Indholdsfortegnelse - Akademisk Opgavebank

Med udgangspunkt i fremtrædende danske lægers årsagsforklaringer for sindssyge vil
jeg i dette kapitel vise, at skyldsproblematikken så at sige fordampede, da lægerne fra
midten af 1800-tallet med forskellige definitioner og årsagsforklaringer insisterede på,
at afsindighed var en sygdom, som krævede lægehjælp, og ikke en tilstand grundet i
synd eller moralsk fordærv, som fordrede Guds nåde og moralsk optugtelse.
Jeg vil vise, at den årsagskæde som i dag forbinder opdragelse, forældreskyld og
sindssyge, næsten var fuldstændig fraværende i 1800-tallets positivistiske, medicinske
diskurs. Jeg mener, at hvis skyldsproblematikken skal adresseres i denne periodes sindssygediskurs,
så bærer periodens teknikker til behandling af sindssyge i højere grad præg
af den religiøse skyldsfigur, end af Rousseaus forestilling om barnets, menneskets, eller
den sindssyges medfødte gode natur.
Netop med hensyn til forklaringen af sindssygens årsager tog lægerne afstand fra den
placering af skyld hos den sindssyge, som den religiøse kontekst stillede til rådighed.
De hæftede heller ikke denne skyld for sindssygens udbrud på forældrene. I stedet for
primært at se sindssygen som en moralsk udartning, så lægerne sindssygen som en
fysiologisk sygdom, og dermed evaporerede skyldsproblematikken - i hvert fald fra
sindssygens årsagsforklaringer.
Materialet
Den historiske forskning i sindssyge i Danmark er sporadisk men som oversigtlitteratur
har jeg i dette afsnit benyttet mig af psykiater Hjalmer Helwegs Sindssygevæsenets
udvikling i Danmark (1915) udgivet som et mindeskrift for Harald Selmer, hvis tekster
udgør dele af kapitlets kildemateriale. Galskab, psykiatri, galebevægelse – en skitse af
galskabens og psykiatriens historie (1983 ) skrevet af Læge Anders Kelstrup, har også
været til stor hjælp med hensyn til lokaliseringen af kildemateriale. Den er den senest
skrevne oversigtshistorie over dansk psykiatrihistorie, og behandler i et marxistisk
perspektiv galskabens historie både i et internationalt men også nationalt perspektiv.
Edith Mandrup Rønns ph.d. fra 1996; De fattige i ånden, essays om kultur, normalitet
og ufornuft, har også været til stor inspiration for dette kapitel, både for hendes Foucault
inspirerede analyse af et emne, som ligger tæt op af dette, men også fordi hun i sin bog
har analyseret tekster af både J.R. Hübetz og H. Selmer, som også udgør en del af dette
kapitels kildemateriale. Rønn har dog brugt dem til en bredere analyse af konstitutionen
af de unormale, hvor jeg her mere snævert analyserer kilderne for deres specifikke
udsagn om sindssygens årsager.
Lehrbuch der Störungen des Seelenlebens oder der Seelenstörungen und ihre Behandlung, 1818, cit. fra
Helweg, Hjalmar; Sindssygevæsenets udvikling I Danmark 1915:29
40