Ilt-hjemmebesøg tIl patIenter med svær kronIsk obstruktIv ...

omkostninger eller i livskvaliteten for patienter, der modtager ilthjemmebesøg, i forhold
til patienter i ambulant kontrol.
Det observerede mindre forbrug af indlæggelser for patienter i ordninger med opfølgende
ilthjemmebesøg indebærer samtidig, at patienter, som modtog ilthjemmebesøg, i
gennemsnit koster ca. 12.000 kr. mindre (over en periode på seks måneder) end
patienter i ambulant kontrol. Undersøgelsen var imidlertid ikke dimensioneret til at
kunne påvise signifikante forskelle, hvorfor de observerede forskelle i antal indlæggelser
og totale omkostninger godt kan være interessante. Ligesom i andre lignende studier
fandt vi, at langt hovedparten af de totale omkostninger skyldes omkostninger til sygehusindlæggelser.
Der er stor variation i, hvad en indlæggelse koster, men gennemsnittet
er ca. 92.500 kr. (for alle patienter, som har været indlagt, dvs. inkl. patienter i kontrolgruppen,
i alt 69 patienter). Det betyder, at såfremt der rent faktisk kan spares en
enkelt indlæggelse ved denne ene eller anden intervention, så er det med stor sandsynlighed
noget, der rykker ved de totale omkostninger.
På grund af et relativt lille antal inkluderede patienter i vores undersøgelse var det vanskeligt
at opnå tilstrækkelig statistisk styrke til at påvise statistisk signifikante forskelle i
forbruget af indlæggelser og totale omkostninger. Årsagen til, at patienter, som modtog
opfølgende hjemmebesøg, er billigere end patienter i kontrolgruppen skyldes, at der var
to patienter, som var såkaldte ”outliers” i kontrolgruppen, dvs. ekstremt dyre pga. flere
og lange indlæggelser, mens der kun var én outlier i interventionsgruppen. Dette forhold
var nok til at rykke resultaterne således, at patienter i interventionsgruppen bliver
billigere, men samtidig var det også en årsag til, at resultatet ikke blev statistisk signifikant.
Ses der således bort fra disse tre patienter (en i interventionsgruppen og to i kontrolgruppen)
viste analyser, at patienter i interventionsgruppen var dyrere end patienter
i kontrolgruppen, men dog ikke statistisk signifikant.
Det er således et væsentligt problem for undersøgelsens resultater, at der ikke blev
inkluderet flere patienter. Det vides ikke, hvor stor en del af dette problem som skyldes,
at patienterne ikke ønskede at deltage, eller at iltsygeplejerskerne ikke fik inkluderet
alle relevante patienter. Patienterne blev inviteret til at deltage i undersøgelsen via et
introduktionsbrev udsendt af iltsygeplejerskerne. På grund af livskvalitetsmålingerne
var vi nødt til at have kontakt til patienterne. Såfremt vi ikke havde været afhængige af
den direkte kontakt til patienterne, kunne vi have gennemført omkostningsanalysen
som en retrospektiv analyse, hvor vi med klinisk ekspertise kunne have identificeret
patienter og startdato for permanent ilt og ilthjemmebesøg, eller ambulant besøg i de
pågældende ordninger. På den måde ville det med stor sandsynlighed have været
muligt at inkludere flere patienter. Det vides dog ikke, hvorvidt vi kunne have inkluderet
et tilstrækkeligt stort antal patienter.
Ved sammenligning af de ambulante omkostninger (hjemmebesøg og ambulante
besøg) fremgik, at patienter i interventionsgruppen kostede ca. 1.900 kr. mere end
patienter i kontrolgruppen (jf. tabel 5.2). Denne forskel svarer ca. til, hvad en liggende
transport koster for de patienter, som har brug for dette for at kunne komme ind til en
ambulant kontrol. Det kan derfor diskuteres, om et tilbud om ilthjemmebesøg i et
økonomisk snævert perspektiv (dvs. uden at inddrage indlæggelserne) svarer til omkostningerne
for en almindelig ambulant kontrol, når der er tale om særligt tunge patienter,
dvs. patienter, som kræver liggende transport.
Livskvalitetsmålingerne viste lidt blandede resultater, men fælles for dem var, at der
ikke var tale om statistisk signifikante resultater, men i nogle tilfælde om klinisk rele­
53 Ilt-hjemmebesøg til patienter med svær kronisk obstruktiv lungesygdom (kol)