Veje har altid tiltalt mig - Dansk Forfatterforening

Veje har altid tiltalt mig
Novelleantologi

Veje har altid tiltalt mig
21 noveller
udvalgt ved dm i novelleskrivning for unge 2012

Veje har altid tiltalt mig
redaktion: Pernille Skot-hansen hvillum
Omslagsfoto: anders johansen
Produktion: Plusord, plusord.dk
tryk: Scandinavian Book
Se efterskriften for flere oplysninger
1. udgave, 1. oplag 2013
Bidragyderne har ophavsretten til de enkelte noveller
dansk Forfatterforening har ophavsretten til samlingen
© 2013
teksten kan hentes som gratis e-bog på
danskforfatterforening.dk/om-dff/dm-i-novelleskrivning.aspx

Indhold
Johanne Sofie Krog Nedergård: Rendez-vous 7
Kristian Urup Olesen Larsen: Elegia/??/FUCK TITEL 10
emma lauritsen: Provinsen 12
asker Bryld Staunæs: Sommermorgen 15
Saynab Farah Dahir: Abort eller ej? 18
Christina Sade Olumeko: Rengøringsvanvid 21
Anne Katrine Bagai: Behandling 25
Marie Louise Vesthardt: Ildebrand 27
emma elisabeth Nielsen: Splint 32
emma Busk johansen: dig og mig 36
eline lindman juul: Ni Blink 40
joakim lykke: V.B.m. 43
Kristian Emil Mariager: Sne 46
Sara maarup thomsen: Palæstina 50
Natasja Nielsen Ravnsbæk: Ude 54
Emil Zolthan Bozard: At være tiggende 58
Cecilie Maria Sund Kristensen: Du er min 62
julie gabe dissing: Næsen 66
Helena Thomsen: Vandringen 70
Eva Maria Mogensen: Skuespil 72
Mikkel Egerrup: Hverdag i Distrikt 12 75
Efterskrift 79
Om bidragyderne 80

Johanne Sofie Krog Nedergård
Rendez-vous
Det hele starter med et udråb – et nødråb, om man vil.
»Frøken, kunne De hjælpe mig?« Hollandsk accent. Det er ikke vigtigt
lige nu.
Veje har altid tiltalt mig. de er så åbne, så frie, de ligger bare der,
tilbyder sig selv, men de er dybest set ligeglade med, hvem der betræder
dem. Præsidentens følge eller vagabondens barnevogn, de leder dem
alle på rette vej.
Så jeg besluttede at stikke af. Fra et hjem, hvor alting stod stille, hvor
uret og nettet af rynker, der langsomt spredte sig, var de eneste ting,
der indikerede, at tiden gik. jeg stak af til et liv i konstant bevægelse;
nu arbejder jeg på et tog. Balancerende med dårlige sandwiches og
tynd kaffe går jeg dag ud og dag ind gennem jernbanevogn efter jernbanevogn,
da-dun, da-dun, da-dun. Ved hver gråbrune station lukker
jeg øjnene fast i og må støtte mig til væggen, indtil fremad igen er den
eneste retning.
jeg ved ikke, hvad jeg leder efter, men jeg kan ikke sidde stille. desuden
tiltaler menneskerne mig – de mangler alle sammen noget, men
de fleste ignorerer det. Hver dag genkender jeg den retningsløse desperation.
Videre, videre. i den unge kvinde, der sidder alene i den bagerste
vogn og kæderyger, i det gamle ægtepar, der aldrig siger noget,
men synkroniseret bytter avis. ingen tager toget, hvis de har, hvad de
vil have. Tag nu for eksempel denne hollænder, der råbte mig an før.
han bliver ved med at tale til mig, selvom jeg har travlt. han snakker
om regeringen, søger tydeligvis nogen, der vil lytte. Han bobler over
af tanker og idéer, frugter af sin ensomhed. jeg giver ham, hvad han
vil have, taknemmelig for, at nogen ved, hvad de vil. Han spørger,
hvad det engelske ord er for noodzaak. jeg svarer emergency. Svajer let
frem og tilbage i takt med togets bevægelser, da han overrasket kigger
op. jeg havde en hollandsk kæreste engang, han var brandmand. det
7

er løgn. Sandheden er, at jeg har læst togets nødplaner på alle tilgængelige
sprog, for hvis der er en stilstand, der virkelig skræmmer mig,
er det dødens. Næste gang jeg går forbi ham, trykker hollænderen mig
en seddel i hånden. jeg tyder den stejle skrift i personalevognen med
ryggen mod døren:
»Mød mig i den tredje yacht fra venstre på havnen, når mørket falder
på.«
Gulvtæppets mønster er, ligesom mig, plettet og knudret. Min barndoms
dødlignende ro sniger sig faretruende ind på mig igen, så jeg
tænker: »Hvorfor ikke?«
Hvad fanden leder jeg efter? En del af mig ved godt, at jeg ikke kan
søge for evigt.
jeg går tilbage, smiler indstuderet genert til hollænderens griskt
spørgende blik. En anderledes vinkel fanger min interesse, men da jeg
drejer hovedet, ser jeg bare en af de mange landsbytosser på eventyr.
jeg kender typen. Og dog. jeg undgår ham, udsætter ham, aner ikke
hvorfor. denne dansen rundt er behagelig, holder mig fra tanken, den
nagende tanke om, at jeg også er ved at gå i stå. hans blik er tomt under
en gul kasket, som om hans sjæl er på en rejse. jeg genkender hans
fortabte skær, men da vores blikke pludselig mødes, bliver jeg bange.
Han råber højt og usammenhængende. Jeg står der bare, stivnet, mens
alle vognens passager ignorerer os.
Var det kun mig, der hørte dig råbe?
mit navn er et instrument for, at andre lettere kan forholde sig til mig.
Jeg behøver det ikke, jeg har intet forhold til det, men det har ikke altid
været sådan. engang var mit liv boogie-woogie, fodbold og farver, der
sløret susede forbi, lyde, der sprængte mine trommehinder, dufte, jeg
aldrig lagde mærke til. Det var før ulykken.
min gamle bedstefar havde en ranch i texas med mange hundrede
kvæg. jeg tilbragte hver sommer der; blændende i live mellem de dundrende
klove og blødende solnedgange.
de siger, at jeg var heldig at komme derfra med livet i behold. ingen
ved, hvad der fik kvæget til at gå amok, men da de fandt mig, var
jeg ikke længere den samme mand. jeg kan huske mit tidligere liv på
samme måde, som man husker en drøm, men det bliver sværere og
8

sværere. Jeg ved ikke, hvis krop jeg befinder mig i. Da mine venner
besøgte mig på hospitalet, sagde jeg til dem, at de gik rundt med lukkede
øjne i en verden af illusioner. Jeg ved ikke hvorfor. Regnen er
guds tårer over, at i har forladt ham. auberginen vil slå dig ihjel. For
at forlade nogen må man først sige goddag. Kolibriens flugt er kun så
hurtig som det øje, der betragter den. Min arm var brækket tolv steder,
og jeg havde snart ikke flere venner. Jeg lå i timevis og fandt hemmelige
mønstre i loftets hvide drømmeland. Nu er jeg ved at komme på
fode igen, og med min nyfundne tro på magi drager jeg ud i verden
for at finde en besværgelse, der kan give mig mit liv tilbage. For hvert
skridt, jeg tager, husker jeg mindre og mindre, til sidst vil jeg søge uden
at vide efter hvad. men jeg er fast besluttet på at beholde modet til at
finde det ubekymret overfladiske, om så jeg skal søge i blinde og for
evigt. du undrer dig nok over hvorfor. til det kan jeg kun svare: hvem
er jeg ellers?
Jeg blinker og befinder mig med ét i et tog, der bumler nordpå. Et
kort øjeblik er jeg forvildet, men man er kun faret vild, så længe man
leder efter noget bestemt. Mine øjne løber som nysgerrige egern over
togvognens interiør. Fløjl, læder, cognac. Som et herreværelse i et victoriansk
hus. Min gule kasket hører ikke hjemme. Jeg flytter uroligt på
mig, leder ivrigt efter tegn på magi. Ser den dame ikke ud, som om hun
engang var en stork? Blinkede barnets dukke ikke lige konspiratorisk
til mig? Hvor er min troldmand? Jeg vil være mig selv igen. Jeg vil suse
af sted, som jeg gjorde. efterhånden er det den eneste fornemmelse,
jeg husker. Jeg er en fremmed, fanget i en uvant krop. Min arm gør stadig
ondt nogle gange, men det er en anden mands smerte. hænderne,
der passivt sammenflettede ligger dér på mine lår, er ikke mine.
Hov, hvad var det, jeg så?
Mine reflekser er blevet langsommere. Nå, det var bare stewardessen,
hun flirter med ham hollænderen overfor.
Hvorfor er det overhovedet vigtigt?
Pludselig rammer vores blikke hinanden. Hun råber højt, men ingenting
forandres; togvognens behagelige vuggen fortsætter, og verden
er den samme.
Var det kun mig, der hørte dig råbe?
9

Kristian Urup Olesen Larsen
Elegia/??/
FUCK TITEL
Jeg vil være, skabe og dø. Dermed ikke fremsat noget ønske om at
hverken værelset, skabet eller døren bør tillægges nogen særlig betydning,
men uden disse ville der nu engang ingen ramme være om et liv
som dette.
Uden at tiltrække sig umiddelbar opmærksomhed gør væggene sig
til centrum af periferien og tilegner sig således størstedelen af opmærksomheden
i et umøbleret rum. Overfladen, der for det utrænede
øje vil synes lig supergalaksehobe – eller ved yderligere studie intet
mere end flad, men som for alle med erfaring vil afsløre at der er brugt
en langbørstet malerrulle, afslører skabet, som uden hensyn til troen
på at væggen må omslutte rummet, placerer sig sådan at helheden brydes
og man i et øjeblik kommer i tvivl om væggenes todimensionalitet.
Forestillingen om et tredimensionalt liv brydes dog, idet skabet viser
sig at indeholde en enkelt gentagelse af fladen. Således leves et liv, til
døden det skiller og spreder de blodfyldte rester i mit sind, som bravt
kæmper for at holde væggene oppe – opfordret og betalt af dig.
det er absurd at forestille sig væggene som andet end hele, absolutte
flader;
et skær så skarpt og dybt som det tillades af offerets begrænsede forestillinger,
rejst som blotte flader om det der må findes ud over den
hinde der udstrakt, nærmest forstrakt, reagerer som lærred på bladets
ryk. en andenhåndsberetning om blodets piblen fra skabslågen. Så
splittende at kroppen, som på trods af sit, i kraft af sin nylige død,
meget bogstaveligt jordnære væsen hæves til konge, til helhed, til fejl-
10

fri, for den er alt hvad der endnu er. Sådan går det til at rummet gør sig
selv ubetydeligt i rammen, som en evig søgen efter ensomhed, et andet
liv, bedst billedliggjort ved boeuf bearnaise. intet andet.
det er absurd at forestille sig væggene som andet end hele, absolutte
flader; Det er absurd at forestille sig væggene som andet end hele,
absolutte flader; Det er absurd at forestille sig væggene som andet
end hele, absolutte flader; Det er absurd at forestille sig væggene som
andet end hele, absolutte flader; Det er absurd at forestille sig væggene
som andet end hele, absolutte flader; Det er absurd at forestille sig
væggene som andet end hele, absolutte flader; Det er absurd at forestille
sig væggene som andet end hele, absolutte flader; Det er absurd
at forestille sig væggene som andet end hele, absolutte flader; Det er
absurd at forestille sig væggene som andet end hele, absolutte flader;
det er absurd at forestille sig væggene som andet end hele, absolutte
flader; Det er absurd at forestille sig væggene som andet end hele,
absolutte flader; Det er absurd at forestille sig væggene som andet
end hele, absolutte flader; Det er absurd at forestille sig væggene som
andet end hele, absolutte flader; Det er absurd at forestille sig væggene
som andet end hele, absolutte flader; Det er absurd at forestille sig
væggene som andet end hele, absolutte flader; Det er absurd at forestille
sig væggene som andet end hele, absolutte flader; Det er absurd
at forestille sig væggene som andet end hele, absolutte flader; Det er
absurd at forestille sig væggene som andet end hele, absolutte flader;
det er absurd at forestille sig væggene som andet end hele, absolutte
flader, tro mig, der er ingen dør.
11

emma lauritsen
Provinsen
Provinsen. 3.436 indbyggere. Byen har tre frisører, to autoværksteder,
en brugs, som man så fornemt har navngivet »Midtpunktet«, tre
genbrugsbutikker, en grillbar med fast inventar bestående af bumsede
Brian-typer og tandløse alkoholikere i læderjakker, en café, hvor man
kan købe softice, China Food og Cowboytoasts (og alt sammen lige
dårligt), en tankstation, en iskiosk og to pizzeriaer, hvor det ikke er
muligt at sætte en fod indenfor uden at blive mødt af sultne blikke fra
fyrene bag disken. det er på dette gudsforladte sted, at jeg er vokset
op. I den mest dødssyge by, placeret på den mest dødssyge af alle Lars
tyndskids marker. Vi er omkring syv kilometer væk fra den nærmeste
større by og totalt afskåret fra omverdenen. Et deprimerende sted.
Forfaldne huse bag vildtvoksende ligusterhække og kilometervis af
hede i alle retninger. Stanken af gylle hænger tungt over markerne, og
lige meget hvor i byen man går hen, er man fulgt af den svage, men
gennemtrængende dunst af lort. igennem byens såkaldte centrum går
en lige vej, der kun fører ét sted hen. Væk herfra.
jeg skutter mig i dynejakken og tager endnu et hvæs. Fylder lungerne
med røgen og mærker, hvordan jeg bliver mere afslappet. Jeg
kan stadig ikke helt fatte, at mine ben bærer mig igennem byen for
sidste gang. Jeg går over vejen og mødes af lugten fra frituren, da jeg
passerer caféen. indehaveren, en lille mager kvinde på omkring de 50
med skæve øjne og sort hår, der er redt tilbage i en stram nakkeknude,
er i fuld gang med at forklare en blegfed mand med et enormt blondt
overskæg, at det, han vil bestille, er taget af menuen. »ribbstarj vi ikk
har!« Efter cirka tre forsøg på at forklare manden på dårligt dansk, at
caféen ikke længere sælger ribbenssteg, mumler hun noget på kinesisk,
vender sig om og forsvinder ud i baglokalet. den blegfede står uforstående
tilbage og skifter ansigtskulør til pink.
Jeg fortsætter ned mod ét af pizzeriaerne. Kan se, at der sidder en
12

gruppe unge derinde. Jonas VK, Helle, Kristian Søndergaard, Niller,
Adam og så hende ved vinduet. En pige med lyse proptrækkerkrøller,
blå øjne og tre lag mascara. Camilla. Vi plejede at være bedsteveninder.
For bare et par måneder siden ville jeg have siddet derinde og spist
pizza med dem. Jeg ville have grint, spillet smart og sladret. Men sådan
er det ikke mere.
Ved, at de har set mig. jeg kan mærke det. et velkendt ubehag gennemstrømmer
min krop, men jeg tvinger mine fødder til at fortsætte
forbi restauranten. jeg ser lige ned i jorden, men kan mærke blikkene
i ryggen. Føler mig nøgen. Jeg fortsætter rundt om hjørnet, hvor busstationen
ligger. Sætter mig på bænken og ryger færdig. en voksen
kvinde, der er lettere orange i huden, kommer ud af solcentret overfor.
Klik-klak-lyden fra hendes stiletter giver en tom genlyd i den tavse
gade.
Jeg lukker øjnene og tænker tilbage på den sensommeraften for et
par måneder siden. Vi havde været fulde. Æskestive. det var til en halfest
nogle kilometer væk. Fyrene kom på deres scootere, og nogle af
dem havde piger med bagpå. De gemte bajere i buskene. Størstedelen
af pigerne kom i stramme jeans og små toppe, der lige nøjagtigt ikke
dækkede hele maven, så et stykke bart maveskind var synligt. det var
ellers ikke varmt længere.
Camilla havde i ugevis inden festen fablet om, hvor lækker Adam
var, at hun ville snave med ham og overvejede at miste sin mødom
til ham. Vi havde brugt timer på at gøre os klar til festen. Vi gjorde
os altid klar sammen, Camilla og jeg. Vi glattede hår, tog mascara og
parfume på. Camilla foldede noget toiletpapir, som hun lagde i bh’en,
så det så ud, som om hun havde større bryster. Det virkede. Fyrene
sværmede om hende som fluer om en hundelort. Jeg derimod havde
tilbragt aftenen mere eller mindre alene i et hjørne, mens jeg ventede
på, at Camilla ville med hjem.
»Vil du med ud til buskene og have en bajer?« Jeg blev straks revet
ud af mine tanker, så op og opdagede, at det var adam, der spurgte.
»Ja,« svarede jeg og blev samtidig lidt forbavset over mit svar. Vi sad
længe udenfor, mens vi snakkede og drak. Han var virkelig sød, og det
kildede en anelse i maven, når han så på mig. »du er virkelig ikke som
de andre piger,« sagde han. »Hvordan det?« spurgte jeg. »Det ved jeg
13

ikke. Du er bare anderledes.« Han kiggede mig pludseligt dybt i øjnene,
og jeg kiggede tilbage i hans. de var blå. Sådan sad vi lidt med blikket
fæstnet på hinanden, indtil han lænede sig ind over mig og kyssede
mig. Hans kolde, men bløde læber mødte mine, og et øjeblik mærkede
jeg, hvordan det måtte føles at være lykkelig.
Følelsen blev dog hurtigt erstattet af en anden. Jeg mærkede, hvordan
jeg blev mere og mere utryg. han kyssede mig igen og igen og
hev mig helt ind til sig. hans hænder var overalt, og jeg kunne mærke,
hvordan min hud frøs til is under dem. Jeg ville sige stop, men i stedet
gik jeg med til det. Jeg gik med om bag busken og lod ham tage mit tøj
af mig. da jeg endelig kunne få sagt, at han skulle stoppe, blev han ved.
jeg hulkede, men han var ligeglad. Bagefter sagde han ikke et ord til
mig, og jeg sagde det ikke til nogen. alligevel gik rygtet en uge senere
om, at vi havde haft sex. Camilla blev rasende. Jeg havde jo taget hendes
fyr. der er efterhånden ingen, der vil snakke med mig nu.
Siden den aften har det her sted været min forbandelse. Byen hader
mig, så jeg hader den. En tåre triller ned ad min kind. Jeg tørrer den
bort og skutter mig. Venter. Hvorfor kommer bussen ikke?
Bus nr. 69 ruller langsomt ind på busstationen denne kolde efterårsdag,
og jeg kan med det samme mærke lettelsen i kroppen. jeg skodder
smøgen, tøver lidt og går så beslutsomt hen mod bussen. Vægten af
en mursten tages af mine skuldre for hvert skridt, jeg tager i bussens
retning, og friheden fylder nu hver eneste lille del af min krop. For
første gang siden den aften i sommer går jeg målrettet.
14

