Indholdsfortegnelse - Akademisk Opgavebank

Indholdsfortegnelse
INDLEDNING ..................................................................................................................................... 3
DEN HALVTREDSÅRIGE DATTER.......................................................................................................... 3
FORÆLDRENES SKYLD........................................................................................................................ 4
FØRSTE INDKREDSNING AF SPECIALETS PROBLEMATIK ........................................................................ 5
SKITSE TIL ET FORSKNINGSFELT............................................................................................... 8
PHILLIPE ARIÈS.................................................................................................................................. 9
DANSK BARNDOMSFORSKNING......................................................................................................... 10
PSYKOLOGIENS FAGHISTORIE ........................................................................................................... 14
PSYKOLOGIENS KULTURHISTORIE ..................................................................................................... 15
ANDEN INDKREDSNING AF SPECIALETS PROBLEMATIK ....................................................................... 18
ANALYTIK ....................................................................................................................................... 19
FORÆLDRESKYLD SOM KONSTRUERET DISPOSITIF ............................................................................. 19
GENEALOGISK ANALYSE .................................................................................................................. 20
KRITISK HISTORIE ............................................................................................................................ 24
PROBLEMFORMULERING................................................................................................................... 25
BARNETS ONDE OG GODE NATUR............................................................................................. 26
MIN SINDS-SYGDOM I AARET 1783 .................................................................................................. 26
DEN KIERLIGE OG HØJAGTEDE MODER............................................................................................. 28
MYRIADER ...................................................................................................................................... 29
STILISERING .................................................................................................................................... 30
PIETISMENS ONDE BARN................................................................................................................... 31
ROUSSEAUS USKYLDIGE BARN.......................................................................................................... 34
KONSTRUKTIONEN AF BARNETS GODE NATUR OG FORÆLDRESKYLDENS FREMKOMST.......................... 37
LÆGERNES BØRN.......................................................................................................................... 39
FRA SYND TIL SYGDOM..................................................................................................................... 39
MATERIALET ................................................................................................................................... 40
J. R. HÜBERTZ................................................................................................................................. 41
H. SELMER ...................................................................................................................................... 44
BEHANDLINGEN AF DEN ONDE SINDSSYGE......................................................................................... 46
DEGENEREREDE BØRN...................................................................................................................... 47
PSYKOLOGERNES BØRN..............................................................................................................53
FREUD............................................................................................................................................. 54
HYSTERIENS SEKSUELLE ÆTIOLOGI................................................................................................... 55
FREUDS SEKSUALISEREDE BARN ....................................................................................................... 57
PERSPEKTIVERING ........................................................................................................................... 60
LILLE HANS - PSYKOANALYSENS FØRSTE BARNEPATIENT .............................................. 61
1

DET SEKSUALISEREDE BARN OG FORÆLDRENES SKÆBNEROLLER ....................................................... 62
DEN HELBREDENDE SEKSUALOPDRAGELSE........................................................................................ 64
DEN HELBREDENDE, FORTOLKENDE OPDRAGELSE ............................................................................. 66
FORÆLDRESKYLDENS FREMKOMST MELLEM DET SEKSUALISEREDE BARN OG DEN HELBREDENDE
PSYKOANALYTISKE OPDRAGELSE...................................................................................................... 67
DEN MENTALHYGIEJNISKE FORÆLDRESKYLD.................................................................... 70
MENTALHYGIEJNE ........................................................................................................................... 70
DEN FARLIGE FORÆLDREKÆRLIGHED ............................................................................................... 74
MODERSAVN ................................................................................................................................... 76
DEN NØDVENDIGE FOREBYGGELSE ................................................................................................... 77
FORÆLDRESKYLD OG DEN MENTALHYGIEJNISKE SUBJEKTPOSITION.................................................... 79
BEKENDELSE SOM MENTALHYGIEJNISK OPDRAGELSESTEKNIK ........................................................... 82
DE MENTALHYGIEJNISKE BØRN OG FREMKOMSTEN AF FORÆLDRESKYLD.............. 88
DET FARLIGE MENTALHYGIEJNISKE BARN ......................................................................................... 88
DET LYKKELIGE MENTALHYGIEJNISKE BARN..................................................................................... 90
KONKLUSION.................................................................................................................................. 93
ENGLISH SUMMARY ....................................................................................................................102
LITTERATURLISTE.......................................................................................................................103
2

Indledning
Den halvtredsårige datter
I april 2000 blev en 82-årig kvinde skyldig i sin datters død. Hendes sag blev ikke
prøvet ved retten, men datterens anklager var kendte. Den gamle kvinde og andre havde
hørt på dem i mange år.
Den 50-årige kvinde, som tog sit liv en i april, var mormor til tre og mor til to, men hun
var først og fremmest datter og det var i hendes barndom, hun søgte nøglen til sin
ulykkelige skæbne. På sin dødsdag købte hun en lille flaske whisky, drak den sammen
med alle sine piller, og gik ud i fjorden for at dø.
Otte år tidligere, lige efter hendes 42 års fødselsdag, var hun for første gang blevet
indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling med diagnosen manisk psykose. Da hun blev
udskrevet, solgte hun sin bil for en krone til en medpatient, som kørte den ned i en
grusgrav og totalskadede den. De næste tre år havde hun tilbagevendende maniske
psykoser en til to gange om året. Da hun fik tre manier i træk mente lægerne, at det nu
for alvor var tid til medicinering. Modstræbende lod hun sig overbevise, og et omfattende
medicineringsprogram blev sat i gang. Hun blev depressiv. Psykiateren medicinerede
hende, så hun blev gladere. Så blev hun manisk og psykiateren dæmpede
hende.
Når lægerne mente, at hun var velmedicineret, mente hun selv, at hun var deprimeret. I
næsten fire år var hun mere eller mindre ked af det. Hun så ingen vej ud af sin sygdom,
hun talte kun om sit sind. Hun så, at hun var til besvær for sig selv og for alle, hun var i
berøring med.
I disse år gik hun til psykolog, psykiater, grafolog og psykoterapeut. Hun udviklede et
meget belastet forhold til sin mor (hendes far var død), som havde givet hende så dårlig
en barndom, at hun nu var blevet syg af den. Hun opsøgte sin gamle folkeskolelærer,
som var blevet psykolog, men da hun havde været hos ham to gange blev hun psykotisk.
Hun søgte i sine tidlige barndomserindringer og i sine drømme efter tegn på seksuelt
misbrug, og hun fandt tegn. Nogle gange mistænkte hun sin far, andre gange var det
barnepiger, som havde taget hende ud i skoven og tilbudt hende til deres venner. I alle
tilfælde var forældrenes omsorgssvigt uomgængeligt. Psykologen søgte også i hendes
barndom efter årsager til hendes sygdom, men fandt ingen tegn på seksuel misbrug. Den
50-årige kvinde anklagede sin mor for den forfærdelige barndom, som var blevet hendes
skæbne. Hun søgte årsagen til sin egen dårlige barndom i sin mors dårlige barndom.
Men hendes mor havde haft en god barndom, sagde hun. Datteren tvivlede.
3

Sygdommen blev sværere og sværere at håndtere. Den mor, som ved sit svigt i
barndommen havde lagt kimen til sygdommen, svigtede igen. Hun besøgte sjældnere og
sjældnere sin datter. Anklagerne, stemningen var ubærlig. Og i april for tre år siden
døde hendes datter. Og det var hendes skyld, var det ikke?
Forældrenes skyld
Med et etnologisk blik for tidernes skiften og menneskers foranderlige forståelser af
deres verden er den ovenstående tragedie kommet til at stå for mig som en udpegning af
en af vor tids mest betydelige forståelser af forældreskab. 1
Med sin voldsomhed har denne fortælling om barndommens fatale betydning for et
menneskeliv og forældrenes skyld skærpet min opmærksomhed for og slået mig med
undren over, hvor ofte og hvor tæt to så forskellige begreber som forældre og skyld
optræder i en sammenhæng.
I alle medier og i alle samtaler om opdragelse verserer diverse problematiseringer af det
vigtige og fatale forhold mellem forældre og børn. Den skizofrenifremkaldende mor er
et begreb inden for psykiatrien. 2 Magtmennesker har faderkomplekser. 3 Børn som
skældes ud (især offentligt) får lavt selvværd og risikerer at blive kriminelle. 4 Ti procent
af alle fireårige udviser så alvorlige tegn på psykiske problemer, at de burde modtage
behandling. 5 Børn i dag er urolige og stressede. 6
Forældre, som ikke har tid og parkerer deres børn i institutioner, er en af forklaringerne.
Forældre, som ikke sætter grænser eller tager deres ansvar på sig som voksne, er en
anden. Udskældende forældre, som ikke respekterer børnene som mennesker, er en
tredje. Mange, mange forklaringer findes på vore dages børns miserable forhold og de
fleste starter med forældre som ikke…
Det er ikke kun vore dages børn, som har problemer med deres forældre. Også vor tids
studerende søger i stigende grad psykologhjælp, ”de unge lærer ikke at tackle konflikter
hjemmefra” udtalte formand for De Privatpraktiserende Psykologer Susan Schlüter i
Berlingske Tidende og i TV-Avisen. 7 Den unge generations forældre har også svigtet i
en grad, så deres børn, som nu er blevet unge, behøver professionel hjælp til at klare
deres studier og deres liv.
1
Specialets indledende fortælling er baseret på virkelige hændelser. Specifikke data er ændret af hensyn
til anonymiseringen af de involverede.
2
Politiken, En sorg der aldrig stopper 17.11.2002
3
Berlingske Tidende, Portrætbog: Magt med mere 15.05.2003
4
Berlingske Tidende, Voksne kan slå med stemmen 21.09.2002
5
Berlingske Tidende, Trivsel: Ti procent af småbørn har psykiske forstyrrelser 17.03.2003
6
Berlingske Tidende, Sårbarheden lurer om hjørnet 13.11.2002
7
Berlingske Tidende, Stigning: Flere studenter går til psykolog 24.02.2003
4

Men ikke blot børnene og de unge behøver hjælp. Også et stort antal forældresvigtede
voksne behøver hjælp. Nye undersøgelser viser, at psykologer og psykoterapeuter
oplever en søgning som aldrig før. 8 Ikke alle, men mange af de mennesker, som søger
hjælp inden for dette felt, får hjælp til at se, at de er blevet svigtet af deres forældre eller
at de altid, lige fra deres barndom, har båret på store byrder af skyld. I tidens krise-
bearbejdning bliver forældre ofte nærværende og sjældent for det gode.
Denne tendens til at evaluere, kritisere og anklage vore forældre når vi konfronteres
med problemer, når vore liv ikke former sig, som vi ønsker det eller vi kommer i
situationer, vi ikke magter. Det er historien om denne tendens, der er problematikken
i dette speciale.
Har psykiske sygdomme altid været forældrenes skyld? Hvornår blev det forældrenes
skyld, når livet blev svært? Hvornår blev forældrene ansvarlige for deres børns liv langt
ud over den juridiske grænse? Hvordan produceredes den forestilling om forældrenes
skyld, som i dag er en integreret del af forholdet mellem forældre og børn, uanset hvor
gamle de respektive parter er?
Første indkredsning af specialets problematik
De to følgende kapitler; Skitse til et forskningsfelt og Analytik skal ses som en
yderligere indkredsning og pointering af specialets problematik. Specialets faglige
forudsætninger specificeres først ved en skitsering af den forskning, som specialet
defineres i forhold til og skrives i forlængelse af. Derefter introduceres de teoretiske
problematikker, som er konstituerende for specialets analyse. Først efter disse indledende
præsentationer af specialets faglige og teoretiske forudsætninger kan specialets
egentlige problemformulering lægges frem.
Specialets problematik kan også formuleres i mindre specifikt teoretiske termer.
Og som sådan er dette speciale grundfæstet i en etnologisk forkærlighed for studiet af
historisk forandring. Det er specialets ambition at vise, hvordan opfattelsen af forældreskab
og problematiseringen af skyld har skiftet gennem tiderne.
Specialet er ikke en generel historisk analyse. Det er en historisk analyse, der udspringer
af undren over en helt specifik nutidig forestilling om en sammenhæng mellem forældre
og skyld. Netop fordi en af de mest tydelige formuleringer af denne sammenhæng
artikuleres i en af vor tids forklaringer af årsager til psykisk sygdom, så er dette speciale
en undersøgelse af, hvordan forældre og skyld er blevet fremstillet i historiske tekster
8 Politiken, Danskerne strømmer til psykolog 6.3.2003
5

om sindssyge, og det er en undersøgelse af, hvornår den sammenkædning af forældre,
skyld og sindssyge, som er blevet almindelig i dag, trådte frem på den historiske scene.
Det er specialets tese at forandringer i forståelsen af forældreskab er forbundet med
historiske forandringer i forståelsen af børn og barndom. Derfor er dette speciale en
undersøgelse af historisk specifikke udsagn om både børn og forældre, sindssyge og
skyld i tekster fra fire forskellige historiske perioder:
I undersøgelsens indledende kapitel; Barnets gode og onde natur tager jeg udgangspunkt
i en af de tidligste tekster, som bruger begrebet Sinds-Sygdom.
Min Sinds-Sygdom i Aaret 1783 er et eksempel på en tekst, hvor sindssyge, skyld og
forældreskab forstås i en religiøs sammenhæng. Den kristne forståelse af barnets natur
og sindssygens årsager er specialets første punktnedslag i en historisk undersøgelse af
hvornår og hvordan de to begreber forældre og skyld blev så tæt forbundne.
I det efterfølgende kapitlet Lægernes børn undersøges medicinske tekster om sindssyge.
Disse tekster er skrevet i tidsrummet 1852-1909 og de er alle skrevet af anerkendte
læger og universitetsundervisere i en medicinsk, positivistisk tradition. I dette afsnit
analyserer jeg skiftende medicinske forståelser af sindssygens årsager, forældrenes rolle
og skyldsproblematikker, som de artikuleres i disse videnskabelige tekster.
I analysens sidste del undersøger jeg forældreskyldens fremkomst i en psykologisk
kontekst. I kapitlet Psykologernes børn undersøges Freuds tekster om barnets seksualitet
og opdragelsens betydning fra starten af 1900-tallet. Og analysens sidste
nedslag foretages også inden for en psykologisk kontekst, men i kapitlet; Den mentalhygiejniske
forældreskyld undersøges mere formidlende psykologiske tekster om
mentalhygiejne fra 1948-1959. Den historiske undersøgelse af psykologiske forståelser
af skyld, forældre og sindslidelser er særlig interessant for dette speciale, fordi det i dag
ofte er med henvisning til psykologi, at sammenkædningen af forældre og skyld får sin
vægt. Derfor er denne del af analysen også en søgen efter en tidlig, historisk specifik
konstruktion af sammenkædningen af forældre, skyld og sindssyge i en psykologisk
kontekst.
Psykologi legitimerer i dag forestillingen om, at psykiske sygdomme grundlægges i
barndommen, derfor undersøges de religiøse og medicinske tekster om sindssyg-
dommenes årsager også i en kontrast til den psykologiske videnskab. Den religiøse
kontekst og de medicinske tekster, som analyseres i dette speciale, har haft legitimitet
og effekt i deres samtid, ligesom den psykologiske forståelse af sindssygens årsager
har det i dag.
Derfor er analysen af den religiøse kontekst, de medicinske tekster og også af de tidlige
formuleringer af psykopatologiens årsager hos Freud og af den mentalhygiejniske
6

diskussion om den neuroseforebyggende opdragelse, et forsøg på, at historisere vor tids
psykologiske forståelse af forældrenes skyld i forhold til udviklingen af psykiske
sygdomme.
Ved disse punktnedslag i et historisk forløb er det specialets mål at sætte vore dages
sammenkædning af forældre og skyld ind i en historisk kontekst, dels ved at undersøge
hvordan forståelsen af disse begreber har forandret sig, og dels ved at undersøge hvornår
forbindelsen mellem forældre og skyld blev en etableret del af en videnskabelig
forståelse af sindssyge.
Det er specialets ambition at vise at den sammenkædning af forældre og skyld, som i
dag har fået så stor betydning for hvordan vi forstår vore liv, er en konstruktion. En
historisk specifik konstruktion som i dag sætter forældre i en situation, hvor de enten må
opfatte sig som almægtige, i stand til at fjerne enhver ondskab, enhver trussel, enhver
forhindring for deres børns lykke. Eller, hvis de ikke er i stand til det, så må de indse, at
de er skyldige.
”Det ville ikke være til at bære hvis hendes liv blev ødelagt og det ville være min skyld.”
Interview med en mor om hendes 1-årige datter. 9
9 Vi forældre, Månedsmagasin om børn fra 0-6 år 12 dec. 2002
7

Skitse til et forskningsfelt
Dette speciale, med dets fokus på konstruktionen af forældre og skyld i historisk
perspektiv, er ikke umiddelbart skrevet ind i et etableret og specifikt afgrænset
forskningsfelt. Det er derfor ikke en ambitionen at give et komplet billede af en
bestemt forskningstradition, snarere er det ambitionen i dette kapitel at specificere
specialets problematik ved at introducere og diskutere dele af den forskning, som
specialet defineres i forhold til og skrives i forlængelse af.
Den barndomshistoriske forskning er central ud fra den forudsætning, at konstruktionen
af forældreskab er forbundet med konstruktionen af barndom. Derfor gives der i det
følgende en kort introduktion til de vigtigste forskere inden for det barndomshistoriske
felt, startende med Phillipe Ariès hvorefter danske barndomshistorikere præsenteres.
Fra denne barndomshistoriske introduktion trækkes linier til forskere, som har beskæftiget
sig med videnskabelige diskursers betydning for reorganiseringen af det
sociale og konstruktionen af forældreskab. Forskning i medicinens og psykologiens
historie er relevant for dette speciale ud fra den forudsætning, at konstruktionen af
forældreskab også produceres i videnskabelige tekster, og at konstruktionen af en
sammenhæng mellem forældre og skyld, som vi kender den i dag, først og fremmest
understøttes af og produceres i en psykologisk diskurs. Historiske analyser af den
medicinske videnskabs betydning for samfundsudviklingen er ikke sjældne i Danmark,
men det har ikke været muligt at finde analyser af dansk psykologis betydning for
reorganiseringen af samfundet.
Psykologiens historie i Danmark er stort set skrevet af psykologer. Nogle af disse
introduceres som en del af den forskning, som specialet defineres i forhold til. For dette
speciale er psykologiens identitetsopbyggende faghistorie især interessant som modbillede
til de kulturhistoriske analyser af psykologiens betydning for reformuleringen
og reorganiseringen af samfundet, som især angelsaksiske og franske historikere har
skrevet. Disse historiske analyser præsenteres, fordi de beskæftiger sig med specifikke
problemstillinger vedrørende både religiøse, medicinske og psykologiske konstruktioner
af børn og forældre, som dette speciale er skrevet i forlængelse af. Disse analyser intro-
duceres som en sidste men betydelig del af denne skitse til et forskningsfelt, som på
forskellige måder belyser den sociale konstruktion af forældreskab i et historisk
perspektiv.
8

Phillipe Ariès
Phillipe Ariès´ bog; L`entfant et la vie familiale sous l`ancien régime fra 1960 10
markerede et gennembrud - ja faktisk en fødsel af et nyt forskningsfelt; historisk
barndomsforskning. En af Danmarks mest anerkendte barndomshistorikere Ning de
Coninck-Smith skriver i Den Store Danske Encyklopædi, at den historiske forskning
i børn startede med Aries for tredive år siden. 11 Meget lidt forskning er siden skrevet
indenfor dette felt, som ikke direkte eller indirekte henviser til, afviser eller diskuterer
Ariès´ bog. Bogens forbløffende tese, som med ét satte barndommen på det forskningshistoriske
landkort, var, at barndommen er en ny opfindelse. Ariès daterede opfindelsen
af barndommen til det 15.-16. århundrede, hvor han hævdede, at den blev opfundet mest
af alt p.g.a. det gryende skolesystem, der udskilte barnet fra produktionen og familien.
Skolesystemet lod barnet træde i karakter som et selvstændigt individ, der agerede på
begge sider af den stadigt mere udbredte opdeling mellem det offentlige og det private
rum. Ariès byggede en betydelig del af sin argumentation på uortodokse kilder som
malerier. Han påviste, at børn på malerier fra før 1600-tallet, afbilledes i voksentøj i
miniature, hvorimod barndommen på senere malerier blev iscenesat som en kvalitativt
forskellig livsfase med specielt børnetøj, specielle børnemøbler og altså også specielle
børnebeskæftigelser så som skolegang og leg. Før 1600-tallet, hævdede Ariès, kendte
man ikke til barndom, man opfattede børn som voksne, der ikke var blevet store endnu.
Børn optrådte ikke som en kategori for sig selv, de lignede voksne, lavede det samme
og var aldrig portrætteret alene.
Siden Ariès´ bog udkom er den blevet diskuteret og debatteret i næsten al historisk
børneforskning. Mange kræfter er brugt især fra middelalderforskeres side på at
gendrive Ariès´ tese om, at der ikke fandtes en ide om barndom i middelalderen, 12
og Ariès medgav i en efterfølgende polemik, at barndom altid havde eksisteret, blot
i forskellige udgaver til forskellig tid. Den opfindelse af barndommen, som han havde
dateret den til det 15-16 århundrede, var opfindelsen af vor tids syn på barndommen. 13
Også bogens ikonografiske kildegrundlag er blevet kritiseret. 14 Men trods den stadige
diskussion og kritik af Ariès´ klassiske børnehistoriske værk, så er bogens bærende
præmis; at barndommen er en historisk specifik konstruktion, blevet bredt anerkendt
10
Oversat til Barndommens Historie (1982)
11
Den Store Danske Encyklopædi opsl. Barndom bd. 2, 1995:345
12
For en gennemgang af kritikken se bl.a. Shahar, Shulamith; Childhood in the middle Ages, 1990
13
Coninck-Smith; For barnets skyld, Byen, skolen og barndommen 1880-1914 2000:16
14
se f.eks. Burton, Anthony; Looking forward from Ariès ? Pictorial and material evidence for the history
of childhood and family life i: Continuity and Change, 4 (2) 1989:203-229
9

i det barndomshistoriske felt. Denne præmis blev så at sige selve forudsætningen for
feltets eksistens. Med sin bog afnaturaliserede Ariès barndommen, han udpegede
barndommen som en kulturel konstruktion snarere end en universel, biologisk fase
i menneskelivet. Ligesom Ariès i sin bog viste, hvordan barnet blev udskilt fra en
produktions og familiemæssig sammenhæng i middelalderen, så udskilte og histo-
riserede Ariès barndommen og gjorde det muligt at skrive dens historie.
Dette speciale er også skrevet i forlængelse af Ariès grundlæggende betydning for det
barndomshistoriske forskningsfelt. Men ideen med dette speciale er ikke at skrive
egentlig barndomshistorie, snarere er det at udrede forskellige specifikke historiske
konstruktioner af forældre og skyld, som de kommer til udtryk i tekster om sindssyge.
Forudsætningen, som forbinder dette speciale med det børnehistoriske forskningsfelt,
er, at historisk specifikke konstruktioner af forældre nødvendigvis må være forbundet
med historisk specifikke konstruktioner af børn og barndom.
Dansk barndomsforskning
Danske forskere har også taget Ariès´ barndomshistoriske forskningsområde til sig.
Ning de Coninck-Smith tager i sin bog For barnets skyld, byen, skolen og barndommen
1880-1914 (2000) ikke blot udgangspunkt i Ariès´ konstruktivistiske præmis.
de Coninck-Smith forbinder også, som Ariès, primært den historiske konstruktion af
barndommen med udviklingen af skolevæsnet, og det er indenfor den skolepædagogiske
ramme, hendes analyse udspiller sig. For barnets skyld er først og fremmest en institutionshistorie.
Det er skolen, dens logik, udvikling og praksis omkring det 20. århundredeskifte,
der er det fokus, som uværgeligt underordner andre temaer, som f.eks.
konstruktionen af børn og forældre.
Skolen som sådan spiller ikke nogen rolle i dette speciale. Ikke fordi jeg ikke anerkender
dens indflydelse og betydning for konstruktionen af børn og ikke mindst
børnenes levede liv. Men jeg har fundet, at de kilder som er tydeligst artikulerede
omkring konstruktionen af forældreskab og skyldsproblematikker, er kilder som
beskæftiger sig med problematiske livsforløb snarere end normale børneliv, som
er skolens primære materiale.
Det er i fortællinger og teorier om sindssyge, at jeg har fundet forældrenes skyld
artikuleret tydeligst. Det er en af specialets foreløbige teser, at der, med 1950’ernes
etablering af psykologien som universitetsfag og ekspertvidenskab for både børneopdragelse
og sindssyge, produceredes en ny slagkraftig sammenhæng mellem sindssyge,
opdragelse og forældreskyld. Derfor er psykologien som videnskab og dens
forældre/børn konstruktioner omdrejningspunktet for dette speciale. Den kristne
10

eligiøsitet og den medicinske videnskab undersøges i dette speciale i en kontrast til den
psykologiske videnskab. De repræsenterer før-psykologiske tekster, som producerer
historisk specifikke konstruktioner af forældreskab, barndom og sindssyge, som
analyseres i deres forskellighed i forhold til 1950’ernes psykologiske konstruktioner.
De introduceres fordi disse to diskurser, den religiøse og den medicinske, hver til sin
tid, også har fungeret og været respekteret som ekspertise inden for både børneopdragelses-
og sindssygeområdet. Og derfor kan analyser af religiøse og medicinske
konstruktioner af børn, forældre, opdragelse, sindssyge og skyld historisere en af vor
tids vigtigste videnskaber i forhold til konstruktionen af barndom og forældreskab:
Psykologien.
de Coninck-Smith analyserer også videnskabernes indflydelse på skolen, pædagogikken
og konstruktionen af børn. 15 Men psykologiens rolle, og psykologiske konstruktioner
af børn (og forældre), som efter anden verdenskrig har været en af de allermest indflydelsesrige
strømninger inden for pædagogikken og skolen, er ikke behandlet i
de Coninck-Smith´ skolehistorie fra 1880-1914.
de Coninck-Smith har dog i en artikel i antologien Samfundets børn (2002) behandlet
psykologiens tidlige indflydelse på pædagogikken. Med sin analyse af skolepsykolog
Anne Marie Nørvigs liv og forfatterskab er de Coninck-Smith, så vidt jeg ved, den
første danske forsker, som har historiseret den tidlige psykologis konstruktion af barnet.
I Danmark synes der ellers at være en tendens til, at forskere inden for det børnehistoriske
felt i højere grad interesserer sig for analyser af den medicinske videnskabs
indflydelse på samfundet og konstruktionen af børn og forældre.
Anne Løkke, en anden betydelig dansk historiker som har beskæftiget sig indgående
med det barndomshistoriske felt, interesserer sig også for den medicinske videnskabs
konstruktion af børn og forældre og disse konstruktioners konsekvenser for samfundsudviklingen.
Hun opererer i sin doktorafhandling med en tidshorisont, som er lidt
længere end de Coninck-Smith´. Afhandlingen Døden i barndommen, Spædbørnsdødelighed
og moderniseringsprocesser i Danmark 1800-1920 (1998) er i sit udgangspunkt
tættere på det perspektiv, som dette speciale skrives i. Døden i barndommen er
eksplicit en analyse af den statistiske og den medicinske videnskabs konstruktion af
børn og især børnedødelighed i den anførte tidsperiode. En konstruktion som blev
begrundelse for og rationalet bag handling, de politiske, medicinske og filantropiske
tiltag, som blev sat i værk omkring det 20. århundredeskifte, med det mål at reducere
børnedødeligheden. Løkke analyserer bl.a. i tredje del af sin bog; Det medicinske
15
Se f.eks. kap 4.1 Pædagogik mellem filosofi og religion, biologi og lægevidenskab, Coninck-Smith
2000:60-65
11

ørneplejeprogram, 16 den videnskabelige legitimering af sociale praksiser -vejledninger
i barnepleje - som i denne periode blev skrevet af læger i en medicinsk diskurs.
En diskurs som centreredes omkring ro, renlighed og regelmæssighed og en
biologisering af moderskabet.
Medicin eller den biologiske videnskabs konsekvenser for sociale praksisser og normer
har således i modsætning til den psykologiske videnskab, fået en vis opmærksomhed
inden for den historiske forskning herhjemme. Det sidste skud på stammen er Jes Fabricius
Møllers nyligt forsvarede p.hd. Biologismer, Naturvidenskab og politik ca. 1850-
1930. Heri analyserer han, ved hjælp af metaforanalyse, hvordan biologien bliver
væsentlig som forbillede og legitimeringsgrundlag for andre videnskaber, samfunds-
synet og konkrete politiske beslutninger i starten af forrige århundrede.
Lene Kochs doktorafhandling; Tvangssterilisation i Danmark 1929-67 (1996)
og Racehygiejne i Danmark 1920-56 (2000) er et andet vægtigt eksempel på denne
forskning i biologiseringens eugeniske konsekvenser for samfundssynet og samfunds-
indretningen. Koch har ved sin historisering af de eugeniske videnskabelige paradigmer
fra begyndelsen af det forrige århundrede bl.a. opnået at perspektivere den genetiske
forskning og rådgivning, som siden 1980’erne har fået større og større betydning både
som forskningsemne og som argument for social handling i forhold til fosterdiagnostik
og selektion.
Lys, luft og renlighed – den moderne socialhygiejnes fødsel (1986) af Lars-Henrik
Schmidt og Jens Erik Kristensen behandler også den medicinske videnskabs organisering
af det sociale i et bredere perspektiv og analyserer dens konsekvenser for bl.a.
konstruktionen af den hygiejniske husmoder, som dagligt kæmpede med sæbe og vand
for at holde de dødelige bakterier på afstand af familien. Husmoderen konstrueredes
som garanten for familiens sundhed og bestyreren af det pæne og anstændige hjem.
Schmidt og Kristensen behandler i en analyse af, det de kalder socialhygiejne,
de forældre - eller i hvert fald mødrekonstruktioner, som bedst analyseres i forhold
til den medicinske, hygiejniske videnskab.
På trods af den socialhygiejniske betegnelse er det kun den del af den sociale ingeniørkunst,
som referer til en medicinsk diskurs, der analyseres. Den mentalhygiejniske
bevægelse, som er objekt for analysen i sidste del af dette speciale, kunne også analyseres
for dens indflydelse på organiseringen af det sociale, men den refererer til en
psykologisk og psykoanalytisk diskurs og er desværre ikke en del af hverken Jes Fabricius´,
Lene Kochs eller Schmidt og Kristensens diskussioner af socialhygiejne.
16
Løkke, Anne; Døden i barndommen, Spædbørnsdødelighed og moderniseringsprocesser i Danmark
1800-1920 1999:233
12

Anne Løkkes Artikel; Forældrebilleder – skitser til moderskabets og faderskabets
historie 17 , er umiddelbart det bedste danske bud på en historisk analyse af forældreskab.
Her kontrasterer Løkke den nuværende psykologiske ekspertise på forældrerådgivnings
området med en historisk analyse af forældreskab, som det formuleredes af lægerne før
1950’erne. Men også opgøret med det medicinsk producerede dogme; ro, renlighed og
regelmæssighed lader Løkke udspille sig indenfor den medicinske kontekst. Dette til
trods for, at dette opgør i store træk blev udkæmpet med henvisning til en ny psykologisk
videnskabelighed. I Løkkes artikel er det en læge ved navn Svend Heinild,
som vender hjem fra USA med det, som jeg ville kalde en stærk påvirkning fra det
psykologiske forskningsfelt, der repræsenterer opgøret med det medicinske barnepleje-
program og får æren af at repræsentere den ny tids (psykologiserede) opdragelsesidealer.
Løkke vælger således først og fremmest at præsentere de nye opdragelsesidealer
som en del af en medicinske diskurs. Løkke argumenterer i forlængelse af dette for,
at psykologien som ekspertvidenskab inden for børne- og forældrerådgivningen er en
fortsættelse og en forfinelse af den videnskabeliggørelse og den rationalisering, som den
medicinske videnskab introducerede. Hun skriver, at hvis man kan sige, at den
medicinske videnskab gjorde
”...det uformelige spædbarn rent og bestemt, så har vi nu [med psykoanalysen] fået
rationaliteten helt ind i barnets sjæleliv.” 18
Det er ikke dette speciales intention at analysere psykologien som et udtryk for en
stadigt stigende rationaliseringsproces, som placerer den i en naturlig forlængelse af det
medicinske barneplejeprogram. Tværtimod er det intentionen i dette speciale at vise,
hvordan psykologien også kan analyseres som et videnskabeligt brud, som bl.a.
etableres i en modsætning til den medicinske videnskab. Psykologien analyseres i dette
speciale som et nyt felt med et grundlæggende anderledes barne- og forældresyn.
Et nyt felt som problematiserer og producerer helt nye sider af forældre/barn
konstruktionen, deriblandt et nyt fokus på forældrenes skyld.
I Danmark har psykologien ikke fået den store opmærksomhed fra historikernes side.
Dette til trods for at psykologer på mange måder har erstattet lægerne som eksperter
på børneopdragelsesområdet og i dag besidder en vigtig og fordelagtig taleposition
i debatten om børns vilkår, opdragelse og ikke mindst konstruktionen af forældreskab.
17
Løkke, Anne; Forældrebilleder –skitser til moderskabet og faderskabets historie i: Social kritik 1993:7-
21
18
Ibid.:20
13

