Dansk tidsskrift for teologi og kirke - Menighedsfakultetet

24
Biskop N.T. Wright
helt ubrugeligt. Efter kirkens konsolidering
var spørgsmålet om Israel ikke længere så
fremtrædende, som det var i Jesu tjeneste.
“Den trofaste jødes” bekendtgørelse af Israels
nært forestående dom var heller ikke
fremtrædende i de sidste to århundreder
før vor tidsregning. Det blev det først igen
med Johannes Døberen. Det er her vi, og for
den sags skyld Jesus, kommer ind i billedet.
Jeg hævder altså ikke at Jesus døde for
en abstrakt doktrin, så som “forsoningen”,
“retfærdiggørelsen” eller lignende, men for
en konkret virkelighed: Israel. 36
Lad mig opsummere: Det store historiske
spørgsmål er: Hvorfor døde Jesus? Alle,
der studerer Jesu liv, må stille sig selv det
spørgsmål. Mit svar rammer ind i Jesu kontroverser
med sin samtid, hans proklamationer
og symbolske udførelse af Guds nært
forestående dom over Israel. De jødiske ledere
overgav Jesus til romerne, og jeg mener
at disse ting var med til at fremskynde
deres udlevering. Indtil videre ligner dette
svar Sanders', selvom det på ét punkt er formuleret
skarpere. Men mit svar åbner også
op for en anden måde at høre spørgsmålet
på, nemlig den teologiske. Jeg tror evangelisterne
gerne selv vil give det “teologiske”
svar, og har tænkt, at den bedste måde at
give det på ganske enkelt har været ved at
fortælle historien og lade dens overtoner
ringe for sig selv.
Hvis dette argument er grundliggende
korrekt, giver det god mening (som Sanders,
Borg og andre har argumenteret), at
Jesus netop skal forstås ind i sit jødiske
miljø, og gennem det første århundredes
historie, teologi og politik. Jesu død, og den
måde han så døden i øjnene på, kan forstås
på en måde, der giver historisk og teologisk
mening, og ikke gør Jesus til en besynderlig
fyr. 37 Jesus behøvede slet ikke at tvinge
myndighederne til at handle. Hans advarende
og inviterende tjeneste, fulgt af det
Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 09
passende klimaks ved indtoget i Jerusalem
og udrensningen i templet, var nok. Man
kan selvfølgelig stille spørgsmålstegn ved
om Jesus opfattede sin død, som det “rigtige”
klimaks på sin tjeneste. Dette spørgsmål
minder om et andet spørgsmål, vi tidligere
har været omkring: Troede Jesus, at
dommen over Israel var uundgåelig, eller
mente han, at det afhang af om folk tog
hans budskab til sig? Schweitzer svarede
bekræftende på begge spørgsmål, og afviste
den populære idé om et “galilæisk forår”, en
tidlig periode, hvor det så ud som om Jesu
mission ville blive succesrig. Denne periode
skulle så være blevet efterfulgt af en periode
med afvisning, trækken sig tilbage
fra folkemængden, og en Jesus der gik efter
plan B, det næstbedste: Korsfæstelse. Det
er helt sikkert ikke sådan, evangelisterne
har set det. Der er desværre ikke muligt at
diskutere, i hvilket omfang evangelisternes
præsentation har været præget af bagklogskab,
eller et ønske om, at få det til at se
ud som om Jesus, og måske Gud, hele tiden
havde haft korset i tanke.
Jesus så altså sig selv som kaldet af
Gud til at bekendtgøre Israels nært forestående
dom, og til at lade Israels gendannelse
ske ved og omkring sig selv. Han blev
ved med at forfølge sit kald, selv da det
blev tydeligt, hvad det ville føre med sig.
Han troede at Israels dom kunne undgås,
hvis Israels repræsentant led Israels død.
Dette går fint i tråd med mønsteret af begivenheder
i Jesu tjeneste som helhed, hvor
han tog del i de urenes og de stigmatiseredes
liv for at helbrede og genoprette dem
(eller som evangelisterne ofte siger, for at
“frelse” dem). Selvom dette syn ikke kan
omfattes inden for de sædvanlige teologiske
systemer som “forsoningen”, eller “retfærdiggørelsen”,
kan synspunktets stærke
pointer bruges til give liv til disse abstrakte
begreber, som ofte er blevet berøvet “kød og