Veje har altid tiltalt mig - Dansk Forfatterforening

emma Busk johansen
Dig og mig
Det er november, og regnen siler ned, da jeg får øje på ham. Folk
haster af sted, som kan de, hvis de går hurtigt nok, slippe væk fra
dråberne. men han står der bare. midt på gaden med et smil på læben.
han ligner sig selv. Vi har været adskilt længe. mit hjerte springer et
slag over, da han løfter sin arm til hilsen. Jeg kan ikke længere holde
masken, men smiler tilbage. et kæmpe smil. Vi ser længe på hinanden.
Inderligt. Vi bliver gennemblødte, og de travle forbipasserende stirrer
forundrede på os, mens de skynder sig videre. Vi lader os ikke mærke
med det, for vi elsker hinanden. han omfavner mig.
Musikken drøner ud af højtaleren og akkompagnerer vores latter, mens
vi drøner af sted i hans gamle, ramponerede Fiat. Der er ingen andre
biler på vejen, så han trykker speederen i bund. der er et par timers
kørsel, til vi er der. Lygterne lyser vejen op i nattens mørke. Han kører
godt. Alt kører. Vi glæder os begge to. En hel uge, kun i hinandens
selskab. I vores lille by kan vi ikke være i fred for fordømmende blikke
og spottende kommentarer, men det bringer os tættere sammen. Vi
forstår hinanden, som havde vi kendt hinanden altid.
jeg har ingen andre end ham. mine venner accepterede det i starten,
faktisk havde de respekt for, at jeg gik mine egne veje og ikke var bange
for at vise hele verden, hvem jeg er. men jo mere jeg så til ham, jo mere
afstand tog de fra mig. de forstår ikke, hvad jeg ser i ham. en som er
et par år ældre og så meget anderledes. der går rygter, men de bider
ikke på. Vi elsker hinanden, alt er perfekt. det er dem, som ikke forstår
mig, ikke forstår, hvem jeg er.
Vi taler både om løst og fast, der i bilen, mens vinduesviskerne pisker
over ruden. det er noget af det, jeg synes bedst om ved hans
selskab. At vi ikke altid behøver at tage tilværelsen så tungt, men en
gang imellem bare kan snakke, som vi gør der. Når han kan komme
36