Dansk tidsskrift for teologi og kirke - Menighedsfakultetet

42
Biskop N.T. Wright
undres over, at etniske spørgsmål pludselig
introduceres. Men det har han ikke. Som
kapitel 4 viser, når vi lader det komme til
sin fulde ret, har han talt om Guds trofasthed
mod pagten med Abraham og om Guds
skabelse af én familie af begge halvdele af
den syndige menneskehed. Guds erklæring,
at syndere nu står i et ret forhold til ham, og
Guds erklæring, at troende jøder og troende
hedninger hører til i den samme familie, er
uløseligt forbundet med hinanden.
Samme pointe ses i Gal 2,11-21. Her kan
der vist ikke være tvivl om, at det ikke drejer
sig om, “hvordan man bliver en kristen”,
men om bordfællesskab; med hvem kan jeg,
ja må jeg have bordfællesskab? Når Peter
distancerede sig fra hedningekristne, lå der
ikke det i det, at de fysisk set måtte blive
jøder. Paulus’ indsigelse mod ham drejede
sig ikke om, hvordan mennesker går fra at
være syndige afgudsdyrkere til blive tilgivne
medlemmer af Kristi folk, men om ligheden
inden for Guds folk blandt alle, der tror
på evangeliet, jøde såvel som hedning. Den
uoverensstemmelse dominerer hele brevet
på en måde, som jeg desværre er bange for,
at Martin Luther aldrig nogen sinde forstod
(selv om specialister kan rette mig).
Hvori består så denne vindikation,
denne dikai,wsij? Den er Guds deklaration
af, at et menneske er frikendt; det vil sige
at (a) dets synder er blevet tilgivet, og (b)
at han eller hun er en del af den pagtsfamilie,
som blev forjættet Abraham. Læg
mærke til begyndelsesordene: Guds deklaration
af at. Ikke “Guds tilvejebringelse af
at”, men Guds autoritative deklaration af,
hvad der er en kendsgerning. Det er selvfølgelig
på dette punkt, nogle har beskyldt
mig for semi-pelagianisme. Det kunne være
tilfældet, hvis min hensigt var at bruge ordet
“retfærdiggørelse” på samme måde, som
traditionen har gjort. Men det er det ikke.
Jeg mener, at Paulus bruger vindikation/
Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 09
retfærdiggørelse til at betegne Guds deklaration
om et menneske, om (mere præcist)
det menneske, der er blevet “kaldet” i den
ovenfor beskrevne forstand. Vindikation er
ikke det samme som kaldelse.
Og nu opdager vi, at denne deklaration,
denne vindikation forekommer to gange.
Den forekommer i fremtiden, som vi har
set, på baggrund af hele det liv, et menneske
har levet i Åndens kraft – det vil sige at
den forekommer på baggrund af “gerninger”
i Paulus’ omdefinerede forstand. Og som
noget temmelig centralt i Paulus’ teologi
forekommer den i nutiden som en foregribelse
af den fremtidige kendelse, når en der
i lydighed mod denne evangeliets “kaldelse”
tror, at Jesus er Herre, og at Gud oprejste
ham fra de døde. Dette er pointen ved retfærdiggørelse
ved tro – for at vende tilbage
til den velkendte terminologi: Det er foregribelsen
i nutiden af den kendelse, som vil
blive bekræftet i fremtiden. Retfærdiggørelse
drejer sig ikke om, “hvordan man bliver
en kristen”. Den er Guds udsagn om det
menneske, som netop er blevet en kristen.
Og ligesom den endelige deklaration ikke
så meget vil bestå af ord som af en begivenhed,
nemlig det pågældende menneskes
opstandelse med et herliggjort legeme ligesom
den opstandne Jesus, sådan vil den nuværende
deklaration bestå – ikke så meget
af ord, om end der kan være det – men af en
begivenhed, den begivenhed hvori man dør
sammen med Messias og opstår til nyt liv
i forventning om den endelige opstandelse.
Dåben med andre ord. Det glædede mig i
går at opdage, at ikke blot Chrysostomos og
Augustin, men også Luther ville være enige
med mig i dette.
Traditionsbundne protestanter vil muligvis
ikke være særlig glade for dette, men
jeg vil hævde, at det er, hvad Paulus siger.
Og før jeg drager nogle mere omfattende
konklusioner af alt dette, vil jeg henlede