Ilt-hjemmebesøg tIl patIenter med svær kronIsk obstruktIv ...

Det er faktisk kun Hanne, som omtaler problemer med social stigmatisering i forhold
til sin sygdom.
I relation til patienternes psykiske mestring fandt Nicolson og Anderson, at patienterne
begyndte at opleve sig selv som anderledes fra den person, de var eller forventede at
være, før de blev syge. Det beskrives som en følelse af, at det tidligere selv er blevet
reduceret til en syg person. Dette ”tab” af det ”rigtige selv” er et stærkt tema i data,
fordi det repræsenterer frustrationen over den uundgåelige fysiske og emotionelle svækkelse,
som sygdommen fører med sig. De aktiviteter, der før havde givet mening i livet,
og gennem hvilke dele af selvet er defineret, må opgives, og det medfører en dramatisk
følelse af tab. Ofte følges følelsen af tab af en følelse af skyld over at være til besvær.
Patienterne ser sig selv som byrder for deres omgivelser og føler, at de må sørge for, at
de skaber så lidt besvær som muligt både for sig selv og for andre (90).
Nicolson og Anderson beskriver forskellige strategier for at mestre denne følelse af tab.
For det første beskriver de en mekanisme, hvor patienten foretager en form for ”bodymind-split”.
Således adskilles krop og tanke på en måde, som tillader patienten at bibeholde
selv­følelsen i tanken som det ”gamle selv”, der kunne udføre alt det, som
patienten plejede. Kroppen opleves som svigtende og eksisterer i skarp kontrast til den
normative krop, som forbindes med tanken: ”One way of coping is by separating or splitting
the body and the mind: the body that has ’failed’ and the mind that, while vulnerable,
is still the old, capable ‘me’” (90).
Denne tendens til at mestre sygdommen ved at adskille krop og tanke kan der også ses
eksempler på i nærværende analyse. Vi har ikke fundet eksempler på, at patienterne
eksplicit foretager et sådan skel, men der er en udbredt tendens til, at patienterne ikke
ændrer selvopfattelse i forhold til deres ændrede fysiske formåen. Den forhenværende
spejderleder ser fortsat sig selv som spejderleder. Patienterne nævner ofte aktiviteter,
som de har måttet opgive, når de skal forklare, hvad de godt kan lide at lave. I disse tilfælde
har de således ikke ændret selvopfattelse til en person, som ikke længere kan
udføre disse aktiviteter.
Men denne brug af body-mind-split er stærkt forbundet med brugen af alderdom som
en psykisk mestringsstrategi. Det er således en meget udbredt strategi, hvor kroppens
svigt ikke betyder, at patienten skal revidere synet på dem selv, og hvem de er.
Sygdommen leder således ikke til en følelse af, at patienten ikke længere kan ”være sig
selv”. Funktionshæmningen er derimod en naturlig udvikling i deres livsbane. Dette
behøver ikke være udtryk for en form for body-mind-split, hvor patienten fortsat ser sig
selv som det gamle kompetente selv med en rask krop, der blot er blevet gammel og
derfor ikke kan det samme længere. Det kan måske bedre forstås som en accept af en
syg og hæmmet krop med udgangspunkt i en form for ”evolutions­jeg”, hvor patienten
stadig ser sig selv som sit ”gamle jeg”, men nu blot i en ældre udgave, der ikke kan så
meget. Det er således ikke med udgangspunkt i et ”split”, men mere med udgangspunkt
i et syn på tilstanden som naturlig eller forventelig, at selv­følelsen bevares. Disse
to måder at benytte alderdommen på udelukker dog ikke hinanden, og de er begge på
spil i patienternes psykiske mestring.
Denne tendens til, at det er nemmere at mestre sygdommen psykisk, jo ældre man bliver,
kan genfindes hos patienterne i Nicolsons og Andersons undersøgelse. De konkluderer
således: ”Adaptation and adjustment to having this disease comes more easily with
being older” (90). De foretager dog ikke nogen nærmere analyse af, hvad dette skyldes.
81 Ilt-hjemmebesøg til patienter med svær kronisk obstruktiv lungesygdom (kol)