Opmærksomhedens pædagogik - Folkeskolen

folkeskolen.dk /nylærer august 2009 12 /
22
menviljen. Resultatet af at alle overdrager deres vilje til en almen vilje. Dette sker i følgende
akt: ”Hver enkelt af os forener vores person og hele vores magt under fællesviljens højeste
ledelse; og vi modtager som et legeme hvert enkelt medlem som en uadskillelig det af det hele.
Øjeblikkeligt frembringer denne sammenslutningsakt, i stedet for hver kontrahents enkelte
person, et moralsk og kollektivt legeme” (Rousseau 2007, side26, min kursivering). Det er
formuleringer som denne, der har afstedkommet en enorm spændvidde i mulige tilgange til
Rousseaus arbejde. På den ene side fører dette lige lukt i armene på et republikansk diktatur. I
modsætning til for eksempel John Locke og Immanuel Kants versioner af samfundskontrakten,
så er det ikke sådan, at man kun overgiver en del af sine rettigheder til staten. Hos Locke
har man grundlæggende set en ejendomsret, og hvis den beklikkes af staten, har man ret til
oprør, og hos Kant har mennesket et moralsk potentiale, som det er politikkens opgave at udvikle.
Hos Rousseau overdrager man simpelthen ”det hele”, hele vores person og hele vores
magt, til dette nye fællesorgan, almenviljen. Rousseaus insisteren på, at almenviljen er udelelig,
og at den fordrer enighed, samt hans forskellige forestillinger om at fællesviljen bedst
kommer i stand ved at forfølge indre og ydre fjender, kan meget let inspirere til det republikanske
diktatur, som Robespierre gennemførte 7 , og enhvers overlevering ’af det hele’ minder
i den forstand mest om Thomas Hobbes’ samfundskontrakt, som netop udgjorde den centrale
begrundelsesfigur for det moderne sekulariserede enevælde.
Et andet forhold vedrørende citatet ovenfor, som peger i radikal demokratisk retning, er det
forhold, at almenviljen udelukkende etableres af folket selv. Eller rettere, af individerne, og
via denne beslutning genetableres alle individer som et folk. Der er ingen hjælp fra Gud, fra
naturen, fra arven eller fra fornuften. Det er en ren ”øjeblikkelig” vilje, som det hedder i citatet.
Viljen omdanner hele den sociale og politiske kontekst, et folk og et statsorgan, og det er
helt klart, at dette princip tages i anvendelse hele vejen igennem, helt fra beskrivelsen af de
forsamlinger, hvor folket rådslår sig frem til enighed til beskrivelsen af, hvordan regeringen
og den udøvende magt kommer i stand. Her er der ingen Hobbesk diktator.
Rousseau taler om, at der etableres et nyt legeme, altså en ny naturlig udstrækning, en ny natur.
Og det er ikke sådan, at man vælger dette og så stadig forbliver den samme, altså et vælgende
individ, som har valgt sig en ny ting. Nej, viljen træder i stedet for den individualitet,
som var før, man bliver til i en ny natur. Man fødes på ny. Selvet er nyt og omgivelserne er
nye. Man kunne med Hannah Arendt kalde det en slags genfødsel (Arendt 1998, side 176).
7 Se Arendt (2006, side67-68) for en diskussion af denne side af Rousseaus arbejde.
12