Veje har altid tiltalt mig - Dansk Forfatterforening

Hun så ned ad sig selv – smalle stråler af rødt. Minder. Hun lænede
hovedet tilbage og grinte højlydt. Minder.
maria havde skudt ham. Skudt hende. dem. det var nemt, ubesværet,
overraskende tilfredsstillende. Hun følte ingen skam. Men de
havde gjort hende uret. de var ikke hendes studier værd. 1, 2, tryk på
aftrækkeren. Befriende.
Konsonanter og vokaler flyver rundt i hende. Drejer og vender sig.
Vender vrangen ud på hende, på meningen. danner nye sammenhænge.
Maria. Aria. Ria. Ia. Cia. Icia. Licia. Elicia. Felicia.
Maria er Felicia, men er Felicia = Maria? Eller Felicia er Maria, men
er Maria = Felicia?
Maria kunne snart ikke føle andet end begær. Længsel. Sult. Hun
kunne snart ikke holde ud at være længere – være maria. hun måtte
have mere. Større. Hendes sult var alt, hun kunne fokusere på. Hvem
som helst, hvad som helst. Bare det var anderledes.
men hendes selvbevidsthed plagede hende. hun havde brug for
den. Uden den ville hun ikke kunne se dem.
hun havde nær glemt dette. hun havde brug for sig selv. hun havde
brug for at studere sig selv, for at kunne studere dem. For at kunne
stjæle dem, tage dem på, være dem, være alt. Alt på en gang. Føle alt.
maria står i brusebadet.
h 2O + blod → minder
minder = maria
maria = længsel
længsel = dem
de = alt
alt = intet uden dem
Jeg ser dem, ser mig i dem, dem i mig. Jeg føler, føler alt de føler. Det
overvælder mig. jeg må ty til konsonanter og vokaler. Navne. Personer.
Udstillinger.
maria er blot konsonanter og vokaler – bogstaver.
74