asker Bryld Staunæs
Sommermorgen
Storbyen står rådvildt stille i sommermorgenerne.
gaderne står nærmest menneskeblottede, for der er kun nyædru
unge, prostituerede, rastløse indvandrerdrenge, vejarbejdere, døgnkioskejere
og enkelte arbejdsnarkomaner til stede. det er en lille hær
af arbejdsuniformer, der møder et slæng af lidenskabelige, indbildske
og frihedshungrende unge – det tigger næsten om en konflikt.
husene ligger tomme, da borgerskabet allerede sover, men gaderne
er i live, der er stille. ingen taler med hinanden, alle kigger sig over
skulderen – bange for konfrontationerne, som en sådan lys morgen
unægteligt kan frembringe.
Særligt en af de nyædru unge kan blive chokeret og overvældet over
disse konfrontationer. De prostituerede søger især det yngre og nyædru
klientel, da de optræder med en større respekt end vejarbejderne
og de rastløse indvandrerdrenge. Sådan en ung var jeg denne morgen.
Jeg havde lige fulgt min ven hjem. Vi havde drukket en flaske vodka
samt nogle øl, men til vores fælles irritation medførte det ikke den
ekstatiske fuldskab, som vi søgte, men derimod en dræbende træthed
af den slags, de fleste mennesker får, når timerne pludselig krymper
fra store til små. jeg havde dog ikke lyst til at anerkende denne træthed
og forvildede mig rådvildt ud i denne nye dags stille sommermorgen,
hvor jeg var omgivet af andre nyædru unge, prostituerede, rastløse
indvandrerdrenge, vejarbejdere, døgnkioskejere og enkelte arbejdsnarkomaner,
og jeg var bange for dem alle sammen.
Alkohol gør mig macho, syg i hovedet og ekstatisk. Alkohol gør mig
feminin, følsom og sørgmodig. Jeg tilhører en yderlighed, når jeg drikker
– en ensporet yderlighed, og jeg bliver normativ. druk fjerner balanceevnen
og skaber ensformig enighed. det samler personligheden,
for når jeg drikker, er jeg kun ét. Er det tiltrækkende? Åbenbart, for
man scorer mest, når man er stiv, så normativitet må være det tilstræ-
15

elsesværdige, mens mangfoldighed og balance er utiltrækkende. det
skræmmer mig, for hvem er jeg, når jeg lige er blevet ædru?
For at nedjustere situationens ubehag over for mig selv sendte jeg
en SmS til min kæreste:
›Det føles sjovt.
Jeg har lige sagt farvel til en ven, klokken er fire – og jeg
er ikke træt, men der er ingenting i byen! gadebelysningen
er slukket, min kioskejer har travlt og der er næsten ingen
mennesker. jeg er alene i verden. jeg tror, at jeg går en tur.
det er så sjældent, at man får mulighed for at have hele
byen for sig selv
– tom by, alene.
Sov godt, søde! Love ya, vi ses.‹
Jeg vidste godt, at den selvfølgelighed, jeg skrev beskeden med, var en
selvbehagende løgn, for kun en idiot frygter ikke storbyen.
Som barn af storbyen er jeg udstyret med en lang række standardsvar,
når jeg støder på de tilfældige konfrontationer, som er uundgåelige
på gaden en tidlig morgen. ›Jeg har ingen penge‹, ›jeg søger ikke
sex‹, ›20 gule Kings‹ og ›jeg har travlt‹ er de hyppigst brugte, men denne
gang virkede det førstnævnte standardsvar ikke.
En thailandsk kvinde smilede til mig, og høflig som jeg er, sendte jeg
mit største asiatsmil tilbage, som får mine øjne til at skrumpe sammen,
så jeg nærmest assimileredes med denne thailænder. hun vendte sig
væk fra mig, men drejede konstant hovedet tilbage mod mig og sendte
mig et lokkende smil, som dragende går i pikken på enhver nyædru
ung. det er en uvant konfrontation, for smil og venlighed er sjældne
oplevelser, når man vandrer rundt i storbyen, og det sker næsten aldrig,
når dagen blot lige er begyndt.
jeg blev nysgerrig, pirret og liderlig og henvendte mig derfor til hende.
hun var naturligvis prostitueret, også selvom jeg inderligt håbede
på, at det ikke var tilfældet, og hendes stemme var dyb. Efter det første
minuts obligatoriske smalltalk stillede hun mig det lige så obligatoriske
spørgsmål: ›How much money do you have?‹, naturligvis sagt næsten
uforståeligt, da thaiengelsk nærmest er et selvstændigt sprog. af uvisse
16

årsager ønskede hun at have sex med mig, endda hvor alle ydelser var
indbefattet, på trods af at mine 200 kroner lå langt fra hendes sædvanlige
pris på to tusser. Hun blev endda nødt til at udføre tjenesten
bag om ryggen på sine bagmænd, hvilket naturligvis gav mig mine
skrupler, men jeg må have været ret lækker, siden jeg forførte en luder
klokken lidt for tidligt.
dog vidste jeg, at sådan en chance ville jeg næppe få igen, og derfor
indvilligede jeg i handelen. inden for få minutter befandt vi os i mit
hjem, som stod tomt, da mine forældre var i sommerhus, uvidende
om, hvad deres knægt lavede af skarnstreger. Tøjet blev smidt, blæren
blev tømt, og pludselig så jeg en nøgen, thailandsk kvinde med en pik
hængende mellem benene i mit teenageværelse.
Det var kun få timer efter, at jeg var gået ud på gaden, kun iført
et håndklæde for at lukke min bedste ven indenfor. det var kun en
halv dag efter, at jeg havde kysset min mor farvel og havde sagt, at jeg
glædede mig til snart at se hende igen. det hang ikke sammen med
min normale verden, og jeg rystede af skræk og fattede ikke, hvad
fanden jeg havde gang i. hun gav mig et pornoblowjob, hun slikkede
min nipple som en slikkepind, og hun skød sin stive pik ind i min
jomfruelige røv.
jeg stoppede legen, smed hende ud, kastede de to brugte kondomer
ud ad vinduet og brast i gråd – forfærdet over, hvad nyædru unge kan
finde på, når de rådvildt står over for storbyen en stille sommermorgen.
17

Saynab Farah dahir
Abort eller ej?
»Præsenter dig selv, Felicia.«
»Jeg hedder Felicia, og jeg er 16 år gammel. Jeg går i 1.g på gymnasiet.«
»Hvordan har du det?«
»Tvivlsomt.«
»Hvad vil du have ud af vores session i dag?«
»Hjælp til at beslutte, om jeg skal have en abort eller ej.«
»Hvad vil det give dig at få hjælp til at beslutte dig?«
»Glæde og lettelse.«
»Det vil give dig glæde og lettelse. Hvad vil du få ud af at have det?«
»Jeg ville holde op med at bekymre mig så meget.«
»hvad ville det give dig adgang til, at du holder op med at bekymre dig
så meget?«
»jeg kan vende tilbage til mit normale liv. jeg kan bekymre mig om det
tøj, jeg skal have på, i stedet for hvem faderen er.«
»Hvordan mærker du det, når du har nået dit mål? Hvordan mærker
du det i kroppen?«
»Jeg mærker lettelse alle steder.«
»Lettelse i forhold til hvad?«
»I forhold til, at jeg ikke behøver at lyve for alle, specielt mine forældre.«
»Hvorfor specielt dine forældre?«
»jeg vil ikke skuffe dem yderligere. jeg har altid været en stor skuffelse.
18

Øh, de tror, at det er deres skyld, at jeg er sådan. jeg kan bare ikke
fortælle dem det.«
»Hvorfor kan du ikke fortælle det til dine forældre?«
»jeg er bare ikke i stand til at sige, at jeg er gravid. at jeg ikke ved, hvem
faderen er. At jeg endnu en gang har skuffet dem.«
»Hvad tænker du, når du når dit mål?«
»at jeg gjorde det. jeg bliver stolt over at have rodet mig ud af de problemer,
jeg selv har rodet mig ind i.«
»Hvad siger du til dig selv, når du når dit mål?«
»Jeg lover mig selv aldrig at begå samme fejl igen.«
»Hvad siger du til andre, når du når dit mål?«
»Ikke noget. De får det aldrig at vide.«
»Hvad tror du på, når du når det mål?«
»At alt vender tilbage til normalt.«
»Hvorfor handler du bare ikke på dit mål?«
»Jeg er under 18 år. Jeg har ingen tungtvejende grunde til, at jeg kan få
en tilladelse til abort uden forældresamtykke, og jeg kan ikke fortælle
det til mine forældre.«
»Hvad forhindrer dig i at nå dit mål?«
»Mine forældre og det faktum, at jeg ikke ved, hvem faderen er.«
»Hvilke af forhindringerne er den største i forhold til dit mål?«
»helt klart mine forældre, da jeg ikke kan få aborten uden deres tilladelse.«
»Hvad er konsekvensen af at lade dig forhindre i at få en abort?«
»At jeg bliver nødt til at få barnet.«
»Hvad er det helt grundlæggende, du frygter?«
19

»At de opdager mig. At alle ved, at jeg er den 16-årige gravide.«
»Hvad koster det dig, hvis du ikke handler på dit mål?«
»Min frihed. Hele mit liv. Jeg er kun 16 år.«
»Hvad kan du gøre I DAG for at skabe et nyt resultat?«
»Jeg ved det ikke.«
»Har du ingen ideer?«
»jo, jeg kan snakke med mine forældre. det er den eneste vej til at nå
mit mål, som er at få en abort.«
»Hvad vil du tage på dig mellem nu og næste gang?«
»Jeg vil prøve at snakke med min mor, til at starte med.«
»Hvad fik du ud af dagens session?«
»Jeg har besluttet mig.«
»Hvad har du besluttet dig for?«
»At snakke med mine forældre.«
»Hvordan har du det?«
»Afklaret.«
»Godt. Tak for i dag, Felicia.«
20

Christina Sade Olumeko
Rengøringsvanvid
Kun lidt røde pletter på bordet og tæppet. Det var da utroligt! Et
mødelokale i næsten perfekt orden og alligevel havde de ringet efter
hende. Klart, kunderne kunne have travlt, men alligevel, den smule ...
en sådan travlhed, at de ikke kunne nå at tage sig af denne bagatel,
var specielt.
Alligevel inspicerede hun hele rummet flere gange, det krævede hendes
job. Kunderne forventede en høj standard, hun leverede perfektionisme,
til en pris af samme kaliber selvfølgelig.
Hun stillede sig i det nærmeste hjørne af lokalet. Tog et billede med
sit Canon HJ15 kamera og fortsatte til de næste tre hjørner. Dengang
hun var ny i rengøringsbranchen, gjorde hun dette for at kunne bevise,
at hun havde fuldført sit job, til kunder, som var mere skeptiske over
for rengøringsdamer.
med kameraet ved hånden forlod hun lokalet, låste efter sig og tog
hjem.
Flyttekasser stod stablet i entréen, selvom hun egentlig havde boet
i huset længe, men kasserne ville hun ikke flytte. Opvask fra sidste
måned stod stadig og fyldte op. Afsky følte hun. Frygt. Vrede. Hun
hadede skidt og kaos, men nægtede alligevel at gøre sit eget hjem rent,
kunne simpelthen ikke få sig selv til det. Selvom det skar i hendes
hjerte at kigge på rodet, og selvom hun bogstavelig talt blev skåret i
foden af et glasskår fra et brudt vindue, hun endnu ikke havde skiftet
ud efter hærværk, så forbød hun sig selv at rengøre hjemmet.
Hun trak arbejdstøjet af og smed det på gulvet, hvorefter hun stift
gik ind i soveværelset, ned under dynen og begav sig ind i søvnen.
Solens stråler skinnede på ny næste dag og kæmpede for at nå ind i
hendes soveværelse, men papkasserne stablet op foran vinduet tillod
kun en lille stribe lys at komme ind. alligevel var lyset nok til at vække
hende.
21

Hun stod op og børstede kort tænder. Herefter tjekkede hun kalenderen
for ordrer i denne måned. Som regel havde hun tre-fire job hver
måned, men det kunne variere kraftigt.
Dagene passerede, og ugerne gik. Hun tog imod nye rengøringsaftaler
på mobiltelefonen og skrev dem omhyggeligt ned i sin kalender. de
fleste job indebar rengøring af et mødelokale, skure eller offentlige
toiletter. En sjælden gang kunne det dog være rengøring af hele festlokaler,
kunderne efterspurgte. Et sådant job kunne tage et helt døgns
arbejde, fordi hun arbejdede solo. Men hun brød sig ikke om at arbejde
med andre, da hun ikke stolede på, at de kunne rengøre lige så perfekt
som hende. Desuden elskede hun rengøringsprocessen, der var noget
afslappende og kontrollerende over det. Endvidere brød kunderne sig
ikke om at overlade rengøringen til billige udlændinge, som alligevel
ikke kunne rengøre til samme perfektion, og som ikke var til at stole
på. Og lønsedlen var altid et stort beløb, som blev leveret som et bundt
sedler låst inde i en kuffert nogle få dage efter arbejdets fuldførelse.
hendes perfektion og passion for arbejdet havde givet hende et
godt rygte inden for rengøringsbranchen. Kunderne anbefalede hende
endda til andre, i en sådan grad at selv de rige internationale forretningsmænd
var begyndt at hyre hende. de snakkede engelsk og kaldte
hende derfor ›cleaner‹ (hvilket nogle af hendes mere moderne danske
kunder også gjorde), det var meget smigrende, og det lød bedre end
›rengøringsdame‹, mente hun.
Mobilen ringede igen. Det var endnu et job til om 17 dage, dejligt,
de altid ringede i god tid. hun skrev det ned i kalenderen, samtidig
med at hun tjekkede aftalen for i dag. Det var denne gang rengøring på
en adresse i Malmø senere på aftenen. Hun pakkede sine rengøringsmidler
og tog af sted med sin Volkswagen Up.
Adressen i Malmø viste sig at ligge i et rækkehuskvarter, og selve
adressen var fælleshuset. På rodet og de halvødelagte møblers placering
var det tydeligt, at der havde været en voldelig sammenkomst.
Men det forventes, at man bare gør rent og ikke sætter spørgsmålstegn
ved stedets ydre, når man er rengøringsdame. Hun gennemgik den
sædvanlige procedure og inspicerede til sidst fælleshuset, dog kun indvendigt.
I øvrigt tjekkede hun også for skimmelsvamp og behandlede
22

eventuelle fugtige områder for at undgå fremtidig svampevækst. dette
var faktisk ikke en del af rengøringsjobbet, men noget hun selv gjorde
efter alle rengøringsjobbene af personlige årsager. Derefter tog hun
billeder af alle rum i huset og vendte hjem igen.
Hun var først hjemme ud på eftermiddagen næste dag og valgte at
slukke både trætheden og tørsten med en stor kop jordemoderkaffe.
Igen gik ugerne og dagene med rengøringsjob. På de dage, hvor intet
arbejde ventede, sov hun og lavede ellers ikke meget. Spise og drikke
kom på en eller anden måde ned i hendes mave, gik hun ud fra, selvom
hun aldrig havde nogen erindringer om bevidst at hælde andet end
kaffe ned i mavesækken.
Faktisk var ›fraværende‹ et passende ord at beskrive hende med, når
hun ikke arbejdede. Uden for arbejdet levede hun ubevidst i en mekanisk
tilværelse, hvor hun sommetider kunne vågne op i den lokale
Interflora uden at ane, hvorfor hun befandt sig der.
dog foretog hun sig også visse bevidste gerninger uden for arbejdet,
som når hun besøgte forældrenes grav nede ved kirkegården; de
døde af en følgesygdom fra skimmelsvamp, da hun var en lille pige.
Det var dengang hendes afhængighed og tilfredsstillelse ved rengøring
begyndte.
gravstedet var ikke vedligeholdt, og hun lagde aldrig blomster, og
selvom det pinte hende at kigge på den antiperfektion, så kunne hun
ikke få sig selv til at rengøre graven. Hun straffede sig selv, fordi skyldfølelsen
havde overtaget hendes sind.
Kalenderen informerede hende om et job på en rasteplads langs
Køge Bugt-motorvejen. Hun ankom til rastepladsen med sin sølvgrå
Volkswagen Up midt om natten med det formål at få mest mulig ro
til sin rengøring, det var nødvendigt for at opnå perfektion. Hendes
kunde havde informeret hende om, at rengøringsarbejdet var i toiletbås
3 (fra højre) på rastepladsen.
Hun åbnede toiletdøren og trak legemet ud på den sorte affaldspose,
som hun i forvejen havde bredt ud på jorden. derefter rensede hun
omhyggeligt liget for blod og snavs, mens hun holdt øje med motorvejen.
efter rensningen gik hun ind i toiletbåsen igen og påbegyndte
23

destruktionen af fingeraftryk og dna-objekter som hår, sæd eller spyt.
Den døde krop lagde hun ned i affaldsposen og ind i bilen.
Hun knipsede billeder med sit Canon HJ15 og kontrollerede igen
og igen toiletbåsen og liget for beviser. hun smuttede nu stille og roligt
ind i bilen og kørte væk derfra med den ene hånd på rattet og den
anden skrivende den sædvanlige kodedede sms til kunden, hvori der
stod, at rengøringen var færdig. Kort efter modtog hun en kodet sms
sigende »Thank you, cleaner«.
24

Anne Katrine Bagai
Behandling
Falck leverede dig direkte til dørs.
- Før ham ind på afdeling syv.
- Afdeling syv? Jamen vi har jo slet ikke testet ham.
- jeg kan se det på ham, han er en klar syver.
- Jamen jeg tror ikke det er forsvarligt, hvad nu hvis han dør?
- Det gør de færreste herinde.
- Hvad nu hvis han punkterer?
- hold nu kæft, jeg ved hvad jeg snakker om.
- men jeg tror bare ikke ...
- jeg har haft over tohundrede patienter, jeg kan se når nogen er en
syver.
- han er jo næsten vågen.
- du kan da se han ikke reagerer.
- men hans arm bevæger sig.
- det er bare spasmer. Se.
- Okay, hvis du siger det.
Og de pustede dig op, de pustede dig op som alle de andre. du kunne
næsten ikke være i det lille rum de havde spærret dig inde i, du sad helt
oppe i det nådesløse loft og manglede pladsen til at være stor. De havde
tøjret dig fast til køjesengen, så du ikke fløj op i ventilationsskakten.
Når man bliver pustet op på afdelingen, bliver man lettere. let nok
til at rumme verden. de trak dig ned når du skulle fodres, og gav dig
akkurat nok mad til at du fortsat kunne svæve, ingen anden behandling
behøvedes. Snart begyndte din stemme at forandre sig. Alt blev luftigt,
alt blev udtalt med svævende konsonanter. Personalet trykkede hinanden
i hænderne og anerkendte deres bedrift. Snart ville du holde kæft.
helt. gudskelov, for en gal mands ord er farlige.
25