Psykologiens faghistorie
Psykologiens faghistorie - også børnepsykologiens historie - i Danmark er beskrevet.
Den er beskrevet af psykologer, og det er en succeshistorie. Stig Dankert Hjort har
skrevet om psykoanalysen i Danmark. Psykologerne Ole Andkjær Olesen og Simo
Køppe har skrevet flere bøger om psykologien og psykoanalysens historie og indflydelse,
også i Danmark, og i 2000 udgav Dansk Psykologisk Forlag et nummer af
tidsskriftet Psyke & Logos med tema om Psykologiens historie i Danmark. 19
I en række artikler skrevet af psykologer gennemgår denne publikation fagets historie.
Fra Alfred Lehmanns psykofysiske laboratorium, oprettet under Philosofi ved Københavns
Universitet i 1886, til oprettelsen af det selvstændige 3-årige cand. psyc. studie
i 1944. Fra de første fire universitetsuddannede psykologer i 1947 til den eksplosion
af studerende og den knopskydning af stillinger, som de nyuddannede psykologer nu
går ud til. Fagets kvantitative succes kan der ikke være tvivl om. Og om end der er
evaluerende kritik af dansk psykologis forskningsmæssige niveau, så er der i alle
artiklerne en enighed om, at det danske samfund har behov for psykologien, ja faktisk
at psykologiens åbenbare succes kan forklares med samfundets fortsat stigende behov
for psykologer. Psykolog Birger Højland skriver i den indledende artikel:
”Grundlæggende må man nok sige at psykologiens vækst i højere grad er fremkaldt af
behov i det omliggende samfund, end af indre impulser og teoretisk udvikling. Modsat et
fag som datalogi, der i højere grad har anvendelsen af bestemte videnskabelige opdagelser
til stadig videre problemer i samfundet, så har psykologiens vækst langt snarere ligget i
generelle samfundsmæssige forhold (udviklingen i velfærden og den samfundsmæssige
forsorg), som den selv har haft forholdsvis ringe indflydelse på.” 20
(min understregning)
Psykologernes egen historieskrivning ses måske bedst som en del af fagets stadige
professionaliseringsproces, og det er muligvis en af grundene til, at den historiske
analyse af psykologien i dette speciale gribes anderledes an. Dette speciale skrives
ikke fra en fagpolitisk position. Det har et andet udgangspunkt og en anden pointe.
Jeg vil i modsætning til Birger Højland argumentere for, at psykologien ikke blot
er et svar på et samfundsskabt behov. Jeg vil argumentere for, at psykologien er
problematiseringer i en bestemt diskurs, som i høj grad styrer de svar og de tiltag,
der fra samfundets side sættes i værk. Problematiseringer, som på en og samme tid
definerer samfundets behov og tilbyder sig selv som svar på disse behov. Jeg mener, at
psykologien og de menneskesyn, som artikuleres i denne diskurs, konkurrerer med
19 Psyke & Logos 2000 nr. 1
20 Højland, Birger: Træk af dansk psykologis historie i; Psyke & Logos nr. 1, 2000:14
14

f.eks. teologiske og medicinske opfattelser af, hvad et menneske er og næsten har
udkonkurreret andre opfattelser af, hvad et barn er og hvad en forælder bør være.
Psykologien som videnskab skabes af og skaber det omkringliggende samfund,
og derfor er det er mit mål at problematisere den betydningsfulde sammenhæng mellem
barndom og sindssygdom, som psykologien i store dele af det 20. århundrede har stået
for, dels ved at vise præ-psykologiske historiske konstruktioner af sindssygdommenes
årsager, og dels ved at historisere psykologiens første år som ekspertvidenskab på
børneopdragelsesområdet.
Psykologiens kulturhistorie
Historikere uden for Danmarks grænser har i længere tid beskæftiget sig med
psykologiens kulturhistorie. Allerede fra midten af 1980’erne har forskellige forfattere
analyseret og historiseret psykologiens rolle, også i forhold til konstruktionen af børn
og forældre. Jacques Donzelot, Nicholas Rose, Denise Riley, Barbara Ehenreich,
Deidre English´ og Roy Cooters bøger er eksempler på analyser af psykologiens
historie, hvor den kulturhistoriske analyse af faget træder i forgrunden og hvor den
faghistorie, der i psykologernes egne hænder har en tendens til at gentage den
modernistiske fortælling om videnskabens fremskridt og fremgang, ikke er styrende.
Disse historikere skriver psykologihistorie, som i højere grad fokuserer på brud og
specifikke historiske konstruktioner og det er i høj grad disse analyser, som dette
speciale er inspireret af.
Barbara Ehrenreich og Deidre English´ bog For Her Own Good, 150 Years of the
Experts´Advice to Women (1978) er ligesom Roy Cooters antologi In the Name of the
Child, Health and Welfare 1880-1940 (1992) bøger, som, p.g.a. deres overordnede
tematisering af skiftende råd og vejledninger til kvinder - også om børn, har været til
stor inspiration for dette speciale.
I disse bøger udgør psykologiens vejledninger om f.eks. børneopdragelse og det gode
kvindeliv de sidste eksempler i en række af historisk specifikke råd om kvindelighedens
rette udfoldelse. Og selv om analysen i dette speciale slet ikke har et omfang, som kan
måle sig med bredden af analysematerialet i disse bøger, så er ideen bag dette speciales
genealogiske undersøgelse 21 meget lig disse oversigtsanalyser af ekspertråd til kvinder.
En grundigere analyse af fagpsykologiens tidlige kulturhistorie finder man i Jacques
Donzelot La Police des Familles (1977) 22 om psykologien i dens vorden i 1880’erne
21 Se kapitlet Analytik
22 Oversat til Policing the family (1980)
15

og dens rolle som en videnskab, der producerede og legitimerede nye måder for
regulering af (uhensigtsmæssig) menneskelig handling. Inspirationen og indflydelsen
fra Foucault er umiskendelig, om end han ikke nævnes, og psykologiens tidlige
potentiale for regulering af både individ og samfund eksamineres. I forhold til dette
speciale skylder jeg især Donzelot æren for påpegningen af børnepsykologiens
betydning for psykologiens udbredelse og anvendelsespotentiale i videre kredse.
“This is how the advent of childpsychiatry should be understood. In the beginning, it was
not tied to the discovery of a specific object, of mental pathology peculiar to children. Its
apperance derived from the new ambitions of general psychiatry, from the need to find a
base, a ground in which to root all the abnormalies and pathologies of the adult, in the
presynthesis.” 23
Donzelot påpeger, at børnepsykologien radikalt udvidede psykologernes arbejdsmark,
så psykologiens objekt ikke begrænsedes til marginaliserede individer i fængsler og på
sindssygeanstalter, men pr. definition omfattede alle samfundets medlemmer. Med den
teoretiske betoning af barndommen som en særlig betydende livsfase for menneskets
psyke, blev psykologien en videnskab af relevans for alle, der gennemlevede eller havde
gennemlevet en barndom. Donzelot giver således en helt anden forklaring på psykologiens
succesfulde udbredelse, der, med sit fokus på aktiv erobring og udbredelse af
psykologiske ideer, står i modsætning til den passive opfyldelse af samfundets stadigt
stigende behov, som præger den faghistoriske forståelse af psykologiens nødvendige
ekspansion. Ved undersøgelsen af tidlige psykologiske tekster synes det klart, at psykologers
identitetsopbyggende forståelse af psykologien som behovstilfredsstillende
fungerer bedst i en efterrationaliserende historisk analyse. Donzelot´s påpegning af
fagets erobrende praksis synes mere i overensstemmelse med tekster fra en tid, hvor
behovet for psykologien ikke som i dag blev forudsat men var noget, som psykologer
måtte opdyrke. Psykolog Hjalmer Helweg skrev i slutningen af 1940’erne:
”Det skolepsykologiske kontor arbejder med en relativt begrænset opgave, idet det ikke går
uden for det pågældende skolevæsens rammer. Men de børnepsykiatriske afdelinger og
pediatriske afdelinger, til hvilken befolkningen har fri adgang, har så enorm tilgang af børn
med lettere eller sværere sjælelige forstyrrelser, at det med sikkerhed kan siges, at der her
forligger et meget stort og betydningsfuldt felt, hvis opdyrkning endnu kun til dels er
påbegyndt.” 24
Denise Rileys War in the Nursery (1983) er en analyse af efterkrigstidens psykologiske
teorier om moder-barn forholdet og deres popularisering gennem bøger og radio-
foredrag. Riley tager udgangspunkt i 1970’ernes feministiske kritik af efterkrigstidens
23
Donzelot, Jacques; The Policing of families 1980:131
24
Helweg, Hjalmer cit. fra Karen Vibeke Mortensen; Lidt om udviklingen af klinisk børnepsykologi i
Danmark i: Psyke & Logos nr.1, 2000:233
16

psykologi, som så en alliance mellem psykologi og politik, der efter anden verdenskrig
havde samarbejdet for en domesticering af krigens generation af udearbejdende kvinder
og en restaurering af patriarkatet. Men i modsætning til feministerne konkluderer Riley,
at psykologien ikke fungerede som legitimerende videnskab for 1950’ernes socialpolitik
i Storbritanien. Der var ingen alliance mellem psykologer og politikere, de social-
politiske tiltag blev tværtimod både under og efter krigen kritiseret stærkt af førende
psykologer som John Bowlby og Anna Freud. Især krigstidens evakuering af mindreårige
børn fra London kritiseredes intenst, fordi psykologerne frygtede, at børnenes
adskillelse fra mødrene ville få fatale psykologiske konsekvenser for en hel generation,
og analyserede i flere efterfølgende undersøgelser de psykiske skader, krigsadskillelsen
medførte. Psykologien fungerede altså ikke som en legitimerende videnskab i forhold
til den britiske socialpolitik. Politikerne mente, at kvindelig arbejdskraft var en
nødvendighed, psykologerne mente derimod, at kvindernes udearbejde var skadeligt for
børnene.
Også i Danmark fik 1970ernes feministiske kritik af psykologiens mor/barn teorier
betydning. Den resulterede bl.a. i protestmøder angående pensum i børnepsykologi på
Københavns Universitet som, efter de studerendes mening, var styret af kvindeundertrykkende
teorier om moderens uundværlighed. Bowlbys tilknytningsteorier kritiseredes
rutinemæssigt i specialer om mor/barn forholdet i 1970erne, 25 men I dag læses Bowlby
igen som en af de førende teoretikere inden for den tidlige mor-barn tilknytning.
Rileys analyser af 1950’ernes psykologiske teorier om mor/barn forholdet, produktionen
og populariseringen af dem i England via bøger og radioforedrag, har været af
stor betydning for den indledende konceptualisering af denne undersøgelse.
Nicholas Rose er sammen med Michel Foucault en af de forfattere, som har haft størst
betydning for dette speciale. Foucault fordi han har influeret stort set alle de nævnte
forskere i dette afsnit og er den primære inspirationskilde til den analytik, som intro-
duceres i næste kapitel. Rose fordi han med udgangspunkt i Foucaults analyseapparat
har beskæftiget sig netop med psykologiens betydning for reformuleringen og
reorganiseringen af det sociale, herunder familien og børneopdragelsen.
I The Psychological Complex, Psychology, Politics and Society in England 1869-1939
(1985) tegner Rose den tidlige psykologis historie med dens diskussioner af arv versus
miljø og dens specielle undersøgelsesobjekter; vilde børn dvs. børn fundet i naturen.
25
I 1970erne kritiseredes Bowlbys teorier bl.a. med antropologiske argumenter. Antropologer påpegede
at den isolerede moder, ikke forekom i primitive kulturer, hvor barnet typisk voksede op med stærke
relationer til mange omsorgspersoner. En stærk og eksklusiv relation til moderen (som var argumentet
mod oprettelsen af vuggestuer og børnehaver) var ikke, som sådan en ”naturlig” relation. Se bl.a. Lone
von Deden; Børn af udearbejdende mødre. Specialeopgave i psykologi, København 1973.
17

I denne bog grundlægges de temaer omkring konstruktionen af den psykologiske
familie og psykologiens tidlige professionalisering, som udfoldes i hans senere bøger.
Governing the Soul, The Shaping of the Private Self (1989) er både en fortsættelse
af psykologiens historie og en uddybning af disse temaer. Her analyserer Rose den
psykologiske videnskab, som den udvikledes og applikeredes inden for tre forskellige
felter; militæret, arbejdsmarkedet og familien. Psykologien som videnskab analyseres
her for sin evne til at konstruere og redefinere sit undersøgelsesobjekt. Relevant for
dette speciale er først og fremmest bogens tredje del om familien og barnet, hvor Rose
med en gennemgående argumentation søger at vise, at en af de mest effektive måder at
ændre menneskers adfærd på, er ved at ændre den måde, de tænker på sig selv. At styre
sjælen betyder i forhold til barnet at ændre forældrenes forståelse af barnet, så forældrene
indser, at de behøver psykologiens videnskabelige råd i forhold til opdragelsesproblematikker.
Dele af den magtanalytik som ekspliciteres og udfoldes i de mere programmatiske
artikler i samlingen Inventing ourselves, Psychology, Power and Personhood (1998)
(kildehenvisning) er allerede styrende for analysen i Governing the soul. I den senere
bog analyseres psykologiens rolle i de liberale demokratier på et mere overordnet plan,
men det er Rose´ mere detaljerede og specifikke analyser af psykologiens proble-
matiseringer, teknikker og teorier om den psykologiske familie, som har været den
primære inspirationskilde til dette speciale.
Anden indkredsning af specialets problematik
De tre forudsætninger, som har styret skitseringen af dette forskningsfelt, er for det
første, at konstruktionen af forældreskab er forbundet med konstruktionen af barndom.
For det andet at konstruktionen af forældreskab er blevet og stadig produceres i videnskabelige
diskurser og for det tredje, at konstruktionen af en sammenhæng mellem
forældre, skyld og psykopatologi kan lokaliseres i tidlige psykologiske tekster. Dette
speciale er derfor defineret i forhold til og skrevet i forlængelse af den præsenterede
forskning inden for disse felter.
På denne baggrund er dette speciale et forsøg på at historisere den videnskabelige,
psykologiske konstruktion af en sammenhæng mellem forældre, skyld og psykopatologi.
Dels ved en kontrasterende analyse af præ-psykologiske konstruktioner af
disse tre begreber og dels ved en undersøgelse af hvordan en sammenhæng mellem
disse begreber formuleredes i tidlige psykologiske tekster.
18

Analytik
Dette speciale er ikke et teoretisk speciale for så vidt, at det ikke er en diskussion af
Michel Foucaults analytik 26 , dens kohærens eller mangel på samme. Specialet indeholder
heller ikke en kritisk stillingtagen til teoriens hensigtsmæssighed i forhold til
materialet af den grund, at de materielle og teoretiske udgangspunkter er valgt i kraft af
hinanden og teksten er en tilstræbt syntese. Men specialet er teoretisk for så vidt, at det
tilstræber en læsning af historien, som er styret af en eksplicit analytik. En analytik som
først og fremmest er hentet fra Foucaults berømte værktøjskasse. Derfor er det også en
analytik, som ikke tilstræber at være en generel metode, men snarere er en samling af
pragmatiske greb, som åbner historien, men som også udvælger, systematiserer og
konstruerer denne version af forældreskyldens genealogi.
I det følgende vil jeg give en kort introduktion til den foreliggende analyses teoretiske
begreber og dispositioner.
Forældreskyld som konstrueret dispositif
Forældreskyld er en ordsammensætning, som jeg selv bør tage ansvaret for. Både i
Ordbog over det danske sprog (1923), Politikens Nudansk ordbog (1999) og Nye Ord
1955-1998 (1999) leder man forgæves efter sammensætningen forældreskyld.
Til gengæld finder man i den gamle ordbog fra 1923 interessante sammensætninger som
Forældrehjem, forældrelig og forældremagt. Af nye interessante ord fra 1955-1998 kan
nævnes forældrekonsultation og forældreorlov. Men forældreskyld figurerer ikke i
nogle af disse ordbøger. Og derfor kan man med god grund spørge, om det er et begreb
eller en sammensætning, som overhovedet har relevans eller betegner en ”ting”, som
findes i verden.
Set med konstruktivistiske øjne er dette essentielle spørgsmålstegn ikke nødvendigvis et
problem. Denne nye sammensætning af forældre og skyld bør tværtimod fastholdes som
en påmindelse om, at teksten, specialet og betegnelsen forældreskyld er en konstruktion
og tilmed en konstruktion, som konstruerer en ny fortælling om forældre og skyld.
En fortælling, som tager udgangspunkt i en påstand om, at kombinationen af forældre
og skyld kan fungere som et dispositif, en slags knage eller knudepunkt for analysen,
og at forældreskyld er en navngivning og en konstituering af en tendens, en samling
af teknikker og diskurser, som med fordel kan analyseres fra dette udgangspunkt.
26 Analytik er et begreb hentet fra Hubert L. Dreyfus og Paul Rabinows Michel Foucault, Beyond
Structuralism and Hermaneutics (1983) Med en linie til Kant og Heidegger kalder de Foucaults sene
metode interpretive analytics. 1983:122
19

Dispositif er ikke et af Foucaults klarest definerede begreber. I Michel Foucault, Beyond
Structuralism and Hermaneutics (1983) diskuterer Hubert L. Dreyfus og Paul Rabinow,
to af de mest anerkendte Foucault forskere, hvordan dette begreb skal forstås og
oversættes. Ifølge dem inkluderer dispotif i modsætning til episteme ikke-diskursive
praksiser såvel som diskursive og de ser også begrebet som værende resolut heterogent,
idet det via en analyse af en mængde divergerende kilder som arkitektur, institutioner,
diskurser, regulationer, love, videnskabelige tekster, moral og filantropi søger at betegne
et specifikt historisk apparatur. 27 Rabinow og Dreyfus kommenterer den engelske oversættelse
af dispotif til apparatus og foreslår selv grid of intelligibility 28 , om end de
påpeger, at heller ikke denne oversættelse udtrykker, at dispositif betegner både en
teoretisk metode og en struktur i de kulturelle praksiser, som historikeren undersøger. 29
Begrebet dispositif bruges i dette speciale som analysens udgangspunkt, den knage
omkring hvilken analysen er centreret, men også omkring hvilken historiske diskurser
og praksiser drejer og kan forstås. Hvor Foucault opererer med dispositif de sexualité,
har jeg forsøgt at skrive en genealogi, hvor forældreskyld fungerer som dispositif og
udgangspunkt for analysen. Det er specialets forudsætning, at sammensætningen af
forældre og skyld kan analyseres som den knage, som gør analysen og de historiske
diskurser og praksiser forståelige og relevante. Og det er min forhåbning, at dette
retfærdiggør konstruktionen af en genealogi i dette perspektiv. Forældreskyld er derfor
en diagnosticering af en tendens i tiden og en navngivning af et apparatur, en sammenhæng
mellem forældre og skyld, som er udgangspunktet for denne analyse.
Forældreskyld er ikke et begreb, som kan undersøges i tekster fra 1700-tallet eller i
nutidige tekster for den sags skyld, men det er en navngivning af et apparatur, nogle
praksiser og diskurser, der konstituerer og organiserer subjekter og som har relevans
og håndgribelige konsekvenser for forældre, børn og opdragelse i dag.
Genealogisk analyse
Foucaults genealogier er ikke historiske undersøgelser af slægternes kontinuitet og
udbredelser. Kontinuitet og slægtskab er et tema hos Foucault, men i lige så høj grad
arbejder han med brud, tilfældigheder, kanoniserede og obskure tekster mellem
hinanden. Foucaults genealogier tager afsæt i en diagnosticering af samtiden og kan
med en fortsættelse af den medicinske terminologi siges at være en kortlægning af
27
Dreyfus, Hubert L. og Paul Rabinow; Michel Foucault, Beyond Structuralism and Hermaneutics
1983:120
28
Ibid.:120
29
Ibid.:121
20

patientens (samtidens) sygdomsforløb. I et parløb med en af ”mistankens mestre” 30
udbygger Foucault i Nietzsche, la généalogie, l`histoire (1971) en fabulerende
refleksion over historikerens rolle som samtidens læge. Heri skriver han, at den
historiske sans står medicinen langt nærmere end filosofien 31 og argumenterer for,
at historie skal være en kurerende videnskab. 32 Historien skal altså, som Dag Hede
formulerer det i sin bog om Foucaults forfatterskab, være den modgift, der kan optø
status quos´s stivnede maske af natur. 33
Dette speciales genealogi er skrevet i denne ånd, måske mindre med en ambition om
at være kurerende historie, men stadig som et forsøg på at sætte spørgsmålstegn ved,
og ryste den stivnede eller i hvert fald den alment accepterede sammenhæng mellem
barndom og psykopatologi, der producerer den særegne form for forældreskyld, som
er mit bud på en lille, lokal og i høj grad partiel samtidsdiagnose.
Foucaults genealogier er antiessentialistiske, fordi deres mål er at destabilisere det,
vi troede var fast og uforanderligt, som eksempelvis kroppen, sindssygen eller
seksualiteten. I hans genealogiske undersøgelser opløses eller rekonstitueres det
dispositif, som er udgangspunktet for genealogien, i brud og historiske særegenheder.
F.eks. fortabes seksualiteten i kødets lyst og grækernes afrodisia. De problematiseringer,
som konstituerer seksualitet som seksualitet i dag, er ikke gyldige som basis for
en historisk undersøgelse, for den dybeste hemmelighed genealogien afslører, er den
hemmelighed at [tingene] er uden essens, eller at deres essens blev konstrueret, stykke
for stykke, ud fra figurer som var fremmede for denne. 34 Foucaults genealogiske metode
har ingen faste holdepunkter og tager ændringer i konstitutionen af sit objekt bogstave-
ligt og alvorligt. Derfor bliver en søgen efter seksualitetens historie ud fra vor tids
konstituerering og navngivning af ”seksualiteten” en anakronisme, derfor må
genealogien være sensitiv over for ændringer i konstitutioner og problematiseringer.
Kødets lyst må analyseres i sin særegenhed og ikke for dens element af noget, som
ligner det, vi i dag kalder seksualitet.
Forældreskyldens genealogi er heller ikke en søgen efter essensen af forældreskab eller
barnets natur. Det er ikke en historie, som kan oplyse læseren om opdragelsens universelle
struktur. Genealogien søger sprækkerne, forskellighederne i de historiske
30 Frederich Nietzsche (1844-1900) var en stor inspirationskilde for Foucault, fra ham overtog han blandet
andet formuleringen af den tætte forbindelse mellem ”viljen til viden“ og viljen til magt, og den kritiske
indstilling til idealet om at trænge bag om illusionerne og finde det egentlig virkelige. Den Store Danske
Encyklopædi opsl. Nietzsche bd. 14, 1999:180
31 Foucault, Michel; Nietzsche –genealogien, historien 2001:72
32 Hede, Dag; Det tomme menneske, introduktion til Michel Foucault 1997:58
33 Ibid.:58
34 Foucault 2001:59
21

konstruktioner af objekterne. Forældreskyldens genealogi må insistere på, at et religiøst
delirium ikke er en gammel, upræcis betegnelse for skizofreni, men faktisk et religiøst
delirium, en historisk specifik form for galskab, noget andet, med en anden logik,
et andet udtryk og en anden helbredelse.
Genealogiens antiessentielle forkærlighed for dekonstruktionen af alt hvad vi mener at
vide, udmønter sig først og fremmest i dette speciale i et forsøg på at sammenstille,
hvad forskellige historiske tekststykker har fastslået om barnets natur og sindssygens
årsag. Denne sammenstilling er ikke en søgen efter det fælles, det alment menneskelige,
det tidløse. Med en skæven til Webers idealtypiske metode 35 er det tværtimod et forsøg
på at radikalisere forskelligheden i de historisk specifikke konstruktioner. Det er et
forsøg på at relativere det vi nu kategoriserer som viden med det, som har været
kategoriseret som viden før. Det er et forsøg, der afviser videnskabernes adgang til
sandheden og erstatter en søgen efter ontologisk viden om barnets natur og sindssygens
årsag med studiet af historiske diskurser og praksiser, som konstituerer og har
konstitueret subjekter som forældre, børn og sindssyge.
Forældreskyldens genealogi skrives på den måde ind i en historie af tilfældigt
konstruerede konstruktioner, som ikke desto mindre tages alvorligt og for pålydende.
Den skrives med Foucaults formaning om at foretage en analyse af opdukken eller
fremkomst (émergence), 36 snarere end en søgen efter tingenes sande oprindelse
(ursprung). 37
”Hændelserne må stedfæstes i deres særegenhed, […] ikke med henblik på en afmærkning
af en langsommelig udviklingskurve, men med henblik på at genfinde de forskellige scener,
på hvilke de har spillet deres roller; Punkterne i hvilke de udebliver, tidspunkterne på
hvilke de ikke finder sted, må defineres.” 38
Den langsommelige udviklingskurve er ikke genealogiens ambition, det er derimod en
historie i spring og brud, heterogenitet og magtkampe. Materialet til dette speciales
genealogi er ikke så divergerende og teksterne er ikke så marginale eller originale, som
de tekster Foucault selv jonglerede med og de udgør langtfra det korpus af tekster, som
han formåede at destillere. Men de tekster som udgør materialet i dette speciale, fra den
religiøse bekendelse, de medicinske og psykologiske teorier, til de mentalhygiejniske
artikler om opdragelse, skal skitsere historiske scener, hvor sammensætningen af
forældre og skyld har eller ikke har haft en rolle at spille.
35 Se kapitlet Barnets gode og onde natur
36 Foucault 2001:65
37 Ibid.:58,65
38 Ibid.:57
22

Et af de greb, som Foucault tilbyder, er studiet af grænseflader. I The Subjekt and
Power (1982) 39 skriver han, at det kan være en frugtbar indgang til en analyse af magt
at studere modmagt, frugtbart at studere normalitet i kraft af det som normaliteten udgrænser;
unormalitet. Dette greb er på to niveauer grundlæggende for analysen i dette
speciale. En af ambitionerne har fra starten været at analysere, hvordan forældreskylden
aftegnes i opdragelsesidealer og denne ambition søges især forløst i sidste del af analysen
om forældreskyldens fremkomst i 1950’ernes mentalhygiejniske tekster om
opdragelse. Men analysen af den mentalhygiejniske opdragelse fokuserer på de
teknikker, forældre blev opfordret til at bruge for at undgå, at deres børn blev
neurotiske.
Den almindelige autoritære eller medicinske opdragelse, som mentalhygiejnikerne
skrev sig op imod, fungerer på denne måde som den modbevægelse, som konstruerer
den mentalhygiejniske opdragelse både på det analytiske niveau samt på kildernes
niveau. På kildernes niveau begrundedes og konstrueredes den mentalhygiejniske
opdragelse
i en afstandtagen fra den autoritære, traumefremkaldende opdragelse. Den gode
opdragelse og den gode forælder konstrueres i en udgrænsning af den problematiske
opdragelse den sygeliggørende forælder. På det analytiske niveau er det netop den
konstituerende kontrast, som er analysens indgang.
Belysningen af vor tids psykologisk producerede forældrekonstruktioner via tekster
om sindssygens ætiologi, er i det hele taget et forsøg på at perspektivere produktionen
af normalitetsbegreber ved hjælp af konstitutionen af unormalitet. Det er i mødet med
psykopatologien, at psykologernes bud på den normale opdragelse konstrueres. Og det
er ved den genealogiske analyse af tekster om sindssyge, intensionen at belyse
konstruktionen af en almen forældreskyld. Foucaults analytik er en praksis, som gør de
teoretiske og de kildetekniske konstruktioner svære at adskille.
Den stadige analyse af magtrelationer, som Foucault f.eks. afdækker bag medicinens
humane ansigt, bag videnskabernes uhildede søgen, er også et perspektiv, som har sat
spor i dette speciale. Foucaults indignation og blik for de magtrelationer, som producerer
og konstituerer subjekter, giver hans analyser bid og hans historiske tour de
force en tone af pessimisme. Foucaults fastholdelse af magtrelationer som gennemgående
element i et historiesyn, som ellers anerkender os som levende i myriader af
39 Afterword by Foucault i: Dreyfus og Rabinow 1983:208-226
23

forsvindende begivenheder, uden oprindelige holdepunkter eller koordinater 40 skal
ifølge ham selv ikke resultere i en elendighedshistorie, som nivellerer alt og lader
os tilbage i passivitet. Tværtimod er en pessimistisk hyperaktivisme Foucaults bud på
et meningsfuldt liv i en verden af magtrelationer, hvor alt ikke er dårligt, men alt er
farligt. 41
Forældreskyldens genealogi er også et greb i en historie af magtrelationer, som har
konstitueret forældre og børn, skyld og sindssyge.
Kritisk historie
Historisering af en nutidig praksis er selvfølgelig en ”contradiction in terms”, ikke desto
mindre er netop dette genealogiens mål.
Denaturalisering, defamiliarisering, underliggørelse, Foucaults begreber er ikke altid
lige nemme at oversætte.
“The notion of rarefaction presumably points to the fact that in other times with other
discursive formations, speech acts which for us are bizarre and incomprehensible were
taken seriously, whereas speech acts which we take seriously now would, if anyone
chanced to utter them, have seemed the ravings of a madman or a visionary.” 42
Uanset oversættelsesproblemer er dette speciale er et forsøg på, ved hjælp af den
genealogiske analyse, at kaste et ”underliggørende” lys på en nutidig praksis for at
fremkalde den i sin historiske særegenhed.
“Critical history disturbs and fragments, it reveals the fragility of that which seems solid,
the contingency of that which seem necessary, the mundane and quotidian roots of that
which claim lofty nobility. It enables us to think against the present, in the sense of
exploring its horizons and its conditions of possibility.” 43
Dette speciale er skrevet med en ambition om at vise, hvordan en forestilling, som er
en del af vores horisont, nemlig forestillingen om forældrenes skyld og barndommens
betydning for sindssygen, ikke altid har været en naturlig del af menneskers forståelse
af deres verden, men er produceret i en specifik historisk sammenhæng og i dag har en
historisk specifik betydning for konstruktionen af forældreskab.
Det er specialets mål at skrive kritisk historie, at defamiliarisere det som synes naturligt
og er almindeligt accepteret; at det er forældrenes skyld, hvis livet gør ondt.
40
Foucault 2001:71
41
Foucault; On the Geneology of Ethics: An Overview of Work in Progress, i: Dreyfus og Rabinow,
1983:231
42
Dreyfus og Rabinow 1982:71
43
Rose, Nicholas; Inventing Ourselves, Psychology, Power and Personhood 1998:41
24

Problemformulering
Dette speciale er en genealogisk analyse af forældreskyldens fremkomst.
Den genealogiske analyses udgangspunkt er forældreskylden som konstrueret
dispositif. Et dispositif og en samtidsdiagnose som tager udgangspunkt i at
forældreskylden i dag, i en af sine mest voldsomme former artikuleres i
konstruktionen af en forbindelse mellem begreberne sindssyge, forældre og skyld.
Ved den genealogiske analyse af forældreskyldens fremkomst i tekster om
sindssyge er det specialets mål at historisere og defamiliarisere vor tids
konstruktion af forældre og skyld, at sætte den ind i en historisk kontekst der
tillader os at tænke imod vores nutid.
At nedbryde det faste og solide er farligt og hvis det lykkes, så skaber det forvirring og
kaos. Postmodernisme, poststrukturalisme eller socialkonstruktivisme kritiseres til
stadighed og med rette for pubertære tendenser til at kritisere alt, men ikke have
alternative bud at opstille, f.eks. i forhold til mere relevante årsagsforklaringer på sinds-
syge, eller bedre konstruktioner af forældre. Men i dette speciale påtager jeg mig denne
rolle. For kaos er også frigørende. Foucault sagde i et af sine sidste interviews:
“It is one of my targets to show people that a lot of their landscape – what people think are
universal – are the result of some very precise historical changes. All my analyses are
against the idea of universal necessities in human existence. They show the arbitrariness of
institutions and show which space of freedom we can still enjoy and how many changes
can still be made.” 44
Historisering, relativering og dekonstruktion af historisk specifikke autoriteter er
frigørende, fordi det lader verden åben. Det er frugtbart fordi det åbner mulighed for
kreativitet og nytænkning. Og det har betydning for menneskene, fordi det gør os
opmærksomme på, at vi er friere end vi føler. 45
44 Martin/Foucault; Truth, power, self: an interview with Michel Foucault October 25, 1982 i:
Technologies of the self, a seminar with Michel Foucault, red: Luther H. Martin m.fl. 1988:11
45 Ibid.:10
25

Barnets onde og gode natur
Denne første del af denne analysen tager afsæt i 1700-tallets pietistiske scene,
i en søgen efter fremkomsten af forældrekonstruktioner og skyldsproblematikker.
Udgangspunktet for dette kapitel er, som i resten af undersøgelsen, tekster om
sindssygens årsager og barnets natur. Det er ud fra disse to perspektiver, at både den
kontinuitet og de brud som konstituerer forældreskyldens genealogi analyseres.
Med afsæt i en af de første danske tekster om sindssyge vil dette kapitel vise, at
forældre og barndomsoplevelser ikke altid har fungeret som indlysende og gyldige
årsagsforklaringer for sindssygdommes opståen. Efter en kort introduktion til den
pietistiske ramme som denne første tekst om sindssyge er skrevet ind i, og de børne- og
forældrebilleder som denne religiøse ramme stiller til rådighed, vil jeg både introducere
det brud med den traditionelle kirkelære, som kan ses begyndende hos John Locke
(1632-1704) og udfoldet hos Jean-Jacques Rousseau (1721-1778), samt diskutere de
modstridende børnebilleder i disse pædagogiske skrifter.
Derefter vil jeg opstille en tese om forholdet mellem konstruktionen af barnets gode
natur og fremkomsten af forældreskyld, som vil få betydning for specialets videre
analyse.
Min Sinds-Sygdom i Aaret 1783
En af de tidligste danske tekster som bruger benævnelsen Sinds-Sygdom 46 , blev trykt
1801 i månedsbladet ”Iris og Hebe” og senere genudgivet i 1925 i en selvstændig
udgivelse. 47
Forfatteren, C. S. Andresen, skolelærer, skrev i denne udgivelse om den sindssygdom,
som han havde gennemlevet 18 år tidligere i året 1783. I indledningen til sin beretning
gjorde han sig overvejelser om årsagen til sin sindssyge, og på baggrund af rygter og
andres spekulation afviste han to årsager, som var kommet ham for øre. For det første
afviste han, at hans sindssyge skulle skyldes Ungdommens Udsvævelser, 48 et rygte som
han med sorg havde hørt versere selv på fødeøen Bornholm. Den anden urigtige dom 49
over årsagen til hans sindssyge, som han måtte afvise var:
46
I Ordbog over det Danske Sprog, anføres det tidligste eksempel på brug af ordet sindssygdom i 1791,
ODS bd.18 1939:1454
47
Andresen, C.S.; Min Sinds-sygdom i Aaret 1783, 1925:V
48 Ibid.:1
49 Ibid.:1
26

”...at jeg i nogle Aar havde spillet Fruentimmer Roller paa et privat Theater; Man troede
derved mine Nerver saa yderlig svækkede, at jeg derved var falden i en heftig Sinds-
Sygdom. Denne Formodning er ogsaa aldeles ugrundet.” 50
At C.S. Andresen så med så stor alvor på disse rygter, at de foranledigede skrivningen
og udgivelsen af denne længere beretning om årsager, forløb og helbredelsen af hans
sindssyge, kan få smilet frem hos den nutidige læser. At Ungdommens udsvævelser
kunne tænkes at føre til sindssyge, kan måske stadig forstås, men at kvinderoller på et
teater på nogen måde skulle få så alvorlige konsekvenser for skuespillerens sind, er en
forklaring, som ikke længere vinder genklang i vores nutidige forestillinger om
sindssygen og dens årsager.
C. S. Andresen afviste da også selv disse urigtige domme. 51 Men hvilken årsagsforklaring
gav han så? Hvilken årsagsforklaring fandt han gyldig? Havde han været
adskilt fra sin mor i en kritisk periode af sit spæde liv? Havde han været udsat for
incest? Var han moralsk og fysisk degenereret - sidste skud på en syg slægt? Eller
manglede han et bestemt kemisk stof i hjernen, som gav sig udslag i denne sindssyge,
som han gennemlevede i året 1783?
Nej, C.S. Andresen brugte ordet Sinds-sygdom, men han var selvfølgelig ikke bekendt
med de teorier, som siden er opstillet om årsagssammenhænge for sindssygdommenes
opståen. I 1801, hvor teksten blev udgivet, satte han sin sinds-syge ind i en religiøs
kontekst.
”Aldrig uden den inderligste Taknemlighed til det guddommelige Forsyn kan jeg tænke paa
den heftig Sinds-Sygdom, forenet med Legems Svaghed, hvoraf jeg i Aaret 1783 blev
angreben.” 52
C.S. Andresen forstod sin sindssygdom som en straf eller en prøvelse fra Gud. Han satte
sin sindssygdom ind i en kontekst, hvor han blev slået med sindssyge, fordi han var en
synder. Han havde ikke brugt sin forstand rigtigt og derfor havde Gud taget den fra
ham. Under et af hans sygdoms klare øjeblikke, et lucidia intervalla 53 som han kaldte
dem, fik han denne tanke om årsagen til sin sygdom og han spurgte sig selv:
”O! har du da ei misbrugt denne din Skabers dyrebareste Gave til at fornærme eller krænke
dine Medmennesker? Eller har du maaskee ei benyttet denne dyrebare Gave saa godt, saa
viselig som du burde? saa at du ved at berøves samme skal lære at erkjende og paaskjønne
dens Værd.” 54
og da han senere fik det bedre
50
Andresen 1925:1
51
Ibid.:1
52
Ibid.:3
53
Ibid.:46
54
Ibid.:8
27

