Veje har altid tiltalt mig - Dansk Forfatterforening

– Nej, hvisker du. Stemmen har mistet al kraft. Kan kun hviske.
Som en slange, tænker du. du er som en slange.
– Så en anden gang måske? Du er tavs. – Hvorfor siger du ingenting?
spørger hun. – Hvorfor har du ikke svaret på mine opkald? Har
været skide bekymret. hun trænger ind i lejligheden, råber op. du bliver
stående i døren. Krumrygget med armene over kors. Skutter dig.
Pludselig tier hun.
– Her ligner Jerusalems ødelæggelse. Skide klamt, Maria. Du er sgu
for trist. Pernille vender sig om, ser på dig. – Er du nøgen? Du er fandeme
en freak! Så går hun. Bander hele vejen ned ad opgangen.
du går ind og tænder for stereoanlægget. Bliver siddende der med
lyden blæsende direkte ind i ørerne. Kigger ud ad vinduet på byen.
Neonlysenes genskær i den kridhvide sne over bytagene.
Februar. den store mængde sne udenfor er blevet til sjap.
Breve og opkald fra jobcenteret. Klager fra boligforeningen.
Og loftet. Nærmere end nogensinde før. Kan ikke længere gå oprejst.
Må kravle rundt i lejligheden mellem tekstiler og møbler, der ligger
væltet omkring. Store stykker af loftet falder ned, smuldrer. Kravlende
på alle fire flygter du ind under sengen, væk fra kaosset. Bliver
liggende, til der atter er tyst. Ser revner i gulvet og ved, at det kun er et
spørgsmål om tid, før også det går under.
Og så er det, du får det sidste brev fra jobcenteret. de har opgivet
dig. eller du har opgivet dem. Og samme dag smider de dig ud af lejligheden.
Ny sne, da du kommer ud på gaden. alle ejendele har du efterladt.
Kun en tynd frakke omkring dig. Går hen mod Halmtorvet. Torvet er
klædt i vinterens hvide dragt. du lægger dig i fosterstilling på en bænk,
blødt og godt i et tykt lag sne. Du bliver liggende. Venter. Og venter.
49