Du længtes efter havet og skovene. Grus under fødderne. Følelsen
af at ligge stille. Bastant på jorden som en sten eller en klippe, men der
skal være balance i tingene, og når ens sind er tungt, må ens krop være
lettere. du tav, og man mente at du var godt på vej tilbage til overvejelser
om fodboldkampe, og skrabelod, og barberskum.
de gav dig lov til at gå ud, du sugede den klare luft ind gennem
dine næsebor. hele verden iagttog dig fra publikumsrækker, klapsalver
brusede frem over din pompøse krop, konfetti røg ned fra himlen, du
indåndede igen, smilte et smil som var for bredt, tog et elefantskridt til.
Man lyste scenen op i purpur, filmmusikken bragede ud gennem dine
indre højtalere, gav ekko lang tid efter i din bevidsthed.
Da jeg mødte dig i dag, var du ikke helt færdig endnu med at mindskes.
De havde glemt at sætte flere huller i dig, og din krop var uformelig.
du sagde du havde det godt, med en stemme lavet af storm. du
formulerede dig præcist og havde knappet din jakke lige. dine pupiller
fokuserede til punkt og prikke ind i mine. du var der ikke. dit kram
sad løst og dødt rundt om mig. Jeg børstede det af tøjet senere. Du
ville aldrig omfavne mig.
Der er flere som dig, forsøg går rundt med store, men lette kroppe,
smilende et dundrende smil. de er modtagelige. hvis man kaster et
ord ind i hovedet på dem, optager kroppen det straks. det suser nedad
gennem spiserøret til det rammer mavesækkens bund. Lyden som når
en spytklat fra ellevte etage rammer kældergulvet.
jeg håber du punkterer.
26

marie louise Vesthardt
Ildebrand
langsomt begyndte regnen at tromme mod ruden. en vind rejste sig
og rev i trækronerne. Himlen rasede. Uvejret havde ligget på lur hele
dagen.
rallende kæmpede jeg mig til oprejst position, skuede ud over den
øde gade og over på den anden side. Stearinlys oplyste stuerne, stjerner
funklede på træerne, og familier susede frem og tilbage over gulvene i
spænding og travlhed.
duften af nelliker og grannåle fyldte mine næsebor. jeg listede forbi
køkkenet, hvor min mor og far småskændtes over den åbne ovn. De
hviskede i den tro, at ingen bemærkede, at køkkenet havde forvandlet
sig til en krigszone. Nervøst hev jeg efter vejret og fortrød straks i
frygt for, at de skulle have fornemmet min tilstedeværelse. det gjorde
de ikke.
Jeg trippede hen over trægulvet. Glattede min røde kjole. Drengene
befamlede gaverne, rev med uforsigtighed i papir og bånd, råbte op,
selvom der ikke var noget eller nogen at råbe ad. Bedstefar prøvede
med sine skælvende hænder at tænde op i pejsen, men fik blot skabt en
sølle os, der bredte sig i rummet. Han gav op, løftede rødvinsglasset og
bundede det. Jeg hostede og fortrød straks i frygt for, at de skulle have
fornemmet min tilstedeværelse. det gjorde de ikke.
Spisestuen var tom og stille som et gravkammer. Bordet var dækket
med kridhvid dug, seks tallerkner og krystalklare glas. midt på bordet
tårnede adventskransens fire stearinlys sig op, men de var endnu ikke
tændt. Tre af vægerne var kulsorte og så sørgelige ud, når de ikke
havde til opgave at sprede et gyldent skær over væggene. grannet var
efterhånden knasende tørt. Jeg tog en lille kvist, som jeg klemte mellem
mine fingerspidser, og jeg så den pulveriseres og drysse ned på den
hvide dug.
Så stormede de alle ind i spisestuen, for mor og far havde endelig
27

fået lukket ovnen for en stund. anden blev sat på bordet ved siden af
de gyldne kartofler, den blødende rødkål og den tykke mørkebrune
sovs. Jeg snuppede tændstikkerne og tændte de fire lys i kransen. Flammerne
blafrede faretruende tæt på grannet. Stolene skramlede, og alle
satte sig omkring bordet. Et vindstød hvinede udenfor, og vi sank derefter
hen i en larmende stilhed.
Sovsekander, skåle og bestik gik fra hånd til hånd. Far og mor sad
med anspændte smil, mens mine brødre var travlt optaget af maden.
Bedstefar og rødvinen havde allerede sammen dannet deres egen private
julefest. Sirligt lagde jeg kartoflerne på stribe langs kanten af min
tallerken. Jeg stak lidt til dem, så de skøjtede over porcelænet. Vinden
peb voldsomt. mor brokkede sig over, at det ikke havde sneet hele
vinteren, far svarede, at det da kunne være lige meget. de snappede ad
hinanden i et stykke tid og smed de sædvanlige øgenavne ud i luften,
hvor de blev hængende som sorte skyer, så vi alle kunne betragte dem.
Indtil de begge to til sidst løb tør for ord og i stedet hævede stemmerne.
Bedstefar væltede ubemærket sit overfyldte rødvinsglas, og vinen
bredte sig som plamager på den hvide dug. ingen kommenterede
det, alle fortsatte mundhuggeriet. Bedstefar iagttog blot vinen, der var
begyndt at dryppe ned på gulvet. Dugen var blevet blodrød.
imens sad jeg og betragtede dem. længe. helt indtil deres stemmer
forsvandt. i stedet lyttede jeg til stormen. den gennemtrængende, pibende
vind var lettere at fokusere på end ordene, der føg ind og ud og
igennem mig. regnen hamrede mod ruderne nu, og gadelampernes lys
forsvandt næsten i vandmængden.
Pludselig sprang vinduet op. der blev helt stille over bordet. lysene
på adventskransen blafrede ustyrligt i den pludselige vind, og regnen
væltede ind. Ingen gjorde noget. Gardinerne blev gennemblødte, ruden
ramte rytmisk facadens mur, og den lille sø af vand sivede langsomt
ned i gulvsprækkerne. Det var først, da en vase væltede ned fra
vindueskarmen og knustes, at mor rejste sig og satte haspen på igen.
Hun blev stående med stiletterne i den lille sø. Ingen sagde noget.
Efter en rum tid rejste bedstefar sig, løftede sit glas og snøvlede
»glædelig jul«. Han styrede ind mod sofaen og var uden tvivl besluttet
på en lur. Mor hev far ud i køkkenet, deres skarpe og skingre stemmer
bredte sig ud i alle kroge. de sneg sig ind i sprækkerne og satte spor
28

alle vegne. Drengene rejste sig også og løb ind til gaverne. Jeg rettede
mig op i stolen og skuede ud over det lange bord. Den røde dug dryppede
stadig, tallerknerne var ikke tomme, og servietterne var smidt på
gulvet. den halve and tronede majestætisk midt på bordet. jeg rejste
mig. Kjolen sad stramt hen over mine bryster. Jeg hev efter vejret. Den
havde altid været for stram.
Jeg hentede en karklud og en spand i skabet. Først indsamlede jeg
glasskårene og smed dem i spanden. Jeg tørrede vandet og vinen op og
vred mekanisk vaskekluden. Der var bælgmørkt, og vinden var blevet
svagere, men den lurede endnu derude, som murænerne lurer i deres
grotter. huset klagede over uvejret med knagen og knirk. mine hænder
rystede, mens sekvenser fra forgangne tider føg på min nethinde.
Hun var vågnet tidligt. Vintersolen stod højt på himlen. Hendes fødder trippede
over trægulvet. Moren og faren havde stået i køkkenet og koncentreret sig
om maden, mens de nød julefreden. Anden bagte fredeligt i ovnen. Inde i stuen
pilede hun rundt på bare tæer sammen med sine brødre mellem gaverne, pynten
og træet. Alt glitrede og strålede om kap med stjernen i toppen.
Jeg var faldet om på det våde gulv. Kjolen klæbede til min hud. En
mærkelig lugt trængte gennem min næse. Skovbrand? Mine øjenlåg løftede
sig i næsten spastiske bevægelser. Væggene var badet i appelsinfarvet
lys. Rødlige bølger bredte sig blidt over gulvet. Jeg måtte støtte
mig til vindueskarmen for at rejse mig. adventskransen havde transformeret
sig til en ildring. Stilfærdigt gnavede den sig gennem dug og
bord. I ruderne så jeg det store, varme flammehav genspejle sig – jeg
kunne ikke skelne mellem mig og ildebranden. jeg gik i ét med den.
de andre brasede nu ind – skrigende og skubbende. i kaosset kastede
de klude på bålet. Spand efter spand blev fyldt op og vendt.
Jeg hørte intet, men så scenariet, som havde jeg set det på stumfilm.
tidens hastighed var gået ned i omdrejninger, så jeg bemærkede hver
en detalje. Mors hår, der blev svitset, fars arm, der blev ramt af gløder.
Bedstefar, der kiggede sig til begge sider, før han forsvandt ud gennem
døren som et spøgelse. Mine brødre, der kæmpede med hele kroppen
og kastede med vand, klude og hinanden. Deres frustrerede og følelsesladede
blikke gav mig en underlig fornemmelse af lettelse.
Jeg var snart spærret inde ved stuens fjerneste væg. Min røde kjole
var brændende varm mod min sarte, blege hud. mine arme hang som
29

livløse kødklumper, mens mine øjne havde fæstnet sig ved ildebranden
foran mig.
da jeg havde betragtet min familie tilstrækkeligt længe, gav jeg efter.
Vinduet et par meter til venstre for mig syntes en god flugtvej lige nu.
Pludselig begyndte følelsesløsheden at fortage sig. Mens stilheden i mit
hoved langsomt blev erstattet af rummets mange angstprægede lyde,
åbnede jeg haspen, som min mor netop havde lukket. Jeg løftede benene
ud over kanten og satte mine tæer på den drivvåde jord udenfor.
Vinduet smækkede jeg i, og jeg så mig ikke tilbage gennem de altopslugende
flammer.
Først nu bemærkede jeg den svitsende fornemmelse på min hud og
sårene på min arm. jeg vaklede gennem den piskende regn. jeg trådte
over bakkerne, indtil jeg så sivene svaje forude. Jeg kunne svagt høre
havets brusen. Løb det sidste stykke. Da jeg havde kæmpet mig over
bakkerne og endelig så vandets bølgetoppe, voksede trangen i mig.
jeg trådte ud på strandkysten og mærkede sandkornene stikke i mine
fodballer som sylespidse nåle. mit hår klæbede til mit ansigt, og jeg lod
regnen styrte over mig. Smerten fra sårene dunkede dybt inde i min
bevidsthed. Jeg så ud over vandets urolige overflade og forestillede mig
roen under bølgerne. Stilheden. Balancen. Harmonien.
Jeg hev den røde kjole over hovedet og undertøjet fulgte, så jeg til
sidst stod nøgen. Tøjet lå i en lille, drivvåd bylt i sandet. Lidt efter lidt
trådte jeg ind i bølgernes strøm. Kulden sitrede i mig for hvert skridt,
men jeg smilede blot og trådte længere ud, længere ned, længere ind
i mørket. Indtil jeg stod i vand til skuldrene. Hele min krop rystede,
mine sår brændte under vandet, og mine fødder føltes ikke-eksisterende.
mine læber vibrerede så voldsomt, at det næsten var umuligt
at udstøde min inderlige glæde. Men befrielsen var altoverskyggende.
Nu. Nu dukkede jeg under. Grænsen mellem overflade og underflade
var magisk tilstedeværende. Jeg blev ét med havet. Mit hår bredte
sig som silketråde omkring mig. hvirvlende som en lille kugle i vandmasserne,
blev jeg en del af havets fred for en stund. Vandet trængte
ind og ud og igennem mig. Jeg lod mine hænder søge efter intetheden i
den flydende væske, der løb mellem mine fingre, indtil jeg ikke længere
kunne skelne mellem min krop og havet.
Jeg åbnede øjnene. Under vandet. Det grumsede mørke chokerede
30

mig. jeg var ikke længere ét med vandet, men fange i havets store kvælende
favn. Bølgernes arme greb ud efter mig. Kulden prikkede sig
gennem min hud som tusind kanyler. Mine øjne var vidt opspærrede
og lyste som livets fakler i mørket på havets bund. Indtil saltet skyllede
gennem dem og oversvømmede det sidste lys. Luften slap op.
31

emma elisabeth Nielsen
Splint
en dag, da en mand spadserer gennem parken, får han en splint i foden.
det sker, netop som han passerer et springvand. manden bærer et
par brune sandaler fra Tyrkiet, de er købt til 4 euro. Splinten lå alene i
gruset, nu borer den sig op gennem skoens sål, hvor den sætter sig fast
i kødet under hans fod.
han mærker næsten intet, alligevel mærker han noget. han forlader
parken fløjtende, i dag er trafikken tæt, og Verona venter derhjemme
med en dyb udskæring i kjolen og et forklæde om livet. hun vil lave en
middag, og manden køber ind i en arabisk kiosk, for hun skal bruge
et helt specielt krydderi. På vejen tilbage føler han sig træt, men han
gnider det ud af øjnene.
I døråbningen tager Verona imod ham. Hun er barfodet, hun løfter
sig op på tæer og sigter efter hans mund, men han tager sig til hovedet,
han skal lige ind og ligge, her er krydderiet. han beholder skoene på.
Manden falder i dyb søvn på en mørkerød sofa. Han husker ikke,
hvorfor han i sin tid valgte netop denne farve, det var engang, han var
sammen med Beth. Nu står Verona dér på sine bare fødder. Det varer
ikke længe, før maden bliver kold, så bliver hun sur, og så smækker hun
med hoveddøren, men manden vågner ikke. Nu sover han. Nu sover
han endelig.
Beth havde et hyr med ham, og også med sig selv, sådan var det dengang.
De skreg ad hinanden i en møbelbutik, hun stak ham en lussing,
så købte de den mørkerøde. De elskede bag i bilen og tog motorvejen
hjem. Beth kunne ikke lide at spilde tid, og sofaen havde de skrevet til
levering, for de havde ingen trailer. det var som en sommerkærlighed,
men den varede til langt ind i februar. Så kom Verona. hun giver mere,
end hun tager, det er nemmere sådan.
Manden sover på den mørkerøde sofa. Han sover til om lørdagen,
så rejser han sig for at tisse, så sover han til om søndagen. Mandag
32

morgen vågner han med en blodig smag i munden. han spytter i håndvasken.
På indersiden af kinden hænger et løst stykke hud, som han
kan mærke med sin tunge.
han tager toget på arbejde. han går gennem parken, men han mærker
intet, og sandalerne ligger smidt derhjemme, han er iført slips nu,
slips og jakke. Han går til frisøren, som roser hans tykke hår, de flirter
over disken. Han fløjter et stykke hen ad fortovet, så dør lyden ud.
Verona har tilbudt at komme forbi og koge en kylling. han ser hende
partere den, de taler om at tage bilen til italien, når det bliver sommer.
Verona vasker hænderne og kysser ham på munden. han sætter
sig ind i stuen, så falder han i søvn. Da han vågner, står hun bøjet over
ham med sin dybe udskæring. Hun siger, at hun har lavet hønsekødssuppe,
den er klar nu, men han undskylder sig og går ud for at tisse.
Han låser døren omhyggeligt og spænder bæltet op, men da er det for
sent. Underlivet bliver slapt, og urinen gør bademåtten gul.
de spiser suppen i stilhed. i foden vokser splinten sig bredere og
skarpere. den sidder i en muskel, og nu mærker han en krampe i tæerne.
den vokser opad, op i knoglen, ud i systemet. inden han falder
i søvn, mærker han en nerve i højre øjenbryn, den får brynet til at vibrere
i mørket. Inde ved siden af kan han kan høre naboerne have sex.
han tager toget på arbejde. han kan godt lide toget, han sidder på
en vinduesplads, og da de kører over broen, ser han ud over byen,
og han ser ruderne i bygningerne, som er blanke og hvide, for solen
skinner på dem. men i dag mærker han det ikke. han skal ned i kopirummet
for at printe en rapport. han printer et enkelt eksemplar, men
pludselig føles kopirummet så småt. Han føler sig nødsaget til at printe
endnu et eksemplar, dernæst endnu et, og da han opdager persiennerne,
der måske aldrig rigtig er blevet rengjorte, de hænger bare der,
så printer han endnu et eksemplar. Senere på eftermiddagen opsøger
han sin chef med favnen fuld af papir, han siger:
»Her har du 57 rapporter.«
Chefen siger, at det er alt for mange, men manden svarer:
»Jeg siger op, med øjeblikkelig virkning.«
Så forlader han kontoret, han tager toget, han går gennem parken. Solen
går ned nu, splinten har sat sig i både lægmuskel og lårmuskel, den har
sat sig i senerne omkring knæene, det er, som om de ikke vil bøje, knæene.
33

På trappestenen venter Verona. Hun følger efter ham op til lejligheden,
han låser op, og hun råber op, noget om hans sindsstemning.
Han går gennem entréen, gennem køkkenet, han ser den mørkerøde
sofa. Så husker han Beth. men Beth er borte for længst, leveringen er
skrevet under, og her står den altså, mørkerød.
Nu græder Verona. hun siger, at hun engang kendte en varm mand.
Snottet hænger fra hendes hage, og inden han falder i søvn, tænker han
igen på de beskidte persienner.
han vågner en torsdag. Stanken af urin har lagt sig tungt i rummet.
Den rører ham ikke særligt, han mærker kun sulten. Han spiser sig mæt
i, hvad han finder, heriblandt en rest kylling, som måske slet ikke kan
spises, men nu er splinten nået ham til livet, han mærker det tydeligt.
han rykker ud i bukserne og ser ned til pikken. den ser grå ud.
Om lørdagen ringer hans mor. Hun fortæller, at deres nabo har haft
indbrud, men det sære er, siger hun, de tog ingenting. De brød ind
gennem kælderen. de rodede i skuffer og skabe, hvad ledte de efter,
var det smykkerne, de ville have, ja, det skulle man tro, men da de fandt
katten i køkkenet, sparkede de den halvt til blods. Ja, og så gik de.
manden nikker.
Moren er tavs et øjeblik. Så vil hun vide, hvad han mener om den
sag, for det er jo tragisk, man kan ikke bare lade det ligge. Først siger
han intet, men så føler han en vidunderlig vrede. Han rejser sig fra,
hvor han sad, og så råber han i røret, han holder det ud fra ansigtet og
råber:
»SATANS BÆST! SATANS LUDER! JEG HADER JER ALLE,
JEG HADER JER! SATANS BÆSTER!«
han åbner et vindue og smider telefonen ud på gaden. den splintres
mod asfalten. der går et par med en barnevogn, manden ser ned på
dem, men de ser ikke ham, deres ansigter er vendt mod en solnedgang,
han ikke kan se. han tisser i buksene, urinen trænger helt ned i gulvbrædderne.
Nu sidder manden i sin sofa og husker, hvordan han elskede Beth.
men da det blev februar, tog han på weekend med Verona. de gik i
spa. Verona gav mere, end hun fik, sådan blev det hele meget nemmere.
Udenfor regner det, nu går de rundt med paraplyer. Manden stryger
hånden over de mørkerøde hynder. Det regner så forfærdelig længe,
34

og da han mærker splinten, der graver sig langt ind i hans hjerne, giver
han sig til at råbe. han råber så forfærdelig længe, at der til sidst ikke
er mere at råbe, og så bliver der banket på døren. Så står naboerne i
hans stue.
han bliver indlagt på en afdeling, der er hvid. moren kommer i besøgstiden,
Verona kommer også. Men det er ikke til nogen særlig gavn,
for nu sover manden. de siger, at der ikke er noget synderligt i vejen,
dog har de fundet en splint i hans fod.
35

