Veje har altid tiltalt mig - Dansk Forfatterforening

emma elisabeth Nielsen
Splint
en dag, da en mand spadserer gennem parken, får han en splint i foden.
det sker, netop som han passerer et springvand. manden bærer et
par brune sandaler fra Tyrkiet, de er købt til 4 euro. Splinten lå alene i
gruset, nu borer den sig op gennem skoens sål, hvor den sætter sig fast
i kødet under hans fod.
han mærker næsten intet, alligevel mærker han noget. han forlader
parken fløjtende, i dag er trafikken tæt, og Verona venter derhjemme
med en dyb udskæring i kjolen og et forklæde om livet. hun vil lave en
middag, og manden køber ind i en arabisk kiosk, for hun skal bruge
et helt specielt krydderi. På vejen tilbage føler han sig træt, men han
gnider det ud af øjnene.
I døråbningen tager Verona imod ham. Hun er barfodet, hun løfter
sig op på tæer og sigter efter hans mund, men han tager sig til hovedet,
han skal lige ind og ligge, her er krydderiet. han beholder skoene på.
Manden falder i dyb søvn på en mørkerød sofa. Han husker ikke,
hvorfor han i sin tid valgte netop denne farve, det var engang, han var
sammen med Beth. Nu står Verona dér på sine bare fødder. Det varer
ikke længe, før maden bliver kold, så bliver hun sur, og så smækker hun
med hoveddøren, men manden vågner ikke. Nu sover han. Nu sover
han endelig.
Beth havde et hyr med ham, og også med sig selv, sådan var det dengang.
De skreg ad hinanden i en møbelbutik, hun stak ham en lussing,
så købte de den mørkerøde. De elskede bag i bilen og tog motorvejen
hjem. Beth kunne ikke lide at spilde tid, og sofaen havde de skrevet til
levering, for de havde ingen trailer. det var som en sommerkærlighed,
men den varede til langt ind i februar. Så kom Verona. hun giver mere,
end hun tager, det er nemmere sådan.
Manden sover på den mørkerøde sofa. Han sover til om lørdagen,
så rejser han sig for at tisse, så sover han til om søndagen. Mandag
32