Opmærksomhedens pædagogik - Folkeskolen

folkeskolen.dk /nylærer august 2009 5 / 22
Den naturlige opmærksomhed
– skæringspunktet mellem synet, følelsen, forstanden og verden
Allerede i bog 1 i Emile siger Rousseau ”I naturtilstanden hvor alle mennesker er lige, er deres
fælles kald dette at være menneske” (Rousseau 1962-I, side 19), og eftersom Emile netop
handler om ’menneskeopdragelsen’ versuside borgeropdragelsen, er det klart, at alle de centrale
passager i Emile skal forstås som et forsøg på at etablere en form for før-statslig pædagogik.
En pædagogik, der bygger på naturens egne forudsætninger og arbejde. Denne naturtilstand
er, vil jeg vise, kendetegnet ved en særlig form for opmærksom omgang med tingene,
en opmærksomhed, som jeg vil fremskrive som en særlig åben og sitrende relation til omverden:
et skæringspunkt for omverdenen, følesansen, synssansen og forstanden (altså ikke blot
situeret i subjektet, men imellem subjekt og verden i sansningens synlige yderside, kan man
sige). Hvis det stemmer, så lægges der, og det er min anden pointe, derefter op til ’den naturlige
opmærksomheds pædagogik’, hvor læreren indtager en organiserende, overvågende og
ikke mindst disciplinerende rolle.
Synet er tæt knyttet til følesansen, for eksempel. i ”uden følesansen og uden selv at kunne bevæge
sig ville ikke de skarpeste øjne i verden kunne give os nogen forestilling om udstrækning”,
og forstanden kommer allerede ind i ”Det er kun ved at gå, beføle og tælle og måle
dimensionerne at man lærer at vurdere dem” (Rousseau 1962-I, side 162-163). Man vurderer
på en måde ved at se og ved at føle. En vurdering kan derfor kun komme i stand ved at man
tidligere har haft omfattende omgang med materialer, hvor afstande og relationer og vurderinger
har været knyttet direkte til følesansen. Begge disse citater peger derfor på følesansen
som mest grundlæggende. Følesansens primat ses igen i ”For at undersøge hvad der er i stuen,
bruger både barnet og katten synet, som er fælles, men naturen har desuden givet den første
hænderne, mens den anden er blevet udstyret med sin fine lugtesanside Alt efter om dette
samspil mellem syn og hænder bliver godt eller dårligt opøvet, bliver børnene smidige eller
plumpe, klodsede eller behændige, tankeløse eller tænksomme” (Rousseau 1962-I, side 137)
(min kursivering). Her understreges betydningen af, at forholdet mellem syn og følelse (hænder)
opøves, altså læreside Det er simpelthen betingelsen for smidighed, behændighed og
tænksomhed. Der er en slags grundlæggende ’toenighed’ her, en dybere vekselvirkning mellem
syn og hånd (og også allerede nu lidt forstand, for eksempel via omtalen af vurderingsbegrebet).
Man kan også se, at denne toenighed mellem syn og følelse er noget, der læreside
Det ser man i ”at opøve sanserne er ikke blot at bruge dem, men det er at lære at dømme ved
5