emma Busk johansen
Dig og mig
Det er november, og regnen siler ned, da jeg får øje på ham. Folk
haster af sted, som kan de, hvis de går hurtigt nok, slippe væk fra
dråberne. men han står der bare. midt på gaden med et smil på læben.
han ligner sig selv. Vi har været adskilt længe. mit hjerte springer et
slag over, da han løfter sin arm til hilsen. Jeg kan ikke længere holde
masken, men smiler tilbage. et kæmpe smil. Vi ser længe på hinanden.
Inderligt. Vi bliver gennemblødte, og de travle forbipasserende stirrer
forundrede på os, mens de skynder sig videre. Vi lader os ikke mærke
med det, for vi elsker hinanden. han omfavner mig.
Musikken drøner ud af højtaleren og akkompagnerer vores latter, mens
vi drøner af sted i hans gamle, ramponerede Fiat. Der er ingen andre
biler på vejen, så han trykker speederen i bund. der er et par timers
kørsel, til vi er der. Lygterne lyser vejen op i nattens mørke. Han kører
godt. Alt kører. Vi glæder os begge to. En hel uge, kun i hinandens
selskab. I vores lille by kan vi ikke være i fred for fordømmende blikke
og spottende kommentarer, men det bringer os tættere sammen. Vi
forstår hinanden, som havde vi kendt hinanden altid.
jeg har ingen andre end ham. mine venner accepterede det i starten,
faktisk havde de respekt for, at jeg gik mine egne veje og ikke var bange
for at vise hele verden, hvem jeg er. men jo mere jeg så til ham, jo mere
afstand tog de fra mig. de forstår ikke, hvad jeg ser i ham. en som er
et par år ældre og så meget anderledes. der går rygter, men de bider
ikke på. Vi elsker hinanden, alt er perfekt. det er dem, som ikke forstår
mig, ikke forstår, hvem jeg er.
Vi taler både om løst og fast, der i bilen, mens vinduesviskerne pisker
over ruden. det er noget af det, jeg synes bedst om ved hans
selskab. At vi ikke altid behøver at tage tilværelsen så tungt, men en
gang imellem bare kan snakke, som vi gør der. Når han kan komme
36

til det, lader han sin hånd hvile på mit lår eller fører min hånd til sine
læber. Jeg har aldrig før været så tryg, som jeg er med ham. Vi er travlt
optagede af vores samtale, da der med ét lyder et højt brag, og bilen
giver et ordentligt ryk. Han standser med det samme og åbner døren
for at kigge. Da han ser tilbage, og mit blik møder hans, kan jeg med
det samme mærke blodet forsvinde fra mit ansigt. jeg er som frosset
på brøkdelen af et sekund. Vi stirrer rædselsslagne på hinanden, men
ingen af os siger noget de første sekunder. Vi har ramt noget.
jeg ænser ikke engang den indbydende, lune natteluft, da jeg stiger
ud af bilen. Det eneste, jeg har øje for, er skikkelsen, som lige akkurat
er synlig under bilen. Det er en kvinde, højst sandsynligt midt i 30’erne.
Det er næsten umuligt at se. Vi må have kørt stærkt. Det føles, som om
tusind knive skærer sig gennem mig ind til marv og ben. jeg kaster op.
der er ingen huse i miles omkreds, vejen snor sig gennem en skov, og
lige her svinger den skarpt til højre. Vi havde ikke haft en chance for at
nå at undvige en fodgænger.
han står bag mig og holder om mig, standser min hånd, da jeg griber
efter min mobil i lommen. Jeg vender mig om og kigger spørgende på
ham. Han har en tåre i øjenkrogen, og hans ansigt er ikke til at kende.
han ser på én og samme tid forfærdet og ufattelig beslutsom ud. han
siger, at hvis jeg ringer, ryger han i fængsel. Spørger mig, om det er,
hvad jeg ønsker. Det stikker i hjertet, og al luft bliver slået ud af mig.
jeg vil protestere, fortælle ham, at han er forkert på den. min stemme
lystrer ikke. Jeg kan ikke andet end at ryste på hovedet, selvfølgelig ønsker
jeg ikke det. han kysser mig. han vidste, at han kunne regne med
mig. den næste halve time står ikke helt klart for mig. han parkerer
bilen i siden af vejen, lader lygterne være tændt. jeg husker ikke hvordan,
men vi får ved fælles hjælp bugseret hende over i modsatte side af
vejen. der er en rimelig stejl skrænt på den anden side af autoværnet.
han beroliger mig, siger, at det nok skal gå. det er dig og mig. dig og
mig mod verden. jeg kaster op igen.
jeg ligger i sengen i sommerhuset. han sover tungt ved siden af mig.
Kendsgerningerne rammer mig som et slag i ansigtet, og hans arm om
mig føles pludselig tungere, end den plejer. Som om den hvert øjeblik
kan tvinge min krop til at synke ned gennem gulvet og forsvinde. jeg
37

ved, at det, vi har gjort, er forkert, men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.
Hvad jeg kan gøre. Jeg ser hende for mig. Hendes blod på vejen skinner
i det skærende lys fra forlygterne. gråden presser sig på, men jeg
vil ikke tillade det. jeg har brug for tid til at tænke, inden han vågner.
Lydløst sniger jeg mig ud af værelset, lukker forsigtigt døren bag mig.
En smal, sølvfarvet månestråle står ind ad sprækken i køkkenvinduets
gardin. Jeg tænder ikke lyset, men synker magtesløs sammen på en
kold træstol med benene trukket op under mig. han har nået at tænde
op, da vi ankom, men huset er endnu ikke blevet lunt.
det går med ét op for mig, at de har ret. de har hele tiden haft ret.
Sandheden vælder op i mig og gør mig syg af fortvivlelse. Men jeg kan
ikke fortrænge den: Intet er det samme længere. Jeg mærker en følelse,
jeg aldrig før har kendt til, snige sig ind på mig. Angsten. Han er ikke
den, jeg troede, han var. han var aldrig forfærdet over, hvad der var
sket, men bange for at blive opdaget. jeg er bange for ham.
Dagen gryer, og mørket i krogene letter som dis. Lyset er kærkomment.
Jeg kan høre ham rumstere rundt inde i værelset. Det er dig og mig,
siger han. dig og mig mod verden, når jeg er fortvivlet eller sur. jeg er i
syv sind. Mit hoved snurrer. Jeg ved ikke, hvad han vil gøre, hvis jeg indvier
ham i sandheden. det kan jeg ikke. ikke endnu. jeg har en fornemmelse.
Automatisk og uden at tænke finder jeg kedlen frem, så jeg kan
koge vand til te. jeg ved, hvor han opbevarer sine ting. da vandet koger,
kommer han ud i køkkenet. Min fornemmelse viser sig at holde stik. Han
vil have, at vi lader som ingenting. jeg spiller med, fantastisk godt.
Vi er et lykkeligt par på sommerferie sammen. han spiller for mig,
det var sådan, jeg faldt for ham. musikken. Sådan endte det med at
være os to. Det er et år siden, sådan cirka. Tiden er fløjet af sted. Den
flyder sammen i en strøm af minder. Minder om os, vores kærlighed.
minder, som for kort tid siden altid kunne varme mit hjerte op, når jeg
var kold, splintres nu og går itu i mit indre. min sjæl krakelerer.
Om dagen holder jeg det kørende, skuespillet. Overrasker mig selv
ved gang på gang at lade som om. lade som om jeg stadig elsker ham.
Som om alt er det samme. Om natten, når han sover, væmmes jeg ved
mig selv. Og ved ham. Jeg er fortvivlet og rastløs. Venter på, at nogen
hører mit sagte råb om hjælp, men der kommer ingen håndsrækning.
jeg har ingen andre end ham.
38

Vi gør alle de ting, vi har planlagt, og jeg forsøger inderligt at gøre det
fuldt ud. jeg presser mig selv til det yderste, mens angsten vokser i mig.
jeg ved ikke præcis, hvad jeg har at være bange for, men de gange, han
har taget mig i at tøve eller i at se på ham med mindste antydning af
mishag, har bekræftet og styrket min angst. han siger ingenting, men
det behøver han heller ikke. Han ved det godt, at jeg lader som om.
det er godt nok for ham i et lille stykke tid. han tror, jeg kommer på
bedre tanker. at jeg vænner mig til det og lærer at elske ham igen.
En aften laver jeg mad. Han har købt vin i supermarkedet i den
nærmeste by. jeg kan ikke længere klare hans nærvær. jo længere tid
jeg tilbringer med ham, jo mere sikker er jeg på den beslutning, jeg har
truffet, den plan, der har formet sig i mit hoved. Mit ødelagte hoved.
jeg er dristig. Snyder ham og drikker ikke af vinen. han bliver så fuld,
at han ikke ænser mig. Falder i søvn. Jeg tager chancen, snupper min
taske og bilnøglerne. Jeg har ikke kørt i evigheder, men der er intet
andet at gøre. Jeg kører stærkt.
der er ingen andre biler på vejen, alt er stille i den lune sommeraften.
min telefon vibrerer hidsigt i min lomme. han er vågnet. jeg kan
ikke længere holde tårerne tilbage. angsten, som er vokset uhæmmet
i maven på mig de sidste par dage, gør endelig plads for en ny følelse.
lettelse. jeg er sluppet væk. hvad der nu skal ske, er uvist. jeg skal
bare hjem. hjem hurtigst muligt. jeg presser speederen i bund, tænker
ikke. Bilen skrider, jeg ser ham for mig. Og hende. Under bilen. Blod.
alt bliver sort.
Det er november, og regnen siler ned, da jeg får øje på ham. Folk haster
af sted, som kan de, hvis de går hurtigt nok, slippe væk fra regnen.
men han står der bare. midt på gaden med et smil på læben. han ligner
sig selv. Vi har været adskilt længe. mit hjerte springer et slag over, da
han løfter sin arm til hilsen. Jeg kan ikke længere holde masken, men
smiler tilbage. et kæmpe smil. Vi ser længe på hinanden. inderligt. Vi
bliver gennemblødte, og de travle forbipasserende stirrer forundrede
på os, mens de skynder sig videre. Vi lader os ikke mærke med det, for
vi elsker hinanden. han omfavner mig. Noget er ikke, som det plejer.
hans hænder gribere hårdere fat om livet på mig. han tvinger mit
hoved tilbage og ser mig i øjnene. Vrede. Nu vender det hele tilbage.
39

eline lindman juul
Ni Blink
Første gang jeg lukker øjnene op, vil de være rosa. De vil være rosa
som den lille rosenknop, der endnu ikke ved, hvilken farve den vil
have. Og de vil være omkranset af en glorie og buttede babykinder.
de vil se på verden og ikke forstå. Og de vil se alle detaljer og alle fejl,
og de vil ikke opdage dem. Mine øjne vil være en del af mig, og jeg
vil opleve det hele. Og folk vil se mig, og jeg vil se dem, og jeg vil ikke
forstå dem. Jeg vil høre råbene, og jeg vil se tårerne. Jeg vil se vreden
og lugte fortvivlelsen, og jeg vil høre tabet. Og jeg vil ikke mærke det.
Og jeg vil ikke forstå, hvad det betyder, når de ikke kommer tilbage, og
jeg vil ikke huske det. jeg vil leve i min egen verden, ikke tænke, ikke
føle. Jeg vil gemme mig, og jeg vil lukke øjnene.
Anden gang jeg lukker øjnene op, vil de være orange. De vil være
orange som morgenfruen, der hilser på som den første. Og de vil
være fulde af liv som solen, der blidt vækker jorden med sine første
stråler. Og øjnene vil se skønheden, og livet der flyder fra alt. Og de vil
finde glæde, jeg vil finde glæde. Jeg vil løbe og flyve, og jeg vil føle de
orange bobler, der fylder mit indre. Og jeg vil snurre rundt og rundt
og rundt og rundt, til verden tipper, og jeg kastes op i luften. Og jeg vil
blive revet med af vinden, og den vil spinde mig og hvirvle mig ind i
glemslen. Og jeg vil glemme alt fra tidligere. Og jeg vil blive syg, og jeg
vil blive bange. Jeg vil give slip, og jeg vil lukke øjnene.
Tredje gang jeg lukker øjnene op, vil de være grønne. De vil være grønne
som græsset, der vokser, og træernes kroner. Og jeg vil stå på den
mark, hvor vinden har sat mig, og kornet vil vokse op over mig. Og
jeg vil selv vokse. Og alt omkring mig vil vokse. mine ben vil blive
længere, og mine arme vil blive længere. Jeg vil blive høj og højere end
træerne, der vokser med mig. Og jeg vil kunne nå himlen, og jeg vil slå
40

hovedet mod den. Jeg vil blive endnu højere, og pludselig vil der ikke
være plads nok. Og jeg vil blive mast, og alt det grønne vil trykke og
klemme. Jeg vil blive holdt nede og trykket sammen. Det vil gøre ondt,
og jeg vil lukke øjnene.
Fjerde gang jeg lukker øjnene op, vil de være violette. De vil være violette
som violerne, der nu er små igen, små og skrøbelige, og jeg vil
tænke, at de er lige til at knuse. Og jeg vil være forvirret, jeg vil være
for stor og for lille. jeg vil ikke passe ind, og jeg vil være frustreret. Og
jeg vil sidde i et rum, og pludselig vil døren gå op, og det vil vælte ind
med stemmer. de vil råbe og hviske, og jeg vil ikke forstå, hvad de
siger. Og jeg vil græde, og jeg vil grine. jeg vil passe ind, og jeg vil være
anderledes. Og stemmerne vil stige og falde, og de vil fylde det hele.
Jeg vil ikke kunne lukke dem ude, og jeg vil ikke kunne høre, se, lugte,
føle, sanse andet end dem, og jeg vil lukke øjnene.
Femte gang jeg lukker øjnene op, vil de være røde. De vil være røde
som blodet, der raser i mine årer, og jeg vil være vred. jeg vil være vred,
fordi jeg ikke forstår, og jeg vil råbe og skrige og brænde. jeg vil blive
skubbet ind mod en væg og holdt oppe og nede imod den. Og jeg vil
mærke hænderne. Og hænderne vil trække ild hen over min hud, og de
vil få mit blod til at boble over. jeg vil være vandrende ild, når en hånd
langsomt glider over mig, og alt vil være ild, ild, ild. jeg vil skrige, og
jeg vil kun se flammer, og jeg vil lukke øjnene.
Sjette gang jeg lukker øjnene op, vil de være blå. De vil være blå og
kølige som vandet, og det vil slukke ilden. Jeg vil flyde rundt i en blå
intethed og drive med strømmen. Jeg vil mærke kulden, og jeg vil høre
ingenting, og i vand er lyden af ingenting. Og jeg vil kun mærke vandet,
og hænderne vil være væk. jeg vil være alene, og jeg vil fryse. Og
jeg vil trække vejret, og jeg vil få vand og ensomhed i lungerne. Og
kulden vil være ulidelig, og jeg vil skrige, og der vil ikke være en lyd. jeg
vil trække vejret igen, og mine lunger vil sprænges. Og jeg vil mærke
smerten i kulden af ensomhed, og jeg vil lukke øjnene.
Syvende gang jeg lukker øjnene op, vil de være grå. De vil være grå
41

som regnen og grå som intetheden. de vil være grå tåge, og jeg vil være
i grå tåge. Jeg vil se, og jeg vil ikke se noget. Jeg vil føle, og jeg vil ikke
føle noget. Og intet er noget, og alt er væk. Jeg vil ikke være bange, og
jeg vil ikke være glad. Og jeg vil slet ikke være, og her vil intet være. jeg
vil stå på en gade, og biler vil køre forbi. Og de vil være mørke og grå,
og der vil ikke være noget lys, ikke i dem, ikke i mig. Og jeg vil være
grå, og min hud vil være grå. jeg vil se huden blive tyndere, og jeg vil
se den forsvinde. Og jeg vil kunne se knoglerne, og jeg vil røre dem,
og jeg vil ikke føle dem. Jeg vil tabe tænderne. Først. Og så vil jeg tabe
munden. Og armene. Benene. Hovedet. Kroppen. Jeg vil være tabt, og
jeg vil lukke øjnene.
Ottende gang jeg lukker øjnene op, vil de være turkise. De vil være turkise
som det rolige hav. Og de vil forstå. For første gang vil de forstå.
Og de vil se, og de vil kalde på kroppen, og de vil kalde på mig. jeg vil
samle mig, og jeg vil rejse mig, og jeg vil forstå. Og jeg vil se dem gå,
og jeg vil forstå. Og jeg vil snurre rundt, og jeg vil forstå. Og jeg vil
være holdt nede, og jeg vil forstå. Og jeg vil høre deres stemmer, og
jeg vil forstå. Og jeg vil mærke deres hænder, og jeg vil forstå. Og jeg
vil mærke kulden, og jeg vil forstå. Og jeg vil mærke tomheden, og jeg
vil forstå. Første gang jeg forstår, lukker jeg øjnene.
Niende gang jeg lukker øjnene op, vil de være sorte.
42

joakim lykke
V.B.M.
Vi aftaler i stilhed og i dybeste diskretion, at vi vil udføre denne opgave
med alt, hvad der står i vores magt. Vi deler underopgaverne ligeligt
mellem os. Du får tre lettere og mindre risikable udførelser, og jeg to
af de mere sindsoprivende. Sværhedsgraden er overvældende, og det
skal tydeligt påpeges, at resultatet er ukendt. Vi ved endnu ikke, hvor vi
skal lede, så jeg, som leder af missionen, sender dig det første og mest
åbenbare sted hen, mens jeg fjerner sten i det minimale. De første to
dage passerer, og vi aftaler via nyere kommunikationsmetoder at mødes
i hovedkvarteret for at samle op på forløbet. Du har vakt opsigt i
gaden. din strategi var klar efter to ugers veldokumenteret og nu arkiveret
forberedelse. du har kysset og kysset, men den dybere indsigt
i resultatet, som vi vælger at kalde V.B.M. (videnskabelig balance i det
mistænkte), har du ikke fået. Jeg må desværre også tilstå min løse stågrund
og manglende beviser for V.B.m.
Det første rigtige spørgsmål, vi står over for, udarbejdet efter to
dages intens research og kys, er:
Hvad får V.B.M. til at optræde?
Vi går straks i laboratoriet og sætter situationen under lup. Prøver at
finde en ræsonnabel forklaring. Fornuft er fornuftigt. Logik er logisk.
Vi må dog efter flere søvnløse nætter ud i felten igen og gå videre med
efterforskningen. du får kyssearbejdet, jeg må vende sten på lokale
arkiver og depoter. Vi må sande, at første spørgsmål er uforklarligt
med vores indtil videre snævre research. Næste spørgsmål er måske til
at svare på. jeg skriver det på tavlen, og vi går hver sin vej.
Spørgsmål 2: Kan V.B.M. undersøges ud fra videnskabelige metoder?
Jeg finder mig selv blandt arkiver med gamle værker, der til min
store forvirring udelukkende handler om V.B.M. Jeg finder dog ikke
mig selv, for jeg er fuldstændig klar over, hvor jeg er. Alt gøres med
43