”...gjorde jeg det høitidelige Løvte, at, dersom det guddommelige Forsyn vilde igien
skienke mig Brugen af min Forstand, skulde jeg herefter med større Forsigtighed og
Klogskab giøre Brug af den, og især aldrig med Forsæt misbruge samme til at bedrøve,
fornærme eller krænke mine Medmennesker.” 55
Denne opfattelse af sindssyge som en straf, og den sindssyge som synder, havde sin
forklaringsramme i 1700-tallets pietistiske religiøsitet. Guds åsyn hvilede på menneskene
og det var Guds vilje, når C.S. Andresen blev frataget forstandens fulde brug.
Ligesom det var Guds vilje, at han skulle skænkes den igen.
C.S. Andresens skrift var også en vækkelsesberetning. Det var beretningen om, hvordan
han blev helbredt fra sin sygdom, og hvordan oplevelsen af sindssygdommen havde
givet ham et inderligere forhold til Gud, så han efter sin sygdom var blevet en bedre
kristen, og satte mere pris på den forstand, som Gud havde skænket ham. Efter sin
helbredelse fandt C.S. Andresen sit kald som skolelærer. 56
Den Kierlige og Højagtede Moder
Moderens rolle er en detalje i C.S. Andresens beretning, men den er en interessant
detalje i forhold til den sammenkædning af forældre og skyld, som fungerer som
dispositif og udgangspunkt for denne undersøgelse af forældreskyldens genealogi.
Moderen blev ikke, som i senere tiders sygdomsfortællinger, set som årsagen, end ikke
blot en del af årsagen, til sindssygdommens opståen. Moderen var tværtimod en af
grundene til sønnens helbredelse.
Efter at have været indlagt på Frederiks Hospital i København i nogle måneder, uden
tegn på bedring, blev C.S. Andresen tilbudt at rejse hjem. Straks begejstredes han af
denne ide, og efter ankomsten til den fædrene gård og sin moder og mormoders kierlige
myndighed 57 fik han det efterhånden bedre.
”...[jeg] tradske op til en anden Gaard længere op i Byen, hvor min Moder og min
Mormoder, begge som Enker, boede og havde deres Huusholdning sammen – Begge disse
værdige Koner, hvis Ømhed og Kjerlighed saa kraftig bidrog til min Helbredelse.” 58
og ganske rigtigt
”Allerede efter 14 Dages Forløb mærkedes tydelige Spoer til Bedring.” 59
Forældrebilledet, som formidledes i denne første tekst om sindssyge, konstituerede
moderen og mormoderen (faderen var død) som frelsende og helbredende.
Årsagen til eller skylden for C.S. Andresens sindssyge placerede han hos sig selv.
55 Andresen 1925:46
56 Ibid.:44
57 Ibid.:28
58 Ibid.:23
59 Ibid.:33
28

Han blev straffet for sine synder med sindssyge, men moderens kærlige myndighed
ledte ham på rette vej, og Faderen i himlen skænkede gav ham igen hans forstands
fulde brug.
Den sammenkædning af forældre, skyld og sindssyge, som er denne undersøgelses
udgangspunkt, er altså ikke til stede i denne tekst. Ganske vist fungerer synd og skyld
som en konstituerende del af diskursen om sindssyge i denne religiøse kontekst omkring
det 19. århundredeskifte, men skylden knyttes til den syndige sindssyge. Forældrene
indskrives ikke i den sygeliggørende position, som de senere kommer til at indtage.
Tværtimod får moderen en funktion i forhold til sindssygen i kraft af hendes helbredende
egenskaber. Moderen får den helbredende rolle, som lægerne i C.S. Andresens
beretning ikke formåede at udfylde. Lægernes behandling af C.S. Andresen var virkningsløs,
men under sin moders kærlige pleje blev den sindssyge søn rask.
Myriader
Den religiøse kontekst, som den ovenstående beretning blev skrevet ind i, var
uomgængelig i slutningen af 1700-tallet. 60 Men sindssyge blev også forklaret i andre
logikker og diskurser. Dengang som nu var der forskellige, ofte modstridende
konstruktioner af sindssygens årsager til rådighed.
Den franske sociolog, Bruno Latour, skriver i Nous n´avon jamias été modernes:
essai dántropologie symétrique (1991) 61 at historien og nutiden ikke består af
afgrænsede enheder, som logisk følger hinanden, som indikeret f.eks. ved dette kapitels
kommende opdeling af den historiske analyse i pietisme, oplysning og romantik. Latour
mener, at historien er et sammensurium af tider, ideer og artefakter. I samme håndevending
er det i dag muligt at bruge en boremaskine, som er opfundet for ca. 30 år siden
og en hammer, som har været brugt i årtusinder. Tiderne og ideerne skifter ikke som
den moderne linære fortælling, som historien fremstiller det. De skifter ikke som en på
hinanden følgende logisk udviklingsrække. Ifølge Latour er det langt mere frugtbart at
se tiden som en spiral, som konstant bringer uventede alliancer af gammel og ny teknik
og ideer og sammenbinder fortid og nutid på nye måder. 62
På samme måde er det frugtbart at se 1700-tallet som en myriade af ideer, logikker og
artefakter, hvis opdukken på denne historiske scene snarere end at konstituere et logisk
sammenhængende tidsbillede som kan reduceres til f.eks. pietismens eller oplysningens
århundrede, består af et væld af erfaringer, logikker, ideer og levede liv, der i dette
60
For en udfoldet diskussion af pietismens udbredelse se Melton, James Van Horn; Absolutism and the
eighteenth-cetury origins of compulsery schooling in Prussia and Austria. 1988
61
oversat til We Have Never Been Modern (1993)
62
Latour, Bruno; We Have Never Been Modern 1993;74-76
29

speciale, som i alle andre historiske tekster, reaktualiseres, omgrupperes og reduceres.
Ifølge Latour er det netop den reduktionistiske proces, hvori disse myriader udvælges
og klassificeres der skaber historien, og i dette tilfælde forældreskyldens genealogi.
C.S. Andresen skrev sin tekst om sin sindssyge i en myriade af forklaringer. Jeg har
allerede beskrevet, hvordan han udskilte to typer af årsagsforklaringer fra hinanden,
nemlig dem som han krænket har hørt blandt sine bekendte på sin fødeø og den
religiøse forklaring, som han selv fandt mening i. Men som en tredje formulering af
årsager til sindssygdom beskrev C.S. Andresen også hvordan han blev behandlet af
læger på Frederiks Hospital i København, og at behandlingen bestod af åreladning og
et tempererende pulver. 63 C.S. Andresen underkastede sig og anerkendte også lægernes
medicinske forklaringsmodeller, men han mente at hans position som patienten, der har
oplevet sygdommen, privilegerede hans tolkning af sygdommen og han skrev netop sin
beretning til lægerne.
”Det er dog kun sielden, at Patienten selv har Kræfter nok til at beskrive sin Sygdoms
Historie, denne afhandles for det meste af en Læge, som bedømmer den efter udvortes
Symptomata, og dog aldrig saa nøie, som Patienten selv, kan kiende hans indvortes
Forfatning. Det var muligt, at duelige og insigtsfulde Læger af denne min Sygdoms
Historie kunde giøre nyttige Betragtninger.” 64
Den medicinske og naturvidenskabelige betragtningsmåde som ikke nødvendigvis skal
ses i en kontrast til det religiøse, kan udskilles som en anden logik, og denne logik fandt
altså også et udtryk i denne tekst. Men C.S. Andresen fortolkede selv sin sygdom og sin
helbredelse i en religiøs ramme. Hans forhold til sindssyge, skyld og synd var præget af
en religiøs forståelsesramme, som måske også konstituerede tekstens forældrebilleder.
Stilisering
Når Latours formaning om tidernes kaos og krydsninger er taget til efterretning, så vil
jeg alligevel som dværgen på skulderen af en af sociologiens store fædre, vove at destillere
og simplificere aspekter af dette kaos for at opbygge og understøtte mit eget
selektive perspektiv og min analyse af forældreskyldens genealogi.
Webers idealtypemetodologi, som han bruger bl. a. i Die protestantische Ethik und der
Geist des Kapitalismus (1920), 65 synes at være et metodologisk bud på, hvordan den
63
Andresen 1925:7 Lægernes behandling af C.S. Andresen skal formentlig ses inden for konteksten af
væskernes medicin som dominerede det 18. århundredes praksis. ”Lidenskaberne forårsager nødvendigvis
visse bevægelser i kropsvæskerne, vrede ryster den gule galle, tristhed fører til forstyrrelse i den sorte
galle og væskernes bevægelser er af og til så voldsomme at de fører til døden. […] Sort galde leder til
tristhed og til tanker på ubehagelige ting, veltempereret blod disponerer for glæde.” Foucault, Michel;
Galskabens historie 1999:84
64
Andresen 1925:50
65
Oversat til Den protestantiske etik og kapitalismens ånd (1998)
30

historiske analyse kan opbygges uden at ende i historisk reduktionisme. Ifølge Weber er
en idealtype en mental konstruktion - et tankebillede - som forskeren anvender til at
nærme sig den komplekse virkelighed 66 I Den Protestantiske Etik og Kapitalismens Ånd
tager Weber udgangspunkt i de mest radikale og mest rendyrkede tekster om henholdsvis
protestantisme og kapitalisme, og opbygger via dem en original men sim-
plistisk tese om den protestantiske livsindstillings betydning for kapitalismens
udbredelse. Men Weber fastholder, at idealtyper er produkter af den menneskelige
fornuft og aldrig modsvares af noget i virkeligheden. Han mener, at idealtyper har en
vigtig betydning, hvis de anvendes i sammenligning med virkeligheden men kan være
direkte farlige, hvis man tror, de er empirisk gyldige. 67
Rabinow og Dreyfus påpeger i deres analyse af Foucaults værker, at Foucaults
genealogier kan ses som et mere avanceret og finmasket bud på Webers analyse af
rationaliseringsprocessen. 68 Foucaults bredde i kildergrundlaget står da også i et
modsætningsforhold til Webers udvælgelse af de mest rendyrkede, programmatiske
tekster som kilder. Ikke desto mindre gør specialets genealogiske ambition om at
analysere et forløb af en vis længde kombineret med specialets begrænsede omfang
en vis grovhed i analysen uomgængelig, og det er i lyset af dette, at jeg har fundet
Webers idealtypiske metode hensigtsmæssig.
Det er derfor med inspiration fra Weber, at jeg på trods af tiderne kaos og mangetydighed
vover at udplukke og destillere to af historiens opdragelsestænkere A. H.
Francke (1663-1727) og J.J. Rousseau (1721-1778) for via dem at opstille en tese om
forældreskyldens fremkomst på de historiske scener. Denne tese skal i højere grad
vurderes i forhold til dens forklaringskraft, end ud fra dens repræsentation af et kaotisk
og sammensat historisk forløb. De to pædagogiske teoretikere, som jeg har udvalgt til at
repræsentere to forskellige idealtypiske udsagn om barnets natur, er dels valgt ud fra
deres kanonisering i den pædagogiske historieskrivning og dels for det lys, som de
kaster over spørgsmålet om forældreskyldens genealogi.
Pietismens onde barn
Den kristne opdragelse og det kristne syn på barnets natur fik sin mest systematiske
teoribygning ved den pietistiske teolog og pædagog August Herman Francke (1663-
1727). 69 Francke oprettede med base i Halle (Preussen) et skolesystem med separate
66
Månson, Per; Max Weber, i: Klassisk og moderne samfundsteori red. Heine Andersen og Lars Bo
Kaspersen 1997:89
67
Ibid.:90
68
Dreyfus og Rabinow 1983:133
69
Teologische Realenzyklopädie, opsl. Kind bd. 18 1989:162
31

skoler for alle klasser. For forældreløse oprettede han en fattigskole (1695), for udenbys
børn fra borgerskabet og adelen oprettede han en internatskole. I 1696 åbnede han et
Weisenshaus for forældreløse børn, senere åbnede han Centraleuropas første seminarium
(Seminarium selectum praeceptorum) og i 1697 en universitetsforberedende
latinskole. 70
Francke drev mission i Trankebar og i Indien og blev bl.a. udsendt af den danske konge
Chr. VI, som han havde tætte forbindelser til og det Kongelige Vajsenhus blev oprettet
i København i 1727 efter forbillede fra Halle. 71 Franckes pædagogik og seminarium
blev skoledannede for læreruddannelser i hele Europa i det 18. århundrede, og den
pietistiske pædagogik og teknik sætter stadig spor i nutidens skoler ved f.eks. dens
opfindelse og popularisering af sejlivede pædagogiske teknikker som håndsoprækning
og frikvarterer. 72
Franckes pædagogik var bygget op omkring en radikalisering af Martin Luthers (1483-
1546) syn på barnets natur, som både forholdt sig til barnets medfødte arvesynd, men
også til dåbsnåden, som så at sige rensede det syndige barn. For Francke var dåbsnåden
ikke en problematik, derimod var barnets syndige natur grundlaget for hans pædagogiske
betragtninger. Det var ikke guleroden, men pisken opdrageren skulle bruge,
når den egenkærlige barnenatur skulle knækkes. Selv i de mindste børn kunne Francke
se menneske- og barnenaturens dybe, syndige råddenskab; zu allem Guten verdrossen
und zu allem Bösen geneigt und munter 73 skrev han om spædbarnet, og derfor var det
opdragerens ufravigelige opgave, og alle pædagogiske handlingers mål at knække
barnets naturlige egenvilje. Dette skete bedst ved uafbrudt kontrol og stadig beskæftigelse
af børnene, så den barnlige egenvilje ikke fik mulighed for at udfolde sig. 74
Francke skrev:
”Youth do not know how to regulate their lives, and are naturally inclined toward idle or
sinful behavior when left to their own devices. For this reason, it is a rule in this institution
that the pupil never be allowed out of the presence of a supervisor. The supervisor´s
presence will stifle the pupil´s inclination to sinful behavior, and slowly weaken his
wilfulness.” 75
Den traditionelle teologiske ortodoxi og barnesyn var bygget over modsætningsparret
natur/frelse. Lige fra Augustins (354-430) oldkirkelige skrifter, til Luther og altså også
hos Francke ses beskrivelser af menneskenaturen og i særdeleshed barnenaturen som
70
Teologische Realenzyklopädie, opsl. Kind bd. 18 1989:162
71
Den Store Danske Encyklopædi, opsl. Kgl. Vajsenshus, det, bd.11
72
Melton, James Van Horn; Absolutism and the eighteenth-cetury origins of compulsery schooling in
Prussia and Austria.1988: 23,36,41
73
Teologische Realenzyklopädie, opsl. Kind bd. 18 1989:162
74
Ibid.:162
75
Francke, A. H.; Schriften über Erziehung und Unterricht 1871, cit. fra Melton 1988:43
32

lystfyldt, ond, svag og egenkærlig. 76 Denne natur skulle knækkes, for at barnets sjæl
senere kunne opnå frelse og evigt liv. Som Susanna Wesley skrev til sin søn John,
Grundlægger af Metodistkirken, om opdragelsen af sit barnebarn: Break his will now
and his soul will live. 77 Med den religiøse problematisering af arvesynden fødtes barnet
med en ond natur, en egenkærlighed og en vilje, som skulle knækkes.
De første forældre blev ved forvisningen fra Edens have, forældre til en slægt af syndere
i stadig kamp med deres egen onde natur. Det var derfor kirkens og alle forældres mål at
frelse barnets sjæl fra dets egen lystfyldte og syndige natur. De første forældre var
således skyldige i det syndefald, som generationer af forældre efter dem måtte kæmpe
imod for at redde deres egne og deres børns sjæle. Frelsen var afhængig af den ulige
kamp mod barnets/menneskets onde natur, og erkendelsen af menneskets behov for
faderens tilgivelse. Forældrefiguren i det religiøse verdensbillede kan således siges af
være modsætningsfuld. På den ene side stod den suveræne og frelsende Fader i himlen,
af hvis nåde mennesket var afhængig, på den anden side stod de første forældre på
jorden, som indførte synden som en konstituerende del af menneskets natur, og samtidig
måtte forældrene kæmpe en frelsende kamp for barnet sjæl, mod barnets natur og mod
deres egen. Forældrenes position og skyld i det religiøse verdensbillede var kompliceret,
men barnets natur var som udgangspunkt ond.
I den historiske barndomsforskning har gyldigheden af forestillingen om barnets onde
natur været debatteret siden Ariès skrev Barndommens Historie. 78 Middelalderforskere
har med stor indignation imødegået og nuanceret påstanden om forældrenes manglende
emotionelle engagement i deres børn, og den deraf følgende påståede forsømmelse af
børn i middelalderen. 79 Det er også blevet påpeget, at skriftlige kilder om barnets onde
natur ikke nødvendigvis er kilder til den praktiske opdragelse af middelalderens børn.
Men ingen har, så vidt jeg ved, bestridt at skriftlige kilder til ideen om barnets onde
natur er uomgængelige især i en religiøs kontekst. Disse nuanceringer truer ikke
konstruktionen og validiteten af barnets onde natur som idealtype, men påpeger nødvendigheden
af at fastholde denne som et teoretisk værktøj, der i en simpel form
konstituerer bestemte sammenhænge og lader andre ligge i mørke.
76
For en mere udfoldet diskussion af det onde barn i kristendommen se Ziolkowski, Eric; Evil Children
in Religion, Literature and Art 2001
77
Burman, Erica; Deconstructing developmental psychology 1995:51
78
Se kapitlet Skitse til et forskningsfelt
79
For en detaljeret beskrivelse og gendrivning af positioner i denne debat se: Pollock, Linda A; Forgotten
Children, Parent-child relations from 1500 to 1900, 1983
33

Rousseaus uskyldige barn
Blandt historiske barndomsforskere er der bred enighed om, at i en filosofisk kontekst
er det Jean Jacques Rousseau (1721-1778), som mest konsekvent brød med fore-
stillingen om barnets onde natur. Émile – ou de l´Education udkom i Frankrig i 1762,
og blev på dansk oversat til; Emil eller om opdragelsen i 1796-99. 80
Ligesom natur/frelse udgjorde et modsætningspar i den religiøse ortodoxi, så optrådte
naturen også hos Rousseau som en del af et modsætningspar, men hos Rousseau var
naturen kontrasteret af civilisationen, og civilisationen trådte ikke i frelsens sted.
Hos Rousseau var naturen god og civilisationen fordærvende. Emile starter med det
programmatiske udsagn:
”Alt er godt som det udgår fra skaberens hænder; i menneskets hænder udarter alt.” 81
Om egenkærligheden, som i Franckes tekster blev beskrevet som essensen af barnets
umoralske natur, skrev Rousseau:
”Den eneste lidenskab, som af naturen er nedlagt i mennesket, er egenkærligheden taget i
sin mest udstrakte betydning. Denne egenkærlighed i sig selv - eller i forhold til os - er god
og nyttig” 82
For Rousseau var egenkærlighed ikke grundlæggende problematisk, den udartedes kun
i det øjeblik, barnet blev opdraget blandt civiliserede mennesker og ikke af og i naturen.
Det er måske i denne omvending af det religiøse barns onde natur til det romantiske
barns gode natur, vi skal søge en klarere fremkomst af forældreskyld. Hos Rousseau
fremstår forældrene, i modsætning til barnet, som fordærvede af civilisationen.
Og forældrene har en fordærvende indflydelse på det gode, naturlige barn. Især rige,
adelige børn var i farezonen, og for at vise sin opdragelsesmetodes værdi valgte
Rousseau netop den fiktive, adelige Emile som sin elev. Den civiliserede forældregeneration,
som den tog sig ud i Paris´ dannede cirkler, vurderedes af forfatteren som
fuldstændig håbløs, og derfor var den naturlige konsekvens i Rousseaus opdragelsesutopi,
et absolut brud med forældrene.
”Emile er forældreløs. Det er uden betydning, om han har sin fader og sin moder. Jeg, som
overtager alle pligter, indtræder i alle deres rettigheder. Drengen bør ære sine forældre, men
kun adlyde mig. Det er min første eller rettere min eneste betingelse.” 83
80 Ruggaard, D.E. Skole-Biblioteket, eller Fortegnelse over Danske Skrifter, angaande Opdragelses- og
Undervisnings-Væsnet, fagviis opstillet i alfabetisk Orden.1847:9 (Senere oversættelser til dansk
bibeholder det franske navn Emile)
81 Rousseau, Jean-Jacques; Emile eller om opdragelse, 1997:7
82 Ibid.:38
83 Rousseau 1962:25
34

Det barn, som af naturen var godt og uskyldigt, måtte opdrages af og i naturen og det
måtte beskyttes fra den fordærvende indflydelse, som civilisationen og de civiliserede
forældre udgjorde. Forældrenes nærvær var i sig selv en trussel mod barnets uskyld
og lykke.
Rousseau beskæftigede sig ikke med sindssygens årsager. De civiliserede forældre
nævnes da heller ikke som en årsag til barnets eventuelle senere sindssyge. Men hos
Rousseau formuleredes tanken om forældrenes fordærvende indflydelse på det naturligt
gode og uskyldige barn. Og den tankes fremkomst i Rousseaus tekster kan analyseres
som en fremkomst, der konstituer en forældreposition, der har meget større lighed med
den sygeliggørende og skyldige forælder, som er udgangspunktet for denne genea-
logiske analyse, end den religiøse konstituering af den helbredende moder, som
produceredes i C.S. Andresens beretning.
I den kirkelige ortodoxi havde forældrene og kirken en til dels positivt defineret rolle
som vejledere, som skulle lede det ellers fortabte barn. Hos Rousseau skabte civili-
sationen og forældrene, som var fordærvede af den, derimod det ufrie menneske:
”Alle vore skikke er udtryk for underkastelse, ufrihed og tvang. Det civiliserede menneske
fødes, lever og dør i trældom. Ved dets fødsel bliver det syet ind i et svøb; ved dets død
bliver det sømmet ind i en kiste; i den tid hvor det har menneskelige træk, er det
lænkebundet af vore institutioner” 84
Rousseau forestillede sig ikke, at denne forældreskyld eller civilisationens fordærv
skulle være en længerevarende tilstand og at hushovmestere eller andre eksperter
igennem flere generationer skulle være nødvendige. Rousseau forestillede sig, at Emile,
efter at være blevet opdraget naturligt og frit af hushovmesteren, ville få børn med
Sofie, som også var opdraget i forhold til hendes gode, men kvindelige natur. Emile og
Sofie ville blive forældre uden civilisationens fordærvende indflydelse på deres børn.
Bare en generation opdraget i henhold til børnenes gode natur ville skabe en ny verden,
fri for civilisationens fordærv, med gode, naturlige forældre til at opdrage de gode,
naturlige børn. Forældreskyld kan således hos Rousseau bedst analyseres som del af den
gamle civiliserede verden. Forældreskyld var ikke noget, som ville martre de naturlige
forældre Emile og Sofie. Rousseau sluttede bogen med Emiles tale til Hushovmesteren:
”Min kære gamle lærer! Lykønsk deres søn; han håber inden ret længe at have den ære at
blive fader![…] Gud bevare mig for at forlange, at De skal opdrage sønnen efter, at De har
opdraget faderen, Gud forbyde at jeg skulle lade nogen anden end mig selv opfylde en så
hellig og sød pligt, […] Led mig, så jeg kan efterligne Dem. Og hvil så ud – det er på
tide!” 85
84 Rousseau 1997:16
85 Ibid.:344
35

I Theorizing Childhood (1998) 86 , en programmatisk gennemgang og kategorisering
af barndomsforskningen, gør tre af de mest anerkendte engelske barndomsteoretikere
Allison James, Chris Jencks og Alan Prout sig til fortalere for, at studiet af virkelige
levende, tilstedeværende børn er et vigtigt supplement til nuanceringen af historisk
specifikke konstruktioner af børn. Konstruktioner der, som jeg idealtypisk har frem-
stillet dem i dette kapitel, helt tydeligt viser sig at være indbyrdes modstridende.
Historikeren Anne Higonnet stiller sig også, i sin analyse af kunstneriske repræsentationer
af barnlig uskyld; Pictures of Innocence (1998), spørgende over for validiteten
af forestillingen om det uskyldige barn, og historikeren Erik Ziolkowski åbner med sin
bog om onde børn; Evil Children in Religion, Literature and Art (2001), en diskussion
om børn egentlig fra naturens hånd kan defineres som henholdsvis onde eller gode.
Blandt disse forskere er der en tendens til at lande i en midterposition og påpege,
at ”rigtige” børn nok er både lidt gode og lidt onde. Men denne søgen efter ”egentlige”
børn og deres ”egentlige” natur, som på en eller anden måde skulle kunne nuancere eller
befinde sig uden for samfundets konstruktioner af børn, og som skulle kunne nås ved
f.eks. interviews, observation osv. af virkelige børn, er ikke ambitionen i dette speciale.
Jeg er enig med den Foucault-inspirerede feministiske forsker Judith Butler, 87 som
påpeger, at selv ufødte børn ikke undgår f.eks. en kønskonstruktion, og derfor er det
efter min mening heller ikke muligt, at sprogligt udviklede børn kan observeres eller
bringes til at tale fra en position som ”egentlige børn” dvs. børn som på en eller anden
måde har undsluppet den kulturelle konstruktion af dem. Derfor er det heller ikke
ønskeligt inden for dette speciales rammer at verificere, afkræfte eller på anden måde at
bedømme sandhedsværdien af de historiske konstruktioner af hverken barnets onde eller
gode natur. Men ved at stille disse to historisk forankrede opfattelser af barnets
medfødte natur op mod hinanden er det intensionen at illustrere, hvor stort et spillerum
de menneskelige forestillinger har, selv når de forankres i noget så konkret som et
spædbarn.
Når genealogien som teoretisk værktøj i dette speciale ikke anerkender forestillingen
om religionen eller videnskabens adgang til en ontologisk sandhed om barnets natur,
så kan den kritiseres for nihilisme og for at det bliver umuligt at fastholde et punkt eller
en måleenhed, hvorfra det er muligt at vurdere eller bedømme rigtigheden af eller
hensigtsmæssigheden af de skiftende syn på barnets natur. Men dette er kun rigtigt ud
fra en forestilling om en universel og ahistorisk objektivitet. Det vil altid være muligt,
også indenfor den konstruktivisme der arbejdes med her, at bedømme f.eks. pietisternes
86 Oversat til Den teoretiske barndom (1999)
87 Butler, Judith; Bodies that Matter, on the discursive limits of ”sex” 1993
36

ug af fysisk straf i spædbørnsafretningen ud fra specifikke historisk producerede
måleenheder. Ligesom det er muligt at bedømme vor tids vuggestuepraksis med
1950’ernes forskning vedrørende de fatale konsekvenser af det John Bowlby kaldte
maternal deprivation. 88 Men det er vigtigt at fastholde, at man altid bedømmer,
beskriver og vurderer en bestemt forestilling ud fra en historisk specificitet, og nutidige
vurderinger af historiske konstruktioner af barnets natur er ofte vurderinger af de
historiske konstruktioners ligheder med eller forskelligheder fra nutidige konstruktioner
af barnet.
Konstruktionen af barnets gode natur og forældreskyldens fremkomst
Efter skitseringen af disse idealtypiske konstruktioner af barnets natur og de forældrebilleder,
som akkompagnerer dem, er det min tese, at i det patriarkalske system som den
kristne religion udgjorde og understøttede, pegede skylden og synden så at sige nedad
og hæftedes på barnet, undersåtten, hvorimod patriarken (i himlen) stod skyldfri.
Forældrene på jorden måtte i et skæbnefællesskab med barnet dele dets skyld, arvesynden
var et alment menneskeligt vilkår, men forældrene, kirken var nærmere Gud,
forældrene var ikke som barnet fuldstændigt i naturens og lysternes vold, og de var
barnets hjælpere på vejen mod frelse. Den stadige kamp mod barnets/menneskets onde
natur må kæmpes af forældrene men måske først og fremmest af den enkelte selv.
Og det er måske derfor C.S. Andresen i beretningen om sin sindssyge, selv påtager sig
skylden for sindssygens opståen.
Moderen konstitueres ikke som skyldig. På trods af det tvetydige religiøse forældrebillede
og på trods af, at moderen måske med Francke kunne bebrejdes sin blødsødne
opdragelse af sønnen, så beskrives hun ikke i kraft af sin skyld, hun beskrives tvært-
imod som en stadig kilde til kærlighed og helbredelse, en hjælp i synderens (evige)
kamp med sig selv.
Vores moderne opfattelse af barnet trækker måske i højere grad linier til Rousseau, hvor
denne figur af forældre, børn og skyld blevet vendt om. Hos Rousseau er menneskets
natur og barnet fra fødslen uskyldigt og godt. Men med konstruktionen af barnets
uskyld, må skylden og synden lokaliseres udenfor barnet. Og barnets eventuelle syndighed
må være tilført det udefra.
Med ideen om barnets gode natur er det muligt at lokalisere, hvad jeg her kalder en
klarere fremkomst af forældreskyld. Altså en figur, som vender skylden bort fra barnet
og fæster den på civilisationen og forældrene.
88 Se kapitlet Den mentalhygiejniske forældreskyld
37

Barnets gode og onde natur er to polære strukturer, som det er muligt at genfinde i
forskellige historisk specifikke konstruktioner af børn. Vor tids kompetente børn bærer
flere træk som ligner Rousseaus konceptualisering af det gode barn, mens Freuds idstyrede
barn, som eksamineres i kapitlet Psykologernes børn, bedst analyseres som en
konstruktion af barnets onde natur, og måske derfor bliver forældrene, ikke hos Freud
gjort ansvarlige for barnets eventuelle psykopatologiske udvikling.
I det følgende afsnit vil jeg imidlertid vise, at inden for lægernes diskurser omkring
sindssyge slår Rousseaus gode, naturlige barn ikke igennem. Tværtimod kan man i
behandlingsteknikkerne til sindssyge se en videreførelse af disciplineringsteknikker,
som i højere grad bygger på en konstituering af barnets onde natur. Lægernes årsags-
forklaringerne i forhold til sindssyge løfter derimod skylden fra den sindssyge, men i
stedet for at placere den hos forældrene, så forsvinder problematiseringen af moral og
skyld i forhold til sindssyge, og erstattes af en biologisk determinisme.
38

Lægernes børn
Dette kapitel er et forsøg på at skitsere en historisk scene, hvor hverken forældreproblematikker
eller skyldsproblematikker ser ud til spille nogen afgørende rolle i
forhold til forståelsen af sindssygens årsager.
Med 1800-tallets lokalisering af sindssygens årsager i enviromentalistiske og somatiske
forklaringer, forsvandt problematiseringen af både skyld og forældreskab i denne
sammenhæng. Først med degenerationsteoriens gennembrud i starten af det 20. århundrede
introduceredes hvad man kunne kalde en biologisk variant af den religiøse
arvesyndstanke, hvor forældreproblematikken igen fik en central placering i forhold til
sindssygens ætiologi, men hvor skyldstanken ikke længere spillede nogen rolle, for
sindssyge var biologisk determineret.
Fra synd til sygdom
Det kristne grundsyn, som kom til udtryk i Min Sind-Sygdom i Aaret 1783, var en stærk
strømning i 1700-tallet, oplysningens århundrede, og referencer til det religiøse barne-
og opdragelsessyn kan findes i opdragelsesbøger helt op til begyndelsen af det 20. århundrede.
Efterhånden blev arvesyndstanken i højere og højere grad et tegn på tidligere
generationers fejlagtige og umenneskelige opdragelse, som de nye pædagogiske
forfattere tog afstand fra. Den sekulariserede opfattelse blev efterhånden oplysnings-
tidens adelsmærke, og Rousseaus naturligt gode barn blev en del af eftertidens arv.
Men på trods af at Rousseaus syn på barnet som uskyldigt og af natur godt vandt stor
udbredelse og indflydelse i de efterfølgende århundreder, så skulle det vare næsten
tohundrede år før forældrene og især mødrene fik skylden for det uskyldige barns
udvikling af sindssyge. Først omkring det 20. århundredeskifte blev den kæde af årsag
og virkning smedet, som skulle komme til at se barndommen, opdragelsen og mødrenes
fejl som direkte årsag til udviklingen af sindssyge.
1800-tallets eksperter på sindssyge, lægerne, som er emnet for dette kapitel, tog afstand
fra den religiøse forklaringsramme, som sindssygen før var blevet tolket ind i.
Fra midten af 1800-tallet til anden verdenskrig, var det læger med et positivistisk
videnskabssyn, 89 som blev eksperter for både behandlingen af sindssyge og opdragelsen
af børn.
89
Ikke kun præster men også læger anså i 1700-tallet menneskets syndighed for årsagen til sindssyge. En
af de fremmeste og mest yderliggående repræsentanter for den såkaldte Psykiske Kurmethode J. Chr. A.
Heinroth (1773-1843) skrev bl.a.: ”Mennesket er uden at være sig bevidst indviet til Guddommen,
saasnart det betræder Verden, og fornuftslivet fører det til Guddommen. At dette kun sjældent sker , er
Menneskets egen Skyld, thi af Skylden udspringer alle dets onder, ogsaa Sjælelivets Sygdomme.”
39

Med udgangspunkt i fremtrædende danske lægers årsagsforklaringer for sindssyge vil
jeg i dette kapitel vise, at skyldsproblematikken så at sige fordampede, da lægerne fra
midten af 1800-tallet med forskellige definitioner og årsagsforklaringer insisterede på,
at afsindighed var en sygdom, som krævede lægehjælp, og ikke en tilstand grundet i
synd eller moralsk fordærv, som fordrede Guds nåde og moralsk optugtelse.
Jeg vil vise, at den årsagskæde som i dag forbinder opdragelse, forældreskyld og
sindssyge, næsten var fuldstændig fraværende i 1800-tallets positivistiske, medicinske
diskurs. Jeg mener, at hvis skyldsproblematikken skal adresseres i denne periodes sindssygediskurs,
så bærer periodens teknikker til behandling af sindssyge i højere grad præg
af den religiøse skyldsfigur, end af Rousseaus forestilling om barnets, menneskets, eller
den sindssyges medfødte gode natur.
Netop med hensyn til forklaringen af sindssygens årsager tog lægerne afstand fra den
placering af skyld hos den sindssyge, som den religiøse kontekst stillede til rådighed.
De hæftede heller ikke denne skyld for sindssygens udbrud på forældrene. I stedet for
primært at se sindssygen som en moralsk udartning, så lægerne sindssygen som en
fysiologisk sygdom, og dermed evaporerede skyldsproblematikken - i hvert fald fra
sindssygens årsagsforklaringer.
Materialet
Den historiske forskning i sindssyge i Danmark er sporadisk men som oversigtlitteratur
har jeg i dette afsnit benyttet mig af psykiater Hjalmer Helwegs Sindssygevæsenets
udvikling i Danmark (1915) udgivet som et mindeskrift for Harald Selmer, hvis tekster
udgør dele af kapitlets kildemateriale. Galskab, psykiatri, galebevægelse – en skitse af
galskabens og psykiatriens historie (1983 ) skrevet af Læge Anders Kelstrup, har også
været til stor hjælp med hensyn til lokaliseringen af kildemateriale. Den er den senest
skrevne oversigtshistorie over dansk psykiatrihistorie, og behandler i et marxistisk
perspektiv galskabens historie både i et internationalt men også nationalt perspektiv.
Edith Mandrup Rønns ph.d. fra 1996; De fattige i ånden, essays om kultur, normalitet
og ufornuft, har også været til stor inspiration for dette kapitel, både for hendes Foucault
inspirerede analyse af et emne, som ligger tæt op af dette, men også fordi hun i sin bog
har analyseret tekster af både J.R. Hübetz og H. Selmer, som også udgør en del af dette
kapitels kildemateriale. Rønn har dog brugt dem til en bredere analyse af konstitutionen
af de unormale, hvor jeg her mere snævert analyserer kilderne for deres specifikke
udsagn om sindssygens årsager.
Lehrbuch der Störungen des Seelenlebens oder der Seelenstörungen und ihre Behandlung, 1818, cit. fra
Helweg, Hjalmar; Sindssygevæsenets udvikling I Danmark 1915:29
40

