ta' ud og hæng op! - Hus Forbi

Fra narkovrag til landsholdsspiller:
Jeg vil være nummer 1!
Der var en større plan for mig her på jorden. Derfor
døde jeg ikke, siger Kenny Christensen, Hjemløselandsholdets
forsvarsstolpe, om sine 17 år som stofmisbruger.
Nu går han efter guldet
Af Tina Juul Rasmussen og Morten Bruun
Foto: Jan Sommer
Ikke mange landsholdsstjerner starter
dagen kvart i seks om morgen
på Calypsokaj i Esbjerg Havn med at
tømme kasser med fiskeaffald. Men
det gør Kenny Christensen. Og det
er han glad for. Lønnen er god, kammertonen
i kantinen er ubamhjertigt
kærlig, og han har tidligt fri. På en
god dag allerede ved middagstid.
Så kan han nå hjem til kæresten
Pia, deres 11 måneder gamle datter
Sascha og de øvrige fem ”dine og
mine-børn”, som flittigt benytter
hoveddøren i rækkehuset i Esbjerg.
Hvis ikke de er ude ved det nyeste
familiemedlem: Hesten Diablo.
Slog alle odds
Men bladrer Kenny bare fire år tilbage
i familiealbummet, ser billederne
af hans liv markant anderledes ud:
30 kilo tyndere efter år på stoffer.
To store døtre, Kenny ikke formåede
at være ret meget far for. Og så
havde han lige begravet sin hjerneskadede
søn Oliver. Drengen, som
slog alle odds og levede to et halvt
år længere end de seks måneder,
lægerne gav ham ved fødslen.
- Han ville ikke herfra, før han
selv var klar til at dø. Men han
var meget syg, og de ringede hele
tiden til os fra den institution, han
boede på: ”Nu skal I skynde jer at
komme...” Hver gang indstillede
man sig på, at nu var det nu. Og så
havde han det fint igen en halv time
efter. Jeg har siddet med ham i mine
arme og ventet på, at han skulle dø
af den morfin, han havde fået. Men
han døde sgu ikke - han slog øjnene
op og kiggede på mig, som om han
tænkte: ”Hvad har I gang i?” Indtil
en dag, hvor han så pludselig døde.
Jeg nåede ikke engang derned.
Koksede med baby i armene
Olivers kamp er på mange måder
parallel med Kennys egen – en lang
række af op- og nedture. Den store
forskel er bare, at Kenny klarede
den. Efter 17 års kamp mod stoffer,
sprut og kriminalitet vandt Kenny
endelig for to år siden.
- Jeg kan huske, da jeg var allerlængst
ude, at jeg lå på en sofa
hos en kammerat. Jeg var så syg af
stoffer, at jeg bare ville dø på den
sofa. Jeg kunne ikke rejse mig. Min
kammerat stillede mit fix klar til mig
på sofabordet om morgenen. Det
eneste, jeg skulle gøre, var at stikke
det i armen og så vælte tilbage i sofaen
og kokse videre. Men det kunne
jeg ikke engang til sidst, fortæller
Kenny, som også husker, hvordan
han en aften vågnede med den nyfødte
Oliver i armene inde i stuen:
- Det var mens, vi stadig havde
ham hjemme. Det var min opgave at
give ham mad og lægge ham til at
sove om aftenen, og så kunne jeg
tage mit fix. Men jeg må ha´ taget
mit fix først, for da jeg kom til mig
selv, sad jeg foroverbøjet i stolen
med Oliver i armene og koksede. Men
jeg havde stadig fat i ham...
Ud af 8. klasse
Kenny er født og opvokset i Esbjerg.
Faren var sømand og væk i både
halve og hele år ad gangen, mens
moren passede hjemmet, de fem
I dag bor Kenny sammen med
kæresten Pia, som han har
datteren Sascha på knap et
år sammen med. Derudover
har de tilsammen fem børn
fra tidligere forhold og hesten
Diablo, familiens nyeste medlem
og store interesse.
6 hus forbi · VM særnummer · nr. 63 · 23. juli - 5. august 2007
børn og rengøringsjobbet. Kenny
var den yngste i flokken og fars
kæledægge, så der vankede masser
af gaver, når far gik i land. Der blev
også drukket tæt i hjemmet, husker
Kenny. Skolen stod mest på ballade,
indtil Kennys far en dag i 8. klasse
sagde til sin søn: ”Nu går du ned og
afleverer dine skolebøger. Du skal på
søfartsskole.”
Og sådan blev det. 16 år på
verdens have som befaren matros for
blandt andre Maersk, og her var altid
fest ombord. Så det blev også til 16
år med et misbrug, der startede med
lidt hash på søfartsskolen og tiltog i
omfang for til sidst at sende Kenny ud
helt i mørket.
