp, som
tidligere blev registreret under kontanthjælp.
Summen af antallet af langvarige modtagere af kontanthjælp, revalidering og aktivering er mindre end
antallet af langvarige modtagere af hjælp til forsørgelse. En person, der modtager passiv kontanthjælp i fx 4
måneder af året og er i aktivering i de andre 8 måneder, vil ikke blive registreret som langvarig modtager af
de enkelte ydelser, men kun af hjælp til forsørgelse.
Kilde: Danmarks Statistiks årsstatistik over kontanthjælp, 1994-1999
Ser vi på antallet af langvarige modtagere ekskl. revalidering, er antallet steget
fra 86.900 i 1995 til 92.200 i år 2000. Tallet i 2000 er ca. 2.000 større end i
1999. Det ser således ud til, at antallet af langvarige modtagere fortsætter
med at stige trods fald i det samlede antal modtagere af hjælp til forsørgelse.
Antal personer med hjælp til forsørgelse i 10-12 måneder inden for kalenderåret, 1995-
2000 (ekskl. revalidering)
1995 1996 1997 1998 1999 2000
Antal personer .......... 86.900 89.500 86.800 85.800 90.600 92.200
Kilde: Udtræk på Arbejdsministeriets Analyseregister DREAM

Stigningen i langvarige modtagere af kontanthjælp hænger sammen med en
række forhold. Lad os her bare pege på to forhold.
Det ene er, at der er tale om personer med mange sammensatte sociale problemer
– ofte af helbredsmæssig art og/eller med psykisk sårbarhed. Kommunerne
er i store vanskeligheder med, hvad de skal stille op med disse personer,
fordi personerne ikke umiddelbart er parate til en arbejdsmarkedstilknytning
og ofte har vanskeligheder med at mestre livet.
Det andet forhold er, at kommunerne er blevet tilskyndet til at nedbringe antallet
af førtidspensionister, og det påvirker antallet af langvarige kontanthjælpsmodtagere.
Faldet i tilkendelse af førtidspension har specielt ramt den
del, som oftest kommer fra kontanthjælpssystemet, derfor stiger antallet af
langvarige modtagere af kontanthjælp, når der bliver lukket for førtidspension.
Udviklingen i antallet af langvarige modtagere af hjælp til forsørgelse har
været meget forskellig. Der er tale om en forskellig udvikling, som er påvirket
af de lokale regionale arbejdsmarkeder, forskellig forvaltningspraksis og
det sociale arbejde i de enkelte kommuner.
For hele landet gælder det, at der har været tale om en stigning på 6%. Ser vi
på udviklingen i amterne, er der markante forskelle. I Bornholms Amt, Ribe
Amt og Viborg Amt er der tale om stigninger på henholdsvis 47%, 47% og
34%, mens der i Københavns Amt, Frederiksborg Amt og Roskilde Amt har
været tale om fald på henholdsvis 13%, 24% og 12%.
Man kan sige, at mens der er tale om fald i de tre amter, som ligger rundt om
Københavns Kommune (som har haft en stigning, der ligger på landsgennemsnittet),
så er der tale om stigninger i alle andre amter.
Ser vi på kommunerne, er forskellene markant store, idet det går fra fald i antallet
af langvarige modtagere på næsten 50% til stigninger på omkring
100%, og enkelte kommuner har haft stigninger over 100% og helt op til omkring
500%.
Nedenstående skemaer viser de ti kommuner, som har haft de største stigninger,
og de ti kommuner, som har haft de største fald i antallet af langvarige
kontanthjælpsmodtagere.

De ti kommuner med de største stigninger i antallet af langvarige kontanthjælpsmodtagere
Ølgod (11.400 indbyggere, Ribe Amt) ............................... 1.050%
Aulum-Haderup (6.700 indbyggere, Ringkøbing Amt) ................... 683%
Løgumkloster (6.900 indbyggere, Sønderjyllands Amt) ................. 660%
Vinderup (8.800 indbyggere, ingkøbing Amt) .......................... 427%
Sydlangeland (4.300 indbyggere, Fyns Amt) .......................... 400%
Bredebro (3.800 indbyggere, Sønderjyllands Amt) ..................... 290%
Nørre Åby (5.300 indbyggere, Fyns Amt) ............................. 227%
Aars (13.200 indbyggere, Nordjyllands Amt) .......................... 202%
Løkken-Vrå (9.000 indbyggere, Nordjyllands Amt) ..................... 197%
Maribo (11.100 indbyggere, Storstrøms Amt) ......................... 191%
De store stigninger har fundet sted i de mindre kommuner i Sønderjyllands,
Ringkøbing og Nordjyllands Amt med indbyggertal fra 5.000 til 13.000.
De ti kommuner med de største fald i antallet af langvarige kontanthjælpsmodtagere
Helsinge (18.700 indbyggere, Frederiksborg Amt) ....................... 49%
Ledøje-Smørum (10.400 indbyggere, Københavns Amt) .................. 47%
Farum (18.700 indbyggere, Frederiksborg Amt) ......................... 47%
Skovbo (13.500 indbyggere, Roskilde Amt) ............................. 44%
Ølstykke (14.400 indbyggere, Fredriksborg Amt) ......................... 43%
Greve (47.900 indbyggere, Roskilde Amt) .............................. 42%
Værløse (17.900 indbyggere, Københavns Amt) ......................... 40%
Hørsholm (23.600 indbyggere, Frederiksborg Amt) ...................... 37%
Hinnerup (11.100 indbyggere, Århus Amt) .............................. 35%
Helsingør (59.500 indbyggere, Frederiksborg Amt) ....................... 33%
Der er tale om mellemstore kommuner, som fortrinsvis ligger i Frederiksborg,
Roskilde og Københavns Amt. Kun en enkelt kommune er beliggende
i Jylland i Århus Amt.
Udviklingen i kontanthjælpsmodtagerne betyder, at de langvarige modtagere
af hjælp til forsørgelse udgør en stigende andel af samtlige kontanthjælpsmodtagere.
Andelen på landsplan er steget fra 38% i 1994 til 47% i 1999. Vi har set på
kommuner med de største andele og kommuner med de mindste andele.

De ti kommuner med de største andele af langvarige kontanthjælpsmodtagere (rangordnet
efter, om der har været tale om stigning eller fald i antallet i perioden 1994-1999)
Andel Ændring
Nyborg (18.800 indb., Fyns Amt) ........................... 50% 114%
Nakskov (15.500 indb., Storstrøms Amt) ..................... 47% 66%
Esbjerg (82.900 indb., Ribe Amt) ........................... 48% 52%
Ravnsborg (5.800 indb., Storstrøms Amt) .................... 49% 28%
Vejle (54.100 indb., Vejle Amt) ............................. 49% 24%
Brøndby (34.400 indb., Københavns Amt) .................... 51% 16%
Horsens (56.800 indb., Vejle Amt) .......................... 49% 13%
København (495.700 indb.) ................................ 49% 7%
Odense (183.900 indb., Fyns Amt) .......................... 48% -1%
Århus (284.000 indb., Århus Amt) .......................... 50% -4%
Det er typisk i de større byer, at andelen af langvarige modtagere er høj, og
stigningen har været relativ kraftig i en del af byerne. Brøndby Kommune
skiller sig ud som den eneste kommune i de omkringliggende amter af København,
som har haft en stigning. De store byer Odense og Århus har haft
et moderat fald i de langvarige modtagere, mens København har haft en stigning
på landsgennemsnittet.
Ser vi på kommuner med en lav andel af langvarige modtagere af hjælp til
forsørgelse, omfatter det mange af de små kommuner. Mange har således en
andel på under 25%. For at få et billede af den meget forskellige udvikling,
har vi udvalgt de ti kommuner med de mindste andele, som har haft en stigning
i antallet af langvarige modtagere og de ti kommuner med de laveste
andele, som har haft et fald i antallet af langvarige modtagere.
De ti kommuner med de laveste andele, som har haft en stigning i antallet. 1994-1999
Andel Ændring
Skævinge (5.400 indb., Frederiksborg Amt) .................. 13% 0%
Augustenborg (6.400 indb., Sønderjyllands Amt) ............. 16% 100%
Hanstholm (6.000 indb., Viborg Amt) ....................... 17% 100%
Sydals (6.500 indb., Sønderjyllands Amt) .................... 19% 33%
Holmsland (5.200 indb., Ringkøbing Amt) ................... 20% 30%
Løgumkloster (6.900 indb., Sønderjylladns Amt) .............. 21% 660%
Thyholm (3.700 indb., Ringkøbing Amt) ..................... 21% 35%
Fjerritslev (8.500 indb., Nordjyllands Amt) ................... 21% 5%
Billund (8.600 indb., Ribe Amt) ............................ 23% 29%
Brovst (8.500 indb., Nordjyllands Amt) ...................... 23% 44%

Som det fremgår, er det små kommuner som, på trods af relativt kraftige
stigninger i langvarige modtagere, fortsat har lave andele af langvarige modtagere.
Der er tale om kommuner, som ikke har de store erfaringer med langvarige
modtagere. Skævinge Kommune har bevaret deres lave andel, og Fjerritslev
Kommune har haft en moderat stigning.
De ti kommuner med de laveste andele, som har haft et fald i antallet. 1994-1999
Andel Ændring
Sundsøre (6.700 indb., Viborg Amt) ........................ 18% -34%
Fladså (7.300 indb., Storstrøms Amt) ....................... 21% -5%
Aabybro (11.000 indb., Nordjyllands Amt) ................... 21% -6%
Hinnerup (11.100 indb., Århus Amt) ........................ 22% -35%
Ry (10.500 indb., Århus Amt) ............................. 24% -21%
Gjern (7.600 indb., Århus Amt) ............................ 24% -13%
Aarup (5.400 indb., Fyns Amt) ............................ 24% -20%
Tommerup (7.800 indb., Fyns Amt) ........................ 24% -18%
Lejre (8.500 indb., Roskilde Amt) .......................... 24% -21%
Ølstykke (14.400 indb., Frederiksborg Amt) .................. 25% -43%
Når vi kombinerer lav andel med fald i antallet af langvarige modtagere, er
der tale om en hel del små kommuner i Jylland og på Fyn. Derimod er der
kun to med fra Roskilde og Frederiksborg Amt. Vi ser således, at der er en
del små kommuner, som har haft et fald i antallet af langvarige kontanthjælpsmodtagere,
som ikke kan tilskrives den generelle regionale arbejdsmarkeds-
og erhvervsudvikling. Kommuner, som har haft relativt lave andele
af langvarige modtagere, men hvor der er lykkedes at nedbringe antallet
yderligere fra 1994 til 1999.
Generelt kan man sige, at mange af de små kommuner med under 15.000
indbyggere har lave andele af langvarige modtagere af hjælp til forsørgelse.
De har oplevet en meget forskellig udvikling.
Nogle små kommuner har oplevet de kraftigste stigninger blandt alle kommuner,
og generelt har de små kommuner i Sønderjyllands, Nordjyllands og
Ringkøbing Amt haft stigninger. Der er tale om kommuner, som ikke har den
store erfaring med langvarige kontanthjælpsmodtagere.
Andre små kommuner har oplevet et fald i antallet af langvarige kontanthjælpsmodtagere.
Det drejer sig om kommuner i Århus Amt og Fyns Amt
samt enkeltstående kommuner i Storstrøms, Viborg og Nordjyllands Amt.
De 4 største kommuner (København, Århus, Aalborg og Odense) har alle høje
andele af langvarige kontanthjælpsmodtagere. Det samme er tilfældet for
de større kommuner, som fx Esbjerg, Vejle, Herning, Ballerup og Helsingør.
Det er ikke mindst mellem de større kommuner, at vi finder er klar forskel
i udviklingen af de langvarige kontanthjælpsmodtagere. I de større kommu-

ner i henholdsvis Københavns, Roskilde og Frederiksborg Amt har der været
tale om et fald – undtagen i Brøndby Kommune – men i de større kommuner
i alle de øvrige amter har der været tale om en stigning i antallet af langvarige
kontanthjælpsmodtagere.
I de største kommuner, som omfatter en tredjedel af de langvarige kontanthjælpsmodtagere,
er der høje andele af langvarige modtagere, men tale om
moderate ændringer fra 1994 til 1999. København har haft en stigning på
landsgennemsnittet, mens Århus, Aalborg og Odense har oplevet mere moderate
fald.
Er det de samme personer og familier, der bliver hængende i kontanthjælpssystemet?
Hvor længe bliver de i kontanthjælpssystemet? Hvor stor en del
kommer i beskæftigelse eller uddannelse, og hvor mange kommer efter flere
år på førtidspension?
På grundlag af egne kørsler på Danmarks Statistiks Sammenhængende socialstatistik
har vi fulgt personer på kontanthjælp fra et givent år, og set hvilken
ydelse de modtager 6 år senere. Er de blevet selvforsørgende, modtager
de fortsat kontanthjælp, eller er de kommet på førtidspension?
Vi følger de personer, som var på kontanthjælp i 1993 og ser på deres situation
i 1999.
Vi har alene set på situationen på de givne tidspunkter og altså ikke fulgt de
enkelte personers proces år for år. Vi kan altså ikke sige noget om, hvilken
situation de har været i i den mellemliggende periode.
Kontantshjælpsmodtagere i 1993 fordelt efter modtagelse af offentlig ydelse 6 år efter
På kontanthjælp i 1993
Situationen i 1999
Ingen ydelse ....................................... 31%
Offentlig ydelse.....................................
Herunder:
69%
Kontanthjælp............................... 21%
Komm. aktivering ........................... 9%
A-dagpenge ............................... 11%
AF-aktivering ............................... 2%
Sygedagpenge ............................. 7%
Revalidering................................ 4%
Førtidspension ............................. 10%
Barsel .................................... 3%
Andet..................................... 2%
Kilde: Egne kørsler på Sammenhængende socialstatistik

Af tabellen fremgår det, at af dem, der modtog kontanthjælp i udgangsåret,
er der 31%, som ikke modtager nogen offentlig ydelse 6 år efter. Det vil sige,
at lidt under en tredjedel af dem, der modtager kontanthjælp, 6 år efter er i
en situation, hvor de er selvforsørgende enten som beskæftiget eller i uddannelse.
Den største andel – lidt over to tredjedele – er fortsat modtager af offentlig
forsørgelse 6 år efter.
Ser vi på, hvilken ydelse kontanthjælpsmodtagerne modtager, er der ca. 30%,
som fortsat er i kontanthjælpssystemet 6 år efter. Af dem er der 21%, som
modtager kontanthjælp, og 9% er i kommunal aktivering 6 år efter.
Lidt flere end to tredjedele modtager fortsat offentlige indkomstoverførsler.
Den store del er enten i kontanthjælpssystemet eller i A-dagpengesystemet.
Ser vi på, hvordan det går kontanthjælpsmodtagerne i de enkelte kommuner
efter 6 år, viser der sig at være store forskelle. Generelt på landsbasis er situationen
den, at 31% af kontanthjælpsmodtagerne efter 6 år er selvforsørgende,
mens 11% er overgået til varig offentlig ydelse. Der er således 58%, som forbliver
på midlertidige ydelser i en marginaliseret situation i forhold til arbejdsmarkedet.
De marginaliserede fordeler sig på den måde, at 30% forbliver
i kontanthjælpssystemet og resten, 28%, er overgået til dagpengesystemet
efter at have været på arbejdsmarkedet i en del af perioden.
Over en 6 års periode kan man sige, at der sker en afklaring for 42% af kontanthjælpspersonerne
på den måde, at enten kommer de i arbejde eller bliver
varigt forsørget, mens 58% forbliver marginaliseret enten på kontanthjælp
eller dagpenge.
Ser vi på forholdene i de enkelte kommuner, varierer andelen, der forbliver
marginaliseret meget mellem kommunerne. Andelen varierer fra næsten 80%
til knap 30%.
I det følgende vil vi se på de ti kommuner, hvor andelen er lavest, og på de
ti kommuner, hvor andelen er højest.

De ti kommuner med de laveste andele, som bliver “hængende” på midlertidige ydelser 6
år efter, at de har modtaget kontanthjælp
Ledøje-Smørum (10.400 indb., Københavns Amt) ..................... 31,1%
Allerød (22.900 indb., Frederiksborg Amt) ............................ 36,8%
Birkerød (21.200 indb., Frederiksborg Amt) ........................... 39,6%
Hørsholm (23.600 indb., Frederiksborg Amt) .......................... 39,7%
Ramsø (9.200 indb., Roskilde Amt) ................................. 42,2%
Farum (18.700 indb., Frederiksborg Amt) ............................ 44,2%
Værløse (17.900 indb., Københavns Amt) ............................ 44,4%
Ølstykke (14.400 indb., Frederiksborg Amt) ........................... 45,5%
Ishøj (21.000 indb., Københavns Amt) ............................... 45,6%
Solrød (20.000 indb., Roskilde Amt) ................................. 45,8%
Der er udelukkende tale om kommuner fra de tre amter, Frederiksborg, Roskilde
og Københavns Amt. Det er i de områder, hvor beskæftigelsessituationen
har været mest gunstig. Fem af kommunerne er de samme kommuner,
som har oplevet de største fald i antallet af langvarige kontanthjælpsmodtagere.
For de fem øvrige kommuner er der tale om kommuner, som altså på
trods af dette har været i stand til at få personerne ud af kontanthjælpssystemet
i løbet af den betragtede 6 års periode.
De ti kommuner med de største andele, som bliver “hængende” på midlertidige ydelser 6
år efter, at de har modtaget kontanthjælp
Glamsbjerg (5.900 indb., Fyns Amt) ................................. 79,6%
Tørring-Uldum (12.200 indb., Vejle Amt) ............................. 79,5%
Hanstholm (6.000 indb., Viborg Amt) ................................ 79,4%
Brovst (8.500 indb., Nordjyllands Amt) ............................... 77,3%
Holmsland (5.200 indb., Ringkøbing Amt) ............................ 76,3%
Aars (13.200 indb., Nordjyllands Amt) ............................... 75,6%
Ravnsborg (5.800 indb., Storstrøms Amt) ............................ 69,5%
Rødby (6.800 indb., Storstrøms Amt) ................................ 69,3%
Sundsøre (6.700 indb., Viborg Amt) ................................. 69,0%
Frederikshavn (34.900 indb., Nordjyllands Amt) ....................... 68,9%
Der, hvor det har været sværest at få kontanthjælpspersonerne ud af deres
marginaliserede situation, er klart i Nordjyllands Amt, Viborg Amt og Storstøms
Amt. Der er ikke tale om de samme kommuner, som har oplevet de
kraftigste stigninger i langvarige kontanthjælpspersoner. Der er tale om
kommuner, som har haft vanskeligt ved at finde beskæftigelse til kontanthjælpspersonerne
og måske også samtidig har holdt igen med at få folk på
førtidspension. Det betyder en stor marginaliseret gruppe.

Der har siden 1995 været et meget svagt fald i antallet af personer, som modtager
hjælp til forsørgelse. Faldet har ikke kunnet holde trit med faldet i antallet
af arbejdsløse dagpengemodtagere. På den måde har den gunstige beskæftigelsessituation
ikke påvirket kontanthjælpsmodtagerne.
Dette viser sig tydeligt på den måde, at antallet af langvarige modtagere af
hjælp til forsørgelse har ligget konstant højt nogle år og steget markant i de
to seneste år siden 1998.
Denne udvikling har været meget forskellig i de enkelte kommuner, hvor
nogle har oplevet stigninger og andre har oplevet direkte fald.
Ser vi på de fem største kommuner, København, Frederiksberg, Århus,
Odense og Aalborg, tegner de sig for næsten en tredjedel af samtlige langvarige
modtagere af hjælp til forsørgelse.
De fem største kommuner. Antal af langvarigt forsørgede i 1999 samt andel af samtlige,
stigning i procent 1994-1999 samt andel, som bliver “hængende” på midlertidige ydelser
Antal Andel Stigning Andel
Kommune 1999 langvarige 1994-1999 “hængende”
København............... 21.464 49% 7% 61,3%
Frederiksberg ............. 2.089 43% -11% 53,6%
Odense.................. 6.318 48% -1% 59,9%
Århus ................... 10.752 50% -4% 58,1%
Aalborg.................. 3.788 43% -6% 58,3%
Som det fremgår, er de fem største kommuner karakteriseret ved en høj andel
af langvarige modtagere ud af alle modtagere og en høj andel, som bliver
“hængende” marginaliseret på midlertidige ydelse. Endelig er det karakteristisk,
at der er tale om moderate stigninger og fald i antallet af langvarige
modtagere i perioden 1994 til 1999. Netop fordi de fem største kommuner
tæller en tredjedel af de langvarige kontanthjælpsmodtagere, er det udviklingen
i disse kommuner, som slår igennem på den samlede udvikling.
Det forhold skjuler således den meget forskellige udvikling, som karakteriserer
de øvrige 270 kommuner. For disse er der virkelig tale om store forskelle
i udviklingen for kontanthjælpsmodtagere. I kommuner med større byer er
det karakteristisk, at der er tale om et fald i antallet af langvarige modtagere
i Københavns, Roskilde og Frederiksborgs Amt – dog undtaget Brøndby
Kommune – mens kommuner med større byer i alle andre amter viser en
stigning i antallet af langvarige modtagere. En udviklingstendens, som
afspejler den forskellige regionale beskæftigelses- og erhvervsudvikling.
For de mindre kommuner er der langt fra noget entydigt billede. De er karakteriseret
ved relativt lave andele af langvarige kontanthjælpsmodtagere,
men udviklingen fra 1994 til 1999 har været meget forskellig. Nogle har oplevet
meget store stigninger, mens andre har oplevet fald.

5HYDOLGHULQJ
Revalidering er et af de traditionelle redskaber i socialpolitikken. Samfundet
skal hjælpe den enkelte tilbage til selvforsørgelse på arbejdsmarkedet.
Aktive indsatser og redskaber til at få personer i en selvforsørgelse er hjælp
til uddannelse, revalidering og erhvervsmæssig optræning eller oplæring.
Der er tale om en hjælp, hvor der er indlagt et skøn fra kommunens side omkring
tildeling af hjælp. Der er således ikke tale om en ret eller pligt, som
gælder i forhold til aktivering.
Hjælp til uddannelse, erhvervsmæssig optræning eller omskoling m.v. kan
ydes, når det skønnes at være forudsætningen for, at en person og dennes
eventuelle familie fremover vil kunne klare sig selv. Den økonomiske hjælp
gives i form af en revalideringsydelse, hvor det forudsættes, at modtageren
følger en nøje fastlagt erhvervsplan, eller den ydes som hjælp i form af løn
eller løntilskud til optræning eller oplæring på det almindelige arbejdsmarked.
Siden 1998 har det været muligt at gennemføre forrevalidering, hvor
personerne modtager kontanthjælp.
Antal personer der modtager revalideringsydelse m.v., 1994-2000
Lønvederlag Kontanthjælp
Revaliderings- ved virksomheds- til
ydelse revalidering forrevalidering
1994 .................... 51.664 18.601 -
1995 .................... 51.245 13.696 -
1996 .................... 51.244 12.338 -
1997 .................... 54.452 12.148 -
1998 .................... 49.928 11.907 9.754
1999 .................... 37.455 10.629 19.696
2000 .................... 36.122 10.528 17.055
Kilde: Danmarks Statistiks Databank
Ser vi på de forskellige indsatser, har antallet med revalideringsydelse ligget
konstant i en del år. Det steg frem til 1997, hvorefter det er faldet til 36.000
personer – det laveste niveau i mange år. Der har også været tale om et fal-

dende antal med hjælp til optræning eller oplæring på det almindelige arbejdsmarked.
Hvad angår aktiv hjælp til at komme i en selvforsørgende situation, har der
altså været tale om et stærkt fald i 1999, både hvad angår antallet af personer
med revalideringsyelse, og hvad angår hjælp til løn eller løntilskud til oplæring
på arbejdsmarkedet.
Revalideringsydelsen blev indført i 1990 og tilsiger, at den kan tildeles en
person efter en nøje fastlagt erhvervsplan. Ydelsen kan gives i op til 5 år og
er en skattepligtig A-indkomst, som svarer til dagpengemaksimum.
Da der er en tidsbegrænsning knyttet til denne ydelse, er der ofte i forbindelse
med tildelingen tale om, at modtageren tilbydes en forrevalidering inden
selve revalideringsydelsen. Dette for at se, om der er hold i erhvervsplanen,
ofte med et indlagt uddannelsesforløb. Under forrevalidering modtager den
enkelte den ydelse, som vedkommende er på i forvejen. Der kan være tale
om kontanthjælp eller sygedagpenge. Siden 1998 har man benyttet forrevalidering
meget kraftigt i kommunerne. Det er bl.a. en af forklaringerne på, at
tildelingerne af førtidspension blev bremset i denne periode.
Ser vi på de personer, som i 1993 modtog revalideringsydelse, kan vi se, hvilken
situation de var i i 1999.
Næsten halvdelen – 46 % – af dem, der modtog revalideringsydelse i 1993,
modtog ikke nogen offentlig ydelse i 1999 og må således forventes at være
selvforsørgende enten i beskæftigelse eller under uddannelse med SU.
Modtog Modtog
revaliderings- revalideringsydelse
i 1992 ydelse i 1993
Situationen Situationen
i 1998 i 1999
Ingen ydelse ........................... 43 46
Offentlig ydelse.........................
Herunder:
57 54
A-dagpenge ................... 16 14
Kontanthjælp................... 8 7
Sygedagpenge ................. 8 9
Førtidspension ................. 9 7
Revalidering.................... 4 4
Aktivering...................... 5 5
Barsel ........................ 3 3
Orlov ......................... 3 3
Kilde: Nyt fra Danmarks Statistik, Sammenhængende Socialstatistik samt egne kørsler
på Sammenhængende Socialstatistik

Sammenlignet med situationen fra 1992 til 1998 er der tale om en stigning i
andelen, som kommer i en form for selvforsørgelsessituation 6 år efter – fra
43% til 46 %.
Af samtlige var der fra 1992 til 1998 57%, som fortsat modtog en offentlig ydelse.
Den største del var i A-dagpengesystemet eller endt på førtidspension.
Fra 1993 til 1999 modtager 54% fortsat en offentlig ydelse, og hovedparten
er i dagpengesystemet.
I forbindelse med bistandslovsreformen blev det fastsat i pensionsloven, at
tilkendelse af førtidspension forudsætter, at alle aktiverings-, revalideringsog
behandlingsmæssige samt andre foranstaltninger, som kan forbedre erhvervsevnen,
har været afprøvet. Kun når erhvervsevnen er ubetydelig, kan
en pensionssag umiddelbart iværksættes.
Der lægges således vægt på, at de forebyggende muligheder har været afprøvet
inden tilkendelse af førtidspension. I førtidspensionsstatistikken opgøres
forudgående deltagelse i revaliderende foranstaltninger, herunder fleksjob.
Deltagelsesgraden er en indikator for, i hvilket omfang de forebyggende muligheder
har været afprøvet inden pensionstilkendelse.
Blandt ansøgergruppen til førtidspension viser det sig, at andelen med forudgående
deltagelse i revaliderende foranstaltninger er steget. I alt havde 22%
af samtlige ansøgere i 1995 deltaget i revaliderende foranstaltninger, og denne
andel steg i 1998 til 33% og er yderligere steget i 1999 til 43%.
Ser man nærmere på den andel, som har deltaget i revaliderende foranstaltninger,
viser det sig imidlertid, at en meget stor del af dem primært har fået
tilbud om forrevalidering i form af arbejdsprøvning og lignende, og at et
mindretal har deltaget i en egentlig revalidering.
Selv om andelen med forudgående deltagelse i revalidering er steget, er det
over halvdelen af samtlige ansøgere, der ikke har deltaget i nogen form for
revalidering. Og af dem der har, har en stor del alene deltaget i en form for
arbejdsprøvning.
Revalidering har vist sig at give gode resultater, og mange opnår at blive
selvforsørgende. Problemet de senere år er imidlertid, at revalideringen er
blevet brugt til at bremse stigningen i førtidspensioner. Det er selvfølgelig
prisværdigt, at man forsøger at revalidere i stedet for at pensionere, men vi
har også hørt om udsigtsløse revalideringer, der kun skader livskvaliteten
blandt oplagte førtidspensionister. De seneste oplysninger tyder på, at man
er ved at finde en mere realistisk balance mellem revalidering og pensionering.

