Dansk tidsskrift for teologi og kirke - Menighedsfakultetet

38
Biskop N.T. Wright
energi, men det som Gud giver og inspirerer
i ham (1 Kor 15,10; Kol 1,29). Men han er
altid bevidst om, at de ting, han ved en moralsk
og fysisk anstrengelse gør i nutiden,
vil tælle til hans fordel på den sidste dag,
netop fordi det er tegnene på, at den levende
Kristus’ ånd har virket i ham. Vi føler os
forlegne ved at sige den slags ting; det gør
Paulus tydeligvis ikke. Hvad i alverden kan
der være sket med en sola scriptura-teologi,
at den skulle føle sig tvunget til at udrense
sådanne stærke, ja jublende udsagn?
Den fremtidige kendelse kan, når den
er positiv, betegnes med verbet “retfærdiggøre”.
Dette har den fulde forensiske betydning,
rodfæstet i den gamle jødiske tro, at
eftersom Israels Gud er verdens skaber og
en retfærdig Gud, vil han også til sidst bringe
verden i orden; han vil med andre ord
holde et sidste retsmøde. På den dag vil der
for dem, der gør det gode, være herlighed og
ære og uforgængelighed og evigt liv (Rom
2,7); de vil med andre ord (vers 13) blive
gjort retfærdige. Dette burde for længst
have fået lov til at kaste lys over noget, som
jeg mener har spillet alt for lille en rolle i
drøftelserne af Paulus: Retfærdiggørelse
af tro, som jeg kommer til om et øjeblik, er
foregribelsen i nutiden af den retfærdiggørelse,
som vil indtræffe i fremtiden, og får
sin betydning fra den foregribelse. Hvad
Augustin manglede, hvad Luther og Calvin
manglede, hvad Regensburg manglede som
et middel til at kombinere de to ting, det
forsøgte at holde fast i, var Paulus’ eskatologiske
perspektiv, udfyldt af den bibelske
fusion af pagtsmæssige og forensiske kategorier.
Men før vi kommer dertil, vil jeg
behandle et spørgsmål, som Paulus sjældent
berører eksplicit, men som vi kan rekonstruere
hans tanker om ganske præcist.
Hvilket er meget heldigt, eftersom det har
spillet en vigtig rolle i protestantiske drøftelser
af soteriologien, og da det efter min
Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 09
mening er centralt for vor tids uenighed om
retfærdiggørelsen.
(4) ordo salutis
Jeg hentyder til spørgsmålet kendt som
ordo salutis. Jeg forstår dette udtryk som
en opstilling af en kronologisk rækkefølge
af de begivenheder, begyndende med menneskets
situation uden for fællesskabet med
Guds folk, hvor det sidder fast i afgudsdyrkelse
og derfor i synd, gennem den periode,
hvor denne samme tidligere synder bliver
fuldt og endeligt frelst. Dette spørgsmål
har været tæt forbundet med retfærdiggørelsen,
men jeg vil i denne og næste sektion
hævde, at når Paulus bruger dette ord og
dets afledte former, er det kun ét trin inden
for den rækkefølge, han tænker på, og hvad
der er afgørende betydning, det er ikke det,
som ordet i megen kristen dogmatik er blevet
brugt til at betegne. På dette punkt er
jeg implicit i dialog med en general tendens,
der i det mindste siden det sekstende århundrede
har gjort “omvendelse” og “retfærdiggørelse”
synonyme; en tendens, som
er blevet fremmet, når “omvendelse” forstås
som “etableringen af et personligt forhold til
Gud”, og retfærdiggørelse er blevet forstået
i en “relationel” forstand, hvor betydningen
ikke har været medlemskab i pagten som i
Det Gamle Testamente, men et personligt
forhold mellem den troende og Gud.
Jeg har allerede beskrevet, hvordan Paulus
forstår det øjeblik, hvor evangeliet om
Jesus som Herre forkyndes og mennesker
kommer til tro på det og adlyder dets kald.
Paulus har en egentlig teknisk term for
dette øjeblik, og det er hverken “retfærdiggørelse”
eller “omvendelse” (selv om han af
og til bruger sidstnævnte term). Det drejer
sig om ordet “kalde”. “For tænk på, brødre,
hvordan det var med jer selv, da I blev kaldet”,
siger han til korintherne; og Gud har
“kaldet mig ved sin nåde”, siger han om sig