Opmærksomhedens pædagogik - Folkeskolen

folkeskolen.dk /nylærer august 2009 6 / 22
deres hjælp, det er så at sige at lære at føle. Thi føle, se og høre kan vi kun i det omfang vi har
lært det” (Rousseau 1962-I, side 147).
Men denne læring er netop læring og ikke traditionel undervisning, for eksempel i ”Vores
første filosofilærere er vores fødder, vores hænder og vores øjne. At sætte bøger i stedet for
alt dette, er ikke at lære os at tænke, det er at lære os at bruge andres erkendelse. Det er at lære
os at tro meget, men aldrig at vide noget” (Rousseau 1962-I, side 137). Her sættes den pædagogiske
kontekst skarpt op. Vores egentlige undervisere er os selv, i den måde vi omgås føle-
og synssansen på, vores hænder, vores fødder og vores øjne. Det er en samlet blok. Et
atom. ”Hvordan ser dit føle-syn-atom ud?” kan man spørge. Opmærksomheden er altså ikke
knyttet til at forstå ”hvad andre siger”, men til at forstå ”den verden, man føler og ser”. Opmærksomheden
er ikke ’tidens’, men ’stedets’ kategori 5 . Fortid og fremtid kan ikke sanses,
men det kan stedet og rummet. Rousseaus filosofi er derfor en insisteren på, at ”du er her –
føl og se”. Ligesom et atom er en materiel genstand i rummet, så er Emile det samme. Et bestemt
sted med sin enhed af sanselig opmærksomhed, som han har lært.
Også forstanden og refleksionen er som allerede antydet bundet til disse sanser og til rummet.
For eksempel i ”da synet er den af alle vore sanser, som mindst kan undvære forstandens vejledning,
kræver det megen tid at lære at se”, men også i ”i stedet for at nøjes med det enkelte
sanseindtryk skal man fordoble det, stadig verificere det ene indtryk ved hjælp af det andet,
indordne synsorganet under følesansen, så at sige hæmme den første fremstormende iver med
den andens tunge og regelbundne skridt” (Rousseau 1962-I, side 163); og i ”da ethvert forkert
standpunkt som modsætning har en sandhed, er antallet af sandheder såvel som af vildfarelser
uendeligt” (Rousseau 1962-II, side 7). For at blive i vekselvirkningen mellem syn og hånd, at
bevare enheden så at sige, så træder forstanden ind som, i dette tilfælde, en verificerende instanside
Metodetriangulering kalder den empiriske videnskab dette. Synet er over det hele,
det har vidde og horisonten er uendelig, Følelsen er lokal og bundet til kroppen. Der kan være
en fare for, at synet stikker af. Det er der metoder til at undgå, blandt andet pædagogikken,
det kommer vi til, men altså i dette citat også en insisteren på, at tingene må undersøges i en
eller anden form for kropslig og intelligent omgang også, for eksempel ved eksperimenter. Et
andet interessant element i disse citater er forestillingen om, at alle sanseindtryk må fordobleside
Det må nødvendigvis føre til en uendelig fordobling, og det peger derfor frem mod et
overset aspekt i Rousseaus tænkning, nemlig et af de få steder, hvor man møder en stærk plu-
5 Se Løvlie (2002) for denne fortolkning af Rousseau som en ”stedets filosof”.
6