Dansk tidsskrift for teologi og kirke - Menighedsfakultetet

32
Biskop N.T. Wright
anser for Paulus’ fundamentale pagtsteologi;
og dels får hans typiske protestantiske
antisakramentalisme ham til at gå fejl af
pointen i Romerbrevet kapitel 6. Jeg kunne
fortsætte.
Alt dette siger jeg blot for at gøre det
klart, at der sandsynligvis er næsten lige
så mange positioner inden for det nye perspektiv,
som der er forfattere, der går ind
for det – og at jeg er uenig med de fleste af
dem. Men det følgende er jeg enig med dem
i. Når man læser Romerbrevet og Galaterbrevet,
er det for mig indlysende, at når
Paulus taler om retfærdiggørelse, er konteksten
praktisk taget altid dels en kritik
af jødedommen og dels det forhold, at jøder
og hedninger finder sammen i Kristus. Som
en ekseget, der er besluttet på at lytte til
Skriften i stedet for at løsrive mine egne
foretrukne steder fra den, kan jeg ikke ignorere
dette. Det eneste, som det meste af
mainstream-teologien har fået ud af denne
kontekst, er at antage, at jøderne var skyldige
i den form for gerningsretfærdighed,
som teologer fra Augustin til Calvin og
endnu senere har kritiseret deres modstandere
for; og selv om Sanders’ redegørelse for
jødedommen trænger til at blive yderligere
nuanceret, betragter jeg det nye perspektivs
udfordring på dette punkt mere eller
mindre etableret. Hvad der fuldstændigt
mangler i det gamle perspektiv, men er så
stærkt til stede i dele af den moderne Paulus-forskning,
er Paulus’ følelse af en grundlæggende
fortælling, historien om Gud og
Israel, Gud og Abraham, Gud og pagtsfolket
og den måde, hvorpå den historie nåede
sit klimaks, som han siger, “da tidens fylde
kom” med Jesus Messias’ komme. Hvordan
alt dette skal udfoldes, er der stadig stor
uenighed om inden for det nye perspektiv.
Men her vil jeg af gode eksegetiske og historiske
grunde sige: Her står jeg.
Hvad skete der så? Ligesom Amerika så
Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 09
sig om efter en ny syndebuk efter afslutningen
på den kolde krig og slog ned på den
islamiske verden som det indlysende mål,
har mange konservative skribenter – da de
opdagede, at de havde det paulinske område
for sig selv, efter at de liberale var blevet
trætte af det – set sig om efter nye fjender.
Her er noget, der hedder det nye perspektiv;
det synes at benægte nogle af de ting,
som vi altid har doceret. Udmærket, så lad
os dæmonisere det, skære alle dets tilhængere
over én kam, og bombardere dem fra
en stor højde. Det har ikke været noget
kønt syn. Jeg taler som en af dem, der regelmæssigt
er blevet tæppebombet, og jeg
er især frustreret over disse tre ting: Traditionalisterne
har nægtet at skelne mellem
meget forskellige udgaver af det nye
perspektiv; for det andet har de undladt at
gå ind i de egentlige eksegetiske drøftelser,
som det hele drejer sig om, og i stedet for
blot gentaget en luthersk eller anden position,
som om det afgjorde sagen; og for det
tredje har de undladt at anerkende, at i
det mindste nogle af os er brødre i Kristus,
som ikke er kommet til vore positioner på
grund af en liberal, modernistisk eller relativistisk
dagsorden, men som et resultat
af et ydmygt studium af teksten under bøn,
den tekst som er og forbliver vor eneste
autoritet. Selvfølgelig er bøn og ydmyghed
over for teksten ikke nogen garanti for eksegetisk
succes. Vi har alle fejl og brist på
alle niveauer. Men det er lige nøjagtig min
pointe. Hvis jeg er simul iustus et peccator,
så må kirken, ikke mindst kirken som det
skriftlæsende samfund, være ecclesia semper
reformanda. Som Calvin må vi gøre
krav på retten til at være kritiske inden for
en tradition. At benægte dette ville være at
tage et stort skridt hen imod lige netop den
form for triumfalisme, som reformatorerne
selv ville advare os alvorligt imod. Men hvis
vi er søskende i Kristus, er der efter min