fuldt overlæg, da huller i rapporten vil medføre huller i det eventuelle
resultat. De fleste værker om V.B.M. har dog ikke den mindste V.B.
(videnskabelig balance), altså er de fyldt med subjekter som øjenvidner
og kropsvidner. en ting tager jeg dog med mig. en påstand, der virker
som et gennemgående tema. der står:
V.B.M. skal mærkes og findes i alting.
dette er mig en gåde, jeg hastigt tager med tilbage til hovedkvarteret.
du har kysset igen, nu med brug af tungen som en del af efterforskningen.
Jeg skriver gåden på tavlen, og vi føler os tættere på V.B.M.
end før:
V.B.M. skal mærkes og findes i alting.
du er skeptisk. hvor er det videnskabelige belæg for denne konklusion?
Alle kan skrive om V.B.M., og alle gør det.
Vi lægger vores hoveder i blød. Spiser ikke, sover ikke. Vi aftaler
med et nik, for ikke at bryde stilheden, at slette gåden fra tavlen, da den
kun udfordrer subjektive virkeligheder og ikke giver generelle opstillinger
for den almene virkelighed.
Du tager til kysseleg, og jeg vil nu prøve at lede efter det, der efter
sigende skulle findes i alting, trods det at påstanden er slettet fra tavlen
over mistænkte. et kort forarbejde giver konklusionen, at alting er
mere end ingenting. alting må være alting, altså alting i en meget ren
forstand, som herefter medfører, at V.B.M. må kunne findes hvor som
helst. man skal bare lede efter det. grundet konklusionen går jeg i
naturen, på marker, strande og befolkede gader i storbyer. Undercover
selvfølgelig. Forklædt ordinært. Opmærksomhed skal ikke søges i min
situation. jeg må have total koncentration og frihed til arbejdet. jeg må
ikke påvirkes af andre.
det slår mig, at samarbejdet med dig måske sinker mig i min jagt på
V.B.m.
jeg tager tilbage til hovedkvarteret, og da jeg, som leder af missionen,
har større værdi end du, stemmer jeg dig ud af samarbejdet.
Faktum, fakta, ligetil. jeg siger, at det jo er for videnskabens skyld, og
du forlader hovedkvarteret.
V.B.m. er tættere på.
jeg gjorde mig velovervejede overvejelser i naturen. jeg har hidtil
kunnet finde svar på det meste i naturen: Da V.B.M. synes at være
44

så alment kendt rundt i de subjektive virkeligheder, kan det være, at
V.B.m. er en subjektiv ting. dette er bestemt ikke en konklusion, jeg
drager frivilligt, da jeg er ude efter det generelle, men jeg bliver måske
nødt til at kigge indad.
jeg udsætter mig selv for ekstreme tilstande og situationer i videnskabens
navn. rusmidler, adrenalin, angst, tortur og mere isolation
end i forvejen. Jeg kan konstatere, at V.B.M. ikke findes i alting, for
ellers ville V.B.M. have vist sit ansigt under disse forsøg. At opfattelsen
af V.B.M. skulle være subjektiv, kan jeg ikke afvise endnu. Kun
konstatere, at V.B.m. viser sig ukendt for mig som individ. hvordan
agerer jeg i min egen virkelighed? Hvordan er vi forskellige fra dyr,
hvis enhver virkelighed er subjektiv. Noget slår mig: du var mere dyr
end menneske i dine kysserier. Jeg ser dette som operationens største
gennembrud til dato.
menneske = dyr.
dyr = menneske.
menneskelige behov bliver til dyriske drifter.
Jeg udfører et tankeeksperiment, hvor jeg hypotetisk set udsætter et
menneske for sult, søvnmangel og cølibat. Et dyr for det samme. Det
vil undre mig, hvis disse to væsener ikke agerer fuldstændig ens.
jeg har nu en midlertidig konklusion: V.B.m. er de dyriske drifter i
mennesket, der gør mennesket til et komplet produkt af naturen.
du kommer ind i hovedkvarteret. jeg minder dig med det samme om,
at du ikke er velkommen, men jeg fremlægger alligevel min teori af
nysgerrighed efter respons. du siger, at der er fejl i mine udregninger.
du har åbenbart opklaret mysteriet V.B.m. du siger: V.B.m. er forkert
i sig selv. V er fejlen. B.M. erstattes herefter med B.K., og så bliver B
også overflødigt.
Jeg forstår ikke, hvordan K skulle kunne udgøre et ukendt resultat,
der har gennemgået veldokumenterede og fuldstændig kronologisk tilrettelagte
processer.
du forklarer dig med, at det er let nok. de dyriske drifter har intet
med K at gøre.
Du løfter mit hoved op fra papirerne og kysser mig.
K = Kærlighed
45

Kristian Emil Mariager
Sne
– tæve, mumler han, idet han ruller af dig. rejser sig. du ser hans
nøgne krop foran vinduet i det sløve lys. Mens han tager tøjet på, ligger
du stiv på ryggen. Ser op i det hvide loft. det kommer nærmere. For
hver dag sænker det sig yderligere ned mod dig.
Dine øjne blændes af det grelle skær fra lampen i loftet. Imens tænker
du, at der ikke er tal på, hvor mange gange du har været sammen
med den idiot. anton. hans krop er en kold sten mod din hud. huden
der er som pergament.
– du må ikke gå, hvisker du. anton taler til dig fra et sted så uendelig
fjernt. Kun enkelte ord opfanger du i sætningerne, du har hørt fra
hans mund så tit. – luder, siger han.
Så kryber du helt ned under dynen. lugten af ham hænger i sengetøjet.
Stanken. Den er som salmiakspiritus i dine næsebor. Væmmes
ved den. Alligevel begraver du hovedet der, hvor han lå. Du hører
døren smække i entréen. Alene.
Vover hovedet frem fra dit skjul. Blot for at se, om han har lagt lidt
til dig. Det plejer han. En lille pose med fint, hvidt pulver er smidt på
natbordet. han er blevet nærig med det, bemærker du.
Hvilken dag det er, har du selvfølgelig ingen anelse om. Men klokken
er kvart over tre, da du står op. der er fem ubesvarede opkald på
mobilen. i går var der syv.
du lukker alle vinduerne op. November. lyset blegt og koldt. Vinden
pisker ind ad de åbne vinduer, medbringer passagens triste hemmeligheder,
rydder lejligheden for gammel røg under sin glædesløse
cirkulation. Du fryser. Mærker kulden helt ind til marv og ben. Nøgen,
bortset fra undertrøjen. Den gad han ikke tage af. Hiver den op over
hovedet, mens du går ud i entréen. Selv dine skridt er lydløse.
Kan du høre den – tomheden? Ja, du hører den, idet du stiller dig
46

foran spejlet og ser på den pige, der toner frem foran dig. er det virkelig
dig? Så fremmedartet. Askegrå med udflydende træk. Pigen i spejlet
er gennemsigtig. Som om hun intet vejer. Nu føler du dig selv helt
vægtløs. Mærker vinden blæse lige igennem dit papirtynde legeme, der
med ét kun er en tom skal, en papirtynd hinde af hud. i denne tilstand
glider du hen mod døren, der banker. Over skulderen ser du pigen i
spejlet. Langsomt sløres hun. Til sidst opløses hun helt. Nu ligger hun
som en askebunke på gulvet. Din krop ryster. Kan ikke passe. Du har
ikke en gang sniffet de sidste par dage. Bankene på døren tager til. Du
vil ikke åbne for nogen.
– hallo! Vi ved, du er derinde!
Perpleks. Skrækslagen. alting sejler. Og så – til alt held forsvinder
det døde spejlbillede. Din rysten standser. Åbner døren på klem.
– goddag. mit navn er Peter. jeg bor lige nedenunder. det er et par
af de andre beboere i ejendommen. han peger over skulderen for at
præsentere de andre, der står i baggrunden og smiler venligt.
– Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at du skal spille så høj musik
hele tiden. Ingen af os har lukket et øje.
Du ser undrende på ham. – Jamen, tøver du. – Jeg spiller da ikke
musik. Så kommer du i tanke om det. Du er begyndt at spille døgnet
rundt de sidste par uger. Baggrundsstøjen har en tryg, beroligende effekt.
Først var det ganske lavt. Nu husker du, at du for hver dag har
måttet skrue op for at kunne høre det, for at det har virket. Men nu har
du glemt, at musikken overhovedet er der.
– Nåh, siger du. – jeg går straks ind og slukker. mens du går, glider
døren op. De stirrer efter dig. Da du kommer tilbage, står de der stadig.
du forstår ikke, hvorfor de glor sådan.
– Var der andet? spørger du.
– Næh, siger talsmanden. Kaster et blik ind i lejligheden bag hende.
– Har du et pingvinkuld derinde, eller hvad? Det er jo nærmest polarklima.
De griner alle lidt nervøst. Men ikke dig. Du forstår dig ikke på
den slags.
– Pas på du ikke bliver alvorligt syg med de temperaturer og den
påklædning, siger en af damerne bagved. Du nikker. Lukker døren.
– Hun var jo nøgen! hører hun en sige.
– hun er sikkert på både det ene og det andet.
47

december nu. Fugtige, råkolde morgener på Vesterbrogade, når du tager
bussen ind til jobcenteret. eller gjorde. de sidste par gange er du ikke
kommet. For skønt lejligheden er et fængsel, så beskytter den dig mod
byen udenfor. husfacaderne, der vælter ned over dig, mennesker fra universitetet,
jobcenteret, dine gamle venner – de forfølger dig alle sammen.
mor og far ringer forgæves. Vil invitere dig til jul. de lægger en
vred besked over, at de aldrig hører fra dig. Og du ved godt, det er for
dårligt. at du ikke kan være det bekendt. tænker på det, når du om
aftenen kigger gennem de lette gardiner og kan se den runde måne
over tagene og på himlen bag månen den gule glød fra Rådhuspladsen.
Og mens du iagttager de uensartede lys over gaderne, kan du pludselig
ikke rumme det. du tager snitter, hvis du har. men anton kommer
kun sjældent. du er blevet en freak, siger han.
Der findes ikke længere dag og nat. Kun dig i en kold lejlighed og
ruderne på den anden side af vejen, der stirrer på dig inde fra et altopslugende
mørke.
du falder fra hinanden. Bogstaveligt talt. din hud skaller af. lag
for lag. Ser den første sne i slutningen af december, da hele din hud
med ét glider af dig. Som en dragt, der lynes ned. Du skriger. Prøver
at samle den op, men den bliver opløst til støv mellem dine fingre. Din
krop ligner sig selv, da du ser ned ad den. men du ved, at du langsomt
forsvinder. at alt det, der var dig, druknes i et tomt ingenting.
Du føler intet. Gør du? Sidder du ikke bare der alene i din lejlighed,
pisseligeglad med alting? Bider dine negle til blods blot for at bekræftes
i, at du endnu kan mærke det. Sover aldrig. heller aldrig vågen.
mobilen ringer ikke så tit, som den har gjort. men den ringer da. det
er mest Pernille. Nærmest en fryd ikke at tage den.
En dag kommer hun forbi. Du ser hende fra vinduet. Hun får øje
på dig, vinker. Så er hun væk. Et øjeblik håber du, hun er forsvundet,
at du så syner. Så banker det på døren. Du åbner på klem og stikker
hovedet ud.
– hej maria! lang tid siden! Ønsker bare, hun skal gå, så du kan
trække dig tilbage til din hule, til din nøgenhed, til kulden, alene.
– Hvordan går det? spørger hun. – Skal du med ud i aften? Drikke
hjernen ud, du ved?
48

– Nej, hvisker du. Stemmen har mistet al kraft. Kan kun hviske.
Som en slange, tænker du. du er som en slange.
– Så en anden gang måske? Du er tavs. – Hvorfor siger du ingenting?
spørger hun. – Hvorfor har du ikke svaret på mine opkald? Har
været skide bekymret. hun trænger ind i lejligheden, råber op. du bliver
stående i døren. Krumrygget med armene over kors. Skutter dig.
Pludselig tier hun.
– Her ligner Jerusalems ødelæggelse. Skide klamt, Maria. Du er sgu
for trist. Pernille vender sig om, ser på dig. – Er du nøgen? Du er fandeme
en freak! Så går hun. Bander hele vejen ned ad opgangen.
du går ind og tænder for stereoanlægget. Bliver siddende der med
lyden blæsende direkte ind i ørerne. Kigger ud ad vinduet på byen.
Neonlysenes genskær i den kridhvide sne over bytagene.
Februar. den store mængde sne udenfor er blevet til sjap.
Breve og opkald fra jobcenteret. Klager fra boligforeningen.
Og loftet. Nærmere end nogensinde før. Kan ikke længere gå oprejst.
Må kravle rundt i lejligheden mellem tekstiler og møbler, der ligger
væltet omkring. Store stykker af loftet falder ned, smuldrer. Kravlende
på alle fire flygter du ind under sengen, væk fra kaosset. Bliver
liggende, til der atter er tyst. Ser revner i gulvet og ved, at det kun er et
spørgsmål om tid, før også det går under.
Og så er det, du får det sidste brev fra jobcenteret. de har opgivet
dig. eller du har opgivet dem. Og samme dag smider de dig ud af lejligheden.
Ny sne, da du kommer ud på gaden. alle ejendele har du efterladt.
Kun en tynd frakke omkring dig. Går hen mod Halmtorvet. Torvet er
klædt i vinterens hvide dragt. du lægger dig i fosterstilling på en bænk,
blødt og godt i et tykt lag sne. Du bliver liggende. Venter. Og venter.
49

Sara maarup thomsen
Palæstina
Den dag, bomberne falder, står Salia alene i tusmørket i olivenlunden.
Hun står og vrider en olivengren mellem sine fingre og lytter efter
Hamras fodtrin i løvet, da bladene begynder at rasle, som er de blevet
ramt af et kraftigt vindstød. Da hun ser op, er det allerede for sent.
Salia bliver flænset op indefra af en dundrende torden, der er så voldsom,
at hun mister herredømmet over sin krop og tvinges i knæ. På et
enkelt øjeblik bliver hun blændet af et lys så skarpt, at hun må lægge
underarmen beskyttende for sine øjne. Bag øjenlågene eksploderer lyset
og splittes som nedfaldent fyrværkeri på himlen. Skrig breder sig
ud over jorden som blodstænk fra hendes læber. Spyttet er suget fast til
hendes gane. hun puffer ordene ud og træder hårdt på hver stavelse.
»Sa’idooni,« råber hun skingert.
Og igen, af sine lungers fulde kraft: »Hjælp mig.«
Men da ordene dør hen, er hun stadig alene.
Mens Salia ligger på knæ under oliventræet, og de første bomber falder
lige så lydløse som snefnug gennem luften, begynder lydene at blande
sig med hendes forvirring. Det første, hun hører, er skrigene fra byen
i dalen under hende. det næste er den bratte opbremsning af hamras
løbende fodtrin. Det sidste er igen stilheden.
Der findes mange former for stilhed, eller det er i det mindste, hvad
Salia har fået at vide. Der findes den stilhed, der fyldes alene af Hamras
bankende hjerte i en trommerytme mod hendes øre, når hun ligger
i hans favn under oliventræernes skygge. Der findes stilheden i
Kamiz’ klasseværelse, som aldrig helt er stille nok, men altid er tyk af
hviskende stemmer og hede, der stiger op mellem gulvbrædderne fra
brostenene i gården. Og så findes der den stilhed, som bor mellem
tankerne i Salias hoved.
Og som Salia ligger der på jorden og ser himlen blive overstrøet af
50

askeflager over et tungt dryppende, blæksort mørke, tager hun en beslutning.
Salia vil holde op med at lytte efter hamras fodtrin og i stedet
lytte efter stilheden i sit hoved. derfor ser Salia bare fraværende op
på sin far, da han kommer gående hen imod hende med våde kinder.
Tårerne har trukket spor gennem det fine lag af støv, der dækker hans
ansigt og drysser ned i hendes hår, da han sætter sig på hug ved hendes
side. hun blinker langsomt, mens han skubber brillestellet længere op
på næseryggen og forsigtigt lægger sin hånd på hendes pande. det
er overflødigt, tænker Salia for sig selv og blinker igen og igen, for
hun hører ham alligevel ikke rigtigt, når han fortæller hende, hvordan
hamra snublede og faldt hen til et sted, han aldrig nogensinde igen vil
kunne forlade.
Den første gang, Hamra fortalte Salia, at han elskede hende, var Hamra
ni, og Salia var bare syv år gammel. det var en tungt trykkende augustdag,
hvor skyerne hang bristefærdige på himlen, og varmen fik hendes
hår til at krølle fugtigt under hendes hijab. De sad sammenklemte i
Kamiz’ klasseværelse, Salia med hovedet hvilende mod håndryggen.
Hun slumrede bag tørklædet, da Hamra pludselig lænede sig fremefter
og hviskede, at han elskede hende.
»Ahbal,« lo Salia, »din idiot.«
»Salia,« bjæffede Kamiz, hvirvlede omkring og satte hænderne i siden.
»Hvad skal der til for at få dig til at tie stille?«
»Det er ikke min skyld,« protesterede Salia, »Hamra siger, at han
elsker mig.«
»Jeg elsker ikke en habla som hende,« råbte Hamra forurettet, og
hele klassen lo. Salia rødmede fornærmet og vendte sig demonstrativt
fra ham. Hendes næse var stadig for højt mod skyerne til at modtage
det æble, han rakte hende som forsoningsgave i frikvarteret. hun fortrød,
da han i stedet smed det i nakken på hende.
»der kommer en dag, hvor du vil elske at få mine æbler i nakken,
jamila,« råbte han efter hende, før han drejede om på hælen og løb
ned ad gaden, mens støvet slog op om hans bare, læderbrune fødder.
»Jeg vil aldrig spise et æble fra en ahbal som dig,« hviskede hun og
ømmede sig.
51

Der skulle gå endnu otte år, før Salia fortalte Hamra, at hun også elskede
ham. Otte år gik, før han blev andet og mere for hende end den
ahbal, som altid drillede hende og kastede æbler i nakken på hende og
slog de andre drenge til jorden, hvis de krummede så meget som et
hår på hendes hoved. mens hamra gradvist stoppede med at være en
ahbal, begyndte Salia at blive smuk.
»Anti jamila, Salia, habibti,« sukkede Salias mor, »så smuk, Salia, min
kære.«
Salias mors søster, hendes khala Aamira med det lille overskæg, som
Salia altid forsøgte ikke at se direkte på, forærede Salia en smuk, rød
hijab. Hijab’en gav Salias sorte hår et glødende skær og fik hendes
læber til at ligne en lille samling kirsebærdråber riet på et hvidt stykke
stof. Mens Salia fik en hijab, fik Hamra en brystkasse med muskler og
en høj, alvorlig pande.
Den første gang Salia fortalte Hamra, at hun var forelsket i ham, var
hun femten år gammel, og han var sytten. hun fulgtes med ham mod
olivenlunden, hvor han skulle hente granit ved stenbruddet. han var
blevet så stille nu. Sko på hans fødder og lukkede skodder for hans
ansigt.
»Hvad tænker du på?« spurgte hun og rettede på sin hijab. Han
betragtede hijabben og hendes ansigt med øjne, der lyste grønt som
knust glas fra en flaske. Det gjorde hende glad, at han kiggede sådan
på hende.
»At jeg godt kan lide din hijab,« svarede han og rørte ved hendes
hoved. De rødmede begge. Han puffede til hende, men måtte hurtigt
igen gribe hendes hånd, da hun nær var snublet over en sten.
»den hjælper med at holde på dit store hoved, så du ikke får overbalance
og falder, jamila,« grinede han.
hun stoppede op på stien midt imellem dalen og olivenlunden
hund rede meter længere oppe ad bakken. de stod skjult for landsbyboernes
nyfigne blikke bag et par blomstrende azaleabuske. Hamra
så pludselig nervøs ud. Hans kinder havde fået et lyserødt skær. Hun
rakte forsigtigt ud og strøg en finger langs hans kindben.
»Er det bare min hijab, du godt kan lide?« spurgte hun og holdt ham
fast i en skruestik med sit blik. han trak luft ned i lungerne med et sug
og rystede på hovedet.
52

