Dansk tidsskrift for teologi og kirke - Menighedsfakultetet

12
Biskop N.T. Wright
Det er samtidigt også klart, at det Jesus
sagde om Guds rige udfordrede netop disse
forventninger. I den forstand lignede hans
budskab Amos’: “Hvad vil I dog med Herrens
Dag? Den er mørke, ikke lys” (Amos
5,18). En stor del af lignelserne handler om,
hvad det gudsrige som folk har længtes efter,
er og ikke er. Det er som et garn fyldt
med fisk, både gode og dårlige. Der er som
hvede blandet med ukrudt. Det som en med
mand, der gik ud på marken for at så. Det
er dommens tid for Israel, ikke kun udfrielsens
tid. Mange vil komme fra øst og vest og
sidde til bords med Abraham, Isak og Jakob
i Guds rige, mens rigets egne børn vil blive
smidt ud. Hvis de her påstande og andre
med dem læses udelukkende som den senere
kirkes retrojektioner over Jesu tjeneste,
bliver det efter min mening umuligt at
forstå hvad Jesu tjeneste virkelig betød.
(5) Det bliver især umuligt, at forstå
hvorfor Jesus blev refereret til som en profet.
Denne betegnelse må adskilles fra et
andet ofte diskuteret spørgsmål, om hvorvidt
Jesus blev anset for, og selv mente at
være “en eskatologisk profet”: Der er faktisk
forholdsvis få tegn på henvisningen til
5 Mos 18 i evangelierne, med Joh 6,14 og én
eller to andre steder som undtagelser. Der
er til gengæld masser af tegn på at “profet”
var den primære kategori, hvorigennem
Jesus blev forstået af sine samtidige. En
“profet” – ikke forstået som “en national leder”,
men som “en national uromager” i stil
med Johannes Døberen, Elias, og Jeremias
(se Matt 16,14). Et andet godt argument:
Det store flertal af henvisninger, falder helt
sikkert for uensartethedstesten, eftersom
jødedommen tydeligvis ikke forventede en
profet, der som Elias og Jeremias advarede
om, at pagtens Gud havde noget at udsætte
på sit folk. Den tidlige kirke forlod desuden
hurtigt kategorien profet til fordel for andre
mere entydigt ophøjende betegnelser. Matt
Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 09
16,14 er muligvis en undtagelse, eftersom
stedet klart leder frem til en proklamation
af Jesus som Messias. Henvisningerne til
profeterne gives muligvis for blot at introducere
en kontrast, men der er andre argumenter
der taler for. For eksempel inkluderede
Herodes Jesus i profetkategorien.
Det samme gjorde Jesu disciple, og forøvrigt
også Jesus selv: “Det er umuligt, at en
profet skulle dø udenfor Jerusalem” og “en
profet er sjældent agtet i sin egen hjemby”.
Selv når konteksten kræver en messiansk
erklæring, lader Matthæus menneskemængden
proklamere: “Dette er profeten
Jesus fra Nazareth i Galilæa”. Og en profets
karakteristiske budskab er at advare
Guds folk om at de er på afveje, og at Gud
snart vil straffe dem, men give oprejsning
til dem, der gør som Guds vilje.
(6) Det billede, der tegner sig passer ind
med de utallige, eksplicitte advarsler i de
synoptiske evangelier. Figentræet får et år
til, så det kan bære frugt og slippe for at blive
“hugget om”. Med mindre de omvender
sig, vil det gå dem ligesom de folk Pilatus
havde beordret dræbt i sin karakteristiske,
provokerende undertrykkelse af jødiske følelser.
De retfærdige vil blive adskilt fra de
uretfærdige som hveden fra avnerne. Det
er med Israel som en forvalter, der står til
at blive fyret på grund af inkompetent ledelse,
og hvis ikke folket kommer frem med
et alternativ, er de ilde stedt. Hvis Sanders
har ret – og det tror jeg han har – må tempelepisoden
forstås i samme kontekst. Det
handler ikke grundlæggende om en rensning,
som Jesus måtte foretage for at gøre
templet brugbart igen. Det var heller ikke
en protest mod “materialistiske” tendenser
i jødedommen (igen en anakronisme, som
ikke giver mening i sin sammenhæng). Det
var i stedet en handling, der symboliserede
ødelæggelse. 17 Det tema, vi kan observere
i Jesus-ord-materialet, 18 har grundlag i et