Dansk tidsskrift for teologi og kirke - Menighedsfakultetet

36
Biskop N.T. Wright
er et moralsk udsagn, men et udsagn om,
hvordan tingene står i forhold til den nu
afsluttede retssag. Som en sagde til mig i
går: Alt afhænger af, hvad man mener med
“retfærdig”. Men denne form for retfærdighed
har intet med dommerens retfærdighed
at gøre. En dommer, der er retfærdig, er en,
der er fair i sin behandling af sagen, som
afviser bestikkelse eller andre former for
forskelsbehandling, som håndhæver loven
og er særlig opmærksom på de hjælpeløse,
enkerne, og så videre. Når enten sagsøgeren
eller den sagsøgte erklæres “retfærdig”
ved sagens afslutning, er der ikke i noget
tilfælde tale om, at dommerens egen retfærdighed
er blevet overført til dem, ved tilregning,
tildeling eller noget andet. Det, de har,
er en status som “retfærdig”, der kommer
fra dommeren. Lad mig særlig understrege,
at når dommeren frifinder den ene eller
den anden part, gør han helt bogstaveligt
vedkommende retfærdig, for “retfærdig” på
dette punkt ikke er et ord, der betegner moralsk
karakter, men kun netop den status,
man har, når retten frifinder en. Hvis man
i de tidligere århundreder havde været opmærksom
på det, kunne man have undgået
en hel del anfægtelse og forvirring.
Hvad så med den “tilregnede retfærdighed”?
Forstået rigtigt er det fint; Gud tilregner
dem, der tror, retfærdighed. Men dette
er efter Paulus’ mening hverken Guds eller
Kristi retfærdighed, bortset fra i en meget
speciel forstand, hvilket jeg skal vende tilbage
til. Kun to steder kan man henvise til
som belæg for, at den tilregnede retfærdighed
skulle være Guds eller Kristi retfærdighed.
Det første beviser for meget, det andet
for lidt. Det første er 1 Kor 1,30-31, hvor
Paulus siger, at Kristus er blevet “visdom
for os fra Gud, både retfærdighed og helligelse
og forløsning”. Hans pointe her er visdommen;
de tre andre navneord følger med
som en måde, hvorpå man siger “og i øvrigt
Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 09
alt andet”. Jeg tvivler på, at dette kan bære
den normale “tilregnelsesteologi”, for det
ville vel kræve lige så meget sendetid til
tilregnelsen af visdom, helligelse og forløsning.
Det andet sted er 2 Kor 5,21, der – som
jeg har argumenteret for andetsteds – ikke
drejer sig om soteriologi, men om apostolisk
kaldelse. Hele afsnitter handler om den
måde, hvorpå Paulus’ nye pagtstjeneste,
ved Jesu død og opstandelse, i virkeligheden
er den måde, Gud har valgt at etablere
og opretholde kirken på. “For at vi kunne
blive Guds retfærdighed i ham” betyder, at i
Kristus legemliggør de, der er kaldede til at
være apostoliske prædikanter, i virkeligheden
Guds egen pagtstroskab. Jeg forventer
ikke at kunne overbevise nogen med denne
ultrakorte sammenfatning af punktet, men
jeg vil hævde, at det fortjener en omhyggeligt
eksegetisk overvejelse og ikke at blive
affærdiget med en håndbevægelse og en
henvisning til broder Martin.
Er der så ingen “tilregning af retfærdighed”
i, for eksempel Rom 5,14-21. Jo, der er;
men min påstand er, at der ikke er tale om
Guds egen retfærdighed eller Kristi egen
retfærdighed, der tilregnes Guds genløste
folk, men snarere den nye status som “pagtsmedlem”
og/eller “retfærdiggjort synder”,
som tilskrives dem, der er i Kristus, som
har hørt evangeliet og reageret med “troslydighed”.
Men også dette er at foregribe mit
femte punkt, og jeg må fortsætte med det
tredje.
(3) dom efter gerninger
Det tredje punkt er bemærkelsesværdigt
kontroversielt i betragtning af, hvor velfunderet
det er flere steder hos Paulus. Ja, det
kunne det se ud som om der har været en
massiv tavshedens konspiration mod noget,
som var ganske klart for Paulus (såvel
som for Jesus). Sammen med mainstreamjødedommen
på det andet tempels tid hæv-