6\JHGDJSHQJH
Der eksisterer ikke en egentlig landsdækkende statistik, der belyser fravær
eller sygefravær på arbejdsmarkedet. Den bedste indikator, vi har for sygefravær,
er statistikken over dagpenge ved sygdom. I denne statistik indgår
primært de privatansatte, mens de offentligt ansatte får løn under sygdom.
Siden 2000 indgår de offentligt ansatte i statistikken. Der indgår dog ikke de
sager, hvor arbejdsgiveren ikke har forsikret sig mod de ansattes sygdom i
de to første uger.
Ser vi på udviklingen i antallet af dagpengeuger – altså hvor mange uger, der
er udbetalt sygedagpenge – fremgår det, at antallet af dagpengeuger er steget
med næsten 25% fra 1991 til 1999. Fra 1997 til 1999 har der været tale om
et lille fald, så antallet af dagpengeuger i 1999 ligger lige under 3 millioner.
Stigningen i 2000 er rent teknisk. Hvis man korrigerer 2000 tallene for de
offentligt ansatte, er der tale om et nærmest uændret antal personer på
sygedagpenge, jf. Socialministeriet: “Dansk socialpolitik i tal”, 2001.
Opgjort i antal personer, der har været modtagere af sygedagpenge, har der
været tale om en stigning i antallet af modtagere med godt 20%. Hvor
antallet af personer med sygedagpenge (dagpenge ved sygdom) i 1991 lå på
330.495, er antallet steget til lige over 400.000 personer i 1999.
Antal dagpengeuger og antal modtagere af sygedagpenge, 1991-2000
Indeks, 1991 = 100
Antal
dagpenge- Antal Gnsn. antal
Antal personer i 1991 = 330.495 uger personer uger
1991 ............................... 100 100 7,2
1992 ............................... 99 100 7,1
1993 ............................... 106 108 7,0
1994 ............................... 105 108 6,9
1995 ............................... 113 115 7,0
1996 ............................... 124 117 7,6
1997 ............................... 130 121 7,7
1998 ............................... 129 122 7,6
1999 ............................... 125 122 7,3
2000 ............................... 137 134 7,5
Kilde: Statistisk tiårsoversigt samt Statiske Efterretninger, 2001:12

Personer, der modtager sygedagpenge, gør det i kortere eller længere tid. I
statistikken indgår ikke personer, der har været syge i op til 2 uger. Opgjort
som gennemsnitlige antal uger er den gennemsnitlige varighed stort set den
samme i 1999 som i 1991 med 7,3 uger. Der er dog en tendens til, at varigheden
er steget lidt de senere år.
I den Sammenhængende socialstatistik opgøres antallet af personer, der har
modtaget sygedagpenge som dominerende ydelse i det enkelte år. Opgjort
på denne måde er der ca. 250.000 personer, som er modtagere af sygedagpenge.
Udviklingen i personer, der har modtaget sygedagpenge som dominerende
ydelse er steget igennem de seneste 5 år med ca. 16%. I forhold til antallet i
1991 er antallet steget med 33% – altså langt mere end stigningen for antal
dagpengemodtagere i sygedagpengestatistikken.
Antal personer, der modtager sygedagpenge som dominerende ydelse. Alle, samt antal
personer under 60 år, der modtager ydelsen i mindst ½ år
Modtagere af sygedagpenge som dominerende ydelse
Alle Under 60 år i mindst ½ år
Antal Indeks Antal Indeks
1995 ................... 221.256 100 28.229 100
1996 ................... 228.953 103 33.200 118
1997 ................... 244.550 111 35.182 125
1998 ................... 248.557 112 36.327 129
1999 ................... 257.458 116 35.672 126
Kilde: Sammenhængende socialstatistik
Den Sammenhængende socialstatistik opgør også antallet af personer, som
har modtaget sygedagpenge i mindst et halvt år og altså har været sygemeldt
i længere tid. Den omfatter alene aldersgruppen under 60 år. Ser vi på antallet,
har der de seneste 5 år været tale om en langt kraftigere stigning end
blandt alle, der har modtaget sygedagpenge som dominerende ydelse.
Der var en særlig kraftig stigning fra 1995 til 1996. Fra 1998 til 1999 er antallet
af modtagere under 60 år imidlertid faldet.
Der er kommet mere fokus på den udstødningsproces, der foregår fra arbejdsmarkedet
via sygdom og/eller nedslidning. Der er tale om en proces,
hvor personer via en eller flere sygdomsperioder eller kraftig nedslidning i

20
15
10
5
0
Figur 1: Andelen af sygedagpengemodtagere, som efter 6 år er på
førtidspension eller efterløn. 1992/1998 og 1993/1999
Sygedagpengemodtager i 1992 Sygedagpengemodtager i 1993
deres job trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet på efterløn, eller på grund
af en kraftig forringelse af erhvervsevnen får tilkendt en førtidspension.
Der er tale om meget individuelle forløb, og det er derfor vanskeligt at få et
overblik over, hvor omfattende de sygdoms- eller nedslidningsbetonede udstødningsprocesser
er. Ved at følge en årgang af sygedagpengemodtagere og
se på deres situation 6 år efter kan vi få en fornemmelse af størrelsesordenen
af disse udstødningsprocesser.
Ser vi på det samlede antal af sygedagpengemodtagere i 1993, fremgår det
af nedenstående figur, at 10% af disse 6 år efter er på førtidspension, og 6%
er overgået til efterløn.
Knap 16% af dem, der har modtaget sygedagpenge i et enkelt år, har således
6 år efter forladt arbejdsmarkedet enten på efterløn eller førtidspension.
For at se om denne andel er steget eller faldet, kan vi sammenligne med det
samlede antal sygedagpengemodtagere i 1992 og deres situation 6 år efter i
1998. For denne periode viser det sig, at 12% af sygedagpengemodtagerne
6 år efter var på førtidspension, mens 7% var overgået til efterløn.
Kilde: Egne kørsler på Sammenhængende socialstatistik
Situationen 6 år efter:
Efterløn
Førtidspension
Der er således sket et fald i andelen af personer på sygedagpenge, der i løbet
af en 6 års periode overgår til efterløn og førtidspension. Dette hænger formodentlig
sammen med den nedgang, der er registreret for førtidspensionister
i 1999, samt ændringerne i efterlønnen.
Fra 1993 til 1999 er andelen, der er forblevet på sygedagpenge, derimod større,
end den andel som forblev på sygedagpenge fra 1992 til 1998.

)—UWLGVSHQVLRQ
Antallet af førtidspensionister er fortsat faldende. Faldet det sidste år er dog
ikke så stort som sidste år. Antallet af førtidspensionister er pr. 1. januar 2001
262.059. Der er tale om et faldt på 11.000 førtidspensionister siden 1998. I forhold
til antallet af 18-66 årige er andelen af førtidspensionister dog kun faldet
fra 7,6 procent til 7,5 procent.
Der er fire forskellige førtidspensioner. Højeste og mellemste førtidspension
gives udelukkende af helbredsmæssige årsager, mens den almindelig og den
forhøjede almindelige førtidspension i de fleste tilfælde gives af helbredsmæssige
og sociale årsager.
Indeks, 1990=100
114
112
110
108
106
104
102
100
Figur 1: Antal førtidspensionister, 1990-2001
1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001
Kilde: Statistisk tiårsoversigt og Statistiske Efterretninger
Højeste/mellemste
Alle
Almindelig/forhøjet
I perioden 1990-1998 steg højeste og mellemste førtidspension lidt mindre
end den almindelige og den forhøjede almindelige førtidspension. I løbet af
de sidste tre år er der sket et markant fald i den almindelige og den forhøjede

almindelige førtidspension. Næsten hele faldet i antallet af førtidspensionister
omfatter antallet på almindelig og forhøjet almindelig førtidspension.
For såvel mænd som kvinder har der været en jævn stigning i antallet med
højeste/mellemste pension. Kvinder på højeste/mellemste pension er steget
fra 78.500 i 1990 til næsten 85.000 i 2001, mens antallet af mænd er steget fra
76.100 til næsten 82.000 i samme periode.
Inden for de sidste år har der været tale om en stigning for både mænd og
kvinder.
Antallet af kvinder med almindelig og forhøjet almindelig pension har svinget
meget gennem de sidste 10 år. I 1990 lå antallet på 75.700, og det steg til
76.500 i 1994, hvor antallet var på det højeste. Siden har antallet været svagt
faldende frem til 1998, hvor tallet var 74.600. Herefter har der været tale om
et fald frem til 2001 på ca. 10.000 personer.
For mændene har der over hele perioden været tale om en kraftig stigning
– dog fra et lavere niveau. Fra 19.100 i 1990 til 33.400 i 1999 og herefter et
svagt fald inden for de sidste to år, således at tallet pr. 1. januar 2001 er på
31.100 personer.
Der har været en svingende tilgang af personer på førtidspension. Den årlige
tilgang af personer til førtidspension – her forstået som dem, der har fået førtidspension
minus afgang – har svinget mellem 350 og 6.000 personer. I de
fleste år i perioden har tilvæksten ligget på 3.000-5.000 personer, men fra
1995/1996 er tilgangen faldet til omkring 1.000 personer, og i de senste to år
har der så været tale om et fald på henholdsvis 5.500 og 4.300 personer.
8.000
6.000
4.000
2.000
0
-2.000
-4.000
-6.000
Figur 2: Ændringen i antallet af førtidspension fra 1985 til 2001
86/87 88/89 90/91 92/93 94/95 96/97 98/99 00/01
85/86 87/88 89/90 91/92 93/94 95/96 97/98 99/00
Kilde: Statistiske Efterretninger

Antal tusinder
30
25
20
15
10
5
0
Figur 3: Antal nytilkendelser og antal afslag fra 1990 til 2000
1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000
Fra 1992 til 1994 er antal afslag ekskl. ansøgere, der anker tidligere afslag.
Nytilkendelser
Den lavere tilgang af personer på førtidspension skyldes to forhold. Det ene
er, at overgangsydelsen har betydet, at personer, som man må formode ville
have været potentielle ansøgere til førtidspension, har haft en anden mulighed.
Overgangsydelsen og den nye efterlønsordning har betydet, at presset
på førtidspension har været mindre.
Det andet forhold er, at antallet af tilkendelser af førtidspension har været
faldende.
Hvad angår nytilkendelser, har tallet i 1990 til 1992 ligget nogenlunde konstant
på 28.000-29.000. Efter 1992 har der været tale om et fald i tilkendelser,
og i 1999 blev der tilkendt førtidspension til det laveste antal personer. Antallet
af nytilkendelser er dog steget i 2000. Der blev i 2000 tilkendt 13.549 førtidspensioner,
hvilket svarer til en stigning på 4,5% i forhold til 1999.
Der har været tale om et fald i nytilkendelser til alle typer af førtidspension,
men det er især antallet af tilkendelser til de behovsbestemte førtidspensionstyper,
som er faldet. For den rent behovsbestemte pension, der udelukkende
kan tilkendes personer over 50 år, er antallet af tilkendelser reduceret med
næsten to tredjedele siden 1993.
Hvad angår afslag på førtidspension, har det procentvise afslag været stigende
i de seneste år og udgjorde i 1998 25%. I 1999 er antallet af afslag faldet
drastisk til 3.100, og i forhold til ansøgere faldet til at udgøre knap 20%.
Kilde: Statistiske Efterretninger
Afslag
Selv om tilkendelseskriterierne ikke er ændret, er det oplagt, at de mange forebyggende
tiltag, statsrefusionsændringer samt målsætninger om nedbringelse
af antallet af førtidspensionister har påvirket både antallet af tilkendelser
og afslag. Derudover er det oplagt, at der i nogle kommuner har været

tale om en skærpet opmærksomhed for at undgå en førtidspension, hvor andre
tiltag er blevet forsøgt specielt blandt de yngre.
Med de mange ændringer har der været tale om en udskydelse af en række
førtidspensioner. Dette er baggrunden for stigningen i nytilkendelsen i år
2000. Der er tale om en betydelig stigning i antallet af tilkendelser af højeste
og mellemste førtidspension (dvs. til ansøgere med en begrænset erhvervsevne),
mens der er sket et lille fald i antallet af tilkendelser af almindelig førtidspension
(dvs. til ansøgere, der har en relativt større erhvervsevne).
Selv om der har været tale om svingninger i antallet af førtidspensionister,
har andelen af førtidspensionister ligget meget konstant, når antallet sættes
i relation til forskellige aldersgrupper i befolkningen.
Antallet af personer på førtidspension har konstant ligget på 7-8% (i pct. af
befolkningen 15-66 år).
Fra 1985 til 1994 har det ligget konstant på 7%, fra 1995 har det ligget konstant
på 8%. I 2000 er andelen af personer, der modtager førtidspension mere
præcist 7,6%.
Procentdel af aldersgrupper, der modtager førtidspension. 1990-2000
1990 1995 2000
18-29 år ..................................... 0,8 1,1 1,1
30-39 år ..................................... 2,7 3,1 3,0
40-49 år ..................................... 5,3 6,7 7,0
50-59 år ..................................... 14,4 13,9 12,9
60-66 år ..................................... 29,9 29,4 24,4
Alle, 18-66 år ................................. 7,5 7,9 7,6
Kilde: Statistiske Efterretninger
Der har været en tendens til, at førtidspension i stigende grad blev tilkendt
unge mennesker. Dette gælder imidlertid ikke de seneste år. Tendensen har
snarere været, at det er de 40-49 årige, der i stigende grad har fået førtidspension,
mens en mindre del af de 50-66 årige modtager førtidspension. Særligt
har andelen af 60-66 årige været faldende de seneste og det sidste år.
Dette hænger sammen med, at en relativ stor andel af den gruppe af personer,
som formentlig ville være overgået til førtidspension, er gået over på
overgangsydelsen. Samtidig har en del personer, som kunne være potentielle
førtidspensionister i en sen alder, “skyndt sig” at gå på efterløn inden en ny
ordning trådte i kraft.

Faldet i antallet og andelen af førtidspensionister hænger således sammen
med de konkurrerende tilbagetrækningsordninger for aldersgruppen 60-66
år, som netop har været mulige i de sidste par år.
På landsbasis har der de seneste år været tale om et fald i antallet af personer
på førtidspension. Ser vi på perioden 1996 til 2000, har der været tale om et
fald fra 271.710 personer til 266.383 personer. Der har været tale om en stigning
fra 1996 til 1998 til 273.076 personer og derefter et relativt stort fald. I
forhold til antallet af 18-66 årige er andelen af førtidspensionister faldet fra
8,0% i 1996 til 7,6% i år 2000.
Ser vi på udviklingen i kommunerne – ved at betragte andelen af førtidspensionister
i forhold til antallet af 18-66 årige i kommunen – har der været tale
om en meget forskellig udvikling. Vi ser først på udviklingen i de fem største
kommuner, som tegner sig for ca. 20% af alle førtidspensionister. Af de fem
største kommuner har fire af kommunerne – København, Frederiksberg,
Odense og Aalborg – haft et fald i andelen i hele perioden, mens Århus Kommune
har haft en stigning frem til 1998 og derefter et fald. Andelen er her opgjort
som førtidspensionister pr. 1.000 indbyggere i alderen 18-66 år.
Andel førtidspensionister i de fem største kommuner 1996 og 2000
(pr. 1.000 indbyggere 18-66 år)
1996 2000
København..................................... 77,1 66,8
Frederiksberg ................................... 58,3 54,7
Odense........................................ 86,4 84,4
Århus ......................................... 50,0 57,9
Aalborg........................................ 72,9 67,5
Andelen er størst i Odense Kommune og lavest i Frederiksberg og Århus
Kommune, men i Århus har der været tale om en stigning, mens der har været
tale om fald i Frederiksberg Kommune frem til år 2000. Andelen af førtidspensionister
i kommunerne ligger under landsgennemsnittet i år 2000 –
undtagen Odense Kommune.
Ser vi på de øvrige kommuner, har der været tale om en forskellig udvikling.
Den store del af kommunerne har haft en stigning frem til 1998 og derefter
et fald, men med forskellig styrke i henholdsvis stigning og fald. For en række
kommuner har der været tale om et fald igennem hele perioden, og en del
kommuner har ligefrem haft en stigning igennem hele perioden. Da de to
sidste udviklinger adskiller sig fra landsudviklingen, vil vi ser nærmere på
disse.

De ti kommuner, som har haft faldende andel i hele perioden og haft det største fald,
angivet med andel i 1996 og 2000:
1996 2000 Fald
Nørre Djurs (7.900 indb., Århus Amt) .............. 110,5 92,9 -17,6
Brædstrup (8.500 indb., Vejle Amt) ................ 83,3 66,1 -17,2
Sundsøre (6.700 indb., Viborg Amt) ............... 98,8 84,2 -14,6
Møldrup (7.600 indb., Viborg Amt) ................ 99,8 86,0 -13,8
Sydfalster (7.100 indb., Storstrøms Amt) ........... 104,6 91,7 -12,9
Højer (3.100 indb., Sønderjyllands Amt) ........... 90,4 77,5 -12,9
Hvorslev (6.700 indb., Viborg Amt) ................ 81,1 68,3 -12,8
Pandrup (10.800 indb., Nordjyllands Amt) .......... 83,4 71,8 -11,6
Tinglev (10.300 indb., Sønderjyllands Amt) ......... 105,1 93,7 -11,4
Nørre Snede (7.300 indb., Vejle Amt) .............. 89,9 79,1 -10,8
Som det fremgår, har alle de ti kommuner haft en andel i 1996, som ligger
over landsgennemsnittet, mens tre af kommunerne ligger under i 2000.
Modsat de nævnte kommuner, er der kommuner, som har oplevet en konstant
stigning i andelen af førtidspensionister.
De ti kommuner, som har haft en stigende andel i hele perioden og haft den største stigning,
angivet med andel i 1996 og 2000:
1996 2000 Stigning
Bjergsted (7.800 indb., Vestsjællands Amt) ......... 107,9 123,5 15,6
Nyborg (18.800 indb., Fyns Amt) ................. 112,8 122,5 9,7
Fanø (3.200 indb., Ribe Amt) .................... 48,1 53,6 5,5
Maribo (11.100 indb., Storstrøms Amt) ............. 117,7 122,9 5,2
Dianalund (7.100 indb., Vestsjællands Amt) ........ 125,7 130,8 5,1
Esbjerg (82.900 indb., Ribe Amt) ................. 86,0 91,0 5,0
Haderslev (31.800 indb., Sønderjyllands Amt) ....... 84,7 88,8 4,1
Grindsted (17.400 indb., Ribe Amt) ............... 80,0 83,4 3,4
Billund (8.600 indb., Ribe Amt) ................... 57,2 60,2 3,0
Bov (10.300 indb., Sønderjyllands Amt) ............ 68,2 70,7 2,5
Der er tale om kommuner af forskellig størrelse lige fra Fanø Kommune, som
den mindste, til Haderslev Kommune, som den største. Der er en overvægt
af kommuner i Ribe, Sønderjyllands og Vestsjællands Amt.
Faldet i antallet af førtidspensionister siden 1998 hænger i stor udstrækning
sammen med det drastiske fald i antallet af nytilkendelser, som er sket i 1999
og 2000.

Ser vi på kommunerne, er der meget stor forskel i nytilkendelserne. Tallet
svinger fra 1,0 pr. 1.000 indbyggere til 12,7 pr. 1.000 indbyggere i år 2000.
De ti kommuner, som har den laveste andel nytilkendelser i 2000, angivet med andel i
1995 og 2000
Pr. 1.000 indbyggere
18-66 år
1995 2000
Slangerup (8.400 indb., Frederiksborg Amt) ............... 5,5 1,0
Skævinge (5.400 indb., Frederiksborg Amt) ................ 6,9 1,2
Dragør (12.800 indb., Københavns Amt) .................. 6,1 1,3
Gundsø (14.600 indb., Roskilde Amt) .................... 4,2 1,3
Hvalsø (7.500 indb., Roskilde Amt) ....................... 5,4 1,3
Jernløse (5.600 indb., Vestsjællands Amt) ................. 5,8 1,5
Fjends (8.100 indb., Viborg Amt) ........................ 6,9 1,5
Søllerød (31.400 indb., Københavns Amt) ................. 5,8 1,6
Nørager (5.500 indb., Nordjyllands Amt) .................. 7,0 1,7
Vallensbæk (12.000 indb., Københavns Amt) .............. 4,1 1,7
For alle ti kommuner har der været tale om et klart fald i andelen af nytilkendelser.
Alle kommuner har dog haft en relativ lav andel nytilkendelser også
i 1995. Der er en overvægt af kommuner i Københavns, Frederiksborg og
Roskilde Amter.
De ti kommuner, som har den højeste andel nytilkendelser i 2000, angivet med andel i
1995 og 2000
Pr. 1.000 indbyggere
18-66 år
1995 2000
Dragsholm (13.600 indb., Vestsjællands Amt) .............. 10,4 12,7
Nakskov (15.500 indb., Storstrøms Amt) .................. 7,9 10,3
Glamsbjerg (5.900 indb., Fyns Amt) ...................... 7,5 10,1
Ravnsborg (5.800 indb., Storstrøms Amt) ................. 11,1 9,4
Farsø (8.100 indb., Nordjyllands Amt) .................... 6,3 9,3
Bredebro (3.800 indb., Sønderjyllands Amt) ............... 7,7 9,2
Rødby (6.800 indb., Storstrøms Amt) ..................... 9,8 8,8
Nyborg (18.800 indb., Fyns Amt) ........................ 11,1 8,7
Sakskøbing (9.300 indb., Storstrøms Amt) ................. 6,8 8,7
Morsø (23.000 indb., Viborg Amt) ........................ 8,4 8,6

Som det fremgår, er der er tale om en stigning i andelen af nytilkendelser i
en række kommuner. For tre af kommunerne er der tale om fald i nytilkendelser.
Blandt de ti kommuner er der en klar overvægt af kommuner i Storstrøms
og Fyns Amt.
Som det er fremgået, har der været en forskellig udvikling i antallet af personer
på de forskellige typer af førtidspension. Ser vi på perioden fra 1996 til
2001, fremgår det af nedenstående tabel (hvor antallet i 1996 er sat til 100),
at der stort set er samme antal på højeste og mellemste førtidspension. Antallet
på forhøjet almindelig førtidspension er faldet godt 3%, mens antallet på
almindelig førtidspension er mere end halveret.
Indeks for antal førtidspensionister i de fem største kommuner i 2001 (1996=100).
Særskilt for de forskellige typer af førtidspension
Højeste Mellemste
Forhøjet
almindelig Almindelig
København................. 87 85 87 49
Frederiksberg ............... 89 86 100 58
Odense.................... 91 94 105 48
Århus ..................... 100 99 94 47
Aalborg.................... 98 92 89 37
Hele landet ................. 100 100 97 48
Københavns Kommune har haft et fald i antallet på alle typer af førtidspension,
mens Århus Kommune ligger tættest på udviklingen på landsbasis. Ser
vi alene på udviklingen i den almindelige førtidspension, har faldet været
størst i Aalborg Kommune, mens faldet har været mindre drastisk i Frederiksberg
Kommune.
Ser vi på de øvrige kommuner, har der været tale om en forskellig udvikling
på hver af de fire ydelsestyper. Udviklingen svinger for alle typer af ydelser
mellem de forskellige kommuner. Størst interesse er der dog for det drastiske
fald i den almindelig førtidspension, og her ser vi også de største forskelle i
udviklingen. Der har været tale om fald i nogle kommuner på over 75%,
mens der i andre har været fald på kun få procent, og i få kommuner har der
været tale om en stigning i antallet på almindelig førtidspension fra 1996 til
2001.

De ti kommuner, som har haft det største fald i antallet på almindelig førtidspension,
opgjort ved indekstal i 2001 med 1996=100
Stenlille (5.400 indb., Vestsjællands Amt) .......................... 7
Nysted (5.400 indb., Storstrøms Amt) .............................. 11
Aakirkeby (6.600 indb., Bornholms Amt) ........................... 17
Nørre Rangstrup (9.800 indb., Sønderjyllands Amt) .................. 20
Fuglebjerg (6.600 indb., Vestsjællands Amt) ........................ 21
Sundeved (5.100 indb., Sønderjyllands Amt) ........................ 21
Sydals (6.500 indb., Sønderjyllands Amt) ........................... 21
Gedved (9.800 indb., Vejle Amt) .................................. 21
Rødding (10.900 indb., Sønderjyllands Amt) ........................ 23
Dianalund (7.100 indb., Vestsjællands Amt) ........................ 24
Der er udpræget tale om små kommuner – med 10.000 indbyggere og derunder.
De ti kommuner, som har haft en stigning eller det mindste fald i antallet på almindelig
førtidspension, opgjort ved indekstal i 2001 med 1996=100
Karlebo (19.800 indb., Frederiksborg Amt) ......................... 154
Farum (18.700 indb., Frederiksborg Amt) .......................... 144
Holmsland (5.200 indb., Ringkøbing Amt) .......................... 117
Rønde (6.600 indb., Århus Amt) .................................. 112
Stenløse (13.000 indb., Frederiksborg Amt) ......................... 94
Hanstholm (6.000 indb., Viborg Amt) .............................. 93
Solrød (20.000 indb., Roskilde Amt) ............................... 91
Højreby (4.200 indb., Storstrøms Amt) ............................. 95
Nyborg (18.800 indb., Fyns Amt) ................................. 83
Aarup (5.300 indb., Fyns Amt) ................................... 82
Som det fremgår, er der fire kommuner, som har haft en stigning i antallet
af personer på almindelig førtidspension. De øvrige kommuner har haft et
fald på 10-20%, som altså er langt under gennemsnittet for landet som helhed.
Ser vi på kommunerne, kan vi konstatere en meget forskellig udvikling. For
det første er andelen af førtidspensionister meget forskellig mellem kommunerne.
Dette kan hænge sammen med aldersfordelingen i de enkelte kommuner,
men hænger også sammen med befolkningens erhvervssammensætning
og erhvervs- og arbejdsmarkedsforholdene i kommunen. Er der en høj andel
af ældre, er der større sandsynlighed for, at andelen af førtidspensionister er
høj, og er der en høj andel af ikke-faglærte og lavere funktionærer, er der en
større sandsynlighed for en høj andel førtidspensionister. Den forskellige ud-

vikling i kommunerne hænger derimod i høj grad sammen med forskellig
praksis i kommunerne for tildeling af førtidspension, ikke mindst den ændrede
praksis i kølvandet på statsrefusionsændringerne i 1998/1999.

%—UQ RJ XQJH
Forpligtelsen med hensyn til en indsats i forhold til børn og unge med problemer
er udtrykt i Lov om Social Service. Det understreges her, at formålet
med indsatsen er at give alle børn lige muligheder.
Samtidig understreges det, at indsatsen skal ske så tidligt som muligt, at der
skal ske en sammenhængende indsats, og at indsatsen så vidt muligt skal ske
i barnets eget miljø og i samarbejde med forældre.
Der har i den socialpolitiske debat været rettet kritik af indsatsen på området,
hvor specielt antallet af anbringelser ofte anvendes som indikator for
vurderingen af den aktuelle og forebyggende indsats. Vi har derfor valgt at
se på anbringelserne på børn og unge området.
Ser man på de konkrete tal for anbringelser over de seneste 50 år, er antallet
af anbringelser set i forhold til antallet af 0-19 årige børn og unge stort set
konstant, og andelen af børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, ligger
på omkring 1%. I 1950 var den omkring 1%, i 1960 og 1970 var den et
godt stykke under 1%. I 1980 var den 1%, i 1990 lidt over, og i 2000 er den lidt
over 1%.
Antallet af anbringelser belyses i den generelle socialstatistik indeholdende
oplysninger om bistand til børn og unge. Oplysningerne er baseret på kommunernes
indberetninger.
Nedenfor ses alene på antallet af anbringelser siden 1993, hvor tallene er direkte
sammenlignelige. Blandt andet på grund af lovændringer kan man ikke
foretage direkte sammenligninger med tidligere år. Antallet af anbringelser
er det antal af børn og unge, der pr. 31. december i det givne år er anbragt
uden for hjemmet.
Der har været et fald i antallet af anbringelser frem til 1997, hvorefter der har
været tale om en stigning. I 2000 er antallet af anbringelser af børn og unge
på 13.610.