»Du ved, at jeg elsker dig og dit store hoved, Salia, habibti,« sagde
han alvorligt, og selvom hans mundvige krøllede, vidste hun, at han
mente det. Hun lagde ømt hovedet på skrå.
»Jeg elsker også dig, ahbal,« sagde hun og efterlod ham på stien, hivende
efter vejret og med hektiske røde pletter på kinderne.
den dag, hamra bliver begravet, er den sidste dag, Salia siger til ham,
at hun elsker ham. hun kommer til at gentage det mange gange siden
for den lille bunke granit i olivenlunden på bakken og for stjernerne
på nattehimlen, når hun ved, at ingen hører hende. Hun kommer til
at tage skyerne mellem hænderne og vride dem, så mørk maling glider
ned ad hendes arme. hun kommer til at give slip på ham et lille stykke
ad gangen, hver gang hun siger det.
Hamra ligger i kisten med en nystrøget, hvid skjorte, der ikke helt
skjuler det deforme net, bomben har tegnet på hans bryst, hvor hun
har ligget så mange gange. Salia tænker, at det ligner fly, der krydser
hinanden på himlen. Hun bøjer sig ned over kisten og kysser hans
mund, der er underligt fordrejet. Det føles som en hån mod den elskelige
måde, hans mund krøllede på, når han betragtede hende, og den
måde, hans mundvige krusede skævt, når han sagde, at hun var smuk,
og kaldte hende en ahbal i Kamiz’ sommervarme klasseværelse. Salia
presser sine læber let mod hans og hvisker i hans mund, at hun elsker
ham. Men da ordene dør hen, er der stadig ikke nogen, der har svaret.
Hun hører kun det svage ekko af de mennesker, der slog hendes
fremtid ihjel. Hun hører sit eget hjerte slå ensomt mod sit bryst. Der er
ikke længere stille i Salias hoved. Jøderne kommer. Stilheden vil aldrig
vende tilbage igen.
53

Og Gud sagde »Lad der blive lys.«
Bare ikke her.
Natasja Nielsen ravnsbæk
Ude
den sidste gadelampe er netop gået ud efter at have blinket insisterende
et par minutter. Nu er vi alene, du og jeg, bare os to. Alene i mørket,
ligesom altid. du kigger ikke rigtig på mig, holder bare godt fast i min
hånd, mens vi langsomt bevæger os fremad. et skridt ad gangen, ligesom
altid. Ikke noget hastværk, for hvad skulle vi dog nå?
»Jeg er bange,« siger du sagte, og jeg nikker lidt, ikke helt sikker på,
hvad jeg ellers skal svare.
»Det ved jeg godt.«
Du stirrer ligeud, forbi mig, væk i mørket. Som om du kigger efter
noget, jeg aldrig helt vil få øje på.
»Du er også bange.« Nu nikker jeg blot, du ved, du har ret, sådan
som du altid har.
Jeg kigger på dit ansigt. De store, sagesløse, grå øjne, den matte hud,
dit filtrede, gule hår. Du er så smuk, at jeg nogle gange ærgrer mig over,
at det kun er mig, der kan se dig – virkelig se dig, som du er.
Jeg kan mærke sulten gnave i min mave. Jeg tør slet ikke tænke på,
hvor lang tid siden det er, jeg har fået noget at spise – alt for lang tid.
det sidste, vi fandt, gav jeg til dig, selvom du protesterede. men du er
min søster, og jeg har ansvaret for dig. Du kommer først.
»Tror du, de finder os?« Du har altid så mange spørgsmål og tror
altid, jeg har tilsvarende antal svar. Sandheden er, at jeg ikke har nogen
anelse. Det kan jeg selvfølgelig ikke fortælle dig, selvom jeg ved, du
læser det i mit ansigt, i samme øjeblik jeg åbner munden, og løgnen
forsvinder ud mellem mine blålige læber.
»Selvfølgelig gør de det.« Du rynker svagt øjenbrynene, men kniber
læberne sammen og siger ikke et ord. du håber i stedet; ligesom jeg
54

håber, at vi en dag ikke skal løbe hele tiden. Du bliver ved med at ville
løbe. Du vil altid væk. Og jeg bliver nødt til at tage med dig, for du kan
ikke være alene. Du er min søster, du er mit ansvar. Jeg skal passe på dig.
Men ligegyldigt hvor mange gange vi løber, hvor langt væk vi kommer,
vil du altid hjem igen på et tidspunkt. Og så må vi vende om. Få
dem til at hente os.
Selvfølgelig kommer de rigtige aldrig. Dem du virkelig længes efter;
alt, vi har nu, er kopier og illusioner. men det er bedre end ingenting,
fortæller jeg dig altid. det er bedre end at være helt alene.
Byen er tom, kan jeg se. det eneste lys, der er her lige nu, er fra en
gammel telefonboks og stjernerne over os, selvom man knap kan se
dem for byens os og bilernes forurening. da vi var mindre, lå vi altid
og kiggede på stjerner, du og jeg. dengang man kunne se dem ordentligt.
Vi kunne ligge i timevis og snakke om stjernebilleder, myter og
sagn. Kan du huske? Du var så lille dengang.
»Selvfølgelig kan jeg huske det,« fortæller du mig og smiler lidt. Du
smiler sjældent for tiden, så jeg gemmer omhyggeligt billedet i mit
hoved; den tomme by, stjernerne og dit smil i mørket. Men da jeg vil
gemme det ordentligt, dukker der andre ting frem; vredet metal, røg,
lugten af brændt ...
»Se!« Du afbryder mine tanker og peger entusiastisk fremad mod
en bænk; på den ligger en halv pakke billigt toastbrød. Det har sikkert
været brugt til at fodre fugle med. jeg lugter forsigtigt til det; det synes
legalt nok, og da jeg tager en bid, er det kun en smule fugtigt. du
smiler igen, og min mave rumler ved udsigten til at få noget at spise.
Her virker gadelamperne; vi sætter os ned, og jeg deler brødet op: Tre
skiver til dig, og to skiver til mig. Du forsøger at give mig et af dine
stykker, men jeg afslår bestemt, og til sidst opgiver du. du ved, at du
ikke kan vinde: du er min søster, og jeg skal sørge for, at du har det
godt. det er min pligt.
Da vi næsten er færdige med at spise, får du øje på noget. I starten
er det svært at se, og jeg kniber øjnene sammen, men til sidst får det en
skikkelse; en lille hund, der halter. du rækker straks hånden frem mod
den, men jeg hiver dig tilbage: Hvad nu hvis den bider?
Den snuser prøvende til mit ben, og jeg rækker langsomt hånden
55

frem imod den. Den stikker sin våde snude mod min håndflade og
begynder begejstret at slikke den fri for brødkrummer; du ler og klør
den på hovedet.
»Se, den kunne aldrig finde på at gøre nogen fortræd!« Jeg må give
dig ret, den er ikke andet end en stor hvalp, og den vil sikkert bare have
lidt menneskeligt selskab. det vil vi vel alle sammen.
Du giver den det sidste halve stykke brød, du har tilbage, og jeg undrer
mig i mit stille sind over, om hunde burde spise billigt toastbrød,
men siger ikke noget, for du ser så glad ud i det øjeblik; og du er min
søster, og jeg skal beskytte dig og sørge for, at du er glad. Og jeg prøver,
og vi har hinanden, og så går det nok, ikke? Det er bedre end at
være helt alene.
»Er du faret vild?« Kvinden ser spørgende på os, og du nikker stille; det
er din måde at fortælle mig, at det er tid til at komme hjem igen.
»Ja,« svarer jeg, og hun ser medfølende på mig.
»Lille ven, skal vi ikke finde en politigård, så du kan finde din mor og
far?« Jeg nikker, men orker ikke at fortælle hende, at vi ikke skal finde
vores mor og far, vi skal bare hjem. det er nemlig bedre end at være
helt alene.
Politimanden kigger opgivende på os.
»Er det nu dig igen?« Jeg nikker frejdigt, og du fniser lidt bag mig. Jeg
ignorerer dig og følger med ham ind i venteværelset, hvor han fortæller
mig, at jeg kan ligge lidt ned og sove, indtil de kommer og henter mig.
da vi lige har lagt os ned under tæppet, stikker han hovedet ind og
siger: »Dine plejeforældre kommer og henter dig i morgen tidlig.« Jeg
smiler, det var det, du ville have, nu er vi snart hjemme.
du siger ikke noget.
»Sover du?«
Du svarer stadigvæk ikke. Måske er du faldet helt i søvn, det har
også været en lang nat. Tror du, det bliver morgen her?
da jeg vågner igen nogle minutter senere, er du væk. Fuldstændig
forsvundet. Jeg sukker opgivende – det gør du nogle gange, forsvinder
– og jeg lister forsigtigt ud af venteværelset. Rundt om hjørnet kan jeg
høre politimanden og den flinke dame, der fandt os, snakke.
56

»jeg er glad for, at du fandt hende, hun har det med bare at strejfe
rundt. det er tredje gang inden for den sidste måned, hun er blevet
fundet i den park midt om natten.«
»Ja, gud fredsens, hvor det pigebarn ser ud. Stakkels forældre!«
»Det er netop det, der er problemet. Har du hørt om den brand for
nogle år siden i det store hus oppe på bakken? Hele hendes familie
omkom: hendes mor, far og lillesøster, det var ganske forfærdeligt ...«
jeg holder op med at lytte, for nu har jeg fundet dig; du sidder omme
bag skranken og rækker tunge ad mig. Jeg forsøger at vinke dig over til
mig – du er for langt væk til, at jeg kan nå dig – og til sidst kommer du
modstræbende hen til mig. du kan ikke bare sådan gå uden at fortælle
mig det! jeg skal jo passe på dig!
»Undskyld,« hvisker du flovt, og jeg kigger surt på dig et øjeblik,
men jeg kan ikke være vred på dig i lang tid, for du er min lillesøster,
og det er mit ansvar, at du er glad og har det godt.
»Tror du, de kommer og henter os i morgen?« spørger du lidt efter,
mens vi begge to sidder under tæppet igen. »Tror du, de stadig gider?«
»Selvfølgelig gider de det,« svarer jeg, selvom jeg ikke aner det, og du
gaber og putter dig ind til mig, og jeg undrer mig, tror du overhovedet,
det bliver morgen sådan et sted som dette?
57

Emil Zolthan Bozard
At være tiggende
Det ville være løgn at sige, at han lige fra morgenstunden vidste, at
noget var galt. han siger det ikke desto mindre. han er trods alt et
menneske, og mening er ikke noget, der går så let, som den kommer.
Han har brugt den løgn så længe, at den er blevet til sandhed. Hans
egen sandhed, som ingen nogensinde vil kunne betvivle. Bortset fra
mig, da jeg kender ham bedre, end han kender sig selv. man er vel en
alvidende fortæller.
John er et almindeligt navn, er det ikke? Så hedder han John. Han er i
trediverne og børster tænderne i længere tid, end tandlægen ordinerer.
Han har krøllet, brunligt hår og bar overkrop, der er dækket af en Tshirt.
denne morgen i hvert fald. enhver anden morgen er t-shirten
en anden eller måske helt forsvundet, men overkroppen er der altid.
hans næsebor udvider sig, når han er ophidset.
han bliver desuden nemt ophidset.
Foruden at være fortæller og alvidende er jeg også en tigger. jeg ser
elendig ud, men kun fordi jeg sidder på et gadehjørne. I et prætentiøst
selskab ville jeg have stil.
john er gavmild. han giver penge til tiggere.
Som mig.
john har god humor.
Som mig.
john går på arbejde med en attachétaske under armen.
Det gør jeg ikke. Jeg tigger.
john går forbi mig en morgen. den morgen, han allerede ved, vil blive
bizar. Han er dog endnu ikke klar over, at han senere vil vide, at han har
vidst det hele tiden. jeg har kreeret et skilt kun til ham. Også til nogle
andre, men han reagerer, og det gør det til hans. På skiltet står der:
58

»meningen med livet eller mangel på samme samt andre betragtninger,
der gør din dagligdag lidt mindre trist til sammenligning – eller
mere, hvis du er intelligent nok. Billigt.«
det er et stort skilt.
John stopper op. Han fniser. Jævnfør hvad jeg lige sagde om hans
gode humor.
Han har en skjorte på, han har forsøgt at stoppe ned i sine bukser,
men et hjørne stikker op. På en god måde, John er en god mand.
han er nybarberet og dufter af mel. han har gode gener, men er kun
veltrænet få steder på sig. dér hvor det kan ses. det er en dårlig start,
men så meget desto sjovere er det, at netop han skal se mit skilt. Så
jeg tillader ham dog at høre, hvad jeg har at fortælle. Det alt sammen.
»Har du travlt?« spørger jeg.
»Ja, egentlig,« svarer han.
»For travlt til at høre meningen med livet? Jeg har den her, i min
hule hånd.«
jeg viser ham min hule, knyttede hånd. den er indviklet i toiletpapir,
der skal ligne gazebind.
»Det kan jeg vel dårligt påstå, jeg har,« fniser John og er allerede på
vej videre. Jeg begynder at tale så højt, at han i ren overraskelse bliver
nødt til at stoppe op.
»jeg kender en historie, der går således: en mand er lykkeligt forlovet.
han hedder john ligesom dig. han er forlovet med en pige, de har
kendt hinanden i tre år og adskillige måneder. hun er gravid i tiende
uge. Han arbejder hårdt for at forsørge hende, men han elsker sit job,
så det er vel dårligt et arbejde og dermed også langt mindre hårdt. med
andre ord leger han, han leger, og livet er godt, og hans kæreste er glad,
og han selv er glad, han glæder sig til at få en søn, for det kan vel dårligt
blive andet end en søn? Denne aften går han går i seng klokken elleve,
og hans skønne forlovede har ligget der en halv time allerede.«
john er stoppet helt op, stirrer på mig. jeg ved ikke, om hans navn er
john. men man er vel alvidende.
»Han holder om hende og kysser hende godnat. Han falder i søvn.
Næste morgen vågner han i sin seng indviklet i sin dyne i sit værelse
i sit hus på sin vej i sit land i sin verden og kysser en pige, der ikke er
59

hans kæreste. han skriger, og hun vækkes af dette skrig. hun forstår
intet, for han er hendes mand, og hun hans kommende kone, og hun
er lykkelig og gravid, men han kender hende ikke. hendes brune hår
er erstattet af en blond manke, hendes fyldige læber af en spids streg.
Alt ... er væk. Han rejser sig fra sengen, tager sin pung, sit overtøj og
spurter ud af huset med undrende råb fra en fremmed i baghovedet.
han ved intet og forstår intet, men ser dér midt på hovedgaden sin
kæreste. han elsker hende og vinder hendes hjerte, tager med hende
hjem i et nyt hus på en ny vej. hun er ikke gravid, og hun er ikke sig
selv, og han ved det. De to kvinder har byttet udseende og intet andet.«
jeg holder en dramatisk pause, som egentlig snarere kan betegnes
som slutningen på en historie.
»Og så?« spørger John, nærmest med tilbageholdt åndedræt.
»Så ikke noget,« svarer jeg.
han har glemt, han havde travlt. john altså.
Vi stirrer på hinanden et øjeblik, direkte i øjnene. Det er sjældent,
man gør den slags, og endnu sjældnere nogen gør det med en tigger,
selvom det nu er ham, der er tiggende. dybt inden i ham tigger han,
det er ganske tydeligt.
»Hvor meget skal du have?« spørger han så.
»Hvor meget vil du give?«
han stikker hånden i baglommen efter sin pung, jeg stopper ham.
Spørger om han vil høre mere først. Han nikker langsomt.
»Jeg kan lide dig, John. Det er ikke engang løgn.«
»jeg kender en anden historie. den handler om en arkitekt. hans navn
er John, ligesom dig. Han var en dygtig mand, han fik gennemført
mange konstruktioner i sin hjemby, boliger, biblioteker og balsale.
Hans livsfilosofi var, at alting sker af en årsag. Netop derfor var han
dybt kristen, da hans liv måtte have mening, lige så vel som alle andres.
det var også derfor, han havde valgt dette erhverv, har jeg ladet mig
fortælle. For aldrig at blive glemt. Alle agtede ham, og han fik da også
en statelig begravelse, da han i en høj alder gik bort.
En halv levealder senere udbrød der krig. Hele hans hjemstavn blev
sprængt til atomer, imens befolkningen blev evakueret. Krigen varede
i flere år med konstante bombninger. Da befolkningen endelig vendte
60

tilbage, fandt de ruiner, men i disse ruiner fandt de også håb. ›alting
sker af en årsag,‹ sagde de, og denne årsag var måske langt vigtigere,
end en historie nogensinde kunne være. de skal starte på ny fra asken
af deres gamle liv. Som Fugl Fønix. Så åd de deres lig for at rense byen
helt. Med et smil på læben.«
John nikkede langsomt. Ikke på sådan en ›ja, jeg er med‹-måde, faktisk
lige omvendt, da han så ud, som om han var fuldstændigt tabt.
igen rakte han ud efter sin pung.
»Ved du hvad, John, du skal slet ikke betale, hvis du blot vil høre min
sidste historie. Du skal vel efterhånden også snart på arbejde?«
Han sagde intet, men hans kønne ansigt blev mindre og mindre
kulørt.
»john, jeg kender endnu en historie. den handler om en mand. hans
navn er john. de hedder nemlig alle sammen john, også dem, der ikke
gør det, og endnu mere dem, der ikke ved, de gør det.«
john ånder hurtigere, tungere. han har stadig god humor, men det
er ikke noget, han tænker over. han har svært ved at tænke overhovedet.
»alle, han nogensinde har kendt, alle, han nogensinde vil lære at
kende. ham selv, hans venner, hans kommende kæreste, hans ekskærester,
hans postbud.«
Jeg stopper et øjeblik. Folk går forbi os, de ser ingenting. Det er en
helt naturlig ting, vi findes ikke i deres verden.
John ser tiggende på mig. Jeg spørger med et smil på læben, jeg har
ret god humor:
»Skal du ikke spørge, hvad der så sker?«
john siger ikke noget. hans næsebor har udvidet sig enormt. han
tager sin pung op ad lommen og smider den i den kurv, jeg har stående
foran mig. En kurv, der indeholder 22 kroner og 50 ører, tyggegummipapir,
et ubrugt kondom og en pung. han går sin vej.
Enhver havde gjort det samme. Det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om.
man er vel en alvidende fortæller.
61

