Dansk tidsskrift for teologi og kirke - Menighedsfakultetet

44
Biskop N.T. Wright
sempel forfærdet over nogle af de senere års
anglikansk/romersk-katolske udtalelser,
og hvad angår forhold som paveembedet,
skærsilden og helgenkulten (især Mariakulten),
er jeg lige så meget protestant som
nogen anden og det af (mener jeg selv) gode
paulinske grunde. Men retfærdiggørelse af
tro fortæller mig, at hvis min katolske nabo
tror, at Jesus er Herre, og at Gud oprejste
ham fra de døde, så er han eller hun min
broder eller søster, hvor meget jeg end mener
deres forståelse i andre spørgsmål er
uklar endog i faretruende grad.
konklusion
Jeg tror, jeg har sagt nok til at få et uvejr
til at rejse sig, men ikke nok til at få det til
at lægge sig igen. Men lad mig slutte med
fire korte bemærkninger om vigtigheden af
at tage i det mindste denne version af det
nye perspektiv alvorligt – og en utvetydig
homiletisk anmodning.
(1) Med hensyn til metode fastholder
jeg, at Paulus skal forstås på sine egne
betingelser imod alle traditioner om ham,
deriblandt mine egne. Jeg er overbevist om,
at Luther og Calvin ville sige amen til det
princip. Og jeg tror, hvad jeg også har argumenteret
for i mine forskellige eksegetiske
værker, at denne læsning af Paulus giver
langt bedre mening i hans breve som helhed,
i de enkelte dele i dem og i deres indbyrdes
forhold – end nogen anden læsning
af dem, som jeg har kendskab til. En del af
det eksegetiske arbejde består i at relatere
Paulus til den jødiske verden på hans tid,
og denne læsning tror jeg gør det meget
bedre end den traditionelle, om end der naturligvis
er diskussion om mange aspekter
af den jødiske kontekst.
(2) Denne læsning af Paulus giver plads
for udfordringen til hver enkelt om at høre
og tro evangeliet og leve ved det, mens det
samtidig giver plads for tre andre kontek-
Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 09
ster, som hver især er af vital vigtighed for
Paulus. Disse tre andre kontekster er den
kosmiske (som i Romerbrevet 8), den ekklesiologiske
(som i hans konstante betoning
af enheden af jøde og hedning i Kristus) og
den politiske (som tidligere nævnt). Mange
har forsøgt at spille disse ud mod hinanden;
jeg mener, at de tværtimod forstærker hinanden.
Den forenede multietniske kirke er
et tegn på Guds heling og omskabelse af
kosmos og også dermed et tegn for kejseren
og hans efterfølgere om, at hans tilstræbte
forening af verden er en blasfemisk parodi.
Dette er blandt andet, hvad Efeserbrevet og
Kolossenserbrevet handler om, selv om det
er en anden historie. Jeg mener også, at det
er et punkt, der i høj grad behøver at blive
betonet i dag.
(3) Dette nye perspektiv på læsningen af
Paulus sætter os i stand til at forstå – hvad
der er af afgørende betydning for den løbende
debat i det mindste i min kirke – hvorfor
Paulus er så tolerant over for forskelle på
nogle punkter (især mad, drikke og helligdage)
og fuldstændig intolerant på andre
(især seksualetik). De skel, han insisterer
på at gøre uklare (for eksempel i Rom 14
og 1 Kor 8), er netop dem, der går mellem
forskellige etniske samfund, i særdeleshed
mellem jøder og hedninger. De grænselinjer,
han trækker så meget desto skarpere,
er dem, der går mellem den hellige livsstil,
der kræves af dem, der er døde og oprejst
med Messias, og den uhellige livsstil hos
dem, der lever, som om de ikke var blevet
det, men stadig levede “i kødet”. Også dette
er presserende i dag.
(4) Der er efter min mening noget ironisk
i reaktionen mod det nye perspektiv
især i reformerte kredse. Det nye perspektiv,
lanceret af Sanders og ivrigt modtaget i
mange amerikanske sammenhænge, havde
hele tiden været en reaktion – ikke mod de
reformerte læsninger af Paulus, men mod