ta' ud og hæng op! - Hus Forbi

Jeg har for resten fået fast arbejde
Fabbe er vokset op på institutioner. Fabbe halter rundt med en medfødt
knoglesygdom. Og Fabbe er – trods sine kun 159 centimeter – et stort
menneske. Her følger min hyldest og hans egen historie
Af Morten Bruun
Foto: Jan Sommer og Per Rasmussen
JEG ER FABBEFAN: Det er et år siden, jeg som journalist
på Ekstra Bladet mødte Fabbe første gang. Hjemløselandsholdet
2006 var på træningslejr i Sorø, og den
lille, skævt byggede og vraltende målmand - 159
centimeter medfødt knoglesygdom – gjorde indtryk
med sin frygtløshed, teknik og rappe replik.
Et par uger senere mødtes vi igen. 23-årige
Fabbe – som egentlig hedder Kim Fabricius – havde
sagt ja til at vise mig rundt i sit hjem. Det var
hurtigt overstået.
Et værelse på Kofoeds Skole, hvor han boede med
sine få ejendele fordelt i tre sorte plastsække.
Så fulgte turen til VM i Cape Town. Her sludrede
vi en del sammen, og jeg inviterede ham med ud i
en af de fattige townships, der får Kofoeds Skole
til at minde om et fem-stjernet hotel.
Her scorede Fabbe topkarakter, da han under
et besøg i en privat børnehave med konstante
pengeproblemer forærede stedet hundrede kroner
fra sin egen danske bistandshjælp. Blot et
lille eksempel på det store overskud, jeg
er faldet for.
I år er Fabbe tilknyttet 2007landsholdet
som målmandstræner.
Det er han glad for, men
det var nu ikke dét, der optog
ham, da vi talte sammen midt
på foråret:
- Jeg har for resten fået
fast arbejde, sagde han pludselig.
Jeg husker, jeg blev meget
glad. Næsten lige så glad som
Fabbe.
I dag er han 24 år og ukuelig i sin
tro på, at han efter et langt liv på institutioner
endelig er på vej. Her
fortæller han selv sin historie.
mob@eb.dk
NU KAN JEG GØRE RENT: - De
første tre-fire år af mit liv boede
jeg hos min mormor. Så kom
jeg på børnehjem nogle år og
bagefter syv år på en Tvindskole.
Da jeg var 13-14 år, flyttede
jeg hjem til min mor, men det
gik bare ikke. Vi sloges, og vi
skændtes. Så fik jeg et kollegieværelse
og begyndte på en eller
anden teknisk uddannelse. Men
det blev kun til grunduddannelsen.
Så mente skolen, jeg skulle
stoppe, og jeg blev smidt ud
af kollegiet og endte i Kofoeds
Skoles ungdomsboliger. Her har
jeg boet i fem år, og det har
været rigtig godt. Tidligere var
jeg rimeligt meget alene med
mig selv, men her er altid nogle
pædagoger, man kan spørge til
råds. Jeg har lært at tale med
min sagsbehandler, jeg har lært
at være sammen med andre
mennesker, og jeg har – bare for
at nævne noget praktisk – lært
at købe ind og gøre rent. Nu er
det min plan, at jeg skal have
min egen lejlighed til nytår.
SLUT MED AT VÆRE KLOVN: - Det var stort, da jeg blev udtaget til Hjemløselandsholdet sidste
år. Jeg havde sgu aldrig regnet med, at sådan en som mig ville ende dér, og så var jeg lige
pludselig på træningslejr i Sorø og med på et hold, som skulle til Sydafrika. Det var første gang,
nogen for alvor troede på mig, men det var også vigtigt for mig, at jeg skulle deltage på lige
fod med de andre. Der var ikke noget med at tage særlige hensyn til mig og mit handicap. Det
var også første gang, jeg oplevede, at jeg ikke behøvede at optræde som en klovn for at få folk
til at snakke med mig. Før jokede jeg altid. Tit for at skjule, at jeg i virkeligheden havde det
ad helvede til. På holdet var der plads til at sige, at man havde det skidt. Og så var det også
på grund af landsholdet, jeg holdt op med at ryge hash hver dag. Jeg tror, jeg var 12 år, da jeg
startede, men de sidste fire uger før Cape Town lagde jeg det på hylden.
NOGET AT STÅ OP TIL: - Jeg har aldrig før været på arbejdsmarkedet, men i januar i år blev jeg
ansat i arbejdspraktik i en integreret institution på Amager Strand. Børnene er mellem seks og
14 år, og det er en ’sejlklub’, så vi bruger meget tid på søsport. 16. april blev jeg fastansat pædagogmedhjælper
i 30 timer om ugen, og det er altså rigtig fedt og rart at have noget at stå op
til og lave noget, man kan lide. Det er ret sjovt bare at lege med ungerne, og så er det også helt
nyt, at jeg har fået kolleger, der regner med, at jeg passer mit arbejde. Der var selvfølgelig en
masse, jeg skulle lære i starten, men her bliver der ligesom på landsholdet heller ikke taget særlige
hensyn til mig. Jeg synes selv, jeg arbejder på lige fod med de andre, og nu er det min plan
at tage den pædagogiske grunduddannelse og så komme videre derfra. Jeg vil nemlig gerne være
pædagog, og jeg tror nok, at jeg har mødt så mange af den slags, at jeg ved lidt om, hvordan de
ikke skal opføre sig.
Om der er noget, jeg ønsker mig? Ja, en scooter, så jeg nemmere kan komme på arbejde. Med
mine korte ben er der lidt langt at gå…
CAPE TOWN SATTE TANKER I GANG: - Vi var ti
mand i truppen, men kun otte måtte spille ved VM
i Cape Town. Jeg var en af de to, der ikke kom på
banen, men det gjorde ikke noget. I stedet blev
jeg målmandstræner og var stadig en del af holdet.
Cape Town var selvfølgelig en fed by, men da
vi kom hjem, var jeg alligevel rimeligt deprimeret
de første uger og måtte bruge tid på at sortere
de dårlige indtryk fra. Det var til at tude over den
måde, de behandlede deres hjemløse på. Det var
som om, byen prøvede at skjule problemerne, men
de hjemløse var bare over det hele. Det var virkelig
en slem oplevelse, men det satte også nogle
tanker i gang. De havde ingenting, men måtte
bare hænge i og klare sig selv, og sammenlignet
med dem er vi i de hjemløses superliga herhjemme.
Vi går bare til sagsbehandleren, hvis der er
det mindste problem. Da jeg kom hjem, sagde jeg
til mig selv, at det ikke nytter at sidde og græde.
Det handler bare om at komme i gang. Sværere
er det ikke. Så på den måde var Cape Town ret
værdifuld for mig.
18 hus forbi · VM særnummer · nr. 63 · 23. juli - 5. august 2007 hus forbi · VM særnummer · nr. 63 · 23. juli - 5. august 2007 19