Veje har altid tiltalt mig - Dansk Forfatterforening

Sara maarup thomsen
Palæstina
Den dag, bomberne falder, står Salia alene i tusmørket i olivenlunden.
Hun står og vrider en olivengren mellem sine fingre og lytter efter
Hamras fodtrin i løvet, da bladene begynder at rasle, som er de blevet
ramt af et kraftigt vindstød. Da hun ser op, er det allerede for sent.
Salia bliver flænset op indefra af en dundrende torden, der er så voldsom,
at hun mister herredømmet over sin krop og tvinges i knæ. På et
enkelt øjeblik bliver hun blændet af et lys så skarpt, at hun må lægge
underarmen beskyttende for sine øjne. Bag øjenlågene eksploderer lyset
og splittes som nedfaldent fyrværkeri på himlen. Skrig breder sig
ud over jorden som blodstænk fra hendes læber. Spyttet er suget fast til
hendes gane. hun puffer ordene ud og træder hårdt på hver stavelse.
»Sa’idooni,« råber hun skingert.
Og igen, af sine lungers fulde kraft: »Hjælp mig.«
Men da ordene dør hen, er hun stadig alene.
Mens Salia ligger på knæ under oliventræet, og de første bomber falder
lige så lydløse som snefnug gennem luften, begynder lydene at blande
sig med hendes forvirring. Det første, hun hører, er skrigene fra byen
i dalen under hende. det næste er den bratte opbremsning af hamras
løbende fodtrin. Det sidste er igen stilheden.
Der findes mange former for stilhed, eller det er i det mindste, hvad
Salia har fået at vide. Der findes den stilhed, der fyldes alene af Hamras
bankende hjerte i en trommerytme mod hendes øre, når hun ligger
i hans favn under oliventræernes skygge. Der findes stilheden i
Kamiz’ klasseværelse, som aldrig helt er stille nok, men altid er tyk af
hviskende stemmer og hede, der stiger op mellem gulvbrædderne fra
brostenene i gården. Og så findes der den stilhed, som bor mellem
tankerne i Salias hoved.
Og som Salia ligger der på jorden og ser himlen blive overstrøet af
50