- Min ældste datter Nadia blev
lavet i Horsens Statsfængsel, hvor
jeg sad inde for handel med stoffer.
Året efter fik vi Michelle, husker
Kenny, som i sine allermest desperate
øjeblikke har stjålet fra både sin
mor og sine døtre.
- De smykker, jeg købte til dem,
da jeg havde penge, stjal jeg igen og
solgte for at få penge til stoffer.
Da Kennys kone og mor til de
to piger forlod Kenny, gik han i
sort. Fortsatte med stofferne. Kom
længere og længere ud, indtil han i
1997 kom i behandling først gang.
Røg på røven igen - en historie, der
har gentaget sig fem gange.
- Jeg kunne altid finde en
undskyldning for at fortsætte. Det
gjorde ikke noget, at Vorherre havde
forladt mig, bare naboen var værre.
Men jeg kom hele tiden tættere på
naboen – brugte alle pengene på
stoffer og gæld, betalte ikke min
husleje, blev smidt ud alle de steder,
jeg boede. På et tidspunkt gik jeg
og spiste af skraldespandene hos
McDonald´s.
Når Kenny i dag skal forklare,
hvorfor det lige var femte gang i
behandling i 2005, der lykkedes,
skyldes det ikke noget specielt lavpunkt
eller vendepunkt.
- Men der skete noget med mig,
da Oliver døde. De tre år, han levede,
var på mange måder et helvede. Men
måske var jeg alligevel begyndt at
bruge de redskaber, jeg havde fået
undervejs. Jeg kunne jo ikke gå til NAmøder
(Narcotics Anonymous, red.) i
kirken og være gangster, vel?
For Kenny har NA-møderne og
12-trinsprogrammet virket. Han viser
stolt sine nøgleringe frem som bevis
på de mange måneder uden stoffer.
- Jeg har kun taget én pille og
drukket en vodka, efter jeg blev clean.
Har fået så mange gaver
I dag sidder Kenny så i sofaen i
fødebyen Esbjerg, godt tilfreds.
En stor familie, fast job på havnen,
en opstaldet hest i nærheden og
en plads på Hjemløselandsholdet.
Større bliver det ikke.
- Jeg har fået så mange gaver.
Men jo, jeg kunne godt have været
død mange gange undervejs. Jeg tror
bare ikke, det var meningen. Der er
noget, som har holdt hånden over
mig. Jeg skal udrette noget her på
jorden, inden jeg skal herfra. Åndelighed
er for sådan nogle som os, der
har været i helvede.
Men Kenny ved godt, at det ikke
er en selvfølge, at han er clean. Misbruget
er en sygdom, han skal holde
stangen i mange år endnu.
- Vi har lige begravet en af Pias
veninder i går – hun døde af en
overdosis 30 år gammel. Og jeg har
mistet mange kammerater undervejs.
Men for mig er hverdagen ikke længere
en kamp, og jeg har ikke glemt
noget nogle steder. Jeg betaler
stadig af på min regning som misbruger.
Men nu har jeg da fået orden
i økonomien og et VISA-Dankort.
Vil være nummer et
Pladsen på Hjemløselandsholdet er
et særligt kapitel for Kenny. Han har
altid spillet fodbold, det seneste
års tid gennem værestedet for clean
misbrugere, X-House i Esbjerg.
- Vi stillede et hold til de Fynske
Mesterskaber i 2006, blev nr. to og
nr. tre til DM. Så vi blev enige om, at
vi skulle have nogle på landholdet.
I starten af året ringede telefonen
så, og Kenny fik at vide, at han
var en af de tre fra X-House, som var
udtaget.
- For mig var det en kæmpe drøm,
der gik i opfyldelse. Og vi har det
fedt sammen på holdet. Vi griner og
laver ballade, men vi bruger også hinanden
– snakker om det misbrugsliv,
vi har levet, og jeg kan mærke, at de
andre kan bruge mine erfaringer.
Og forventningerne til VM er helt
klare:
- Jeg har været nummer to hele
mit liv. Det har jeg ikke råd til længere
- jeg vil være nummer et! Og nu
har jeg chancen.
Hvordan kan
Kenny være
på Hjemløse-
landsholdet?
Han har kone og børn, bor i
rækkehus, har hest og fast
arbejde. Hvordan kan Kenny
overhovedet spille på Hjemløselandsholdet?
Det kan han,
fordi han det seneste års tid
har spillet gadefodbold for
X-House, et værested for clean
misbrugere i Esbjerg. Og Kenny
går regelmæssigt til sine møder
i Anonyme Narkomaner.
At man er i gang med en misbrugsbehandling
og har været
hjemløs inden for de sidste to
år, er et af de formelle kriterier
for at blive udtaget.
Læs om de øvrige kriterier på
www.ombold.dk under landshold
2007.
hus forbi · VM særnummer · nr. 63 · 23. juli - 5. august 2007 7