Antallet af anbringelser af børn og unge, 1993-2000
Pr. 1.000 af
Antal 0-19 årige
1993 ........................................... 12.087 10,3
1994 ........................................... 11.850 9,6
1995 ........................................... 11.872 9,6
1996 ........................................... 11.631 9,3
1997 ........................................... 11.499 9,2
1998 ........................................... 12.129 9,7
1999 ........................................... 12.672 10,0
2000 ........................................... 13.610 10,7
Som beskrevet ovenfor, er andelen af anbringelser set i forholdet til antallet
af 0-19 årige børn og unge meget konstant omkring 1% eller 10 pr. 1000 børn
og unge.
I forhold til anbringelser af børn og unge er der speciel fokus på antallet af
tvangsanbringelser. Tvangsanbringelserne udgør knap 10% af samtlige anbringelser.
Antallet af tvangsanbringelser er få, men antallet er steget kraftigt de seneste
år – fra 846 børn og unge, som blev tvangsanbragt i 1993, til 1.290 anbringelser
af børn og unge i 2000 – en stigning på 45%.
Antallet af tvangsanbringelser af børn og unge, 1993-2000
Procent af
samtlige
Antal anbringelser
1993 ........................................... 846 7,0
1994 ........................................... 928 7,8
1995 ........................................... 1.009 8,4
1996 ........................................... 1.075 9,2
1997 ........................................... 1.130 9,8
1998 ........................................... 1.233 10,2
1999 ........................................... 1.229 9,7
2000 ........................................... 1.290 9,4
Hvor andelen af anbringelser stort set har ligget og svinget omkring 1% af
samtlige 0-19 årige børn og unge, er andelen af tvangsanbringelser steget
kraftigt. Det gælder både set i relation til antallet af børn og unge i alderen
0-19 år og i forhold til antallet af anbringelser i det pågældende år.

Anbringelser af børn og unge er alvorlige sociale begivenheder, som i sig selv
er vanskelige med mange parter og ofte parter med forskellige interesser. Ser
vi på anbringelser af børn og unge i kommunerne, er der meget store forskelle
i anbringelsesprocenten, dvs. antallet af anbringelser i forhold til antallet
af 0-19 årige børn og unge i pågældende kommune.
På landsplan var anbringelsesprocenten i 1999 netop 1%. Det er tal fra 1999,
som vi i det følgende vil bringe for kommunerne.
Ser vi på de regionale forskelle, finder vi de største anbringelsesprocenter i
Storstrøms Amt (1,34%) og Vestsjællands Amt (1,23%), mens vi finder de laveste
anbringelsesprocenter i Jylland i Ringkøbing Amt (0,67%) og Århus
Amt (0,77%)
Ser vi på kommunerne, finder vi meget store forskelle, svingende fra anbringelsesprocenter
på 2,5 helt ned til 0,25. Forskelle som hænger sammen med
andelen af dårligt stillede familier i det lokale område, samt forvaltningspraksis
omkring anbringelser af børn og unge.
De ti kommuner med de største anbringelsesprocenter
Rudbjerg (3.600 indb., Storstrøms Amt) ............................ 2,67%
Rødby (6.800 indb., Storstrøms Amt) .............................. 2,63%
Nakskov (15.500 indb., Storstrøms Amt) ........................... 2,35%
Farsø (8.100 indb., Nordjyllands Amt) ............................. 2,29%
Holeby (4.200 indb., Storstrøms Amt) .............................. 2,22%
Højer (3.100 indb., Sønderjyllands Amt) ........................... 2,03%
Korsør (20.300 indb., Vestsjællands Amt) .......................... 1,95%
Samsø (4.200 indb., Århus Amt) .................................. 1,81%
Frederiksværk (20.100 indb., Frederiksborg Amt) .................... 1,80%
Ravnsborg (5.800 indb., Storstrøms Amt) .......................... 1,76%
Fem af de ti kommuner ligger i Storstrøms Amt, hvor der er tale om kommuner
af forskellig størrelse. De høje procenter i Storstrøms Amt hænger sammen
med en stor andel af socialt dårligt stillede familier i store dele af regionen.
I de jydske kommuner er der tale om enkeltstående kommuner, hvor
den høje anbringelsesprocent også er påvirket af forvaltningspraksis.

De ti kommuner med de mindste anbringelsesprocenter
Ærøskøbing (3.900 indb., Fyns Amt) .............................. 0,14%
Højreby (4.200 indb., Storstrøms Amt) ............................. 0,20%
Purhus (8.600 indb., Århus Amt) .................................. 0,25%
Holmsland (5.200 indb., Ringkøbing Amt) .......................... 0,28%
Fjends (8.100 indb., Viborg Amt) ................................. 0,30%
Langå (8.200 indb., Århus Amt) .................................. 0,32%
Hinnerup (11.100 indb., Århus Amt) ............................... 0,32%
Lejre (8.500 indb., Roskilde Amt) ................................. 0,33%
Trehøj (9.800 indb., Ringkøbing Amt) ............................. 0,34%
Rødekro (11.300 indb., Sønderjyllands Amt) ........................ 0,34%
De ti kommuner er spredt rundt i landets amter. Der er fortrinsvis tale om
små og mindre kommuner.
Ser vi på anbringelserne i de fem største kommuner, finder vi også store forskelle.
Anbringelsesprocenten topper i Københavns Kommune (1,61%) og er
mindst i Århus Kommune (0,68%). Frederiksberg Kommune (1,09%) ligger
omkring landsgennemsnittet, mens Odense Kommune (1,25%) og Aalborg
Kommune (1,22%) har anbringelsesprocenter over gennemsnittet.

.RPPHQWDUHU WLO
GHQ VRLDOH XGYLNOLQJ

%URE\JJHUQH GH KMHPO—VH RJ
QDERHUQH
Af Birte Bech-Jørgensen
“Brobyggerselskabet – de udstødte” er en knopskydning på Aalborg Kommunes
social- og sundhedsforvaltning. Brobyggerselskabet startede så småt
i 1994 og består i dag af fem ansatte, der refererer direkte til vicedirektørens
kontor. Hermed har de en relativ selvstændighed i forhold til socialforvaltningen.
Den relative selvstændighed gør det muligt at samarbejde fleksibelt
med de frivillige organisationer, som arbejder med at forbedre hverdagslivets
betingelser for de hjemløse og udstødte i Aalborg. De frivillige organisationer
er Kirkens Korshær, Frelsens Hær og KFUMs sociale arbejde. Brobygningen
drejer sig om forholdet mellem de udstødte og disse frivillige organisationer,
det kommunale system og kommunens borgere. Det fælles mål
er en mere værdig tilværelse for Aalborg Kommunes mest forarmede medborgere.
I Aalborg Kommune har der været tradition for dette samarbejde. I løbet af
1970erne startede et opsøgende gadearbejde, og i løbet af 1980erne blev der
oprettet varmestuer og senere væresteder, som blev drevet af de frivillige organisationer.
I 1996 satte Aalborg Kommune et “Banegårdsprojekt” i gang.
Det handlede ikke om at få de hjemløse væk fra Banegården, men om at forbedre
forholdet mellem de hjemløse, de ansatte og de rejsende, så de kunne
leve med hinandens forskelligheder. I 1994 tog Kirkens Korshær initiativ til
landets første “Skurby”, der stod færdig i 1997 med boliger til 6 hjemløse, og
Aalborg Kommune oprettede et opgangsfællesskab for 16 hjemløse. Siden
er flere boliginitiativer fulgt efter, bl.a. et botilbud for hjemløse kvinder og
en såkaldt “Prøv-at-bo-lejlighed”: En hjemløs misbruger har fået tildelt en
bolig i et almennyttigt byggeri på betingelse af, at han holder op med at drikke.
Samtidig har han fået tilbudt en støtteperson 15 timer om ugen det første
år og herefter 10 timer om ugen. Det første forsøg har været så vellykket, at
der nu oprettes flere “Prøv-at-bo-lejligheder”.
Det seneste initiativ er en frivillig social aktivering. Fem dage om ugen kan
de hjemløse og udstødte, der har lyst til at arbejde, tage med en bus ud til en

gård i Klarup eller et projekt i Nørholm, som drives i samarbejde med henholdsvis
Kirkens Korshær og Frelsens Hær.
Udviklingen i arbejdet med hjemløse har altså drejet sig om først at være opsøgende
og oprette varmestuer og væresteder, siden om boliger og til sidst
om arbejde til dem, der gerne vil ud af byen og “ud af sumpen”.
Socialministeriet har bidraget økonomisk til igangsættelse af projekterne,
bl.a. gennem Storbypuljen og forsknings- og udviklingsprojektet “Det kvalificerede
hverdagsliv”, som er et samarbejde mellem Brobyggerselskabet, Settlementet
på Vesterbro i København og Aalborg Universitet. 1
Samarbejdet mellem Aalborg Kommune og de frivillige organisationer om
fx drift af varmestuer og væresteder har tidligere primært været økonomisk,
men i de senere år er det – med Brobyggerselskabets mellemkomst – også et
fagligt fællesskab. I Brobyggerselskabet har de ansatte fået et sted at gå hen
med deres faglige ideer og frustrationer, og kommunen har et sted at opsamle
den store viden, som de privat ansatte socialarbejdere har fået gennem
mange års tætte kontakt med kommunens svageste borgere.
Ove Sørensen, leder i Brobyggerselskabet, mener, at udfordringen i samarbejdet
består i at respektere hinandens kvaliteter og bevare forskellene mellem
at være privat og offentlig ansat og forskellene mellem at være ansat og
frivillig. De private og frivillige organisationer har, fortsætter han, en lang
tradition for at acceptere mennesker, som de er, og møde dem med ligeværdighed.
Netop dette er de meget bedre til end det kommunale system – og
derfor er det så vigtigt, at de bevarer deres frihed. De har en helt anden arbejdskultur
end folk har i det offentlige. En kultur, der er utrolig værdifuld
i arbejdet med de udstødte.
Ove Sørensen beskriver, hvordan projekter for de udstødte har bedst af at
blive organiseret uden for det offentlige system for at sikre frihed og fleksibilitet
for medarbejderne:
1
Der kan læses om hele projektet “Det kvalificerede hverdagsliv” i Social Kritik nr.
73, 2001, samt om “Vesterbrodelen” af projektet i Bech-Jørgensen: “Nye tider og usædvanlige
fællesskaber”, Gyldendal 2001.
“Hvis medarbejderne har en god ide – eller gerne vil have noget
ændret – så skal det ikke godkendes i flere instanser i forvaltningen
og derefter måske af socialudvalget. Hvis bestyrelsen
siger god for idéen, så kan den føres ud i livet. Det giver
en bevægelsesfrihed og en kreativitet i projekterne, og det
ser vi som en fordel i forhold til den her meget svære brugergruppe.”

Brobyggerselskabets indsats består primært i at hjælpe projekterne med det
administrative, f.eks. regnskaber, ansøgninger og projektbeskrivelser, men
også at holde øje med, at medarbejderne ikke bliver slidt op og stille op med
faglig bistand, når de har behov for det. Desuden afholdes temarækker for
socialarbejdere, og der tages initiativer til at forbedre forholdet mellem projekterne
og deres omgivelser.
Undervejs har de aalborgensiske socialarbejdere udviklet en organisation,
som bliver kaldt frontmøderne. Socialarbejdere fra væresteder, varmestuer
og det opsøgende gadearbejde begyndte midt i 1990erne at sætte sig sammen
for at diskutere, hvordan arbejdet med de hjemløse gik. Disse kom nemlig ikke
kun i et af projekterne. Deres daglige ruter gik mellem flere af dem, afhængigt
af hvornår de havde åbent, og hvornår man kunne få kaffe, håndmadder
eller varm mad. Socialarbejderne udviklede et tæt samarbejde, der
fx viste sig i, at hvis der var sygdom eller krise i en af institutionerne, kunne
folk fra andre institutioner møde op og hjælpe til.
Efterhånden blev flere inviteret med til frontmøderne, og i dag består de af
omkring 20 medarbejdere, både fra de frivillige organisationer og fra kommunen.
Frontmøderne er et eksempel på en meget vellykket brobygning mellem en
kommunal organisation og de lokale frivillige organisationer. Frontfolkene
er forskellige, men der er alligevel en samhørighedsfølelse mellem dem. De
har i årenes løb udviklet en tavs viden om livet blandt hjemløse i Aalborg.
Det er en viden, der har rødder i et indgående kendskab til Aalborg by. Socialarbejderne
kender hinanden godt, nogle har kendt hinanden fra de gik i
skole. De kender byen og byens hjemløse, og de ved, hvem der kommer på
de forskellige varmestuer og væresteder i Aalborg Midtby. De er hjælpsomme
og stiller op, når der er brug for det. Og de er gode til at tale med folk.
Det er en konstant udfordring at opretholde balancen mellem at være medfølende
og indlevende og samtidig trække grænser over for de hjemløse, der
kaldes “de voldsomme gamle”. På frontmøderne diskuteres denne balance
med udgangspunkt i de situationer, hvor medarbejderne trues eller udsættes
for vold. Det er vanskelige balancer, og der kan være uenighed om, hvad
man gør. Men der er altid støtte at hente på møderne, og de svære diskussioner
lettes af humor. Der fortælles vittigheder, og der grines meget.
En vigtig del af Brobyggerselskabets arbejde er at formidle kontakter mellem
projekterne og lokalområdet og forsøge at undgå misforståelser og uoverensstemmelser.
Det drejer sig især om forholdet mellem de to bo-projekter,
Skurbyen og Opgangsfællesskaberne og disses naboer. Det beskrives i det
følgende.

Den nuværende leder af Skurbyen, Finn Christiansen, spurgte i 1994 nogle
hjemløse, hvordan de gerne ville bo. “I et kolonihavehus midt i byen”, blev
der svaret. “I nærheden af kammeraterne og de steder vi plejer at mødes”.
Aalborg Kommune gik i gang med at finde en egnet placering. Fire steder
blev de små huse forsøgt placeret, og hver gang blev de mødt med voldsomme
beboerprotester. Det femte sted, et par hundrede meter fra villakvarteret
Kærlundsmarken, blev vedtaget af et enstemmigt byråd, på trods af lokale
protester. Fra de hjemløses synsvinkel ville Skurbyen ligge fint, i nærheden
af banegården og de varmestuer og væresteder, hvor de plejede at mødes.
Fra de lokale villaejeres synsvinkel var Skurbyen helt malplaceret, dels fordi
den kom til at ligge i nærheden af en nyopført legeplads og på børnenes skolevej,
dels fordi der i forvejen var mange hjemløse og sindslidende, der gik
igennem kvarteret på vej til Kirkens Korshærs Herberg, til Psykiatrisk Sygehus
eller til Falck-stationen for at hente metadon. Beboerne var vrede over
ikke at have fået information i forvejen, og de forudså en øget kriminalitet i
området. Der var en omfattende mediedækning af sagen.
Men Skurbyen blev opført i 1997. Den består af 3 huse med to små boliger i
hvert og et hus med en fællesstue, et køkken og et lille kontor. Den er drevet
af Kirkens Korshær, og Aalborg Kommune yder et driftstilskud. Der er ansat
tre socialarbejdere, som arbejder i forskudte vagter og dermed er til stede det
meste af døgnet, og når de ikke er til stede, kan de tilkaldes.
Opgangsfællesskabet ligger i den anden ende af byen i Suensonsgade i det
såkaldte Søheltekvarter, hvor der er flest almennyttige boliger. Opgangsfællesskabet
består af tre opgange i en boligblok. Der er 16 to-værelses boliger
til hjemløse misbrugere, en fælles lejlighed og en lejlighed til personalet. Aalborg
Kommune ejer bygningen og har tidligere brugt lejlighederne til folk,
der ikke selv kunne finde en bolig. Nogle af beboerne lignede altså de hjemløse,
der skulle flytte ind i lejlighederne. Før indflytningen blev der holdt orienterende
møder dels med de omkringboende, som nok var noget modvillige,
men som ikke kom med indsigelser, dels med beboerne i ejendommen,
der fik valget mellem at blive boende eller få en anden bolig. Der bor stadig
et par af de daværende beboere i opgangsfællesskabet. De første hjemløse
flyttede ind i 1996 og resten året efter. De bor på almindelige lejebetingelser.
Opgangsfællesskabet er en selvejende institution, og bestyrelsen har ansat to
sociale viceværter 37 timer om uger.
Politikerne lovede naboerne til Skurbyen, at hvis der opstod de problemer,
som de havde forudset, ville Skurbyen blive flyttet. Desuden ville der blive
afholdt kvartalsmøder mellem beboerne og socialforvaltningen, Brobyggerselskabet,
Skurbyen og Herberget. Gennem disse møder viste det sig, at det
ikke var Skurbyen, der gav problemer, men derimod Herberget, der har
plads til 18 hjemløse misbrugere, som hver dag går igennem kvarteret. Efter
et års tid havde formanden for beboerforeningen kun ros tilovers for Skurbyen
og dens personale, og hun har bl.a. i et radiointerview anbefalet flere skur-

yer andre steder i landet. Den samme indstilling har de, der har haft direkte
kontakt med de hjemløse eller personalet. Men ifølge en beboerundersøgelse
(Jørgensen, 1999) betyder det ikke, at alle er tilfredse. Der er stadig en del,
som er modvillige. Nogle er bange for indbrud og føler sig utrygge. Andre
er bange for, at huspriserne falder. Atter andre trækker på skulderen og er
ligeglade.
I området omkring opgangsfællesskabet i Suensonsgade er der, ifølge samme
beboerundersøgelse, nogle af de samme reaktioner: Nogle føler sig utrygge
og usikre, men resignerer over for det, de betragter som en forringelse af boligområdet.
Andre er ligeglade, og atter andre er nysgerrige og åbne, de opsøger
selv opgangsfællesskabet og henvender sig til personalet, hvis de har
noget at klage over.
Det, der er fælles for de to boligområder, er, at det – ikke overraskende – er
de mennesker, der har mødt de hjemløse, talt med dem eller besøgt dem, der
har forståelse og sympati for dem. Den største modstand kommer fra børnefamilierne.
I Kærlundsmarken har 40% af husstandene børn, mens der i kvarteret
omkring Suensonsgade kun er 14%, som er børnefamilier.
Mange beboere i begge områder udtrykker en ambivalens over for disse usædvanlige
boliger. Det er, siger de, en god ide med almindelige boliger i almindelige
boligområder til usædvanlige og udstødte mennesker. Men i Kærlundsmarken
synes de samme mennesker, at Skurbyen er malplaceret, og i
Suensonsgade, at opgangsfællesskabet ikke er velplaceret, men at det er i orden,
at det er der. Blandt beboerne omkring opgangsfællesskabet er der tydeligvis
en større forståelse og accept af de hjemløse. Hvorfor er der denne forskel?
Søheltekvarteret har været et arbejderkvarter siden opførelsen i 1930erne og
1940erne. Gennem en lokal byggeforening organiseredes opførelse af boligblokkene.
Arbejdsløse bygningshåndværkere henvendte sig til de mestre, der
kunne stå for byggeriet og fik hermed arbejde, og man trak lod om, hvem der
skulle have en bolig, efterhånden som de blev færdige. Her boede mange ansatte
fra Aalborgs Skibsværft, og området fik tilnavnet “Lille Stalingrad”, fordi
mange beboere var politisk aktive kommunister og socialdemokrater, og
de satte dagsordenen i boligselskabets bestyrelse. Det var unge arbejderfamilier,
der flyttede ind, og der var mange børn, fx 36 børn i en opgang, hvor
der i dag kun er 5. Der var, siger Jørgensen, et beredskab for hjælpsomhed,
som sikkert skyldtes disse forhold, men som også var en mere almen indstilling
til hverdagslivets tilskikkelser (A. Jørgensen, 1999).
I dag er der færre børn – som sagt 14% af husstandene. Her bor mange enlige
forsørgere, og 35% er pensionister, hvoraf mange har boet her siden den første
indflytning. At der er en lav flyttefrekvens bidrager til, at visse traditioner
for fællesskab er blevet opretholdt.

I Kærlundsmarken blev husene også bygget i 1930erne. Det var både øvre og
nedre lag af middelklassen, der flyttede ind. Mange huse er opført som toog
trefamilies huse, men i dag bor der kun een familie i de fleste. Det var et
kvarter med mange forretninger, med hjemmearbejdende husmødre og børn,
der legede i haverne og i de tilstødende kolonihaver. I de seneste år er der
sket et omfattende generationsskifte, forretningerne er forsvundet, børnene
går ikke i de samme skoler, og de kender ikke hinanden. De voksne møder
ikke hinanden gennem børnene, og de er på arbejde om dagen. Beboerforeningen
er den organisation, de voksne mødes om. Den blev dannet i 1993. Sagen
omkring Skurbyen har uden tvivl haft en integrerende effekt på beboerne.
Forskellene i indstilling til de hjemløse ser altså ud til for det første at skyldes,
at der i området omkring Suensonsgade er rester af en kollektiv kultur
med ideer om gensidig hjælp, ansvarlighed og social forståelse. I Kærlundsmarken
føler færre beboere sig forbundet med en tidligere kollektiv kultur.
For det andet, at husejerne i Kærlundsmarken er bange for faldende huspriser.
For det tredje, at der er flere børnefamilier i Kærlundsmarken. Og endelig
kan den mindre modvilje i Suensonsgade skyldes, at afdelingsbestyrelsen
ikke samlede beboerne til en protest, sådan som det skete i Kærlundsmarken.
Sammenfattende lettes integration af usædvanlige og udstødte mennesker,
når kendskabet til dem øges. Og accepten bliver mere omfattende, når der er
lokale traditioner for social forståelse og vilje til kontakt. Hvis denne er fraværende,
bliver der i bedste fald tale om fredelig sameksistens. I værste fald
vil naboerne modarbejde integrationen (Jørgensen, 1999).
Beboerundersøgelsen har kun handlet om beboernes hverdagsliv i de to boligområder
og om deres indstillinger til de to projekter for hjemløse. Der er
ingen tvivl om, at integrationen også er lettet af, at personalet i Skurbyen og
Opgangsfælleskabet har taget beboernes protester til sig. De ansatte har forholdt
sig åbne over for naboerne, har inviteret på kaffe, har taget klager over
problemer alvorligt og har været omhyggelige med at få de hjemløses boliger
til at fremstå som integrerede i området.
Samtidig har der været ansat en miljømedarbejder og en uddannelseskonsulent
i Brobyggerselskabet. De har ved møder, ved information, ved en telefonliste
til nøglepersoner, der kan tilkaldes umiddelbart, når det er nødvendigt,
og ved undervisning af ejendomsfunktionærer, hjemmehjælpere og
hjemmesygeplejersker tilført områderne – især Suensonsgade – nogle ressourcer,
der kan lette integrationen af andre beboere end de hjemløse (Bech-
Jørgensen, 2000). Det kan være beboere, som er blevet demente eller sindslidende,
eller beboere, som af andre grunde har svært ved at klare sig i hverdagen.
Men det er en anden historie.

Bech-Jørgensen, B. 2000a: Hjemløses boliger. I Sociale Perspektiver, red.
Bech-Jørgensen og Kristiansen. Aalborg Universitet: Alfuff.
Bech-Jørgensen, B. 2000b: Usædvanlige fællesskaber. Aalborg Universitet:
Forskningsgruppen Arbejds- og Levemiljøer. Skriftserie.
Brobyggerselskabet 1999: Et anderledes liv. Årsrapport 1998/99.
Brobyggerselskabet 2000: De udstødte og frontfolket. Fællesrapport.
Jørgensen, A. 1999: Hvad siger naboerne? Aalborg Universitet: Forskningsgruppen
Arbejds- og Levemiljøer. Skriftserie.

6\GKDYQV &RPSDJQLHW
Jeg vil i denne artikel beskrive baggrunden for og udviklingen af Sydhavns-
Compagniet (SC). Jeg vil fremstille såvel centrale mål og visioner som metoder
og værdier for det by- og boligsociale arbejde. Sydhavns-Compagniet
opererer med en opmærksomhed på såvel mikro- som på metaniveau. Vi retter
fokus mod den enkelte borgers/beboers personlige ressourcer og behov,
samtidig med at vi har opmærksomheden rettet mod de små fællesskaber og
lokalsamfundet. Via denne dobbelte opmærksomhed forsøger vi at skabe en
synergieffekt, der både styrker den enkelte borgers hverdagsliv og lokalsamfundets
indhold og udvikling.
Endelig forekommer der også en vis opmærksomhed på de overordnede
samfundsforhold. Det er vores håb, at nogle af de betragtninger og erfaringer,
vi erhverver os ved at betræde nye veje i det by- og boligsociale arbejde,
kan være med til at præge kommende diskurser, sociale tiltag og lovgivning.
Således vil den sidste del af artiklen forholde sig til det paradoks at skulle
motivere nogle af samfundets svagest stillede grupper via tvangsaspektet i
lov om aktiv socialpolitik. Efter at have skitseret baggrunden for “aktivlinjen”
i dansk social- og arbejdsmarkedspolitik vil jeg fremdrage nogle uhensigtsmæssige
tendenser herved, for endelig at afrunde diskussionen med et
oplæg til videre overvejelser og diskussion.
SC er et socialt udviklingsprojekt, som er finansieret af Socialministeriets byog
boligsociale midler for en treårig periode med en bevillingsramme på 6,2
millioner kroner. SC startede op den 15. februar 2000. Vi er p.t. et team bestående
af en projektleder og fem projektarbejdere. SC følges af forskere fra
“Center for forskning i socialt arbejde”, som evaluerer projektet. Projektet er
stærkt inspireret af Birthe Bech Jørgensens forskning i hverdagsliv, Aalborg

Universitet, og nogle af vores indhøstede erfaringer vil således også blive
brugt i denne sammenhæng.
SC er et vidtfavnende projekt, som rummer frivilligt socialt arbejde, alternativ
aktivering, tilbud for tidligere misbrugere, social café, anonym beboerrådgivning,
Far-mor-børn-butik (netværk, rådgivning og salg af genbrugseffekter
m.v.), opsøgende- og udegående arbejde samt bredt lokalsamfundsarbejde.
Partnerskabet bag SC er sammensat af boligorganisationerne AKB, KSB/FB
v. 3B, KAB/SAB, herudover indgår Bydelsadministrationen – Social Integration
& Beskæftigelse – og Kvarterløftsekretariatet i Kgs. Enghave og endelig
de to frivillige sociale institutioner Missionen blandt Hjemløse og Kristeligt
Studenter-Settlement (Settlementet). Settlementet varetager det økonomiske
og administrative ansvar over for partnerskabet. Organisationerne i partnerskabet
er repræsenteret ved faste personer, der alle besidder stor beslutningskompetence
i forhold til deres respektive bagland.
Den ene tilgang til projektets tilblivelse var, at det politiske klima var åben
over for nytænkning. Vi befinder os i en tid med opbrud inden for de politiske
institutioner og diskurser. De traditionelle tilgange til velfærd og socialpolitik
synes afløst af et velfærdspluralistisk hegemoni, hvor dagsordenen er
at udvikle velfærdsstaten til et mere aktivt samfund. I denne udvikling indgår
en nytænkning af parternes roller: stat, marked og civilsamfundet, hvor
der bl.a. forekommer en rehabilitering af civilsamfundet ved det fri- og frivil-
1
lige sociale arbejde. SC er et tværsektorielt partnerskabs-udviklingsprojekt,
som kan ses i kølvandet af disse tendenser.
Den anden tilgang var, at Kristeligt Studenter-Settlement i slutningen af
1990erne gjorde sig nogle overvejelser over den generelle politiske udvikling,
2
såvel som den specifikke udvikling på Vesterbro. Kvarteret var ved at ændre
karakter fra et nedslidt arbejderkvarter til et mondænt kvarter. Byfornyelsen
havde medvirket til en markant ændring i beboersammensætningen, og
denne udvikling ville utvivlsomt accelerere de kommende år. Settlementet
undersøgte de lokale behov for hele tiden at kunne målrette relevante sociale
tilbud. I denne sammenhæng gjorde vi os også nogle overvejelser om det
sociale arbejde i nabokvarteret Kgs. Enghave. Vi kunne konstatere nogle åbenlyse
sociale behov, som vi tidligere var blevet opfordret til at forholde os
mere aktivt til. Bydelen syntes gennem en længere årrække at have været
1
Dette er en udvikling, som ikke blot er karakteriseret i vores lille danske velfærdsstat,
hvor vi opererer med tal på 1,2 millioner, der på en eller anden måde er involveret
i frivilligt arbejde. År 2001 var udnævnt til FNs frivilligheds år. Det blev ligeledes
året, hvor Danmark fik “Charteret” (frihedsbrevet) for det frivillige arbejde.
2
Jeg var dengang ansat i Settlementet og var fra start med i tænketanken, der senere
udviklede sig til partnerskabet bag SC.

glemt af Københavns Kommune, hvilket i 1997 førte til, at bydelen fremstod
blandt de fire hårdt belastede områder i Danmark, der fik bevilliget kvarterløftmidler.
Hertil kom, at Kgs. Enghave samme år blev udpeget som en af Københavns
fire bydelsforsøg. Det fremgik således, at Kgs. Enghave stod over
for nogle store sociale udfordringer, som Settlementet havde en masse erfaringer
at kunne bidrage med, samtidig med at der lå nogle spændende samarbejdsmuligheder.
Settlementet ønskede at bidrage med sine erfaringer for det frivillige sociale
arbejde og håbede, at man sammen med de respektive lokale partnere kunne
medvirke til at lokalisere nye indfaldsvinkler og metoder i socialt arbejde.
Settlementet fandt det hensigtsmæssigt og udfordrende at indlede et tværsektorielt
og nabo-lokalt udviklingssamarbejde, hvilket affødte at Johs Bertelsen,
forstander, og Rikke Posborg, udviklingskonsulent, tog kontakt til relevante
lokale aktører i Kgs. Enghave. Disse sociale- og boligsociale aktører var
yderst interesserede i at bidrage med deres respektive kompetencer. Flere af
partnerne gav samtidig udtryk for, at man havde savnet en projektunderverden,
som kunne hjælpe med at udvikle alternative tilbud til bydelens svagest
stillede grupper. Herpå fulgte en række spændende dialogmøder, der førte
til et gensidigt forpligtende partnerskab, som står bag Sydhavns-Compagniets
brede og visionære ansøgning.
Sydhavnen/Kgs. Enghave er en bydel, der har gennemgået markante forandringer.
Bydelen voksede frem i takt med industrialiseringen. Industriens
mange produktionsvirksomheder langs havnen og udbygningen af infrastrukturen
med jernbanenettet, postterminalen m.v. tiltrak mange arbejdere.
Derfor opførtes den ene boligkarre efter den anden, og der opstod hurtigt et
dynamisk arbejderkvarter. Tilbage i 1950-60erne var Sydhavnen et yderst attraktivt
kvarter med gode lejligheder med indlagt toilet og bad. Kvarteret gik
i folkemunde under betegnelsen “arbejdernes Hellerup”. Den positive udvikling
vendte ved udgangen af 1960erne. Produktionsvirksomhederne rationaliserede,
der kom lavkonjunktur, og arbejdsløsheden steg markant i begyndelsen
af 1970erne. Det tidligere så eftertragtede kvarter mistede langsomt
sin glans. Lejlighederne var ikke længere tidssvarende, primært små 2-værelses,
og bydelen blev plaget af tung trafik. Op gennem 1980-90erne forekom
der en stor boligsocial anvisning til Kgs. Enghaves almennyttige boliger,
hvorved befolkningssammensætningen i bydelen ændrede karakter. Selvom
der hersker en høj tolerance i Sydhavnen, omtales Københavns Kommunes
mange boligsociale anvisninger ofte som en uigennemtænkt og uhensigtsmæssig
social dumpning. Sydhavnen/Kgs. Enghave gik i en årrække under
betegnelsen “den glemte bydel”, fordi den på mange måder var forsømt.
Først i 1997 fik bydelen bevilliget kvarterløft og blev samtidig udpeget som
bydelsforsøg (desværre fulgte der med bydelsforsøget ikke de fornødne midler).

