Veje har altid tiltalt mig - Dansk Forfatterforening

alle vegne. Drengene rejste sig også og løb ind til gaverne. Jeg rettede
mig op i stolen og skuede ud over det lange bord. Den røde dug dryppede
stadig, tallerknerne var ikke tomme, og servietterne var smidt på
gulvet. den halve and tronede majestætisk midt på bordet. jeg rejste
mig. Kjolen sad stramt hen over mine bryster. Jeg hev efter vejret. Den
havde altid været for stram.
Jeg hentede en karklud og en spand i skabet. Først indsamlede jeg
glasskårene og smed dem i spanden. Jeg tørrede vandet og vinen op og
vred mekanisk vaskekluden. Der var bælgmørkt, og vinden var blevet
svagere, men den lurede endnu derude, som murænerne lurer i deres
grotter. huset klagede over uvejret med knagen og knirk. mine hænder
rystede, mens sekvenser fra forgangne tider føg på min nethinde.
Hun var vågnet tidligt. Vintersolen stod højt på himlen. Hendes fødder trippede
over trægulvet. Moren og faren havde stået i køkkenet og koncentreret sig
om maden, mens de nød julefreden. Anden bagte fredeligt i ovnen. Inde i stuen
pilede hun rundt på bare tæer sammen med sine brødre mellem gaverne, pynten
og træet. Alt glitrede og strålede om kap med stjernen i toppen.
Jeg var faldet om på det våde gulv. Kjolen klæbede til min hud. En
mærkelig lugt trængte gennem min næse. Skovbrand? Mine øjenlåg løftede
sig i næsten spastiske bevægelser. Væggene var badet i appelsinfarvet
lys. Rødlige bølger bredte sig blidt over gulvet. Jeg måtte støtte
mig til vindueskarmen for at rejse mig. adventskransen havde transformeret
sig til en ildring. Stilfærdigt gnavede den sig gennem dug og
bord. I ruderne så jeg det store, varme flammehav genspejle sig – jeg
kunne ikke skelne mellem mig og ildebranden. jeg gik i ét med den.
de andre brasede nu ind – skrigende og skubbende. i kaosset kastede
de klude på bålet. Spand efter spand blev fyldt op og vendt.
Jeg hørte intet, men så scenariet, som havde jeg set det på stumfilm.
tidens hastighed var gået ned i omdrejninger, så jeg bemærkede hver
en detalje. Mors hår, der blev svitset, fars arm, der blev ramt af gløder.
Bedstefar, der kiggede sig til begge sider, før han forsvandt ud gennem
døren som et spøgelse. Mine brødre, der kæmpede med hele kroppen
og kastede med vand, klude og hinanden. Deres frustrerede og følelsesladede
blikke gav mig en underlig fornemmelse af lettelse.
Jeg var snart spærret inde ved stuens fjerneste væg. Min røde kjole
var brændende varm mod min sarte, blege hud. mine arme hang som
29