Cursiv 7.indd - DPU

114
Mie Buhl
formdannelser, der vælges og tilskrives betydninger (jf. afsnit om Visuel kultur
og uddannelse ovf.).
I et uddannelsesfagligt perspektiv omfatt er dett e færdigheder, viden og
kompetencer på et metodisk niveau, dvs. et kontinuum af en række formsprog,
et repertoire af teknikker, anvendelse af forskellige slags (immaterielle) materialer
samt færdigheder og formåen til at formulere sig visuelt. Derudover omfatt er det
et strategisk niveau, dvs. et kontinuum af visuelle repertoirer, produktionsmedier,
produktionsstrategier, valg af betydningsmuligheder, positioneringer samt
kriterier for udvælgelse af disse (Buhl & Flensborg, 2011).
Visuel kulturkompetence som en tværgående faglighed er kendetegnet ved at
forholde sig til både synet (dvs. det fysiologiske og perceptuelle beredskab), som
naturvidenskaben og psykologien, udforsker og synsmåder (dvs. de sociokulturelle
betingelser), som samfundsvidenskaberne og humaniora i bred forstand
udforsker. I den forstand opererer visuel kultur i grænseområderne af syn og
synsmåder og er overskridende i forhold til institutionaliserede fagdiscipliner og
ikke-institutionaliserede sammenhænge. (Buhl & Flensborg, 2011).
Det tværgående fagperspektiv
Når det inden for de seneste år er blevet aktuelt at diskutere visuel kulturpædagogik
som en ny faglighed, skyldes det, at begreber om billeder og visualiseringer
hele tiden forandrer sig, og fordi begreber om pædagogik hele tiden forandrer sig.
Det er således ikke udtryk for mangel på faglighed, når visuel kultur som uddannelsesfag
introduceres, men et udtryk for, at fag og faglighed til stadighed forandrer
sig; det ’emergerer’ inden for uddannelsessystemets kommunikative praksis.
Når der f.eks. undervises i billeder og visualiseringer, er kommunikationen styret
af et sæt regler, der foreskriver, hvordan indhold og form opfylder de specifi kke
kriterier, der adresseres. Det gælder, uanset om det er på radiografuddannelsen,
på lægemedicinuddannelsen eller inden for billedkunstuddannelsen. Der tales
ud fra den forforståelse, som fi ndes i de respektive uddannelsers bekendtgørelsestekster,
med henblik på, at kommunikationen skal muliggøre læring. Denne
form for kommunikation - både som tale og billedpraksis - foregår hele tiden og
udgør fagligheden i et fag. Men da kommunikationer aldrig falder ens ud, betyder
det også, at fagligheden til stadighed undergår små forandringer – det som, med
Luhmann, – kan betegnes som evolution. Kommunikationen muliggør hele tiden
nye nuanceringer og forståelser af undervisningsindhold. På den måde bliver nye
begreber og nye praksisser aktualiseret, og på den måde bliver nye karakteristika
ved fagligheder til.