Frenologien, som i 1800 og helt op til starten af 1900-tallet markerede sig med en fysio-
logisk forklaring på menneskekarakteren ud fra kraniets bygning og buler, er ikke taget
med, fordi den i højere grad er en positiv diagnosticering af menneskekarakteren end
den tilstræber at være en forklaring på sindssygens opståen. 90
Kilderne til dette afsnit om skyldsproblematikken i en post-teologisk men pre-
psykologisk diskurs er til dels valgt udfra forfatternes centrale placering som debattører
og læger i debatten om sindssyge og sindssygehospitalernes indretning og til dels for
den afstandtagen, som de eksplicit markerede i forhold til at se sindssyge som et
produkt af synd.
J. R. Hübertz
Den skyldsproblematik, som i forbindelse med sindssygen så tydeligt hæftedes på den
afsindige, på menneskets onde natur, på barnet, og udstillede det som synder, i nød for
forældrenes og Guds nåde og tugtelse, var til stadighed en nærværende problematik for
de første positivistiske læger inden for sindssygebehandlingen i Danmark. Men det var
en problematik, som de søgte at udviske og en problematik, som de skrev sig op imod.
Indignerede argumenterede de for, at deres videnskabelige tilgang til sindssyges forhold
i Danmark leverede bevis for, at denne skyldsproblematik i høj grad var forfejlet og
resulterede i umenneskelige, ja faktisk dyriske forhold for de syge.
”Naar en Familie eller en Commune har en ustyrlig Afsindig, hvilken man ikke kan eller vil
anbringe i en offentlig Anstalt, da indretter man et lille Bur til ham […] ved at indrette et
saadant Bur, er den vigtigste betragtning uden tvivl i Almindelighed, at slippe saa lidt
Bekostning som muligt, uden derved ret meget tages Hensyn til den Afsindige.” 91
og forholdene på de store og små offentlige anstalter var ikke bedre:
”Alt er beregnet paa de aller usleste Mennesker, ja tildels mere paa Dyr end paa Mennesker,
og dog sætter man Folk af alle Grader i Sygdommen og af alle Stænder, mellem hinanden
ind i disse slette Anstalter.” 92
J. R. Hübertz (1794-1855) var sammen med H. Selmer (1814-1879) de to danske læger,
som for alvor gjorde op med ideen om, at årsagen til sindssyge skyldtes synd. 93 Hübertz
90
Sindssyge diagnostiseres ikke eksplicit i de frenologiske bøger, men hvert organ i hjernen kan være
både for svagt eller for stærkt udviklet og dette kan føre til problematiske karaktertræk. F.eks. kan en
overdreven udvikling af organet for Barnkärlek føre til obetänksamt eftergifvande för barnenes
oförståndiga nycker och begär. (s.12) mens Pedanteri er følgen af en for stærk udvikling af organet for
Ordningssinne. Frödin, Sten; Frenologi 1908:22 se også Lind, Martin; Frenologi eller efter
Hjerneskallens Form at kunne bedømme Menneskets Karakter 1876.
91
Hübertz 1843 cit. fra: Kelstrup, Anders; Galskab, psykiatri, galebevægelse – en skitse af galskabens og
psykiatriens historie 1983:126
92
Hübertz 1843 cit. fra Kelstrup 1983:126
93 Helweg 1915:80
41

foretog i 1840 de første statistiske undersøgelser vedrørende antallet af afsindige og
idioter
i Danmark. I 1843 udgav han Om Daarevæsnets indretning i Danmark og i 1851 kom
den bearbejdede statistiske udgivelse De Sindssyge i Danmark, foranlediget og påbudt
forfatteren af Justitsministeren. De sindssyge i Danmark er en slags typografi over
landets sindssyge og det statistiske materialet blev samlet ved:
”...den 1. Juli 1847 i samtlige Communer, i Kjøbstederne af Magistraten, paa Landet af
Sognepræsterne at lade optage Fortegnelser over Afsindige, Fjollede, Fjantede o.s.v. som
der have ophold.” 94
Den bearbejdede undersøgelse består af diverse statistikker, som viser sindssyg-
dommens geografiske udbredelse, de sindssyges alder, stand, og sygdommens varighed,
komplikationer og altså også Hübertz betragtninger over Sygdommens Aarsager. 95
Sidst i udgivelsen er der indføjet et håndkoloreret Jordmons-kort over Danmarks 7
Stifter, med Angivelse af de Sindssyges Forhold til 1000 Indbyggere i de enkelte
Herreder m.m. 96
I forhold til fremkomsten af forældreskyld er det interessant, at Hübertz efter fransk
forbillede opdelte sin statistik over årsager til sindssygen i Physiske- og Moralske
Aarsager og specielt interessant er det, at han blandt de moralske årsager opregnede;
Upassende (oftest haard) Behandling under Opvæxten. 97 Disse tilfælde udgjorde i 1847
2.3% 98 af det samlede antal sindssyge. Til sammenligning skal nævnes, at den moralske
årsag som tegnede sig for den største andel af sindssygen var Ulykkelig Kjerlighed. 99
Den ulykkelige kærlighed var således årsag til 15,0% 100 af alle tilfælde af sindssyge.
Man kan altså sige, at på trods af at opdragelsen blev betragtet som en relativt sjælden
årsag til sindssyge i 1847, så optrådte den dog i statistikken som et lille tegn på den
skyldsbølge som senere skyllede ind over forældrene.
Hübertz gjorde sig dog ikke mange tanker om distributionen af sindssyge på de forskellige
årsagsforklaringer i denne tabel. Langt mere udførligt argumenterede han for, at
det som følge af hans statistiske beregninger var muligt at se en sammenhæng mellem
antallet af sindssyge og landskabet. Han diskuterede sine resultater i forhold til, om
jordens sammensætning kunne have en indflydelse på forekomsten af sindssyge,
94 Hübetz, J. R.: De Sindssyge i Danmark 1851:IIV
95 Ibid.:15
96 Ibid.:27
97 Ibid.:19
98 Ibid.:19
99 Ibid.:19
100 Ibid.:19
42

ligesom han mente, at se en sammenhæng mellem bakkens hældning og distributionen
af sindssyge hos beboere på henholdsvis vest- og østsiden.
”At den nordlige og den sydlige Heldning Af bakkerne have forskjellig Vegetation, ved
man; at saaledes Nordsiden begunstiger Fremvæksten af en Mændge langvarige, seiglivede
Planter, f. Ex. Mosser m.fl., hvorimod de til dels kortlevende Græsarter og andre Planter
her trives mindre vel, og at Sydsiden har aldeles modsatte Vegetations-Forhold, er saa
bekjendt, at man blot behöver at nævne det for at finde Medhold. Det kan ogsaa antages
som givet, at der findes forskjellige Betingelser for Menneskenes Sundhed paa de modsatte
Heldningsflader; thi der er ikke Blot Idiotismen, der er hyppigere paa Vesterlandet i
Jylland; man har for længst bemærket, at andre Sygdomme vare mere udbredte her end
andensteds.” 101
Den relativt store forekomst af sindssyge i Vestjylland bekræftede gyldigheden af denne
enviromentalistiske forklaring.
”Hele Jylland kan betragtes som en eneste stor Bakke eller om man vil hellere en Gruppe af
Bakker med en Aas der løber langs igjennem hele provinsen; Hvad der ligger paa den ene
Side af denne har i det hele Fald mod Vest, paa den anden mod Öst.” 102
Hübertz diskuterede også sociale årsager til forklaring af den relativt høje forekomst af
sindssyge i Vestjylland, den kunne også skyldes mændenes udvandring, og de deraf
følgende færre ægteskaber i Jylland. De sparsomme ægteskaber hindrede Kjønsdriftens
udfoldelse 103 og Enkestanden synes ogsa særdeles at befordre Sygdommen. 104 Det er
måske på sin plads at bemærke, at de sparsomme ægteskaber sås som årsagen til sindsygdomme
hos voksne mennesker, hvis udfoldelse af kønsdrift hindredes. Der er
imidlertid ingen tegn på, at Hübertz mente, at f.eks. enkestand kunne have en sygdomsfremmende
betydning for børnene i den berørte husstand.
I Hübertz statistik, der af Hjalmer Helweg regnes for den første nogenlunde pålidelige
tælling af sindssyge i Danmark, 105 er opdragelsesproblematikken i forhold til sindssyge
altså akkurat tilstede, men det var de enviromentalistiske og sociale årsagsforklaringer,
som for alvor erstattede synden som forklaring på sindssygdommens opståen. Jordens
sammensætning, bakkens hældning og ægteskabernes fåtal løftede så at sige skylden fra
den enkelte sindssyge, og opløste for en tid den individuelle skyldsproblematik, og problematiserede
istedet den fysiske lokalitet uden for det enkelte menneskes indflydelse.
Opdragelse eller barndomsoplevelser blev statistisk angivet som årsag til sindssyge i
2.3% af de opregnede tilfælde. Men Hübetz fandt det hverken værd at kommentere eller
analysere denne statistik i nogen dybde. En spinkel sammenkædning af opdragelse,
101 Hübertz 1851:16
102 Ibid.:16
103 Ibid.:17
104 Ibid.:18
105 Helweg 1915:82
43

forældreskyld og sindssyge kunne anes, men den havde slet ikke den gennemslagskraft,
som den skulle få i det 20. århundrede.
H. Selmer
Hübertz betragtninger om sindssygdommens årsager blev godt modtaget af hans
samtid, 106 men det var lægen Harald Selmer (1814-1879), der, som Danmarks første
eller i hvert fald mest højlydte somatiker, for alvor forankrede sindssygdommen i
fysikkens og biologiens domæne, hvor den før havde været forankret i sjælen. Selmer
udgav i 1842 den første danske lærebog i psykiatri, en oversættelse af den engelske
læge I.C. Prichards værk Om Sindssygdomme og andre Sjælstilstande 107 . I 1846
udsendte han en brochure Om Psykiatriens tilstand i Danmark med særligt hensyn til St.
Hans Hospital paa Bidstrupgaard, hvori han rettede en sønderlæmmende kritik af
indretningen og behandlingen på Danmarks største hospital for sindssyge. 108 Det
personlige angreb på den lægelige ledelse affødte en del kritik, men mødte også megen
anerkendelse ikke mindst fra Hübertz, som i en artikel i Fædrelandet 1843 erklærede, at
Selmer havde fuldstændig ret. 109 I 1946 udkom så det programatiske skrift; Almindelige
Grundsætninger for Daarevæsnets Indretning. Selmer argumenterede i dette skrift for,
at afsindighed ikke var en forstyrrelse af den offentlige ro, som krævede politiets forvaring,
men at sindssygdom netop var en sygdom. En sygdom som krævede lægelig
behandling.
”Vel er Afsinddigheden en Sygdom; men den er en legemlig Sygdom, uagtet af den
formelig yttrer sig ved sjælelig Symptomer.” 110
Sindssygdom var altså, på trods af dens sjælelige udtryk, en legemlig sygdom, som i
langt de fleste tilfælde også var direkte forårsaget af fysiske skader;
”Thi man vil finde, at det snart er Uorden i Mælkeafsondringen efter Fødslen, som
pludselig forvandle Barselskonen til et vildt Dyr; snart en Standsning af tilvante Blodsflod,
som forrykker et Menneske saa aldeles fra hans tidligere Væsen, at man neppe gjenkjender
ham i hans forvirrede Digten og Tragten: - snart er det Phantasierne i en Typhus eller
Nervefeber […] snart en Leverlidelse eller en anden Underlivssvaghed[…] snart et Saar
eller et Stød paa Hovedet […] snart medfører et Krampeslag en langsomt tiltagende
Aandssløvhed, der uformærkt nedsænker den Ulykkelige i en fyldstændig og livsvarrig
Fjollethed.” 111
106 Bastholm, Henrik; Anstalt og psykiatri nogle magtstrategiske overvejelser, 1985:31
107
Helweg 1915:94,221
108
Ibid.:91
109
Ibid.:93
110
Selmer 1846:15
111
Ibid.:15
44

Diegivning, som senere blev en indflydelsesrig faktor i det spæde barns risiko for senere
udvikling af neuroser, kunne altså også hos Selmer forårsage sindslidelser, men det er
signifikant, at diegivningen i dette tilfælde var farlig for barselskonen, barnet problematiseredes
ikke i denne sammenhæng.
Selv om sindssygen således havde sin årsag i fysiske skader, så indrømmede Selmer
dog muligheden for, at visse sindssygdomme virkelig ikke kunne tilskrives fysiske
årsager, men var forårsaget af f.eks. ulykkelig kjærlighed 112 eller anden modgang, 113
men da måtte sindslidelsen imidlertid skyldes
”…at der i forvejen er et Anlæg tilstede til at gaae fra Forstanden. Thi ellers maatte jo saa
godt som alle Mennesker miste den, da der dog ikke findes ret Mange, hvis Liv henrinder
selv uden betydelige Rystelser af en saadan Natur.” 114
Det ville sige, at selv hvis sindssygdommen ikke var en direkte følge af en fysisk skade
eller sygdom, så måtte den sindssyge altså i forvejen have et Anlæg, en (fysisk)
disposition for sindssyge. Selmer flyttede altså årsagen til sindssygen fra, for det første
sjælens syndige domæne men også fra Hüberz udenoms menneskelige strukturer.
I stedet lokaliserede han årsagen til sindssygen i mennesket, men ikke i menneskets
letpåvirkelige sjæl, nej netop i menneskets organer.
”Ofte er Afsindigheden fra først til sidst ledsaget af Symptomerne paa bestemte Sygdomme
i visse Organer, og Undersøgelsen af Liget viser mangen Gang, hvorledes vanviddet helt
igennem slet ikke har været andet, end et sjæleligt Akkompagnement til den legemlige
lidelse.” 115
Denne somatiske årsagssammenhæng, hvor sindssygdom ofte var en følge af en fysisk
sygdom, placerede lægerne helt centralt i forhold til diagnosticeringen, håndteringen og
selvfølgelig helbredelsen af de afsindige.
Skyldsproblematikken var hos Selmer som hos Hübertz næsten forsvundet. Med disse
to læger blev de årsagssøgninger tegnet op, som fik så stor betydning og stadig har stor
betydning for opfattelsen af sindssyge. Sindssygens årsag skulle ikke længere finde sin
grund i moralske fejl hos den enkelte. Synd og skyld var ikke længere en del af forklaringen
på sindssyge, og skulle ikke placeres hverken hos den sindssyge eller som
senere hos forældrene. Afsind, som nu var en sygdom, skulle ses som et sjæleligt udtryk
for en fysisk problematik.
Det er dog interessant, at i kapitlet om økonomi, hvor Selmer fremførte sit forslag til
daarevæsnets indretning, argumenterede han for, at sindssygen også havde sociale
112 Selmer 1846:16
113 Ibid.:16
114 Ibid.:16
115 Ibid.:17
45

årsager. Selmer argumenterede for, at staten skulle overtage det økonomiske ansvar for
de sindssyge fra kommunerne, fordi sindssyge var en sygelig frugt af civilisationen. 116
”Iblandt vilde Folkefærd forekommer Afsindighed kun sjælden; men i samme Grad som
Kulturen stiger, begynder den at vise sig, og netop blandt de mest civiliserede Nationer,
hvor det sociale Liv stedse stræber mod større Udvikling, forekommer den hyppigt […] vi
maa derfor her blives staaende ved det Faktum, at den i Virkeligheden er en sygelig Frugt
af civilisationen…” 117
For Selmer var der ingen tvivl om, at Ufuldkommenheder i Statsmaskinen 118 både
udvikle Dispositionen for sindssyge, eller i al stilfærdighed forbereder deres Udbrud. 119
Og denne statsmaskine burde derfor betale for de sindssyges ophold og behandling.
Denne placering af skyld hos statsmaskinen eller civilisationen i en økonomisk
argumentation, genintroducerede den Rousseauske civilisationskritik, og genintroducerede
også en skyldsproblematik, som egentlig syntes udeladt i resten af
Selmers skrift. Men den peger på den understrøm af skyldsproblematikker, som til
stadighed løb samtidig med positivismens lokalisering af sindssygens årsag i legemet,
og som altså kunne bringes i anvendelse f.eks. når økonomien diskuteredes. Rousseaus
forestilling om menneskets naturlige godhed, hvis fordærv, og nu altså også sindssyge,
måtte tilskrives statsmaskinen, var stadig gangbar.
Behandlingen af den onde sindssyge
Det er vigtigt at understrege, at dette afsnit har beskæftiget sig udelukkende med
positivismens skiftende årsagsforklaringer for psykopatologi og det var i disse
årsagsforklaringer, at skyldsproblematikken næsten evaporerede. Men som Foucault
påpeger i Histoire de la folie (1961), er det muligt at argumentere for, at behandlings-
teknikkerne i forhold til sindssyge - som ikke falder inden for dette kapitels problematik,
i høj grad arvede optugtelsesteknikker fra de tidlige sindssygeanstalter. Det er
også min opfattelse, at disse opdragelsesteknikker var begrundet i en moralsk formning
af det onde barn, den onde menneskenatur, og at en før-Rousseausiansk skylds-
problematik så at sige overleveredes gennem disse teknikker. I 1891 skrev overlægen
ved kommunehospitalets psykiatriske afdeling Knud Pontoppidan:
”Den der bærer ansvaret for, at de syge ikke tilføjer sig selv eller andre nogen skade, må
lade dem være under streng opsigt; men dette er ikke muligt uden en vis grad af
frihedsberøvelse. Hvor onde instinkter gør sig gældende må de mødes med repressalier; der
116 Selmer 1846:115
117 Ibid.:115
118 Ibid.:115
119 Ibid.:115
46

må korrektion til, så snart der gøres brud på stedets orden og disciplin.” 120
(min understregning)
Foucault gjorde opmærksom på, at 1900-tallets helbredelsesanstalter organiseredes i
familierelationer, hvor overlægen trådte ind i rollen som den autoritative fader og de
syge fik rollerne som de uvidende børn, som skulle (gen)opdrages. På den baggrund må
man formode, at på trods af de skiftende årsagsforklaringer som lokaliserede psykopatologien
i geografiske eller biologiske faktorer, så var der, også i denne periode, en
tæt forbindelse mellem sindssyge og opdragelse. Opdragelse ikke lokaliseret som årsag
til sindssygen og dermed skyldsproducerende i forhold til forældrene, men opdragelse
organiseret som helbredelse. Dermed placeredes patienten som objekt for disse teknikker
i en position som skyldig.
En videre undersøgelse langs disse linier er ikke inden for dette speciales rammer, men
ville bestemt være interessant, for også i dag kan der påvises en tæt sammenhæng
mellem teknikker til behandling af sindssyge og opdragelse. Den stadigt opblussende
debat om tvang og fiksering i psykiatrien vidner om, at visse teknikker, som udover
medicinering, indgår i behandlingen af umyndiggjorte i dag, i højere grad ligner
tidligere tiders opdragelsesteknikker baseret på forestillinger om det onde barn, end det
ligner de opdragelsesteknikker som anbefales vore dages kompetente forældre med
kompetente børn.
Degenererede børn
Det mønster som ses hos Hübertz og især hos Selmer, hvor årsagen til sindssyge først
og fremmest skulle søges i de biologiske faktorer, men hvor en lille indrømmelse blev
givet til andre faktorer så som opdragelse, blev gennemgående i lægernes opfattelse af
sindssyge. I 1898 forsvaredes en 438 siders Doktordisputas om Influenza som Arsag til
Sindssygdom 121 og Forelæsninger for sygeplejersker 122 fra 1924 angav både det barske
liv på den jyske hede (Hübertz), men også Selmers diegivning og andre fysiske traumer
som årsager til sindssygens opståen. Men de sygeplejerskestuderende i 1924 præsenteredes
dog først for tidens seneste forskning inden for sindssygens årsager:
arvelighed 123
I starten af det 20. århundrede tog den eugeniske debat fart 124 og den anerkendte
psykiater og neurolog, August Wimmers (1872-1937)udgav i 1909 bogen;
120 Pontoppidan, Knud 1891 cit. fra Kelstrup 1983:153
121 Fehr, H.; Influenza som Aarsag til Sindssygdom 1898
122 Anchersen, Maria; Sindssygdom og Sindssygepleje 1924
123 Ibid.:27
124 Se f.eks. Koch 2000
47

Degenererede børn. Bogen vidner om, hvordan den biologiske arvelighedslære i stor
udstrækning kom til at erstatte både Hübertz enviromentalistiske betragtninger og
Selmers fokusering på selve det fysiske traume. Degenerationslæren gav sindssygdommene
helt andre årsagsforklaringer og genealogier, kimen til sindssygen lå nu gemt
i familiehistorien.
Wimmers bog er det første danske eksempel på forskning, jeg har fundet, som omhandler
sindssyge eller psykopatologi hos børn. Sindssyge hos voksne var de tidligere
kilders objekt, men med Degenererede Børn blev børnene en afgrænset befolkningsgruppe,
som kunne objektificeres, diagnosticeres og behandles for bl.a. sindssyge.
Også andre historiske udredninger peger på, at i begyndelsen af det 20. århundrede blev
børn for alvor objekter for både medicinsk, statistisk og juridisk interesse. 125
Børn blev defineret som en særlig gruppe, og der blev oprettet særlige børnefængsler,
skrevet særlige børnelove og den nye kategori ”spædbarn” fik stor betydning for de
medicinske strategier i forhold til børnedødelighed. Ligesom Ariès hævdede at
barndommen blev opfundet i middelalderen, så kan man hævde, at barnet først
konstrueredes som objekt for det videnskabelige blik på dette tidspunkt, og først her
i begyndelsen af det 20. århundrede blev det sindssyge barn opfundet. Først med
udgivelsen af Wimmers bog i 1909 kunne også børn lide af sindssyge.
I resten af dette speciale vil det primært være kilder der beskriver psykopatologi hos
børn, som vil være i fokus, netop fordi denne genealogiske undersøgelse sigter mod den
sammenkædning af barndom og sindssyge, som senere blev så udbredt.
August Wimmer gjorde sig til talsmand for sindssygdommenes arvelighed. Da sinds-
syge således betragtedes som en medfødt sygdom, blev det nu også muligt at se og
diagnosticere sindssygen i barndommen. Wimmer anførte i sit kapitel om Udartninges
Aarsager 126 forskellige grunde til sindssygen. For det første var der de ydre årsager,
som helt i overensstemmelse med Selmers teori om fysiske traumer var årsag til den
erhvervede (exogene) børnedegeneration, 127 Denne exogene børnedegeneration forårsagedes
af skader som Mekaniske Læsioner af Barnehovedet, Forskellige Sygdomme
osv. 128 Disse fysiske traumer indtraf typisk i Moders liv, under Fødselsagten eller i
Barnets tidligste Leveaar. 129
De årsager, som Wimmer imidlertid tillagde størst vægt, var de
125
Se bl.a. Løkke, Anne 1998 og Ning de Coninck-Smith 2000
126
Wimmer, August; Degenererede Børn. Forelæsninger holdte ved Københavns Universitet i
Efterårssemesteret 1908 1910:7
127
Ibid.:8
128 Ibid.:8
129 Ibid.:7
48

”Indre årsager – medfødt Anlæg, arvelig Belastning.
[…] Til Forstaaelse af Barnets Degeneration antager vi da et Barnet fra dets Fødsel
iboende, individuelt Anlæg til Abnormiteter i Sjælelivet: Endogen Udartning.
Degenerationens Aarsag er her en medfødt, som vi søger hos Barnets Ophav, i dets
Ascendens i mere eller mindre direkte linie.” 130
(forfatterens typografi bibeholdt)
Disse medfødte, indre årsager opdelte han i to, hvor Germinativ udartning 131 (skadede
kønsceller) var den ene, men som Wimmer skrev:
”Den neuropatiske Belastning er sikkert Barnedegenerationens Hovedaarsag. Begrebet er
fremkommet ved en klinisk Erfaringsslutning: For et overordentligt stort Antal
Degenerationstilstande hos Børn lykkes det os ikke at finde nogen anden Aarsag end det
Forhold, at vi hos Barnets nærmere eller fjænere Ophav kan paavise en Række sjælelige
Sygdomme eller Abnormiteter eller Udslag af saadanne, om hvilke vi saa antager, at de kan
gaa igen hos Barnet ved Nedarvning, som en arvelig-nervøs Belastning, en
neuropsykopatisk Disposition osv.” 132
Barnedegenerationens hovedårsag, den arvelige neuropatiske belastning var altså
konstrueret via udelukkelsesmetoden, men som den positivistisk skolede læge han var,
så prøver Wimmer at forankre disse nedarvede lidelser i fysiske forandringer i hjernen,
men dette viste sig dog at være vanskeligt.
”Som det anatomisk-fysiologiske Grundlag for denne Nedarvning antager vi et
mangeltfuldt anlagt Centralnervesystem hos Barnet, selv om vi end langt fra altid ved Synet
eller ved Mikroskopet kan paavise disse Forandringer, særlig i hjærnen, men maa nøjes
med at formode Tilstedeværelsen af mikroskopisk ikke paaviselige Hjærnelidelser af
”funktionel” eller dynamisk natur, Af Abnormiteter i Hjærnescellernes Stofskifteprocesser
o.lign.” 133
Sindssygen blev altså med degenerationsteorien en hjernelidelse. Denne status har den
bibeholdt inden for psykiatrien til i dag. Nærmere bestemt blev den med degenerations-
teorien en sygdom fremkaldt af et mangelfuldt centralnervesystem, som overførtes ved
biologisk, ofte progressiv arv gennem slægter, men som dog sjældent kunne ses i mikroskopet.
Derimod sås den nedarvede degeneration tydeligt ved opstilling af slægtstavler.
Wimmer beskrev f.eks. gennem denne slægtslinie
”...hvorledes de sjælelige forstyrrelser bliver grovere for hver generation, dels også, at det
undertiden lykkes os at følge Sporet af den specielle sjælelige udartning [her moralsk
degeneration] op genne slægten.
1) Datter, altid abnorm Karakter, stejl, forbeholden og skjult, meget selvsikker og stolt,
snobbet, sværmende for alt fint, særligt adeligt; med 36. Aar Forrykthed (erotiskpersekutoriske
Vrangforestillinger).
130 Wimmer 1910:8
131 Ibid.:8
132 Ibid.:9
133 Ibid.:9
49

2) Faderen, mistroisk, en Blanding af Pessimist og Grandseigneur, ødsel, forfalden til
Drik, endt paa Sindssygeanstalt.
3) Farbroder, Særling, menneskesky.
4) Faster, Forfølgelsesvanvid med Klimakteriet.
5) Farmoder, exalteret, Storhedsvanvid.
6) Broder, Fantast, forrykt Opfinder, Hallucinant.
7) Flere i Faderens Slægt mistroiske og menneskesky” 134
I et konstruktivistisk perspektiv er det slående, hvordan biologi og natur her fik så tæt
en tilknytning til moral og normative kategorier. Især datterens grovere degeneration,
som bl. a. udartede sig i snobbethed, er grundet tidernes skiften svært at se som andet
end en helt specifik historisk konstruktion af sindssyge på trods af den biologiske og
universelle årsagsforklaring. Rønn skriver i sin ph.d., at diagnosticeringen af sindssyge
nemmere forstås som en kulturel afgrænsning af det normale, frem for som en kategori
i sin egen ret. Moralsk degeneration og den snobbethed, som i dette tilfælde førte til
diagnostisering af degeneration, forstås på den måde som en social udgrænsning og
afstandtagen, som efterfølgende begrundes med en naturvidenskabelig forklaring.
Den forstås ikke som en positiv diagnose baseret på de biologiske data, som Selmer selv
havde svært ved at levere.
Det er svært at forestille sig vore dages psykiatriske diagnoser implanteret på Selmers
afdeling for sindssyge. Indlægger vi i dag de samme slags mennesker med de i realiteten
samme slags sygdomme? Ville den snobbede kvinde i dag få diagnosen skizofren?
Eller falder det, som Selmer kategoriserede som snobbet adfærd, ikke længere uden for
normalitetens grænser? Ville Selmers snobbede patient blive udskrevet ved det første
møde med en moderne psykiater?
Det er en af Foucaults pointer, at diskursive formationer ikke blot differentierer deres
objekter, diskursive formationer producerer de objekter, som de taler om. 135 Derfor kan
sindssyge fra to århundredeskifter vanskeligt sammenlignes, afvigende adfærd produceres
i nye diskursive formationer i forhold til nye konstruktioner af normalitet.
Degeneration var en kulturel kategori, som udgrænsede afvigere i forhold til en historisk
specifik konstruktion af normalitet. Wimmer argumenterede på baggrund af en naturvidenskabelig
logik, men kunne kun på baggrund af kulturelt etablerede kategorier
diagnosticere degeneration. Han kunne ikke som Selmer, efter dødens indtræden
identificere den biologiske manifestation af degenerationen, det underudviklede
centralnervesysestem, og andre unormalier i hjernen hos de degenererede. De formodedes
at være der, men han kunne ikke identificere dem. Wimmer diagnosticerede
134 Wimmer 1910:13
135 Dreyfus og Rabinow 1982:61
50

degeneration med henvisning til en naturvidenskabelig autoritet, men patienten blev
placeret i denne kategori fordi patientens snobbede adfærd afveg fra en kulturel og
historisk specifik norm.
Degenerationstanken er interessant i forhold til det perspektiv, som forældreskyldens
genealogi udstikker, fordi den genintroducerer forbindelsen mellem den fædrene arv og
sindssygen. Degenerationstanken kan analyseres som en reaktualiseren af arvesyndstanken,
idet den sindssyge så at sige igen arvede sin dårligdom eller sin tilbøjelighed for
sygdommen fra forældrene. Denne gentagelse af et religiøst tema i en medicinsk diskurs
underbyggedes af Wimmers beskrivelser af de moralsk degenererede børn. Disse
beskrivelser ligger snublende tæt på religiøse beskrivelser af barnets onde natur.
”Disse individer synes kun at kende én Følelse: Egoismen, og det ser ofte ud, som om deres
eneste eller største Glæde er Glæden ved at gøre ondt. Deres hele Tilværelse kommer derfor
til at hvile som et tungt, uafrysteligt Kors paa Hjemmet og Samfundet; de synes fødte til
Glæde for ingen, til Skam, til Sorg, til Ulykke for mange.” 136
Degenerationstanken byggede på forestillingen om en biologisk og uværgerlig overførsel
af en til tider moralsk udartende sygdom. Den degenereredes onde natur var
medfødt, men til forskel fra arvesyndstanken, som opererede med det onde i selve den
menneskelige natur, så var den onde natur i degenerationstanken en patologisk tilstand,
som kun optrådte i visse (patologiske) familier. Også placeringen af skyld var anderledes
i denne biologiske variant af arvesynden, for der var skyld i degenerationstanken,
men ikke en skyld som kunne sones eller tilgives og heller ikke en mulighed for, at det
kunne være gået anderledes, hvis det degenererede barn havde fået flere piskeslag og
strengere tilsyn. Kristendommens syndige barn havde håbet om syndsforladelse og
frelse, men for det degenererede barn var der intet håb om helbredelse. Det paradoksale
ved degenerationstanken var netop, at den fratog lægerne deres position som helbredere,
for disse degenererede børn var pr. definition uden for både lægelig og pædagogisk
rækkevidde. Forældrene var selvfølgelig ofte som følge af degeneration i sig selv
uegnede som opdragere, men selv i anstalter med professionelle opdragere viste især de
moralsk degenererede børn sig helt i sygdommens vold og uopdragelige.
”Medens mine personlige Erfaringer fra vore Opdragelsesanstalter (og de paagældende
Forstanderes Meddelelser) viser, at det aandsvage, kriminelle Barn ikke sjældent paavirkes,
om end langsomt, af Tvangsopdragelsen, saa synes det moralsk degenererede Barn ganske
upaavirkeligt. Det kan nogenlunde tøjles, medens det er under Anstaltens Disciplin. Men
ogsaa kun nogenlunde. Ikke sjældent vedbliver disse Børn at stjæle paa Anstalten; enkelte
136 Wimmer 1910:131
51

af dem gør sig endda skyldige i Indbrud. Undertiden, naar trangen bliver dem for stærk,
echapperer de.” 137
I lyset af en årsagsforklaring på sindssyge som patologiserede visse familier (i modsætning
til synden som et almenmenneskeligt vilkår) og umuligheden af helbredelse
(i modsætningen til håbet om frelse), så førte den medicinske genoptagelse af arvesyndstanken
til en situation, hvor kun profilakse var en mulighed. De patologiske
familielinier måtte for samfundets og for deres egen skyld forhindres i at videregive
deres fatale og socialt determinerende biologiske arv.
”Her har man som et yderst radikalt Middel forslået Kastraktionen, særlig over for
Forbrydere, Drankere, Epileptikere og Idioter. Forslaget vil vist have meget svært ved at
finde Bifald, selv om det ved nøjere Eftertanke ikke er saa raat eller inhumant, som det
maaske strax kan synes.” 138
Man kan sige, at lægerne med deres adoption af degenerationstanken udspillede deres
rolle, selvfølgelig ikke som diagnosticerende instans, men de udspillede deres rolle både
som behandlere og helbredere af sindssyge. Og det var måske den magtesløshed over
for den eksisterende sindssygdom, som degenerationsteorien konstruerede, som beredte
grunden for den ny ekspertgruppe inden for området, som skulle vokse sig så talrig og
indflydelsesrig i løbet af den sidste halvdel af det 20. århundrede. Psykologerne, som i
løbet af den sidste halvdel af det 20. århundrede udfordrede lægerne og blev en ny
gruppe af eksperter på både sindssyge og børneopdragelse, brugte de samme argumentationsrækker,
som degenerationslægerne, men de lagde vægten på en social frem for en
biologisk determinisme. Det er slående hvor nemt de slægtshistorier over familier med
degenerative træk, som Wimmer analyserede, og som for ham var beviser på den ned-
arvede sygdom, senere kunne analyseres og bruges som bevis for, at forældrenes sociale
uformående førte til sindssygdom eller moralsk udartning hos deres børn.
Psykologernes socialisationsteorier stillede dem ikke i samme magtesløse position som
lægerne, sindssyge kunne med deres teorier forebygges - ikke ved den inhumane
sterilisation, men ved den gode opdragelse. Degenerationstanken var bare én version af
den sammenkædning af forældre og sindssyge, som fik stor betydning i det
20. århundrede.
137
Wimmer 1910:150
138
Ibid.:250 Wimmer medvirkede ved udformningen af den danske sterilisationslovgivning 1929-35 som
medlem af Den Antropologiske Kommité og Steinckes sterilisationskommision. Den Store Danske
Encycolpædi bd. 20 2001:363
52