Cecilie Maria Sund Kristensen
Du er min
Jeg elsker, at det er forkert, og jeg elsker, at det er noget andet, end det bør være. Vi
ses ikke om dagen. Du vækker mig klokken fire. Vi knepper. Vi er fulde. Du elsker
det, jeg bider smerten i mig. Vi falder i søvn. Vågner halv otte, og du er nøgen. Jeg
sætter mig på knæ foran dig. Du brummer. Du slår mig. Jeg er levende. Jeg siger,
jeg vil have dig. Du siger, du er opnåelig. Du aer mig på hovedet, som var jeg en
hund. Jeg knurrer ad dig. Siger, vi alle er uopnåelige, for vi vil altid have noget
andet, end det vi har. Du er enig. Folk siger, jeg ikke ved, hvad det at elske betyder.
Alle elsker alle på Facebook. Jeg elsker dig i hjertet, i maven, i benene, i foden, i
min mund. Du elsker at være i min mund. Jeg er levende. Du dør snart. Du ved
det godt. Vi er fulde. Du kører mig hjem. Jeg håber, vi kører galt. Det gør vi ikke,
vi overlever. Jeg taler grimt i søvne. Du taler aldrig om andet end dig.
– Elsker du mig? spørger jeg.
– Nej.
– Må jeg elske dig?
– Selvfølgelig.
– Jeg troede ikke, du kunne lide det.
– Det kan jeg heller ikke.
– Hvorfor lader du mig så gøre det?
– Fordi du ikke kan lade vær’.
– Nej.
– Det er okay.
– Du er okay.
– Jeg er perfekt.
– Du er en idiot.
Jeg vågnede ved at drømme, at du var her, og vi ikke skulle tage nogen andre steder
hen. Jeg håbede på at dø sammen med dig, men det var der intet spændende
ved, sagde du. Og så ville du desuden også gerne leve dit liv og alt det der, men
62

jeg ville gerne være i vejen, og det var jeg så. Mine sms’er rullede ind til dig, og
du ignorerede de fleste, indtil jeg truede dig, og du så svarede, som om der aldrig
blev ignoreret noget. Jeg ville rigtig gerne have, du købte cola den der aften, men
du sagde, du havde fået for meget rødvin. Jeg selv drak en hel flaske og gik ud for
at knække mig, inden vi gik op i seng. Vi kiggede ikke på hinanden, og du bød mig
en cigaret fem gange, selvom jeg blev ved at fortælle, at jeg aldrig havde røget. Du
forsøgte at overbevise mig om, at jeg ville se sexet ud som ryger, men du kiggede
ikke på mig, og jeg kiggede ikke dig i øjnene, kiggede kun på dine læber. Jeg tabte
min øl på gulvet og gav katten skylden. Du gjorde rent om morgenen. Jeg havde
hovedpine og sæd i ansigtet, som om det skulle gøre noget bedre, og alt det var
egentlig bare ni timer. Jeg fortæller dig, jeg ikke er syg. Du siger, det er lige meget.
min mobil ringer til virkelighed, tror jeg, og jeg slukker den og vender
mig om. Det er i det øjeblik, jeg indser, at drømmen var virkelighed,
for du står foran mig med mit tøj og kaster det hen til mig. Vi skal gå,
jeg skal hjem, du har travlt. jeg bliver sur og nægter at rede sengen.
Du forsøger at smile til mig for at gøre mig glad og kigger faktisk på
mig i dit håbløse forsøg på at redde din selviskhed, hvilket i sig selv er
dumt nok, for du ved, at jeg elsker den. Jeg tager modvilligt tøjet på og
hiver mig selv og mine tømmermænd ud på toilettet. Jeg har stadig sæd
i ansigtet. Eller er det igen? Jeg kan ikke finde ud af, om det er en ny
morgen, eller om jeg bare er faldet i søvn den samme morgen. Hvad
lavede vi i går? Jeg bliver ligeglad, det er jo ligegyldigt, så længe du er
her, og jeg også er, og vi er sammen, selvom vi er så langt fra hinanden,
som vi overhovedet kan komme. jeg beder dig om et kys, og du ryster
på hovedet. Vi har travlt, vi har travlt, jeg ved det jo godt, og du ved
godt, jeg ved det. Hvorfor bliver vi ved?
– Hvornår ses vi igen? siger jeg, mens jeg lukker jakken.
– det ved jeg ikke.
– Snart?
– måske.
– Er det her sidste gang?
– det er der altid en risiko for.
– Nej.
– Kom nu, vi skal køre.
63

– Jeg vil ikke køre. Kan vi ikke blive her et par timer mere?
– hold nu op, jeg skal være et andet sted om en halv time.
– du skal altid være et andet sted, siger jeg og sukker.
– Sådan har det jo altid været.
Bilen vil ikke starte, og jeg smiler over det. du sidder og bander og
bliver ved med at forsøge at få den der knækkede brummen frem fra
motoren. der kommer intet frem. Bilen nægter at starte, og du træder
ud for at ringe til en. jeg går ud fra, det er ham eller hende, du skulle
mødes med. Du åbner døren og beder mig komme ud, så det gør jeg
selvfølgelig. Du siger, din ven er her om en time for at hente dig, og
at jeg må tage en bus. jeg smiler og beder dig kneppe mig i ventetiden.
du aer mig på hovedet som sidst, og vi går indenfor. du sætter dig i
sofaen og fortæller mig, at jeg fik, hvad jeg ville have. Jeg forklarer, at
det gør jeg næsten altid og sætter mig på dig. Du løfter mig af, og jeg
bliver skuffet, indtil du i stedet skubber mig op ad væggen i stuen og
holder mig der, mens du kysser mig. det er altid perfekt.
jeg kigger på mine blå mærker om aftenen og overvejer at fotografere
dem. jeg gemmer på alt, der kommer fra dig eller har været en del
af noget med dig. Jeg skriver alt ned, du siger, alt ned, du gør, men du
vil ikke se det, for du er IKKE et eksperiment. Jeg fortæller, at jeg på
ingen måde ser dig som et, men bare er dybt fascineret af dig. du siger,
at det er sygt, og at jeg bør indlægge mig selv. Jeg siger, at ingen bør
indlægge sig selv. jeg låner min mors bil den aften.
Under bilens tag var der to forsæder og et bagsæde. Du ville aldrig kneppe mig
på bagsædet, men altid gerne have et blowjob på forsædet. Jeg fortalte dig, at sex
aldrig betød noget, men at det var farligt og gjorde os afhængige af hinanden. Du
svarede, det kun var mig, der var afhængig af dig. Pige dreng pige, altid pige,
altid svag. Jeg tænkte for meget over dig, fordi jeg aldrig forstod dig. Du tænkte
aldrig over noget, jeg gjorde, men satte dig alligevel ind i bilen med mig, for du
havde intet at lave den aften. Jeg kørte mod stranden, og du stirrede ud i mørket.
Stjernerne var næsten usynlige, og jeg ville til et sted, hvor der ingen lygter var.
Vi kørte i tre timer uden at sige et ord til hinanden, og jeg tænkte uafbrudt på, om
du vidste, hvad jeg havde tænkt mig. Jeg glædede mig til, det skete. Du fortalte
tidligere, du fandt de tanker, jeg havde om døden, sørgelige, mens jeg fortalte, at
64

jeg nok skulle få dig overtalt til at dele døden med mig. Det fik jeg aldrig, det var
umuligt, og så begyndte vi at køre her. Jeg så en lastbil. Dens lygter var skarpe,
men langt væk. Jeg strammede grebet om rattet og kiggede på dig. Du kiggede
undrende tilbage, men jeg var ret så ligeglad med, hvad du ville mene om det. Vi
ville ende samme sted samme nat. Sex er overvurderet, gør folk afhængige alligevel.
Du gjorde mig afhængig af dig. Jeg ville have dig for altid. Da lastbilen var
tættest på, drejede jeg skarpt til venstre, mærkede et stød i brystet, hørte et råb fra
dig, lige inden alt blev kulsort. Du var min.
mine notater er for virkelige, jeg sender dem til dig. du blokerer mine
opkald derfra.
65

julie gabe dissing
Næsen
min næse var skæv. min næse var virkelig skæv og havde altid været
det. jeg fantaserede ofte om at fortælle folk, hvordan jeg som bokser
havde tabt en legendarisk kamp mod en mand, hvis slag var så kraftigt,
at alene trykbølgen næsten havde væltet publikum bagover. Jeg overvejede
tit at påstå, at min deforme næse var resultatet af et slagsmål,
jeg havde kastet mig ud i for at redde en eller anden ung skønhed i
problemer. Hver dag ønskede jeg brændende, at jeg for helvede kunne
hævde, at det bare skyldtes lyset. men jeg var ikke af nogen imponerende
størrelse, jeg var ikke just kendt for mit modige væsen, og uanset
hvor meget jeg bandede og svovlede, så var min næse usandsynligt,
overvældende og ganske enkelt chokerende skæv.
den morgen vågnede jeg tidligt, da solens stråler sneg sig ind mellem
mine gardiner og kildede mine lukkede øjne. Jeg gryntede, strakte mig
og svang et ben ud over sengekanten. det lykkedes at sparke min fod
ned i den ene brune tøffel efter tredje forsøg, og jeg satte mig op for at
tage den anden på og trække en t-shirt over hovedet. med slingrende,
usikre bevægelser fik jeg manøvreret mig igennem labyrinten af tøj og
gamle pizzaæsker, der dækkede mit gulv; den fysiske legemliggørelse
af mit liv som enlig mand på treogtredive.
efter morgenmaden, bestående af en gigantisk skål klister, som
egentlig skulle have været havregrød, gik jeg i bad. T-shirten smed jeg
i hjørnet, og tøflerne fandt deres plads under håndvasken. Jeg undgik
ihærdigt at kaste et blik på det gamle, beskidte spejl, der hang oven
over vasken. det var længe siden, jeg havde haft lyst til at se på mig
selv, og til sidst var det blevet en vane at slå blikket ned, når jeg passerede
skinnende overflader.
Jeg kørte en hånd igennem mit fedtede hår, før jeg tændte for vandet
og trådte ind under de bløde stråler. Da jeg smurte mig ind i skummen-
66

de sæbe, kunne jeg ikke undgå at fnyse ad min egen ulykke for hundrede
ogsyttende gang. jeg kunne have været en pæn mand. i mine yngre
år havde jeg gjort en solid indsats for at holde træningen ved lige, gå i
det rigtige tøj og have den rigtige frisure. Det hjalp ikke det mindste;
mit blikfang var og blev den rædselsfulde gevækst i mit ansigt. til sidst
havde jeg kastet håndklædet i ringen og ladet grøntsagerne vige for
mad med færre vitaminer og flere kalorier, indtil jeg måtte købe mine
bukser et nummer større og mine bælter med flere huller. Omtrent på
samme tidspunkt udløb mit abonnement i det lokale fitnesscenter, og
min frisør glemte mit navn.
jeg ankom på min arbejdsplads en time senere. adskillige kolleger
skævede til mig, idet de gik forbi, og jeg forsøgte mig med et halvhjertet
smil. det blev ikke gengældt. jeg sukkede opgivende og kradsede
i mit skæg, der efterhånden gik mig til brystkassen. det var en ganske
krævende opgave at barbere sig uden at benytte et spejl, og efter
de første mange snitsår havde jeg til sidst smidt min barbermaskine i
skraldespanden. Min negl, der egentlig snart skulle klippes, stødte på
et eller andet klistret, og jeg skar en grimasse af væmmelse, da jeg fik
trukket en klump størknet havregrød fri af hårene. Med et veltilrettet
smølfespark sendte jeg grødklumpen på en flyvetur gennem gangen.
det ville blive en lang dag.
da klokken rundede tolv, gik jeg til frokost. min mave rumlede i en sådan
grad, at jeg næsten ikke kunne koncentrere mig om de mange bunker
papir, der lå på skrivebordet. Jeg greb min jakke og fløj nærmest
ud gennem døren, ned ad gangen og udenfor på gaden. I gamle dage
havde jeg været tilfreds med, endda nydt, at spise i kantinen sammen
med de andre, men det var længe siden, jeg havde følt, at jeg var en del
af fællesskabet. En enkelt gang havde jeg forsøgt at tilslutte mig to af
mine mandlige kolleger, som lavmælt havde fordybet sig i, hvad der
virkede som en meget spændende samtale. da jeg havde bevæget mig
så tæt på, at jeg kunne opfange ordene, gik det op for mig, at emnet
havde været deres skævnæsede kollega, hvis vejrtrækning mindede om
et bilhorn, og hvis mave udvidede sig hurtigere end en badebold under
oppustning. jeg forlod kantinen for at drukne deres ord i pomfritter og
ketchup på den grillbar, der hurtigt blev mit stamsted.
67

Jeg skubbede døren til grillbaren op og trådte indenfor, taknemmelig
for at være i ly for den regn, der havde gennemblødt mit tøj. Ejeren, en
lille mand med et voldsomt stort overskæg, kastede et blik på mig og
vendte sig derefter om for at smide flere pomfritter i frituren. Ord var
overflødige; jeg bestilte altid det samme. Jeg slog mig ned på en stol,
som knirkede en smule mere under min vægt, end jeg syntes, den kunne
være bekendt. Udenfor silede vandet ned ad vinduet, og den sol, der
ellers havde vækket mig langt før tid, var blevet slugt af et tykt tæppe
af grå skyer. jeg sad og betragtede det kedelige vejr, indtil to bakker
pomfritter og en burger blev banket ned på bordet foran mig. det var
en af grundene til, at dette sted var mit foretrukne: Overskægget, hvis
rigtige navn jeg aldrig havde bedt om, satte ikke spørgsmålstegn ved
min glubende appetit.
Jeg var nået igennem den første bakke pomfritter og en tredjedel af
min burger, da det skete. Jeg hørte en skrattende lyd og løsrev mig fra
de mange mønstre, regndråberne tegnede på ruden. Over for mig, på
den stol, som lige var blevet trukket ud, sad en kvinde med lyst hår,
søde fregner og meget store ører. Hun smilede forsigtigt til mig og
betragtede maden på bordet.
»Giver du en pomfrit?«
jeg blinkede. ikke blot tillod hun sig at invadere min personlige sfære,
men hun brød også den tavshed, der havde omgivet mig så længe,
at den næsten var blevet en lige så fast del af mig som min egen arm.
jeg svarede ikke.
»Er det et nej?«
Før jeg vidste af det, havde hun rakt en hånd ud. Det var ikke en
trodsig bevægelse, og hun lod den bare hænge der i luften oven over
min mad, indtil jeg til sidst trak opgivende på skuldrene. Vi sad der i
stilhed, imens den ene pomfrit blev efterfulgt af den anden, og til sidst
begyndte jeg egentlig at nyde denne underlige kvindes tilstedeværelse.
den virkede uforpligtende, ubesværet og ...
»Din næse er rimelig skæv.«
jeg havde nær fået min mad i den gale hals. med ét forsvandt alle
venlige følelser, og hårene på mine arme rejste sig som på kommando.
jeg betragtede hende lamslået.
68

»Dine ører er store,« svarede jeg vredt og skubbede min stol væk fra
bordet. jeg var ikke længere sulten.
»Det er de i hvert fald,« svarede hun muntert og børstede en løsthængende
hårtot om bag et af de ører, jeg netop havde bestræbt mig
på at fornærme. Havde hun lige, velvilligt og ganske ufortrødent, blottet
sin ene fysiske brist? Hvad jeg ikke havde givet for at kunne dække
min næse til, og her sad hun og opførte sig stik imod denne skam, jeg
selv følte ved min krop.
Jeg kneb øjnene sammen, undersøgte hendes ansigt for den mindste
trækning, der kunne afsløre en usikkerhed. Intet.
»Jeg er egentlig ret glad for dem,« sagde hun eftertænksomt, »de skiller
sig ud. Ligesom din næse. Det er jo de små finurligheder, der gør
os interessante.«
Uden at tænke over det førte jeg hånden op til mit ansigt og strøg
en finger langs min næseryg. Jeg rystede på hovedet, og uden et ord
vendte jeg mig om for at betale Overskægget og storme ud af grillbaren.
Udenfor var regnen holdt op, og solen glimtede atter gennem
skyerne. jeg kastede et sidste blik gennem vinduet på kvinden, som
stadig rodede rundt i mine pomfritter.
Da jeg kom hjem den aften, gennemsøgte jeg min lejlighed, til jeg
fandt en gammel flaske glaspudsemiddel. Væbnet med en klud i den
ene hånd og flasken i den anden bevægede jeg mig med tunge skridt
mod badeværelsets lukkede dør. Efter en kort pause skubbede jeg den
forsigtigt op, og med et hjerte, der bankede febrilsk helt oppe i halsen
på mig, trådte jeg hen foran spejlet og hævede kluden for at kaste mig
ud i en kamp, jeg havde udskudt alt, alt for længe.
69

helena thomsen
Vandringen
Jeg løb. Jeg løber stadig hen mod horisonten. Jeg ved ikke, hvor jeg
løber hen eller hvorfor. Er der nogen, der venter på mig, eller løber
jeg væk fra noget? Jeg løber op og ned. En skov dukker op. Nej, alt
i mig siger, at jeg skal holde mig fra skoven. Jeg løber videre. Jeg er
ikke sulten, jeg mærker ikke tørst. Jeg kommer til en ørken. Ser en sø.
Mine ben vil bare løbe videre, men jeg ved, at jeg måske en dag midt i
ørkenen vil mærke tørst. Min fornuft vinder, og jeg drikker. Pludselig
mærker jeg tørsten. Den er over mig som et rasende dyr. Jeg drikker og
bliver ved. Længe efter får jeg kontrol over mig selv igen. Tørsten er
væk, lige så hurtigt som den dukkede op. Nu vinder benene, jeg løber
stærkt videre. Jeg mærker tydeligt støvet, der hvirvler op efter mine
ben. Jeg ved, jeg kan løbe stærkere. Jeg prøver, hurtigere og hurtigere
går det, jeg mærker lykke. En lykke jeg ikke har følt siden ...
Hyl. Jeg hører et langt hyl. Mine ben rejser sig hurtigt, der hvor jeg
faldt om. De vil væk. De løber hurtigere og hurtigere. Benene er bange,
angeren breder sig i min krop og truer med at overtage mine handlinger.
jeg nægter, jeg er fornuftig. jeg stikker ikke af, fordi en ulv hyler.
Men det gør benene, de vil ikke lystre mig. Siden jeg begyndte at løbe,
har de ikke lyttet til mig. De vil bare af sted. Jeg løber dag og nat. Nu
er ørkenen bag mig, under mig er der nu det smukkeste grønne græs.
jeg vil gerne lægge mig. men måske ved benene, hvor der er mad. de
vil i hvert fald videre. Jeg er glad, jeg elsker følelsen af at løbe af sted
uden nogen bekymringer i verden. jeg vil bare videre af sted, hurtigere
end før, jeg løber næsten så hurtigt, at jeg flyver af sted. Himlen er blå,
græsset er grønt, men jeg vil af sted, jeg løber mod bakketoppene. Det
går videre derudad. jeg nærmer mig bakken, hurtigere og hurtigere.
jeg rammer næsten ikke bakken på vej ned, jeg hopper af glæde, jeg vil
videre, og det skal gå stærkere. Jeg suser over næste bakke, jeg flyver
70

ned igen og standser brat. Foran mig står den største og smukkeste
hesteflok, jeg nogensinde har set. Førerhingsten er den flotteste blåskimmel,
jeg har set. Hans manke er sort som den mørkeste nat, hans
hove blanke og skarpe. hans muskler står tydeligt frem, og han glinser
som det blå hav. Kun en hvid plet over det ene øje adskiller sig fra den
mørke hest. Mindst tyve smukke hopper går rundt og græsser. Jeg står
som forstenet, mens de går hen imod mig og studerer den nytilkomne.
jeg undrer mig. Vilde heste er bange for mig. hvorfor er de mon så
nysgerrige? Jeg går hen til vandet og kigger, jeg stirrer længe på spejlbilledet,
der ikke fortæller mig sandheden, det kan ikke lade sig gøre!
hingsten vrinsker.
Jeg er en hest. Hvordan kan jeg være en hest? Hvad skete der? Jeg kan
intet huske. Sidst jeg prøvede, besvimede jeg, jeg må ikke huske. Har
jeg gjort noget galt. Skal jeg leve som hest, fordi jeg har gjort noget
utilgiveligt? Jeg kan ikke tænke, jeg bliver træt, når jeg prøver. Mine
ben har ikke magt over mig længere. jeg er herre over denne krop.
min krop. jeg mærker sult. jeg mærker endelig sult! men der er intet at
spise for mig. mit gamle jeg. men nu kan jeg spise. jeg sænker hovedet
og begynder at græsse. græsset fylder min mund med velvære, og jeg
kan fange de mindste strå med mine følsomme læber. Græsset smager
fantastisk, jeg kunne blive ved. Men før jeg føler mig rigtig mæt, skubber
hingsten til mig. Vi skal videre, mener han. jeg forstår ikke. er jeg
en del af dem nu? Han virrer med hovedet, selvfølgelig er jeg det. Han
vender sig og løber. Da hopperne begynder at løbe, følger jeg trop. Jeg
er bagerst, kan jeg se. Sidst i hierarkiet, men det gør mig ingenting. Jeg
hører hjemme et sted. Jeg er en del af noget. Noget simpelt. Noget
vidunderligt!
71

eva maria mogensen
Skuespil
3, 2, 1. Klar, parat, start. Lys, kamera, værsgo.
huden på hendes skinneben var tynd. hun kunne nemt komme til at
skære hul. Et forkert strøg, en lidt for ivrig bevægelse og ...
Blodet piblede frem. Røde dråber. En endeløs strøm af blod og
vand. h 2O. hvis h 2O var vand, hvad var blod så? Den kemiske formel
for blod kendte hun ikke. mens blodet piblede ligegyldigt frem, blandede
sig i vandet og forsvandt ud i afløbet, vendte hun sig i brusekabinen
og skrev på den matterede rude:
h 2O + blod → ?
Og som hun stod der og tænkte på blod og vand, vand og blod, og
hvad meningen med denne absurditet var, begyndte andre spørgsmål
at tage form.
Hvem var hun? Jo, hun vidste da, at hendes navn var Maria. Maria
Nielsen. men det var jo bare et navn, det sagde ikke mere om hende
end mærkatet på en Cola Zero eller en pose krydderboller fra Netto.
Blot en kombination af bogstaver – konsonanter og vokaler.
h2O = vand
Maria = ?
Men hvis ikke et navn definerede hende, hvad så?
Maria = 18
Nej, blot et tal.
maria = normal
Normal, bvadr, ordet gav hende kvalme. hun levede i en tid, hvor
ingen ville være normale, og alle gjorde noget for at skille sig ud.
Maria = ?
3, 2, 1. Klar, parat, start. Lys, kamera, værsgo. Se det var ord, som betød
noget.
72