Den seneste erhvervsudvikling med multinationale koncerner langs havnefronten
har ikke haft den store betydning for bydelens borgere. Med undtagelse
af, at Sonofon har givet et væsentligt økonomisk tilskud til at etablere
en internetcafe i bydelen, mener de fleste borgere, at udviklingen kun har
været med til at øge trafikbyrden og lade kontrasten mellem koncernernes
mondæne bygninger og kvarterets arbejderboliger skinne i øjnene.
Mange, der møder Kgs. Enghave for første gang, betegner området som kedeligt
og trøstesløst. Men ved nærmere kendskab vil man erkende, at det er
en landsby i byen. En landsby, der er karakteriseret ved en vifte af forskellige
ressourcer og fællesskaber. Bydelen er en gammel socialdemokratisk højborg,
hvilket ikke lader sig fornægte. Der hersker et aktivt beboerdemokrati
med karrebestyrelser i hver enkelt karre og et overordnet koordinationsudvalg.
Herfra udspringer der forskellige aktiviteter og tilbud. Kvarterhuset (de
almennyttige boligers højborg) danner rammen om forskellige arrangementer
og rummer samtidig en cafe, og der er ved at blive oprettet en internetcafe.
Herudover drives et beboerblad, og der er nedsat en redaktion til det lokale
rulletekst TV. Udover boligkarreerne er bydelen også repræsenteret ved
haveforeningerne. Nogle af disse har udviklet sig til at blive helårsboliger.
Mange af dem, der valgte denne frie livsstil, var kunstnere og akademikere,
som har mangeårige erfaringer inden for alverdens græsrodsarbejde. Bydelens
progressive kulturhus, Karens Minde, støder op til nogle af haveforeningerne,
og der er mange folk herfra, der har “kastet” deres energier i Karens
Minde og udkæmpet mange kampe inden det blev officielt anerkendt som
kulturhus. Udlejningsejendommene og haveforeningerne repræsenterer vidt
forskellige kulturer. Der har da også gennem tiderne udspillet sig nogle
magtkampe, og man kan stadig spore divergerende interesser, selv om parterne
efter sigende er kommet hinanden nærmere efter bydelsforsøget og
kvarterløftets indsats. Herudover forekommer der selvfølgelig en masse andre
spændende fællesskaber såvel som skel herimellem, men dem må læseren
have til gode.
Socialforskningsinstituttet udgav i juli 2001 rapporten “Sociale sager i Kongens
Enghave” af Hans Helmuth Bruhn. Den giver et øjebliksbillede – en social
profil – af klientsammensætningen, som den forekom en bestemt dag i
år 2000. Rapporten er bestilt af Kgs. Enghave, som ønskede at få et bedre
overblik og dermed også et bedre grundlag til at vurdere aktiveringsindsatsen
ud fra. Af denne rapport fremgår det, at Kgs. Enghave er karakteriseret
ved at have en høj andel kontanthjælpsmodtagere. Hele 10 procent af beboerne
mellem 18 og 66 år modtog kontanthjælp i Kgs. Enghave, mens landsgennemsnittet
ligger omkring 4 procent. Andelen af borgere, der er på sygedagpenge,
ligger lidt under landsgennemsnittet. Således afsluttes der årligt en sygedagpengesag
for 1,25 procent af beboerne, mens landsgennemsnittet ligger
på 1,50 procent. Til gengæld er sygedagpengesagerne i Kgs. Enghave Bydel
gennemsnitligt længere end sygedagpengesagernes længde på landsplan. I
bydelen er 10 procent af beboerne førtidspensionister, mens landsgennemsnittet
ligger på 8 procent. I denne sammenhæng fremgår det endvidere, at ca.
80 procent af bydelens førtidspensionister er enlige, mens landsgennemsnit-

tet ligger nede omkring 50 procent. Gennemsnitsalderen for tilkendelse af en
førtidspension er 45 år i Kgs. Enghave Bydel, mens landsgennemsnittet ligger
på 47 år. Bruhn tolker, at en af årsagerne til de mange enlige og den forholdsvis
lave alder, når der tilkendes folkepension, er den relativt høje andel af
psykisk syge blandt bydelens førtidspensionister.
Vores overordnede mål er at styrke enkeltindividers, gruppers og hele lokalsamfundets
kraft og ressourcer til at handle for at opnå en større grad af kontrol
over eget liv og udvikling. I Sydhavns-Compagniet arbejder vi for at
fremme den sociale og etniske integration og forsøger at være brobyggere
mellem det etablerede system og individer/grupper, som typisk er svære at
nå for “systemet”. Herudover finder vi os forpligtet til at udgøre et kritisk
potentiale til det etableret system. Sydhavns-Compagniet er i sit værdigrundlag
stærkt inspireret af empowerment tankegangen, som har sit afsæt i den frigørende
pædagogik (Paulo Freire). (Læs evt. “At give de magtesløse magt”,
Socialpolitisk Forlag, 1999).
Det metodiske omdrejningspunkt er den personlige relation, som vi betragter
som det bedste redskab til at åbne døre, bygge bro og udgøre en konstruktiv
forskel. At opbygge en god relation og et tillidsforhold forudsætter, at man
tager borgeren alvorligt og forholder sig aktivt til dennes situation. Den konstruktive
relation opbygges typisk ved at deltage i forskellige aktiviteter/gøremål
sammen, tage sig tid til at lytte og tale med hinanden. Vi finder det
vigtigt at være til stede for borgeren på rette tid og sted. Derfor er samtlige
medarbejdere udstyret med en mobiltelefon, og der er altid mulighed for at
få fat på en medarbejder.
Det er vigtigt, at socialarbejderen formår at stå frem som et ligeværdigt menneske
og give noget af sig selv ud fra devisen: “Her er jeg – hvem/hvor er
du”. Man skal ikke benytte sin profession som et skjold, der sikrer en faglig
distance, men omvendt er det vigtigt, at man ikke taber sig selv. Den gode relationsarbejder
har professionen med sig i bagagen som en ballast, man kan
trække på, ligesom den resterende personlige bagage kan inddrages og anvendes
konstruktivt i relationsarbejdet. I relations- og miljøarbejdet ligger
der en hårfin balance, idet man skal kunne skelne mellem at være personlig
og privat.
Vi møder som udgangspunkt vores medmennesker med respekt for deres
livsstil, religion og kultur. Med afsæt i den enkelte borgers ressourcer og behov
forsøger vi gennem dialog og samvær at støtte op omkring borgerens
egen strategi frem mod et bedre liv. Frem for entydigt at fokusere på problemer
og barrierer forsøger vi at lokalisere og stimulere nogle af borgerens interesser,
ressourcer og potentialer for derigennem at hjælpe borgeren til at
opstille nogle realistiske perspektiver for fremtiden. Det er vigtigt, at “borgeren
er i centrum for sit eget liv”, og dermed er den, der definerer eller redefinerer
sine mål.

Jeg vil efterfølgende uddybe de centrale temaer “social integration” og “kvalificering
af hverdagsliv og lokalsamfund.”
Med et omdrejningspunkt i social integration er det vores hensigt at skabe
nogle handlerum, hvor forskellige mennesker føler sig velkomne og mødes
på tværs af ressourcer, holdninger og livsstile. I SC mødes folk som ligeværdige,
og der skelnes der ikke på mulighederne for aktiverede, frivillige og
brugere. Netop ved at kombinere frivillige tiltag med lokalsamfundsarbejde
og aktivering forsøger vi at skabe et spændende miljø, der modvirker, at visse
personer eller grupper overlades til sig selv. I dette dynamiske miljø er der
mulighed for at være med til at definere og/eller løse nogle meningsfulde
opgaver og således også være med til at præge udviklingen i SC og hele bydelen.
Ved at udbyde en bred vifte af tilbud, der bygger på små fællesskaber
(arrangementer og udflugter samt diverse klubber som patchwork, motion/
idræt, foto, båd, forretning og værkstedsarbejde m.v.), og ved at disse fællesskaber
er sammensat på tværs af frivillige, aktiverede og brugere, tilstræber
vi at skabe en synergieffekt, der kommer den enkelte, de små fællesskaber
og hele bydelen til gavn.
Med social integration som et overordnet tema lægges der ikke op til udelukkende
at fokusere på de marginaliseredes integration i den normale kontekst.
Integrationen går begge veje således forstået, at vi også arbejder for at nedbryde
fordomme blandt de såkaldte “normale”. Adskillige af vores frivillige/brugere
har langsomt opnået en større forståelse for, at visse personer
f.eks. “vælger” at bo i en båd, i en kolonihave eller på anden måde vælger et
liv i periferien af det såkaldte normale.
Når man taler om social integration, kan man ikke undgå at diskutere rummelighed.
Vi postulerer ikke, at vi kan eller skal nå alle – men vi understreger,
at ingen skal udelukkes på forhånd, alle skal have en mulighed for at
drage fordel af SC. Vi arbejder kontinuerligt på at bevare en stor rummelighed.
Det er en væsentlig udfordring, da der i sociale projekter ofte forekommer
en fast defineret målgruppe eller hurtigt etablerer sig en kerne, der lukker
sig om sig selv.
I SC mødes mange mennesker med vidt forskellige livshistorier og sociale
kulturer. Således er det også en evig tilstedeværende udfordring at bevare
den tilstræbte rummelighed. En rummelighed uden grænser er ikke det, vi
forbinder med rummelighed, da vi derved vil miste mange, som f.eks. har
svært ved at tackle nedladende, truende eller direkte aggressiv adfærd. Vi
forsøger at skabe en kultur, hvor der forekommer en respekt for de øvrige tilstedeværende
såvel som for stedets fysiske rammer. Et sted, hvor der metaforisk
udtrykt er “højt til loftet – men hvor der er et loft”.

3
I en diskussion på et fællesmøde i SC præsenterede vi tankerne om at integrere
et projekt for tidligere narkomaner. Der forekom selvfølgelig en vis betænkelighed
og skepsis.
På et tidspunkt tog en af de frivillige ordet og ændrede diskursen i en konstruktiv
retning med følgende udtalelse:
“Jeg har været omgivet af alkoholikere det meste af mit liv,
men det er først efter, jeg mødte Henrik hernede [i SC], at jeg
har forstået, hvad det egentligt vil sige at være alkoholiker.
Hernede giver jeg noget af mig selv – men jeg får også noget
med hjem. Når der er nogle mennesker, som ønsker at kvitte
livet som narkoman og opbygge et andet netværk, vil jeg kun
være glad, hvis jeg kan være en lille del af det, der skal til.”
Jeg vil lade citatet tale for sig selv.
For Sydhavns-Compagniet er samarbejde et nøgleord. Vi indgår i kulturelle og
sociale samarbejder med den øvrige bydel for at styrke eksisterende netværk
og evt. være med til at danne nye netværk i bydelen. Vi forsøger at “bygge
bro” mellem personer og institutioner, der hvor det synes naturligt og hensigtsmæssigt.
Vi sidder i styregruppen bag “Tværfagligt Forum”, som er et
informations-, debat- og samarbejdsorgan mellem folk fra bydelens forskellige
projekter, sociale tiltag og institutioner. SC forholder sig aktivt til kvarterløftstrategier,
bydelsudvikling og diverse borgermøder m.v. Herigennem forsøger
vi på forskellig vis at stimulere borgerne til at kvalificere deres eget lokalsamfund.
Af samarbejdsopgaver kan nævnes, at vi mobiliserer frivillige til at varetage
forskellige serviceopgaver i Kvarterhuset, støtte op omkring Kulturhusets arrangementer,
samarbejde med Børnecafeen/Natursatellitten om anonym ungerådgivning
og idrætstilbud. Vi indgår i samarbejdsarrangementer som julearrangementer,
Store Legedag, Børnefestivalen “Kultur for en Tudse” m.fl.
For at illustrere nogle af intentionerne bag arbejdet vil jeg tage udgangspunkt
i vores Sankt Hans fester. Her ligger der noget forberedelse ved planlægning
og forskellige praktiske opgaver. Ud over selve planlægningsmødet
skal der sættes plakater op og sørges for øvrig PR, skaffes træ og stables et
kæmpebål og laves en modbydelig heks m.v. På selve dagen skal der købes
ind og tilberedes mad, der skal sørges for grillplads, der skal opstilles borde,
hvorfra der kan sælge saftevand, kaffe og kage, der skal opstilles anlæg til
3
Fællesmøder afholdes hver 14. dag. Et møde for samtlige interesserede “compagnister”
(brugere/aktivister, frivillige, ansatte og aktiverede), hvor ting evalueres, kommende
tiltag annonceres, udvalg/arbejdsgrupper nedsættes og beslutninger træffes.

åltaler, deles sange ud, sørges for ro og orden og varetages andre små praktiske
gøremål.
I disse processer får den enkelte aktiverede/frivillige mulighed for at gå ind
og varetage nogle konkrete opgaver. Det er opgaver, som de fleste betegner
som meningsfulde, fordi vi er fælles om at løfte en interessant opgave, der
kommer mange i bydelen til gode. Ud over den umiddelbare tilfredsstillelse
ved at indgå i et meningsfuldt samarbejde og selv kunne nyde det færdige
resultat, ligger der en stor tilfredsstillelse i at have ydet noget til fællesskabet.
Dette kan være spæde skridt i en mere positiv selvopfattelse. Når omgivelsernes
syn på én ligeledes bevæger sig i en positiv retning ved forskellige tilkendegivelser
fra de øvrige borgere, forstærkes udviklingen og stimulerer til
yderligere engagement. Således kan en negativ selvopfattelse ofte vendes,
samtidig med at lokalsamfundet også profiterer heraf. Således oplever vi, at
personer, der ikke havde høje tanker om sig selv, pludselig formår at løfte
spændende og krævende opgaver, som de ikke havde tiltroet sig selv.
Fra start af var det vigtigt at iværksætte en målrettet indsats i forhold til integration
og beskæftigelse for de svagest stillede grupper. Derfor indledtes der tidligt
i forløbet en særlig samarbejdsaftale om aktiveringstilbud med social integration
og beskæftigelse i Kgs. Enghave. SC forholdt sig kritisk til tvangsaspektet
i “lov om aktiv socialpolitik”, og i særdeleshed fandt vi det absurd at skulle
håndhæve denne tvang over for samfundets svageste grupper. Da SC er
et udviklingsprojekt, som forsøger at gå nye veje, forekom der heldigvis en
åbenhed og forståelse for at tillempe visse krav og formalia. Vi fik en aftale
i stand, der omhandlede visitationsformer, tidsrammer for aktivering, administrationsgebyr,
aktiveringsydelse etc., og der blev nedsat en gruppe af relevante
personer, som skulle sikre en god kommunikation mellem SC og socialcentret.
Enhver, der kommer i aktivering i SC, får tilknyttet en ansat “tovholder”
som støtter, sparrer eller på anden måde følger den aktiverede.
Jeg vil starte med at nævne, at vi i aktiveringssammenhænge ikke arbejder
ud fra en betragtning om, at vi nødvendigvis skal have alle ud på arbejdsmarkedet
(social aktivering). Vores såkaldte målgruppe for vores aktiveringstiltag
er betegnet som “personer med andre problemer end ledighed”.
Vi forsøger at hjælpe den enkelte til at kvalificere sit hverdagsliv ved at sætte
fokus på forskellige hverdagslivs kompetencer – men derved kommer den
enkelte som oftest automatisk nærmere arbejdsmarkedet. De, der ikke står
umiddelbart foran en plads på arbejdsmarkedet, har deres specifikke grunde
hertil, som vi forholder os aktivt til.
Jeg ser en fare i, at samfundet i alt for vid udstrækning benytter sig af arbejdsmarkedet
som den eneste saliggørende reference. Derved formår vi ikke
at inddrage de svageste grupper – dem som gang på gang falder uden for.
Tværtimod forekommer der en væsentlig fare for, at disse personer marginaliseres
yderligere ved at internalisere afvigerkarrieren. Denne internalisering
kan komme til udtryk på vidt forskellig vis. Nogle vil måske afsondre sig,
mens andre indgår i forskellige destruktive subkulturelle grupperinger. For
enkelte kan det være det afgørende element, som medfører en social deroute,

der munder ud i manglende selvværd, hjemløshed og misbrug. Når vi arbejder
med mennesker, som ikke umiddelbart formår at indfri hegemoniets
funktionskrav og normer, finder vi det nødvendigt at operere med nogle bredere
referencerammer. Ved at sætte fokus på hverdagsliv åbner vi for utømmelige
muligheder.
Alle har en eller anden form for hverdagsliv. “Det liv, der leves hver dag”
(Birte Bech-Jørgensen). Det vil sige nogle rytmer, vaner, relationer og rutiner,
der er præget af de samfundsmæssige magtstrukturer såvel som de individuelle
livshistorier. De psykosociale indlejringer hos den enkelte kommer til
udtryk på forskellig vis i hverdagslivet. Vi forholder os aktivt til “compagnisternes”
forskellige kompetencer, baggrunde, reaktionsmønstre, nuværende
situationer, ressourcer etc. med henblik på at støtte den enkelte i en ønsket
retning. Det kan være at arbejde med personlige udfordringer som at kunne
beherske sit alkoholforbrug, sit temperament eller dagligt at soignere sig. Det
kan også være at arbejde med forskellige hverdagskompetencer. Det er kompetencer,
som mange antager for banaliteter, kompetencer, det generelt tages
for givet, at man behersker. Det kan være en kompetence som det at kunne
strukturere en hverdag, at kunne indgå i gruppesammenhænge, planlægge
og tage ansvar, deltage i et møde – og kende de usagte spilleregler, varetage
forældrerollen etc.
Hverdagslivet rummer en helhed ved at spænde over flere felter end blot arbejdslivet.
Når vi forsøger at bryde med dette monopol, oplever vi ofte, at
der bliver mobiliseret nogle latente ressourcer, som processuelt går hen og
bliver omdrejningsmomentet for en nyblomsterende konstruktiv egenopfattelse
og engagement. Herved forekommer der typisk en bevægelse frem mod
en mere tålelig eller ligefrem positiv hverdag. På denne måde udelukker vi
ikke det barometer, som arbejdsmarkedet repræsenterer, men vi lader det ikke
fremstå som det eneste saliggørende. Ved at ligestille forskellige sfærer
skaber vi ofte forvirring og undren, men formår samtidig at åbne for nye
handlerum og skæve vinkler til at mobilisere latente ressourcer.
At arbejde så bredt og dybt fordrer selvfølgelig nogle etiske overvejelser og
dermed også et værdigrundlag at arbejde ud fra. Det er vigtigt, at vi som velmenende
socialarbejdere ikke overskrider den private integritet.
Jeg er af den opfattelse, at ingen socialarbejder formår at kvalificere en andens
hverdagsliv – det er kun den enkelte selv, der formår det. Men man kan
være med til at skabe nogle bedre rammer/miljøer for at kvalificere sit hverdagsliv.
Jeg tror, at det er muligt at stimulere og bakke andre op til at foretage
nogle ændringer i deres liv. Ændringer, som måske ligger som ikke-artikulerede
ønsker som følge af, at den enkelte har være fastlåst i uhensigtsmæssige
eller direkte krænkende og skadelige rytmer, vaner og rutiner. At
tale om en kvalificering af et hverdagsliv må være baseret på relationer. I
denne sammenhæng står relationen i forhold til det tidligere førte hverdagsliv.

Jeg kender enkelte, som nægter at lade sig aktivere, og adskillige, som er blevet
sendt ud i det de kalder “idiotarbejde”. Arbejde, som de føler, er med til
at krænke og på anden måde umyndiggøre dem. Således har jeg mødt mange,
som har surfet fra tilbud til tilbud siden 1980erne uden egentligt at tro på,
at de kommer tilbage til arbejdsmarkedet. Aktiveringen opfattes nærmest
som tidsubestemt straf. De finder det absurd, at de for enhver pris skal sendes
rundt i systemet, indtil de får en folkepension for – “en førtidspension
skal man jo næsten ligge i graven for at få”, som en sydhavner en dag udtrykte
det. Andre omtaler samme aktiverings foranstaltninger mere positivt
og har kunnet profetere af selvsamme tilbud.
Ud fra mit arbejde med borgere, der typisk rummer andre problemer end ledighed,
har jeg gjort mig nogle overvejelser over, hvordan man måske kan
gøre tingene anderledes. Jeg hører ofte en kritisk røst over den førte socialog
arbejdsmarkedspolitik, men jeg savner generelt konstruktive alternativer
hertil. Det synes unægtelig også lettere at kritisere, frem for at komme med
alternativer til diskursen. Grundet den sparsomme spalteplads kombineret
med artiklens brede favntag har jeg været nødsaget til kort at skitsere nogle
argumenter bag aktivlinjen og efterfølgende skitsere kritiske tendenser herved.
Afslutningsvis leverer jeg et diskussionsoplæg til den førte social- og arbejdsmarkedspolitik.
Velfærdssamfundets bæredygtighed, det demografiske dilemma.
Skred i holdningen til velfærdsstaten – yde uden at nyde moral. De ledige
skal lære at tage (større) ansvar for at forsørge sig selv “fra forsørgelseskultur
til selvforsørgelsesprincippet”. Heri ligger også et ønske om at bevare
den fortsatte betalingsvilje hos de arbejdende – bevare samfundets
sociale sammenhængskraft.
Incitamentstrukturen var for dårlig – for gunstige sociale rettigheder medførte
for lavt et incitament til at søge regulært arbejde etc.
Forbedre strukturerne på arbejdsmarkedet og styrke konkurrenceevnen.
Kvalificering af arbejdskraften og lønstabilitet.
En omsorg for de marginaliserede. Ikke lade folk på overførsel “sejle deres
egen sø”, men give folk “et kærligt spark”.
Trusler/tvang er blevet et bærende princip, selvom de flest erkender, at
tvang ikke er det mest hensigtsmæssige motivationsmiddel – specielt ikke
for dem, der har andre problemer end ledighed.
Alle skal i dag aktiveres. Det er underordnet, om man er misbruger, psykisk
syg og/eller hjemløs!
Selvforsørgelsesprincippet har medført et fokus på det holdningsændrende
sigte. Man taler i dag om viljen – den indre rådighed. Er det et
ønskværdigt system – og hvilke følger har det?
Sagsbehandleren kommer til at udgøre den dømmende, den udøvende og
den lovgivende magt.
Aktiveringsordningen kan være en fælde, som hindrer førtidspensionering.

Borgerne kan forblive i aktiveringsregi på ubestemt tid. Aktivering som
en trædemølle.
Aktiverede har ingen faglige rettigheder, og arbejdet virker umyndiggørende
på mange.
Det fremføres, at man gennem lovgivningen forsøger at sætte et vist fokus
på “kunnen” frem for “mangler” ved bl.a. at benytte sig af “arbejdsevnebegrebet”
frem for “erhvervsevnetabs-begrebet”. Dette kan umiddelbart
fremstå motiverende og hensigtsmæssigt, men det forekommer problematisk,
når man kombinerer det med en tvangsmæssig foranstaltning: at
man ikke bare kan – men skal – arbejde, såfremt man ikke er helt nedslidt.
Herved bliver dagsordenen for mange, modsat intentionerne i lovgivningen,
at fremstille sig selv så ringe som muligt.
Når man stikker et stik dybere, virker det i stedet som om, lovgivningen
sætter fokus på fejl og mangler: Når man har brug for forsørgelse (kontanthjælp),
har man pr. definition også brug for indsatser. Aktivering skal
afhjælpe fejl og mangler hos den enkelte. Herved forekommer der samtidig
en tilsløret legitimering og ansvarsforskydning. Det er således ikke
længere samfundets, konjunkturernes eller det politiske systems ansvar,
det bliver udelukkende den enkelte borgers manglende kvalifikation og
indsats, der er afgørende for situationen. Parallelt med denne ansvarsforskydning
forekommer der en (risiko for en) nedbrydning af den enkelte
kontanthjælpsmodtagers selvværd og gejst. Såfremt man gennem længere
tid springer fra det ene aktiveringstilbud til næste, ender det med, at kontanthjælpsmodtageren
selv implementerer denne “utilstrækkelighed” og
– frem for at kæmpe videre – allierer sig med ligestillede og bebrejder politiske
strategier m.v. De fleste affinder sig med deres manglende værd for
samfundet og opgiver troen på noget andet. Således er “Landsorganisationen
af Arbejdsledige” (www.ladk.dk) det eneste offensive organ. De taler
om deres grundlovssikrede rettigheder og forsøger således at vende
anklagen mod den danske stat.
Mange tilhængere af den aktive socialpolitik erkender efterhånden, at det ikke
virker befordrende at give alle “et kærligt spark” for at komme videre i eget
liv. Selvom der er nogle, der kommer videre, er der alt for mange, der ikke
profiterer heraf. Resultaterne af den førte aktiveringspolitik virker umiddelbart
forblændende positive, men kritikere taler om, at man har skummet fløden
(de mest velfungerende er ude i arbejde og forskellige ordninger, mens
restgruppen, dem med andre problemer end ledighed, stadig befinder sig i
aktiverings trædemøllen – eller har mistet forbindelsen til samfundet. Denne
“restgruppe” vil ikke blive mindre med årene. Når man sammenholder dette
med, hvor svært det forekommer at få tildelt en førtidspension, fremstår der
nogle åbenlyse problemer, som jeg formoder vil øge presset for en form for
varig hjælp).
Kunne man udforme en social- og arbejdsmarkedspolitik, som dels udgør et
alternativ til den tidligere “sejle-sin-egen-sø-linje” såvel som til 1990ernes
“aktivlinje”? Er det muligt at kombinere disse tilgange ved at føre en politik,

som imødekommer mange af bestræbelserne bag aktivlinjen, men uden at
benytte sig af tvangsaspektet som det bærende princip?
Alle borgere – eller måske kun en specifik gruppe borgere – er sikret et
vist eksistensminimum, en form for varig hjælp.
Herudover har man et altid tilstedeværende tilbud om aktivering/uddannelse/eller
anden support til at iværksætte tiltag for at indfri egne mål.
Såfremt man over en længere periode ikke tager imod et aktiveringstilbud,
er man berettiget til et aktiveringstilbud, hvor der i en mindre periode (xperioden)
er inkluderet et væsentligt økonomisk incitament for at indgå
i (social) aktivering. Dette tilbud må dog ikke bryde med den langsigtede
incitamentsstruktur – spekulation i forhold til arbejde/A-kasse/aktivering.
I x-perioden er det kommunernes/bydelenes opgave at levere en kvalificeret
indsats. Kvaliteten af kommunernes/bydelenes indsats kan efterfølgende
måles ved at undersøge, hvor mange borgere der fortsætter i forskellige
tilbud, efter det økonomiske incitament ophører. Dette vil samtidig
stimulere mangfoldigheden og kvaliteten i nye tiltag.
Aktiveringstilbudene skal kvalificeres ved at inddrage lokalmiljøet – herunder
de aktiverede – i udarbejdelse af tilbudene.
Der tages udgangspunkt i ressourcer og muligheder frem for fejl og
mangler.
Der skal sættes fokus på de svageste gruppers sociale rettigheder.
Fremtidens produktions-, arbejds- og kompetencebegreb skal gøres bredere.
Et sidste centralt tema jeg inddrager er tendensen til at omskabe regulære
job til aktiveringsopgaver. Måske var det på tide at gå den anden vej?