Psykologernes børn
De to første kapitler i denne analyse; Barnets onde og gode natur og Lægernes børn har
været koncentreret om at vise historisk alternative forståelser af sindssygens årsager og
forældreskyldens fremkomst eller fravær i forbindelse med disse årsagsforklaringer.
I forsøget på at historisere den psykologiske etablering af en sammenhæng mellem
barndom og sindssyge har jeg villet vise, at denne sammenhæng, som i dag er alment
accepteret, ikke har været hverken naturlig eller indlysende i de før-psykologiske
tekster, som jeg har analyseret i disse to foregående kapitler.
De analyserede tekster har ikke været vilkårlige, insignifikante tekster i deres samtid.
Teksterne har været skrevet af skribenter og producenter af viden med en, for den
historiske periode, anerkendt legitimitet. En legitimitet som i 1800-tals lægernes skrifter
etableredes gennem naturvidenskabens institutionalisering. Og i Min Sinds-Sygdom i
Aaret 1783 legtimerede C.S. Andresen sin beretning ved at indskrive den i en etableret
religiøs forståelse af sindssyge som en straf fra Gud. Med andre ord har de religiøse
og medicinske slutninger om sindssygen og dens årsager, som er analyseret her, haft
legitimitet og effekt i deres historiske samtid, ligesom konstruktionen af sindssygens
rødder i barndommens traumer har det i dag.
Den genealogiske analyse har været anlagt for at fremdrage historiske konstruktioner
eller skiftende forestillinger om sindssygens årsager, barnets natur, forældrenes rolle
og skyldens placering i denne problematik.
Det overordnede spørgsmål, som har styret analysen, har været; hvad blev man sindssyg
af før man blev det af sin barndom? Og i hvilket omfang har spørgsmålet om skyld
været relevant i forhold til sindssyge. Svarene har været mange. C.S Andresen blev
sindssyg, fordi han var en synder. I 1851 blev vestjyderne sindssyge fordi de boede på
den forkerte side af bakken. I samme periode kunne Selmer ved obduktion se, at sinds-
syge egentlig var et sjæleligt udtryk for en fysisk skade og i 1909 blev sindssyge for
første gang en sygdom, som også børn kunne lide af. De sindssyge børn af det 20. århundredeskifte
arvede degenerative træk fra deres forældre, og skønt degenerationen
ikke satte sig synlige spor i deres hjerner, så formodede Wimmer, at i de fleste tilfælde
var et umodent centralnervesystem årsagen til psykopatologien.
Skyldsproblematikken synes først og fremmest relevant i den religiøse kontekst, hvor
synderen (den sindssyge) selv måtte påtage sig skylden for sygdommens udbrud. Mens
en afstandtagen fra skyldsproblematikken synes at være en konstituerende del af den
medicinske videnskabelighed, som blandt andet formuleredes i en afstandtagen fra den
forbindelse mellem sindssyge og skyld, som artikuleredes i den religiøs forståelse af
53

sindssygens årsager. Man kan dog diskutere, om den degenerative arv, som kom til
udtryk i starten af det 20. århundrede, kan analyseres som en biologisk variant af
arvesynden, som i så tilfælde igen først og fremmest hæfter skylden på den sindssyge.
Siden anden verdenskrig har psykologien fået en større og større rolle som modelvidenskab
og referencepunkt for andre videnskaber, som beskæftiger sig med børn så
som pædagogik, jura, medicin og teologi. Derfor drejer denne tredje del af forældreskyldens
genealogi sig om forældreskyldens krystallisering i en psykologisk kontekst.
Konstitueringen og artikuleringen af forældre som ansvarlige og skyldige i tidlige
psykologiske tekster analyseres i denne del sammen med de konsekvenser, som
konstruktionen af en årsagssammenhæng mellem barndom og sindssyge fik for nogle
af 1950’ernes opdragelsesteknikker.
I dette kapitel om forældreskyldens fremkomst i en psykologisk kontekst vil Freuds
tidlige tekster om hysteriens ætiologi og barnets psykoseksuelle udvikling blive analyseret.
Derefter vil Freuds eneste publicerede psykoanalyse af et barn blive diskuteret,
i en søgen efter forældreskyldens fremkomst inden for Freuds psykoanalytiske
teoriapparat.
I kapitlet Den mentalhygiejniske forældreskyld analyseres konstruktionen af
forældreskab i formidlende psykologiske tekster fra 1950’ernes debatter om sinds-
slidelser og børneopdragelse i tidsskriftet Mentalhygiejne. Også konstruktionen af
barnets natur i denne mentalhygiejniske kontekst diskuteres, hvorefter den analytiske
tese om sammenhængen mellem konstruktionen af barnets gode natur og fremkomsten
af forældreskyld eksamineres.
Freud
Sigmund Freud (1856-1939) var uddannet læge og han havde allerede tidligt i sin
karriere en særligt interesse for neuropatologi. Han beskæftigede sig med sindets sygdomme
i samme periode, som fostrede Wimmers afhandling om degenererede børn,
og Freud forholdt sig igennem hele sit forfatterskab kritisk til degenerationsteorien.
Det var Freud, der for alvor påpegede den kausale forbindelse mellem barndom og
psykiske lidelser, som er blevet en integreret del af vores individforståelse i dag.
Han var ikke den første, som så en forbindelse mellem opdragelse og den fordærvede,
civiliserede voksne. Denne figur var, som jeg har argumenteret for tidligere, allerede til
stede hos Rousseau. Men Freud var den første, som for alvor satte fokus på forbindelsen
mellem barndommen og udviklingen af psykopatologi.
Derfor ser Freud umiddelbart ud til at være den mest fremtrædende forfatter, når forældreskyldens
genealogi skal skrives. Men Freud havde selv et komplekst forhold til
54

forældrenes handlinger som årsagsforklaring på hysteri, neuroser og psykoser. Og han
tog selv afstand fra sin indledende hypotese om, at hysteri skyldtes en førpubertets
forførelse - altså seksuelle overgreb i barndommen.
Jeg vil i dette kapitel argumentere for, at Freuds konstruktion af en sammenhæng
mellem sindssyge og barndom ikke umiddelbart medførte en tydelig fremkomst af
forældreskyld i den psykoanalytiske diskurs. Tværtimod opererede Freud i sine tekster
med et seksualiseret syn på barnet, som placerede hans barnesyn tættere på en religiøs
diskurs om det onde barn end på en romantisk ide om det uskyldige barn. Først i
1950’erne blev forældreskyld for alvor en konstituerende del af forskellige psykologiske
udviklingsteorier. Med psykoanalytiske teoretikere som Anna Freud (1895-1982)
og John Bowlby (1907-1990) i spidsen, blev der for alvor fokuseret på forholdet mellem
især moderen og barnet, og dets eventuelle patologiske konsekvenser for barnets psyke.
Dette fokus afspejledes også i den danske debat om den mentalhygiejniske opdragelse,
som diskuteres i analysens sidste kapitler.
Men måske åbnede Freuds psykoanalytiske teori og teknik alligevel en mulighed for,
at årsagen til sindssyge kunne flyttes væk fra den biologisk funderede teori om medfødt
degeneration til en årsagsforklaring som involverede indbyggede farer i socialisationsprocessen.
Måske derfor markerer Freuds teori en ny ramme for konstruktionen af
forældreskyld. En forældreskyld som med psykoanalysen ikke blot stilles til ansvar for
civilisationens svøbe generelt, som hos Rousseau, men en forældreskyld, som
individualiseres og bindes til det enkelte barn eller menneskes mulighed for at udvikle
en normal eller patologisk psyke.
Hysteriens seksuelle ætiologi
Freud publicerede sin tidlige forførelsesteori i 1895 i Studien über Hysterie. Her konkluderede
han, at hysteri udvikledes på grund af tidlige, men fortrængte seksuelle
overgreb. Freud mente, at der i ethvert tilfælde af hysteri var forekommet episoder af
præmatur (før-pubertets) seksualoplevelse. Men da han på dette tidlige tidspunkt af sin
karriere ikke mente, at børn havde en iboende trang til seksuelle oplevelser, var det altid
en voksen, som havde ”vækket” hysterikeren til den præmature seksuelle frisættelse. 139
Freuds hysteriske patienter fortalte om seksuelle overgreb begået af fædre og onkler. Og
Freud argumenterede for at børn, der ikke havde haft seksuelle oplevelser før det andet
139
Freud, S; The letters to Fliess 21.sep. 1897 (nr. 69) cit. fra Nielsen, Anne Mette og Hanne Sølvtoft;
Hysterien og den ubevidste længsel. 1987:37
55

tandbrud, altså omkring otte års alderen, ikke var disponerede for hysteri, mens børn der
havde haft sådanne oplevelser, alle var disponerede. 140
I hans allertidligste værker placerede Freud altså en substantiel skyld for udviklingen af
psykopatologi hos voksne i barnets nærhed. Han tog imidlertid senere afstand fra denne
teori. I et brev til en ven, den berlinske øre-næse-hals-specialist Wilhelm Fliess (1853-
1923) skrev han i 1897, at han var blevet overbevist om, at det ikke var sandsynligt, at
så mange forældre havde begået seksuelle overgreb på deres børn, som der var antal af
hysterikere. 141 Ydermere var Freud igennem sin selvanalyse blevet klar over, at han selv
havde hysteriske og neurotiske træk, og at dette rettede et anklagende lys mod hans
egne forældre og det fandt han ubærligt og grundløst. 142
Men selv om Freud tog afstand fra forførelsesteorien, så holdt han fast i, at hysterien og
neurosen havde en seksuel ætiologi. C´est tourjours la chose génitiale` skulle den
berømte franske hysterilæge Jean-Martin Charcot (1825-93) have hvisket til Freud
under en af hans offentlige behandlinger af en hysteripatient i 1885. 143 I stedet for den
seksuelle forførelse som reel begivenhed, mente Freud således efter 1897, at hans
patienters fortællinger om seksuelle overgreb snarere var produkter af hysteriske
fantasier (infantile seksuelle ønsker) end af reelle perverse handlinger udført af voksne
i barnets nærhed. 144
Freud frikendte således forældrene (fædre og onkler) fra de anklager, som han tidligere
havde ført imod dem. Udviklingen af hysteri var ikke længere deres skyld. I stedet
begyndte Freud at se sine patienters - nu fantasier - om forførelser, som tegn på tilstedeværelsen
af en infantil seksualitet.
På baggrund af teorien om de hysteriske fantasier, samt den selvanalyse som Freud
påbegyndte i 1897, formulerede han en teori, som anså barnets egen seksuelle
konstitution og forstyrrelser i det han kaldte barnets psykoseksuelle udvikling 145 , som
årsagen til udvikling af hysteri og neuroser. Freuds oprindelige bastante placering af
skyld hos forældrene erstattedes her af et fokus på den polyperverse infantile
seksualitet.
140
Nielsen og Sølvtoft 1987:37
141
Andkjær Olsen, Ole og Simo Køppe: Freuds psykoanalyse 1993:137
142
Nielsen og Sølvtoft 1987:45
143
Porter, Roy; Madness, A Brief History, 2002:188
144
Freud, S; The Complete Letters of Wilhelm Fleiss 1887-1904, 1985:246
145
Freud, Sigmund; Lille Hans, Analyse af en femårig drengs fobi 1983:102
56

Freuds seksualiserede barn
Efter Freuds afstandstagen fra forførelsesteorien så han ikke længere barnet som et
uskyldigt offer for de voksnes perversiteter. Derimod udgav han i 1905 Drei Ab-
handlungen zur Sexualtheorie 146 , hvori afhandling nr. 2 omhandlede den infantile
seksualitet. Teorien om den infantile seksualitet forbandt i langt højere grad seksualitet,
skyld og udviklingen af sindssyge med barnets egen seksuelle konstitution. Da Freud
frikendte forældrene for skyld, konstruerede han i stedet det seksualiserede eller hvad
man også kunne kalde det skyldige barn.
Freud er ikke kendt for sit skyldige barn. Freud er i dag kendt for at gøre barnets
seksualitet acceptabel og naturlig. Men Freuds tekster om barnets seksualitet var ikke
værdineutrale beskrivelser af barnets medfødte egenskaber. Selv om Freud insisterede
på, at den infantile seksualitet var naturlig, så beskrev han den ikke som uskyldig.
Den sammenkædning af natur og uskyld som er så almindelig i dag, at det er blevet
svært at se Freuds barn med dets naturlige, medfødte seksualitet som andet end
uskyldigt, trækker i højere grad linier til en romantiseret, Rousseausk naturforståelse
end den forestilling om natur, som Freud indskrev i sine tekster om den infantile
seksualitet. Den natur som Freud indskrev i sin konstruktion af barnets natur, lignede
langt mere en før-romantisk forståelse af menneskenaturen som den frelste sjæls
modsætning, lystens og egenkærlighedens sæde.
Allison James, Chris Jenks og Alan Prout påpeger i deres oversigt over præsociologiske
teorier om barndom, at Freud genintroducerede teologiens onde barn, 147 idstyret, fyldt
af egoistiske krav om behovstilfredsstillelse, drift, seksualitet og aggressivitet. Det var i
højere grad det teologiske barns onde natur, som Freuds seksualiserede barn delte egen-
skaber med, og den skyld, som var en iboende del af det onde barns eksistens, kan også
genfindes i Freuds forklaringer på psykopatologiens opståen. Karen Vibeke Mortensen
skriver i sin gennemgang af psykoanalytiske udviklingsteorier, at Freud placerede
skylden for udvikling af sindssyge hos barnet selv, snarere end hos dets forældre.
”Freud tillagde […] barnets eget driftsliv en altdominerede rolle sammenlignet med
forældrenes indflydelse. Man fornemmer et syn på barnet som et næsten utæmmeligt
driftsvæsen, der lader sig lokke og forføre til seksuel perversion på mindste foranledning,
mens forældrenes kontrollerende og moralsættende opdragelse øjensynlig har langt sværere
ved at gøre sig gældende og må overvinde en ikke ringe modstand.” 148
146 Oversat til Tre afhandlinger om seksualteorien (1973)
147 James, Allison, Chris Jenks og Alan Prout; Den teoretiske barndom 1999:32
148 Mortensen, Karen Vibeke; Fra neuroser til relationsforstyrrelser 2001:55
57

Det var netop ikke konnotationer til Rousseaus naturlige og uskyldige barn, Freud
skabte, da han skrev om barnets polymorft perverse seksualitet 149 , som gennemgik en
udvikling fra den
”...orale eller kannibalistiske [fase] der er præget af mundzonens seksuallyst (lyst til at
spise, sutte, kysse, bide)” 150
til det næste trin i dets psykoseksuelle udvikling, den
”...sadistisk-anale [fase], der på sin side er præget af tarmzonens seksuallyst (lyst ved
pirring af tarmslimhinden). Denne lyst er blandet med smerte, og den flyder let sammen
med lysten til at tilføre andre smerte gennem sadistiske handlinger” 151
Ødipus kompleksets voldsomme billeddannelse med det dræbende had til faderen og
ønsket om den seksuelle forening med moderen, som barnet gennemgik i en alder af
tre-fire år, synes også at være langt fra Rousseaus beskrivelser af den naturlige Emile,
der først gennemgik sin forstyrrede periode, da hans seksualitet vækkedes i puberteten.
Hos Freud var det netop denne voksne seksualitet, der - hvis barnet nåede den, fremstod
som den mest rolige fase.
”Med pubertetens indtræden begynder de forandringer, der skal føre det infantile seksualliv
til dets definitive, normale form.” 152
Individets psykoseksuelle udvikling var hos Freud en bevægelse fra barnets polyperverse
seksualitet til den voksnes normale seksualitet. Barnet defineredes ikke blot i
kraft af sin manglende seksualitet som hos Rousseau. Hos Freud konstitueredes den
infantile seksualitet derimod i kraft af sin uhæmmede, polyperverse unormalitet.
Rousseaus naturlige barn, der med sin gode og ufordærvede natur måske i højere grad
trækker linier op til vore dages barnesyn, var ifølge Freud en direkte problematisk
forståelse af barnet. Romantikkens uskyldige barn var netop et af de billeder, som han
skrev sin teori om barnets seksualitet op imod. Freud gjorde i sine senere bøger
opmærksom på, at hans teori om den infantile seksualitet provokerede og vakte stor
modstand i hans samtid.
“Childhood was looked upon as innocent and free from the lust of sex, and the fight with
the demons of ”sensuality” was not thought to begin until the troubled age of puberty. Such
occasional sexual activities as it had been impossible to overlook in children were put down
as signs of degeneracy or premature depravity or as a curious freak of nature.” 153
Samtidens romantiske konstruktionen af det uskyldige barn var til debat hos Freud,
og han argumenterede for, at barnet fra fødslen havde en seksualitet og netop derfor
ikke var uskyldigt. Det er interessant, at Freud påpegede, at degenerationstanken
149
Freud; Tre afhandlinger om seksualteorien 1973:59
150
Anjær Olsen og Køppe i: Freud, S; Ulvemanden, af en infantil neuroses historie (1913-14) 1984:10
151
Ibid.:11
152
Freud, S; Tre afhandlinger om seksualteorien 1973:74
153
Freud, S; An autobiografical study cit. fra: Geissmann 1998:15
58

fremstillede barnets seksualitet som et tegn på patologi, hvorimod han (som i
arvesyndstanken) så barnets drifter, både den seksuelle og den aggressive drift, som en
naturlig tilstand (for barnet) men en tilstand, der gennem den psykoseksuelle udvikling
skulle inddæmmes. Barnets personlighedsstruktur skulle opbygges, så drifterne i det
voksne individ ikke længere havde frit spil.
“One gets an impression from civilised children that the construction of these dams
[disgust, feelings of shame, and the claims of aesthetic and moral ideals which are later to
impede the course of the sexual instinct and, like dams, restrict its flow] is a product of
education, and no doubt education has much to do with it. But in reality this development is
organically determined and fixed by heredity, and it can occasionally occur without any
help at all from education.” 154
(Min understregning)
I virkeligheden var inddæmningen af barnets aggressive og seksuelle drifter organisk
betinget. Psykopatologi, som var forårsaget af problemer i barnets psykoseksuelle udvikling,
kunne altså ikke skyldes forældrenes problematiske opdragelse af barnet, helt
uden opdragelsens hjælp ville denne prædeterminerede inddæmning alligevel finde sted.
Det er nærliggende at slutte, at den normale voksne (forælderen), som vellykket havde
inddæmmet det skyldige barns natur, blev uskyldig. Hvis dette er tilfældet, gentog
Freuds idstyrede barn og selvbeherskede voksne den teologiske skyldsfigur, hvor
synden og skylden hæftedes på barnet, hvorimod den voksne forælder, der havde ind-
dæmmet sin skyldige natur, sammen med Faderen i himlen kunne stå skyldfri. I hvert
fald var der en slående lighed mellem Augustins oldkirkelige onde barn, der lystigt greb
efter moderens bryst 155 og Freuds barn, hvis indtagelse af mad var en seksualliseret
nydelse i den orale fase af barnets psykoseksuelle udvikling. Det er således muligt at
argumentere for, at Freuds seksualiserede barn, som det fremstilledes i hans teorier,
bar flere træk som arvesyndens barn havde båret før det.
I lyset af erkendelsen af forældrenes helt underordnede rolle i forhold til barnets udvikling
af psykopatologi bliver det også nemmere at forstå, at Freud selv og andre i
kredsen omkring ham, uden bæven og bange forventninger tog deres egne børn i
psykoanalyse. De tidlige psykoanalytikere ledte netop ikke efter hverken præmature
forførelser eller forældrenes traumatiserende opdragelse af de uskyldige børn, de ledte
heller ikke efter tegn på den manglende moderkærlighed, som i 1950’erne skulle blive
psykopatologiens egentlige årsag. Efter Freuds afstandtagen fra hysteriteorien i 1897
var forældreskyld ikke mere en konstituerende del af udviklingen af neuroser og hysteri.
For Freud og kredsen omkring ham, som mødtes hver onsdag, lå kimen til sindssyge
154 Freud, S; Infantile sexuality (1905) i: Psychological Writings and Letters, 1995;84-5
155 Teologische Realenzyklopädie, opsl. Kind bd. 18 1989:161
59

eller fejludvikling i barnets psykoseksuelle udvikling, ikke i opdragelsen. Den lå i det
(onde) seksualiserede barns biologiske disposition.
Perspektivering
Selv om seksuelle overgreb efter 1897 ikke længere var en del af Freuds årsagsforklaring
på sindssygens opståen, så regnes seksuelle overgreb i barndommen i dag for
noget af det allermest psykologisk ødelæggende. Dog sættes seksuelle overgreb ikke
længere kausalt sammen med udviklingen af hysteri – i dag en meget sjælden sygdom.
Vore dages konstruktion af en sammenhæng mellem seksuelle overgreb i barndommen
og forskellige former for psykopatologi har mere tilfælles med Freuds tidlige værk
Studien über Hysterie, end den har med den mere berømmede del af forfatterskabet,
som netop tog afsæt i en afvisning af denne sammenhæng.
Forældreskyld som den produceres i anklager om fortrængte sexovergreb i barndommen,
kan således siges at trække flere linier til Freuds tidligste skrifter. Den årsagsforklaring
på psykopatologiens opståen, som Freuds konstruerede i sine senere værker,
hvor det seksualiserede barn selv bar kimen til sin psykopatologiske udvikling, trækker
i dag linier til biogenetiske teorier om sindssygens endogene årsager, hvorimod
udviklingspsykologiske teorier i dag ikke tillægger denne teori megen vægt.
60

Lille Hans - psykoanalysens første barnepatient
Freuds betragtninger om barnet eller barndommens normale psykoseksuelle udviklingsfaser,
formuleredes først og fremmest på baggrund af hans patienters sygehistorier.
Den bevægelse fra studier af patologi til konstruktion af normalitet, som Foucault
fremhæver som en konstituerende del af lægevidenskaben i 1800-tallet, (Foucault
påpeger, at lægerne overvejende fik deres viden om livet, ved obducering af døde 156 )
ses også hos Freud.
Freud konstruerede sin teori om barnet og dets udviklingsfaser på baggrund af sine
behandlinger af voksne. Nærmere betegnet konstruerede han sine teorier om barnets
normale psykoseksuelle udvikling på baggrund af sygehistorier fra voksne, hysteriske
eller neurotiske patienter. I dag kritiseres Freud for først og fremmest at konstruere
barnet som den voksne patients ubevidste, og et af argumenterne i problematiseringen
af Freuds barnesyn er, at udviklingspsykologiens fader havde meget lidt kontakt med
rigtige børn. 157 Især bruger psykologer og andre dette argument til at distancere sig fra
Freuds fokusering på seksualitetens betydning for udvikling af psykopatologi, og Freuds
udviklingspsykologi betragtes i dag som forholdsvis rudimentær. 158
Freud foretog dog ikke kun analyser af voksne. I 1908 udførtes den første psykoanalyse
nogen sinde på et barn. Og denne første og eneste analyse af et barn som Freud selv
beskrev, regnes for startskuddet til den psykoterapeutiske behandling af børn, og var fra
starten en del af pensum ved efteruddannelsen i klinisk børnepsykologi ved
Universitetets Børnepsykologiske Klinik fra 1950. 159
Denne case-story om psykoanalysens første barnepatient er den primære kilde til
dette afsnits diskussion af forældreskyldens fremkomst i Freuds psykoanalyse.
I vinteren 1908 henvendte Max Graf, en af Freuds venner og medlem af
”onsdagsklubben”, sig til Freud med sin bekymring for sønnen, som i en alder af fire år
havde udviklet en fobi - en sygelig angst for heste. 160 Under stadige anvisninger fra
156
Foucault, Michel; Klinikkens fødsel 2000:177
157
At han var far til seks tæller øjensynligt ikke i den sammenhæng.
158
Mortensen, Karen Vibeke; Fra neuroser til relationsforstyrrelser, Psykoanalytiske udviklingsteorier
og klassifikation af psykopatologi 2001:58
159
Almstrup, Ole; UBK, Universitetes Børnepsykologiske Klinik i: Psyche & Logos nr. 1, 2000:216
Efteruddannelsen var fra 1950 et tilbud til psykologer fra Københavns Universitet. Fra 1971 blev
børneklinikken en integreret del af Institut for Klinisk Psykologi.
160
Freud, S; Lille Hans, Analyse af en femårig drengs fobi 1983:8
I det psykoanalytiske blad Imago publiserede Freud under titlen; On Some Points of Agreement Between
the Mental Lives of Savages and Neurotics, andre eksempler på dyrefobier hos børn. Hundefobier, hestefobier,
hanefobier, mus- og rottefobier syntes at være udbredte blandt børn, og Freud sluttede at hvis
primitives tanker lignede civiliserede børns tanker, så kunne primitives totem- og tabudyr i en
61

Freud påtog faderen sig selv analysen af sønnen og efter fem måneders daglig analyse,
erklærede de drengen for rask. 161 I 1909 Publicerede Freud analyseforløbet, hans
kommentarer og konklusioner under titlen; Analyse der Phobie eines fünfjährigen
Knaben. 162
I det følgende vil den terapeutiske behandling af Lille Hans´ neurose blive analyseret
som en form for opdragelsesteknik, og Freuds tidlige slutninger om psykoanalysens
rolle i opdragelsen vil blive eksamineret. På baggrund af Freuds konstruktion af barnet,
og den manglende fremkomst af forældreskyld i afhandlingen om den infantile
seksualitet, vil jeg analysere psykoanalysen som en helbredende teknik, der på trods af
neurosens biologiske fundering kurerede denne ved socialiserende teknikker.
Disse helbredende socialisationsteknikker kom til at spille en afgørende rolle for den
fremkomst af forældreskyld, som kan analyseres i 1950’ernes mentalhygiejniske tekster.
Jeg vil argumentere for, at det er i skismaet mellem den organisk betingede psykopatologiske
udvikling og de helbredende opdragelsesteknikker, at fremkomsten af
forældreskyld i en tidlig psykoanalytisk sammenhæng kan lokaliseres.
Det seksualiserede barn og forældrenes skæbneroller
Lille Hans (egentlig Herbert) blev psykoanalyseret i henhold til de teorier, som Freud
i 1905 havde publiceret i Tre afhandlinger om seksualteorien. Hans´ case blev således
en del af bevisførelsen for den infantile seksualitets eksistens. Flere steder i analysen
blev læseren da også gjort opmærksom på Hans´ polyperverse seksualitet, der blandt
andet ytrede sig i vor unge erotikers 163 tilbøjlighed til autoerotik, polygami, homoseksuelle
og sadistiske lyster og gentagne forsøg på at forføre sin moder. Store dele
af analysen kredsede om Hans´ optagethed af sin egen og andres penis, især blev hans
ønske om at se moderens penis problematisk i forhold til hans psykoseksuelle udvikling.
For analysen af forældreskyldens fremkomst er teksten om Lille Hans enestående.
Det er den eneste tekst fra Freuds hånd, hvor neurosens fiksering ikke analyseredes
retrospektivt og hvor forældrene, især faderen, spillede en aktiv rolle i forhold til
helbredelsen af sønnen.
Som vi skal se i det kommende kapitel, slog 1950’ernes mentalhygiejniske tekster fast,
at ikke blot helbredelsen men også årsagen til barnets udvikling af psykopatologi skulle
findes i forældrenes (især moderens) opdragelse af barnet. Men dette var ikke tilfældet
psykoanalytisk optik forstås som en del af et uforløst ødipuskompleks. Anthropological Theory red: R.
John McGee og Richard L. Warms 1996:73
161 Geissmann, Claudine og Pierre; A History of Child Psychoanalysis 1998:18
162 Oversat til Lille Hans (1983)
163 Freud 1983:101
62

for Lille Hans. Lille Hans´ forældre var ikke årsagen til forbiens opståen, men de var
som C.S. Andresens kierlige moder en direkte årsag til sønnens helbredelse.
Freud beskrev forældrenes rolle i forhold til Hans´ fobi signifikant men skematisk.
Faderen spillede en rolle, fordi det gik op for analytikerne Freud og Graf, at Hans´ angst
for heste bundede i sønnens angst for faderen. Hans havde i kraft af sit igangværende
ødipuskompleks et ubevidst ønske om at slå faderen ihjel, og den lille patients angst for
at hestene skulle bide ham, var et symbolsk udtryk for sønnens angst for, at faderen
skulle straffe hans egne ubevidste planer om fadermord. 164
Moderens rolle blev behandlet med næsten samme grad af skematisk analyse. Marx
Graf mente, at moderens eftergivenhed over for Hans, som blandt andet resulterede i,
at Hans hver morgen fik lov til at komme op i forældrenes seng og kæle 165 , var en forstærkende
(men ikke grundlæggende) faktor i sygdomsforløbet. Freud opridsede med
beklagende forståelse moderens betydning for Hans´ fobi.
”Vi må også tage parti for den gode og sikkert meget bekymrede moder. Ikke uden skær af
ret beskylder faderen hende for, at hun gennem overdreven ømhed og alt for hyppig
beredvillighed til at tage barnet over i sin seng har hidført neurosens udbrud; vi kunne lige
så godt bebrejde hende, at hun gennem sin energiske afvisning af hans bejlen (Det er noget
svineri) [efter et bad har moderen pudret Hans´ penis men afvist at røre den med fingrene]
har fremskyndet fortrængningens indtræden. Men hun spiller en skæbnerolle og har en
vanskelig stilling.” 166
I erkendelse af den nødvendige inddæmning af barnets polyperverse seksualitet bifaldt
Freud forældrenes masturbationsforbud over for Hans 167 og moderen spillede altså en
skæbnerolle, fordi både hendes ømhed men også hendes afvisning af sønnens bejlen var
en nødvendig men også smertefuld del af denne inddæmning.
Det er interessant, at forførelsestemaet her forekommer i en tekst, som er skrevet efter
Freuds afstandtagen fra sin tidlige forførelsesteori, men det er signifikant, at forførerens
rolle nu spilles af barnet og ikke af den voksne.
Nogen egentlig bebrejdelse af forældrene for deres relationer til Hans er der ikke i
denne case-story. Hans havde ingen tidlige skader på grund af manglende kærlighed
eller omsorg. For det var ikke i opdragelsen eller i forældrenes behandling af Lille
Hans, at årsagens til fobien blev fundet. Forældrene spillede deres skematiske og
mytiske roller i Hans´ ødipuskompleks, men den praktiske opførelse af disse roller
havde ikke stor betydning. I 1897 skrev Freud til vennen Fleiss:
164 Freud 1983:48,56
165 Ibid.:36
166 Ibid.:38
167 Ibid.:38
63

“I have found love in the mother and jealousy of the father in my own case too, and now
belive it to be a general Phenomenon of early childhood.” 168
Uanset hvilken familie Hans var blevet født ind i, uanset om forældrene havde været
arbejdere eller embedsmænd, tykke eller tynde, deprimerede eller i godt humør,
så udspillede Hans´ skematiske ødipuskonflikt sig i forhold til hans organisk betingede
psykoseksuelle konstitution. Forældrene trådte ind i deres udstukne roller, men deres
personligheder eller deres ageren på scenen havde ikke betydning for skabelsen af
Hans´ fobi. og forældrene var ikke skyldige i det seksualiserede barns psykopatologiske
udvikling. Som Freuds datter skrev næsten 60 år senere, så kunne neuroser ikke
forebygges, 169 til gengæld kunne de helbredes.
Den helbredende seksualopdragelse
Der er ingen tvivl om, at Freud skrev og opfattede sit skrift om Lille Hans som en
case-story, et psykoanalytisk behandlingsforløb. Men behandlingen af Lille Hans lader
sig meget let analysere som det første eksempel på en psykoanalytisk opdragelse. For
det første var det Hans´ far, som stod for udførelsen af terapien. For det andet foregik
den ikke som den psykoanalytiske behandling af voksne, omgærdet af de ritualer,
bestemte regelmæssige mødetider, betaling og patientens liggende placering, 170
som Freud selv argumenterede for havde så stor betydning for den psykoanalytiske
terapi. Behandlingen af Hans foregik i hjemmet når og hvornår, der opstod situationer,
som synes at have relevans for terapien. Kun en enkelt gang konsulteredes Freud på sit
kontor. Lille Hans blev psykoanalyseret, når han nægtede at gå ud af døren, når han
havde onde drømme og når lillesøsteren blev puslet. Kort sagt lignede den psyko-
analyiske behandling af Lille Hans´ snarere et opdragelsesforløb end den ritualiserede
terapi for voksne.
En af oprindelserne til Hans´ fobi var hans længsel efter at vide besked med de
seksuelle forhold. Havde moderen en tissemand? Hvordan var hans lillesøster blevet
skabt og hvordan var hun kommet til verden? Den begivenhed, som udløste Hans´ fobi,
var synet af en væltet omnibus, hvor den forspændte hest lå på ryggen og sprællede med
benene. Freud mente, at dette syn måske havde vakt Hans´ erindring om et samleje
(urscenen), som han kunne have iagttaget i forældrenes soveværelse. Denne erindring
kunne have udløst drengens voldsomme angst, men dette kunne faderen desværre
168
Freud cit. fra Porter 2002:190
169
Anna Freud, udbyggede sin fars arbejde, og kom frem til denne konklusion efter årelange forsøg med
en psykoanalytisk inspireret opdragelse Geissmann 1998:90
170
Hjort, Stig Dankert; I begyndelsen var Freud – en introduktion til psykoanalyse 1991:50-56
64

ikke bekræfte. 171 Alligevel mente Freud, at det heldige terapiforløb, som efter fem
måneders daglig terapi fjernede Hans´ sygelige angst for heste, til dels var resultatet af,
at faderen efter længere tids modstand, men under pres fra Freud, gav drengen
oplysninger om
”...at kvinder ikke har nogen tissemand, barnet vokser i moderens mave og kommer ud
gennem hendes skød.” 172
Freud publicerede i 1907 en lille opsats om seksualoplysningens betydning for børn. 173
Heri skrev han, at manglende seksualoplysning førte til grublerier, som i visse tilfælde
kunne videreudvikles til tvangstanker og skizofreni. 174 I analysen af Lille Hans førte
oplysningen om at moderen ikke havde nogen tissemand til en forværring af sønnens
neurotiske angst, idet denne oplysning aktiverede drengens latente kastraktionsangst. 175
Ikke desto mindre var seksualoplysning nødvendig for udviklingen i Lille Hans´ psykoseksuelle
problematik. Seksualundervisning og en ærlig besvarelse af Hans naturlige
nysgerrighed med hensyn til livets store spørgsmål, havde i sidste ende en helbredende
effekt på den lille neurotiker.
“Den 24. april får Hans af min kone og mig så meget at vide, som at børnene vokser inde i
moderens mave og så under store smerter sættes i verden, idet de trykkes ud som en
”pølse”. Om eftermiddagen er vi ude foran huset. Der er indtrådt en tydelig bedring med
ham, han løber efter vogne, og kun den omstændighed, at han ikke vover sig væk fra
hoveddøren […] røber resten af hans angst.” 176
Til Freuds fortrydelse fortalte faderen ikke Hans om mandens rolle i forplantningen
og derfor løstes denne sidste rest af Hans´ angst ikke i løbet af det beskrevne psykoanalytiske
forløb.
”Man mærker tydeligt, hvordan lykken i fantasien [om at blive gift med moderen og få
børn] endnu forstyrres af usikkerheden omkring faderens rolle og tvivlen om hans
beherskelse af det at få børn.” 177
Men Freud vendte denne fortrydelige situation til Hans´ fordel. I erkendelsen af at
barnet under alle omstændigheder måtte leve med en rest af uforløste problematikker
på hvert trin af den psykoseksuelle udvikling, skrev Freud forsonligt om forældrenes
forholden af denne neuroseopløsende viden.
”I øvrigt får vor lille forsker tidligt lov at gøre den erfaring at al viden er stykværk, og at
der bliver en uløst rest tilbage på hvert trin.” 178
171
Freud 1983:116
172
Andkjær-Olsen, Ole og Simo Køppe; indledningen til Lille Hans 1983:Indledning
173
Freud, Sigmund; The Sexual Enlightment of Children, The Standard Edition of the Complete
Psychological Works of Sigmund Freud 1978:131
174
Freud 1978:136
175
Freud 1983:44
176
Ibid.:84
177
Ibid.:88
65

