Veje har altid tiltalt mig - Dansk Forfatterforening

til det, lader han sin hånd hvile på mit lår eller fører min hånd til sine
læber. Jeg har aldrig før været så tryg, som jeg er med ham. Vi er travlt
optagede af vores samtale, da der med ét lyder et højt brag, og bilen
giver et ordentligt ryk. Han standser med det samme og åbner døren
for at kigge. Da han ser tilbage, og mit blik møder hans, kan jeg med
det samme mærke blodet forsvinde fra mit ansigt. jeg er som frosset
på brøkdelen af et sekund. Vi stirrer rædselsslagne på hinanden, men
ingen af os siger noget de første sekunder. Vi har ramt noget.
jeg ænser ikke engang den indbydende, lune natteluft, da jeg stiger
ud af bilen. Det eneste, jeg har øje for, er skikkelsen, som lige akkurat
er synlig under bilen. Det er en kvinde, højst sandsynligt midt i 30’erne.
Det er næsten umuligt at se. Vi må have kørt stærkt. Det føles, som om
tusind knive skærer sig gennem mig ind til marv og ben. jeg kaster op.
der er ingen huse i miles omkreds, vejen snor sig gennem en skov, og
lige her svinger den skarpt til højre. Vi havde ikke haft en chance for at
nå at undvige en fodgænger.
han står bag mig og holder om mig, standser min hånd, da jeg griber
efter min mobil i lommen. Jeg vender mig om og kigger spørgende på
ham. Han har en tåre i øjenkrogen, og hans ansigt er ikke til at kende.
han ser på én og samme tid forfærdet og ufattelig beslutsom ud. han
siger, at hvis jeg ringer, ryger han i fængsel. Spørger mig, om det er,
hvad jeg ønsker. Det stikker i hjertet, og al luft bliver slået ud af mig.
jeg vil protestere, fortælle ham, at han er forkert på den. min stemme
lystrer ikke. Jeg kan ikke andet end at ryste på hovedet, selvfølgelig ønsker
jeg ikke det. han kysser mig. han vidste, at han kunne regne med
mig. den næste halve time står ikke helt klart for mig. han parkerer
bilen i siden af vejen, lader lygterne være tændt. jeg husker ikke hvordan,
men vi får ved fælles hjælp bugseret hende over i modsatte side af
vejen. der er en rimelig stejl skrænt på den anden side af autoværnet.
han beroliger mig, siger, at det nok skal gå. det er dig og mig. dig og
mig mod verden. jeg kaster op igen.
jeg ligger i sengen i sommerhuset. han sover tungt ved siden af mig.
Kendsgerningerne rammer mig som et slag i ansigtet, og hans arm om
mig føles pludselig tungere, end den plejer. Som om den hvert øjeblik
kan tvinge min krop til at synke ned gennem gulvet og forsvinde. jeg
37