'HW IULYLOOLJH VRLDOH DUEHMGH
L XGYLNOLQJ
Af Sussi Maack
Civilsamfundet, de frivillige foreninger og private netværk har gennem de
sidste 10 år fået en stadig større samfundsmæssig og politisk bevågenhed –
og alt tyder på, at det er fortsat stigende. Der formuleres store forventninger,
og der iværksættes mange politiske initiativer, der tilsammen skal styrke, udvikle
og forøge det enkelte menneskes engagement i netværk og foreninger.
Der tilskønnes til tættere samarbejde mellem det offentlige og det frivillige.
Nedenstående er blot nogle af de større initiativer, som gennem de sidste fem
år er formuleret for at styrke området.
I 1997 udkom betænkningen “Frivilligt socialt arbejde i fremtidens
velfærdssamfund” som resultat af to års udvalgsarbejde
med repræsentanter fra de frivillige sociale organisationer,
amt/kommune, forskere og Socialministeriet. Betænkningen
pegede på en række områder, hvorpå det frivillige sociale arbejdes
placering i velfærdssamfundet kunne styrkes.
I 1998 blev Bistandsloven afløst af tre love inden for det sociale
område. I den ene af de tre love, Serviceloven, fik det frivillige
sociale arbejde en “samarbejdsparagraf” – § 115, der både
fastlægger økonomisk støtte til det frivillige sociale arbejde
lokalt via et forøget bloktilskud til kommunerne, og samtidig
pålægger kommunerne og det frivillige sociale arbejde
lokalt at samarbejde.
I 2001 udsendes et forslag til et “Charter for samspil mellem
det frivillige og det offentlige Danmark – oplæg til debat”. Ikke
mindre end 5 ministerier har sammen med repræsentanter
for de frivillige sociale organisationer, Kommunernes Landsforening
og Amtsrådsforeningen udarbejdet et oplæg til charter
for samspillet mellem det offentlige og det frivillige Danmark.

Ligeledes i 2001 er der offentliggjort “En rapport fra den
tværministerielle arbejdsgruppe om det private sociale initiativ”.
Rapporten er resultat af en tværministeriel arbejdsgruppe,
der blev nedsat på baggrund af en forespørgelsesdebat i
Folketinget november 1999. Rapporten belyser “virkningen af
de initiativer, der er taget på området, belyser eventuelle fortsatte
barrierer i lovgivningen og det øvrige regelsæt samt udarbejder
forslag til løsninger”.
Disse statslige initiativer er født ind i den samfundspolitiske debat om velfærdssamfundet,
den formodede velfærdsskrise og den fortsatte diskussion
om, hvordan og hvem der skal producere social velfærd i Danmark? Den offentligt
producerede velfærd er til diskussion: Er det de rigtige ydelser til de
rigtige mennesker? Er der maksimal grænse for skattetrykket og derfor finansieringen
af ydelserne? Og er det offentlige overhovedet det rigtige sted
at producere ydelserne? Der er tilsyneladende stor tilslutning til, at social
velfærd i fremtiden ikke alene skal leveres af det offentlige, men i lige så høj
grad kan skabes i privat regi (markedet) eller i frivilligt regi (civilsamfundet).
I forlængelse heraf bliver det politisk nødvendigt og interessant at beskæftige
sig med, hvilke potentialer der ligger i civilsamfundet, og hvordan dette potentiale
fremmes. Samtidig er der – side om side med øget globalisering og
internationalisering – forøget interesse for at fremme det lokale: forsamlingshusene,
foreningslivet og det fælles dagligliv. De kritiske røster spår, at fremtidens
unge mennesker hverken gider politik eller frivillig deltagelse i foreningslivet
– og at individualiseringen handler om “at hytte sit eget skind”.
Jeg vil i det følgende lukke et par vinduer op til det frivillige sociale foreningsliv
i Aalborg og diskutere, hvordan det civile samfund, de sociale foreninger,
borgere og det offentlige spiller sammen.
Det er heldigvis umuligt at sætte tal på frivilligt engagement. Aalborg har
161.000 indbyggere – og man kan enten anskue Aalborg som een stor samlet
kommune eller som uendelig mange små lokalsamfund. Hvis man anskuer
Aalborg som bestående af mange mindre lokalområder, vil man opdage utrolig
mange små foreninger, grupperinger, sammenslutninger m.v. Handelsstadsforeninger,
idrætsforeninger, pensionist- og hobbybetonede foreninger,
sociale netværk, private børneklubber osv. Dette lokale liv involverer
mange, men det lukker også nogen ude. Det kræver et vist arbejde og overskud
af det enkelte menneske at blive lukket ind i et på forhånd givent fællesskab.
Derfor kan et aldrig så blomstrende foreningsliv heller ikke eliminere
ensomhed og isolation hos mennesker – og det har heller aldrig været formålet
i sig selv. Det involverer mange, og mange lægger et stort engagement
til glæde for fællesskabet og for personen selv. Til daglig arbejder jeg i De
Frivilliges Hus i Aalborg – et hus, hvis opgave er at formidle, støtte og synliggøre
det frivillige sociale arbejde. Det vanskelige ved at være Frivillighus i
så stor en kommune er, at vi aldrig opnår tilstrækkelig viden og kontakt med
alle disse initiativer. Vi kender mange, men langt fra alle.

Det kirkelige og humanitære område er stærkt repræsenteret i Aalborg. Der
findes en række varmestuer, væresteder, natsteder, besøgstjenester og rådgivninger,
som ofte retter deres hjælp til de mennesker, der er udstødt og forkastet
af det øvrige samfund. Her findes omsorgsarbejdet i dets fornemmeste
form, hvis mål ikke er store forandringer i det enkelte menneskes liv – men
menneskeligt samvær og respekt for den enkelte. I begyndelsen af 1990erne
blev der oprettet en række gode samarbejdsprojekter mellem kommunen og
flere frivillige, kirkelige organisationer, som tilsammen i dag danner et solidt
netværk.
Patient- og handicapforeningerne er et andet stort organisationsområde med
mange amtsdækkende foreninger, som ofte er hjemhørende i Aalborg. For
år tilbage dannede et stort antal patientforeninger i samarbejde med Aalborg
Sygehus en Brugerbutik, som er placeret i forhallen på Sygehus Nord. Der
ligger et spændende udviklingsfelt i, hvordan et stort bureaukratisk sygehussystem
kan være i dialog med frivillige fra mange forskellige patientforeninger
– og hvordan det lykkes, at få de enkelte sygehusafdelinger til at bruge
de frivilliges særlige viden og kompetence.
Noget særligt i Aalborgs frivilligbillede er efter min opfattelse de mange frivillige
rådgivninger. Det drejer sig for eksempel om incestrådgivning, rådgivning
til mennesker, der er løbet sur i deres pensionsansøgninger, flere forskellige
rådgivninger til forældre, en frivillig socialfaglig rådgivning, der er
bemandet med socialrådgiver/-studerende, en rådgivning oprettet af NLPterapeuter,
rådgivning for arbejdsskadede og Den Sociale Skadestue, som er
et rådgivningshus med aften- og natåbning. Nogle af rådgivningerne er delvist
baseret på frivillige med personlige erfaringer inden for området. For
mange mennesker er det betydningsfuldt og vigtigt at møde og tale med et
menneske, som “selv har stået der”.
Der er gennem de senere år dukket nogle ungdomsprojekter op, der baserer
sig på “ung til ung princippet”. Ventilen er et mødested for isolerede og forsigtige
unge mennesker, der ofte har trukket sig fra andre sammenhænge
med jævnaldrene, fordi der har været for meget fart på. I Ventilen tilbydes
samvær med andre unge, og der knyttes netværk og venskaber. Et andet
“ung til ung projekt” er Unglinien, som er en flok unge mennesker i alderen
18-25, der driver en telefonrådgivningslinie for store børn og unge. Det har
været et spændende projekt at følge, fordi de unge samtidig med selve rådgivningsarbejdet
også har erhvervet sig vigtige organisatoriske erfaringer
om, hvordan man etablerer og driver en demokratisk forening. Fra flad
struktur med stormødet som øverste myndighed til valg af handledygtig bestyrelse!
Ældreområdet har altid haft en stor foreningsmæssig tradition – tænk bare
på de mange, mange pensionistforeninger, der oprettes med rod i forskellige
fagforeninger, lokalområder m.v. Der finder et stort og nyttigt netværksarbejde
sted for mange ældre mennesker. I Ældremobiliseringen – Ældre hjælper
ældre findes det samme bærende princip som i “ung til ung”. At mennesker
solidarisk yder en indsats over for andre mennesker, som befinder sig

samme “sted i livet”. Der ydes her en alsidig indsats over for ældre medborgere,
hvor der tages udgangspunkt i den enkeltes behov. Besøgsvennetjenester
er et begreb i det frivillige sociale arbejde, som heldigvis mange nikker
genkendende til. I Aalborg findes der en række besøgstjenester i forskellige
frivillige organisationer, men også i en række kirkesogne. Behovet er vanskeligt
at dække, men det er en flot frivillig og forpligtende indsats at være netværk
for et ældre og ensomt medmenneske – undertiden gennem mange år.
Det sidste område, som jeg vil give nogle ord med på vejen i denne korte
præsentation, er børn og familier. Der findes flere børneklubber i forskellige
lokalområder, hvor voksne mennesker for ganske få midler skaber samvær
og aktiviteter for børn, der oftest ikke kommer i andre foreningssammenhænge.
I en “socialarbejdersprogterm” er der tale om en forebyggende indsats
for børn, der ellers ville have begrænsede aktiviteter til deres rådighed.
Nogle af klubberne er forankret i Dansk Røde Kors, mens en anden for eksempel
er tilknyttet en Frikirke, som gerne fortæller om kristendommen,
men kun hvis børnene gider at høre på. Et helt andet område inden for børn
og unge er to forskellige initiativer, der retter sig mod børn/unge, som har
mistet en forælder. Der er kommet fokus på, at omverdenen ikke altid har set
børns sorg – og muligheden for, at børn og unge mødes med andre i samme
situation, viser sig at være god og brugbar for mange. Det er henholdsvis
Kræftens Bekæmpelse og Børns Vilkår, der står bag disse initiativer. Det er
ikke uden grund, at det frivillige arbejde kaldes samfundets pionerer. Der er
taget mange gode initiativer på privat og frivilligt initiativ, som enten fortsætter
i frivilligt regi eller undertiden overtages af det offentlige.
De frivillige aktive mennesker er mennesker i alle aldre og med enhver tænkelig
baggrund. Spådommen om de unge mennesker, der kun gider sig selv,
bliver gjort til skamme. Vi kontaktes af mange unge fra omkring 20 års alderen,
der gerne vil lave frivilligt socialt arbejde. Dertil kommer de mange, der
er engageret i andre former for frivilligt arbejde inden for f.eks. det kulturelle
og idrætslige arbejde. Vi møder til gengæld ikke så mange af de unge voksne
med småbørn. Det har nok dels den indlysende årsag, at de er travlt optaget,
men sikkert også fordi de er engageret andre steder – for eksempel i børnehave-
og skolebestyrelser. Det er glædeligt at opleve, at der efterhånden
kommer mange mennesker omkring 60 års alderen, som allerede, inden de
forlader arbejdsmarkedet, er ude at orientere sig i forhold til, hvordan de vil
anvende deres tid og kræfter fremover.
Sårbarheden i frivilligheden skal også nævnes for at give et realistisk billede.
Mange frivillige initiativer slås for deres “overlevelse”. Det kan mange steder
være et slid at finde mennesker nok til de opgaver, som foreningen eller
gruppen gerne vil udføre. Der kan være pres fra omverdenen på at sætte flere
grupper i gang, have en længere åbningstid, være mere synlige – og det
kan være foreningens eget pres om at ville gøre en større indsats. Det kan
være vanskeligt at finde gode mennesker til de mange bestyrelsesposter og
til det daglige kontorarbejde. Undertiden bliver frivilligt arbejde altså også
til for meget slid, for meget bøvl og for meget “at hænge i med neglene.”

Et vigtigt kendetegn ved frivilligt socialt arbejde er, at der ligger “en vigtig
sag at kæmpe for” bag hver forening. En frivillig social forening opstår, når
et eller flere mennesker beslutter sig for at gøre en forskel på et bestemt område.
Undertiden er det båret af personlige erfaringer – at stå i en situation
i sit liv, hvor det man selv eller ens nærmeste har brug for, viser sig ikke at
findes. Mange mennesker har heldigvis efterfølgende eller undervejs det
overskud, der skal til for at sige: – “det vil jeg gøre noget ved”. Til andre tider
er initiativerne ikke båret af personlige erfaringer, men af en social indignation,
der får mennesker til at handle og iværksætte nye initiativer – “det her
er ikke godt nok, her er brug for noget andet”. Det er mit indtryk fra Aalborg,
at der er et utroligt vækstlag i dannelse af nye netværk. Siden 1980erne
er der opstået mange selvhjælpsgruppe-initiativer, hvor mennesker finder
sammen under fælles mål, udveksler erfaringer og får ny energi. Siden har
tanken om netværksgrupper bredt sig, og jeg møder ofte mennesker, der
kommer med henblik på at danne et netværk omkring en bestemt livssituation.
Noget forbliver et forholdsvis tæt og mindre netværk – eksempelvis den
mor, som henvendte sig efter at have været beboer på en familieinstitution.
Hun ønskede at skabe et netværk for tidligere beboere og deres børn. Tilbudet
kom i gang og fungerer fortsat. Andre initiativer vokser sig store og overgår
til egentlige foreninger. Eksempelvis Single Rock Cafe i Aalborg, som to
mennesker tog initiativ til at starte sidste sommer med henblik på at skabe
gode fester og aktiviteter for “singler”. I dag er det en stor forening med flere
hundrede medlemmer.
Når jeg understreger, at frivilligheden skabes gennem menneskers engagement
og aktive handlinger, så er det også for at understrege, at “man ikke
kan bestille frivillighed”. Undertiden undrer besøgende i De Frivilliges Hus
sig over, at der måske kun findes ganske få frivillige initiativer inden for et
bestemt område: “Jamen, hvorfor findes der ikke et tilbud på dette område,
når der nu findes så mange tilbud på andre områder?” Frivilligheden er ikke
spor rationel – i princippet kan der findes fem forskellige besøgstjenester,
men ingen ledsagertjeneste. Fordi ingen har taget initiativet. På samme måde
kan en kommune formulere ønske om, at nogen vil oprette et bestemt tilbud,
som i kommunens øjne er relevant og nødvendigt. Men det eneste kommunen
kan gøre, er at kaste bolden op i luften, og måske er der nogle borgere,
som griber den og skaber initiativet – måske ikke.
Et eksempel på “bestilt frivillighed” var Justitsministeriets udmelding for
nogle år siden, hvor man opfordrede landets politikredse til at inspirere til
oprettelse af offerrådgivninger – på frivilligt initiativ! Ideen blev født “oppefra”
fra politisk hold. Det skal dog retfærdigvis siges, at mange frivillige organisationer
og lokale frivillige mennesker greb bolden og oprettede offerrådgivninger,
som fungerer godt i dag.
Artiklens fokus er det lokale samspil mellem civilsamfund, frivilligt socialt
arbejde og det offentlige. Civilsamfundet rummer efter min opfattelse både

de frivillige ikke-kommercielle foreninger, de private og uformelle netværk
og familien. Huset Mandag Morgen har netop udgivet et debatoplæg om den
nye velfærdsbevægelse. Et spændende oplæg, der netop tager sit udgangspunkt
i civilsamfundet og den enkelte borger som “velfærdsproducent”.
“Derfor bør borgernes egne selvorganiserede aktiviteter komme i
fokus i velfærdsdebatten. De organiserer og er aktive i det danske
civilsamfund. De skaber derved meget af den velfærd, der i realiteten
er den mest efterspurgte, nemlig mening, identitet og netværk.”
Det er præcis de ressourcer, som i stor udstrækning er repræsenteret i de frivillige
foreninger og netværk i Aalborg. Tilsammen dannes der et net af samvær,
aktivitet, hjælp og erfaringsudveksling, som den enkelte borger kan træde
ind i. Både som den person, der ønsker at give noget af sin tid og sit engagement
– og undertiden som det menneske, der behøver hjælp og støtte i en
aktuel situation. Der er sket en tydelig udvikling gennem de 8 år De Frivilliges
Hus i Aalborg har eksisteret. I dag forekommer det helt naturligt, at mennesker
orienterer sig mod denne “verden”. Når sygeplejersken går på efterløn,
melder hun sig på inspirationskursus i huset for at undersøge, hvor hun
vil være aktiv. Når kvinden, som har været indlagt på psykiatrisk afdeling,
står for udskrivning, kommer hun og efterspørger netværk og samvær med
andre. Når moderen i samarbejde med socialforvaltningen skal forholde sig
til, om hendes søn skal på ungdomspension, så ringer hun for at høre, hvordan
hendes rettigheder og muligheder er. Det er min klare opfattelse, at
mennesker i højere grad nu end tidligere naturligt orienterer sig i det civile
samfund for at være aktive og for at finde meningsfulde fællesskaber.
Som jeg nævnte indledningsvis, er der heller ikke tvivl om, at det er et politisk
mål at fremme denne civile deltagelse. Men hvilke faktorer virker henholdsvis
fremmende og hæmmende på menneskers aktive deltagelse? Det
er vigtigt, at der ikke er en masse lovgivningsmæssige forhindringer i, hvad
det enkelte menneske kan og må. Selvom reglerne omkring dagpengemodtagere
og efterlønnere blev revideret for et par år siden, ligger der fortsat et
forenklings- og oprydningsarbejde. Der hersker stor usikkerhed i forhold til,
hvad det enkelte menneske må uden at risikere sit indkomstgrundlag – og
det forekommer som en urimelig forskelsbehandling, at præcis denne gruppe
skal være underlagt langt større restriktioner end andre. At fagbevægelsen
og A-kasserne til gengæld skal være med til at sikre, at lønnet arbejde ikke
erstattes med frivilligt arbejde, er jeg til gengæld fuldstændig enig i. I disse
år, hvor grænserne mellem, hvad det offentlige skal varetage, og hvad andre
parter varetager, er under forandring og diskussion, er det vigtigt at fastholde
dette fokus.
Det er også vigtigt, at mulighederne for aktiv deltagelse er tilstrækkelig synlige
og tilgængelige. Her tror jeg, at de efterhånden mange Frivillighedsformidlinger
og Frivillighuse spiller en væsentlig rolle. Vi kan – i samarbejde
med de lokale frivillige netværk og foreninger – være en fælles base, som
borgeren kan henvende sig til og søge information og vejledning i forhold til
de mange lokale initiativer. Langt de fleste mennesker, som henvender sig

i vores hus, bliver overrasket over, hvor mange steder de kan gøre gavn med
deres engagement og tid.
Den statslige og politiske interesse for det frivillige sociale arbejde er med
indførelse af § 115 også forsøgt dagsordensat ude i kommunerne. Det er mit
indtryk som oplægsholder i en række kommuner, at der er opmærksomhed
på området, men også tvivl og usikkerhed på, hvordan dette arbejde kan og
skal udvikles. “Standardkonceptet” er, at kommunen helt eller delvist udbetaler
de øremærkede midler til de frivillige foreninger ud fra nogle politisk
opstillede kriterier, mange steder er der nedsat frivilligråd, og mange steder
afholdes et årligt orienteringsmøde. Men det handler jo om den “tekniske”
del af samarbejdet. Kodeordene for et godt samarbejde må være en respektfuld
og ligeværdig dialog båret af oprigtig interesse for hinandens synspunkter
og erfaringer. Samt den grundlæggende lyst til og tro på, at et bredt folkeligt
engagement er værdifuldt for enhver kommune. Der er efter min opfattelse
stor fokusering på, hvad de aktive frivillige kan udføre – altså fokus på
selve aktiviteterne – men selve den demokratiske debat, hvor andre synspunkter
og erfaringer får plads og bliver hørt, er mindst lige så væsentlig.
Frivilligheden har næppe nogensinde været genstand for så rosende omtale
som for øjeblikket. Ingen politiker med respekt for sig selv underlader at
nævne det frivillige engagement, dets værdi og dets uundværlighed. Der tales
om frivilligheden, skrives om frivilligheden – og frivilligheden “tænkes
ind” i mange sammenhænge. Konsekvensen bliver et rosenrødt og under tiden
urealistisk syn på, hvad frivilligheden kan udrette. Og det henleder tankerne
på, om vi er ved at skabe en samfunds konstruktion, hvor udviklingen
peger på større udstødelse af mennesker, større polarisering mellem “dem
der klarer sig” og “dem der ikke klarer sig”. Hvor det moderne samfund stiller
større og større krav til den enkelte om at iscenesætte sit eget liv og sine
egne successer – og hvor forældregenerationens erfaringer og traditioner bliver
mindre og mindre brugbare. Men det bliver alt sammen legitimt og “spiseligt”,
fordi vi samtidig begejstret kan glæde os over civilsamfundets potentiale
og de frivillige foreninger og menneskers kompetence som netværksskaber.
Debatten og forventningerne må ned på jorden, så vi på een gang
anerkender menneskets kraft og energi, når det sammen med andre “tager
livet i egen hånd” og sammen med andre påvirker den offentlige debat – og
så vi samtidig også erkender og accepterer, at humanitet og solidaritet ikke
alene skal udleves i civilsamfundet, men i hele samfundet.

(Q E\ L SURYLQVHQ
Af Niels Holck
Stiger vi højt til vejrs og kigger ned over Danmark, ligner landet på forunderlig
vis det Danmark vi kender fra middelalderen: Hovedstaden København
ligger midt i riget med Skaane (Halland og Blekinge) mod øst, øerne og Jylland
mod vest. Der ligger byer i de dybe fjorde ved Jyllands østkyst, og Slesvig
(og Holsten) danner den betydningsfulde og rige del af landet mod syd.
Men hvad med Midtjylland og Jyllands vestkyst? Ja, for ikke længe siden
var disse egne kendt som mennesketomme områder med vidtstrakte heder
og tragiske strandinger. Er det ligesådan i dag? Og kan man overhovedet bo
sådan et sted?
Ja, det kan man godt. Store forandringer har fundet sted. Hvor der før var hede,
er byer skudt op. Små byer er blevet større. Også erhvervsvirksomheder
har fundet vej hertil. Bønderne lægger jorde sammen og producerer en forfærdelig
masse svin, æg, ost, mælk og smør.
Men grundstrukturen er den samme som i middelalderen. Med slet skjult
misundelse skeler man mod Østjylland og især København hvor udviklingen
i disse år for alvor tager fart. Man taler om “det skæve Danmark”. Og det er
helt korrekt. Men sådan har det været siden vikingetiden …
Hvorfor så bo i denne provins? Det er ikke så enkelt at svare på, men det
kunne jo være at der her er en natur, en luft, et udsyn, en nærhed som giver
en livskvalitet som man har svært ved at finde andre steder.
I dette vestlige Danmark ligger byen Skive.
Her viser naturen sig fra sin smukkeste og mest varierede side. Vi har mod
nord det frugtbare Salling, mod syd hedestrækninger og den store Flyndersø,
oprindeligt et kæmpemæssigt dødishul. Vi har Karup Å der løber igennem
Skive by og munder ud i Skive Fjord der igen forbinder sig med Limfjorden.
På en bakkekam ligger byen og skuer ud over disse herligheder.

