Veje har altid tiltalt mig - Dansk Forfatterforening
Veje har altid tiltalt mig - Dansk Forfatterforening
Veje har altid tiltalt mig - Dansk Forfatterforening
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
livløse kødklumper, mens mine øjne havde fæstnet sig ved ildebranden<br />
foran <strong>mig</strong>.<br />
da jeg havde betragtet min familie tilstrækkeligt længe, gav jeg efter.<br />
Vinduet et par meter til venstre for <strong>mig</strong> syntes en god flugtvej lige nu.<br />
Pludselig begyndte følelsesløsheden at fortage sig. Mens stilheden i mit<br />
hoved langsomt blev erstattet af rummets mange angstprægede lyde,<br />
åbnede jeg haspen, som min mor netop havde lukket. Jeg løftede benene<br />
ud over kanten og satte mine tæer på den drivvåde jord udenfor.<br />
Vinduet smækkede jeg i, og jeg så <strong>mig</strong> ikke tilbage gennem de altopslugende<br />
flammer.<br />
Først nu bemærkede jeg den svitsende fornemmelse på min hud og<br />
sårene på min arm. jeg vaklede gennem den piskende regn. jeg trådte<br />
over bakkerne, indtil jeg så sivene svaje forude. Jeg kunne svagt høre<br />
havets brusen. Løb det sidste stykke. Da jeg havde kæmpet <strong>mig</strong> over<br />
bakkerne og endelig så vandets bølgetoppe, voksede trangen i <strong>mig</strong>.<br />
jeg trådte ud på strandkysten og mærkede sandkornene stikke i mine<br />
fodballer som sylespidse nåle. mit hår klæbede til mit ansigt, og jeg lod<br />
regnen styrte over <strong>mig</strong>. Smerten fra sårene dunkede dybt inde i min<br />
bevidsthed. Jeg så ud over vandets urolige overflade og forestillede <strong>mig</strong><br />
roen under bølgerne. Stilheden. Balancen. Harmonien.<br />
Jeg hev den røde kjole over hovedet og undertøjet fulgte, så jeg til<br />
sidst stod nøgen. Tøjet lå i en lille, drivvåd bylt i sandet. Lidt efter lidt<br />
trådte jeg ind i bølgernes strøm. Kulden sitrede i <strong>mig</strong> for hvert skridt,<br />
men jeg smilede blot og trådte længere ud, længere ned, længere ind<br />
i mørket. Indtil jeg stod i vand til skuldrene. Hele min krop rystede,<br />
mine sår brændte under vandet, og mine fødder føltes ikke-eksisterende.<br />
mine læber vibrerede så voldsomt, at det næsten var umuligt<br />
at udstøde min inderlige glæde. Men befrielsen var altoverskyggende.<br />
Nu. Nu dukkede jeg under. Grænsen mellem overflade og underflade<br />
var magisk tilstedeværende. Jeg blev ét med havet. Mit hår bredte<br />
sig som silketråde omkring <strong>mig</strong>. hvirvlende som en lille kugle i vandmasserne,<br />
blev jeg en del af havets fred for en stund. Vandet trængte<br />
ind og ud og igennem <strong>mig</strong>. Jeg lod mine hænder søge efter intetheden i<br />
den flydende væske, der løb mellem mine fingre, indtil jeg ikke længere<br />
kunne skelne mellem min krop og havet.<br />
Jeg åbnede øjnene. Under vandet. Det grumsede mørke chokerede<br />
30
Change language