Maria nød at udstille sig selv. Dog ikke i ordets mest brugte forstand.
Hun nød at være på. Hun nød, at folk så på hende, kiggede på hende,
tog hende ind. men de måtte endelig ikke se maria, når de kiggede på
hende. For dem var hun Felicia, et spøgelse, en mishandlet pige, offer
for et trafikuheld, ensom, i det mindste for dem, hun udstillede sig for.
Men endnu mere nød hun at se på dem. Gennem ruder, den sitrende
luft, eller rundt om hjørnet.
hun studerede dem. de anede intet. Og sådan kunne hun bedst lide
det. De var interessante. De lignede alle hinanden ved første øjekast.
Enhver anden ville sige, at de alle var ens med samme vaner og ønsker.
dem, der sagde sådan, vidste ikke en skid. de så dem ikke, som hun
gjorde. Nok så de alle ens ud og lod til at have samme normer og værdier.
Måske ønskede de endda det samme af og til, men de havde alle
deres særpræg.
hende der har en skæv holdning. hun har travlt, er ivrig efter at
komme væk, havde maria tit tænkt, når hun så pigen på gangen, i kantinen.
Selv hendes spørgsmål var, tja, ikke som de andres.
Marias blik faldt hurtigt på den næste person, han var høj og med
et smil, der bredte sig over hele ansigtet. han var ulykkelig. den næste
og den næste. alle sagde og gjorde de ting. anderledes, interessante og
helt igennem usynlige detaljer for det utrænede øje.
maria havde mange års træning, hun var en ekspert i mennesker.
Hun brugte dem. De anede intet. Hun udnyttede deres svage øjeblikke.
Hun frarøvede dem deres få stærke egenskaber. Hun brugte dem i
sin udstilling. Hun spurgte dem ikke om lov, og hun følte ingen skam.
det var ikke sig selv, hun udstillede, men dem.
hun var ikke disse personer, men de var hende. inde i hende. ingen
af disse var normale. måske var dette grunden til, at hun elskede dem
så højt. Hver og en.
Ud kom de. Gennem hendes stemme: rå, silkeblød, høj, dyb. Latter.
gråd. Bevægelser. de var i hendes muskler, knogler, led, helt inde i
hendes celler. Som mælkebøtter spredte de sig.
De var alt det, hun ikke var: modig, frygtløs, ligeglad, knust ...
alt det, hun ikke kunne være, fordi hun var normal, gennemsnitlig,
aldrig til besvær, men heller aldrig fuldendt.
hun ville være noget mere, mere end bare konsonanter og vokaler.
73

Hun så ned ad sig selv – smalle stråler af rødt. Minder. Hun lænede
hovedet tilbage og grinte højlydt. Minder.
maria havde skudt ham. Skudt hende. dem. det var nemt, ubesværet,
overraskende tilfredsstillende. Hun følte ingen skam. Men de
havde gjort hende uret. de var ikke hendes studier værd. 1, 2, tryk på
aftrækkeren. Befriende.
Konsonanter og vokaler flyver rundt i hende. Drejer og vender sig.
Vender vrangen ud på hende, på meningen. danner nye sammenhænge.
Maria. Aria. Ria. Ia. Cia. Icia. Licia. Elicia. Felicia.
Maria er Felicia, men er Felicia = Maria? Eller Felicia er Maria, men
er Maria = Felicia?
Maria kunne snart ikke føle andet end begær. Længsel. Sult. Hun
kunne snart ikke holde ud at være længere – være maria. hun måtte
have mere. Større. Hendes sult var alt, hun kunne fokusere på. Hvem
som helst, hvad som helst. Bare det var anderledes.
men hendes selvbevidsthed plagede hende. hun havde brug for
den. Uden den ville hun ikke kunne se dem.
hun havde nær glemt dette. hun havde brug for sig selv. hun havde
brug for at studere sig selv, for at kunne studere dem. For at kunne
stjæle dem, tage dem på, være dem, være alt. Alt på en gang. Føle alt.
maria står i brusebadet.
h 2O + blod → minder
minder = maria
maria = længsel
længsel = dem
de = alt
alt = intet uden dem
Jeg ser dem, ser mig i dem, dem i mig. Jeg føler, føler alt de føler. Det
overvælder mig. jeg må ty til konsonanter og vokaler. Navne. Personer.
Udstillinger.
maria er blot konsonanter og vokaler – bogstaver.
74

mikkel egerrup
Hverdag i Distrikt 12
ring. Slam! Fem minutter senere. ring. Slam! Og sådan har det været
hver morgen. Uret ringer, jeg rammer slumreknappen og vender mig
rundt ... Så ringer det igen, jeg ruller rundt og ud af sengen. i det
mindste vågner jeg op og får slukket den infernalske larm ... mandag.
En uge. Fem arbejdsdage og to på ekspedition. Klubben har endelig
fået noget arrangeret, så vi skal sgu af sted, mens vi kan.
jeg trækker mine sokker på og går ud på badeværelset. Skægget
trænger til at blive trimmet. Det samme gør håret. Begge dele er ved
at blive for langt. det eneste, jeg kan tænke på lige nu, er dog min arbejdsdag.
Jeg børster hurtigt tænder og trækker i tøjet.
Pænt tøj. Skjorte. Slips. Vest. Jakke. Pressede bukser. Hat. Laksko.
Klar. Arbejde.
Jeg træder udenfor. Solen skinner. Det gør den altid. Jeg kan ikke
huske, hvornår det sidst regnede. eller var overskyet. jeg kigger
rundt. Klokken er kun seks, så trafikken er minimal. Jeg overvejer
kort at løbe til arbejde, indtil jeg spotter en betjent. Jeg beslutter at
lade være. Det larmer jo, og nogle skal ikke møde før klokken otte.
husk det. Samfundets vel frem for alt. jeg trasker stille og roligt af
sted. der er mange politifolk for den her tid af dagen, synes jeg. Nok
bare en eller anden bande, der har haft en skudveksling igen. jeg skyder
genvej igennem en gyde. Sandt nok. en eller anden stakkels fyr
ligger med hovedet nede i en container. Benene stikker stadig ud.
Skraldemændene plejer at komme forbi her tretten minutter over syv.
Gad vide, hvem der finder ham. Jeg springer over en anden fyr. Man
har ikke engang prøvet at skjule ham. Han sidder bare op ad muren,
brystet hullet med tre forskellige skudsår. jeg når muren for enden af
gyden og tager jakken af. jeg kaster den let over muren, så den ligger
ovenpå. Jeg tager nogle skridt tilbage og skubber den døde fyr til side.
Jeg løber hen mod muren og springer op. Jeg får fat og kravler over.
75

Jeg hører en betjent løbe ind i gyden på den anden side af muren. Jeg
når lige præcis at fjerne min jakke, før han ser de to lig. Så blev det
politiet, der fandt dem. Så er der da noget til klokken seks-nyhederne
her i aften.
jeg når på arbejde. hilser på min chef og sætter mig ind på mit
kontor. dagen er som sædvanlig langtrukken. jeg fortæller lidt om de
to lig, jeg så i gyden, over frokost og får at vide, at det samme var
sket i den anden ende af distriktet. Underligt. Vores distrikt er ellers
ikke kendt for sin mordrate. jeg ryster på hovedet og trækker let på
skuldrene. Vi snakker lidt om, hvad folk har af planer. en af dem
nævner, der er fest i Pakhuset. Bomstille. alle i distriktet kender Pakhuset.
Navnet er selvforklarende. et kæmpestort, tomt pakhus nede
på dokken. det bliver ikke brugt. i hvert fald ikke selve Pakhuset. Politiet
ved det ikke, men der er nogle kæmpe lagerlokaler nedenunder.
Vi kalder dem Undergrunden. De bliver brugt til forskellige ting. Den
lokale mafia ejer officielt Pakhuset. Det bliver lejet ud af og til. Men
mest Undergrunden og mest til fester. Vi beslutter at mødes der om
aftenen. Resten af dagen går i stilhed på kontoret. Det ugentlige besøg
af distriktsbetjenten. Printeren æder papiret. Chefen går rundt og ser
skræmmende ud. da klokken endelig slår fem, skynder jeg mig over til
bussen ligesom alle andre. Stiger på. Køber billet. Tager hjemad. Stiger
af. Bliver antastet af en betjent.
Fandens.
Han stiller de sædvanlige spørgsmål. Nej, jeg kender ikke noget til
ligene. Nej, jeg kender ikke noget til den larm i morges. ja, jeg har brug
for at blive klippet. jeg får en reprimande og går ind i min bygning.
hilser på anstandsdamen. træder ind i min lejlighed. Simpel. hvid.
Kedelig. Standard. Jeg tager min hat, jakke og vest af. Hænger dem
pænt på knagen. Kigger i garderoben. Hiver et par bukser ud. Sorte,
forvaskede og hullede. jeg smiler lidt til mig selv. det er egentlig længe
siden, jeg har været til en fest. den sidste blev afbrudt af politiet. det
var ikke i Undergrunden, så intet under. Jeg kan huske, at vi flygtede
fra tåregassen ud ad tagudgangen. Mig og mine venner løb for vores
liv hen over tagene. gode tider. jeg lægger bukserne til side og tager
en trøje frem, også i sort. Lægger den ovenpå. Og sætter mig ned og
venter på, at det bliver mørkt.
76

Jeg kigger ud ad vinduet. Tusmørke. Godt nok. Jeg låser min dør og
trækker det tøj på, som jeg tog frem tidligere. Jeg åbner vinduet og
nyder kort den kølige brise. Jeg tænder et lille elektronisk stearinlys på
mit natbord, før jeg stiller mig i vindueskarmen med begge hænder
godt fast om vinduesrammen. jeg kigger ned for at sikre mig, at jeg
har godt fodfæste. Politiet har fokus på den gyde, hvor ligene er, så
jeg har frit spil. Jeg svinger mig over på nedløbsrøret og kravler op på
taget. Jeg sætter i løb, hopper hen over små afgrunde og klatrer op og
ned ad tagene.
Jeg ankommer hurtigt til dokken. En hurtig tur ned ad et nedløbsrør,
og jeg står på jorden. Pakhuset er tomt som sædvanlig, men bagerst
står der en dør på klem. Man kan næsten ikke se den, medmindre
man ved, den er der. jeg trasker hurtigt igennem Pakhusets store hal.
En eller anden stikker en pakke i hånden på mig, markeret med en rød,
knyttet næve. Jeg gemmer den bag nogle dæk og går igennem døren.
jeg kan ikke se det, men jeg kan mærke det. Pulsen. den puls, der
driver byen hver aften. den puls, der har brudt hverdagen for utallige
mennesker og givet dem et fristed, hvor de kan ånde, uden nogen der
bestemmer. En kort tur ned ad trapperne senere, når jeg en dør. Jeg åbner
den og bliver næsten nødt til at stå imod, da varmen fra den kæmpe
forsamling af mennesker rammer mig. jeg kæmper mig ind og over i et
hjørne, hvor de andre klubmedlemmer står og snakker. Vi diskuterer
ekspeditionen her i weekenden. Nattur. husk pakkerne, vi har fået.
Kom i udrustning. Og så spreder vi os. Nogle går direkte mod udgangen,
mens andre bliver hængende. Personligt bliver jeg. jeg har savnet
følelsen af bassen i brystkassen, det hule »dunk«, det giver, hver gang
membranen i højtaleren rykker sig. Jeg skal på arbejde i morgen, så jeg
kan ikke tage noget i aften. jeg går efter en times tid og medbringer
pakken, jeg gemte tidligere. Jeg stikker den ind under trøjen og følger
den samme rute tilbage til min lejlighed. ingen problemer.
Intet sker resten af ugen. Op. Arbejde. Hjem. Kede mig. Seng. Gentag.
Fredag nat. I dag skal vi af sted, klubben og mig. Sort tøj. Jeg åbnede
min pakke i går. Natsynsbriller. Militære, ovenikøbet. Udrustning. Albuebeskyttere.
Knæbeskyttere. Hård vest med kevlarindlæg. Hjelm.
77

Luftgevær. Taser. Jeg føjer natsynsbrillerne til mit grej og sætter af
sted. Denne gang ud ad hoveddøren. Jeg træder stille og roligt ned ad
trappen, taseren klar til aktion. Ingen gør. Jeg træder ud i nattemørket
og kigger rundt. jeg tænder mine briller og sætter ned mod dokken
igen. da jeg når Pakhuset, er de andre der allerede samt et par ansigter,
jeg ikke har set før. Jeg ignorerer det og afskriver dem som værende rekrutter.
Chefen går nervøst frem og tilbage, mens han forklarer, hvad
vi skal gøre.
regeringen har oprettet en fangeanstalt i byen, og vi skal bryde ind
i den. Simpel mission. mens han forklarer hvordan, kigger jeg over
imod rekrutterne. Noget er galt. en af dem bærer et politiskilt. jeg
retter mit luftgevær imod ham og skyder, men rammer ved siden af.
Pludselig trækker de pistoler frem, og der tændes projektører i pakhuset,
som blænder os. Og så bliver det hele mørkt.
da jeg vågner igen, sidder jeg bundet til en stol. mit udstyr er væk.
Foran mig står der to bevæbnede vagter og en fyr med en stak papirer.
han informerer mig om mit navn. min adresse. min arbejdsplads. Og
til sidst mine rettigheder. jeg har ingen. jeg er blevet kendt skyldig i
brud på loven og skal straffes med døden. Jeg lukker øjnene og kan
mærke det kolde metal fra pistolen mod min pande. Det føles som en
evighed, før det sker. Klik. Bang. Og jeg er væk.
78

Efterskrift
Veje har altid tiltalt mig er resultatet af en novellekonkurrence for unge i
gymnasiealderen, som dansk Forfatterforening inviterede til i efteråret
2012. Der blev indsendt 176 bidrag fra hele landet, og tyve af indsenderne
fik derefter en invitation til et weekendkursus i Forfatterforeningen.
derudover blev en enkelt deltager inviteret med, fordi hun havde
vundet en intern novellekonkurrence på sit gymnasium. den yngste
deltager var femten år, de ældste nitten.
Konkurrencen blev til i samarbejde med Dansk Sprognævn og
dansklærerforeningens Forlag, der begge deltog med et oplæg på kurset.
Deltagerne mødte desuden novelleforfatterne Charlotte Weitze,
Mathilde Walther Clark og Simon Fruelund. Kurset modtog støtte
fra Statens Kunstråd, og for projektledelsen stod Dansk Forfatterforenings
sekretariatschef, Sara Strand. Kursusdeltagerne blev udvalgt af
forfatteren Iben Egekvist Krogsdal i samarbejde med Dansk Forfatterforenings
formand, jo hermann, og eFond sponsorerede det elektroniske
ansøgningssystem, der blev anvendt.
antologien består i hovedtræk af de indsendte noveller. enkelte
valgte dog efter kurset at sende en ny tekst, mens andre har rettet
den oprindelige tekst til. Novellerne er derefter redigeret af cand.mag.
Pernille Skot-hansen hvillum, og antologien er produceret af dansk
Forfatterforenings kursus- og konsulentvirksomhed Plusord.
79

Om bidragyderne
Kort om bidragyderne:
Anne Katrine Bagai • Behandling
Født 1994. Går på Århus Katedralskole
Emil Zolthan Bozard • At være tiggende
Født 1994. Går på Christianshavns Gymnasium
Saynab Farah Dahrir • Abort eller ej?
Født 1994. Går på Frederiksberg Gymnasium
Julie Gabe Dissing • Næsen
Født 1995. Går på Rosborg Gymnasium
Mikkel Egerrup • Hverdag i Distrikt 12
Født 1994. Går på UCH Tekniske Gymnasium
Emma Johansen • Dig og mig
Født 1995. Går på Middelfart Gymnasium
Eline Lindman Juul • Ni Blink
Født 1994. Går på Aurehøj Gymnasium
Cecilie Maria Sund Kristensen • Du er min
Født 1993. Går på Københavns Åbne Gymnasium
Kristian Urup Olesen Larsen • Elegia /??/FUCK TITEL
Født 1995. Går på Nærum Gymnasium
80

Emma Lauritsen • Provinsen
Født 1994. Går på Herning Gymnasium
Joakim Lykke • V.B.M.
Født 1994. Går på Aarhus Katedralskole
Kristian Emil Mariager • Sne
Født 1995. Går på Helsingør Gymnasium
Eva Maria Mogensen • Skuespil
Født 1994. Går på Kalundborg Gymnasium
Johanne Sofie Krog Nedergård • Rendez-vous
Født 1994. Går på Thisted Gymnasium
Emma Elisabeth Nielsen • Splint
Født 1994. Går på Hasseris Gymnasium
Christina Sade Olumeko • Rengøringsvanvid
Født 1996. Går på HTX Køge
Natasja Nielsen Ravnsbæk • Ude
Født 1995. Går på Rønde Gymnasium
Asker Bryld Staunæs • Sommermorgen
Født 1995. Går på Rysensteen Gymnasium
Helena Thomsen • Vandringen
Født 1995. Går på HTX Thisted, EUC Nordvest
Sara Maarup Thomsen • Palæstina
Født 1994. Går på Svendborg Gymnasium
Marie Louise Vesthardt • Ildebranden
Født 1995. Går på Ingrid Jespersens Gymnasieskole
81