Den helbredende, fortolkende opdragelse
Den psykoanalytiske behandling af Lille Hans blev tilrettelagt i erkendelse af og i
forståelse for barnets psykoseksuelle udviklingstrin. En af de mest iøjnefaldende
teknikker, der førte til helbredelsen af Lille Hans, var selve den psykoanalytiske
forståelse og fortolkning af neurosen, og ikke mindst formidlingen af neurosens genese
til den lille patient.
Hans diagnosticeres ret hurtigt til først og fremmest at være fikseret i den ødipale fase.
Den tolkende og bevidstgørende italesættelse af Hans´ indre verden i forhold til de
teorier, som Freud i 1905 havde publiceret i Tre afhandlinger om seksualteorien, er et
analysens mest markante træk, og blev også en grundsten i senere psykoterapeutiske
behandlinger af både børn og voksne.
Analysen af Hans byggede på symbolske tolkninger af Hans´ sproglige formulering
af angsten for hestene, hans nysgerrighed i forhold til livets mysterier, hans adfærd
og hans drømme.
Imidlertid kan helbredelsesprocessen ikke blot tilskrives den psykoanalytiske tolkning
af det neurotiske kompleks, en markant del af helbredelsen udvirkedes ved en sproglige
bevidstgørelse af patienten. Lille Hans blev igennem hele analyseforløbet bevidstgjort
om de indre spændinger, som hestefobien var et udtryk for. Hans talte åbent om sin
dumhed 179 og faderen og Freud brugte aktivt deres symbolske tolkninger af hans adfærd
og sproglige ytringer i en behandling, hvor den sproglig bevidstgørelse af patienten i sig
selv viste sig at være helbredende. Helbredelsen af fobien markeredes da også af Hans
erkendelse af og løsning af sin ødipale konflikt.
“Faderen: ”Du ville altså gerne være lige så stor som jeg, være gift med mor, og så skulle
hun få børn.”
Hans: ”Ja, det ville jeg, og så er hende fra Lainz [farmoderen] deres bedstemoder” 180
Freud kommenterer:
”Det ender alt sammen godt, Den Lille Ødipus har fundet en lykkeligere skæbne end
foreskrevet af skæbnen. I stedet for at skaffe sig af med sin fader under han ham den
samme lykke, som han selv forlanger; han udnævner ham til bedstefader og lader også ham
ægte sin egen moder” 181
To signifikante teknikker til behandlingen eller opdragelsen af denne psykoanalysens
første barnepatient var altså dels en sproglig analyse og bevidstgørelse af Hans i forhold
til hans aktuelle stadie i hans psykoseksuelle udvikling, og dels en teknik som kun synes
178 Freud 1983:94
179 Freud aftalte tidlig i forløbet at Faderen skulle sige til drengen, at det med hestene bare var en dumhed
1983:38 Hans citeredes i resten af den beskrevne analyse for at bruge dette udtryk om sin fobi.
180 Freud 1983:91
181 Ibid.:91
66

at være nødvendig i behandlingen eller opdragelsen af børnepatienter - en besvarelse af
Hans´ længsel efter at vide besked med de seksuelle forhold.
Den symboltolkende analyse skulle få gennemgribende betydning for 1950’ernes
mentalhygiejniske, neuroseforebyggende opdragelse, hvorimod seksualitetens rolle i
udviklingen af psykopatologi forbløffende hurtigt mistede sin fremtrædende plads i
analysen og helbredelsen af børn med psykiske problemer.
Forældreskyldens fremkomst mellem det seksualiserede barn og den
helbredende psykoanalytiske opdragelse
Lille Hans blev rask. På trods af hans organisk betingede seksuelle konstitution, så blev
Lille Hans helbredt for den neurotiske angst for heste, som i flere perioder forhindrede
ham i at gå udenfor en dør.
På baggrund af den succesfulde behandling af denne psykoanalysens første barnepatient
diskuterede Freud i bogens afsluttende kapitel; Epikrise 182 psykoanalysens betydning og
eventuelle nytte for opdragere.
”Hidtil har den [opdragelsen] kun stillet sig som opgave at beherske eller rettere sagt
undertrykke drifterne; resultatet har på ingen måde været tilfredsstillende[…] Erstatter man
denne opgave med en anden, nemlig at gøre individet kulturegnet og socialt velfungerende
med den mindst mulige indskrænkning i dets aktivitet, så har de gennem psykoanalysen
indvundne oplysninger om det patogene kompleks oprindelse og om kernen i enhver
neurose egentlig krav på at blive påskønnet af opdrageren som uvurderligt vink med hensyn
til hans optræden over for barnet.” 183
Freud åbnede her muligheden for, at psykoanalyse kunne anvendes af opdrageren til
gavn for børn med et patogent kompleks. Og den psykoanalytiske opdragelse kunne
måske, med større held end den gamle opdragelse, gøre barnet (både det normale og det
patologiske) kulturegnet og socialt velfungerende med mindst mulige indskrænkning i
dets aktivitet. Med andre ord kunne en psykoanalytisk opdragelse måske med større
held producere individer uden neuroser, på trods af individets eventuelle, organisk
betingede, patogene udgangspunkt.
Freud konstruerede et barn, hvis seksuelle konstitution i alle tilfælde var grundlæggende
polypervers og problematisk, og i tilfælde af psykopatologi var det i barnets medfødte
seksuelle konstitution, at selve årsagen til barnets problematiske udvikling skulle findes.
Men Freud anviste samtidig, med den succesfulde behandling af Lille Hans, socialiserende
teknikker, som kunne behandle det altid polyperverse og til tider patologiske
barn. Og det er måske i spændingsfeltet mellem det seksualiserede barn og de
182 Freud 1983:95-124
183 Ibid.:122
67

terapeutisk indstillede forældre, at forældreskyldens fremkomst inden for Freuds psyko-
analyse skal lokaliseres.
Med helbredelsen af Hans blev det klart, at opdragelsen kunne have en helbredende
effekt, selv på børn med en problematisk biologisk disposition, og i lyset af denne
indsigt blev det klart, at opdragere, som ikke tog hensyn til barnets i grunden proble-
matiske seksuelle konstitution, indirekte blev skyld i, at barnet ikke udviklede sig
normalt, men i regres fastholdtes på et tidligt psykoseksuelt stadie.
“Det er i det mindste meget sandsynligt, at opdragelsen af barnet kan øve en vældig
indflydelse til gunst eller ugunst for den sygdomsdisposition, der er tale om ved denne
summation” 184
Freuds neurotiske patienter var biologisk disponerede for at udvikle psykopatologi,
og derfor var forældrene ikke skyldige i deres sygdomsforløb. Men den psykoanalytiske
behandling af Lille Hans viste, at isolation og sterilisation ikke længere var eneste
behandlingsmulighed for de biologisk determinerede børn. Terapeutiske opdragelses-
teknikker gav gunstige resultater, og i lyset af denne erkendelse er det måske mere
forståeligt at forældregenerationer, som efterfølgende ikke gjorde brug af disse nye
indsigter og helbredende opdragelsesteknikker, blev skyldige i en ifølge Freud biologisk
disponeret men unødvendig fastholdelse af barnet i en psykopatologisk udvikling.
Fremkomsten af forældreskyld i Freuds forfatterskab er således modsætningsfyldt.
Den psykoanalytiske erkendelse af barnets psykoseksuelle udvikling byggede netop på
en afvisning af forældrene som direkte agenter i neurosens opståen ved en forførelse af
barnet inden det første tandbrud. Denne frikendelse af forældrene i forhold til neurosens
genese ekspliciteredes i Freuds teori om den infantile seksualitet og barnets organisk
betingede psykoseksuelle udvikling. Alligevel blev forældrenes skyld en konstituerende
del af den senere psykoanalyse, og det kan måske forklares med det skisma, som Freuds
tekster opererer med i forhold til for det første en biologisk determineret psykopatologi
og for det andet en helbredende opdragelsesteknik.
Måske var det også dette skisma, som kom til udtryk i et lille optrin, som refereres i
Claudine og Pierre Geissmanns bog om børnepsykoanalysens historie. Da Lille Hans
blev diskuteret til et af møderne i onsdagskredsen, angreb en af mødedeltagerne netop
forældrenes opdragelse af Lille Hans:
“”Undeniably, mistakes were made in his education, and these were indeed responsible for
his neurosis.” (p.232) Max Graf [faderen] was present at the meeting and defends himself:
Hans had a ”strong sexual predispostition Anlage, which awoke a premature need for love;
this in turn became too linked with his parents” (p.235). Freud also comes to his defence:
184 Freud 1983:122
68

“Not that many mistakes were made, and those that did occur did not have that much to do
with the neurosis.”” 185
Freuds tvetydige svar kan ses som en artikulering af den sprække i Freuds teoretiske
apparatur, som åbnede for den fremkomst af forældreskyld, som formuleres i
1950’ernes mentalhygiejniske debatter om sindslidelser og børneopdragelse.
185 Minutes of the Vienna Psychoanalytical Society. vol. II, 1908-10 cit. fra: Geissmann 1998:22
69

Den mentalhygiejniske forældreskyld
”[Den moderne opdrager] kan ikke trøste sig med at give medfødt synd skylden. Opstaar
der vanskeligheder hos barnet eller den unge maa han se i øjnene, at her er der noget, han
ikke har klaret.” 186
Denne genealogis mest spektakulære fremkomst af forældreskyld gjorde sin entré på
den mentalhygiejniske scene i 1950’erne.
Til min store overraskelse viste det, for mig ukendte ord Mentalhygiejne, sig at være et
af de mest frugtbare søgeord i forhold til tekster, hvor fremkomsten af forældreskyld var
tydelig. Mentalhygiejniske tekster er den tidligste gruppe af tekster, som jeg har fundet
der, som ovenstående citatet viser, er eksplicit artikulerede omkring forældrenes skyld
i forhold til udviklingen af psykopatologi.
På mange måder henviste mentalhygiejnen eksplicit til Freuds sammenkædning af
barndom og sindssyge. Men 1950’ernes mentalhygiejnikere fandt ikke blot, at hel-
bredelsen af psykopatologi kunne udvirkes af forældre. Mentalhygiejnikerne lagde i
modsætning til Freud vægt på, at selve årsagen til psykopatologi i de allerfleste tilfælde
var forældrenes fejlagtige opdragelse af barnet.
Mentalhygiejne
Landsforeningen for Mentalhygiejne blev oprettet i 1947. Eller rettere, Landsforeningen
til Sindssygdommenes Bekæmpelse fra 1938 ændrede navn og udvidede ved den
lejlighed foreningens virkefelt, idet de forebyggende bestræbelser var ved at træde
i forgrunden. 187
I maj 1948 indlemmede to enige bestyrelser Landsforeningen til fremme af børns
psykiske sundhed i den mentalhygiejniske forening 188 , og fra april 1949 fungerede
landsforeningens blad Mentalhygiejne også som medlemsblad for yderligere to
tilsluttede foreninger: Dansk Psykologforening og Dansk Hospitalssocialraadgiver-
forening. 189
Landsforeningens hurtige organisering med hovedbestyrelse, publikationer og ind-
lemmelse af allerede eksisterende organisationer, var et tidligt tegn på foreningens
professionalisme. Yderligere vidner landsforeningens blad om en forening med stort
samfundsengagement og aktivitet. Foreningen startede sit virke til almen udbredelse
186 Leunbach, Budda, cand. psych.; Mentalhygiejne i opdragelsen i: Mentalhygiejne juni 1949:36
187 Bonnevie, Poul, professor dr. med: Landsforeningen fylder 15 år i: Mentalhygiejne dec. 1953:97
188 Landsforeningen til fremme af børns psykiske sundhed tilsluttet Landsforeningen for Mentalhygiejne,
Mentalhygiejne aug. 1948:24
189 Mentalhygiejne april 1949:Forsiden
70

af kendskabet til mentalhygiejne ved at finansiere et poststempel på alle breve;
”Mentalhygiejne en folkesag” stod der. Poststemplet måtte desværre inddrages, fordi
postvæsnet rundt om i landet fik så mange forespørgsler om hvad mentalhygiejne er
og ikke var i stand til at svare på disse! 190 Stemplet blev dog taget i brug året efter.
Landsforeningen for Mentalhygiejne udgav sit medlemsblad en gang om måneden.
Det finansierede op igennem 1950’erne oprettelsen af seks klinikker for både
ægteskabs- og børnerådgivning, 191 oprettelsen af studiegrupper, 192 indspilning af
mentalhygiejniske film 193 og udarbejdelsen af brochurer og radioforedrag om den
mentalhygiejniske sag.
Landsforeningens hovedbestyrelse og bladets tilknyttede skribenter var veluddannede
samfundsstøtter. Læger, landsretssagførere, direktører sognerådsformænd og en enkelt
forhenværende minister. Alle sad de fra starten i landsforeningens hovedbestyrelse.
Det videnskabelige grundlag, som den mentalhygiejniske bevægelse bekendte sig til,
var psykologien. Psykologi var i 1944 blevet oprettet som selvstændigt fag ved Køben-
havns Universitet og udbredelsen af videnskabelige erkendelser og praktiske anvisninger
på et psykologisk grundlag, var landsforeningens erklærede mål og foreningens
logo lod da heller ingen i tvivl stå tilbage:
Undertekst: Det psykologiske ligger altid i midten. 194
I 1950 blev psykolog Poul Bahnsen redaktør for Landsforeningens blad Mentalhygiejne
og året efter blev han foreningens formand. Efter indmeldelsen af Dansk Psykologforening
blev indflydelsesrige psykologer, så som Bodil Farup, leder af Universitetets
190
Mentalhygiejne april 1948:2
191
I 1950 åbnede landsorganisationen sammen med ”Red Barnet” den første rådgivningsklinik for børn.
Samme år åbnedes på Kommunehospitalet i København en rådgivningsklinik for voksne. I provinsen
åbnedes rådgivningsklinikker i Silkeborg (1954) Odense (1955) og Næstved (1956) og endnu en klinik
planlagdes i 1958. Mentalhygiejne maj 1958:101
192
Østergård, Lise, hospitalspsykolog, cand. psych; Profilaktiske samtalegrupper i: Mentalhygiejne marts
1959:64
193
Hvad er mentalhygiejne (1949), Man burde tage sig af det (1952 ) en film om arbejdspladsens
problemer og Hvorfor stjæler barnet (1955) Palsvig, Kurt cand psych: Lidt om landsforeningen i:
Mentalhygiejne maj 1958:100
194
Mentalhygiejne sep. 1952:75
71

Børnepsykologiske Klinik fra 1950-1967 195 , en del af bladets redaktionsudvalg og
professor i psykologi Franz Fromm fungerede som ansvarshavende redaktør af landsforeningens
blad i to år fra 1953 til 1955 og var i 1958 i landsforeningens repræsentantskab.
196 En anden berømt bidragyder var skolepsykolog Anne Marie Nørvig, 197
også Steen Hegeler fungerede som medlem af bladets redaktion fra 1956.
Fremtrædende psykologer skrev således i Mentalhygiejne og formidlede derved videnskabelige
erkendelser og resultater til et bredere publikum. Men først og fremmest kan
Landsforeningen for Mentalhygiejne ses som et forum, hvor repræsentanter fra forskellige
fagområder, både læger, pædagoger, socialrådgivere, præster, jurister osv. søgte at
reformulere og formidle forskellige faglige mål og teknikker i lyset af nye psyko-
logiske erkendelser om individet.
Landsforeningen for Mentalhygiejne har imidlertid ikke trukket sig mange spor i den
danske historieskrivning. På trods af Dansk Psykologforenings samlede indmeldelse i
1949 findes der ikke nogen beskrivelser af Landsforeningen for Mentalhygiejne i Psyke
og Logos´ temanummer om psykologiens historie i Danmark. 198 Psykologen Simo
Køppe skriver kort om den mentalhygiejniske bevægelse i forskningsrapporten
Psykologiens udvikling og formidling i Danmark i perioden 1850-1980. Her evaluerer
han landsforeningens arbejde og skriver, at det i høj grad var den etablerede psykiatri
som overtog og ledede vidensformidlingen 199 , og at der er mange eksempler på fejl og
mangler i den formidlede mentalhygiejne. 200
Det ikke dette speciales lod at vurdere fejl og mangler i den formidlede mentalhygiejne,
men det er ikke mit indtryk, at den etablerede psykiatri overtog vidensformidlingen på
netop det område, som er i fokus i dette speciale, erkendelsen af forældrenes skyld i
forhold til udviklingen af psykopatologi. Tværtimod synes der at være stor enighed om
opdragelsens betydning, og forældrenes ansvar for barnets eventuelle psykopatologi,
hos både de formidlende psykiatere og psykologer. Og som det vil fremgå af neden-
stående kildehenvisninger, hvor de mentalhygiejniske skribenter ligesom i bladet
anføres med titel, så var mange skribenter, der formidlede viden inden for netop dette
område, psykologer.
195
Jørgensen, Per Schultz og Ole Almstrup red.; Børn og terapi, Universitetets børnepsykologiske Klinik
40 år 1990:8
196
Mentalhygiejne marts 1958:52
197
Hendes liv og arbejde er grundlaget for Ning de Coninck-Smiths artikel; Det demokratiske
børneopdragelsesprogram. Anne Marie Nørvig om børn, forældre og familie i USA og Danmark 1930-55
i: Samfundets børn 2002
198
Psyke & Logos, Tema: Psykologiens historie i Danmark red: Benny Karpatschof m.fl. 2000
199
Køppe, Simo; Psykologiens udvikling og formidling I Danmark I perioden 1850-1980 1983:156
200 ibid.:156
72

Når Køppe i 1983 lægger afstand til den mentalhygiejniske bevægelse, skal dette måske
ses i lyset af landsforeningens turbulente endeligt. I begyndelsen af 1970’erne blev
landsforeningen mål for kritik fra både venstre- og højrefløjen i dansk politik. Og efter
en voldsom protestindmeldelse af Fremskridtspartiets vælgere, besluttede bestyrelsen
i 1975, ved udsigten til at blive væltet ved næste generalforsamling, at nedlægge sit
arbejde, og landsforeningen ophørte med at eksistere. 201
På trods af Køppes afstandtagen fra den mentalhygiejniske bevægelse, og på trods af
ignoreringen af Landsforeningen for Mentalhygiejne i temanummeret om psykologiens
historie i Danmark, så er de første 12 årgange af Landsforeningens blad Mentalhygiejne
1948-1959 kilden til dette kapitels analyse af forældreskyldens fremkomst, i det jeg vil
kalde en psykologiseret opdragelsesdiskurs. Landsforeningens blad analyseres ikke som
kilde til den almindeligt udbredte og praktiserede børneopdragelse i 1950’erne. De opdragelsesidealer
og teknikker, som blev fremlagt i dette blad, blev præsenteret som nye
og revolutionerende, og bladets skribenter var deres ansvar for udbredelsen af disse
opdragelsesteknikker bevidst.
”Vi har formuleret slagordet forældreopdragelse fordi vi erkender, at forældre må opdrages
til at opdrage deres børn på den rigtige måde. Vi ved, at det vil tage nogle generationer –
dog kun nogle få – før vi når dette mål. Men det afgørende er, at vi skimter det i det fjerne:
En ny og bedre verden skabt af vore børn og deres børn og børnebørn. Derfor stiller vi os
trygt for historiens domstol. Om nogle århundreder vil man erkende, at det var med os, de
afgørende forandringer indtrådte.” 202
De nye opdragelsesidealer og teknikker, som formidledes i Mentalhygiejne, blev
formuleret af forskellige faggrupper, både psykologer, læger, pædagoger og jurister
skrev om dette område, men den mentalhygiejniske opdragelse blev præsenteret som
opdragelse på at videnskabeligt psykologisk grundlag.
”Tidligere tiders pædagogiske grundsætninger grundede sig på enkelte filosoffers eller
pædagogers begrænsede og subjektive erfaring, mens moderne opdragelse i så vid
udstrækning som muligt skulle være begrundet i mange psykologers samarbejde gennem
systematiske og objektive forsøg og undersøgelser over børns adfærd og udvikling. Med
andre ord: Moderne opdragelse skal være anvendt psykologi i så vid udstrækning som
muligt.” 203
(Forfatterens understregning)
Skønt psykologer i dag ignorerer eller tager afstand fra landsforeningens arbejde,
ændrer det ikke ved, at den mentalhygiejniske bevægelse formidlede nye opdragelses-
201
Mentalhygiejne 6 & 7 1975:153
202
Christiansen, Karl, O. dir. dr. jur. Barn i en brydningstid i: Mentalhygiejne juni 1957:99
203
K.B. Madsen skolepsykolog i: Dansk Pædagogisk-psykologik tidsskrift 1942:232. K.B. Madsen skrev i
Mentalhygiejne feb. 1953:3 en artikel om forholdet mellem Psykologien og opdragelsen, hvor han med
flere ord gav udtryk for de samme ideer.
73

idealer og teknikker med henvisning til netop en psykologisk videnskabelighed. Og det
ændrer heller ikke ved, at man i disse tekster ser det dispositif af forældreskyld fuldt
udfoldet, som stadig konstituerer forældrekonstruktionen i visse dele af den psykologiske
videnskab og i store dele af vore dages børneopdragelsesdiskurs.
Den farlige forældrekærlighed
I 1948 var der, i den mentalhygiejniske forening, ikke nogen tvivl om barndommens
og forældrenes betydning for barnets mentale hygiejne. Den tvetydighed, som prægede
Freuds psykoanalytiske tekster med hensyn til opdragelsens betydning for udviklingen
af neuroser, kom slet ikke til udtryk i de mentalhygiejniske tekster. Mentalhygiejnen
begynder i barnealderen 204 var et af foreningens slagord og allerede ved oprettelsen af
foreningen stod det klart, at der var en betydelig sammenhæng mellem psykopatologi
og børneopdragelse.
”Uden at ville frakende arven en vis betydning er moderne psykologer og pædagoger enige
om, at fejludviklinger der opstaar hos børn og unge, oftest har sine rødder i skadelige
miljøfaktorer, i omgivelsernes utiltrækkelighed.” 205
Mentalhygiejnen underkendte ikke, at biologiske faktorer kunne føre til sindssyge men
i modsætning til Freud, så lagde den mentalhygiejniske bevægelse hovedvægten på de
socialiserende faktorers indflydelse og sygdomsfremkaldende betydning. Oftest var
årsagen til psykopatologi nu skadelige miljøfaktorer. Skadelige miljøfaktorer var ikke et
spørgsmål om, at pesticid i drikkevandet eller røgfyldte lokaler førte til fejludviklinger
hos børn. I den mentalhygiejniske diskurs var miljøet defineret som barnets nærmeste
og mest betydningsfulde omgivelser; forældrene.
”Vigtigst blandt de omstændigheder der kan fremkalde konflikter hos et menneske er de
følelsesmæssige forhold – og især afhængighedsforhold – vi har til en række af vore
medmennesker. Folk som vi står følelsesmæssigt indifferente overfor, vil næppe kunne
påføre os sjælelige lidelser.” 206
Erkendelsen af forældrenes nøgleposition i forhold til påførslen af sjælelige lidelser
blev en af den mentalhygiejniske bevægelses vigtigste opgaver, reguleringen af selve
de følelsesmæssige relationer inden for familierne. Forældrene skulle oplyses om deres
enestående, men også potentielt farlige betydning for deres børn.
I forbindelse med den amerikanske psykoanalytiker Karen Horneys død i 1953 skrev
redaktør Bent Henius en længere formidlende artikel om hendes virke og især hendes
204
Mentalhygiejne april 1949:36, okt. 1949:65, feb. 1951:11, osv.
205
Leunbach, Budda, cand. psych. Mentalhygiejne i opdragelsen i: Mentalhygiejne juni 1949:36
206
Østergård, Lise, hospitalspsykolog, cand. psych.; Om profylaktiske samtalegrupper i: Mentalhygiejne
marts 1959:64
74

anebrydende neurose-teorier 207 , hvor det blev gjort klart, at neurosen oftest grundedes
i manglende kærlighed fra forældrenes side.
”I enhver neurose er der opstået det, Karen Horney kalder ”den fundamentale angst” Denne
angst er oftest begyndt i barndommen, fordi børnene har manglet ægte kærlighed og varme
fra forældrenes side.” 208
Forældres kærlighed til deres børn var blevet den mangel, som oftest gav børn og
voksne psykiske problemer. Men det var samtidig også den kur, som nu kunne forhindre
neuroser i at opstå. Udviklingen af psykopatologi grundedes nu først og fremmest i forældrenes
bevidste eller ubevidste afvisning af barnet, og forældrenes positive holdning
til barnets var en forudsætning for barnets normale udvikling.
”Det, der betyder noe er, om barnet er aksepteret, om foreldrene virkelig holder av det,
gleder seg over det og har tålmodighet med det. Eller om deres innstilling er preget av
likgyldighet, irritasjon eller kanske hat.” 209
Men ikke blot mangel på kærlighed var psykisk forkrøblende for barnet, også for megen
kærlighed kunne gøre ubodelig skade. Den nye mentalhygiejniske forældreopdragelse
var en opdragelse, der skulle give forældrene teknikker og redskaber til at udtrykke
deres helt præcist doserede kærlighed til deres børn.
”Studiet af overførsel hos de afsporede børn og unge viser os regelmæssigt at disse børn har
haft et ødelagt kærlighedsliv i deres første barndom på den måde, at deres kærlighedsbehov
enten er blevet tilfredsstillet i for ringe grad, eller de er blevet overmættet med
kærlighed.” 210
Forældrekærlighed var blevet et farligt, medie som skulle doceres i de rette mængder og
udtrykkes gennem den rette opdragelse for ikke at skade børnene.
Den mentalhygiejniske opdragelse var et redskab til forældre, som ville udtrykke deres
kærlighed til deres børn på en hensigtsmæssig måde, så børnene hverken fik for lidt
eller for meget. Gennem den mentalhygiejniske opdragelse kunne forældre bringes til
at udtrykke deres vigtige, men potentielt farlige kærlighed til deres børn uden skadelige
følgevirkninger.
Erkendelsen af forældrenes nøgleposition i forhold til den opvoksende generations
mentale sundhed resulterede i et stærkt fokus på forældrenes fatale rolle i barnets liv.
Opdragelsen af barnet og barnets mere eller mindre hensigtsmæssige opførsel i forhold
til den mentalhygiejniske norm blev det barometer, på hvilket man kunne måle graden
af forældrenes kærlighed til barnet. Barnets opførsel blev et udtryk for forældrenes
sunde eller problematiske følelser for det, neurotiske træk som sengevædning, negle-
207
Henius, Bent, redaktør; Hvorfor er vi neurotiske i: Mentalhygiejne feb. 1953:14
208
Ibid.:14
209
Simonsen, Karen Margrethe, dr. med; Oppdragelsesvansker i: Mentalhygiejne sep. 1953:80
210
Rifbjerg, Sofie; Træk af den moderne opdragelses historie 1974:79
75

idning, stammen eller uro blev tydelige tegn på problemer i den følelsesmæssige
tilknytning mellem forældre og barn.
Modersavn
Især moderens adækvate tilstedeværelse i barnets første seks leveår var af vital
betydning for barnets mulighed for at udvikle en sund mentalhygiejne. Ifølge en
anmeldelse af den engelske psykolog John Bowlbys bog Maternal Care and Mental
Health (1952) 211 kunne en adskillelse fra moderen - ved hospitalsindlæggelse, død,
opvækst på børnehjem eller anden institutionalisering så som vuggestue eller børnehave
- før barnets sjette år 212 få vidtrækkende konsekvenser for barnets personlighedsudvikling.
Maternal deprivation var Bowlbys betegnelse for en af de allermest neuroseproducerende
oplevelser, som et barn kunne udsættes for. Men modersavn, som det kom
til at hedde på dansk, betegnede ikke blot den fysiske adskillelse af moder og barn.
”...”modersavn” […] kan forekomme såvel når barnet bor hjemme hos moderen – hvis hun
ikke er i stand til at give den kærlige omsorg som små børn har behov – som hvis barnet af
en eller anden grund fjernes fra moderen.” 213
Modersavn kunne forekomme, hvis moderens følelsesmæssige kontakt til barnet var
utilstrækkelig. Men også mødre, som ikke reagerede hensigtsmæssigt på deres børns
behov efter en eventuel uundgåelig adskillelse, forrettede megen skade.
”Hvis adskillelsen fra moderen er relativt kortvarig, taber [barnets] nervøse symptomer sig
gradvist, med mindre moderen efter genforeningen er uforstående og afvisende overfor
barnets ofte besværlige adfærd. I sidste tilfælde udvikler der sig en veritabel nervøs lidelse
hos barnet, og grunden lægges til en neurotisk og ustabil karakter, der er ude af stand til at
finde sig til rette med sig selv og sine omgivelser.” 214
Børns neuroser var ikke længere, som hos Freud, organisk betingede. Men børn, som
blev udsat for modersavn, kunne også udvikle langt alvorligere sindsslidelser end blot
neuroser. Vuggestuer og børnehaver indebar den adskillelse fra moderen, som i sidste
ende kunne være skyld i barnets udvikling af psykopati.
”Barnet viser følelseskulde og asociale tendenser, og i alvorlige tilfælde udvikles en
følelseskold psykopatisk karakter, ustandselig i konflikt med loven og yderst vanskelig at
behandle.” 215
Børn med psykopatiske træk og kriminelle tendenser var heller ikke længere frugter af
en degenereret slægt. Ifølge Bowlby og børnepsykiater J. Egsgård var modersavn, enten
211 Oversat til Børn uden hjem –et samfundsprolem (1953)
212 Egsgård, J, børnepsykiater; Modersavn og Sindslidelser i: Mentalhygiejne juni 1953:56,58
213 Ibid.:56
214 Ibid.:56
215 Ibid.:56
76

som en fysisk eller psykisk realitet, en af de mest almindeligt forekommende årsager til
sindslidelser. 216
Med denne erkendelse af forældrenes andel i skabelsen af barnets neuroser, blev den
stigende diagnosticering af neurotiske børn et foruroligende tegn på den udbredte
mangel på varme i hjemmene og de problematiske relationer i familiernes midte.
I modsætning til Rousseau, som i erkendelsen af forældrenes fatale indflydelse på deres
børn, valgte den radikale løsning helt at afskære forældrenes indflydelse på Emile, så
fastslog mentalhygiejnikerne, at forældrene og især moderen var uundværlig i forhold
til barnet. Men samtidig fastholdt de forældrenes potentielle fatalitet. Relationen mellem
forældre og børn kunne ikke, som hos Rousseau, brydes uden forfærdelige konse-
kvenser for barnet. Denne relation var netop på grund af dens status som den vigtigste
relation af alle, også den allermest farlige.
Forældre, som både i den religiøse diskurs og hos Freud kunne havde en helbredende
funktion i forhold til det psykopatologiske barn, måtte i den mentalhygiejniske diskurs
erkende, at med muligheden for at helbrede fulgte også ansvaret for det, man kunne
kalde en fejlslagen helbredelse - udvikling af psykopatologi. I den mentalhygiejniske
diskurs var opdragelsen blevet terapeutisk, og et neurotisk barn havde ikke fået den rette
neuroseforebyggende forældrebehandling.
Den nødvendige forebyggelse
Erkendelsen af forældrenes og især moderens indflydelse på barnets mentalhygiejne
gjorde alle familier til potentielle producenter af psykopatologiske individer, og
udvidede drastisk behovet for psykologisk rådgivning. Sindssyge, som før havde
udviklet sig og var blevet behandlet af læger indenfor visse degenererede familier,
behandledes nu bedst ved en almen forebyggende indsats i barndommen. Psykologien
og dens metoder blev relevante i forhold til alle opdragere. Allerede tidligt i 1950’erne
viste undersøgelser af ganske almindelige skolebørn foruroligende resultater.
”...undersøgelser viser at nervøse forstyrrelser hos børn i 6-7 aars alderen er overordentlig
hyppige, idet de forekommer hos op imod halvdelen.
Af 879 børn viste 391 eller 44 procent tydelige tegn paa nervøse opførselsforstyrrelser.
Disse opførselsforstyrrelser fordeler sig over 15 grupper, af hvilke de fire vigtigste
fremhæves her:
Nervøsitet, svaghed, overfølsomhed 169 (19 pct.)
Urolig, støjende 68 (8 pct.)
Neglebidning 59 (7 pct.)
Moralske tilpasningsvanskeligheder 32 (4 pct.).” 217
216 Egsgård, J, børnepsykiater; Modersavn og Sindslidelser i: Mentalhygiejne juni 1953:58
77

I 1950’erne var psykopatologi i barndommen bestemt ikke ualmindelig, og hvad værre
var, forskning viste at selv små ting, som før i tiden slet ikke var blevet sat i forbindelse
med psykiske sygdomme, var tegn på dybereliggende problemer hos barnet, som når
som helst, men oftest i voksenalderen, kunne udarte til alvorligere sindslidelser.
”De udslag og symptomer, hvorved en miljøbeskadigelse eller neurose viser sig, kan
variere overordentligt. Der kan være tale om aabenbare angstanfald, trodsighed,
raserianfald, rastløshed, sløvhed, sutning, neglebidning, spisevægring, opkastninger,
forstoppelse, urenlighed, ufrivillig vandladning, smerter af forskellig lokalisation,
hovedpine, rasperi, skulkeri og vagabondage.” 218
De psykiatriske afdelinger behandlede nu både børn med hang til vagabondage og andre
lidelser, som havde karakteriseret de degenererede børn så som trodsighed, sløvhed og
skulkeri. Men i erkendelsen af at f.eks. forstoppelse, sutning og neglebidning også var
udtryk for en psykopatologisk tilstand, blev også børn med disse symptomer tilbudt
behandling på de børnepsykiatriske afdelinger, dog i de fleste tilfælde ambulant. 219
Hvor degeneration, som hos Wimmer, i 1909 udgjorde et alvorligt men dog afgrænset
problem for ca. 15 procent af en generation 220 , blev psykopatologi i den mentalhygiejniske
optik en problematik, som berørte store dele af befolkningen, og uden den
rette indsats og rådgivning spredte neuroserne sig nu åbenlyst som epidemier.
I 1959 kunne professor dr. med. Poul Bonnevie efter en optælling af diverse sygdomme,
kundgøre:
”Kun forkølelser er hyppigere end neuroser” 221
I lyset af den store forekomst af neurotiske symptomer i befolkningen generelt og hos
den opvoksende generation specifikt, var kvaliteten af forældrenes følelsesmæssige
tilknytning til deres børn problematisk i næsten halvdelen af alle tilfælde. Men neurosernes
udbredelse var dog ikke alene forældrenes skyld. Også samfundsudviklingen
gjorde en hurtig mentalhygiejnisk indsats påkrævet.
”...det moderne samfund hvori vi nu lever, er blevet så kompliceret og vanskeligt at klare
sig i navnlig på grund af det stærke konkurrencepræg, at der kræves en særlig viden [om
opdragelse] for at undgå miljøskader hos børnene.” 222
I det moderne samfund var barndommen blevet en farefuld periode som vanskeligt
forceredes uden psykiske skader. Forældre måtte nu rustes særligt for at undgå farerne.
At der var brug for psykologisk ekspertise, kunne ingen være i tvivl om. Og selv om
217 Mentalhygiejne dec. 1949:84
218 Philipsen-Prahm, H. dr.; De børnepsykiatriske afdelinger i: Mentalhygiejne aug. 1948:20
219 Ibid.:20
220 Wimmer 1909:64
221 Bonnevie, Poul, professor dr. med.; Sindslidelserne og samfundet i: Mentalhygiejne, okt.-nov.-dec.
1959:172
222 Spöhr, Johs. læge; Usikkerheden om den varme opdragelse i: Mentalhygiejne dec. 1952:95
78

oprettelsen af rådgivningsklinikker og behandling af allerede skadede børn og voksne
var en del af landsforeningens arbejde, så var det i lyset af det enorme behov og den
langvarige behandlingstid, forebyggelse gennem rådgivning om opdragelse, som var
vejen frem. Fremme af sindets sundhed måtte starte i hjemmet med opdragelsen af
forældrene. Derfor definerede Landsforeningen for Mentalhygiejne sit mål som:
”Fremme af sindets sundhed og forebyggelse af sjælelig lidelse […] En sådan hjælp har et
forbyggende aspekt, fordi løsningen af aktuelle konfliktsituationer kan hindre en udvikling
af mere langvarige eller kroniske, nervøse tilstande.” 223
De nys opdagede sygdomsfremkaldende forældre skabte en uendelig arbejdsmark for
forebyggende psykologisk rådgivning af ængstelige forældre. Sindslidelser var ikke
længere noget, der gik i arv i degenererede familier eller forsagedes af barnets seksuelle
disposition. Nu gjorde uforvarne forældre selv deres børn sindssyge. Opdragelse var
blevet en kompliceret affære, som krævede en særlig viden for ikke at skade mere end
gavne. På baggrund af denne erkendelse åbnede psykologerne familierne for en viden-
skabeligt begrundet regulering af forældrenes adfærd og børnenes opdragelse.
Forældreskyld og den mentalhygiejniske subjektposition
”...hvis vi igennem erkendelsen af vor skyld, vor viden om vore handlingers følger [for
børnene], når til i fremtiden af handle bedre, så har besindelsen på vor skyld været frugtbar,
og vi tør håbe på lidt mere glæde for næste generation.” 224
I de mentalhygiejniske tekster er skyld ikke blot en del at et konstrueret dispositif, som
med mere eller mindre held kan analyseres frem. I de mentalhygiejniske tekster diskuteredes
forældrenes skyld konkret, ligesom skyld også diskuteredes konkret i de
religiøse tekster om sindssyge. I tekster som Forlad os vor skyld, hvorfra det
ovenstående citat er taget, henviste mentalhygiejnikerne direkte til en religiøs kontekst.
De implementerede en religiøs skyldsproblematik i en psykologisk forståelsesramme.
1800-tallets læger, havde med henvisning til en videnskabelig konstitution af sindssyge
afvist den religiøse sammenkædning af sindssyge og skyld. 225 Men i 1950’erne blev de
to begreber igen knyttet tæt sammen, men nu med henvisning til netop en videnskabelig
kontekst.
”Netop gennem psykologiens og psykiatriens udvikling i dette århundrede er man blevet
opmærksom på, hvilke alvorlige og langtrækkende skader forældre og andre voksne kan
tilføje deres børn” 226
223
Østergård, Lise, cand. psych.; Nye veje i det mentalhygiejniske rådgivningsarbejde i: Mentalhygiejne
sep. 1957:141
224
Forlad os vor skyld i: Mentalhygiejne feb. 1956:10
225
Se kapitlet Lægernes børn
226
Forlad os vor skyld i: Mentalhygiejne feb. 1956:10
79