Skive er ingen årsunge: den fik købstadsrettigheder i 1326, og i lighed med
andre byer er det gået op og ned i tidens gang. Voldsomme brande har slettet
de fleste spor fra middelalderen, så det er bygningsmæssigt ikke nogen gammel
by. Efter Anden Verdenskrig skete en voldsom udvikling hvor Skive
markerede sig som uddannelsesby med teknisk skole, handelsskole, gymnasium,
lærerseminarium m.v. Og denne udvikling fortsætter. I 1960erne og
1970erne stod byen over for en ny fare: bilismen. Masser af bevaringsværdige
huse blev revet ned for at skaffe plads til den nye afgud, og nye bygninger
i tidens stil midt i byen gjorde det endnu værre. Men nu kæmpes der bravt
for at slette de værste spor og få givet Skive et nyt ansigt.
Salling er præget af møbelindustri – ca. 70% af alle møbler i Danmark fabrikeres
her. I Skive by er der en mængde små og halvstore virksomheder. Men
en del af disse ejes af selskaber i Sverige, Finland eller andre steder, og de er
jo ret ligeglade med byen Skive. Det er lidt af et problem.
Men nu er Skive Kaserne blevet landets største med ca. 2.000 værnepligtige.
Det er ikke så dårligt. Heller ikke for byens værtshusliv der for alvor er blomstret
op.
Skive er en typisk repræsentant for det skæve Danmark. Skattegrundlaget
er for spinkelt, og byen ligger under gennemsnitsindkomsten. Havnen er ikke
stor nok til for alvor at blive godstrafikhavn, motorvejen ligger (for) langt
borte, og den énsporede jernbane til Langå (Århus) er elendigt betjent.
Boligmæssigt ligger Skive godt med mange almen-nyttige boligkomplekser,
attraktive villakvarterer, boliger for ældre og rigtig mange gode ungdomsboliger.
I Skive brygges noget af det bedste øl i Danmark (Hancock), og vi har da også
en højskole: Krabbesholm. Et stort plus er et gammelt totalt-renoveret teater
midt i byen, og Det Jyske Ensemble – et amtsligt særdeles velspillende
kammerorkester – har til huse på “Resenlund”, et tidligere tuberkulosehospital,
hvor man også drømmer søde drømme om at bygge et nyt kunstmuseum
i tilknytning hertil.
Ca. 28.000 mennesker bor i Skive Kommune, heraf ca. 8.000 i landsbysamfund
omkring Skive. Gennem ca. 70 år var der socialdemokratisk styre, men
det blev i 1998 afløst af et borgerligt. Det bekom socialdemokraterne dårligt,
så nu er der blæst til kamp.
Vist er Skive en by i provinsen. Men den er også en by i Danmark.
Nedenfor gives – i kalejdoskopisk form – et socialt portræt af Skive Kommune.
En række personer, professionelle inden for såvel som uden for kommunen,
fra erhvervslivet og fra frivillige organisationer har ydet bidrag. Jeg
skulle tage meget fejl om ikke mange andre provinsbyer landet over vil kunne
nikke genkendende til dette “sociale portræt” af en by.

for få lejeboliger!
er lejeboliger kun for sociale tilfælde?
boligområdets ry blandt befolkningen er afgørende!
forsøg med ressourcestærke personer!
beboere med psykiske lidelser skal hjælpes!
Når jeg tænker på boligområdet, ja så tænker jeg selvfølgelig først og fremmest
på den almene sektor. Med hensyn til denne sektor, så har vi i de senere
år, og ikke mindst i indeværende byrådsperiode, oplevet en stagnation i væksten
af boliger.
I tider med stram økonomi og budgetter, der konstant sprænges, har det været
nemt at begrænse de kommunale udgifter til alment nybyggeri. Vi har fra
AABs side gentagne gange efterlyst en langsigtet boligpolitik i Skive by, en
politik som ville gøre det meget lettere for byens boligorganisationer at disponere
deres ressourcer rigtigt, samt mulighed for at være på forkant med
tingenes udvikling. Vi risikerer nemlig at sakke bagud i forhold til vore nabobyer,
som hele tiden fornyer deres boligmasse.
Et af de argumenter mod at bygge flere almene boliger, som ofte ses i dagspressen,
er frygten for at få flere sociale klienter til kommunen. Den almene
sektor betragtes desværre stadigvæk af mange som en sektor kun for sociale
tilfælde. Denne forstokkede holdning (som sågar også findes blandt vore politikere)
sammenholdt med en stadig større tilstrømning af flygtninge/indvandrere
til vore boliger, udmønter sig desværre i en tiltagende social ubalance,
især i vore blokbyggerier. Der er fra Folketingets side åbnet lovmæssig
mulighed for at dispensere fra de almindelige udlejningsregler, netop for at
imødegå denne udvikling. Vi har tidligere fået afslag fra byrådet på ansøgningen
om dispensation, men vi har netop fået tilsagn om et 2-årigt forsøg
i Dalgas-området. Dermed får vi mulighed for at give fortrinsret til forskellige
ressourcestærke beboergrupper. Det er nemlig sådan, at det ikke kun er
boligernes størrelse og standard, der tæller, når der skal vælges bolig, men
mindst ligeså meget det ry, som området har blandt den øvrige befolkning.
Det glæder os meget, at byrådspolitikerne har fået øjnene op for, hvad der
sker i lokalområdet, og vi tror på en positiv udvikling i årene fremover.
Når der tales om kommunen, så skal det rettelig også nævnes, at vi for ganske
nylig har afholdt et kursus for vore viceværter i samarbejde med kommunen
og distrikspsykiatrien. Baggrunden herfor er den, at vi gennem flere
år har modtaget adskillige beboere med psykiske lidelser. Beboere som efter
endt behandling skal sluses ud i samfundet igen. Det afstedkommer næsten
altid klager fra naboerne over mystisk adfærd og lignende. Klager som det
ofte har været meget svært for os at håndtere. Vi har naturligvis mere forstand
på boliger og disses “sygdomme” end på mennesker og deres do. Derfor
tog vi også imod tilbudet om et dagkursus for vore ansatte. Kurset har
helt sikkert givet dem en væsentlig større viden og indsigt i de enkelte beboeres
“verden” og de problemer denne “verden” kan medføre for både den

psykisk syge, men også for dennes omgivelser. Alt i alt et virkeligt godt tilbud,
som vi gerne vil benytte os af en anden gang. Hvis vi hjælper hinanden,
kan vi løse mange små problemer, mens de endnu er små, så herfra skal lyde
et ønske om et fortsat og styrket samarbejde med de kommunale og amtslige
kontorer.
fritidsvejlederen har ansvaret!
politisag eller SSP-sag?
forældrenes rolle er afgørende!
barnet kommer videre!
For mange år siden blev vi i SSP-koordinationsgruppen klar over, at hvis
ungdomskriminalitet skulle forebygges, skulle ansvaret for unges uhensigtsmæssige
adfærd, herunder kriminalitet og misbrug af alkohol og narkotika,
ligge hos skolerne i samarbejde med forældrene.
Der blev derfor i 1992 oprettet såkaldte på alle skoler.
Fritidsvejlederen – en lærer på skolen – havde derefter ansvaret for det
forebyggende kriminalpræventive arbejde på skolen i samarbejde med SSPgruppen
på skolen.
Samtidig skulle han i samarbejde med skolens lærere og elever opfange faresignaler
om kriminalitet m.v. og starte en udredning af problemet i samarbejde
med forældrene med politiet og socialrådgiveren som konsulenter.
Ordningen har indtil videre omfattet alle elever i folkeskolen, altså til og med
10. klasse, men der er også oprettet SSP-kontaktlærere på vore gymnasier,
handelsskole og tekniske skoler.
Rent praktisk foregår udredningen af en sag på den måde, at fritidsvejlederen
tager en samtale med barnet og dets forældre på skolen, og som regel er
kontaktpersonen fra politiet til stede, og socialrådgiveren er til stede efter behov.
Alle parter bliver dog altid underrettet, hvis der har været en sag.
Forældrene bliver indledningsvis forespurgt, om de ønsker sagen kørt som
en SSP-sag, altså uden rapportskrivning og registrering, eller omde ønsker
sagen kørt som politisag. Hvis den køres som SSP-sag, sørges der for, at de
forurettedes krav afklares ved, at parterne sættes i forbindelse med hinanden.
Ingen forældre har indtil nu ønsket sagerne kørt som politisag, og erstatningskrav
er blevet afklaret. Samtidig hermed laves der på skolen i samarbejde
med forældrede en plan over, hvorledes barnet kan komme videre med
sit liv.
Det kan f.eks. indgå i planen, at barnet skal i en sportsklub, være spejder, gå
med aviser m.v., ligesom skolen i en periode støtter barnet særligt.

Det positive ved det forannævnte system er, at forældrene faktisk tager deres
ansvar alvorligt og mener, at deres barn får en chance her i livet, og til dette
skal tilføjes, at vi næsten ikke har haft tilbagefald til ny kriminalitet eller misbrug
i de behandlede sager.
Hver fritidsvejleder får ca. 80 timer årligt til det nævnte arbejde.
Det forebyggende arbejde er indbygget i Skive Kommunes virksomhedsplan
for SSP-arbejdet. Hver skole udarbejder ligeledes en virksomhedsplan over
det forebyggende arbejde.
større åbenhed om problemerne!
flere muligheder for hjælp!
anbringelse uden for hjemmet!
hjælpen kommer for sent!
prisen er for høj!
De fleste børn og unge klarer heldigvis opvæksten uden de store problemer.
Kun en lille gruppe har brug for særlig støtte.
Mange problemer løses forebyggende uden om Servicelovens kommunale
hjælpeforanstaltninger, bl.a. via det tværfaglige samarbejde med sundhedsplejersker,
daginstitutioner og skoler m.fl., via SSP-samarbejdet og gademedarbejder.
Kun en lille gruppe børn og unge har brug for særlig støtte i form af vores
hjælpeforanstaltninger. Denne gruppe har imidlertid været stigende igennem
de senere år. Det skyldes flere årsager. Blandt andet er man i samfundet generelt
og i skoler, daginstitutioner m.fl. blevet mere opmærksomme på at
hjælpe disse børn, barrieren for at få hjælp fra kommunen er heller ikke så
stor for forældrene mere, familiemønstret er ændret, og børn og unge er blevet
bedre til at gøre opmærksomme på, at de har det dårligt, bl.a. ved at være
mere udadreagerende. Desværre skyldes det nok også, at rummeligheden er
blevet mindre. Tendensen er mere, at disse børn skal klares andetsteds, fremfor
at tilføre viden og ressourcer, så de bliver en integreret del af “normalskolen”.
Er der brug for særlig støtte, og forældrene vil være med i et samarbejde, råder
Skive Kommune over forskellige tilbud, alt afhængig af behovet. Sagsbehandlerne
i familiegruppen peger først på tilbud om hjælpeforanstaltninger
efter en grundig undersøgelse af forholdene omkring barnet. Det tilstræbes
dog altid at pege på det mindst indgribende tilbud til en familie. Skive Kommune
har bl.a. en specialistgruppe, som består af familiebehandlere og psykologer,
der via forskellige metoder kan hjælpe børn og unge til at fungere
bedre. Det kræver for det meste, at hele familien deltager i dette arbejde. Ligeledes
kan der tilbydes en aflastningsfamilie til børn, der af en eller anden

grund har brug for at være i en anden familie nogle dage om måneden. Der
kan tilbydes en personlig rådgiver eller, hvis det er mere omfattende, en kontaktperson.
Dette tilbydes ofte til unge mennesker, som har brug for noget
voksenstøtte. Nævnte tilbud er ikke udtømmende, idet der ofte kan være tale
om flere forskellige konstruktioner af støtte, alt afhængig af behovet.
Kun hvis barnets eller den unges problemer er så store, at de ikke kan løses
i hjemmet, foreslås anbringelse udenfor hjemmet. De fleste anbringelser er
frivillige, dvs. at forældrene er enige. Kun ganske få anbringelser udenfor
hjemmet sker ved tvang. I maj er 77 børn anbragt udenfor hjemmet i Skive
Kommune. Flest børn anbringes i plejefamilier (45), en del i socialpædagogiske
opholdssteder (16), døgninstitutioner – flest handicappede (6), efterskole
(2) og eget værelse (8). I Skive Kommune har antallet af anbringelser udenfor
hjemmet ikke været stigende. Det har udgifterne derimod været, idet der har
været tale om flere dyre anbringelser, bl.a. af behandlingskrævende unge i
socialpædagogiske opholdssteder, hvor de kan få omsorg, voksenstøtte, opdragelse,
lære at begå sig i sociale relationer osv. Det ville have været ønskeligt,
hvis disse unge kunne have været hjulpet noget tidligere i deres opvækst.
Dels fordi anbringelse udenfor hjemmet måske kunne have været
undgået med en tidligere indsats, og dels fordi succesen med en anbringelse
ofte er størst, jo tidligere det sker. Omgivelserne er ofte opmærksomme på
disse børn, men desværre er det tit svært at få forældrene med i et samarbejde
omkring barnet noget tidligere. De ønsker først hjælpen, når de unge
mennesker viser så store vanskeligheder, at forældrene og omgivelserne har
svært ved at tackle det. Desværre har behovet over hele landet været stigende
med hensyn til tilbud til de behandlingskrævende unge, og det har bevirket,
at det er blevet sælgers marked og prisen er høj (mellem 35.000-45.000
kroner pr. måned). Heldigvis er det mange rigtig gode opholdssteder, men
desværre er der også steder, hvor prisen ikke svarer til kvaliteten, og de smider
de unge ud, hvis de viser for store vanskeligheder. Der står jo nok i kø.
Det ses der alvorligt på, og Viborg Amt er i samarbejde med kommunen ved
at finde ud af, hvordan i hvert fald kvaliteten kan højnes, måske ved at entrere
med nogle af de gode opholdssteder.
I Skive Kommune arbejdes der til stadighed med ideer om, hvordan der kan
forebygges, og hvordan tilbudene til børnene og familierne kan blive bedre,
men helt undgå, at nogle børn kommer igennem opvæksten uden ar, kan vi
desværre ikke. Det ville jo kræve dels nogle andre forældre og dels til tider
også andre voksne i deres omgivelser.

det multikulturelle samfund skaber usikkerhed!
massemedierne skaber problemer!
hvordan kan vi fremkalde et kollektivt ansvar?
arbejde er altafgørende!
sprogskolen har for stor fraværsprocent!
Det er i sagens natur ikke en nem opgave at skulle beskrive en så kompleks
størrelse som flygtninge/indvandrerområdet i Skive på begrænset plads –
og samtidig gøre det nogenlunde fyldestgørende. Jeg har valgt at fremhæve
nogle enkelte aspekter, som bygger på udsagn fra personer, der i det daglige
har deres arbejde inden for området – samt udsagn fra flygtninge/indvandrere
selv. Man skal nok gøre sig det klart, at hovedparten af de ting, jeg
nævner, også gælder på landsplan.
Antallet af flygtninge/indvandrere i Skive Kommune ligger lidt over landsgennemsnittet
– og er samtidig relativt højt inden for Viborg Amt. I den etniske
sammensætning findes et mindre antal iranere og afghanere, en del bosniere
og palæstinensere samt nogle kurdere. Kommunen har stort set ikke
haft somaliere og tamiler.
Vi må nok erkende, at Danmark i disse år er inde i en voldsom omstrukturering
på en lang række områder, og samtidig trænger et dybtgående værdiopbrud
sig på. Denne omstillingsproces fører megen usikkerhed med sig, og
det er svært for den enkelte at tilpasse sig de konstante og accelererende forandringer.
Hertil kommer så, at det multikulturelle samfund inden for relativt
få år har meldt sin ankomst. Denne cocktail kan danne grobund for en
uheldig politisk udvikling, hvor de nye danskere bliver gjort til syndebukke.
Personlige møder eller bekendtskaber flygtninge/indvandrere og danskere
imellem kunne mindske risikoen for en polarisering befolkningsgrupperne
imellem, men desværre begrænser kendskabet til de nye danskere sig gerne
kun til massemediernes problematiserende omtale. I betragtning af mediernes
store gennemslagskraft ville flere oplysende programmer og personlige
portrætter være ønskelig.
Hvordan får man Skives befolkning til at føle et kollektivt ansvar for, at integrationen
af de nye danskere er en fælles opgave, som det er i alles interesse
skal lykkes? Mislykkes den, bliver vi alle tabere og mister vores tryghed! Er
der ingen kontakt, sker der ingen integration, og flygtningene/indvandrerne
kan bl.a. gå på sprogskole til deres dages ende uden at lære sproget nuanceret.
En forudsætning for at få et arbejde er netop, at sproget er nogenlunde på
plads. Den bedste sprogskole ville formodentlig være en “arbejdspladsordning”,
der muliggjorde, at en motiveret medarbejder på en virksomhed fik
ansvaret for den faglige oplæring, den sociale kontakt og den sproglige ind-

læring i forbindelse med ansættelsen af en flygtning/indvandrer. Burde den
offentlige sektor ikke være “foregangsmand” i denne sammenhæng? Fra februar
2001 er integrationskontoret i Skive påbegyndt en ny aktiveringsmodel,
der bl.a. ved hjælp af konsulentbistand tilrettelægger et mere målrettet
og individuelt karriereforløb. Det er for tidligt at vurdere effekten endnu.
Forholdsvis mange af mændene blandt Skives flygtninge/indvandrere er traumatiserede
grundet tortur eller årelange ophold i flygtningelejre. For mange
af dem ville et mere eller mindre fysisk betonet arbejde virke som “universalmedicin”.
Er man traumatiseret og yderligere tynget af det prestigetab og den manglende
selvrespekt, som arbejdsløshed fører med sig, så forplanter problemerne
sig gerne til privatlivet. Uhyggeligt mange ægteskaber blandt flygtninge/
indvandrere går i stykker, og alt for mange kommunale ressourcer skal bruges
på følgevirkningerne af dette problem. De knappe ressourcer burde snarere
være brugt på integrationsfremmende foranstaltninger.
Fraværsprocenten blandt kursisterne på sprogskolen i Skive er høj og ligger
over landsgennemsnittet. Fra starten af skoleåret 2001/2002 vil man forsøge
at modvirke dette ved i visse tilfælde at stoppe for kontanthjælpen. I den forbindelse
skal det nævnes, at det er i modstrid med de fleste flygtninge/indvandrerkvinders
etik at overlade en 6 måneder gammel baby til offentlig forsorg
efter endt barselsorlov. Et andet aspekt af fraværsproblemet er, at de ældre,
de traumatiserede og analfabeterne har voldsomme indlæringsproblemer
og derfor ofte går en længere årrække på sprogskolen. Samtidig med at
de ved, at det er urealistisk at tro, at de får arbejde, hæmmer de indlæringen
for andre kursister.
Uforholdsmæssig mange børn med anden etnisk baggrund end dansk går på
den samme skole i Skive. I børnehaveklassen for 2001/2002 går der ca. 50%
danske børn og 50% flygtninge/indvandrerbørn. For at modvirke dette forhold
har Skive Kommune indgået en aftale med områdets største almene boligselskab
om, at pendlere har fortrinsret til at flytte ind i selskabets boliger.
I øjeblikket bosættes mange flygtninge/indvandrere i de små nabokommuner
i Skives opland, og generelt kan det være svært at tilgodese tilflytternes
behov og ønsker på en række områder. Det er f.eks. uhensigtsmæssigt, at en
flygtning med en højere og speciel uddannelse placeres i en landkommune.
Såvel i Skive – som i en lang række byer landet over – findes nu en såkaldt
frivilliggruppe med danskere og flygtninge/indvandrere. De har indset, at
hvis integrationen skal lykkes, så kræver det en bred folkelig indsats. Ud
over at skabe nogle rammer for, hvor et møde mellem befolkningsgrupperne
kan finde sted, så arbejder gruppen også på at udbrede kendskabet til den
kultur samt de vaner, traditioner og skikke, som tilflytterne har med fra oprindelseslandet.

virksomhedernes sociale ansvar!
selvtillid og meningsfyldt arbejde!
manglende kontakt med sundhedssystemet!
myterne skal væk!
Det rummelige arbejdsmarked har efterhånden fået en stor og måske lidt for
fremtrædende plads i forbindelse med virksomhedernes politik og holdninger
til dette emne. Med det mener jeg, at også de danske virksomheder, før
der overhovedet var noget, som hed det rummelige arbejdsmarked, havde
en social profil, også i forhold til dem, som har anden etnisk oprindelse.
Men denne opmærksomhed er naturligvis blevet skærpet i forbindelse med
“markedsføringen” af det rummelige arbejdsmarked. Der er ingen tvivl om,
at mange flere virksomheder end tidligere er bevidste om det sociale ansvar,
ikke mindst i forbindelse med at alle arbejdsmarkedets parter nu tager del
i projektet at få mange tilbage til en normal jobsituation fra den “parkeringsplads”,
der har været dagligdagen for mange mennesker i Danmark i forbindelse
med, at stadig flere har fundet sig en eller anden kasse i overførselsindkomst-bureaukratiet.
Dette sker naturligvis også på et tidspunkt, hvor vi kan
se frem til et væsentligt lavere udbud af arbejdskraft, som jo i sig selv kræver,
at de mange, der har været parkeret som langtidsledige under forskellige sociale
sikkerhedssystemer, nu behøves på arbejdsmarkedet.
Den sociale profil hos virksomhederne er naturligvis også baseret på økonomi,
men ikke mindst på at de mange mennesker, som ikke har haft et meningsfyldt
job, via det rummelige arbejdsmarked kan få genskabt deres selvtillid
og dermed blive ydende samfundsborgere i stedet for nydende, som vi
ret beset heller ikke på lang sigt, både ud fra virksomhedernes og samfundets
økonomi, har råd til at fortsætte med.
Det er jo en kendsgerning, at vi gennem de sidste 40 år har fem-doblet antallet
af borgere i Danmark, som er på overførselsindtægter, og her medgår
hverken pensionister eller unge under uddannelse.
Den bevidsthed, der nu er ved at få indpas overalt på arbejdspladserne, både
de offentlige og de private, er derfor en nødvendighed for, at vi kan få løst
op for disse problemer. Dog tror jeg, at det er nødvendigt med et endnu bredere
samarbejde, specielt med sundhedssystemet, idet mange mennesker via
sundhedssystemet har været parkeret som ikke-aktive uden udsigt til, at dette
har kunnet ændres, hvorfor skånejob, flexjob og andet, som i øvrigt også
er en del af den moderne udvikling i arbejdslivet, nu bør få en mere fremtrædende
position.
Slutteligt vil jeg dog gerne pointere, at ud fra virksomhedernes krav til effektivitet,
er det nødvendigt, at de mennesker, der kommer ind i erhvervslivet
som en del af det rummelige arbejdsmarkeds profil, i den tid de befinder sig

på arbejdspladsen yder en 100% indsats med den kunnen til at udføre et job,
som man kan præsentere.
Derfor er vores indsats i de kommende år af afgørende betydning for, at vi
kan få myterne omkring det rummelige arbejdsmarked til at forsvinde, og for
at den sociale dimension bliver en naturlig del af hverdagen for alle arbejdspladser.
aktiveringen
samarbejde på kryds og tværs
førtidspensionisterne
psykisk og fysisk handicappede
de udstødte skal have indflydelse
Der findes i samfundet en gruppe af borgere, som af den ene eller anden
grund ikke passer ind i samfundets gængse normer og regler. Disse borgere
kalder vi i daglig tale “de udstødte”. Denne gruppe har typisk behov for speciel
støtte eller tilbud om særlige foranstaltninger. Når vi tænker på “de udstødte”,
kommer vi uvilkårligt til at tænke på en af følgende grupper: alkoholikere,
narkomaner, fysisk og psykisk syge, hjemløse, kriminelle samt borgere,
som ikke kan fungere på arbejdsmarkedet. Indsatsen over for disse grupper
dækker et bredt felt af ydelser og foranstaltninger. Ud over ydelser som
kontanthjælp, social pension, boligstøtte, hjemmehjælp m.m. kan der være
behov for særlig støtte eller foranstaltninger i form af f.eks. hjælp til at bo i
egen bolig eller til at opnå egen bolig, hjælp til erhvervsmæssig beskæftigelse
eller tilbud om fritidsaktiviteter m.m.
En stor gruppe borgere i Skive, som er berettiget til kontanthjælp, har så omfattende
problemer ud over ledighed, at beskæftigelse på arbejdsmarkedet
ikke er et umiddelbart nærliggende perspektiv for aktiveringsindsatsen. Disse
borgere har mulighed for og pligt til at tage imod tilbud om aktivering,
som er tilpasset deres situation. Formålet med aktiveringen af målgruppen
er først og fremmest at forbedre livskvaliteten og medvirke til at forebygge
udviklingen af yderligere sociale problemer og dermed forebygge yderligere
social udstødelse. Aktiveringen for en misbruger af stoffer eller alkohol vil
således kunne bestå i deltagelse i et behandlingstilbud.
Skive Kommune har på misbrugsområdet et godt samarbejde med Viborg
Amts misbrugsrådgivning. Amtet har rent lovgivningsmæssigt kompetencen
omkring henvisning af misbrugere til behandling, men henvisningen sker for
det meste i samarbejde med kommunen. Herudover kører AOF som entreprenør
for Skive Kommune et aktiveringsprojekt (Projekt Trykkeriet) for unge
misbrugere i alderen 18-30 år. Medarbejderne i projektet forsøger at afdække
de unges problemstillinger med henblik på efterfølgende i samarbejde
med kommunens sagsbehandler, jobkonsulent eller amtets misbrugskonsu-

lent at udarbejde en handleplan, som kan medvirke til at hjælpe den unge ud
af sit misbrug og i stedet tilbage til/ind på arbejdsmarkedet eller i gang med
en uddannelse.
Til den ældre gruppe af borgere med problemer ud over ledighed samarbejder
kommunen bl.a. med Y-Mens Club omkring deres genbrugsprojekt “Spilophallen”.
Kommunen aktiverer her løbende kontanthjælpsmodtagere med
sociale problemer. Kontanthjælpsmodtagerne sorterer indsamlede møbler,
tøj m.v. med henblik på efterfølgende videresalg til private. Overskuddet af
salget går til byens spejderforeninger m.v.
Gruppen af kontanthjælpsmodtagere i Skive med omfattende problemer ud
over ledighed vil også i fremtiden være stor. Der er derfor ingen tvivl om, at
kommunen hele tiden må kigge efter både private og offentlige samarbejdspartnere,
herunder frivillige organisationer, som kan være med til at løse opgaven,
således at intentionerne bag den nye lovgivning kan effektueres. Det
er for så vidt angår gruppen af borgere på førtidspension lykkedes Skive
Kommune og Viborg Amt med hjælp fra byens private og offentlige arbejdspladser
at få ansat en stor gruppe af førtidspensionister i skånejob. Skånejob
tilbydes borgere, hvis arbejdsevne er nedsat så meget, at forsørgelsesgrundlaget
er social pension. En del af disse skånejobbere ville have været “udstødte”,
hvis ikke arbejdsgiveren havde påtaget sig det store sociale ansvar, som
det ofte medfører at have en ex. “utilpasset” borger i arbejde.
I forhold til reglerne i Serviceloven tilbyder Skive Kommune borgere med en
psykiatrisk diagnose mulighed for at benytte Det psykiatriske Center Ådalen.
Ådalen fungerer som åbent dagtilbud/cafe/værested. Herudover tilbyder
kommunen støtte i eget hjem til borgere med fysiske eller psykiske handicap.
Borgere med en psykiatrisk diagnose (kronisk) tilbydes ligeledes mulighed
for optagelse i bofællesskab. Vidtgående handicappede henhører under
amtets kompetenceområde, men amt og kommune samarbejder i vid udstrækning
om løsningen af opgaverne i forhold til denne målgruppe.
Skive Kommune har ingen “husvilde-boliger” til ex. gruppen af hjemløse. De
hjemløse er typisk borgere med misbrugs- og/eller psykiske problemer. Såfremt
en hjemløs henvender sig til kommunen omkring manglende bolig,
henvises vedkommende i første omgang til Viborg Amts forsorgshjem Vibohøj.
Kommunen forsøger herefter i samarbejde med personalet på Vibohøj
at finde en varig løsning på problemet.
Et af de områder, som Skive Kommune kommer til at arbejde med i fremtiden,
er “brugerindflydelse”. Dette gælder også i forhold til gruppen af “udstødte”.
Brugerindflydelse vil i højere grad kunne medvirke til at udvikle
kvaliteten i de sociale og behandlingsmæssige tilbud, samt fremme borgernes
forståelse af "systemet".

forebyggende indsats
demenskoordinator
støttegrupper
for lang ventetid!
for få ressourcer til omsorg og aktivering!
Skive byråd har i 1999 vedtaget den nu gældende “Ældrepolitik i Skive Kommune”.
Hvor det politiske fokus tidligere var på de svage ældre, er ældrepolitikkens
forebyggende og aktiverende aspekter nu mere fremtrædende. Hovedvægten
i indsatsen og ressourceanvendelsen på ældreområdet vil fortsat være
rettet mod de svageste, men der lægges op til højere grad af målrettet forebyggende
indsats i form af støtten til at fastholde/genvinde evnen til at tage
ansvaret for eget liv.
I den vedtagne ældrepolitik omtales demente ikke særskilt, hvilket i allerhøjeste
grad bør ske, da der tilsyneladende sker en øgning af netop den gruppe
blandt de svageste ældre.
Skive Kommune har to ansatte til forebyggende hjemmebesøg og seks ansatte
til at foretage visitation til ældreområdets tilbud: hjemmepleje, praktisk bistand,
madservice, hjælpemidler og ældre- og plejeboliger. Det er fra disse
ansatte demenskoordinatoren får de fleste henvendelser, andre henvendelser
sker fra praktiserende læger, sygehuset, hjemmeplejens ansatte eller pårørende.
Demenskoordinatorens arbejdstid går med vejledning til borgere og pårørende
enten i form af individuelle samtaler i hjemmet/i telefon eller ved møde
i en støttegruppe. På nuværende tidspunkt er fire grupper i gang: En pårørendegruppe,
en pårørendegruppe for voksne børn, en støttegruppe for ægtepar
og en gruppe for yngre mennesker med demens (37-51 år) og deres pårørende.
Der er mulighed for undervisning og erfaringsudvikling i alle grupper.
Såfremt en borger har tilknytning til hjemmeplejen, Geronpsykiatrisk Team
og eventuelt daghjemmet, som forefindes i Skovbakkehjemmet (6 pladser –
benyttes dagligt af forskellige hjemmeboende), samarbejder koordinatoren
ved fællesmøder med tilknyttede personalegrupper.
Demenskoordinatoren arrangerer kurser/temadage, f.eks. “Om medicin” og
“Nyt syn på demens”. Man anvender frivillige aflastere, for tiden er der tre
personer. Der er taget skridt til et samarbejde med de frivillige organisationer,
men det er endnu ikke lykkedes at få noget i gang her.
Skive Kommune har et godt samarbejde med Viborg Amt på demensområdet,
dog er der for tiden meget lang ventetid på undersøgelse/diagnostice-

ing af en borger, der viser tegn på demens. Årsagen hertil er stor mangel på
læger og amtet har endnu ikke taget stilling til, hvad man agter at gøre! Skal
disse borgere henvises til Rigshospitalet?
En måske dement borger, de pårørende og kommunen har behov for/krav
på en udredning/diagnosticering for at komme videre, det vil sige få den rette
behandling.
Koordinatoren har været i kontakt med 134 borgere med demens. Heraf er
60 i almindelig plejebolig eller i en demensafdeling, kun 2-3 borgere har det
været nødvendigt at flytte til psykiatrisk plejehjem de sidste to år. Skive
Kommune har fire små moderne plejehjem i landdistrikterne og fire store
plejehjem i byen, hvoraf et har tidssvarende 2-rumsboliger, et nedlægges i
2001/02 og erstattes af et nyt tidssvarende, to bør inden for overskuelig tid
renoveres til mere tidssvarende boliger.
På disse fire store plejehjem forefindes skærmede afsnit med i alt 37 pladser
(heraf to aflastning/midlertidige), hvilket må konstateres er for lidt, så her
må tages stilling til oprettelse af yderligere pladser, f.eks. ved eventuel oprettelse
af de såkaldte leve/bomiljøer med en snarlig renovering af de to plejehjem.
Vedrørende personalenormeringen, der ganske vist er lidt højere på de fire
demensafdelinger end på øvrige afdelinger, bør denne opnormeres, så der
bliver mere tid til “aktivering” og ikke mindst til omsorg. Dette er ingen kritik
af personalet, der er venlige og kompetente samt gør alt, hvad de kan
med de ressourcer, de har fået bevilget. Men der er ikke tid til at lade beboerne
gå med i “arbejdet”, og der er heller ingen mulighed for den form for “aktivering”,
sådan som afdelingerne er indrettet. Trods ikke helt tilfredsstillende
forhold er klimaet mellem beboere og personale samt pårørende godt.
Skive Kommune har uanset besparelser en god efteruddannelsespolitik, hvilket
også er absolut nødvendigt for en god betjening af borgeren og for at
styrke den ansattes glæde ved arbejdet, som for det meste er meget krævende.

