Midt i Psykiatrien - december 2008 - Region Midtjylland

04
Sidste chance
Jeg har fået
min sidste chance
Ali Faramarzi, 53 år, flygtede fra Iran til Danmark i 1985. I mere end 15
år levede han sig ind i det danske samfund, giftede sig med sin højskolekæreste,
fik uddannelse og job. Så blev han indhentet af sin fortid som
politisk flygtning fra Iran
Det begyndte med uro i kroppen. Så fulgte søvnløse nætter,
en lammende træthed, hukommelsen svigtede, og angsten
sneg sig ind på livet af ham.
Ali Faramarzi beskriver symptomerne, som den praktiserende
læge diagnosticerede som depression.
- Det var et chok for mig. Jeg har altid været en stærk
mand. Mænd skal være stærke, det andet er noget pjat.
Sådan har jeg altid haft det, fortæller Ali Faramarzi om, da
han måtte se i øjnene, at han ikke kunne løbe fra sin fortid.
Ali Faramarzi er født i en lille landsby i Iran og flyttede
senere til Teheran. Her studerede han biologi og var politisk
aktiv i opposition til præstestyret. Da revolutionen kom, blev
Ali Faramarzi fængslet på grund af sit politiske engagement
på venstrefløjen.
- Jeg har fået tæsk, fortæller Ali Faramarzi om sin tid i
fængslet. Han slap ud af sin celle, men med en trussel om,
at han ville blive smidt tilbage, hvis han fortsatte sit politiske
arbejde.
- Røg jeg tilbage, stod jeg til to år. Samtidig havde de
iranske myndigheder fået øje på mig. Jeg var registreret
som politisk oprører og ville ikke kunne få job. Min fremtid i
Iran så håbløs ud.
En dejlig uddannelsestid
Som mange unge iranske mænd flygtede Ali Faramarzi til
Europa. Han kom til Danmark i 1985, hvor han fik asyl året
efter. Nu fulgte år med sprogskole, højskole - for at lære
den danske mentalitet bedre at kende - og flere uddannelser
blev prøvet af. På et tidspunkt arbejdede han i en
børnehave, hvor lederen en dag spurgte, om det ikke var
noget for ham at blive pædagog. Det var det! Han husker
tilbage på studiet i Århus med stor glæde.
- Det var en utrolig dejlig periode. Jeg var den eneste
ikke-dansker på holdet og klarede mig godt. Alle sagde
”Ali, du er bare perfekt”, fortæller han, der som færdiguddannet
i 2000 fik arbejde i en SFO.
Så kom uroen, der begyndte som sommerfugle i maven.
De ville bare ikke forsvinde. Søvnen var dårlig. Når Ali Faramarzi
endelig sov, drømte han voldsomt om overbeskidte
toiletter og sølede rum, som snævrede ind og til sidst holdt
ham fast.
Han opsøgte en neurolog, som undersøgte Ali Faramarzis
hjerne. Men han fandt ingen tumor, som kunne forklare symptomerne.
Til gengæld mente han, at problemerne var psykiske.
- Min praktiserende læge ordinerede anti-depressiv
medicin. Den var så stærk, at jeg blev som en zombie.
Jeg blev langsom. Til sidst måtte jeg stoppe.
Rejsen tilbage gav ikke ro
Han måtte også skippe jobbet som pædagog og blev i en
periode sendt i arbejdsprøvning på et plejehjem. Selv om
Ali Faramarzi kunne magte den korte arbejdsuge, stoppede
arbejdsforholdet, da der ikke var penge til at ansætte ham.
Og Ali Faramarzi havde det stadig ikke godt. Han døjede
med flash-backs. I glimt genoplevede han tiden i Teheran,
før han flygtede.
Lægen fortalte om RehabiliteringsCenter for Traumatiserede
flygtninge, RCT. Der var halvandet års ventetid, men
han syntes, at det lød som den vej, han skulle. I mellemtiden
rejste han for første gang, siden han flygtede, tilbage til Iran.