Den medicinske videnskab havde kæmpet for at bryde den religiøse sammenkædning af
sindssyge og skyld, men med henvisning til en ny psykologisk videnskabelighed genintroducerede
1950’ernes mentalhygiejnikere det religiøse skyldstema i diskussionen
om sindssygen. I den mentalhygiejniske diskurs hæftedes skylden imidlertid ikke på den
sindssyge. I den mentalhygiejniske kontekst hæftedes skylden for sindssygens opståen
på den sindssyges forældre.
Den skyldsbyrde, som de nye mentalhygiejniske indsigter pålagde forældrene, mødtes
ikke alle steder af udelt begejstring. I 1953 henviste en polemisk artikel i Mentalhygiejne
til en længere disput i dagspressen, hvor blandt andet Thit Jensen havde
anfægtet,
”...at uforstandige læger og psykologer giver mødre råd og vejledning af sådan art, at
mødrene tynges ned af dårlig samvittighed og skyldfølelse.” 227
Flere af bladets skribenter anerkendte også, at forældrenes skyld var en problematik,
som ledsagede den mentalhygiejniske bestræbelse på at ændre forældrenes adfærd i en
mindre neuroseproducerende retning. Den mentalhygiejniske erkendelse af forældrenes
andel i børnenes udvikling af psykopatologi, kunne under visse omstændigheder give
forældre skyldfølelse, men i så tilfælde havde forældrene forslugt sig på eller mis-
forstået mentalhygiejnen.
”Skyldfølelse er en plagsom realitet for mange, der har forslugt sig på, eller misforstået den
oplysning om børnepsykologi og ernæringslære, som i dag er så lettilgængelig, og som kan
være til skade for oversamvittighedsfulde og følsomme forældre.” 228
Problematikken omkring forældrenes skyldfølelse dukkede til stadighed op i de mentalhygiejniske
tekster. Skyldfølelse var skadeligt, og det var en pointe i den psykologiske
opdragelsesdiskurs, at i hvert fald barnet ikke måtte bære byrden af skyld.
Undertekst: ”Nu må vi først og fremmest
passe på ikke at bibringe ham nogen
skyldfølelese”
Ovenstående illustration ledsagede artiklen Psykologien og opdragelsen 229 , og
forfatteren gjorde i teksten opmærksom på at den ikke skulle forstås ironisk.
227
Koseleff, Poul, mag. art.; Om dosmere i: Mentalhygiejne dec. 1953:98
228
Geert-Jørgensen, Einar, overlæge; De praktiserende læger og mentalhygiejnen i: Mentalhygiejne sep.
1959:139
80

Flere skribenter diskuterede også op gennem 1950’erne, hvordan erkendelsen af
forældrenes ansvar og del i børnenes neuroser kunne formidles og formildes, så heller
ikke forældrene skulle bære denne byrde af skyld.
”...det [er] blitt en alminnelig antagelse at det er foreldrenes skyld, hvis barna utvikler seg i
uheldig retning. Men dette er forkjært, for vel er det hyppigt foreldrenes feil, men der er
ikke deres skyld. Selv om foreldrene har gitt barna en meget uheldig oppdraglese, så kan
man ikke bebreide dem dette. […] man kan ikke bebreide foreldrene, at de selv er vokset
under ulykkelige familieforhold og har fått en uharmonisk utvikling, så de nå er neurotiske
og derfor ikke i stand til å danne et harmonisk forhold til egne barn.” 230
De fleste mentalhygiejniske skribenter skubbede skylden en generation længere tilbage,
så også de svigtende forældre kunne indtage en positionen som ofre for deres forældres
svigt, og derved skabtes slægtstavler af ofre for manglende kærlighed og psykiske
problemer, som gik i arv gennem generationer.
”...vi er jo næsten alle blevet ofre for en mere eller mindre uheldig opdragelse med krav og
forbud, især lydighedskrav som langt oversteg vort barneselvs lydighedsbehov. Vi må ikke
glemme, at årsagen til den uheldige opdragelse ofte er opdragerens egen usikkerhed, som
giver dem en spændt forsvarsstilling.” 231
Dårlige forældre var ofre for deres dårlige forældres svigt, og dårlige forældre skulle
forstås og behandles snarere end erklæres skyldige i deres børns udvikling af neuroser,
selv om deres børns psykiske problemer selvfølgelig stadig var deres fejl.
Den subjektposition, som det neurotiske barn blev tildelt, var ofrets, men denne offer-
position kunne også tildeles barnets bødler, de neurotiske forældre.
Nikolas Rose diskuterer i Governing the Soul Foucaults analyse af det bekendende
samfund. Western man has become a confessional animal 232 skriver Foucault i The
History of Sexuality. Foucault påpeger at den bekendende teknik, som den fungerer i
dag, har en lang forhistorie som vidensproducerende teknik i vesten. Foucault skriver,
at bekendelse som teknik, siden skriftestolenes katolske præster opdyrkede en særlig
interesse for synderens bekendelser af kødets lyster, har spredt sig som en teknik til
vidensproduktion om individet, der nu fungerer i både medicin, jura, undervisning og
altså også spiller en rolle for den særlige psykoanalytiske interesse for bekendelser af
barndommens traumer. I både skriftestolen og psykoanalysen fungerer bekendelse som
en teknik, der søger og producerer en sandhed om individets inderste hemmeligheder.
229 K.B.Madsen, skolepsykolog; Psykologien og opdragelsen i: Mentalhygiejne feb. 1953:3
230 Simonsen, Karen Margrethe, dr. med; Oppdragelsesvansker i: Mentalhygiejne sep. 1953:83
231 Grandjean, Louis E.; Sindets udfoldelse, personlig mentalhygiejne 1957:27
232 Foucault, Michel; Will to Knowledge, The History of sexuality 1998:59
81

I den katolske praksis producerer den bekendende teknik sandheden om individets sjæl,
en sjæl som må angre, bede om tilgivelse eller dømmes. I psykoanalysen producerer den
bekendende teknik patientens ubevidste og sandheden om, hvorfor patienten blev syg.
Rose udfordrer Foucaults vægtning af kontinuitet i forbindelse med bekendelsesteknikkens
udbredelse ved at påpege, at der er en grundlæggende forskel på den
subjektposition, som henholdsvis skriftestolen og psykoanalytisk inspirerede terapiformer
tilbyder. I den specifikke psy-version 233 af bekendelsesteknikken bekender
individet ikke længere sine egne synder, derimod bekender individet i stedet de synder,
der er blevet gjort imod ham af andre.
“…perhaps what we are observing today is not organized along the axis of personal failing,
the incorporation of responsibility, the hope of forgiveness and healing. Rather than a
sinner repenting, those who speak out today are increasingly survivors bearing witness to
the hidden injuries done to them by others.” 234
Den version af det bekendende samfund, som den mentalhygiejniske bevægelse
arbejdede hen imod, var netop ikke karakteriseret ved at være et samfund af syndere.
Bekendelsesteknikken, som den blev brugt i den mentalhygiejniske diskurs, var en
teknik, som producerede et samfund af ofre. I den psykoanalytisk inspirerede mentalhygiejniske
terapi tilskyndedes neurotikeren til at fortælle, hvad der var blevet gjort
imod ham, hvilke traumer som var blevet påført ham. I den mentalhygiejniske diskurs
producerede den bekendende teknik sandheden om forældrenes skyld.
De problematiske eller problematiserede børn måtte i den religiøse diskurs bede om
tilgivelse eller stå til ansvar for deres synder ved dommens dag. De problematiserede
børn i den medicinske diskurs var et beklageligt men naturligt resultat af en biologisk
udvikling. De problematiserede børn i den mentalhygiejniske diskurs var ofre. Ikke for
fristeren. Ikke for biologien. De var ofre for deres forældres manglende kærlighed og
omsorg. De var ofre for opdragelsessvigt. De var ofre for forældre, som var ofre for
forældre, som var ofre. 235
Bekendelse som mentalhygiejnisk opdragelsesteknik
Den psykologiske autoritet, som definerede og producerede denne slægt af ofre, tilbød
samtidig hjælp og lindring til ofrene. Både i form af terapi, men også i form af råd til
233
Rose opererer med begrebet psy- som en samlebetegnelse for de professioner som udøves under
præfixet psy- så som psykologi , psykoterapi, psykiatri og psykodynamik, idet han mener at disse
discipliner på trods af deres indbyrdes stridigheder, operer på baggrund af den samme individopfattelse.
234
Rose, N; Governing the Soul, The Shaping of the Private Self 1999:268
235
For en psykohistorisk udfoldelse af dette tema se Lloyd deMause; The Evolution of Childhood i: The
history of childhood (1974)
82

forældre om neuroseforebyggende opdragelsesteknikker, så nye generationer af børn
kunne undgå at blive de ofre, som forældrene selv var blevet.
På rådgivningsklinikkerne bekendte neurotiske børn og især voksne forældrenes synder
imod dem. Men uanset patientens biologiske alder var subjektpositionen, som den
psykoterapeutiske behandling tilbød, altid barnets. Den psykopatologiske patient
defineredes som offer, men også som barn. Et barn der ikke psykisk havde fået mulighed
for at vokse op i forhold til sin naturlige psykiske udvikling, men var blevet fikseret
på et tidligt stadie, og i regres vendte tilbage til dette stadie. Psykoanalysens patient var
uanset biologisk alder et psykisk barn. Og i den mentalhygiejniske diskurs var barnet et
offer for forældre, som ikke havde formået at lade det blive voksent.
Allerede i begyndelsen af 1900-tallet indeholdt den psykoanalytiske behandling af Lille
Hans visse bekendelser, eller i hvert fald visse forsøg på at få Hans til at formulere sig
sprogligt om sin egen seksualitet, og de konflikter han kæmpede med på de forskellige
driftsstadier. Hans formulerede sig i lighed med Freuds voksne patienter, både om sin
interesse for det anale, sine natlige drømme og sine seksuelle fantasier. Men et af de
problemer, som Freud senere ytrede i forbindelse med psykoanalysen af børn, var, at
man blev nødt til at lægge så mange ord i munden på barnet. 236 Freud foretrak behandling
af voksne.
Men netop barnets sproglige uformåen, som umiddelbart synes problematisk i forhold
til den psykoanalytiske bekendelses teknik, var et af de problemer, som den efterfølgende
generation af børneanalytikere løste, ved det de kaldte legeteknik. Legeteknik
var en analyseteknik, som blev opfundet af Melanie Klein (1882-1960) og som fik stor
udbredelse i det børnepsykoanalytiske arbejde også på de danske rådgivningsklinikker.
237 Barnet blev i denne teknik udstyret med tegnerekvisitter, forskellige
stykker legetøj, der forestillede mennesker, dyr, huse og møbler og observeret i dets leg.
Legen erstattede den sproglige bekendelse og blev analyseret som barnets udtryk for og
bearbejdning af dets psykiske problematik. Barnet, som ikke var i stand til at udtrykke
sig sprogligt om sine psykiske konflikter, kunne nu udtrykke sig gennem leg
og handling. 238
Men bekendelse som teknik var ikke kun forbeholdt rådgivningsklinikkernes klienter.
Også den anbefalede mentalhygiejniske opdragelse indeholdt elementer, som kan
analyseres i denne optik.
236
Køppe og Olsen; Indledning i: Lille Hans Freud 1983:18
237
Bodil Farup; Dybdepsykologiens anvendelse i børneterapi (1956) i: Børn og Terapi red: Per Schultz
Jørgensen og Ole Almstrup 1990:17
238
Margrete Lomholt; Behandlingen af vanskelige børn i: Mentalhygiejne april 1954
83

I de mentalhygiejniske tekster om opdragelse blev forældre ikke opfordret til at bruge
legeteknik i forhold til deres børn, men forældrene blev opfordret til at analysere deres
børns kroppe og handlinger som udtryk for børnenes underliggende psykiske konflikter.
Børn forventedes ikke at kunne tale om deres psykiske traumer, men kulturelt problematiske
handlinger så som sengevædning, neglebidning, aggression og uro skulle tolkes
symbolsk som tegn på psykiske spændinger. Børnenes kroppe og børnenes handlinger
var symbolske bekendelser om psykiske skader.
Fortolkninger, som eksplicit henviste til barnets seksuelle problemer, som f.eks at Lille
Hans´ angst for heste udsprang af hesteulykkens lighed med oplevelsen af urscenen i
forældrenes soveværelse og derfor aktiverede dette traume, optrådte ikke i de mental-
hygiejniske artikler om opdragelse. Heller ingen steder har jeg fundet at forældre blev
tilskyndet til at tolke deres børns angst (f.eks. for heste) som et symbolsk udtryk for
barnets angst for faderens hævn, for barnets ubevidste ønske om at slå ham ihjel og
erobre hans plads i moderens seng. Disse eksplicitte tolkninger af barnets psyko-
seksuelle problematikker fandt ikke vej til den mentalhygiejniske opdragelsesdiskussion,
her handlede børnenes symbolske bekendelser, som vi skal se, oftest
om manglende forældrekærlighed.
Symbolsk tolkning af barnets krop og handlinger var en revolutionerende teknik, som
forældre blev opfordret til at bruge i opdragelsen af deres børn. Forældrene blev rådgivet
til at vise agtpågivenhed over for børnenes handlingsmønstre og reagere på deres
skjulte symbolsprog. Nogle af børnenes handlinger indeholdt symbolske bekendelser
om problemer i barnets hverdag, som forældre optaget af børnenes mentalhygiejne
burde gøre noget ved.
Børn, der stjal uden grund, bekendte med denne symbolske handling deres utilfredsstillede
behov for ømhed.
”Sådanne symboltyverier er måske rettet mod en bestemt person: man tager småmønter fra
mors håndtaske eller fars portemonnais. Dette kan være et fingerpeg om, hvilken person
konflikten gælder. Hvis man kan forbedre forholdet til mor eller far, holder rapserierne
måske op af sig selv. For så behøver man ikke stjæle kærlighed mere.” 239
Aggressive børn skulle ikke længere straffes. I modsætning til Freud anså mentalhygiejnikerne
ikke aggression for at være en drift, der skulle inddæmmes. I de mentalhygiejniske
tekster var aggressiv adfærd barnets symbolske bekendelse af, at det var
ulykkeligt. 240 Onani, som i Freuds tekster var et bevis på den barnlige seksualitets polyperverse
natur og som for Lille Hans resulterede i et inddæmmende masturbations-
239 Embring, Margareta, børnepsykolog; Vi snakker børn, i: Mentalhygiejne okt. 1954:190
240 Ibid.:163
84

forbud, blev i de mentalhygiejniske tekster en symbolsk handling, som dækkede over
nervøsitet og angst.
”I alle aldre er der børn, som onanerer meget […] det er som regel nervøse eller bekymrede
børn; men de er ikke nervøse fordi de onanerer, de onanerer, fordi de er nervøse. Opgaven
er at finde ud af, hvad der ligger til grund for nervøsiteten i stedet for at drage til felts mod
onanien.” 241
Onani var blevet et symptom på barnets psykiske problemer og ikke de psykiske
problemers rod. Det var angsten for forældrenes skilsmisse, moderens død eller
problemer i skolen, som forårsagede onani. 242 Det var denne angst, forældrene skulle
agere i forhold til. Når barnet blev trygt, ville det holde op med at onanere af sig selv.
Også problemer i forhold til barnets orale behov var tegn på psykiske problematikker.
Både for megen eller for lidt indtagelse af mad kunne for de årvågne symbolsk tolkende
forældre være barnets bekendelse af sine problemer. Nervøs sult 243 en stadig,
unødvendig indtagelse af mad var en problematik, som forældrene måtte tolke:
”Ofte er det et utilfredstillet behov for ømhed som ligger til grund for lækkersulten. Hvis
man tilfredstiller det, vil slikkebehovet måske tage af.” 244
Men den modsatte reaktion kunne være tegn på det samme:
”Et barn der bliver forsømt af mor, kan bruge spisevægring til at få henledt lidt
opmærksomhed på sin person.” 245
At fortolke sit barns handlinger var en teknik, som forældre opfordredes til at bruge,
fordi det gjorde forældrene i stand til at agere i forhold til barnets dybereliggende
konflikter, og ikke blot i forhold til de symbolske udtryk, som børnenes problematiske
handlinger i grunden var.
Neurotisk adfærd hos børn, som havde overstået barndommens første seks vigtige år,
var symptomer på alvorligere problemer. Tics var et udtryk for pres gennem mange
år. 246 Stammen var et sent tegn på en alt for streng renlighedstræning, ligesom
ordblindhed i mange tilfælde var en følge af en neurose. 247 Især disse senere opdukkende
lidelser var problematiske, fordi de først viste sig lang tid efter traumets
oprindelse, og neurotiske symptomer hos børn over seks krævede ofte egentlig tilbageskuende
terapeutisk behandling, hvorimod den mentalhygiejniske opdragelse måtte
241
Spock, Benjamin; Bogen om barnet, Forældrenes bog 1958:220
242
Ibid.:220
243
Embring, Margareta, børnepsykolog; Vi snakker børn i: Mentalhygiejne okt. 1954:176
244 Ibid.:176
245 Ibid.:177
246 Ibid.:192
247 Ibid.:192
85

koncentrerede sig om barnets tidlige barndom og tilstræbte en behandling af neurosen
inden den rodfæstede sig.
Men selv om den mentalhygiejniske opdragelse tilstræbte en behandling af barnets
neuroser inden de blev alvorlige, så var den bekendende teknik, som i opdragelsen skulle
tolke barnets krop og barnets handlinger, en teknik, som forudsatte, at barnet var et offer.
Barnet var psykisk skadet (måske kun lidt, og ikke for alvor) af de selv samme forældre,
som opfordredes til at tolke barnets symbolske sprog. Den bekendende teknik i den
mentalhygiejniske opdragelse tolkede barnets krop og handlinger ud fra den forudsætning,
at de psykiske skader, som barnet bekendte, var forældreskabte. I det øjeblik forældrene
benyttede sig af denne fortolkende teknik for at descifrere deres børns kropslige
bekendelser af psykiske problemer, i det øjeblik benyttede forældrene sig af en teknik som
definerede deres børn i en subjektposition, hvor barnet var ofret og de selv var bødlerne.
Den bekendende teknik, som Foucault og Rose diskuterer i forhold til psykoanalysen og
det Rose kalder psy-teknikker, fungerede således ikke på det verbale niveau, som man
finder den både i den katolske praksis og i psykoanalysen af voksne. Men i den mentalhygiejniske
opdragelse opfordredes forældre alligevel til at indskrive deres børn i den
subjektposition, som Rose argumenterer for, er karakteristisk for psy-bekendelsen.
I de mentalhygiejniske tekster opfordredes forældre til at konceptualisere deres børn som
ofre og tolke børnenes problematiske kropslige udtryk og handlinger som symbolske tegn
på begyndende eller rodfæstede psykiske skader forårsaget af dem selv.
Forældrenes skyld i barnets psykopatologiske udvikling var således en problematik, som
diskuteredes helt eksplicit i de mentalhygiejniske tekster om både sindssygens årsager og
den neuroseforebyggende opdragelse. Især barndommens første seks år var psykisk en
meget udsat periode, og årsagen til psykopatologi generelt kunne ofte henføres til en
uhensigtsmæssige følelsesmæssig atmosfære i hjemmet i disse vigtige år. Fysisk eller
psykisk adskillelse fra moderen, for megen eller for lidt kærlighed var i den mental-
hygiejniske diskurs årsag til den enorme udbredelse af neurotiske symptomer, som
plagede den danske befolkning.
Det var ikke den mentalhygiejniske bevægelses mål at give forældrene skyldfølelse,
ligesom forældrene heller ikke måtte give deres børn denne byrde af skyld. Forældre,
der fik skyldfølelse af de mentalhygiejniske rådgivninger, havde forlæst sig eller misforstået
det mentalhygiejniske budskab. Alligevel vil jeg, med fare for at komme i
ovennævnte forlæste og misforståede kategori, argumentere for, at både den
mentalhygiejniske erkendelse af neurosens opståen på grund af problemer i den
følelsesmæssige tilknytning mellem forældre og børn og de anbefalede neuroseforebyggende
opdragelses teknikker, konstituerede forældre som skyldige per definition.
86

Rigtige levende forældre kunne forlæse sig, misforstå, undskyldes. Rigtige forældre
kunne endda udtræde af deres forældrerolle og indtræde i en terapeutisk position, så de
kunne forstås som sårede børn af sårede børn osv.
Barnet som kategori konceptualiseredes som offer. Og forældreskab som kategori blev
i den mentalhygiejniske diskurs tæt forbundet med skyld.
87

De mentalhygiejniske børn og fremkomsten af forældreskyld
Forældrenes ansvar i forhold til udviklingen af psykopatologi var en videnskabelig
erkendelse, som prægede 1950’ernes mentalhygiejniske diskussioner om neurosernes
årsag. Voksne var neurotiske, fordi de var blevet svigtet som børn. Børn tissede i
sengen, stammede og var urolige, fordi de følelsesmæssige relationer i deres familie var
problematiske. Forældrenes skyld var den konstans, som mentalhygiejnikerne opererede
med, men konstruktionen af barnet i den mentalhygiejniske diskurs var ikke ligeså
entydig.
Op igennem 1950’ernes udgivelser af Mentalhygiejne ser der ud til at være en tendens
til at konstruktioner af Freuds seksualiserede barn, lige så stille måtte vige til fordel for
konstruktioner af barnet, som i højere grad lignede romantikkens ide om det uskyldige
barn.
Tilsyneladende ubesværet jonglerede mentalhygiejnikerne med versioner af både det
gode og det onde barn, og i det følgende vil disse to polære konstruktioner af det
mentalhygiejniske barn blive eksamineret i forhold til specialets tese om forældreskyldens
fremkomst i forbindelse med konstruktionen af barnets gode natur.
Det farlige mentalhygiejniske barn
Konstuktionen af barnet i den mentalhygiejniske diskurs var heterogen. Op gennem
1950’erne diskuteredes opdragelsesteknikker, som objektificerede barnet på mindst to
forskellige måder, som i det følgende vil blive analyseret som specifikke mentalhygiejniske
konstruktioner af barnets gode og onde natur.
Især i de tidlige årgange af Mentalhygiejne præsenteredes læserne ofte for konstruk-
tioner af barnet, som eksplicit henviste til, hvad jeg i forrige kapitel kaldte Freuds
seksualiserede barn.
”Spebarn søker å følge enhver impuls og innskytelse de får, de søker øyebliklig og
ubetinget tilfredsstillelse av alle sine ønsker, uten hensyn til omgivelserne. Det lille barns
drifter er voldsomme. Det makter ikke selv å beherske dem. Hvis spebarn ikke var så
hjelpeløse ville de være farlige.” 248
Det voldsomme idstyrede spædbarn var i 1953 en beskrivelse af barnets natur, der
hverken gav anledning til læserbreve eller andre protester. Freuds kontroversielle
konstruktion af den infantile seksualitet var, i hvert fald inden for mentalhygiejnen,
fuldt ud accepteret. På dette tidspunkt havde Freuds seksualiserede barn også allerede
sat sine spor i flere store udgivelser til brug for forældre. Allerede i 1941 formidlede
248 Simonsen, Karen Margrethe, dr. med.; Oppdragelsesvansker i: Mentalhygiejne sep. 1953:81
88

Anne Marie Nørvig Freuds seksualiserede barn til en bredere offentlighed. I Alt om
børn, en af de allerførste murstensværker om børnenes pleje og opdragelse, skrev hun,
at opdragelsesmål måtte
”...betragtes som Trin paa Vejen eller som Led i Barnets Udvikling fra at være en
grænseløs, lille Egoist til at være voksent Menneske i en Gruppe Medmennesker.” 249
Forestillingen om at spædbarnet kom til verden med en grundlæggende problematisk
natur, var og vedblev med at være en accepteret del af den mentalhygiejniske
opdragelsesdiskurs igennem 1950’erne, også selv om andre dele af den mentalhygiejniske
diskurs introducerede mere uskyldige konstruktioner af barnet. Også sene
artikler i dette årti opererede med versioner af barnet, som ikke havde meget at lade
arvesyndens onde barn høre. I 1959 skrev overlæge Jan Sachs i et temanummer om
Sindslidelserne og samfundet:
”Vi er født som hjælpeløse, asociale individer – som afdøde politiadvokat Lotinga engang
udtalte det: ”Vi er alle født som psykopater.”” 250
Spædbarnets normaltilstand var stadig lig den voksnes sindssyge. Den sindssyge voksne
var det farlige barn. Men selv om disse tidlige mentalhygiejnikere præsenterede læserne
for versioner af det seksualiserede barns onde natur, så var de ikke, som Freud, tilbøjelige
til at tilskrive barnet egen natur skylden for dets psykopatologiske udvikling. I den
mentalhygiejniske version af det onde barns sjælelige udvikling var barnet fra fødslen
driftsstyret, egoistisk, asocialt og farligt, men det var forældrenes ansvar at opdrage det,
så det blev et (voksent) menneske blandt medmennesker. Barnets psykopatologiske
udvikling var ikke længere, som hos Freud, biologisk determineret af barnets seksualkonstitution.
Nu var det forældrenes skyld, hvis barnet stadig havde psykopatiske træk,
når det blev voksent. Forældrene og især moderen måtte lære barnet at beherske dets
drifter og impulser ved at stille krav til det.
”Så lenge barnet ennå ikke er i stand til å forstå nødvendigheten av social opptreden og
mens dets behov ennå er meget voldsomme og krevende er det eneste motiv, barnet har, for
å endre sine handlinger, ønsket om at behage moren eller frykten for å miste hennes
kjærlighet. Nettopp fordi barnet føler seg intimt knyttet til henne, kan det til en viss grad
finne seg i, at hun stiller krav til det.” 251
Vigtigheden af moderens tætte tilknytning til barnet kunne der ikke være tvivl om,
moderkærligheden var det medie, som skulle regulere barnets sjælelige udvikling.
Moderkærligheden skulle bruges som det pressionsmiddel, der tvang det idstyrede barn
til at beherske sine egoistiske drifter og impulser.
249 Nørvig, Anne Marie; Hjemmet og Forældrene i; Alt om børn 1942:239
250 Sachs, Jan, overlæge; Kan psykopater behandles i: Mentalhygiejne okt. nov. dec. 1959:216
251 Simonsen, Karen Margrethe, dr. med.; Oppdragelsesvansker i: Mentalhygiejne sep. 1953:81
89

Men den terapeutiske virkning af truslen om kærlighedens ophør var ikke lige anerkendt
af alle de forældrerådgivende mentalhygiejnikere. Visse skribenter mente ligefrem at
truslen om kærlighedens ophør, kunne være direkte skadelig.
Det lykkelige mentalhygiejniske barn
Den konstruktion af barnet, som jeg her kalder mentalhygiejnens lykkelige barn, måtte
i modsætning til mentalhygiejnens farlige barn, ikke udsættes for truslen om
kærlighedstab. Mentalhygiejnens lykkelige barn skulle opdrages med den varme
opdragelse:
”Hovedsynspunktet er, at barnet til stadighed må kunne føle sig helt sikker på forældrenes
kærlighed, på helt at blive accepteret af dem. En forudsætning herfor er, at forældrene selv
lever i et harmonisk samliv, og at hele det familiære liv er præget af gensidig kærlighed og
forståelse.” 252
Dette lykkelige barn synes at optræde oftere og oftere i Mentalhygiene op igennem
1950’erne. I 1957 formulerede landsforeningens første formand Louis E. Grandjean
forestillingen om barnets medfødte lykkelige natur. I sin bog Sindets udfoldelse,
personlig mentalhygiejne tog han stærkt afstand fra alle forestillinger om, at barnet fra
fødslen kunne indeholde nogle som helst tendenser til hverken ondskab eller egoisme.
Barnet var ifølge Grandjean fra fødslen lykkeligt og spontant, og enhver mishagsytring
inden barnets tredje år var et tegn på, at dets glade natur var blevet skadet.
”Det påstås ofte fra mødres side, at det ikke er rigtigt, at barnets funktionstilstand indtil
treårsalderen er lykkelig og spontan, idet børnene kan vise sig både som dominerende og
som tyraniske. Nogen sandhed er der heri, men årsagen til dette er, at visse småbørn
allerede er blevet påvirket av masokistisk opdragne voxne eller sødskene. Det er som følge
herav, at disse børn faktisk kan give indtryk av, at de naturligt stræber efter at plage andre.
Men det er tillært. Sandheden er, at barnet allerede er blevet beskadiget, så det ser ud, som
om det ingen glad natur har.” 253
Grandjeans barn var ikke driftsstyret, ikke egoistisk og ikke tyrannisk. Det var fra
fødslen uskyldigt og det barn, der skreg eller på anden måde kommanderede forældrene
rundt inden dets tredje år, var blevet påtvunget dets ondskabsfulde tilbøjeligheder fra
omverdenen. Forældres masochistiske træk havde en åbenlyst problematisk effekt på
rigtig mange børn.
Grandjean blev en af mentalhygiejnens fremmeste fortalere for en konstruktion af
barnets natur, som trak linier til romantikkens uskyldige barn. Men endnu var der ikke
noget tegn på, at den var vokset op, den generation af jævne og gode forældre som i
Rousseaus ånd naturligt kunne opdrage deres uskyldige, naturlige børn. Tværtimod var
252 Sisgaard, Thomas, skolepsykolog; Familielivet i: Mentalhygiejne maj 1955:91
253 Grandjean, Louis E. Sindets udfoldelse, personlig mentalhygiejne 1957:24
90

forældrenes fordærvende indflydelse på mentalhygiejnens lykkelige barn stadig, næsten
200 år efter udgivelsen af Émile, en aktuel problematik.
Sigurd Næsgård cand. phil. og en af Danmarks første praktiserende psykoanalytikere, 254
opererede også tidligt med barnets medfødte lykketilstand, hvis værste modstandere ofte
var barnets egne forældrene. Næsgård skrev om en af sine patienter:
”Moder og fader har sat hindringer i vejen for den lille. Og E kunde huske, at hun endnu, da
hun var to år, syntes livet var meget lykkeligt, men aldrig siden.” 255
Op igennem 1950’erne formidlede flere og flere mentalhygiejniske skribenter
opdragelsesteknikker til forældre med lykkelige børn. Disse børn skulle ikke opdrages
med henblik på en håndtering og hæmning af deres drift. Disse lykkelige børn skulle
grundlæggende opdrages via opfyldelsen af deres naturlige behov. Og de lykkelige
mentalhygiejniske børn havde mange differentierede behov.
Mødre til små børn skulle tilpasse amningen til barnets næringsbehov, 256 men også
respektere dets behov for ro og fred. 257 Men først og fremmest skulle opdragelsen
anlægges af hensyn til barnets to primære behov;
”...barnets behov for tryghed og sikkerhed, og behovet for selvstændighed.” 258
Dette sidste behov støttedes, ifølge skolepsykolog Thomas Sigsgaard, af behovene for
aktivitet og for selvhævdelse. 259
Desværre kunne visse behov ikke blot understimuleres, de kunne også stimuleres for
kraftigt, for eksempel kunne forældrenes særlige forventninger til barnets præstationer
resultere i, at behovet for succes kunne blive overdimensioneret allerede i barnealderen.
260 Og især barnets lydighedsbehov 261 kunne let overskrides i en streng, auto-
ritær opdragelse. En for voldsom tilfredsstillelse af det lille barns behov for tryghed
og varme 262 kunne også resultere i, at behovet for selvstændighed 263 ikke blev opfyldt.
Til trods for mentalhygiejnens erklærede psykoanalytiske ståsted, så kunne læsere af
især senhalvtressernes Mentalhygiejne nemt forledes til at tro, at de nye opdragelsesteknikker
snarere var indrettet efter barnets behov, end efter den psykoseksuelle drifts-
udvikling, som 50 år tidligere havde været det psykoanalytiske omdrejningspunkt for
den terapeutiske opdragelse af Lille Hans.
254 Køppe 1983:128
255 Næsgård, Sigurd; Lærebog i mentalhygiejne og psykoanalyse 1949:39
256 Embring, Margareta børnepsykolog; Vi snakker børn Mentalhygiejne okt. 1954:166
257 Ibid.:166
258 Sigsgaard, Thomas skolepsykolog; Familielivet i: Mentalhygiejne maj 1955:90
259 Ibid.:90
260 Ibid.:96
261 Grandjean 1957:27
262 Embring, Margareta, børnepsykolog; Vi snakker børn i: Mentalhygiejne okt. 1954:162
263 Ibid.:162
91

I den mentalhygiejniske diskurs stod versioner af den romantiske ide om det gode barn i
en ukommenteret kontrast til Freuds polyperverse barn. Tilsyneladende uden problemer
jonglerede den mentalhygiejniske bevægelse behændigt med versioner af både barnets
onde og gode natur. Men for begge konstruktioner af børn stod det klart, at en uhensigtsmæssig
håndtering af de i begge tilfælde potentielt psykopatologiske børn, kunne få
fatale konsekvenser for barnet. Barndommen var skæbnesvanger, både for mentalhygiejnens
lykkelige barn og for mentalhygiejnens farlige barn. Uanset de heterogene
konstruktioner af barnet som henholdsvis driftsstyret eller afhængigt af forældrenes
velvillige behovstilfredsstillelse, så var den terapeutiske tilgang, og den terapeutiske
begrundelse for opdragelsen en fællesnævner. Uanset om barnet blev konceptualiseret
som farligt eller af naturen lykkeligt, så var det forældrenes skyld, hvis barnet, når det
kom ud på den anden side af sin barndom, ikke var et lykkeligt og frit menneske med
en god mental hygiejne.
Derfor er fremkomsten af forældreskyld i den mentalhygiejnisk kontekst en alvorlig
desavouering af tesen om, at fremkomsten af forældreskyld først og fremmest skulle
forefindes i forbindelse med versioner af forestillingen om barnets gode natur.
I den mentalhygiejniske diskurs opereredes der med versioner af både onde og gode
børn. Men både det onde og det gode mentalhygiejniske barn havde det tilfælles, at
deres psykopatologiske udvikling var forårsaget af deres forældre. Forældrene var
i begge tilfælde skyld i barnets udvikling af sindssyge.
Denne genealogis mest spektakulære fremkomst af forældreskyld på den mentalhygiejniske
scene kan således ikke forklares med henvisning til skematiske konstruk-
tioner af barnets gode eller onde natur. Den mentalhygiejniske diskurs var i meget høj
grad en diskurs, som konceptualiserede forældre som skyldige. Men det var ikke
entydigt en diskurs, som konsceptualiserede barnet som uskyldigt.
Fremkomsten eller udeblivelsen af forældreskyld kan derfor ikke forklares som en
nødvendig følge af skiftende polære konstruktioner af barnet. Således at historisk
specifikke versioner af det onde barn også nødvendigvis konceptualiseres som skyldigt
i sin egen psykopatologiske udvikling. Og historisk specifikke versioner af det gode
barn nødvendigvis konceptualiseres som uskyldigt i forhold til udviklingen af psyko-
patologi. Dette er ikke tilfældet.
Denne genealogis tydeligste fremkomst af forældreskyld, hvor forældrenes skyld for
første gang bindes til udviklingen af psykopatologi, viser sig netop ved sin gennemtrængende
allestedsnærværelse at fungere både i forhold til specifikke konstruktioner af
barnets gode og onde natur.
92