alle frivillige sociale foreninger bliver hørt
officiel frivillighedspolitik
Frivillighedsrådet - en demokratisk organisation
fordeling af penge
folder, frivillighedsdag, butik
I enhver by har der altid i større eller mindre grad været organiseret frivilligt
socialt arbejde. Slet ikke i et omfang som f.eks. i England med helt andre traditioner.
Men alligevel.
I 1998 trådte så loven om social service i kraft, herunder §115, der omhandler
frivilligt socialt arbejde. Til dette arbejde bevilgedes årligt 100 millioner kroner
til amter og kommuner (langt den største del).
I den anledning besluttede Skive Kommune at indkalde alle de frivillige sociale
organisationer og foreninger, som de kunne få fat på, til et stort debatmøde.
Som resultat blev der nedsat en arbejdsgruppe, der dels skulle lave et udkast
til kommunens frivillighedspolitik, dels udarbejde vedtægter for en slags paraplyorganisation,
der fremover – blandt andet – kunne være talerør for de
frivillige sociale foreninger over for kommunen.
Resultatet af arbejdsgruppens forslag blev, at Skive Byråd efter nogle småjusteringer
vedtog en officiel frivillighedspolitik.
Et andet resultat blev, at der blev skabt et . Frivillighedsrådet
udgør en bestyrelse på fem medlemmer. Højeste myndighed er repræsentantskabet,
og der afholdes generalforsamling hvert år, hvor dele af den siddende
bestyrelse er på valg. Altså en helt igennem demokratisk organisation.
Til Frivillighedsrådet er der nu tilsluttet 39 frivillige organisationer. Et meget
fint resultat.
En af de opgaver, som kommunen fik pålagt fra staten, var fordeling af økonomisk
støtte til de frivillige sociale organisationer. Det første år blev Frivillighedsrådet
anvendt som rådgivende instans. Det vil sige, at kommunen
selv foretog skøn og fordeling af pengene. Men derefter blev Frivillighedsrådet
spurgt, om vi ville overtage dette arbejde. Efter at have tænkt os om, sagde
vi ja. Vi udfærdigede derefter nogle principper, som vi mente pengene
skulle fordeles efter. De blev godkendt af socialudvalget, og derefter kunne
vi gå i gang – uden indblanding fra offentlige myndigheder! I to år har vi nu
udført dette arbejde, og det er gået uden problemer. Under alle omstændigheder
er det en stor tillid kommunen i Skive har vist de frivillige, og jeg er
helt sikker på, at det er den rigtige måde at gøre det på. Der har i forskellige
sammenhænge været sat spørgsmålstegn ved de frivilliges fortsatte uafhængighed
– blev de nu ikke et officielt, styret organ, suget ind i den almindelige

offentlige administration! Jeg kan sige, at det på “vores måde” bestemt ikke
er tilfældet. Hvor mange penge får vi så af kommunen? Ikke hele beløbet. Ca.
40% af “statspengene” gives på forhånd til “Sindhuset”, som kommunen
henregner under det frivillige sociale arbejde. Frivillighedsrådet får ca.
300.000 kroner til fordeling blandt de frivillige sociale foreninger. Herudover
har kommunen afsat ca. 200.000 kroner til særlige formål vedr. ældrepolitik.
Frivillighedsrådet har herudover taget forskellige initiativer. Vi har fået udarbejdet
“en folder”, hvor alle de tilsluttede foreninger er opført med telefonnummer.
Denne folder spredes til læger, apoteker, biblioteker, plejehjem,
hjemmehjælpere osv., således at mennesker, der har brug for hjælp i den ene
eller den anden henseende, ved, hvor de skal henvende sig. Vi har afholdt en
på torvet i Skive med udstillinger, demonstrationer, uddeling
af pjecer m.v. for derigennem at gøre opmærksom på vores eksistens.
Endelig har vi for ganske nylig fået etableret en , dvs. en
nedlagt forretning i en sidegade til strøget, hvor alle, der har brug for hjælp,
kan henvende sig. Desværre mangler vi endnu at få en fast ansat medhjælp,
der kan lede butikken og være til stede i et bestemt antal timer, men vi har
ingen penge. Det arbejder vi hårdt på at få!
Alt i alt fungerer det frivillige arbejde i Skive godt – også uden indblanding
fra offentlige myndigheder.
Afslutningsvis vil jeg pege på et forhold, som jeg finder dybt problematisk,
men som næppe har udsigt til at finde sin løsning foreløbig.
Det drejer sig om forholdet mellem lovgivningen i Folketinget og så kommunernes
selvstyre.
To eksempler: Da den nye bibliotekslov blev vedtaget, blev partierne samtidig
enige om at binde et antal millioner kroner i halen på loven, så den kunne
realiseres efter hensigten. Da loven om social service , §115, blev vedtaget,
bevilgede man ligeledes penge til lovens gennemførelse. Disse penge fra staten
indgik derefter i kommunernes bloktilskud.
Og så er det, det går galt. For pengene fra staten er ikke øremærkede, og
kommunerne kan ved at påberåbe sig særlige lokale forhold anvende pengene
til andre formål. Dette er i begge de anførte eksempler sket i de fleste
kommuner.
Jeg finder det dybt betænkeligt, at man i landets lovgivende forsamling kan
vedtage love og – efter lange og trange forhandlinger – bevilge penge til disse
loves realisering. Og så viser det sig, at dette sidste dårligt nok er det papir
værd, det er skrevet på! Og dem, der bliver sorteper, er dem, der skulle have
glæde og gavn af loven.
Jeg har meget svært ved at forstå, at kommunernes ret til selvforvaltning skal
kunne tilsidesætte love vedtaget af Det Danske Folketing.

De sociale forhold i Skive, problemerne og løsningen heraf er utvivlsomt repræsentativt
for en række andre provinsbyer af lignende størrelse.
Netop størrelsen spiller en rolle. Kommunen er for lille, skattegrundlaget for
tyndt, rigtig store erhvervsvirksomheder til at spytte i kassen mangler. Der
er ganske enkelt ikke penge nok til at opfylde de mange berettigede krav og
ønsker om forbedringer i den sociale sektor. Det er – naturligvis – et alvorligt
handicap.
På den anden side betyder netop den overskuelige størrelse at befolkning og
administration kommer tættere på hinanden. Hertil bidrager den lokale avis,
Skive Folkeblad, der som princip optager alle indsendte læserbreve. Og en
ikke ringe del af disse omhandler sociale forhold. På denne måde får de sociale
myndigheder hurtigt og kontant at vide hvor skoen trykker.
Den beskedne økonomi kan også få til følge at man må være kreativ og søge
nye veje – somme tider med godt, somme tider med dårligt resultat.
Måske skulle man overveje en ny form for sociallovgivning hvor ligheden
var det bærende princip, forstået således at svage ældre, psykisk syge, demente,
hjemløse, handicappede osv. får lige vilkår med hensyn til hjælp og
behandling – uanset hvor de bor i Danmark.
For redaktion af ovenstående bidrag er undertegnede ansvarlig.
Niels Holck

'HQ NRPPXQDOH
DNWLYHULQJVLQGVDWV
Af Nanna Mik-Meyer
Da vor arbejdsminister Ove Hygum i begyndelsen af året lancerede begrebet
kompetenceudvikling som erstatning for den “kedelige samlebetegnelse aktivering”,
forsøgte han at imødekomme meget af den kritik, som har fulgt
kommunernes aktiveringsindsats. Han mente, at tiden var inde til at revurdere
den aktive arbejdsmarkedspolitik. Han ønsker at:
tilrettelægge arbejdsmarkedspolitikken, så den enkelte får
større indflydelse på – og dermed en større følelse af medansvar
for – sin egen situation [da en nylig undersøgelse viser],
at mange kursister ikke vidste, hvorfor de var på skolebænken
– perspektivet var fraværende og gæt selv, hvad man får
ud af den undervisning. Det skal vi gøre bedre. (Hygum i en
kronik i Aktuelt, den 17. marts 2001).
Selvom Hygums ansvarsområde er dagpengemodtagere, og denne artikel
handler om aktivering af kontanthjælpsmodtagere, inddrager jeg hans kronik,
da den undersøgelse, Hygum refererer, også opsummerer en hovedproblemstilling
i aktiveringen af kontanthjælpsmodtagere. Også for kontanthjælpsmodtagere
gælder det, at perspektivet i mange tilfælde er fraværende,
og at de typisk ikke ved, hvorfor de deltager i de projekter, hvor jeg har mødt
1 dem. Hvorvidt aktivering som begreb er blevet for belastet til, at man fortsat
kan arbejde med det, er ikke en central problemstilling i nærværende artikel.
Jeg vil derimod se på den kritik, som har fulgt aktiveringsdebatten siden
1994, hvor kommunerne for alvor begyndte at aktivere deres arbejdsløse borgere,
og som har betydet, at vor arbejdsminister vurderer, at der er behov for
et nyt begreb.
1
Det materiale, jeg inddrager i artiklen stammer fra besøg på ca. 60 aktiveringsprojekter
i tre kommuner, som deltog i undersøgelsen Metoder i aktivering og forrevalidering.
Deltagelsesobservation og interview (Mik-Meyer & Berg Sørensen, 2000). Jeg var
forskningsassistent på undersøgelsen og besøgte 30 af de udvalgte projekter i typisk
tre dage hvert sted.

I kommunerne har man i dag en række metoder, man tager i brug, når arbejdsløse
kontanthjæpsmodtagere skal aktiveres. I enhver dansk kommune
finder man produktionsværksteder, kreative værksteder, kantineprojekter,
syprojekter, gartneriprojekter eller andre typer af projekter, hvor arbejdsløse
gives forskelligt arbejde. Arbejdet i projekterne må ikke være konkurrenceforvridende,
hvilket naturligt lægger visse begrænsninger på arbejdets værdi
og dermed udfordrer traditionelle forståelser af begrebet arbejde. Det er almindeligvis
ikke aktiviteterne som sådan, der er i fokus, men derimod den
positive proces, den arbejdsløse forventes at gennemgå, når hun deltager i
projektet. Sat på spidsen kan man sige, at disse projekters succes typisk afhænger
af, hvorvidt de arbejdsløse “flytter sig”, som flere ansatte formulerer
det, og afhænger således ikke af, om fx produktionen i projektet er effektiv.
Derudover eksisterer der også de mere arbejdsmarkedsrettede projekter,
som udmærker sig ved at have en stor kontaktflade til lokale virksomheder.
Disse projekters væsentligste arbejde drejer sig om at hjælpe med at tilvejebringe
det rigtige match mellem arbejdsløs og virksomhed. Succesen for dette
arbejde måles på, hvor mange praktikpladser der findes, og om de arbejdsløse
bliver selvforsørgende.
I artiklen skelner jeg mellem disse to forskellige tilgange til aktivering ved at
bruge betegnelserne “den socialpædagogiske tilgang” (projekter som ikke
ser det som deres primære opgave at have en tilknytning til arbejdsmarkedet)
og “den arbejdsmarkedsrettede tilgang” (projekter som har en tilknytning
til arbejdsmarkedet). Som med enhver grov inddeling af denne art vil
der naturligvis være projekter, som falder midt imellem. Min erfaring er dog,
at de fleste projekter kan karakteriseres som enten det ene eller andet. I nogle
kommuner betegnes denne sondring “social aktivering” og “arbejdsmarkedsrettet
aktivering”. Ud over at sondringen afspejler, hvordan man i praksis
griber opgaven an ude i kommunerne, dækker sondringen også over det
værdigrundlag, som projektet hviler på. Det vil sige, blandt andet hvordan
den konkrete medarbejder opfatter sin arbejdsopgave.
Det er min opfattelse, at den kritik af aktivering, som arbejdsløse fremfører,
og som kort fortalt handler om, at de arbejdsløse beretter om fejlplacering i
et system, som burde hjælpe, er væsentlig, da den gør sig gældende for en
2
stor gruppe arbejdsløse. Således har der været utallige eksempler på kritik
af aktivering lige siden 1994 af arbejdsløse, som fortæller om deltagelse i projekter,
som de ikke mener har stillet dem bedre i forhold til arbejdsmarkedet.
Netop tilknytning til arbejdsmarkedet er centralt i aktiveringspolitikken.
Her på det sidste har der også været eksempler på arbejdsløse, som føler, at
de har været kastet rundt på diverse virksomheder uden selv at være parat
2
Jeg vil ikke gå nærmere ind i den omfattende kritik, der har været forårsaget af det
forhold, at aktivering er tvungen. Dog burde det være selvfølgeligt, at hvis en indsats
opleves som rigtig og som en hjælp af den arbejdsløse, så burde det ikke være nødvendigt
med tvang.

3
til det arbejdsliv, som udfoldes i “det normale liv”, som flere arbejdsløse benævner
livet uden for aktiveringsverdenen.
Kritikken handler alt i alt om folk, der føler sig fejlplaceret af den ene eller
anden grund. Nogle bliver mod deres vilje kategoriseret som svage og tunge
personer, der antages at have brug for socialpædagogisk hjælp i et hyggeligt
kommunalt projekt, mens andre kategoriseres som dovne personer, der skal
ud på arbejdsmarkedet – koste hvad det vil. Da kritikken således berører noget
helt centralt i socialpolitik, nemlig selve den kategoriseringsproces, der
er grundlaget for socialt arbejde – eller visitationsprocessen, for at blive i det
kommunale sprog – er den naturligvis nødvendig at forholde sig til. Er det
fx en uproblematisk proces at afgøre, om en arbejdsløs er tung eller doven,
om hun skal det ene eller andet sted hen?
Når jeg i de næste afsnit analyserer den kultur, der kan siges at kendetegne
henholdsvis de socialpædagogiske projekter og de arbejdsmarkedsrettede
projekter, er det for at vise, at den – om end smukke – intention om, at det offentliges
hjælp skal være individuelt tilrettelagt med udgangspunkt i den enkeltes
særlige situation, som det vist hedder i lovgivningen, i praksis kan være
svær at gennemføre. Forestillingen dækker nemlig over en problematisk
antagelse om, at den arbejdsløses situation kan betragtes som en objektiv
størrelse, der betyder, at fx fem forskellige ansatte i samråd med den arbejdsløse
hver især vil finde frem til den samme løsning for den arbejdsløse. Målet
om objektivitet er umuligt, fordi aktivering udspiller sig i en ganske bestemt
kontekst, som blandt andet kan karakteriseres ved, at de arbejdsløse er tvunget
til at modtage hjælpen, hvilket nødvendigvis betyder, at de tages med på
råd i det omfang – og kun i det omfang – den ansatte finder det rigtigt. Og
her får den ansattes personlige opfattelse af sit arbejde, traditionen i projektet,
i hjælpearbejde mere generelt m.v. stor indflydelse. Det kan godt være,
at Hygum ønsker større medindflydelse og medansvar af den arbejdsløse,
men så længe dette ikke får konkret betydning for de strukturer, som danner
ramme om arbejdet, er det svært i praksis at se, hvordan den enkelte arbejdsløse
strukturelt kan sikres medindflydelse.
Uden at kunne dokumentere det statistisk vil jeg vove den påstand, at det
fortsat er den socialpædagogiske ideologi, som råder i mange kommunale
aktiveringsprojekter. Begrundelsen for den mere “bløde” tilgang var i 1996
(da jeg første gang fik indblik i en kommunes tilrettelæggelse af aktiverings-
3 indsatsen) – og er fortsat – forestillingen om, at de arbejdsløse tilhører de så-
kaldt svage og tunge og derfor ikke vil kunne honorere de krav, der stilles på
det ordinære arbejdsmarked. Hvorvidt denne forestilling er rigtig eller forkert,
vil jeg ikke forfølge nærmere, men blot se på de konsekvenser opfattelsen
af de arbejdsløse som tunge og svage får for indsatsens tilrettelæggelse.
Se i øvrigt mit kandidatspeciale, Mik-Meyer (1998) eller den omskrevne version
(1999).

Først og fremmest får opfattelsen betydning for de personer, som ansættes
til at udføre arbejdet. Det skal være folk, som har arbejdet med mennesker
før, folk der kan lide at arbejde med mennesker, og folk der har “hjertet på
rette sted”, som flere ansatte gentagne gange har fortalt mig. Opfattelsen får
den konsekvens, at de ansatte, som skal møde de arbejdsløse og sikre, at indsatsen
bliver “individuelt tilrettelagt”, naturligt kommer til at fokusere på
forhold hos den arbejdsløse, som kan bekræfte og støtte op om den ansattes
arbejdsidentitet som hjælper. Er projektlederen ansat til at hjælpe, må der
nødvendigvis også være nogle hjælpeløse. Så enkelt kan denne proces beskrives.
Modvillige arbejdsløse, som oplever at tilbudet er irrelevant, kommer let til
at fremstå som personer “med modstand på”, som er “indelukkede” eller
“kriseramte” personer, som er nogle af de betegnelser, der anvendes dagligt
af ansatte i den kommunale aktivering. Denne proces er tidligere beskrevet
af flere sociologer og antropologer. Erving Goffman kalder den “den onde
cirkel” og henviser til, at psykiatriske patienters forsøg på at lægge afstand
til situationen som patient (vreden over at være indlagt) af personalet opfattes
som psykotisk adfærd og derved berettiger indlæggelsen (Goffman, 1990
[1959]). Gregory Bateson kalder samme proces en dobbeltbindingproces, der
defineres som situationer, “hvor en person ikke kan vinde, uanset hvad han
gør” (1990 [1972]: 201 – egen oversættelse).
Således kan en arbejdsløs’ modvilje over for projektet og den måde, det er tilrettelagt
på af de ansatte, blive læst som udtryk for den arbejdsløses egen
svære psykosociale tilstand. Hermed bliver projektets bløde værdier og sociale
forståelse bekræftet. De ansattes antagelse bliver, at de arbejdsløse virkelig
har brug for andet end et arbejde. Det centrale her er, at den arbejdsløse
kan få meget vanskeligt ved at få sit eget billede af sig selv og sin situation
til at være det gældende – det der skaber konsekvenser i hverdagen – hvis
ikke billedet understøtter den forestilling, som de ansatte i forvejen har, og
som afspejler den kultur – det værdigrundlag – som projektet bygger på. Det
kan betyde, at den arbejdsløse oplever projektet som irrelevant eller måske
som et decideret overgreb. Således vil en arbejdsløs, der ikke oplever sig selv
som tung eller svag, naturligt føle sig malplaceret i et projekt, som definerer
sig med afsæt i, at dets brugere netop er tunge eller svage. Mange af de enkeltsager,
som er blevet præsenteret i medierne om aktivering, handler lige
præcis om arbejdsløse, der ikke har oplevet kommunens hjælp som relevant.
Hjælpen har for disse arbejdsløse ikke understøttet deres eget billede af sig
selv.
De arbejdsmarkedsrettede projekter hviler derimod på en helt anden ideologi.
Her er den grundlæggende antagelse, at alle kan komme ud på arbejdsmarkedet.
Parolen for dette arbejde synes at være, at “der er brug for alle”,
som også var titlen på en rapport, som regeringen udsendte i april 2001. En
mellemleder i en mellemstor kommune fortæller:

Grundtanken er, at det er bedre at være i en virksomhed end
at være i kommunal aktivering, næsten uden undtagelse. Generelt,
næsten ligegyldigt, hvor dårlige folk er, så er det bedre
at give dem det alternative, netværksopbygggnde, selvopbyggende,
egoopbyggende arbejde i en privat virksomhed. Så
vi går på kompromis nogle gange. Vi tager egentlig alle de
arbejdspladser, vi kan få (Mik-Meyer & Berg Sørensen 2000:
138).
Tanken er her, at det altid er bedre for den arbejdsløse at være i en virksomhed
end at være i kommunal aktivering. Er man syg eller i en svær psykosocial
situation, er det imidlertid ikke sikkert, at ordinært arbejde i en privat
virksomhed er løsningen. Fravær betyder nemlig – hvis de ansatte er konsekvente
– at den aktiverede trækkes i sin kontanthjælp med den følge, at hendes
situation risikerer at blive forværret. I praksis er det min opfattelse – igen
uden statistisk belæg – at denne metode ikke er så anvendt i dag. Det er sjældent,
at man sender modvillige arbejdsløse ud på virksomheder, da denne
praksis på sigt vil vanskeliggøre samarbejdet med virksomhederne. Jeg er
derimod ofte stødt på en praksis, som også skaber følelsen af at være fejlplaceret.
Det drejer sig om de tilfælde, hvor der ikke er gjort noget ud af at
“matche” den arbejdsløses ønsker med arbejdet i den virksomhed, som skal
huse den arbejdsløse. Den arbejdsløse kender måske ikke arbejdspladsen eller
de krav der stilles, før hun ankommer til arbejdspladsen. Således forstærkes
den usikkerhed, som kendetegner hendes situation. Når den arbejdsløse
bliver væk – måske fordi praktikopholdet i den givne situation er uforeneligt
med hendes familieforhold – vil de ansatte inden for denne diskurs kunne
opfatte fraværet som dovenskab.
Det, jeg har skitseret indtil nu, er, at den forståelse, som udgør rammen om
arbejdet med arbejdsløse i dag, har stor betydning for, hvorvidt den arbejdsløses
billede af sig selv og sin situation kan indoptages af de ansatte. Det får
afgørende betydning, om projektet er defineret ud fra en socialpædagogisk
forståelse, eller om projektet arbejder ud fra en ideologi om, at alle kan og
skal være lønarbejdere. I de to – om end lidt rigidt opstillede – forståelser er
det væsensforskellige sider hos den arbejdsløse, der fokuseres på. De to forskellige
forståelser kan være lige problematiske for de arbejdsløse. Det problematiske
ved dem er, at det er bestemte definitioner af det sociale rum,
som understøttes og reproduceres i projektets selvforståelse (dets værdigrundlag).
Hvis den arbejdsløse i et givent projekt derfor ikke deler dette
værdigrundlag, vil det være svært – hvis ikke umuligt – for hendes forståelse
at skabe konsekvenser i hverdagen.
Antagelsen om, at det er muligt at arbejde individuelt og tage højde for den
arbejdsløses “særlige situation” – at forskellige ansatte forestilles at gribe arbejdet
an på samme måde – udspringer af et essentialiserende menneskesyn,
hvor forudsætningen er, at der findes en “essens” hos den arbejdsløse, som
alle – i princippet – kan “nå ind til” (hvilket i øvrigt er en meget hyppig anvendt
frase, når ansatte taler om deres arbejde med arbejdsløse).

Forskningen har imidlertid i efterhånden mange år vist, at identitet skabes
i mødet mellem mennesker, og at vi som individer har mange forskellige identiteter
afhængig af den kontekst, vi befinder os i. Er man ansat i et af de
projekter, jeg her for overskuelighedens skyld har kaldt for socialpædagogiske,
får man fx typisk indblik i den arbejdsløses journal inden eller mens, den
arbejdsløse er i projektet. I journalen vil alle problemerne være listet (årsagerne
til at personen måske har været uden arbejde i en række år). Denne
problemliste får naturligvis betydning for mødet mellem den arbejdsløse og
den ansatte. Hvis De, kære læser, forestiller Dem, at Deres problemer gennem
livet blev opsummeret på et ark eller to og derefter præsenteret for en
fremmed, bliver mit argument tydeligt. Dialogen med den fremmede kunne
tænkes at komme til at handle om andet end det, De måtte anse for relevant,
hvis det fx drejede sig om at finde et arbejde til Dem. 4
I dag arbejder man ihærdigt på at systematisere og standardisere metoderne
i det sociale arbejde, netop for at undgå den vilkårlighed, som min fremstilling
jo også handler om. Problemet er blot, at ensartede spørgeguides og andre
menuprægede handleanvisninger aldrig kommer til at inddrage den
samlede kontekst, som har betydning for mødet mellem en arbejdsløs og en
5 ansat. Konteksten for mødet handler nemlig ikke kun om de stillede spørgs-
mål, journaladgangen osv. Konteksten handler fx i høj grad om konstant at
kunne inddrage den asymmetriske magtrelation som automatisk gør sig gældende
i mødet mellem en arbejdsløs og en ansat, og som får afgørende betydning
for muligheden for at kunne inddrage den arbejdsløses syn på egen situation
i arbejdet (Hygums ønske). Den kommunale aktivering står for mig at
se stadig over for dette paradoks, man ikke lige kan uddanne sig ud af.
Arbejdsløse er stadig en meget heterogen gruppe, hvorfor for ensartede tilbud
skaber problemer. Det vidner kommunernes praksis i høj grad om. Det
er fint med en intention om at arbejde “individuelt med udgangspunkt i den
enkeltes særlige situation”. Problemet er bare, at dette arbejde altid gennemføres
i en bestemt kontekst – som jeg her groft har opsummeret under betegnelserne
den socialpædagogiske eller arbejdsmarkedsrelaterede – hvilket betyder,
at den individuelle indsats i praksis ikke når en større detaljegrad end
på projektplan. Den når aldrig ned til den enkelte arbejdsløse. I ethvert projekt
vil der nemlig altid være en kultur – en måde at se tingene på – der vil
virke som en begrænsning for de arbejdsløse i projektet, som ikke deler det
praktiserede værdigrundlag.
4
Flere ansatte har gjort sig denne erfaring og ønsker derfor ikke at kende til den arbejdsløses
historie. Typisk vil denne praksis dog ikke få den store betydning, da andre
arbejdsløse i projektet, andre projektledere i kommunen og de sagsbehandlere,
som projektlederen samarbejder med til dagligt, kender den arbejdsløses historie og
ikke kan undgå at bringe historier videre om de enkelte arbejdsløse. Derved undgås
den genfortælling, som mange arbejdsløse også beskriver som belastende. At de fortæller
deres historie om og om igen.
5
Se i øvrigt Mik-Meyer (2001) og Høilund (2000).

Bateson, Gregory (1990) [1972] Steps to an Ecology of Mind. New York:
Ballentines Books.
Goffman, Erving (1997) [1961] Anstalt og menneske. Den totale institution
socialt set. København: Paludans fiol-bibliotek.
Peter Høilund, Faglighed og etik i praktisk socialt arbejde, i Uden for nummer
– Tidsskrift for social forskning 1. årg. Nr. 1. 2000, Dansk Socialrådgiverforening,
København.
Mik-Meyer, Nanna, Moderne managementteoris indmarch på socialområdet,
i Uden for nummer – Tidsskrift for social forskning 2. årg. Nr. 2.
2001, Dansk Socialrådgiverforening, København.
Mik-Meyer, Nanna & Torben Berg Sørensen (2000) Metoder i aktivering og
forrevalidering. Observation og interview. Århus: Forlaget Gestus.
Mik-Meyer, Nanna (1999) Kærlighed og opdragelse i socialaktiveringen.
København: Gyldendal.
Mik-Meyer, Nanna (1998) Kærlighed og opdragelse i aktiveringsarbejdet.
Langtidsledighedskulturen. Københavns Universitet: Institut for
Antropologi.

