Kunstpædagogisk forskning og formidling i Norden 1995 – 2004

Eksempel 1:
Anna Lena Lindberg (1988):
Konstpedagogikens dilemma.
Historiska rötter och moderna strategier,
Studentlitteratur.
Anna Lena Lindbergs doktorafhandling fra 1988 er den eneste nordiske afhandling,
som fokuserer specifikt på formidling af kunst på museer og kunsthaller samt
på de tanker, som historisk set ligger til grund for, hvorledes denne formidling praktiseres.
Siden den udkom som bog i 1991, er afhandlingen genoptrykt mindst en
gang, hviket er forholdsvis sjældent for en akademisk afhandling af den tyngde
(439 sider). Lindberg definerer ”konstpedagogikkens dilemma” som beroende på
to uforenelige holdninger til formidlingen: ”uppfostarhållningen”, der bestemmer
museets rolle som formidler af kulturarven gennem undervisning og ”den karismatiska
hållningen”, som hævder, at man ikke kan undervise i kunstforståelse, fordi
kunstoplevelsen alene beror på en intuitiv og følelsesbaseret erfaring af kunstværkernes
karisma. I afhandlingen gennemgår Lindberg en række af 1800-tallets vigtigste
teorier om kunstpædagogik. Herefter gøres der rede for forskellige ”senmoderna
strategier”, og der udvikles forskellige analytiske begreber til en aktuel
forståelse af kunstpædagogikken, som ikke er splittet mellem de to sider af dilemmaet.
De vigtigste teoretiske rammer for analyserne henter Lindberg fra sociologerne
Pierre Bourdieu og Jürgen Habermas.
Eksempel 2:
Helena Sederholm (1998):
Starting to Play with Arts Education.
Study of Ways to Approach Experiential and
Social Modes of Contemporary Art.
University of Jyväskylä:
Jyväskylä Studies in the Arts 63. Doctoral Thesis.
Afhandlingens tyngdepunkt ligger i et omfattende studium af den ”performative”
samtidskunst samt af dennes historiske rødder i bl.a. den internationale situationist-bevægelse.
Med udgangspunkt i pragmatisk æstetisk teori (William James,
John Dewey og Richard Shusterman) undersøges forskellige begreber om æstetisk
oplevelse og erfaring (”experience”), og disse relateres til forskellige relationelle
kunstformer. Afhandlingens pædagogiske pointe er, at oplevelsen af og
legen med kunst, og i særdeleshed af performativ samtidskunst, udgør et væsentligt
alternativ til en disciplinorienteret tilgang (eks. den amerikanske DBAE), hvor
der undervises om kunst, som om der var tale om et afgrænset og eksemplificerbart
begreb. Med udgangspunkt i samtidskunstens mangfoldighed argumenterer
Sederholm således for en tilgang til kunst- og billedpædagogisk praksis, hvor deltagernes
unikke og situerede oplevelse sættes i centrum.
Eksempel 3:
Helene Illeris (2002a):
Billedet, pædagogikken og magten – Positioner,
genealogi og postmoderne optikker i det billedpædagogiske felt,
ph.d.-afhandling,
Danmarks Pædagogiske Universitet.
Med udgangspunkt i Pierre Bourdieus teori om sociale felter analyserer denne
afhandling skolens billedundervisning i spændingsfeltet mellem hhv. kunstfeltet,
håndværksfeltet, mediefeltet og det pædagogiske felt. Herefter foretages, med
afsæt i Michel Foucaults teorier, genealogiske analyser af de ”diskursordener”, som
har domineret det billedpædagogiske felt i Skandinavien fra midt i 1800-tallet og
frem til vore dage. Disse diskursordener kan fortsat siges at eksistere side om side
som ”sandheder”, der cirkulerer i skolen og i samfundet. På baggrund af analyserne
konkluderer forfatteren bl.a., at der kan påvises en udtalt ambivalens i forholdet
mellem de tanker, der ligger til grund for skolens billedundervisning, og de tanker,
der traditionelt har præget kunstformidlingen på museer og kunsthaller, samt at
denne ambivalens har dybe rødder, som er både af historisk og af strukturel karakter.
Afslutningsvis findes bl.a. en kortfattet diskussion af samtidskunstens potentiale
i forhold til udviklingen af ”postmoderne optikker” på billedpædagogikken. Denne
diskussion har forfatteren videreudviklet i flere artikler.
Diskussion:
Sammen med status- og evalueringsrapporterne [B], de videnskabelige bøger [F]
og de videnskabelige artikler giver de akademiske afhandlinger det bedste indblik
i nordisk kunstpædagogik på forskningsniveau. De tre ovennævnte eksempler
giver en fornemmelse af den mangfoldighed af temaer, som kunstpædagogisk
forskning har rettet sig mod. Således er der tale om vigtig nordisk grundforskning
inden for hhv. kunstpædagogikkens historie, udviklingen af et oplevelsesbaseret
kunstbegreb, som udgangspunkt for kunstpædagogisk praksis, og kunstpædagogikkens
relation til skolens billedundervisning. Hvor Lindbergs og Illeris’ afhandlinger
primært benytter sig af sociologisk orienteret teori og dermed beskriver kunstpædagogikken
som en social og kulturel praksis, introducerer Sederholm en
30 31