Konklusion
Skyld er et voldsomt ord, især i en videnskabelig sammenhæng. Gode børn og onde
børn er to polære konstruktioner, som i en himmelråbende forenkling truer med at
undergrave enhver ambition om at fremstille et historisk forløb nuanceret, redeligt og
med en vis troværdighed. Alligevel har den genealogiske analyse i dette speciale været
bygget op omkring netop disse tre begreber.
I et idealtypisk forsøg på at tage udgangspunkt i to modsatrettede historiske konstruktioner
af barnets natur, har det været dette speciales tese, at problematiseringen af skyld
i historiske tekster om sindssyge skulle ses i forbindelse med den historisk specifikke
konstruktion af barnets natur.
Det har ydermere været specialets tese, at fremkomsten af forældreskyld kunne
analyseres i forbindelse med konstruktionen af barnets gode eller uskyldige natur.
Historisk specifikke versioner af det onde barn ville ifølge denne tese binde skylds-
problematikken til barnets onde natur, hvorimod konstruktionen af det gode barn
udelukkede en lokalisering af ondskab og skyld i selve det uskyldige barn. Derfor måtte
skyldsproblematikken vendes mod udefrakommende faktorer, civilisationen, samfundet
og af størst interesse for denne genealogi; forældrene.
Kildematerialet har været tekster om sindssyge, skrevet i tre forskellige historiske
kontekster. En religiøs kontekst, en medicinsk og en psykologisk. Analysen har været
centreret omkring konstruktionen af sindssygens årsager, barnet, forældrene og proble-
matiseringen af skyld.
Netop disse fire omdrejningspunkter har været af interesse for dette speciale, fordi
forældreskyldens genealogi er udsprunget af en undren over en helt specifik nutidig
forståelse af forældreskab. En forståelse, som i specialets indledende fortælling om et
liv og en død i lyset af forældrenes skyld, konstrueredes netop i sammenkædningen af
sindssyge, barndom, forældre og skyld. Det var ud fra denne nutidige sammenkædning
at det dispositif af forældreskyld, som har været analysens knage, konstrueredes.
Det har være en ambition i denne genealogi at undersøge, hvornår dette dispositif af
forældreskyld trådte frem på den historiske scene. Hvor i de historisk specifikke
konstruktioner af sindssygens årsager, barnets natur, forældrenes ansvar og skyldens
placering kunne der identificeres konstruktioner, forbindelser og teknikker, som kunne
pege på og historisere det dispositif af forældreskyld, som fungerer i dag.
93

Genealogiens første afsøgning af forældreskyldens fremkomst udspilledes på den
religiøse scene omkring det 19. århundredeskifte.
Med afsæt i en af de tidligste danske tekster, som brugte benævnelsen Sinds-Sygdom
fra det 19. århundredeskifte, udvikledes tesen om, at forældreskyldens fremkomst skulle
ses i forbindelse med konstruktionen af barnets uskyldige natur.
I Rousseaus samtidige værk Emile var det således muligt at lokalisere både en
konstruktion af barnets uskyldige natur og denne genealogiske analyses tidligste
fremkomst af forældreskyld. Forældreskyldens fremkomst i Rousseaus værk var dog
ikke bundet til konstruktionen af sindssygens årsager, men til civilisationens dekadence
generelt.
Men C.S. Andresens tekst Min Sinds-Sygdom i Aaret 1783 blev, i modsætning til
Rousseaus værk, et eksempel på en tekst, hvor forældreskylden ikke kunne lokaliseres.
Forældrekonstruktionen i 1700-tallets religiøse kontekst var ikke entydig. Arvesyndens
barn blev født syndigt netop ved sin arv fra de første faldne forældre. Kimen til en
skyldiggørelse af forældrene i forhold til barnets synder kunne måske findes i Franckes
pædagogiske formaninger til forældrene om, at de skulle frelse barnets sjæl ved straf,
intensiv beskæftigelse og overvågning. Men end ikke denne kim til en fremkomst af
forældreskyld var synlig i C.S. Andresens tekst om sin sindssyge. Der fandtes i denne
tekst end ikke ansatsen til en bebrejdelse af hverken moderen eller faderen. Tværtimod
spillede moderen en positivt defineret helbredende rolle i forhold til hendes søns
sygdom.
I denne tekst opløftede den sindssyge selv sin stemme, og her angrede og påtog C.S.
Andresen sig ansvaret for sine synder, som han mente var skyld i hans sindssyge.
C.S. Andresen indtrådte i den subjektposition, som Rose´ mener er karakteristisk for
den version af den bekendende teknik, som udøves i skriftestolen. Forældrene kunne
muligvis også indtræde i denne synderens subjektposition. Skyld var i den religiøs
diskurs en konstituerende del af det at være menneske. Men i Min Sinds-Sygdom i Aaret
1783 kunne moderens skyld ikke udlæses i de konstruktioner af sindssygens årsager,
som hendes søn formidlede. Den sindssyge søn påtog sig sin skyld, mens moderens
skyld ikke var en konstituerende del af hendes forældreskab, og derfor kunne forældre-
skyldens fremkomst ikke lokaliseres i denne tekst.
I 1800-tallets medicinske tekster blev spørgsmålet om skyld i forbindelse med sindssyge
bogstaveligt talt afvist. Hverken spørgsmålet om skyld eller diskussioner af barnets
onde eller gode natur fandtes umiddelbart i disse tekster. I den medicinske diskurs om
sindssyge var spørgsmål om skyld og ondskab et udtryk for en inhuman uvidenskabe-
94

lighed og overtro. Den positivistiske, medicinske tradition konstruerede sindssyge som
en sygdom forårsaget af enviromentalistiske eller fysiologiske problematikker.
I den genealogiske analyse repræsenterede 1800-tallets medicinske teorier om
sindssygens årsager en scene, hvor fremkomsten af forældreskyld var ganske beskeden.
Kun indirekte kunne medicinske versioner af analysens idealtypiske konstruktioner af
barnets onde eller gode natur skimtes. For eksempel i behandlingen af den onde sindssyge,
hvor overvågning og straf skulle tæmme de afsindiges onde instinkter, eller i
degenerationens lighed med arvesyndstanken, der, i den medicinsk version, begrænsede
arvesyndens almene udbredelse til overførslen af degenerationens patologiske ondskab
til visse familielinier. Egenkærligheden og glæden ved at gøre ondt konstituerede i disse
tekster ikke menneskets natur som sådan, men karakteriserede visse former for sindssyge.
Om skylden blev bundet til forældrene i disse medicinske tekster, som eksplicit
argumenterede for at ophæve sammenhængen mellem sindssyge og skyld, beror således
på en tolkning af teksternes skyldsproblematik snarere end på en direkte lokalisering af
den. De medicinske behandlingsovervejelser, med konstruktionen af den sindssyges
onde natur, kan tolkes således, at de indsatte den sindssyge i en subjektposition, som
lignede synderens. Men til forskel fra den subjektposition, som C.S. Andresen skrev fra,
så holdt de medicinske tekster ikke den sindssyge ansvarlig for sine syndige handlinger.
Den ansvarliggørelse af etisk handlende individer, som udpegningen af skyld er en del
af, var ikke til stede i 1800-tals lægernes konstruktion af sindssyge. Her var psykopatologi
en følge af enten enviromentalistiske påvirkninger, fysiologiske patologier eller
biologisk determineret degeneration.
Den sindssyge bar træk, der kunne kategoriseres som onde, men denne ondskab havde
hverken lægerne, den sindssyge eller forældrene mulighed for at påvirke, ansvarliggørelse
var ikke mulighed og i de medicinske tekster om sindssyge konstitueredes
derfor hverken barnet, den sindssyge eller forældrene som skyldige.
I 1800-tals lægernes tekster om sindssygens årsager kunne en eksplicit fremkomst
af forældreskyld ikke lokaliseres.
Anderledes håndfast introduceredes skyldsproblematikken i den psykologiske diskurs.
I Freuds tidligste tekster fra slutningen af 1800-tallet kunne forældreskyldens fremkomst
lokaliseres i teorien om hysteriens ætiologi. Freud mente, at hysteri forårsagedes
af en præmatur seksuel forførelse af barnet før dettes første tandbrud. Men Freud tog
selv afstand fra denne skyldiggørelse af forældrene, den psykoanalytiske del af det
berømte forfatterskab tog netop afsæt i afvisningen af denne teori. I stedet konstruerede
95

Freud et seksualiseret barn, hvis psykopatologi grundedes i barnets organisk betingede
psykoseksuelle konstitution.
Skyldsproblematikken artikuleredes ikke eksplicit i teorien om den infantile seksualitet.
Men Freuds konstruktion af barnets polyperverse seksualitet kan analyseres som en
historisk specifik konstruktion af barnets onde natur. Dermed skulle Freud være mere
tilbøjelig til at binde en eventuel skyldsproblematik i forhold til udviklingen af psykopatologi
til barnet og ikke til forældrene.
På den anden side kan den psykoanalytiske behandling eller opdragelse af Lille Hans
ses som den åbning, som på trods af barnets polyperverse seksualitet, og på trods af
visse børns organisk betingede patogene kompleks, ansvarliggjorde forældrene i forhold
til barnets udvikling af psykopatologi. Med den helbredende seksualopdragelse og fortolkende
bevidstgørelse af den lille patient fik Lille Hans´ fader en helbredende funktion
i forhold til sin søns psykopatologi. Faderen fik så at sige den helbredende funktion,
som også C.S. Andresens kierlige moder havde haft i hendes søns beretning om sinds-
syge 126 år tidligere.
Men mens forældrenes skyld ikke problematiseredes i C.S. Andresens tekst, så
antydedes den i Freuds tekster. Netop i skismaet mellem det seksualiserede barns onde
natur og den psykoanalytiske opdragelses helbredende virkning, kunne en spæd frem-
komst af forældreskyld lokaliseres i Freuds psykoanalytiske tekster.
Specialets tese om at konstruktionen af barnets onde natur udelukker forældreskyldens
fremkomst bekræftes således i nogen grad i disse tre punktnedslag. Denne tese holder
imidlertid ikke i forhold forældreskyldens fremkomst på 1950’ernes mentalhygiejniske
scene.
Den mentalhygiejniske diskurs er denne genealogis første lokalisering af en fremkomst
af forældreskyld, hvor forældreskylden eksplicit bindes til konstruktionen af psyko-
patologi. I de mentalhygiejniske tekster argumenteredes der eksplicit for, at psykopatologi
oftest var forældrenes skyld.
Men forældreskyldens fremkomst i den mentalhygiejniske diskurs var ikke afhængig
af de specifikke mentalhygiejniske konstruktioner af barnets onde eller gode natur.
Hvad enten barnet konstrueredes som farligt eller lykkeligt, så konstrueredes barnets
psykopatologi i den mentalhygiejniske diskurs som forældrenes skyld.
Skyld spillede således en afgørende rolle for problematiseringen af psykopatologi i
både den religiøse diskurs og i den mentalhygiejniske diskurs. Skyldsproblematikken
konstituerede imidlertid to forskellige subjekter i disse to forskellige diskurser.
I den religiøse diskurs subjektiveredes den sindssyge som skyldig i sin egen ulykke.
96

I den mentalhygiejniske diskurs subjektiveredes den sindssyge som offer for skyldige
forældre.
Skyldsproblematikken i forbindelse med sindssyge har således skiftet subjekt i disse to
historiske diskurser, fra en skyldiggørelse af barnet til en skyldiggørelse af forældrene.
C.S. Andresen havde selv påtaget sig skylden for sin sindssyge, 1800-tals lægerne
havde afvist skyldsspørgsmålet som et tegn på uvidenskabelighed, men i 1950’ernes
mentalhygiejniske diskurs blev skyld en konstituerende del af forældreskabet.
Men selv om den mentalhygiejniske diskurs konstituerede forældre som skyldige,
så var mentalhygiejnen ikke en entydig diskurs, som konstituerede barnet som
uskyldigt. Fremkomsten af forældreskyld kan således lokaliseres på den mental-
hygiejniske scene, men den kan ikke forklares med en skematisk henvisning til
forestillinger om barnets natur.
Denne genealogis forsøg på at forklare forældreskyldens fremkomst i forhold til
konstruktionen af det gode barn må således henlægges. Måske forstås forældreskyldens
fremkomst alligevel bedst i traditionen fra Nietzsche og Foucaults virkelige historie:
”Den virkelige historie kender kun et eneste rige, hvor der hverken er forsyn eller
finalårsager - men bare ”nødvendighedens jernhånd, som ryster tilfældets raflebæger”” 264
Forældreskyldens fremkomst er måske blot en tilfældighed. I hvert fald kan den ikke
analyseres som en figur, der nødvendigvis optræder sammen med en forestilling om
barnlig uskyld, selv om dette var tilfældet både hos Rousseau, i dele af den mentalhygiejniske
diskurs og måske også i dag.
Ved den genealogiske analyse af forskellige, historisk specifikke konstruktioner af børn
og forældre, sindssyge og skyld håber jeg at have formidlet et historisk blik for
forandring, som også kan vendes mod vor nutidige konstruktion af en sammenhæng
mellem psykopatologi, forældre og skyld.
Denne sammenhæng, som synes indlysende for os i dag, faldt ikke C.S. Andresen ind.
Den var ikke del af 1800-tals lægernes horisont. Den blev konstrueret, men afvist af
Freud. En sådan sammenhæng artikuleredes i 1950’ernes mentalhygiejniske diskurs,
men end ikke her fik den det udtryk, som den har i dag.
Den sammenkædning af psykopatologi, forældre og skyld, som vi lever med, er ikke
en eviggyldig, universel eller naturgiven forståelse af forholdet mellem forældre og
børn, sindssyge og skyld. Det er en helt speciel historisk specifik forståelse, som har
helt specielle historisk specifikke konsekvenser for vore liv.
264 Foucault 2001:71
97

I dag er selvbebrejdelser, anklager og skyld nogle af konsekvenserne af vores specifikke
forståelse af forældreskab. I forbindelse med sindssygdom får forældreskyldens
fremkomst den konsekvens, at den helbredende funktion som Lille Hans far og C.S.
Andresens mor fik i forhold til deres syge sønner, ikke er en mulighed. Med fremkomsten
af forældreskyld i forbindelse med konstruktionen af psykopatologi har
forældre meget sværere ved at træde ind i en positivt definerede relation til den syge.
I dag bærer forældre til sindssyge en tung byrde af selvbebrejdelser, anklager og skyld
oven i den sorg, som må bæres, når ens barn bliver sygt.
Forældreskyldens genealogi har været et forsøg på at historisere og afnaturalisere vor
tids konstituering af forældre som skyldige. Et forsøg på at vise, at forældrenes skyld
ikke nødvendigvis eller naturligvis må bæres som en fast og uforanderlig byrde.
Tiderne skifter og denne forståelse af forældreskab, som har så stor betydning for vore
liv som børn, forældre og sindssyge, vil skifte med tiden.
I 1783 blev C.S. Andresen sindssyg, fordi han ikke havde forvaltet sin forstand til
Guds ære.
I 1842 blev Selmers patienter afsindige som et sjæleligt akkompagnement til en
legemlig lidelse.
I 1851 fandt Hübertz en overrepæsentation af sindssyge blandt vestjyderne, fordi de
boede på den forkerte side af bakken.
I 1908 fødtes børn med et umodent centralnervesytem, fordi de havde arvet
degenererede træk fra deres forældre.
Lille Hans blev i starten af 1900-tallet neurotisk på grund af hans organisk betingede
seksualkonstitution.
I 1950´erne udviste både børn og voksne for første gang psykopatologiske træk i stor
udstrækning, fordi de var blevet sviget af deres forældre.
I dag fungerer et dispositif af forældreskyld, som integrerer forældre og børn, sindssyge
og skyld. Dette dispositif fungere som omdrejningspunkt i både videnskabelige og
dagligdags diskurser.
Den 17. marts 2003 skrev Berlingske Tidende:
”For første gang i verden kortlægges små børns psykiske udvikling og eventuelle
vanskeligheder. Det sker i et storstilet forskningsprojekt på Amtssygehuset i Glostrup.” 265
265 Berlingske Tidende; Forældre kender børns svagheder 17.03.2003
98

Lægerne har nu på trods af Wimmers 100 år gamle undersøgelser, Mentalhygiejnikernes
50 år gamle undersøgelser og alle de undersøgelser, som må være foretaget siden da,
for første gang kortlagt små børns psykiske udvikling. Og nu har psykiaterne fundet at
ti procent af småbørn har psykiske forstyrrelser. 266
De børn, som psykiaterne i dag diagnostiserer, har ikke de samme symptomer som
hverken de degenererede børn, Lille Hans eller de mentalhygiejniske børn. I dag giver
børns psykiske problemer sig ikke udslag i vagabondage, ødipale dyrefobier
neglebidning eller stammen. I dag indlægges
”...ængstelige børn, irritable børn og børn, der er aggressive og som slet ikke kan
koncentrere sig. Børn der har så svært ved at spise og sove, at de har en regulær spise- eller
søvnforstyrrelse.” 267
I en historisk kontekst ligner nutidens børns symptomer måske mest af alt de
symptomer, som Grandjean mente var karakteristiske for de børn, som havde fået
ødelagt deres lykkelige natur af masochistiske forældre.
Den ansvarlige overlæge på børnepsykiatrisk afdeling i Glostrup, Anne Mette
Skovgård, mener, at det kun er måske to procent 268 af disse diagnosticerede børn, der vil
vedblive med at have psykiske vanskeligheder. Men som mentalhygiejnikerne, der i
1949 var oprørte over udbredelsen af neuroser i samfundet, argumenterer overlægen for,
at disse ti procent af alle børn behøver hjælp langt tidligere, end de får i dag, så vi kan
forebygge vedvarende psykiske vanskeligheder hos dem. 269
I dag er problemet imidlertid, at på grund af den manglende forskning på området så
”...ved lægerne ikke meget om, hvordan psykiske sygdomme opstår hos små børn.
Barnet kan have et umodent centralnervesystem. Der kan være problemer i mor-barn
forholdet, og skadelige påvirkninger af hjernen øger risikoen for psykiske
vanskeligheder.” 270
På trods af den åbenlyse historieløshed hos enten journalisten eller overlægen, så er et
umodent centralnervesystem altså også i dag en accepteret årsagsforklaring i den
børnepsykiatriske diskurs. I 1909 skrev Wimmer, at han ikke at kunne påvise
eksistensen af et umodent centralnervesystem i barnets fysiske hjerne. Men på baggrund
af degenerationsteorien formodede han, at det havde en eksistens. Måske har
psykiaterne i dag andre teorier, som støtter formodningen om tilstedeværelsen af et
266
Berlingske Tidende; Trivsel: Ti procent af småbørn har psykiske forstyrrelser 17.03.2003
267
Ibid.
268
Ibid.
269
Ibid.
270
Berlingske Tidende; Forældre kender børns svagheder 17.03.2003
99

umodent centralnervesystem, eller måske henholder de sig stadig til den formodning,
som konstrueredes som en del af degenerationsteorien.
Mentalhygiejnikernes skyldsproducerende fokusering på mor-barn relationen er også en
årsagsforklaring, som i dag accepteres inden for psykiatrien. Men her i begyndelsen af
den 21. århundrede har videnskaben også et nyt bud på årsagen til psykiske lidelser hos
børn. Nemlig de skadelige påvirkninger af barnets hjerne, som i dag benævnes stress.
”Stress kan for eksempel påvirke både fosteret og det lille barn. ”Når børn meget tidligt
bliver udsat for stress, kan de glide ind i en kampberedt tilstand, mens andre glider ind i en
passiv, nærmest dvælende tilstand. [...] Der er ingen tvivl om, at vi kommer til at
beskæftige os meget med netop stressens betydning for udviklingen af psykiske sygdomme
de kommende år.” siger Anne Mette Skovgaard.” 271
Stressens betydning for udviklingen af psykiske sygdomme er, set med historiske øjne,
en ny konstruktion, som kombinerer Wimmers konstruktion af sindssygdom som en
hjernelidelse, og mentalhygiejnikernes konstruktion af forældrenes skyld i
sindslidelsernes opståen.
I dag mener psykiatere ikke længere, at forældre gør deres børn sindssyge, fordi de
nægter dem neuroseforebyggende seksualoplysning. I dag mener psykiatere, at forældre
skader deres børns sårbare hjerner, fordi de stresser dem.
Småbørnsforældre i dag kan kun trøste sig med, at der i de sidste 50 år er forekommet
et markant fald i statistikken for børns psykiske forstyrrelser. I dag er det trods alt ikke
44 procent af en børneårgang, der lider af neuroser. Måske er forældrene alligevel
blevet bedre til at undgå at skade deres børn, efter at de har påtaget sig skylden for deres
børns daglige og fremtidige psykiske velbefindende?
På den anden side så var procenten af sindssyge børn lig nul, da Hübertz lavede den
første pålidelige optælling af sindssyge i Danmark. Og Wimmer fandt degeneration hos
15 procent af børneårgangene i begyndelsen af forrige århundrede. Så måske er det
alligevel ikke først og fremmest forældre, der producerer disse udsving i statistikkerne
over psykiske forstyrrelser hos børn.
Måske er statistikkernes voldsomme udsving snarere et udtryk for skiftende viden-
skabelige diskursers helt forskellige historisk specifikke diagnosticeringer af både
symptomer på og årsager til psykiske lidelser hos børn.
271 Berlingske Tidende; Forældre kender børns svagheder 17.03.2003
100

Der er ikke nogen grund til at tro, at de årsagsforklaringer, som vore dages psykiatere
operer med i forhold til psykopatologi, vil bestå for altid. Tværtimod peger den
historiske udvikling inden for videnskaberne på, at ny viden ofte bygges på ruinerne af
gammel viden. I fremskridtets navn diskvalificeres den forrige generation
karakteriserede som viden. Man kan med det i baghovedet frygte, at de
opdragelsesteknikker, som forældre anbefales i dag, vil blive karakteriseret som direkte
skadelige, når deres børnebørn skal opdrages. På den anden side så kan man jo også
håbe på, at når vor tids børn bliver voksne, så er det ikke længere så ofte forældrenes
skyld, når livet gør ondt.
101

English Summary
Employing the analytics of Michel Foucault, this thesis sets out to write a genealogy of
parentsguilt.
Parentsguilt works in the genealogical setting as a dispositif, a theoretical apparatus, by
which the presently acknowledged connection between psychopathology and early
childhood experiences comes to light as an example of how the social construction of
parenthood today is constituted by the notion of guilt.
Attempting to denaturalize this construction of parenthood and place it in a historical
context the main questions asked in the first part of this investigation are the following:
Which causes of psychopathology were commonly accepted before the psychological
invention of bad parenting? And in what way does the notion of guilt work in the prepsychological
explanations of psychopathology?
The investigation sets out to answer these questions, firstly by regarding them in the
17th Century religious context of one of the earliest texts that uses the Danish word for
insanity, “Sinds-Sygdom”. And secondly, in relation to a number of texts on the causes
of insanity by respected Danish doctors of the late 19th and early 20th Century.
In the following section, a number of texts by Sigmund Freud are examined in relation
to the appearance of a psychologically produced apparatus of parentsguilt, while the last
chapters of the investigation analyze the first 12 volumes of a Danish journal
of mental hygiene published 1948-1959. In this journal, “Mentalhygiejne”, an explicit
connection between psychopathology and bad parenting is voiced to the Danish public
for the first time, producing a construction of parenthood which is tightly connected
with guilt and in many ways resemble parenthood as it is being constructed today.
102

Litteraturliste
Anchersen, Maria; Sindssygdom og Sindssygepleje, Viborg, 1924.
Andkjær Olsen, Ole og Simo Køppe; Freuds psykoanalyse, Gyldendal, Copenhagen,
1993.
Andkjær Olsen, Ole og Simo Køppe; Psykoanalysen efter Freud 1-2 Gyldendal,
Copenhagen, 1993.
Andresen, C.S; Min Sinds-Sygdom i Aaret 1783, E.J. Brilles Forlag og Trykkeri, Leiden,
1925.
Ariès, Phillipe; Barndommens historie, Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busk, København
1982.
Bastholm, Henrik; Anstalt og psykiatri nogle magtstrategiske overvejelser,
specialeopgave, psykologi, 1985.
Bowlby, John; Børn uden hjem –et samfundsproblem, Munksgaard, København, 1953
Burman, Erica; Deconstructing developmental psychology, Routledge, London, 1995.
Burton, Anthony; Looking forward from Ariès? Pictorial and material evidence for the
history of childhood and family life. i; Continuity and Change, 4 (2) 1989.
Butler, Judith; Bodies that Matter, on the discursive limits of ”sex” Routledge, London,
1993.
Coninck-Smith, Ning de; Det demokratiske børneopdragelsesprogram. Anne Marie
Nørvig om børn, forældre og familie i USA og Danmark 1930-55 i: Samfundets
børn, red. Mads Hermansen og Arne Poulsen, Forlaget Klim, Århus, 2002.
Coninck-Smith, Ning de; For barnets skyld. Byen, skole og barndommen 1880-1914
Nordisk Forlag A/S, Copenhagen, 2000.
Cooter, Roy, red; In the name of the child, Health and Welfare 1880-1940, Routledge,
London, 1992.
Dalmark, Charlotte; Pasning af børn, en praktisk vejledning, Gyldendalske Boghandel
Nordisk Forlag, København, 1950.
Dansk Pædagogisk-psykologisk tidsskrift 2. årg. (nr. 1-9) red. Georg Christensen,
Social-pædagogisk Forening for ny Opdragelse, Munksgaard, København, 1942.
Deden, Lone von; Børn af udearbejdende mødre. Specialeopgave i psykologi,
København, 1973.
Den Store Danske Encyclopædi, chefred: Jørn Lund, Danmarks Nationalleksikon A/S,
Nordisk Forlag A/S, København, 2002.
Donzelot, Jacques; The Policing of families, Hutchinson, London, 1980.
103

Dreyfus, Hubert L. og Paul Rabinow; Michel Foucault Beyound Structuralism and
Hermeneutics, The University of Chicago Press, Chicago, 1983.
Ehenreich, Barbara og Deidre English; For Her Own good, 150 Years of the Experts´
Advice to Women, Pluto press limited, London, 1979.
Farup, Bodil; Dybdepsykologiens anvendelse i børneterapien i: Børn og Terapi,
Universitetets børnepsykologiske Klinik 40 år, red; Per Schultz Jørgensen & Ole
Almstrup, Dansk psykologisk Forlag, Slangerup, 1990.
Fehr, H; Influenza som Aarsag til Sindssygdom, Jacob Lunds medicinske Boghandel,
Kjøbenhavn, 1898.
Foucault; Michel; Galskapens historie i opplysningens tidsalder. Gyldendal, Norway,
1999.
Foucault, Michel; Klinikkens Fødsel, Hans Reitzels Forlag, København 2000.
Foucault, Michel; Talens forfatning, Forelæsningsrapport; Viljen til viden, Nietzche –
genealogien, historien, Hans Reitzels Forlag, 2001.
Foucault, Michel; The Will to Knowledge, The history of sexuality;1, Penguin Books,
London, 1998.
Freud, Sigmund; Lille Hans, Analyse af en femårig drengs fobi, Hans Reitzel,
København, 1983.
Freud, Sigmund; Psychological Writings and Letters, The Continuum Publishing
Company, New York, 1995.
Freud, Sigmund; The Complete Letters of Sigmund Freud to Wilhelm Fleiss 1887-1904,
London, 1985.
Freud, Sigmund; The Sexual Enlightment of Children i: The Standard Edition of the
Complete Psychological Works of Sigmund Freud, The Hogarth Press, London,
1978.
Freud, Sigmund; Tre afhandlinger om seksualteorien, Hans Reitzel, København, 1973.
Freud, Sigmund; Ulvemanden, Af en infantil neuroses historie, Hans Reitzel,
København, 1984.
Frödin, Sten; Frenologi efter D;R Gall, D;R Scheve m. fl., Stockholm,1908.
Geissmann; Claudine og Pierre; A History of Child Psychoanalysis Routledge, London,
1998.
Grandjean, Louis E; Sindets udfoldelse, Personlig mentalhygiejne, Grandjeans
Publikationsfond, København, 1957.
Hede, Dag; Det tomme menneske, introduktion til Michel Foucault, Museum
Tusculanums Forlag, København, 1997.
104

Helweg, Hjalmar; Sindssygevæsenets udvikling I Danmark, Jakob Lund, Medicinsk
Boghandel, København, 1915.
Higonnet, Anne; Pictures of Innoscence, Thames and Hudson Ltd, London, 1998.
Hjort, Stig Dankert; I begyndelsen var Freud – introduktion til psykoanalyse,
Gyldendal, Haslev, 1991.
Hübertz, J. R.; De Sindssyge i Danmark, Det statistiske bureau, Kjöbenhavn, 1851.
Hübertz, J. R.; Om Daarevæsenets Indretning i Danmark, Forlaget af
Universitetsboghandler Andr. Fred. Høst, Kjøbenhavn, 1843.
Højland, Birger; Træk af dansk psykologis historie i: Psyke & Logos nr.1, Dansk
psykologisk forlag, 2000.
Jakobsen, Kate Hovgaard; Vejledning af Mødre i spædbarnspleje –Rousseaus
moderskikkelser i historisk perspektiv, i: Sundhedspleje, Teorier, metoder og
praktikker, red. Axelsen, Inga m.fl., Akademisk Forlag, 1995.
Kelstrup, Anders; Galskab, psykiatri, galebevægelse – en skitse af galskabens og
psykiatriens historie, Amalie – galebevægelsens blad, København, 1983.
Koch, Lene; Racehygiejne i Danmark 1920-56, Gyldendal, Copenhagen, 2000.
Koch, Lene; Tvangssterilisation i Danmark 1929-67, Gyldendal, Copenhagen, 2000.
Køppe, Simo; Psykologiens udvikling og formidling i Danmark i perioden 1850-1980,
Forskningsrapport, G.E.C. Gads Forlag, København, 1983.
Latour, Bruno; We Have Never Been Modern, Pearson Education Ltd, England, 1993.
Lind, Martin; Frenologi eller efter Hjerneskallens Form at kunne bedømme Menneskets
Karakter, til dels udarbejdet efter Dr. Galls, Fowlers og Wells Principper,
Kristiania, 1876.
Løkke, Anne; Døden i barndommen, Spædbørnsdødelighed og moderniseringsprocesser
i Danmark 1800-1920, Gyldendal, København, 1998.
Løkke, Anne; Forældrebilleder –skitser til moderskabet og faderskabets historie i:
Social kritik nr. 25-26, 5. årgang, red; Balvig, Flemming m.fl., København, 1993.
Martin, Luther H; Truth, power, self; an interview with Michel Foucault October 25,
1982 i: Technologies of the self, a seminar with Michel Foucault, red; Luther H.
Martin m.fl, The University of Massachusetts Press, USA, 1988.
deMause, Lloyd; The Evolution of Childhood i: The History of Childhood, red. Lloyd
deMause, The Psychohistory Press, Broadway, 1974.
McGee, R. Jon og Richard L. Warms, red; Anthropological Theory, An Introductry
History, Mayfield Publishing Company, Mountain View, 1996.
Melton, James Van Horn; Absolutism and the eighteenth-cetury origins of compulsery
schooling in Prussia and Austria, Cambridge University Press, 1988.
105

Mentalhygiejne, Medlemsblad for Landsforeningen for Mentalhygiejne,
Mentalhygiejnisk forlag, København, 1948-1959 og 1975.
Mortensen, Karen Vibeke; Fra neuroser til relationsforstyrrelser, Psykoanalytiske
udviklingsteorier og klassifikationer af psykopatologi, Nordisk Forlag A/S,
København, 2001.
Mortensen, Karen Vibeke; Lidt om udviklingen af klinisk børnepsykologi i Danmark i:
Psyke & Logos nr. 1, Dansk psykologisk forlag, 2000.
Møller, Jes Fabricius; Biologismer: naturvidenskab og politik ca. 1850-1930, ph.d. Det
Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet, 2002.
Månson, Per; Max Weber i: Klassisk og moderne samfundsteori, red. Heine Andersen
og Lars Bo Kaspersen Hans Reitzels Forlag A/S, København, 1997.
Nielsen, Anne Mette og Hanne Sølvtoft; Hysterien og den ubevidste længsel, speciale,
klinisk psykologi, Københavns Universitet, 1987.
Nye Ord 1955-1998 af Pia Jarvad, Gyldendalske boghandel, Nordisk Forlag A/S,
Copenhagen, 1999.
Næsgård, Sigurd; Lærebog i mentalhygiejne og psykoanalyse, Psykoanalytisk Forlag,
Odense, 1949.
Nørvig, Anne Marie; Hjemmet og Forældrene i: Alt om børn, pleje og opdragelse, red;
Oluf Andersen og Sofie Rifbjerg, Jespersens og Pios Forlag, København, 1942.
Ordbog over det danske Sprog, red; H. Juul-Jensen m.fl, Gyldendalske Boghandel,
København, 1929 og 1939.
Plotz; Judith; Romanticism and the Vocation of Childhood, Palgrave, New York, 2001.
Politikens Nudansk ordbog, hovedred: Christian Becker-Christensen, Politikens Forlag,
Denmark, 1999.
Pollock, Linda A; Forgotten Children, Parent-child relations from 1500 to 1900,
Cambridge University Press, Cambridge, 1983.
Porter, Roy; Madness, a Brief History, Oxford, New York, 2002.
Psyke & Logos, Tema; Psykologiens historie i Danmark, Årgang 21, nr.1 red: Benny
Karpatschof m.fl. Dansk psykologisk forlag, København, 2000.
Rifbjerg, Sofie; Træk af den moderne opdragelseshistorie, Gyldendals pædagogiske
bibliotek, Gyldendalske boghandel, Nordisk Forlag, København, 1974.
Rifbjerg, Sofie; Udviklingshæmmede Børn, Ejner Munksgaard, København, 1935.
Riley, Denise; War in the Nursery, Theories of the Child and Mother, Virago Press
Limited, London, 1983.
Rose, Nikolas; Governing the Soul, The Shaping of the Private Self, Free association
books, London, 1999.
106

Rose Nikolas; Inventing Ourselves, Psychology, Power and Personhood, Cambridge
university press, Cambridge, 1998.
Rose, Nikolas; The Psychological complex, Psychology, Politics and Society in England
1869-1939 Routledge & Kegan Paul, London, 1985.
Rousseau, Jean-Jacques; Emile, eller om opdragelsen, Borgens Forlag, København,
1962.
Rousseau, Jean-Jacques; Emile, eller om opdragelsen, Borgen, København, 1997.
Ruggaard, D.E. Skole-Biblioteket, eller Fortegnelse over Danske Skrifter, angaande
Opdragelses- og Undervisnings-Væsnet, fagviis opstillet i alfabetisk Orden, Alm.
dansk Skolelærer-Forening. Kjøbenhavn, 1847.
Rønn, Edith Mandrup; De fattige I ånden, essays om kultur, normalitet og ufornuft,
Museum Tusculanums Forlag, Københavns Universitet, 1996.
Schmidt, Lars-Henrik og Jens Erik Kristensen; Lys, luft og renlighed – den moderne
socialhygiejnes fødsel, Akademisk Forlag, Viborg, 1986.
Selmer, Harald; Almindelige Grundsæninger for Daarevæsnets Indretning, Et af
Philiatrien kronet priisskrift, udgivet af Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug,
Kjøbenhavn, 1846.
Shahar, Shulamith; Childhood in the Middle Ages, Routledge, London, 1990.
Spock, Benjamin; Bogen om barnet, Forældrenes bog, Politikens Forlag og Branner og
Korch, København, 1958.
Theologische Realenzyklopädie bd. 18, red; Dr. Christian Uhlig, Berlin, 1989.
Vi forældre, Månedsmagasin om børn fra 0-6 år, Egtmont Magasiner, Hellerup dec.
2002.
Weber, Max; Den Protestantiske etik og kapitalismens ånd, Nansensgades Antikvariat,
København, 1998.
Wimmer, August; Degenererede Børn, Forelæsninger holdte ved Københavns
Universitet i Efterårssemesteret 1908, Nordisk Forlag, 1910.
Ziolkowski, Eric; Evil Children in Religion, Literature and Art, Palgrave, New York,
2001.
107