.RPPXQDOLVHULQJHQ DI
VRLDOSROLWLNNHQ
Af Bent Rold Andersen
Det, vi kalder , hvor kommunerne er krumtappen i
administrationen og finansieringen af den overvejende del af de offentlige
serviceydelser, er en udpræget dansk foreteelse. Hvor man i de fleste andre
lande skal henvende sig flere forskellige steder for at få offentlige serviceydelser,
har man i Danmark mulighed for at få dem ved at henvende sig et
enkelt sted. Kommunen naturligvis placere ydelserne i adskilte forvaltninger,
og det gør den ofte, men den har også muligheden for at samle dem.
Herved åbnes der op for større tilgængelighed og overskuelighed. En kvalitetsforøgelse
for borgerne! Men det giver også mulighed for koordination af
ydelserne til samme person og familie – og dermed for at opnå et forbedret
resultat af den offentlige indsats. Noget, der især har betydning for sundhedsydelserne
og de sociale ydelser, fx i forhold til ældre, børnefamilier og
mennesker med sociale, psykiske og helbredsmæssige problemer, der spiller
sammen og forstærker hinanden. Ingen tvivl om, at det enstrengede system,
rigtigt udnyttet, kan effektivisere og menneskeliggøre den offentlige service.
I de fleste andre lande er formidlingen af serviceydelser lagt til organer med
ganske anden struktur end kommuner. Ofte specialiserede socialforsikringer
med professionel ledelse, uden folkevalgte medlemmer valgt ved almindelige
valg. Og ofte er hovedvægten lagt på, at det er familiemedlemmer eller
frivillige, som skal bære ansvaret.
Den danske model er kendetegnet ved geografisk – serviceleverandøren
omfatter et begrænset fysisk område, men saglig
– den samler mange ydelser på samme sted.

Decentraliseringen har rødder langt tilbage. Ofte upåagtet, et led i den danske
provinsialitet. Puslinglandet som hyggede sig i smug som europæisk udkantområde.
Nok i sig selv; sognet var verden! Og befolkningen manglede
interesse for national magt og ære. Siden Margrethe den Første har monarkerne
– statsmagten – manglet evnen til at udvide deres territorium eller blot
at befæste det. Folket var som sagt heller ikke særlig interesseret i nationale
landvindinger, det er jo altid folket, som betaler prisen for magthavernes
“glorie”. Det er givet, at den politiske magtfordeling har været mere flad hertillands
end i de fleste andre europæiske lande, og det kommunale selvstyre
er som bekendt grundlovsfæstet hos os.
Men som moderne grundlæggende politisk og forvaltningsmæssigt princip
står decentraliseringen først og fremmest i gæld til halvfjerdsernes kommunalreform.
Med overførslen af sygekasserne, revalideringscentrene, Mødrehjælpen,
Børneforsorgen og Særforsorgen til kommuner eller amtskommuner
blev kommunerne sværvægteren i dansk socialpolitisk forvaltning.
Et særtræk ved den danske model er den store kompetence, der principielt
tillægges de decentrale organer. Finansieringen sker fortrinsvis over de almindelige
skatter, og kommunerne har egen udskrivningsret; i hvert fald i
princippet. I praksis er den – uden lovgrundlag – blevet undermineret af
budgetaftalerne mellem Kommunernes Landsforening og Finansministeriet.
Forbundet hermed har kommunerne haft vidtgående ret til at prioritere mellem
de mange opgaver og til at lægge serviceniveauerne. Opgaverne pålægges
dem ganske vist af loven, og der er hermed også fastlagt mange rammer
for udførelsen. Men rammerne var i lang tid ikke så snævre, at de berøvede
kommunerne deres bevægelsesmuligheder, når der gjaldt om at bestemme
redskaber, løsningsmodeller og niveau.
Som et led i kommunalreformen blev særforsorgen for fysisk og psykisk
handicappede samt statshospitalerne for sindslidende flyttet fra
staten til de nye amtskommuner. Det kom til at betyde en væsentlig
forbedring af standarden og fornyelser, fx i form af flytning af servicen
fra store institutioner til bofællesskaber. De nye organer var tættere på
modtagerne og deres pårørende, og der var vel også noget prestige for
amtskommunerne i at demonstrere evne til at løfte opgaven.
I princippet er der god sammenhæng i systemet. Kommunerne har ansvaret
for opgavernes løsning og indbyrdes prioritering, men også for finansieringen.
I modellen ligger, at lovgivningsmagten og centraladministrationen kun
undtagelsesvis skal gribe ind eller fastsætte bindende regler for kommunernes
serviceydelser. Da kommunalreformen blev gennemført, havde lovgivningsmagten
tillid til kommunerne. Det var i hvert fald politisk korrekt! Reformens
fædre så i øjnene, at konsekvensen af at lægge magten ud nødven-

digvis måtte blive, at der opstod lokale forskelle i serviceniveau, som stred
mod forestillingen om, at mennesker i ens situationer måtte have samme
krav på offentlig service, uanset hvor i landet de bor.
Det er også klart, at man kun får det fulde udbytte af den decentrale struktur,
hvis den grundlæggende arbejdskultur i servicesektoren er præget af stor
fleksibilitet. Regler kan naturligvis ikke undværes, men hvis regelstyringen
trænger helt ud i klasseværelsernes, børneinstitutionernes og plejehjemmenes
hverdag, går fordelene ved decentraliseringen tabt, og decentraliseringen
mister sin legitimitet.
På det punkt har der vist sig mange problemer!
Kommunalreformen og socialreformen blev indført i den periode, hvor Danmark
ikke blot havde fuld beskæftigelse, men direkte mangel på arbejdskraft.
Samtidig med at kommunalreformen var under opbygning, udsendte Finansministeriet
de såkaldte “Perspektivplanredegørelser”, som havde det gennemgående
tema, at erhvervslivets behov for arbejdskraft fremover kun kunne
tilfredsstilles ved at inddrage arbejdskraftreserverne: de handicappede,
kvinderne og de gamle. Suget efter dem var til stede. Nu gjaldt det om at fjerne
forhindringerne for, at de kunne blive mobiliseret.
Kvinderne reagerede positivt på erhvervslivets efterspørgsel. Især de yngre
kvinder – gifte og ugifte, mødre og barnløse – søgte ind på arbejdsmarkedet.
Men hvem skulle så overtage husmødrenes gamle arbejde: Rengøring, madlavning,
børnepasning og børneopdragelse, omsorg for syge og gamle? Mændene
blev det ikke!
Resultatet blev en strøm af krav til kommunerne om øget service, især på
børne- og ældreområderne. Ventelisterne ved vuggestuer, børnehaver, vuggestuer
og plejehjem voksede. Og presset på de kommunale hjemmeplejer
ligeså.
I andre lande, hvor ansvaret for den offentlige service var spredt ud på mange
organer, og hvor serviceniveauet i øvrigt var mere eller mindre fastlåst i
forsikringernes regelsæt, opstod der ikke et tilsvarende pres på serviceydelserne
i kølvandet på kvindernes erhvervsdeltagelse. Her blev resultatet i stedet
store uløste omsorgsproblemer – især på børneområdet og på ældreområdet
– og en dæmpet takt for kvindernes erhvervsdeltagelse.
Men hos os blev det de folkevalgte kommunalpolitikere, der måtte tage stilling
til ventelisterne og borgerkravene. Kunne man forestille sig, at de sagde
nej? Stillet overfor uafviselige krav fra deres vælgere og et perspektiv bestående
i nøglebørn og forsømte gamle var kun én reaktion mulig, hos venstremænd
i Ringkøbing som hos SFere i Albertslund: At udbygge den offentlige
service, så godt og hurtigt, det kunne lade sig gøre. Og det var så det, der
skete!

Kvindernes erhvervsdeltagelse og udbygningen af den offentlige service for børn, gamle
og syge
I 1.000 1960 1970 1980 1990 2000
Kvinder i erhverv .................... 616 644 1.188 1.344 1.333
Off. serviceydelser:
Dagpasning af børn ................ 10 19 59 73 103
Ældreomsorg..................... 25 35 69 87 94
I alt ............................... 35 54 128 160 197
I % af kvinder i erhverv ............... 5,7 8,4 10,8 11,9 14,8
Kilder: Bent Rold Andersen: I hvilket omfang har den offentlige sektor overtaget husmødrenes
arbejde? AKF-Nyt 3/1983. Statistiske Tiårsoversigter
Man kan ikke se bort fra, at kommunernes forvandling af kvindernes omsorgsarbejde
til offentlig service har rejst massive kvalitetsproblemer.
Husmoderens rolle er den ikke-professionelles. Moderens opgave i forhold
til barnet er ikke den samme som pædagogens. Moderens relationer er mere
bestemt af følelsesmæssige kvaliteter, af social tradition og uformel kontrol,
mere end af fagkundskab. I forhold til den syge eller gamle er der også stor
forskel på husmoderen og sygeplejersken.
Med kommunernes overtagelse af husmødrenes opgaver kom varetagelsen
til at ligge hos professionelle lønmodtagere, som ikke påtog sig opgaverne
som en naturlig bestanddel af børnenes eller de gamles nærmiljø, men som
offentligt ansatte med pligt til en fagligt forsvarlig indsats. Det forventes af
dem, at de er fagligt velfunderede til arbejdet. Til dem stilles der krav om uddannelser
med eksaminer, ikke om at involvere sig i følelsesmæssige forhold
til børnene eller de gamle. Klienter elsker man ikke! Forholdet mellem den
offentligt ansatte og klienten er ulige: Den, der kan og ved bedst sat over for
den afhængige. Yderen over for modtageren. Hvis der tales om ligeværdighed
og gensidighed, modsiges det dagligt af praksis.
Kommunens traditionelle arbejdskultur er anderledes end familiens, præget
af kommunen som myndighed, autoritet og regeludøver. Skabt af de traditionelle
opgaver i Teknisk Forvaltning, Ejendomsforvaltning, Skatteforvaltning
og Centralforvaltning, hvor opgaverne er at gøre ret og skel, at overveje
fortilfælde og præcedensskabelse, at sikre afgørelser, der kan holde i Højesteret.
Den store tilgang af serviceopgaver i årene efter kommunalreformen blev
på sæt og vis en fremmed fugl på rådhuset.
I en periode op igennem halvfjerdserne brødes autoritetskulturen og regelkulturen
med socialpolitiske synspunkter, som bygger på individualisering
og helhedsbetragtninger. En overgang så det ud til, at helhedskulturen ville

få en chance, især fordi den store tilgang af serviceopgaver allierede sig med
Seierupkommissionens socialreform, hvor der netop blev lagt vægt på individualisering
af ydelserne og anlæggelse af et helhedssyn i den kommunale
indsats. Når socialreformen samlede de sociale opgaver i kommunerne, var
det ikke blot for at lægge dem tæt på borgerne, men også fordi samlingen i
en enkelt enhed netop var en forudsætning for, at borgernes flersidede problemer
kunne løses som en helhed. Man ville væk fra firkantede, regelorienterede
afgørelser. Der skulle skabes plads for skønsmæssige afgørelser på et
fagligt grundlag, der lagde vægt på de individuelle omstændigheder i den
enkeltes problemer og vilkår. Det skulle bl.a. opnås ved opkvalificering af de
kommunale og sociale uddannelser. Skønnets præg af vilkårlighed skulle erstattes
af faglighed. Vejen skulle banes for nye arbejdskulturer i de kommunale
forvaltninger. Sådan drømte mange.
Den store stigning i arbejdsløsheden midt i halvfjerdserne, endnu inden Bistandsloven
var vedtaget, bragte en brat afslutning på drømmen. Socialforvaltningerne,
der skulle have været spydspids i udviklingen af de nye kommunale
arbejdskulturer, blev væltet over ende af arbejdsløse, der burde have
været fanget op af arbejdsløshedsforsikringen, men som ikke blev det på
grund af dennes adgangsbegrænsninger. I hvert fald til at begynde med var
det socialt ukomplicerede sager; mennesker i venteposition, blot fordi der for
tiden ikke var arbejde til dem. De burde naturligvis have været behandlet
omsvøbsfrit med dagpengeydelser og ledighedskontrol. Og de burde ikke
udsættes for Bistandslovens store batteri af undersøgelser af økonomi, bolig,
familieforhold, formueforhold, m.v. Men sådan som Bistandsloven var skruet
sammen, var det præcis det, som skete. Med to skæbnesvangre resultater:
Dels blev forvaltningerne grundigt upopulære, dels blev der ikke tid til at tage
sig ordentligt af de virkeligt trængende, der netop havde brug for den individuelle,
helhedsorienterede indsats. Dem, Bistandsloven var skabt til!
For at redde sig over for den urimelige arbejdsbyrde, lod forvaltningerne sig
presse til at falde tilbage til den rent regelorienterede indsats, som socialreformen
ellers sigtede mod at komme til livs. Kommunerne, der egentlig burde
have gjort deres yderste for at forsvare kommunalreformens decentralisering,
begyndte nu selv at kræve centralt fastsatte regelsæt for administrationen
for at gøre opgaverne overkommelige og for at sikre en vis, omend
overfladisk, ensartethed i afgørelserne. Folketinget og især centraladministrationen,
som, når det kom til stykket, hele tiden havde været lidt forbeholden
over for decentraliseringen og som hellere selv ville detailstyre, greb
med henrykkelse denne chance for at tage den tabte magt tilbage og indførte
tykke samlinger af regler og skemaydelser. Og de tilbageværende åndehuller
lukkede kommunerne selv med indførelse af lige så bindstærke samlinger af
skuffecirkulærer og kompetenceskemaer. Argumentationen var ikke så ringe
endda: Skønnet har aldrig været rigtig populært. Under mistanke, som det
var, for vilkårlighed, nepotisme og i værste fald den lille bestikkelse. En mistanke,
som absolut kan have noget på sig, hvis personalets faglige uddannelse,
arbejdsbetingelser og faglige etik ikke er rimeligt vandtæt. I den offentlige
debat hører man ofte krav om faste regler, baseret på objektive kriterier som
beskyttelse af borgerens retssikkerhed. Når personalet ikke er uddannet, så
de magter det faglige skøn, er det svært at komme uden om faste regler. Og

det erkendes ikke altid i skyndingen, at man er på vej til at nedslide livsnerven
i decentraliseringen.
Da nu regelstyringen var genindført og helhedssynspunkterne bragt i et kvælergreb,
var vejen banet for ny specialisering af personalet. De tykke regelsamlinger
krævede specialister. De, der kendte reglerne omkring revalidering,
kunne naturligvis ikke samtidig overkomme at kende de indviklede
regler om førtidspension. Så dem skilte man ad i selvstændige afdelinger,
som skulle respektere hinandens kompetence og undlade at blande sig. Og
de, der kendte de særlige regler om børn og unge, kunne naturligvis ikke
samtidig beherske de indviklede bestemmelser om kontanthjælp. Så de fik
også hver sin afdeling i forvaltningerne. Og familier, som på én gang havde
problemer med børnene og ondt i økonomien, måtte atter løber spidsrod fra
Herodes til Pilatus; lige som før halvfjerdsernes socialreform. Sådan byggede
man i de kommunale socialforvaltninger små regelkongeriger op med klare
demarkationslinjer, så man ikke kom til at blande sig i hinandens opgaver.
“Godt samarbejde” blev identisk med “ikke indblanding”.
Borgerne kom ud i en ulige kamp med regelgymnaster, umulige at argumentere
med! Afgørelser, hvad enten det drejede sig om serviceydelser, indkomstoverførsler,
skat eller byggelinjer, behøvede ingen begrundelse ud
over, at “sådan er nu engang de regler, som politikerne har lavet”. Overfor
det argument preller al fornuft af. Dialogen stopper! Hvad er der at tale om?
Reglerne har jo afgjort sagen? Ofte skjuler der sig ganske vist diverse skøn
bag den tilsyneladende objektive regelafgørelse. Men det gør jo ikke det hele
mere gennemskueligt for borgeren. Forestillingen om, at millimeterretfærdige
regelsæt skulle være nogen særlig beskyttelse af borgerens retssikkerhed,
dementeres hver eneste dag af virkeligheden! Helhedssynspunkterne overlever
som floskler, men som realitet ligger de på dødslejet.
Det er ikke kun kommunerne selv, der er på vej tilbage til regelkulturen.
Statsmagten lægger også stadig flere regelbånd på kommunerne og opmuntrer
dem – for ikke at sige presser dem – til selv at regelbinde deres ydelser til
borgerne. Det sker på to måder:
1. Der gennemføres lovbestemmelser, som binder kommunerne til at formalisere
deres serviceniveau i form af servicedeklarationer, kvalitetsstandarder
m.v.
2. Lovbestemmelserne bemyndiger ministeren til at udstede vejledninger,
idekataloger m.v. med forslag til, hvorledes regelbindingen af serviceydelserne
kan finde sted.

Forlaget Jurainformation udsender hvert år en samling af Socialministeriets
regler og vejledninger inden for området “ældre og handicappede”.
Den udgave, som udsendtes ved årsskiftet 1999-2000 omfattede
357 sider i A4-format, tospaltet tæt beskrevet tekst. Den vejede 1.034
kg. Den bliver tykkere og tungere hvert år. 2000-2001 udgaven vejede
1,3 kg.
Som eksempel på et idekatalog kan nævnes Socialministeriets “Idékatalog.
Kvalitetsstandarder. Personlig og praktisk hjælp m.v.” Juli 1998.
Socialministeriet nævner her, hvordan man kunne tænke sig en kommunal
kvalitetsstandard for ydelsen “støvaftørring” formuleret: “Aftørring/tørre
støv af på vandrette flader, vindueskarme, borde, hylder
med tilbehør (ekskl. bøger). Endvidere aftørring af fjernsyn, radio og
lign. – Efter behov, og som udgangspunkt højst en gang månedligt, aftørring
af billeder/malerier, spejle, loftslamper i nåhøjde og med almindelige
redskaber. Tilsvarende fjernelse af spindelvæv.”
Statsmagtens indgreb i kommunernes selvstyre sker kun delvis åbenlyst
i form af bindende sæt af detailregler. I forbindelse med Folketingets
vedtagelse af den nye lov om førtidspension blev kommunernes
rolle som tildelingsmyndighed fastholdt. Men samtidig bemyndigedes
Socialministeren til at udstikke detaljerede retningslinjer for sagsbehandlingen,
inklusive indsamlig af information, afprøvning af alternativer,
vurdering af arbejdsevnen etc. – Der er her tale om forhold, der
indgår i de sociale uddannelser for dermed at blive en del af hver enkelt
sagsbehandlers faglige kapacitet. – Vurderingen af pensionsretten
ændres fra at være en faglig, individuel helhedsvurdering, til at være
en regelorienteret vurdering, baseret på faste kriterier, som ikke er
fastlagt i loven, men i de vejledninger, som er udformet af embedsapparatet.
De detaljerede regler rækker langt ind i hjemmehjælpens, plejehjemmenes
og daginstitutionernes dagligdag, jf. eksemplet med støvaftørring.
Der er over 200.000 borgere, som modtager ældreplejens ydelser. Der er
næppe én promille af dem, som kender de omfattende og detaljerede regelsæt
for de ydelser, de selv modtager. Hvori ligger så beskyttelsen?
Som oftest begrundes regelbjergets legitimitet med hensynet til borgerens
retssikkerhed. Reglerne fortæller borgeren, hvad han kan vente sig, hvad enten
det drejer sig om en myndighedsafgørelse om naboskellet eller om bevilling
og udmåling af en serviceydelse. Borgeren ved, at han kan klage, hvis
reglerne er overholdt, og det detaljerede regelsystem befrier klageorganerne
for de besværlige og subjektive overvejelser over rimeligheden af kommunens
afgørelser og serviceydelsernes kvalitet. Sådan er ræsonnementet!
Virkeligheden er, at regelbjerget beskytter politikerne og forvaltningen, ikke
borgeren?

De borgere, der typisk er afhængige af sociale kontant- eller serviceydelser,
har sjældent lovsamlinger i deres reol. De surfer ikke på Internettet, og de
har ikke deres daglige gang hos lovkyndige advokater eller revisorer. Deres
sprog er udviklet til at håndtere konkrete forhold, ikke lovreglernes abstrakte
uvirkelighed.
Jeg har som ældrerådsformand ofte oplevet forsamlinger af utilfredse,
indimellem ophidsede modtagere af hjemmehjælp og hjemmepleje.
Når jeg spurgte, hvorfor de ikke brugte klagesystemet, varierede svarene
fra frygt for repressalier, over vanskeligheder ved at formulere
velbegrundede skriftlige klager (de fleste forlod folkeskolens 6. klasse
for mere end 65 år siden), problemer i den mundtlige kommunikation
med unge, veluddannede sygeplejersker i hvid kittel, eller varigheden
af en klagebehandling (som regel måneder), til ukendskab omkring
klagemulighederne, der ikke var at finde i de afsnit i den daglige avis,
som borgerne normalt læste.
Retssikkerhed og retsbeskyttelse siger ikke de sociale klienter ret meget, i
hvert fald ikke de gamle. For dem er nøglebegrebet noget ganske andet
end retsbeskyttelse. Trygheden findes ikke i regelsamlinger, men i de
personer, som har direkte kontakt med borgerne. Mennesker, man kan tale
med. Mennesker, som evner at lytte. Mennesker, som forståeligt og konkret
kan forklare, hvordan systemet fungerer, og hvad man kan forvente. Mennesker
med viden og fagkundskab, men også med menneskekundskab og indlevelsesevne.
I øvrigt kan retsbeskyttelsen vel lige så vel bestå i at værne om
retten til afgørelser, som tager hensyn til individuelle omstændigheder, som
i at sikre, at afgørelsen er truffet på grundlag af forud fastsatte objektive kriterier.
Politikerens kvalitetsopfattelse tager et andet udgangspunkt. Politikeren ved,
at han til stadighed har borgerens og mediernes øjne hvilende på sig. Han
bliver stillet til ansvar, hvis der kan påvises tilfælde af misrøgt, forsømmelighed,
ressourcespild, vilkårlighed, overtrædelse af regelsæt etc. i hjemmeplejen.
Og han vil ganske naturligt se det som en afgørende kvalitet, at de socialpolitiske
ydelser udformes og tilrettelægges, så han beskyttes mod anklager
eller angreb.
Dertil kommer, at uden fælles detailregler for tildelingen ser politikerne en
nærliggende risiko for, at vurderingerne bliver uensartede. De færreste borgere
føler sig generet af det. Men for de fleste politikere er det en væsentlig
mangel, som svækker deres forsvar for systemet.
For politikerne er kvalitet:
Retssikkerhed og ensartethed i leveringen af ydelserne
Styring og kontrol med ressourceforbruget
Styring og kontrol med ydelserne og ydelsesniveauet
Styring og kontrol med ydelserne til den enkelte

Afgørende for disse kvaliteter er, at der udvikles styringssystemer og måleredskaber,
så vidt muligt “objektive”, så politikeren kan føle, at han opfylder
sin opgave og være tryg, når angreb sættes ind fra enkeltborgere eller medier.
Regler kan naturligvis ikke undværes. Problemerne opstår, når de fortrænger
den personlige og individualiserede service. Derfor var der også god fornuft
i socialreformens oprindelige forsøg på at sondre mellem de “glatte” sager,
der skulle administreres uden omsvøb ved hjælp af enkle og let forståelige
regler, og de mere “komplicerede” sager – fx hvor arbejdsløshed, fysiske og
psykiske helbredsproblemer og familieforhold slog kræfterne sammen om
at forhindre familien i at komme op at stå. Her skulle man bruge medarbejdere
med faglige og menneskelige forudsætninger for at evne kommunikationen
med de sårbare, de sky og fåmælte. Medarbejdere, der forstod at lytte
og se sammenhænge. Som kunne udøve et fagligt skøn, så det også støttede
borgerens stilling i forhold til “systemet”.
Seierupkommissionen afgrænsede på denne måde regelkulturens gyldighedsområde
i forhold til gyldighedsområdet for en anden forvaltningskultur,
som vi passende kan kalde “helhedsorienteringens” kultur. Ser vi nøje efter,
ligger der heri også en afgrænsning af opgaver, som er egnet for centralisering,
i forhold til opgaver, som er egnet for decentralisering.
Problemerne med regelstyringen er jo bl.a., at reglerne skal anvendes i samfund
under stadig forandring og over for borgere, hvis situation er meget individuel.
Og mange af de omstændigheder, der er relevante for den enkelte,
er forvaltningsmæssigt uhåndgribelige, subjektive og unddrager sig objektive
kriterier.
Det kommer jo klart frem i skattelovgivningen, hvor regler naturligvis er
nødvendige. Det kan ingen benægte! Naturligvis må der være skatteskalaer,
indkomstdefinitioner osv. Og alligevel formår regelsystemet ikke at opfange
alle situationer. En konsekvent anvendelse af ensartede principper ville føre
til beskatning af husmoderens arbejde, af vennetjenester, af pasningen af
egen have m.v. Hvis man var konsekvent, måtte man lave regler for, hvornår
vennetjenester skal betragtes som vennetjenester, og hvornår de skal betragtes
som skatteomgåelse. Men nye regler skaber nye smuthuller! Dem finder
advokater og revisorer hurtigt, og så skal der igen laves nye regler for at lukke
dem. Systemet bliver mere uoverskueligt og dermed reelt retstruende. For
ingen andre end eksperterne, der lever af det, kan overskue det.
Er der nogen udvej? Vel ingen andre end at vi opgiver millimeterretfærdigheden
og dermed accepterer en vis individuel behandling af borgerne, et
skønselement i afgørelserne. Ingen regler kan opfange alle de nuancer, der
gør borgerne og deres situation forskellig.

Service af god kvalitet præges af individuel betjening. Hensyntagen til borgernes
forskelle i behov, evner og vilkår. Tid til at lytte og tid til at forklare.
Jævnbyrdighed mellem den, der skal betjene, og den, der skal betjenes.
Er kommunerne i færd med at spænde ben for den kommunale decentralisering?
Givet er det, at begrundelserne for decentraliseringen ikke er, hvad de har
været. Det er først og fremmest i serviceydelserne, deres effektivitet og ikke
mindst kvalitet, vi finder de gode begrundelser for et decentraliseret system.
Hvis kommunerne ikke magter det faglige, helhedsorienterede skøn og den
gode service – hvis de ikke tør satse på det og formår at skabe respekt om det
– hvis kommunerne selv spærrer servicetilbudene til borgerne inde i stramme
sæt af regler, deklarationer, kvalitetsstandarder, pointsystemer, paradigmer
– ja så er der kun få millimeters afstand til spørgsmålet: “Jamen hvis der
skal være regler for alt, skal reglerne så ikke være ens for alle? Og hvis de
skal være ens for alle, skal de vel fastsættes af Folketinget, ikke af 275 kommunalbestyrelser
og 14 amtsråd!”
Det kan jo ikke være forbigået kommunernes opmærksomhed, at den slags
spørgsmål stilles hyppigere end før. Lysten til at styre kommunerne i stramme
tøjler kommer både fra dem, som mener, at kvaliteten i serviceydelserne
er identisk med formel retssikkerhed, og dem, som gerne vil prioritere og
styre på kommunernes vegne. I den folkelige debat, ja selv i Folketinget, kan
man høre sproglige misfostre som “øremærkede bloktilskud” og krav om,
at “enhver skal behandles ens, uanset hvor i landet man bor”. Ikke nødvendigvis
noget urimeligt synspunkt, men ganske uforeneligt med et kommunalt
selvstyre.
Ved at bøje sig for tidsåndens krav om regelstyring og ensartethed har kommunerne
gjort forsvaret af det kommunale selvstyre svært for decentraliseringens
venner.
Sagt på en anden måde: Hvis kommunerne ikke er i stand til at udnytte decentraliseringens
fordele, så er der kun ulemperne tilbage: Uensartetheden,
der er decentraliseringens uundgåelige følgesvend, vil i så fald ikke opleves
som et resultat af helhedsorienteret individuel behandling, men som usaglighed,
vilkårlighed, retsløshed. Og kravet om orden i sagerne vil uundgåeligt
forene sig med kravet om, at opgaverne føres tilbage til den statslige forvaltning.
Og når det er fuldbyrdet, vil decentraliseringen i øvrigt også have mistet sine
venner!